Samlede Skrifter

Google

This is a digital copy of a book that was prcscrvod for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project

to make the world's books discoverablc online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject

to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books

are our gateways to the past, representing a wealth of history, cultuie and knowledge that's often difficult to discover.

Marks, notations and other maiginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the

publisher to a library and finally to you.

Usage guidelines

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain lx)oks l>elong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we liave taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automatcd querying.
We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
person al, non-commercial purposes.

+ Refrainfivm automated querying Do nol send aulomated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, Optical character recognition or other areas where access to a laige amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may t« able to help.

+ Maintain attributionTht GoogX'S "watermark" you see on each file is essential for informingpeopleabout this project and helping them find
additional materials tlirough Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are lesponsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can'l offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
anywhere in the world. Copyright infringement liabili^ can be quite seveie.

About Google Book Search

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps rcaders
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full icxi of ihis book on the web

at|http : //books . google . com/|

Google

Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google

som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog,

der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra

land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der

ofte er vanskelig at opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

Retningslinjer for anvendelse

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige.
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at
kunne tilvejebringe denne kilde.
Vi beder dig også om følgende:

• Anvend kun disse filer til ikkc-konnnerdolt brug

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af m;iskl-
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.

• Bevar tilegnelse

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.

• Overhold reglerne

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at dot du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogsøgning

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning
hja^lper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan
søge gcnnom hele teksten i denne bog på interncttct på |http : //hooks . google ■ com|

>•

t

r

I '

GEORG BRANDES

SAMLEDE SKRIFTER

FØRSTE BIND

^

KJØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)

OBÆBKS BOOTRTKKKRI

1899

INDHOLD

Side

Forord 1

Ludvig Holberg, et Festskrift 9

Danske Personligheder:

Ludvig Holberg (1684—1754) 165

Kamma Rahbek (1775—1829) 186

Adam Oehlenschlåger (1779—1850) 215

Goethe og Danmark 266

Schack Staffeldt (1769—1826) 308

Carsten Hauch (1790—1872) 368

Christian Bredahl (1784—1860) 428

B. S. Ingemann (1789-1862) 442

J. L. Heiberg (1791—1860) 462

Henrik Hertz (1798—1870) 513

Ludvig Bødtcher (1793—1873) 535

185805

FORORD

Den Gyldendalske Boghandel har gjort det Vovestykke at til-
byde Læseverdenen mine Samlede Skrifter til en Fjerdedel
af den Pris, for hvilken mine Bøger hidtil kunde faas, og jeg har
al Anledning til at være min Forlægger taknemmelig for hans
dristige Tro til Publikums Købelyst overfor Arbejder, der skønt
ahnenfattelige og let tilgængelige kun har nydt Yndest i snævrere
Krese.

Der finder jo imidlertid uafbrudt en Fornyelse Sted af den
læsende Almenhed. Nye Slægtled gror op omkring en Forfatter,
der har skrevet i mange Aar, og hans Skrifter synker ned til
dybere Lag af Folket. Forstaaelsen af hans Væsen udbreder sig,
naar han har virket længe nok til selv at opdrage sig sit Pub-
likum. Misforstaaelserne af hans Væsen ophører, altsom de, der
satte dem i Omløb, dør ud eller forældes, og altsom det bliver
umuligt at holde dem oppe overfor det øjensynlige, utvetydige
Vidnesbyrd, som selve de ilde omtalte Skrifter afgiver. I store
Lande varer de Misforstaaelser, der kan opstaa om en samvittig^-
hedsfuld Skribent, i Regelen meget kort. De, for hvilke Renan
f. Eks. var Genstand, holdt sig vel neppe fem, seks Aar. I el Land,
saa lille som Danmark, kan beslægtede Misforstaaelser, hvis Nogen
har Interesse af at holde dem vedlige, vare en Menneskealder.

Dog selv en Menneskealder faar jo Ende og har for mil Ved-
kommende faaet Ende. Og det er Resultater af en Menneskealders

(i. Brandes: Snmiede Skrifter. I. 1

II FORORD

beskedne, men haardnakkede Arbejde, som her forelægges Læse-
rens Øjne.

At gennemgaa alle sine Skrifter paany for at ordne og rette
dem er for Forfatteren selv som med et Blik at overskue sit hele
aandelige Livs bølgeformige Landskab. Det er som at leve en
Hovedpart af sit Liv om igen. Man hører undertiden det ret
meningsløse Spørgsmaal opkastet, om man vilde formaa at gøre
mere ud af sit Liv, ifald man kunde leve det om. Skribenten, der
gennemser sine Skrifter, kan vel ikke bøde paa, hvad der i et
Arbejdes Anlæg eller Aand var begrænset og derved forfejlet,
men han kan i Enkeltheder forbedre, som han kan udslette eller
tilføje.

Idet en Forfatter ser ud over sit Livs Hovedindhold — det,
han har frembragt — er det med en vis Undren, han siger til sig
selv: altsaa saadan ser jeg ud. Han mindes den Tid, da han som
Yngling endnu ubekendt med sit aandelige Fysiognomi spurgte
sig, hvordan vel engang hans Livs Gerning vilde arte sig; nu ser
han den bag sig. Saa lidet fremmed den er ham, har den dog for
ham noget Hemmelighedsfuldt, især ifald han ikke er ren Viden-
skabsmand, der altid har arbejdet med Forstanden og derfor an-
lagt sit Liv og sine Skrifter med fuld Bevidsthed, men hvis han
tilhører en Type, der staar paa Grænseomraadet mellem Viden-
skab og Kunst.

Denne sidste Type er min. Jeg har altid arbejdet instink-
tivt, har ladet min Bog eller min Afhandling bygge sig i mig, og
har bestandig erstattet den konstruerende Forstand, der blev mig
negtet, med forskellige vikarierende Evner. Jeg skriver ikke med
Fornøjelse, før det ene Ord tager det andet og Arbejdet gaar af
sig selv. Al Begynden har stedse været mig vanskeligere og al
Fortsætten lettere end de fleste Andre. Ja, saa besværlig har
enhver Begynden været mig, at jeg, blot Begyndelsen engang var
gjort, heller med det Samme skrev en liog end en Artikel.

Skribenten selv ser sine Skrifter for sig i Tidsordenen, og

FORORD III

den, der vil sætte sig ind i hans Sjæleliv og Udviklingshistorie,
niaa holde sig strengt til Ordenen, hvori hans Arbejder er blevne
til. Men for den store lærvillige Almenhed har denne Orden kun
en ganske underordnet Interesse. Den ønsker i en Forfatters
Livsværk at finde det samlet, som ved Æmnernes Art hører
sammen. I en Udgave som denne er Hensynet til Læseverdenens
Tarv det ene afgørende, og derfor er mine Skrifter her sammenstillede
saaledes, at det stofligt Sammenhørende aldrig er splittet ad. Der
begyndes med alle de Bidrag, jeg har givet til den danske Lite-
raturs Historie; saa fortsættes med hvad jeg har skrevet om norsk
og svensk Literatur; saa følger de seks Bind Hovedstrømninger og
efter dem hvad jeg har skrevet om de i dem behandlede Landes
Bogavl udenfor den i hint Værk givne Ramme. Rejseskildringer
saavel i Bogform som i kortere Former er samlede for sig, og Ad-
skilligt er rundt omkring optaget, der tidligere var omspredt og
utilgængeligt.

Det er naturligvis ikke Alt, hvad jeg i mit Liv har offenlig-
gjort, som findes forenet her. Dels har jeg udgivet et Par Bøger
paa et andet Forlag, dels har jeg endnu flere Bind ikke samlede
Artikler, som maaske fortjente at bevares. Desuden har jeg fjernet
et enkelt Skrift, Den franske Æstetik i vore Dage, fordi det ingen
Interesse frembød for det store Publikum, og udeladt et Par
polemiske Flyveskrifter, fordi de kun er Led i en Forsvars-
virksomhed, der strækker sig gennem hele mit literære Liv og
neppe heller kan paaregne anden Interesse end en blot historisk.
Adskilligt er endelig udeladt som for ubetydeligt eller fordi det
vilde virke som Gentagelse i en Udgave som denne.

Idet jeg ser tilbage over saa vidtløftig en Produktion og med
Vemod føler Begrænsningen af de Evner, som her har virket, og
af de Kundskaber, som her er lagte for Dagen, kan jeg til Gengæld
give disse Skrifter det gode Vidnesbyrd, at intet af dem har været
beregnet paa Publikums Smag eller Behag. Forfatteren hører ikke
til dem, der har bejlet til Almenhedens Velvilje. Alt her har der-

1*

IV FORORD

for været bestemt indenfra; end ikke Æmnet har jeg ladet bestille
hos mig. Jeg har som Skribent gaaet min lige Vej uden Svinke-
ærinder til Folkegunsten.

Hermed skal naturligvis ikke være sagt, at alle Æmner har
havt lige stor Betydning for mig selv. Jeg har skrevet om Per-
sonligheder, der for mit indre Liv slet intet har betydet, og om
andre, der paa et eller andet Tidspunkt af mit Liv har øvet stor
Indflydelse paa mig. Jeg har givet Portræter af Tegner og Disraeli,
fordi disse Mænd morede mig som Modeller, og har skrevet om
Digtere som Wordsworth eller om Forfattere som Chateaubriand
og Fru de Stael, fordi jeg efter mit Arbejdes Plan mødte dem paa
min Vej, uden at nogen af disse Personer nogensinde har paa-
virket min Udvikling i ringeste Maade. Og jeg har fremstill
Mænd, der har havt stor Betydning for mit Aandsliv, som Søren
Kierkegaard, Taine, Lassalle, Shelley, Shakespeare. Imidlertid
sætter man sig ikke gærne til at skrive, før den egenlige Ind-
flydelse, som den paagældende Aand har udøvet paa En, er forbi,
og underligt nok lykkes tilmed ikke sjældent Billedet af det En lige-
gyldige Menneske nok saa godt som Portrætet af den, der er eller
var En dyrebar. Den dybest rammende Karakteristik, jeg har
givet, er maaske den af Schack Stafleldt, og faa Personligheder har
ladet mig saa kold som han eller staaet mil Væsen saa Ijærnt.

Med det F'remhævede skal endnu mindre være sagt, at der
ikke skulde være foregaaet endog ret betydelige Forandringer i
mit Indre, mens jeg gik ad hin lige Vej, jeg har nævnt. Jeg er
kun tilfreds med, at jeg ikke er traadt ofl*enlig op, før den tidlige
Ungdoms Gæringstid var forbi og min Grundanskuelse modnet og
prøvet. Mangen Nuance er naturligvis bleven anderledes; mit Syn
saavel paa Begivenheder som paa Personer. Herom lod der sig
skrive en Bog. Der indtræder, som alle véd, i Ens Opfattelse
stadigt Forskydninger, som først paa et senere Tidspunkt bliver
En fuldt bevidste.

Her er for mit Vedkommende ikke Stedet til mere end nogle

FORORD V

Antydninger. Fra først af var jeg som Aand rent filosofisk anlagt;
saa formedes mit Indre netop derved stærkt polemisk under Kærlig-
heden til Sandhed og Frihed. Men Skønhedsglæden havde tidligt
været den dybeste Følelse i mig; den førte mig tilbage til den
konkrete Verden, og med Aarene fik jeg et stedse mere afgørende
historisk og psykologisk Hang.

Omdannelser af mindre omfattende Art foregik dernæst i mit
Sjæleliv. Igennem nogle Ungdomsaar havde Fremskridtets og Fler-
tallets Ret smeltet sammen for mig. Under mit Livs mangeaarige
Kampe, stadigt med Flertallet imod mig, udvikledes hos mig en
afgjort Uvilje til Underkastelse under Flertallets Avtoritet. Under
et Afsnit af min Ungdom havde Harmen over tysk Uret mod
Danmark tilsløret mit Blik for de tiltalende Egenskaber i det tyske
Væsen, særlig i det prøjsiske; Ophold i Udlandet aabnede mine
Øjne derfor. I mit Had til Tyranni og Tvang havde jeg en
Tidlang vænnet mig til en for snæver Betragtning af den store
Napoleons Livsværk; senere saa* jeg ham uvilkaarligt i et skønnere
Lys. Forstaaelsen af det konservative Parti i vore Dages England
havde i nogen Tid været ringe hos mig; de Studier, hvortil min
Sysselsættelse med Lord Beaconsfield gav Anledning, raadede Bod
paa denne Mangel. I nogle Aar af mit Liv skortede det hos mig
paa Forstaaen af den katolske Kirkes Lyssider; Medfølelse med
dens Stilling i russisk Polen meddelte mig den.

Dog under de langsomme Omformninger, mit Aandsliv har
undergaaet, har enkelte Grundideer og Grundfølelser bevaret sig
urokkelige i mit Sind som mit Væsens Granit. Først Frihedsideen
og den lidenskabelige Kærlighed til Frihed, der har medført Af-
skyen for Dogmer og for al raa og oprørende Tvang paa Hand-
lingernes som paa Følelsernes Omraade. Blandt mine Bøger af-
lægger maaske Natiwalismen i England, der er en eneste Hymne
til Friheden, ypperst Vidnesbyrd herom. Dernæst Retsideen og
den ikke mindre lidenskabelige Dyrkelse af Ret og Retfærdighed,
uden hvis Hævdelse ingen menneskeværdig Eksistens er mulig

VI FORORD

paa Jorden og som ikke desmindre i alle Lande og til alle Tider
daglig trædes under Fødder. Blandt mine Skrifter er vistnok
Indtryk fra Polen den tydeligste og varmeste Hymne til Retten.
Endelig Troen paa ledende Aander, den oprigtige og gennemførte
Genidyrkelse, grundet paa Overbevisningen om, at det store Men-
neske alene er Kulturens Kilde. Alle mine Skrifter uden Und-
tagelse er Udtryk for denne Tro og denne Kultus, som jeg særligt
har udviklet i en polemisk Afhandling 1890.

Enhver Forfatters højeste Ærgerrighed er den at frembringe
Noget, der staar gennem Tiderne, noget Uangribeligt, Uigenkaldeligt,
hvis Værd forbliver. Det mindste, virkeligt gode Digt af selv den
mindste, virkelige Digter, er eller synes idetmindste uovervindeligt
af Tiden. Den historiske eller kritiske Forfatter, der ser ud over
en omfangsrig Produktion, maa sige sig selv den bitre Sandhed,
at hans Livsværk kun har Betydning saa længe til nye Arbejder,
som svarer til Fremtidens mere fremskredne Standpunkter, over-
flødiggør hans; hvert Aar bringer jo nye Forskninger angaaendc
hans Æmner for Dagen, og hvert Aar, der gaar, stiller Æmnet i ny
Belysning, ligegyldigt om han har skrevet om endnu levende
Personligheder eller om Fortidens.

Ser jeg med dette Synspunkt for Øje ud over mine Arbejder,
saa møder jeg kun nu og da Noget, jeg tør betragte som definitivt,
en og anden Studie over en stærkt begrænset Genstand (Emil
Aarestrups Poesi f. Eks.), en enkelt slaaende rigtig Analyse (som
Forklaringen af Kierkegaards Frygt og Bæven eller af de Udslag,
Schack Staff*eldts Panteisme giver sig i hans Poesi), en enkelt
ufejlbar Metode (som den, der ved Sammenligning mellem et
Shakespearesk Stof udenfor Digterens Værk og i Værket udviser,
i hvad Retning Shakespeare har altereret Stoffet og følgelig af hvad
Aand og Hu han paa det givne Tidspunkt personlig var fyldt).

Bortset fra saadanne Hvilepunkter, hvor en Sikkerhed, der
nærmer sig den matematiske, er naaet, møder Endeligheden Be-
tragterens Blik overalt.

FOHORD VII

Overfor disse mine Arbejders Kaar har jeg tidligt indset, der
for mig kun var ét at gøre: efter Evne meddele dem den eneste
Uendelighed, jeg formaaede at indblæse dem, den dobbelte, som
kun er én. Personlighedens og Kunstens. Jeg maatte om muligt
lægge hele min Personlighed i dem og derved give dem saa
megen Lod og Del i Kunstens Uangribelighed, som det stod i min
Magt. Da vilde de maaske blive staaende ved deres Form, selv
naar deres Indhold havde tabt i Interesse.

Dog Formen er for en Skribent i første Linie hans Moders-
maal. Jeg tør desværre ikke sige mig fri for en kort Tid at have
begaaet enkelte, iøvrigt længst udslettede, Fejl i Brugen af det, da
jeg i Aaringer af mit Liv har været nødt til udelukkende at tale
fremmede Sprog. Men jeg tør sige, at det danske Sprog i vore
Dage ikke har havt en mere trofast og agtpaagivende Elsker og
Dyrker. Har mine Samlede Skrifter maaske ikke mange paa-
skønnelsesværdige Egenskaber, saa har de idetmindste den, der
nutildags ikke er saa hyppig som det var ønskeligt, at være skrevne
paa et rent, klart, gennemsigtigt Dansk.

Den 27 Februar 1899

GEORG BRANDES

LUDVIG HOLBERG

KT fp:stskrip^t

(1884)

De Danske betragter gærne Holberg som dansk, Nordmændene
hævder i vore Dage med stedse større Iver, at han var Nord-
mand. Det bør niaaske derfor fremhæves, at den Mand, der
har grundlagt Danmarks og Norges moderne Nationalliteratur, den
videnskabelige som den poetiske, fødtes i Rigernes mindst nationale
By, i en Stad, der var som en europæisk, en international Enklave
i disse Lande, Bergen. Den var, siger han, som Noæ Ark, et Til-
flugtsted for alle Slags levende Væsener: nære og fjærne strømmede
sammen til denne By og smeltede sammen med Indbyggerne; ja
saa hyppigt var disse af fremmed d: udenbys Afstamning, at faa,
som Holberg, kunde nævne blot en af deres fire Oldefædre som
indfødt der.

I ingen Stad i Norden var Befolkningen da mindre udsat for
at forstenes i Afspærrethed fra Omverdenen, i ingen Stad var man
i ringere Grad Hjemmefødning.

Den Dag idag, da Byens Betydning i Forhold til Nordens
øvrige Stæder er saa meget ringere, er Bergenserne bekendte for
deres lyse, opvakte Hoveder, deres livlige, modtagelige Væsen, for
Flinkhed og Frisind, for Foretagsomhed og Tungefærdighed, og
Byen — tiltrods for at ingen Jernbane endnu er ført dertil — be-
kendt for sit uafbrudte Samkvem med Omverdenen. Paa Holbergs
Tid var der vistnok ikke ret mange Byer i Europa, fra hvilke
man kunde komme saa let som fra Bergen — et Træk, der er
væsenligt for Byens Karakteristik, og som skulde faa sin Betydning
for Holbergs.

Bergens Beliggenhed i Hesteskoform omkring en dyb Bugt, til
aUe Sider omringet af mægtige Fjælde, er meget smuk. Man taber

12 Bergen

i Staden ikke let Vandet og aldrig den omgivende Klippe-Egn af
Syne. Klimaet er mildt, saa de samme Havevækster trives her som
i Danmark, og man er højt nok imod Nord til at de lyse Sommer-
nætter har en sjælden Dejlighed.

Holberg saa* ikke paa Naturskønhed med samme Blik som vi,
men han manglede ikke Sans for den nyttige Virksomheds Skøn-
hed i Naturen. Han kalder Byens Beliggenhed „ikke mindre for-
nøjelig end bekvem" og fremhæver med Stolthed, at Bugten stundom,
især i den muntre Tid af Aaret, naar Nordlands- og Finmarks-
farerne kommer i Hobetal, er saa fuld af Skibe og Baade, der ligger
Stavn ved Stavn, at man kun med Møje kan komme derigennem:
„Et behageligt Syn, sær, naar de, som undertiden skeer, moxen
alle paa een Tid komme, hundrede og flere i Tal, seilende paa
Vaagen." Kun i Rotterdam har han set en lignende Vrimmel af
Fartøjer og kun i Venedig kan som her større og dybtgaaende
Skibe lægge sig for hver Købmands Stuedør. Saa mange Baade
ligger idelig og venter paa Fragt, at de fleste Besøg her som i
Venedig foretages tilbaads. Man behøver kun at give et Tegn, saa
ser man de Bergenske Gondolierer (Fløtmænd) kapro med hinanden
for at komme først.

„Intet", siger Holberg, „kan være mere behageligt end at see
sig udi nogle Minutter ligesom bragt fra et Land til et andet; thi
saasnart man kommer fra Staden til Kontoret [hvor Hanseaterne
boede), finder man andre Folk, andre Sæder og hører et andet
Sprog."

Men selve den norske Befolkning var i Datiden af over-
ordenlig blandet Afstamning. Hansestædernes Mænd maatte vel
efter Loven ikke gifte sig, men de. efterlod naturligvis uægte Af-
kom. Skotter havde i saa stort Antal nedsat sig i Bergen, at mange
fornemme Borgerfolk var af skotsk Oprindelse, ligesom det over-
hovedet var en Regel, at fremmede Købmænd giftede sig med
Borgernes Enker og Døtre. Byen var desuden i høj Grad under
Paavirkning fra Udlandet. Stærkest var maaske Indflydelsen fra
Holland. Der er, siger Holberg om Bergenserne, „ingen Nation, de
mere have udeopieret" end den hollandske og det saavel i Hen-
seende til Sprog som til Tarvelighed og Arbejdsomhed. Han mener
saaledes, at de fleste Idrætter og Behændighedskunster blandt Ung-
(ionmien stammer fra Holland. Han skildrer det overordenlige
Gadeliv i Bergen og bemærker: „At ellers Ungdommen her er saa

Blodets Blanding 13

levende, foraarsages deraf, at mange halvvoxne Drenge have været
paa fremmede Steder, sær udi Engeland og Holland, hvor de frie
Levemaader ere."

Paa Grund af Blodets stærke Blanding og Krydsning saa' man,
efter Holbergs Udtryk, Bergenserne „meget udi Talemaader, Skik
og Sæder at differere fra de andre Norske". Det livlige Forhold
til Udlandet, den stadige Optagen, Tilegnen og Bearbejden af det
Fremmede maatte nødvendigvis frembringe et Overmaal af Af-
veksling og uensartet Liv, højst forskelligt fra det Skue, Kongen af
Danmarks Riger ellers frembød.

Paa Holbergs Barndoms Tid skriver en fornem Englænder,
der har levet tre Aar i Danmark: „Jeg har aldrig kendt noget
Land, hvor Befolkningens Sind mere var af én Kaliber og Art end
her. Man finder Ingen med usædvanlige Egenskaber, Ingen, som
er udmærket i særegne Studier eller Forretninger, man ser ingen
Entusiaster, ingen gale eller vilde Mennesker, ingen mærkværdige
Narre eller fantastiske Sværmere. Men en vis Lighed i Forstand
hersker imellem dem. Enhver holder sig til den slagne Vej, til
det, som gælder for fornuftigt, hvad i dette Land iøvrigt hverken
er det skønneste eller det værste, og man skejer hverken ud til
højre eller til venstre. Dog vil jeg tilføje denne Bemærkning til
deres Ros, at Menigmand i Almindelighed kan skrive og læse."
(An account of Denmark 1694.)

I Bergen fremkaldte Beliggenheden og Racekrydsningen i For-
ening en høj Grad af Virksomhed. Man havde i den ældste Tid
handlet med Storbritanien, senere tillige med Færøerne, Island og
Grønland, saa med alle Hansestæderne, saa ogsaa med Holland, til-
sidst med Nordlandene. Netop under Holbergs Opvækst steg Byens
Handel paa Grund af Privilegier og politiske Forhold til sin største
Højde; den besad en Mængde armerede Spaniefarere og Grønlands-
farere, 250 egne Skibe i Alt.

Aktivitet, Arbejdsomhed og Økonomi var de Dyder, som var
i Pris. Bergenserne var Folk af faa Komplimenter; det var en
Borgersøn besværligere at gøre en langvarig Kur end at foretage
en Rejse til Spanien, og de unge Borgerdøtre, der lagde „en sam-
deles udvortes Modestie for Dagen udi Mandfolks Omgjængelse",
gav tidt ikke Mændene det Ringeste efter i Arbejdsomhed og
Duelighed, og saa' ikke som andensteds paa Stand og belevent
Væsen, men paa Dygtighed hos en Frier.

Købmændene var i idelig Sysselsættelse og gjorde i Nøds-

14 Herskende Dyder

fald med egen Haand Arbejdsmands Gerning; man saa' ikke sjældent
fornemme Borgere rulle Tønder paa Bryggerne eller hidse deres
Varer op i Pakhusene og niaatte derfor ikke tage det saa nøje, om
man ikke fik Genhilsen af en Borger; det skete ikke af Hovmod,
men af Mangel paa Tid til Vidtløftigheder eller af Mangel paa Agt-
paagivenhed for de Forbigaaende. Ja en af de dueligste Borgere
i Holbergs Barndom, Jacob Andersen ved Navn, var en saadan
Hader af Lediggang, at han, naar han saa* en ørkesløs ung Karl
paa Gaden, snappede ham op og flyede ham noget at bestille
hos sig.

Føler man ikke, hvorledes de Dyder, der med Tiden skulde
blive saa fremtrædende hos Holberg: den store Tarvelighed, Spar-
sommeligheden, den rastløse Aktivitet dels i Menneskestudiet, dels
i Bogstudiet paa Rejser og hjemme, er de, han som Barn havde
for Øje, og hvorledes disse Omgivelser har fremelsket hans For-
agt for Komplimenter og Baslementer, for Lavsaand, for Pedanteri,
for den falske Fornemhed? Blot man ser den Stolthed, med hvilken
han fremhæver, at man i den By „kan gaae til Fods og det heel
bekvemmeligen, saasom den hele Strandgade er belagt med store
flade Sten" og det uden Fare for at blive overstænket, føler
man her Latteren spire over den elendigt brolagte Hovedstad
med dens Luksus i Karosser og Portechaiser, over Staden, hvor
alle lige indtil Haandværksfolk lod sig køre eller bære, og hvor
Damer undertiden holdt sig inde i Maaneder og gav Afkald paa
god Helbred, Omgang og daglig Tidsfordriv, blot fordi deres Klæde-
dragt forbød dem at gaa til Fods.

Og føler man ikke i Beundringen for hin Jacob Andersen, der
trods sin Købmandsstorhed ikke blot selv tog Haand i med, men
tvang de ørkesløse Forbigaaende til det Samme — en Spire til det
Ideal, der efterhaanden danner sig i Holbergs Sind, Idealet af en
stor Arbejder, en stor Mand, en stor Regent?

Kan man tale om hans Idealer, kender man dem? Hos lyriske
eller sværmeriske Naturer ligger de gærne lige ved Haanden. Men
medens det hos Holberg er let nok at paapege hvad han ser ned
paa og foragter, synes det vanskeligt at paapege Idealer hos ham.

Han beundrer over al Maade en Fyrste som hans Samtidige
Peter den Store. Det er fra hans Ungdom af til hans sidste Tid
hans ufravigelige Typus paa en stor Mand. Allerede i sit første
Skrift Introduclion til de europæiske Rigers Historier taler han
om „den udødelige Ære", hans Czariske Majestæt har indlagt sig.

Holbergs Ideal 15

Og i en af sine sidste Epistler (den 533te, først udkommen efter
hans Død) siger han, at i ham „vare samlede alle de Qualiteter,
som udfordres af dem, hvem Himmelen betjener sig af til at i
Værk sætte de største Ting. Thi han var en stor Konge, en stor
Lovgiver, en stor Philosophus". Han har „ved sit vise Regimente,
sine herlige Love og eget Exempel" forskyldt saa meget Godt af
Russerne, at det var let at forstaa, om de udvalgte ham til Landets
Skytsengel. Hvis han havde levet paa en anden Tid, vilde han
sikkert „være bleven sat paa Gudernes Liste".

Denne Czar, der ikke brød sig om Hoflivets Glans og Over-
daadighed som hans Samtidige August af Sachsen, ikke heller
førte Krig for Krigens Skyld som hans Modstander Karl den
Tolvte, men som i Udlandet tilbragte sin Tid med Haandværksfolk
og Teknikere „for at lære de Ting, som fattedes udi hans egne
Lande" — han er stor, stor paa Grund af den Nytte, han har
stiftet; thi (som det hedder i en Holbergsk Epistel) „Intet, uden
hvad som nyttigt er, bør kaldes stort".

Denne Fyrste, der, som Holberg selv, søgte til Brændpunkterne
for Tidens Kultur, til Holland og Oxford, ikke holdt sig for god til
det groveste Arbejd, intet Herberg vilde modtage i Amsterdam,
men valgte sig det lille Hus ved den ostindiske Kaj og tilbragte
nogle Timer om Dagen „med Øxe og Biil blandt andre Hollandske
Bygningsfolk, hvis Klæder han ogsaa bar" — som skønt opdragen
ved et Hof, hvor Hovmod, Pragtsyge og den tykkeste Vankundig-
hed regerede, blev „den ydmygste, tarveligste og udi alle Viden-
skaber meest forfarene Prins i sin Tid" — det er Holbergs Helt.

Næst ham og ved Siden af ham beundrer Holberg som god Pa-
triot (Christian den Fjerde, hvem han paa Grund af beslægtede Egen-
skaber sammenligner med den store Czar. De Træk, han fremhæver
som fælles for dem begge, det er Træk, som man kan kalde fælles
for dem og ham selv, og det er betegnende for det gammeldags
Solide, det Enfoldige og Usønderrevne i Holbergs Natur, at man
linder de dybestliggende Egenskaber i hans eget Væsen, naar man
gennemgaar, hvilke Karaktertræk det er, han især beundrer hos
sine Helte. Et senere Tidsrums Skribenter har altfor ofte kun
været Vrængbilleder af deres egne Idealer.

Begge hine Regenter var virksomme, deres Levned „en Kiede
af uafladeligt Arbejd, hvoraf de aldrig trættedes".

De vilde begge „ikke alene vide, men med egne Øjne see",
hvorledes en Ting blev forrettet. Derfor flakkede Peter den Store

16 Holbergs dybestliggende Egenskaber

adskiUige Gange hele Europa igennem „for at see, hvorledes til-
gik udi fremmede Lande, og derefter at reformere sit eget".

Begge omstøbte deres Lande i en anden Form.

Begge havde de faa Fornødenheder, førte et simpelt og
borgerligt Levned „saavel udi Mad og Drikke, som udi Klæder",
begge indfandt sig ofte til Fods i private Huse, men glemte derhos
ikke ved Lejlighed at vise, de var Konger. Naar „Ære og For-
nødenhed det udfordrede", blev Intet sparet.

Begge forstod tilfulde deres Finanser — som Holberg.

Begge syntes undertiden at beskæftige sig med altfor ringe
Sager, underviste simple Haandværkere , ordnede Køkken- og
Kælder-Forhold. Man har med Urette lagt dem dette til Last, da
Sligt er „Beviis paa et forunderligt stort Begreb og Arbeidsomhed".

Minder ikke ogsaa dette sidste om Holberg, der stiger ned fra
Parnasset for at skrive om det ostindiske Kompagni eller for at
forklare Kvægsygens naturlige Oprindelse, da man snart ansaa den
for fremkaldt ved en Komet, snart fremstillede den som Straf for
Folkets Brøde (Skriftet Be umælende Bæsters billigste Suk over
Landets ubændigste Synder).

Hvorpaa løber altsaa Forherligelsen af Czar Peter ud?

Paa Virksomhed, Fordomsfrihed, Tarvelighed, Civiliseren i
stor Stil af et raat og barbarisk Land.

Den store Mand, der ene — ene stor, ene oplyst — civiliserer
og gennemmoraliserer et modstræbende Folk — der, som Rydnings.-
mand og Sædemand paa én Gang, forefinder en tidselbevokset Mark
og efterlader en frugtbar Ager — der kæmper med Kaos og over-
vinder det som Vrøvlets fødte Fjende og Besejrer — der gjør lyst
med Sværdhug, med klare Tanker, med Svøbeslag, virkelige eller
satiriske — det er Manden.

Holberg kalder Peter „en miraculeux Mand", hvem Gud „paa
umiddelbar Vis opvakte for at oplyse en stor Part af Verden". Og
mest forundrer han sig, naar han overvejer, hvad Cz.aren har skabt
og opbygget, hvor før ham Intet var. Peter den Store har opført
en mægtig Hovedstad med Højskole og Fæstning og Havn og Flaade,
hvor der før ham kun stod nogle Fiskerhytter.

Saalcdes har Holberg, hvor der før ham var en øde Egn,
skabt en Skueplads, en Fædrelandshistorie og Begyndelsen til en
filosofisk, juridisk, økonomisk og almindelig historisk Literatur.

Mange vil studse ved, at Holbergs Ideal ikke var et mildere,
et mere elskværdigt — naar man tænker paa denne hans Helt, ser

Faderen 17

man ham gærne afvekslende svinge Tømmermandens Økse i Holland
og, som Sagnet siger, Bøddeløksen mod Strelitzeme i Rusland —
men de store Reformatorer som Peter Alexievicz, der straaler i
Holbergs Ungdom, eller Frederik den Anden, der vækker hans
Alderdoms Begejstring, er sjældent milde og elskværdige. Holberg
selv var ingenlunde elskværdig eller mild. I intet bevaret samtidigt
Brev omtales han med Hengivenhed eller endog blot Venlighed.
Holberg var heller ikke politisk frisindet i den Betydning, hvori
man nu tager Ordet, saa han skulde føle sig tilbagestødt af Peters
eller Frederiks Despoti. Han var en oplyst Enehersker som de
andre, og som de en omfattende Forstand, der civiliserede en Stat
og derved formede en Nationalitet.

Dog Jacob Andersen i Bergen har ført os langt bort fra sit
Fødested.

Vi maa tilbage til Bergen, den By, hvor Ludvig Holberg den
3die December 1684 kom til Verden som Søn af en bondefødt
Officer. Han var det yngste Barn af tolv. Kun et Aar gammel
blev han faderløs, kun elleve Aar gammel moderløs; saa tidligt
blev den Forældreløses Præg af Ensomhed og Uafhængighed paa-
trykt hans Sind.

Faderen er mærkværdig. Christen Nielsen, der synes at have
optaget Tilnavnet Holberg fra en af de tre Gaarde af dette Navn i
Thrøndelagen, var en tapper Mand, der fra simpel Soldat svang
sig op til Oberstløjtnant, et næsten enestaaende Træk i hin Tid,
hvor saa godt som alle Hærens Officerer, hvis de ikke var af
adelig Æt, var indvandrede Fremmede: Tyskere, Kurlændere, Po-
lakker, Hollændere, Svenske, Skotter og Irlændere. Han maa have
udmærket sig i høj Grad i Kampene om Norge under Gyldenløve.

Fra ham har Sønnen rimeligvis arvet sin Tilbøjelighed til
Rejser og Eventyr; thi han havde i sin Ungdom været baade i
maltesisk og venetiansk Krigstjeneste og havde af Lyst til at se
sig om i Verden gennemvandret Italien paa sin Fod. Sønnen med-
deler ikke dette Træk og har maaske ikke kendt det, men det synes,
som om den Drift, hvorom det vidner, har ligget ham i Blodet.

Der gik Ry af denne Fader, og Sønnen anfører med Stolthed
Udraabet: „Ak, er I Christen Nielsens Søn I", der blandt Officerer
og Menigmand gærne var Indledning til en Opregning af Faderens
Dyder. Fra ham har Sønnen rimeligvis havt sin Fantasi og sit
Mod: hans Vid synes at stamme fra mødrene Side; han betegner
sin Morbroder, Peder Lem, som et saare vittigt Hoved og en vid-

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 2

18 Barndommen

underligt munter Mand (miræ festivitatis). Familien var selv efter
Faderens Død velhavende, men Bergens Brand i Aaret 1686 øde-
lagde aldeles dens Velstand.

Saasnart Drengen kunde tale, blev han sat i Byens tyske
Skole; Dansk lærte han af Smaadrengene paa Gaden. Efter et Op-
hold hos en Slægtning i Gudbrandsdalen gik han fra sit tolvte til
sit attende Aar i Bergens Latinskole, hvis Rektor Søren Lintrup
— senere Universitetsprofessor og som saadan Holbergs Kollega —
var en dygtig Latiner og en i Tidens Stil fremragende Teolog,
men især en anset akademisk Disputator. Han indførte derfor
latinske Disputationer i sin Skole, ja refererede dem selv i et i
Liibeck udkommende lærd Tidsskrift, hvor Disciplenes Navne og
deres vise Ord om „Naaden og Forudbestemmelsen'* eller lignende
Temata stod at læse paa Tryk. Rimeligvis er da allerede i
Skoletiden Grunden lagt til den Afsky for det latinske Disputere-
væsen, som Holberg atter og atter giver Udtryk, ja bevarer til
sin Død.

Den pigeagtigt udseende, spinkle, tidligt modne Dreng viste i
Skolen Selvfølelse og Stolthed, taalte intet nok saa ringe Rap af en
Lærer, deltog ikke i Kammeraternes Morskab. To Egenskaber,
han hele sit Liv igennem beholdt, forraadte han allerede som
Dreng: han var hidsig, og han var spotsk.

En ny stor Brand i Bergen drev i Aaret 1702 Holberg til
Kjøbenhavn for at blive Student. Han vendte paa Grund af Fattig-
dom straks tilbage, blev Huslærer paa Voss Præstegaard og viste
sig i denne Egenskab saa streng og utaalmodig, at han hurtigt blev
sagt op, gik 1703 atter til Kjøbenhavn, tog i Løbet af et Aar baade
filosofisk og teologisk Eksamen, men lagde sig ligefuldt meget
mere efter Fransk og Italiensk end efter Metafysik og Teologi —
drog saa (som Niels Klim) atter tilbage til Bergen, fattig, henvist
til at leve af Slægtninges Godgørenhed, blev paany Huslærer, denne
(iang hos en Lektor Smith med tyve Børn, men faldt over de
Dagbøger, hans Husbond i sin Ungdom paa sine Rejser havde ført,
og grebes for første Gang af heftig Rejselyst.

Vi er vante til at tænke os Holberg blot som Forstandens
Repræsentant, førende sine senere Leveaars strengt regulerede
Liv, uimodtagelig for Eventyrlyst som for Erotik og Begejstring,
tørt ironisk, tørt satirisk, pillen og pebersvendeagtig, han er os
ikke Digter i sannne Forstand, hvori Eftertidens poetiske Forfattere
er det.

Holberg og Ewald 19

Det staar med Rette for os som i høj Grad digterisk, naar vi
ser, hvorledes Ewald halvhundrede Aar senere alt som Dreng løber
fra Kjøbenhavn til Hamborg, gaar i prøjsisk Krigstjeneste, deser-
terer derfra til de østerrigske Tropper, bliver Trommeslager og
Underofficer, deltager i blodige Slag og Stormangreb, ligger for
Døden i Prag, bliver bombarderet i Dresden og endelig, da han
halvanden Aar efter kommer tilbage, endnu ikke har fyldt sit syt-
tende Aar.

Ewald var en romantisk-heroisk Aand, der, naar han summerer
Udbyttet af sin Udflugt, i sin Tids Stil nævner det at have set
^Bjerge og Feltslag og i tykke Skove ensomt beliggende Munke-
klostre"* og at have lært at føle „det Underlige, det Store, det Vel-
lystige i Naturen".

Men er den lidet sentimentale Holberg i ringere Grad Poet,
naar han nitten Aar gammel med 60 Daler i Lommen drager ud
paa sin første Rejse og en og tyve Aar gammel med 100 Daler i
Lommen paa sin anden? Hans Rejseliv varer meget længere end
Kwalds og er neppe mindre eventyrligt. Paa sine første tre Rejser
med korte Mellemrum bliver han halvsjette Aar borte. Han gaar
paa sin Fod fra Amsterdam til Aachen og tilbage, saa fattig, at
han tigger sig frem eller synger for Folks Døre for Brødet. Han
flakker (tillands paa sin Fod) fra Paris til Rom og fra Rom helt
tilbage til Amsterdam, lever to Aar i Oxford, ét Aar i Paris, ligger
dødssyg i Genua, har næsten altid Feber, kæmper med urokket
Mod imod Feberen som imod den elendigste Fattigdom, lærer alle
Folkeslag og alle Stænder at kende, franske Gejstlige og engelske
Studenter, hollandske Skippere og spanske Munke, tyske Lærde
og italienske Skuespillere, Tyve paa nært Hold og Sørøvere paa
Afstand.

Hans Vandreaar følger ikke paa Læreaarene; hans Læreaar er
Vandreaar. Hverken svagt Helbred eller Fattigdom hindrer ham i
at opsøge alt, hvad der for ham er seværdigt eller videværdigt*
Han underviser i Musik eller Sprog for at kunne blive saalænge
som muligt, eller han tager Tjeneste som Mentor; han søger
at bøde paa Fattigdommen ved den yderste Sparsomhed og paa
I^egemssvagheden ved den strengeste, tarveligste Diæt. Han er
altid sin egen Læge, i Rom endog sin egen Kok. Naar man vil
fastholde Billedet af ham, ser man ham slæbes paa Trækskøjte
gjennem Provence, Dag og Nat paa Dækket for at spare — eller
man ser ham i Middelhavet frysende paa den aabne Feluke, da

9*

20 Rejseliv

Raabet lyder „Sørøvere I", og han staar der „i Slagordenen** bleg
med dragen Kaarde, i Forfjamskelsen anraabende den hellige An-
tonius med samme Andagt som de øvrige og straks efter smilende
ad sig selv, aldrig forladt af Lunet, end ikke ved en saadan Lejlig-
hed, og lige saa lidt, da han næppe undsluppen af Faren paa Grund
af sin Armod maa gaa fra Givitavecchia til Rom, hvor Vejen den-
gang vrimlede saaledes af Slanger, at han hverken turde staa stille
eller lægge sig ned.

Hvor han bor i Rom, fyldes hele Huset af Komedianter, thi
det er efter Jul, og ti eller tolv Skuespillerselskaber er paa én
Gang komne til Byen. Holberg bor Dør om Dør med et af dem og
lærer saaledes Samtidens frieste dramatiske Kunst — commedia
dell'arte — at kende, som han i Paris, naar han saa Moliére blive
spillet, var bleven Vidne til Datidens højeste dramatiske Kunst.

Han ransager paa sine Rejser Mennesker mere end Bøger,
siger han. Og dog lokker Bibliotekerne ham til sig overalt, dog
studerer han uafbrudt Samtidens og Oldtidens Forfattere; han
synes at kende alle de Ypperste ud og ind.

Hvad er det for en Attraa, der driver ham? Videbegærlighed
og Befrielsestrang. Man sporer det allerede, naar man ser, at hans
Vej først gaar til Holland; thi i Holland fandt alle Tidsalderens
frieste og mest udsatte Tænkere et Fristed og en Bogtrykkerpresse.
Hans korte Ophold i Kjøbenhavn — dengang en middelstor, urenlig
og spidsborgerlig Hovedstad — og ved Universitetet dér, dengang
en Kopi af et af de ringere tyske, hvor Latin, Pedanteri og Orto-
doksi var eneraadende, havde givet ham det Indtryk, at her Intet
var at lære. Endnu meget senere, i sin Dannemarks og Norges
gejstlige og verdslige Stal bemærker han, at intet Studium drives
med nogen Iver ved Universitetet uden Teologi. „Paa dette
Academie findes fast ingen uden Theologiy saa at de andres Tall
strekker sig ncppe til et donzainCy her af kommer det, at, naar en
Professor Jnris, Medicinæ eller Philosophiæ vil læse publice, holder
han det for en Lykke, at han kand have tre eller fire Tilhørere,
da derimod Theologorum deres Lectier og Collegier vrimle af Stu-
dentere.** Vel læres der Filosofi, „men under det, som vore Stu-
dcntere kalde Philosophie, befattes hverken Philosophia Moralis
eller Naturalis^ men aliene Logica og Metaphysicay som de kalde
Introdiiction eller Veyviser til Theologien, for hvis Skyld mange
Icgge stor Vind derpaa'\

Med andre Ord: man levede i en teologisk Dunstkres, ind-

Udlandets Åandsliv 21

aandede som Livsluft alt det Støv, som Reformationstidens Kampe
havde hvirvlet i Vejret. Den reformatoriske Begejstring var for
længe siden død, men den havde efterladt den teologiske Skolastik
som sin Arving. Fra først af havde jo Reformation og Humanisme
gaaet Haand i Haand; saa havde i Tyskland Reformationen givet
sig til at bekæmpe Humanismen. I Danmark havde man glemt
Humanismens Eksistens.

Imidlertid havde rundtom i Europa Kampene mellem de for-
skellige kristne Sekter, mellem Højkirkelige og Puritanere i Eng-
land, Katoliker og Huguenotter i Frankrig, Gomarianere og Ar-
rainianere i Holland, og mellem Lutheranere og Reformerte ikke
mindre end mellem Lutheranere og Katolske i Tyskland og Schweiz
fremkaldt en stor aandelig Bevægelse, hvis fælles Særkende er, at
den langsomt frigør Fornuften fra Aabenbaringens Tryk, Rets-
videnskaben fra Teologiens og Staten fra Kirkens. Overfor de
oprørende og fornuftstridige Kætterforfølgelser forkynder den For-
dragelighedens Bud.

1 Frankrig var Frigørelsen hos Montaigne begyndt i Skikkelse
af et Verdensbarns Tvivl, i England var den med Herbert og Blount
optraadt som „fri Tænkning'', der indsatte Fornuften til Dommer
over Sandt og Usandt, i Holland havde Hugo de Groot søgt og
fundet Folkerettens Princip i Menneskenaturen, ikke i de ti Bud.
1 Regelen søger disse Tænkere, skønt de aldrig gaar ud fra Bibelen
som Udgangspunkt, at naa tilbage til den gennem at godtgøre
deres Resultaters Overensstemmelse med Aabenbaringen, hvis
denne blot opfattes „fornuftigt".

Og nu udvikler den engelske Deisme sig fra Herbert til Locke,
den franske Tvivl sig fra Montaigne til Pierre Bayle; i Tyskland
drøftes, bekæmpes og gendrives tilsyneladende Bayle af Leibnitz,
hvis Theodicée er et Forsøg paa at redde Gudstroen fra Bayle's
Kritik, og i Tyskland faar Hugo Grotius Elever som Pufendorf og
Thomasius.

Det ligger nær at spørge sig hvad det er, Holberg især har
læst i Oxford og hvad han saa ivrigt studerede i Paris og anden-
steds. Man ser det mindre af hans Levned end af hans tidligste
Skrifter. Der er enkelte Navne, som bestandig møder En. Føi'st
og fremmest Pierre Bayle's. Intet Navn forekommer niaaske saa
hyppigt hos ham. Han skildrer yderst levende, hvorledes i Paris
Studenterne tidlig om Morgenen stod og ventede udenfor Mazarin-
bibliotekets Dør, og naar der blev aabnet, styrtede ind omkaps,

22 Bayle. Grotius

som gjaldt det om at vinde en Væddeløbspris; thi den der kom
først, fik Bayle*s Leksikon at læse. Han var selv begærlig nok
efter at læse Værket. I Rom narrer han sig det til, skønt det er
forbudt, af en uvidende Bibliotekstjener i Minerva -Biblioteket,
men maa, da det opdages, senere forgæves udbede sig Tilladelse
til at læse Bogen i to forskellige offenlige Bogsamlinger.

Bayle, hvem Ludwig Feuerbach har kaldt „Guerillahøvdingen
for alle antidogmatiske Polemikere", var Voltaires store Forgænger,
den levendegjorte Modsigelse mellem Fornuft og Tro, der bestandig
stræber at forholde sig med Troen, skarpsindig og spidsfindig,
dialektisk, uigendrivelig, ja ubestridelig i sine Angreb, undtagen
forsaavidt han dels af Forsigtighed, dels af Tvivlsaand altid stiller
Sætning mod Sætning.

Næst ham er maaske Christian Thomasius den fremmede
Tænker, der har paavirket Holbergs Ungdom dybest. Han er som
alt berørt Hugo Grotius' Discipel. Denne hollandske Tænker var
den første som i Modsætning til den tidligere — Bossuet*ske og
luthersk teologiske — Lære at Kongerne „er satte af Gud som
hans Statholdere paa Jorden, er ligesom Guder og har paa en
vis Maade Del i den guddommelige Uafhængighed" udtalte den
Sætning, at det er Folket, som fra først af har skabt Fyrsternes
Majestæt ved at overdrage dem Magten. Suverænitet er for ham
en Bestemmelse, som i egenlig Forstand kun tilkommer Staten
som et Hele. Fyrsten har den blot som Statens Organ, saa Fyrste-
suveræniteten er afiedet af Statssuveræniteten. Derfor falder, naar
en Valgfyrste dør eller et arveligt Fyrstehus uddør, den højeste
Statsmagt altid tilbage til Folket, fra hvem den udgik.

Til Grotius sluttede sig Samuel Pufendorf, en højst skarp-
sindig og frisindet tysk Retsfilosof og Historiker, hvem den dyg-
tige svenske Regering tog i sin Tjeneste, som Sverig tidligere under
Oxenstjernas Regimente havde ansat og benyttet Grotius. Pufen-
dorf, for hvem det gjaldt om at give Retten et andet Grundlag
end det, man havde fundet i Moseloven, og det, man fandt i
det blot Hensigtssvarende, finder Rettens sædelige Grundvold i
den saakaldte naturlige Religion (Deismen), der efter hans Opfat-
telse er Statssamfundets kraftigste Baand. Umiddelbart er Staten
naturligvis Menneskeværk, skønt den middelbart kan siges at
stamme fra Gud. At ville udlede en Forestilling som den om den
kongelige Majestæt direkte fra Gud, er for ham fornuftstridigt:
„Det er en kras Overtro, at det af Mennesker til Konge frit valgte

Pufendorf 23

Menneske efter Valget paa én Gang skulde fyldes med en gud-
dommelig Aand, og at Gud nu paa én Gang skulde nære en ganske
særlig Interesse for denne Fyrste, som han ikke nærer for andre
Mennesker eller for Folkene."

Hovedsagen var, at han saa' bort fra Kirkelæren som Hjemmel
og blot ad den fornuftige Forsknings Vej vilde finde den naturlige
Ret. Hans Modstandere nægtede egenlig ikke Muligheden af, at
der gaves en naturlig Religion og en Naturret i Modsætning til
Aabenbaring og positiv, skreven Lov; men de var saa overbeviste
om Ortodoksiens Tilstrækkelighed og Fornuftens Svaghed og Upaa-
lidelighed, at de med Frygt og Afsky saa en frigjort Videnskab
spire frem og udledede den af en for Kristne uværdig Forfænge-
lighed og Hovmod. Herimod gjør Pufendorf denne Betragtning
gældende: „En Filosof er en Filosof, om han er Kristen eller
Hedning, tysk eller velsk, ganske som det er uvæsenligt for en
Musiker, om han bærer Skæg eller ej. Filosofien drager ingen
Nytte af sit Maskepi med Teologien; det nærer kun Kivagtigheden.
Som Geometrien og Kirurgien ikke er kristelige Videnskaber, saa-
ledes er Logiken det heller ikke. Det nytter ikke noget at jamre
over den menneskelige Fornufts Fordærvethed, thi den er af gud-
dommelig Oprindelse og den ædleste Gave. Er den saa fordærvet
og usikker, at man ikke kan have Tillid til de logiske Slutninger,
saa falder ogsaa Teologiens Lærebygning, der er opført ved Hjælp
af disse samme Slutninger."

Umiddelbart fortsættes Pufendorfs Virksomhed af Holbergs
ældre Samtidige, den store tyske Retslærde Christian Thomasius,
den første tyske Universitetslærer, der — fra Aaret 1688 — holdt
Forelæsninger paa det tyske Sprog, den første Udgiver af et tysk
Maanedsskrift og saaledes Grundlægger af den tyske Journalistik,
fremdeles Forfatter af et Skrift, der godtgjorde, at Kætteri ikke
var nogen strafværdig Forbrydelse, af et andet, der udviklede at
Hekseprocesserne beroede paa Overtro og at Heksenes Omgang med
Djævlen kun var et Foster af syg Fantasi, endelig Torturens ener-
giske og ufortrødne Bekæmper.

Han havde kort før Holbergs Tid hayt et Sammenstød med
Danmark. Thi da den danske Hofpræst Hector Gottfried Masius i
1687 havde udgivet et Kongen tilegnet Skrift Fyrsternes Interesse
af den sande Religion, hvori han fremhævede det for Fyrsterne
Fordelagtige i det lutheranske Dogme, at Kongemagten hidrører
umiddelbart fra Gud, og skildrede de andre Religionsformer, særlig

24 Thomasius og Holberg

den reformerte, som mistænkelige og i deres Væsen oprørske, og
da Thomasius havde taget til Orde mod den Uanstændighed at
anbefale Religionen som medførende timelig Fordel og eftervist
dels at Kongemagten umiddelbart grundede sig paa Overdragelse fra
Folket, dels at de Reformerte kunde være lige saa gode Under-
saatter som Lutheranerne, fik Masius dette Skrift offenlig brændt
af Bøddelen i Kjøbenhavn, ja fik endog Kongen af Danmark til at
sende Kurfyrsten af Sachsen et Brev, der fordrede Thomasius
eksemplarisk afstraffet for hans Modsigen af den danske Hofpræst,
et Skridt, der senere drog Thomasius' Afsættelse, Censur og Bort-
rejse fra Sachsen efter sig.

Det første Skrift, som Thomasius udgav paa Tysk, havde til
Gjenstand „paa hvad Maade man i Liv og Vandel bør efterligne
Franskmændene", og i dette tilbød han den studerende Ungdom i
Leipzig en Forelæsning over Grundreglerne for „et fornuftigt, klogt
og artigt Liv" — det blev den første tyske Forelæsning. Spøgende
afviser han i denne Afhandling de i Tyskland gængse Klager over
Efterligning af de Franske. Han priser Franskmændene i Mod-
sætning til de tyske Lærde, fordi de ikke blot fordetmeste udgiver
deres Bøger paa deres eget Sprog, men ogsaa oversætter de gamle
og fremmede Literaturer paa Fransk. Han raader til at efterligne
dem, „thi de er dog de behændigste Folk og formaar at give alle
Sager Liv". Men, det forstaar sig: „hvéni der vil efterligne Alex-
ander, behøver ikke netop at bære Hovedet paa Skraa". Man burde
stræbe at komme Franskmændene nær i honnet {o: upedantisk)
Videnskab, beauté iVespritj god Smag og Galanteri (o: behagelig
Form).

Det var efter Thomasius' Eksempel, at Holberg i Mellemtiden
mellem sin anden og tredje Rejse i dødelig Pengeforlegenhed ved
lærde Opslag indbød Studenterne til at modtage „ikke Sprog-
undervisning men en Skat af udenlandske Sager" og fik Tilhørere
nok, men ingen Penge af dem. Det var til Thomasius, han paa
sin Rejse søgte; men han havde den Sorg, at den berømte og be-
undrede Mand kun talte med ham om den barske Aarstid, den
kolde Luft og andre H;/erdags- Sager, da han ikke følte Lyst til at
indlade sig om vigtigere Genstande med saa ungt et Menneske;
maaske bidrog ogsaa dertil, at Holberg som dansk var fra et
Land, der havde tilføjet den store Lærde saa mange Krænkelser
og hvorfra Forfølgelsen mod ham var bleven indledet.

Imidlertid, Christian Thomasius blev, som Holberg i sit Levned

standpunktet i Danmark 25

siger, tilligemed Grotius og Pufendorf hans stadige Mønster. Hol-
berg mildner ham, naar han bearbejder ham, for ikke at gentage
Ytringer, der nys havde vakt saa højt et Skraal. Han udgiver sit
første Skrift, den historiske Introduction efter Pufendorfs Me-
tode, sit andet Værk Introduction til Naturens og Folkerettens
Kundskab, uddragen af de fornemste Juristers, besynderlig Grotii,
Pufendorfs og Thomasii Skrifter. Han vil mindre optræde som
selvstændig Forfatter end (som det rigtigt er bleven udtrykt af
Holm) give den Meddelelsestrang, som altid fylder ham, Luft ved
at oplyse sine Landsmænd om Hovedtrækkene i den ny, stor-
artede og rationelle Udvikling af Retsbegreberne, som ude var
skabt.

1 Danmark var den ny Tids Gæring kun løselig kendt af en
seks, syv blandt de lærdeste Mænd. Det Eneste, man begreb af
Udlandets aandelige Bevægelser, var det, at de alle skejede ud fra
Ortodoksien. Derfor gjorde man ingen Forskel paa Deister og
Ateister; ogsaa Deisterne vare Gudsfornægtere, forsaavidt deres
Gud ikke var de Rettroendes Bibelgud. Ja man slog Pietisterne i
Hartkorn med de andre — ister, forsaavidt man ogsaa ved dem
kun havde Øje for deres Afvigen fra den forhærdede Ortodoksi;
en Kætter som Thomasius hældede jo til Pietismen. For Navnene
Ateister og Pietister havde Skribenterne samme Rædsel. Endnu
for Erik Pontoppidan er Ordet Pietist et uhyggeligt, anstødeligt
Ord, hvilket han nødig skriver helt ud. Som han ikke skriver
„Voltaire", men „V.'*, saaledes ikke gærne „Pietister", men „P....ster".

Havde end et Par af Professorerne ved Københavns Universitet
holdt latinske Foredrag over Grotius og Pufendorf, saa var disse
Mænds Lære dog den store Befolkning ganske ubekendt, forsaavidt
man ikke vidste, at den tidligere var bleven lidenskabeligt for-
kastet i Danmark. Gennem Holberg blev den ny Grundanskuelse
gængse, man vænnede sig til Forestillingen om en naturlig Rets-
følelse og en til Grund for Bekendelserne liggende naturlig Re-
ligion. Læren om at Kongedømmet ikke umiddelbart havde noget
guddommeligt Udspring var vel i sit Væsen yderst farlig for Ene-
voldsmagten i Danmark som andensteds, men hverken Holberg
selv eller nogen anden drog Konsekvensen, Holberg ikke, fordi
han med sin Forkærlighed for Enevælden, særlig for den oplyste
Absolutisme, der var hans Tidsalders og endnu mere den følgendes
Ideal af en Statsform, var netop lige saa konservativ i sin særlig
politiske Tendens som revolutionært rationel i sin almindelige

26 Holbergs Standpunkt

aandelige Stræben. Den fremmede Kritik af Enevoldsmagtens Grund-
vold, som han tilegner sig, undergraver ikke denne Grundvold for
ham, fordi han har den danske Kongemagt for Øje og det særlig
danske Synspunkt for den, at den er den Statsform, som (om end
paa Frihedens Bekostning) betyder og sikrer størst Lighed mellem
Borgerstand og Adel.

Det er paa det almindeligt aandelige Omraade, at der er et
Svælg mellem den unge Holberg og hans Landsmænd. Da han
kommer hjem fra sine Rejser med Hovedet fuldt af alle Tidsalderens
filosofiske Problemer: hvorvidt denne Verden er den bedst tænke-
lige eller en ufuldkommen Verden, hvorledes Guds og det Ondes
Eksistens lader sig forene, om Ideerne er medfødte eller erhvervede,
om Descartes' Hvirvelteori eller Newtons Tyngdelære har Ret,
finder han sine Landsmænd sysselsatte med lutter teologisk-
skolastiske Spørgsmaal, forsaavidt de ikke ligefrem var nedsunkne
i hedensk-kristelig Overtro. Man hævder den lutheranske Nadver-
læres Renhed overfor Calvinisterne, man tror paa Signen og Maalen,
paa Himmelbreve og Djævleforskrivninger, paa Varulve og Djævle-
besættelser, paa Maren og de andre Hekse, man disputerer om et
Menneske paa naturlig Maade kan forvandles til en Saltstøtte, om
Maria har behøvet en Jordemoders Bistand ved Jesu Fødsel, om
hun som jomfruelig Moder havde Fødselsveer, om Barnet som
guddommeligt Barn gi'æd eller ej, da det blev født, og om Gud,
ifald han havde villet, havde kunnet komme til Verden som en
Svamp eller en Frø.

Idet han vender hjem fra det attende Aarhundredes Morgen-
røde, der kastede sit Lys over Europa, møder han her det danske
sekstende Aarhundredes lange Nat. Derfor forstaar han fra først
af sit Kald som det at blive en Oplysningsskribent.

Hans Væsen var den klare Forstand, og selv hvor han for
sin egen Del har en Rest af Overtro tilbage, som naar han trods
sin Overbevisning om, at de allerfleste Spøgelsehistorier er falske,
ikke vover at negte Spøgelsers Eksistens, ja er vis paa, selv engang
at have set et, — selv dér sporer man skarpt, hvor rationel han
er, siden han med Lidenskab og Vid bekæmper den Mening, at
det skulde være Djævlen, der spøgede, og forsøger en Art natur-
filosofisk Forklaring. (Ep. 379).

Han har da følt sig, som stod han overfor en Augiasstald af
Overtro og Pedanteri, som det gjaldt om at rense. Idet han ledede
Udlandets Idéstrøm gennem Hjemmet, var det i Virkeligheden et

Holbergs Mod. Brud med det Hjemlige 27

helt nyt Aarhundrede, som han ledede ind i en Afkrog, hvor
Tiden stod stille.

Han maatte gaa sindigt tilværks, saa ungdommeligt strids-
lysten han end var, og det kan nu paa Afstand tage sig ud, som
havde Holberg været en forsigtig eller, som Jens Møller endog har
sagt, en frygtsom Mand. Ser man ham i Sammenhæng med sin
Tid og sit Land, føler man, hvor dristig han har været, hvor
ensom han fra først af har staaet, hvilken sejersvis Selvfølelse
der udfordredes til, uden noget bag sig, med Samtidens Dannelse
ikke mindre end dens Overtro imod sig og med Censuren over
sig, at byde de herskende Fordomme Spidsen.

Mest paafaldende er dog Holbergs Mod og Fortjeneste paa det
religiøse Omraade. Hans Kamp for Forskningens Frihed paa den
ene Side, Fordragelighed paa den anden, der strækker sig over
hele hans Liv, er maaske den værdifuldeste, han har ført.

Overdrivelsen er ikke stor, naar den lidenskabelige Riegels
skriver: „Uden Holbergs Paavirkning .... kunde Nationen rent
være neddysset i Gudfrygtigheds Tant og havde vist beholdt saare
ringe Fornuft til egen Brug .... Holbergs Skrifter holdt dog
nogenledes Tænkefriheden vedlige, saa at han ene kunde arbejde
mod 2000 Præster og [under Christian den Sjette) mod hele Hoffet,
at de ej ganske kvalte al Sjælefrihed."

Det har ikke manglet paa Klager over, at Holberg tyede ud
til Udlandet, brød med det Hjemlige, bragte det Fremmede ind, da
han grundlagde vor Literatur.

N.M.Petersen klager: „Det gamle Norden er ikke til for ham;
den danske Literatur læser han ikke, og naar han læser den,
væmmes han ved den. Naar man har faaet Smag for Bayle, kan
man saa læse gamle Bønnebøger; naar man har moret sig med
Boileau, kan man saa fmde Behag i Søren Povelsen?" Han be-
brejder Holberg hans Overseen af de sproglige Begyndelser hos
Vedel og Peder Syv, hans Ringeagt for Folkebøger og Folkeviser.

Men hvor kan man fordre eller vente, at Holberg skulde se
Andet og Mere i Middelalderen end hans hele Tidsalder saa*, hvor
kan man undres over, at det Stykke Middelalder, han havde i sin
umiddelbare Nærhed, skræmmede haml

Og det er overhovedet en Overtro, at nogen national Literatur
i Europa har udfoldet sig under Afsluttethed fra Omverdenen.
Selv det tilsyneladende ubetinget Hjemmefødte her i Norden, de
islandske Sagaer, staar (som Ernst Sars har paavist) i Sammenhæng

28 Holberg national

med en stor almeneuropæisk Literaturbevægelse, opstaar under
stadig Samfærsel med Udlandet, og begynder som Oversættelser og
Bearbejdelser, indtil den boglærde islandske HøvdingeyPræst vinder
fuld Originalitet.

Naar man da spørger: var Holberg i sin Ungdoms Drift og
Stræben national? saa er Svaret: han var ikke national, han var
Nationen. Han er selve det dansk-norske Folk i dets Dannelses-
Attraa, selve Datidens dansk-norske Ungdom i dens ædleste aande-
lige Søgen, i dens højeste Udvikling. Folkets ivrigste aandelige
Stræben findes i denne Hjærne.

De tidligere store Aander, Tyge Brahe, Ole Rømer, Bartho-
linerne havde været Fagmænd. Holberg finder ingen Forgænger
i indenlandsk Literatur, intet hjemligt Forbillede. Men han var af
dem, der stifter Dynastier og ikke har Ahner behov.

Alligevel lever den nationale Fortid i ham: han kender alt
som ung sit Lands Historie som faa, behersker den som ingen
anden; hans første Skrift fremstiller den som Led i en Europas
Historie. I hans Sprogsans og sproglige Stræben lever fremdeles
Resultatet af Folkets aandigste Forti dsarbej de. Han, der som
Dreng havde talt Tysk og Latin, som Yngling Hollandsk, Engelsk,
Fransk og italiensk, og hvis Sprog med al dets Naturlighed og
Liv er urent, undertiden urigtigt, ynder sit Modersmaal, saa uud-
viklet det end er, som i hin Tid faa Andre: „Det danske Sprog
har store Dyder og er synderlig bekvem til Poesie". Han selv
skriver det snart som ingen anden, ingen før, og paa hans sær-
egne digteriske Omraade neppe nogen siden.

Han har endelig den nationale Bevidsthed: Stoltheden over
Folkets Bedrifter, Sorgen over dets Skam. Han har sin Stolthed
som ivrig Patriot: han anser det for næsten eksempelløst „at en
Nation saa idelig haver triumpheret [til Søes] som Dannemark**.
„Hvad Normændenes Tapperhed er angaaende, da tør jeg under-
staae mig at sige, at deres Lige nu omstunder ikke findes." Han
har skammet sig over den Indskrænkethed, med hvilken hans
Samtidige havde stræbt at genne videnskabelige Sandheder ud af
Landet; han har lidt under Danmarks Holdning overfor en Mand
som Thomasius. Og han har harmet sig over den Mangel paa
Selvagtelse hos hans Landsmænd, der fik dem til at fornegtc deres
Nationalitet. Det har ærgret ham, naar han hos Molesworth maatte
læse: „Naar de Danske rejser udenlands, foretrækker de at kalde
sig for Holstenere, da de anser det for mere ærefuldt at være født

Holberg national 29

indenfor det tyske Kejserdømmes Grænser end udenfor". Thi
han maatte give den forhadte Englænder Ret; selv skriver han, at
^der er mange Danske, som holde det for en Skam, at de ere
fødte i Danmark" og det er øjensynligt ikke Løjer hen i Vejret,
naar han i Jean de France lader Espen ytre, at „Ingen skal sige
ham paa, han hører Danmark til, eftersom han er født over ti
Mile sønden for Randers og altsaa kan ansee sig som Lem af det
hellige Romerske Rige".

Dog denne nationale Bevidsthed er endda ikke det Vigtigste.
Men han er saaledes beskaffen, at hvad der i Udlandet fængsler,
interesserer ham, det er det, som gennem ham snart vil tiltrække
det hele danske Folk, og omvendt: hvad han lader ligge af det
Udenlandske, det er hvad Folket i Datiden er ude af Stand til at
optage eller hvad det kan vente med at tilegne sig. Han har i sit
eget Indre en sikker Maalestok for hvad der er hans Folks sande
Trang og Behov. Men at have denne Sikkerhed i Evnen, det er
at være et reformatorisk Geni.

Og saa sker det endnu Mærkværdigere. I Tidernes Løb vokser
hans Myndighed sig saa stor, at han bliver endnu mere national
end han i sin Levetid var, fordi Folket danner sig efter ham.
Det synes som havde han „vidunderligt truffet dets Smag". Vist
har han paa flere Omraader truffet den, men forøvrigt er det
Folke-Individualiteten, som uvilkaarligt indtil et vist Punkt har
formet sig efter sin største Lærers Individualitet. Han har erobret
alle Samfundsklasser, selv de længst modstræbende; thi han, som
blev ringeagtet af sin Tids Pedanter og latterliggjorde dem til
Gengæld, bliver ydmygt og smaaligt fortolket af en senere Tids
Pedanter. Og han har givet Erstatning for hvad han i Folkets
gamle Bogverden oversaa. Han, der vragede Peder Syvs Ordsprog,
skænker Folket nye; thi Versene i hans Paars, Replikerne i hans
Komedier bliver Ordsprog. Han, der kastede Vrag paa Folkebøgerne,
hans Skrifter bliver Folkebøger.

Saaledes er det gaaet til, at han, der udgik fra Rigernes mindst
nationale By, hvis Vandreaar levedes paa fremmed Grund, og hvis
Læreaar gik hen med Studiet af fremmede Bøger, er bleven Landets
første^ klassiske Nationalforfatter.

30 Paryktid

II.

Holberg staar nutildags for os som en Patriark. Som Grund-
lægger af vor moderne Kultur og Ophavsmand til Hovedretninger
i vort Teater og vor Bogavl er han rykket tilbage i saa stor
Fjærnhed, at han for os tager sig ud som en Repræsentant for den
naive Oprindeligheds, den uskyldige Djærvheds Periode. Han til-
hører for os den Tid, da man nævnede Tingene ved deres Navne
i Modsætning til senere Tiders overciviliserede Pænhed. En af de
Kierkegaardske Pseudonymer sammenstiller ham i denne Egenskab
uden videre med det gamle Testamentes Forfattere: „Man skulde
ikke være sky for at bruge de betegnende Udtryk, som baade
Bibelen og Holberg bruger".

Ikke desmindre har Holberg jo i Virkeligheden hjemme i en
yderst sen Periode af Verdens-Kulturen, maaske den mest over-
kultiverede, mest forkunstlede, vi kender, nemlig den, man plejer
at betegne som Regentskabstidens. Vor Patriark er en Samtidig
af Regenten og Ludvig den Femtende; han fødes samme Aar som
Watteau, den forfinede Yndes, den koketteste Elegances Maler, og
lians Levetid falder sammen med Marivaux's, som Skuespilforfatter
den sarteste Følsomheds og den letteste Aandrigheds Digter, der
som ingen anden forstod at anvende Ømhedens og Frivolitetens
Halvlys i Repliken.

Norden var imidlertid saa langt tilbage, at Holberg ikke
aandeligt kan betragtes som samtidig med disse Mænd. Hans Tids-
alder i Danmark er den tidligere Paryktid, den for hvis Kultur og
Kunst her som andensteds Frankrig med Ludvig den 14des Hof
som Midtpunkt direkte eller paa anden Haand er F'orbilledet.
Kostymet er bekendt, det var stivt og kostbart, uden Simpelhed.
Selv her i Norden gik den højere Middelstand i Fløjl om Vinteren,
i Silke om Sommeren. Mændene bar Fløjl, Silke og Kniplinger:
Fløjls-Vest og Benklæder, hvide Silkestrømper, Kniplinger om
Haanden, broderede Frakker. Dragten var vel egnet for Hoffolk,
(ler bevicgede sig paa bonede Gulve i evindelig Selskabelighed,
men uendeligt upraktisk for Folk, der ikke skulde repræsentere,
men arbejde, og som levede i et Klima og i Stæder, der fordrede
Klædninger af en helt anden Art. Det var ikke Skønhedsglæde,
men Pragtglæde, man i sin Dragt lagde for Dagen, og selve denne
Pragt var en evig Ulempe og Tvang.

Støvlettid 31

Dragten kronedes af Parykken, der med Rette gælder for et
Symptom paa den herskende Unatur. Thi hvad kan være una-
turligere end at afrage sit eget Haar for at bedække sit Hoved
med fremmed I

Parykken havde paa Ludvig den Fjortendes Hoved været
majestætisk, en kunstig Løvemanke. Den er i sit Væsen autoritær,
i sin Regelmæssighed og tunge Ubevægelighed, der nødvendiggør
langsomme, adstadige Legemsbevægelser, et Udtryk for Værdighed
og Anstand. Den er dernæst et Tegn paa en kunstlet Kulturs
Triumf over Naturens Orden, idet den udjævner Forskellen mellem
Ungdom og Alderdom: Pudderets hvide Farve giver Ungdommen
et unaturligt og koket Skær af Alder, den uhyre Haarvæxt Alder-
dommen et kunstigt Skær af evig Ungdom. Den udvisker endelig
Individualiteten, udsletter det Personlige til Bedste for det Sel-
skabelige, det Sociale.

Det forstaar sig, at i Hæren, hvor jo til alle Tider Uniform itetet
maa herske, var Reglerne for Haarets Frisering og for Beskaffenheden
af Haarpisken, som i Aarhundredets Løb fortrængte Parykkerne,
endnu mere tvingende end for de civile Stænder. Ligesom Soldatens
Uniform overhovedet var i høj Grad hensigtsstridig og beregnet
paa Tilskuestillen — et Hovedstykke var de stive Støvletter, saa pine-
fuldt trange, at de ødelagde Helbreden — saaledes medtog det for
Soldaten lang Tid at opstikke, glatte, runde og pudre Haaret. Til
Pudderet medgik der aarlig 45,000 Pund Hvedemel, om hvilket
man med Rette mente, at det hensigtsmæssigere kunde anvendes
til Tvebakker. De Officerer, der bar Paryk, maatte i Tjenesten
ovenikøbet anbringe en Haarpisk ved den, og for Soldaten var
Haarpisken baade til Ulejlighed og til Plage; thi den skulde være
lang og stiv og maatte derfor med Baand, som det var Soldaten
dyrt at anskaffe, vindes om en Staaltraad, saa tyk som en Pibe-
stilk, saa den i høj Grad var til Besvær, naar Soldaten lagde sig
til Hvile paa Briksen. (Se det Nøjere hos Rist: Fra Sløvlettiden.)

Allerede i 1770 var Parykkerne saa udbredte, at en Parykskat,
„der strakte sig fra Ekscellenserne til Lakajerne"*, kunde fylde godt
i den tomme Statskasse og et halvt hundrede Aar efter under
Frederik den Femte var omtrent lige saa mange Mennesker syssel-
satte med at lave Parykker som med at bage Brød. Vi har i
Aviserne fra Holbergs Tid Avertissementer fra Datidens mest be-
kendte „Peruque-Fabriqueur", Seigneur Drubin, af hvilke man faar
Oplysning om Tidsalderens mangfoldige Parykformer. Der var

32 Parjktid

Allonge-, Abbé-, Demi-Carrée-, Piske-, Pung-, Præste-, Kokarde-,
Itoélange-, Mirledon-Parykker, for ikke at tale om Ghina- og Ost-
indiefarer-Parykker uden Pudder i Bukle-Fa^on. Farverne: hvide,
graa, griseille, cendré, blonde, brune, sorte etc, dertil Mellem-
former og Mellemfarver. Hr. Drubin foranstalter til heje kongelige
Fødselsdage Auktioner paa Parykker. Han indbyder til Subskrip-
tion paa dem, til „en meget extra avantagieus prænumeration".
Han anpriser en Mirledon-Fa^on med fire Bukler som ekstraordinær
bekvem, modest og desuden „grandest anstændig for Stands-Per-
soner" at betjene sig af, „mere anseenlig og gravitætisk for Charak-
teriserede end di Myrlidongs med tvende Bukler". Han fremhæver
ikke blot stadig, at hans Parykker alle er af rent Menneskehaar,
„naturvoxen kruse naturel Haar", men han vil som Fædrelands-
elsker, at Landet skal forsyne sig selv med Parykker og bruger
kun indenlandsk Haar. (Stolpe: Dagspressen i Danmark.)

Hvis han ikke har løjet, saa turde hans Forretning afgive
Eksempel paa en af de yderst faa Sfærer, hvor i hin Tid det
Nationale skattedes højere end det Fremmede. Dog, han løj
naturligvis; thi han var en stor Løgner og Charlatan, samme Hr.
Drubin. Men man kan sige, det var i Paryktidens Aand, at det
Nationale saa stærkt tilsidesattes. Thi er det at rasere sin egen
Nationalitet og klæbe en fremmed i dens Sted ikke Parykstill Naar
Hæren næsten helt forsvnedes med fremmede Officerer, naar den
kommanderedes paa Tysk, naar dens Retspleje var tysk og over-
hovedet alle dens Anliggender „fra Elben til Vardøhus" afgjordes
paa Tysk, naar alle Drenge i de lærde Skoler, alle Studenter og
Professorer vænnede sig af med deres Modersmaal for at tale og
skrive det latinske Sprog, hvad er det saa andet end Paryk I
Naar Holberg latterliggør Tysken hos von Tyboe, Franskheden
hos Jean de France, Latinen hos Montanus, saa er det Paryk-
væsenet, han angriber.

Det var endog Fremmede paafaldende, at det danske Sprog
og selve Navnet Dansk var sunket i Foragt i Danmark. Englænderen
Molesworth skriver 1694: „Kongen, høje Personer, Adel og mange
Borgere taler til dagligt Højtysk, Fransk til Fremmede. Jeg har
hørt adskillige høje Embedsmænd prale af, at de ikke kunde tale
Dansk". At det i de forenede Riger særligt var de Danske, hvem
det skortede paa Selvagtelse, viser sig, naar han om Norge siger:
„Indbyggerne [anses af [sig -selv og andre for at staa højt over de
Danske, der af dem^haanligt kaldes med Øgenavnet Juter".

Ingen Selvfølelse • 33

Sproget, som overhovedet sjældent klinger godt i Fremmedes
Øren, blev saa forsømmelig udtalt, modtog i den Grad Præget af
de Udannedes Skødesløshed, at det fik en klynkende Lyd. Det er
ikke blot den strenge Molesworth, som skriver, at „Sproget er
meget ildelydende, i dets grædende, klynkende Tonefald ikke uligt
det irske", men Franskmanden Hegnard siger omtrent samtidigt:
^Oer er intet Sprog i Verden mere egnet til at bede om Almisse
i end det danske; det lyder bestandig, som de græd". Sproget ud-
viklede sig ikke, da det hverken brugtes til Poesi eller til Sang
eller til almindelig Literatur. Det hedder hos Molesworth: „Faa eller
ingen Bøger er skrevne, uden hvad Gejstligheden skriver sammen
om Religionen. Ikke saa meget som en Sang eller en Melodi blev
til i de tre Aar, jeg opholdt mig der". Otto Sperling klager 1704
over de danske Bogtrykkere (Tidsalderens Forlæggere), at de over-
hovedet ikke véd af, der er andet til end Katekismus, Psalmer og
Prædikensamlinger. Den gejstlige Produktion var det Eneste, der
betalte sig; Hofpræsten Masius fik et Honorar af 1000 Rigsdaler
for sin Ligtale over Chr. Gyldenløve. Ligefuldt var det Eneste,
der under Frederik den Fjerde udkom med kongelig Understøttelse,
Kronings- og Salvingsakten samt Kongeloven. Saaledes forstaas
den oftere bemærkede Kendsgerning, at da Abbed Bignon i 1709
ved den danske Professor Weghorsts Hjælp vilde forsyne det
kongelige Bibliotek i Paris med danske Bøger, fik han Svaret, at
der siden Aarhundredets Begyndelse intet Nyt Var udkommet.

Det hele Indtryk, en upartisk Fremmed maatte faa af Til-
standen, fremgaar dog fyldigst af den følgende Udtalelse, med
hvilken Franskmanden de Vrigny 1707 afslutter en kort Frem-
stilling af de Danskes Erobringer og Sejrvindinger i Middelalderen:
,.Men Ætlingerne af disse Erobrere er nutildags undertrykte; de
er underkastede et fremmed Folk, siden de har valgt sig Konger
af en fremmed Nationalitet, især siden Huset Oldenburgs Tron-
bestigelse . . . Det tyske Sprog er det. Hoffet taler; man har over-
ladt det Danske til Almuen. Og Navnet Dansk er nutildags be-
tragtet som et Haansord (et le nom de Danois est å present regardé
comme un terme de mépris.)"

Udfylder man nu den Ramme, som alle hine Udtalelser giver,
med det Billede, som man gennem de Holbergske Komedier —
den nulevende Generations i Regelen eneste Kilde til Kundskab
om hin forgangne Slægt — faar af Datidens Mennesker, saa kan
man let naa til den Forestilling, at Datiden i Virkeligheden slet

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 3

34 Stammens Sundhed

ikke har egnet sig til anden digterisk Behandling end den komiske,
idet den ikke har frembudt Andet og Mere end et stort Galleri af
Stakler og Narre. Det ser ud, som iiavde slet intet alvorligere
Følelsesliv trivedes, som havde man gennemgaaende følt spids-
borgerligt, tamt og frygtsomt, og som havde man været ganske lam
paa Evnen til at ville.

Det forholder sig ikke saaledes; der var Kraft og Sundhed i
Stammen. Der førtes et i al Stilfærdighed bevæget Følelsesliv.
Den Slægt, som Leonora Christina havde tilhørt og for hvem Kingo
havde sunget, var jo neppe uddød endnu. Og der var megen
naturlig Tapperhed og Raadsnarhed hos Militære og Civile. Jacob
von Tyboes Tidsalder var jo ogsaa Tordenskjolds. Der var kun
ét, som man i Danmark-Norge i Befolkningens brede Lag slet ikke
kunde før Holberg: man kunde ikke tænke. løvrigt var Landet
rigt paa Hinke Folk.

Ikke blot for at give Holbergskikkelsen en Baggrund, men
for at kunne kontrollere Digteren, for at vinde Klarhed over, hvilke
Sider af Datidens Liv han afspejlede i sit Værk og hvilke han
ikke fik med, for at kunne bedømme Ligheden mellem hans
Figurer og Virkeligheden og for at have en nogenlunde sikker
Fornemmelse af den Skillelinje, hvor Overdrivelsen eller Over-
givenheden begynder, maa vi gjøre os selv Rede for det Spørgs-
maal: Hvorledes følte man her i Landet paa Holbergs Tid?

Studiet af Tidsalderens Sjæleliv er vanskeligt, da den er saa
daarligt skaaren for Tungebaandet. Naar Kongehuset og Hoffet
undtages, vides saare lidet. Men det er Undersaatternes Føle-
maade, hvorom man ønskede at vide Besked. Det bedste Middel
til her at vinde Kundskab er at fordybe sig i hvad der findes af
Selvbiografier og Levnedsbeskrivelser. Det er i Regelen de mere
udprægede Individualiteter indenfor hver Stand, der har et Levned
at meddele, saa der er en Sandsynlighed for at man her møder
det Typiske i det Individuelle, og naar man selv hos disse ser det
Personlige stærkt dækket af det Sociale (^Parykken"), saa faar man
et levende Indtryk af Tidsaandens Magt over Individerne i deres
Uensartethed.

Hvis vi i de store (irundtræk fastholder det ydre og indre
Liv, som førtes af Mænd i de forskelligste Livsstillinger, af en
Godsejer og Ktatsraad, en praktisk Mand og Notar, en General, en
Lakaj, en Apoteker, en Statsmand og Videnskabsmand, saa vil
vi gøre Bekendtskab med dygtige, følelsesfulde, foretagsomme.

Monrad 35

skikkelige og snilde, højst forvovne, roligt heltemodige, meget
kundskabsrige Mænd; kun Kritik havde de ikke i Panden.

Etatsraad Johan Monrad, den eneste af disse, der er be-
tydeligt ældre end Holberg, men dog lever til efter dennes tredivte
Aar og skriver sine Erindringer i Slutningen af sit Liv, er en smuk,
fornem, velopdragen, mandhaftig Biskopssøn. Efter en lykkelig
Barndom i de danske Provinser, et muntert og kækt Ungdomsliv
i Kjøbenhavn, hvor han var Chef for et Selskab af „nogle visse de
fornemste Folks Børn", ja kaldtes dette Societets Catilina „efter den
Catilina til Rom", deltog han med Tapperhed i Hovedstadens For-
svar mod Carl Gustav, rejste i ikke mindre end ni Aar i Træk paa
Kryds og Tværs gennem Europas Hovedlande, kom tilbage, giftede
sig og levede som Godsejer i Sjælland og Skaane.

Det er en regelret, noget forfængelig, meget hæderlig Mand
med bløde Følelser. Han er korrekt; thi endog det Forbund, han
som Yngling stifter, er et Dydsforbund med Mulkter for uhøvisk
Tale og med paabudt ridderligt Sværmeri for en Jomfru — en
Attraa, der skulde afholde den Paagældende fra al Udyd — „lige-
som i Romanerne forestilles". At han er forfængelig, røber sig,
naar han ikke blot dvæler ved, at hans Moder og hendes Søster
gjaldt for „den Tids deiligste Kvindfolk" og han selv for „et sær-
deles deiligt Barn", me» gærne fremhæver, hvorledes smukke
Damer langt heller vilde sidde hos ham end hos Andre, der dog
stræbte at indynde sig hos dem, eller hvilken „vivacité og courage"'
han som ung og liden allerede har besiddet o. s. v. Men der er
mere Følelse i ham og mere Sans for Følelsen hos andre end man
herefter venter.

Først Naturfølelse. I alle Erindringer fra hans Barndom
spiller Indtrykkene af Naturskønhed ind. Hans Yndlingsord er
„deilig" og han anvender det hyppigst om Haver, Lunde, Skove,
Veje. Han har altid et vemodigt Ord, naar skønne Naturomgivelser,
der i hin ijærne Tid glædede ham, senere er blevne borthuggede
og ødelagte. Han mindes med Velbehag Nyborgs Beliggenhed, da
„man ikke kunde see Byen fra den ene Side for lutter Haver og
den store Skov, og paa den anden Side for den skjønne Dyrehave",
og i Nyborg erindrer han atter sit „smukke Logement og Kammer
til Haven, som det rindende Vand omløb". Han taler om „de
deilige Lunde til Kettinge, hvor jeg altid gik og spadserede" og
om „det smukke Hørup, hvor de mange smukke Huse laae bag
Gaarden ved Stranden".

3*

36 Tidsalderens Følelsesliv

Dernæst Venskabsfølelse. Han har den, om han end beskriver
den bedre hos andre end hos sig selv. Han skildrer sit Forhold
til en ung Adelsmand Niels Krag, i hvis Forældres Hus han levede
som en Art Hovmester og som følte sig saa ilde tilpas i Hjemmet,
saa uens med sin Moder og andre Slægtninge, at han „arbeidede
paa at gjøre et ret aparte og fortroligt Venskab" med sin ikke
meget ældre Lærer. Monrad vil gærne ud af Huset, men kan ikke
forlade det, fordi han ikke kan komme fra Niels Krag „thi saasnart
denne fornam noget derom, hængte han mig om Halsen, græd, bad
og plagede mig saalænge, at jeg ikke vilde forlade ham nu, han
havde ikke Ven i Verden, men følges med ham af Landet som de
to fortroligste Venner". Hvad der overtalte Monrad var den unge
Mands „fortrolige og fornøielige Omgjængelse, Gudsfrygt og Kjen-
delse af Verden''. Der gives i hin Tid altid Grunde for Følelsen.
Men der er ikke desmindre en vis Varme i selve den stive Moti-
vering: „Jeg profiterede nok saa meget af hans Conduite som han
af min .... han var snart lige saa meget min Hovmester som jeg
haus, thi hvad han bemærkede hos mig, som var værd at ændre,
det renionstrerede han mig paa samme Maade som jeg ham, og han
havde en ugemeen Forstand dertil."

Endelig har han Udtryk for Elskovsfølelsen. Han har rejst
og set sig vidt om i Verden, oplevet meget, aldrig bundet sig.
Han er bleven 43 Aar gammel og vender hjem. Kvinderne i Dan-
mark behager ham ikke: „Jeg som da nys var kommen ind ad
Landet og fra adskjcllige fremmede Hoffer, og sidvSt fra det franske,
og der seet nok af de Fruentimmer som prætendere fuldkommen
at have Fortrinet for alle i Verden i esprit eg savoir vivre, be-
kjender, at det fornemste Fruentimmer i Kjøbenhavn kom mig
meget selsom for."*

Han er fast besluttet paa aldrig at gifte sig. Da slaar Lynet
ned. Han tneffer i Skaane den unge Jomfru Mette Sophie Krabbe,
om hvis (Gudsfrygt, Dyd, innocencey esprit og Høflighed han allerede
har hørt saa meget: „Hendes Person og Skabning syntes mig den
alier mmntaijeuseste af alle, jeg havde seet. Hendes Maade at
klæde sig paa saa riig og saa vel choiseret, at jeg havde vel ikke
tænkt at linde saadant noget i disse Lande".

Han besoger hendes Moder og skænker Datteren en liden
(iuld-Balsambosse, som Moderen tillader hende at modtage. Han
lager Afsked om Morgenen tidligt, da Jomfruen er i sit Kniplings-
Natsæt og den rode Flojls Nathue; thi hun havde ikke faaet Stunder

Skrivemaaden 37

at klæde sig anderledes paa, og „dette Sæt gav hende en usigelig
Yndighed"." Han kan ikke beskrive den Admiration og Estime, den
Passion og Længsel for den lille Jomfru, som har betaget ham.
Da han i Helsingør drikker paa hendes Sundhed, kan han ikke
beherske sin Sindsbevægelse, men gaar hen i en Krog og brister
i Graad. Atter her begrunder og forklarer han Følelsen: „Jeg
tænkte paa den dydige Sjæl og de mange og uværdige Mennesker,,
hun vilde blive anfægtet af".

Han faar Lov at gøre sin Kur. I hendes lille Kammer, hvor
Jomfru Helle Lycke var altid tilstede, passerede han „hele Efter-
middagen som om det kunde været en Time", og naar han var
der, saa er det ham, som havde han „udelukt al Verdens Uro og
havde fundet Epictets Lysthuus, hvor al Uro og Malice stormede
og brusede udenfor og turde ikke komme nærmere".

Vi finder hos Holberg hverken denne Art af Glæde ved Land-
skabet eller den levende Venskabsfølelse eller denne naive Erotik..
Heller ikke overgaar nogen Kvindeskikkelse hos Holberg i anskuelig
Ynde Billedet af den unge fornemme Pige i Kniplingsnegligécn med
den røde Fløjls Hue.

Det er dog langt mindre Følelsen selv, som i Monrads erotiske
Udbrud interesserer, end Maaden, paa hvilken den ytrer sig i hans
Prosa. Det er en Prosa uden Stil; det er Linjer, som kun er
nedskrevne for Fortælleren selv eller hans Børn, henkastede for at
fastholde en Erindring, men herved har de bevaret en ikke
almindelig Friskhed. Medens Holbergs Prosa er den klassiske
Aandsretnings i alle Lande, den rationelle Prosa, som skrider frem
efter Regel og Plan, fortæller Stykke for Stykke, beviser Led for
Led, er veltalende uden Spring og beskrivende uden nogensinde
at male, medens Holbergs Prosastil med andre Ord udelukker
Drømmen, Synet, Lyriken, Øjebliksindtrykket, findes netop dette
Udelukkede i hin gamle Elskers stilistisk saa ufuldkomne Oj)-
tegnelser af sine Minder: •

„Jeg erindrer mig især . . . vore Promenader, naar det var
nogenlunde godt Vejr, til Kjelby Mølle udenfor Lund, hvor Slaget
havde staaet ... til Gjerdingebro, naar Hans Roniell var der, naar
vi legede Fjærboldt, holdt Bøn om Aftenen, den lille Haand i Døren,
bon soir Monsieur! Hosebaandet og Tørklædet; og da den Lille var
saa syg paa Løibænken, den lille skaanske Pog, og hun havde
slaaet sit deilige Haar ned; og dengang jeg tog Afsked ved Fro-
kosten i saadan Confusion og trouhle, at jeg ikke vidste, hvad jeg^

38 Æreboe

gjorde Jeg kan vel sige, den Lundegaards Tid og Foraar

var den deiligste og fornøieligste Tid af al min Livsti3. Den dei-
lige Neglikekrands, mit smukke Kammer, hver Dag prydet med
nye Blomster, den deilige Have og den allerkæreste Omgængelse!"

Hvor impressionistisk er det ikke fortalt: „den lille Haand i
Døren" o. s.v., hvor hurtigt skifter ikke Billederne, Fjærboldtspillet,
Scenen ved Løj bænken, den forvirrede Afsked, de friske Blomster
i Kammeret.

Sligt har Holberg ikke følt og ikke beskrevet; det laa ikke
for hans Sindelag og ikke for hans Stil. Der er heri et lille svagt
(ilimt af en Lyrik, som under den klassiske Tidsaands Herre-
dømme overhovedet kun sparsomt bryder frem i Europa og som
efter Holberg hertillands først kommer til Orde i et Par Sange af
Ambrosius Stub; men saa findes rigtignok til Gengæld i det hele
Levned ikke en Tanke og i Grunden ikke heller nogen Personlighed
i dette Ords dvbere Forstand.

Iler er saa en Mand af helt anden Art, Rasmus Æreboe ved
Navn, en Skippersøn fra Svendborg. Som fattig Student læser han
flittigt uden Varme og Mad, stadigt hungersyg: ^Den Hunger, jeg
udstod, især de tvende Dage om Ugen, jeg Intet havde at æde,
kan Ingen tænke." Hans Fattigdom er saa stor, at naar han skriver
Kollegier, maa han af Mangel paa Papir „kline det sammen", saa
(ler paa en Kvartside kom til at staa mellem 100 og 113 Linjer.
Natteskriveriet ødelægger hans Øjne; om Vinteren fryser Blækket
for ham i Blækhornet; tidt er Sulten saa stærk, at han maa kaste
Bogen og gaa sig en Tur for at forslaa Tankerne. I tre Aar bærer
han det samme Sa»l Klæder og Uldent, vender selv sine Bukser
om Natten, flikker vsine Sko, gaar tilsidst paa Hosesokker eller
bare Fødder, medens Klæderne falder i Stykker af ham; tilsidst
kan han ikke engang gaa i Kirke; saaledes gøres der Nar ad hans
Pjalter — indtil han en Dag af en Student paa Valkendorfs Kol-
legium blivir anmodet om al forsvare dennes Disputats for ham.
Kollegiestudenterne var bundne til aarligt at disputere; men
denne Student havde Intel bestilt, end ikke selv skrevet Dispu-
tatsen. 1 en stor Disput (de aninio brutorumj, i Stil med dem, der
i Iirasnuis Montanus beskrives, en Disput, i hvilken vor Helt har
de bedste Kæmper, bl. A. „den berømte Nordrup" imod sig, hvilken
sidste fremfører lutter Solismer, og i hvilken Præses, „som mulig
aldrig ret havde læst sin LogiauW beder for sig, opløser Æreboe
„ved nogle faa og smaa Regler" alle de fremførte spidsfindige Fejl-

Uforfærdethed 39

slutninger. En begejstret Magister forærer ham i den Anledning
Sko og Strømper, og han opnaar saa først en Huslærerplads, der-
paa kort efter Tjeneste som Privatsekretær hos Envoyé Just Juel,
der stod i Begreb med som ekstraordinær Ambassadør at rejse til
Rusland.

Æreboe tager i Hast teologisk Examen og gaar under Sejl.
Paa Vejen lærer han sit første Tysk, men kan dog ved Ankomsten
til Konigsberg endnu ikke forlange et Krus 01 paa dette Sprog.
Begyndelsen i verdslige Ting er ham tung, thi Alt, hvad han siger
og skriver „smager altfor stærkt af Skolegang og Studenterskab",
saa han ofte med Undseelse maa høre sig kaldet grøn og raa.
Men snart viser han sig som i høj Grad dygtig og praktisk.

Da han i November 1709 første Gang ser Czar Peter i Narva,
har han allerede lært sig Russisk. Han kører under store Stra-
badser, medtaget af Frost og Sult, i aaben Slæde til Novgorod,
farer frem og tilbage mellem denne By, Moskva og Petersborg
under Eventyr paa Eventyr^ Det at rejse, selv i Følge med en
Gesandt, var jo dengang ikke saa magelig en Sag som nu. Hvilke
Scener paa disse Rejser! Der er en Stansning i Novgorod Port,
hvor Kommandanten ikke vil lade det danske Selskab faa friske
Heste; Æreboe slaar Løjtnanten, der vil drage sin Kaarde, i An-
sigtet med sin Hirschfænger, saa han styrter; Vagten iler til, men
Gesandten, „der skjød paa en Prik", staar bag i Slæden med en
ladt Pistol i hver Haand og Æreboe, som er en dygtig Bryder,
kaster (saa meget lettere, som det var sidst i Russernes store
Faste) efterhaanden fem af Modstanderne til Jorden, gør Plads med
sin Klinge, befaler Folkene at køre ud af Porten med én Slæde
efter den anden og gaar tilsidst ene ud med blottet . Kaarde i
Haanden „endog med Ord, som jeg ei her vil melde".

Og dette er kun ét Tilfælde af de talrige, hvor han ved sin
Aandsnærværelse og sin Uforfærdethed, ja Dumdristighed frelser
sit og manges Liv. Med Udviklingen af hans praktiske Evner
følger tilmed Udvidelsen af hans praktiske Kundskabsforraad ; han
tilegner sig ved flittigt Selvarbejde det tyske, franske og hol-
landske Sprog.

Det er Krigens Tid og Pestens Tid. Hvert Øjeblik strejfer
eller betræder han Krigsskuepladsen i Finland, Polen, Lille Rus-
land eller Tyrkiet; hvert Øjeblik maa han som Kurér snige sig
gjennem Pestkordon'en med Fare for at træffes af en Kugle. Han
ser Karl den Tolvtes fangne Hærs Indtog i Moskva og Mazeppas

40 Belønning med Embede

Hoved paa en Stage i Ukraine. I April 1710 iskænker Czaren
ham til Belønning for udviste Tjenester med egen Haand fire Glas
(Champagne, af hvilke han, der skulde tjene som Tolk, bliver saa
fortumlet, at han hurtigst ijærner sig.

Neppc hjemkommen maa han foretage en ny Rejse til Rusland
for at hente en Del tilbagebleven Bagage; men straks efter Hjem-
komsten fra denne anden Expedition stilles der ham et Præste-
kald i Udsigt, hvis han fordrister sig til at gaa med en aaben
Jolle, roet af tolv Mand — andet Fartøj var ikke ledigt — til Rus-
land med Statsbreve til Czaren. Staaende bag i Jollen Dag og Nat,
thi der var ikke Hum til at gaa et Skridt; uden Ild til at koge
Mad eller varme en Drik ved, ror han midt imellem de krydsende
svenske Orlogsskibe, i Kamp med Uvejr og med det fortvivlede
og opsætsige Mandskab, og naaer uden at kunne gjøre ordenlig
Brug af Kompasset, der paa Grund af Jollens Lethed løb rundt
saasnart der gik mindste Sø, langs Estlands Kyst til Kronstadt.
Han træffer dog først Czaren i Helsingfors, overværer en Træfning
mellem Russere og Svenske, og har, *da han atter kommer tilbage
til Kjøbenhavn, rejst Dag og Nat i tre Maaneder og to Dage i
Træk tillands og tilvands omtrent J^ Mile. Han opregner i sin
naive (i dette Punkt om Steen Blicher erindrende) Skildring ikke
mindre en 24 Tilfælde, i hvilke han har været i overhængende
Livsfare.

Man belønnede ham efter Tidens Skik med det første, det
bedste Embede, der blev ledigt, skønt han ved Overtagelsen ikke
forstod det Ringeste deraf. Han blev Notarius publicus i Kjøben-
havn, passede sit Embede fortrinligt, førte et. stille og ærbart Liv.
stadig plaget af Fjender og Misundere, levede først i ét „ærligt,
kjærligt og oprigtigt' Ægteskab, saa efter sin Hustrus Død i et
andet „ærligt, kjærligt og kristeligt'' Ægteskab, og blev, da han
59 Aar gammel døde, ledsaget til sit sidste Hvilested af et talrigt
Følge.

En smidig, kæk og udholdende Natur. Han har Evne til at
lempe sig efter de forskelligste Livsforhold og gøre Fyldest i
dem alle. Men han har tillige det rette Tjenestemands- eUer Em-
bedsmands-Naturel, det, som elter Suverænitetens Indførelse synes
fælles for alle Danske. Som han aldrig lader til at have læst en
Bog af anden Grund end for Sprogets Skyld, saaledes tykkes han
aldrig at have set sig selv fra andet Synspunkt end det, at han er
forst Gesandtens, senere Kongens paapasselige Tjener. Det er ejen-

Kaas 41

dommeligt for ham som for saa mange Andre paa hin Tid, at han
har intet Kald. Han vælger ikke selv sin Syssel. Og hermed
hænger det sammen, at han i Grunden snarere stræber at gjøre
sin Stand eller Stilling Ære end at indlægge sig Ære for sin egen
Person. Den dristige Eventyrer ender som en stille Jeronimus i
Kjøbenhavn. Der var Frøet til en Jeronimus i ham som i saa
mange andre af de Dristigste og Bedste.

Vi kan forfølge en beslægtet Dygtighed og Kjækhcd forenet
med en lignende Indskrænkning hos en Mand af langt højere
Stand og i en langt betydeligere Livsstilling.

Som bekendt tog Frederik den Fjerde trods sine egne Krige
ikke i Betænkning at fylde sit Skatkammer ved al give danske
Hære i fremmed Krigstjeneste. De ved denne Soldaterhandel af-
hændede danske Tropper vandt jo Navnkundighed ved den Ud-
mærkelse, med hvilken de deltog i den spanske Arvefølgekrig
mod de Franske. Vi har en Selvbiografi, forfattet af en tapper
dansk Adelsmand, der fra Kadet forfremmedes til General og som
fra sit attende Aar deltog i alle de Slag, i hvilke de Danske fæg-
tede med. Hans Navn er Henrik Bjelke Kaas. Hans Fader var
Stiftsbefalingsmand i Trondhjcm Stift, hans Moder Datter af en
Higens Admiral.

Han begynder i Brabant med at gøre simpel Rytter- og
Underofficers-Tjeneste, sover i Telt med Hestedækkenet under sig.
Kappen over sig. Sadlen til Hovedpude, lærer saaledes „hvor stor
Agtelse den gemene Mand fortiener'* og at man ikke maa gøre
ham misfornøjet ved Haardhed og Tvang.

I det første store Slag, hvori han kommer, det ved Hochstådt,
faar han talrige Saar. Først bliver hans Hest skudt under ham,
saa bliver han. mens han ligger paa Jorden, lire Gange overreden
af Ijendtlige Ryttere, saa faar han paa ganske nært Hold et Pistol-
skud i Hovedet „i hvilket man kunde lægge trende Fingre'-, taber
forst ved Slaget af Kuglen Besindelsen, men kommer til sig selv
paany. Han finder en Hest, hvis Rytter er skudt, og løber for al
gribe den, da den flygter for hans hurtige Tilløb. Endelig faar
han den fat: „Men ieg kunde desværre! formedelst min høiere
Arm, som var skudt i sønder, ikke komme paa Hesten, leg lagde
min venstre Haand under den skudte høiere Arm, lagde den høiere
Haand paa Kappen, som var spændt paa Sadelen, gjorde Fingrene
krumme i Meening at kunne komme op, men forgjæves. Idet ieg
saaledes stod og arbejdede for at komme op paa Hesten kom

42 Krigerliv

Generallieutenant Johann Rantzaus Rideknægt (som var blesséred
og havde mist sin Hest) løbende og meente, jeg var en Franzos;
thi ieg var hannem formedelst det meget Blod, som løb over mil
Ansigt, bleven ukiendelig. leg talte da til ham, hvorved han blev
forbaused og sagde endelig: ere De der, Kaas? Alle troede, at De
var død. leg svarede: endnu lever ieg; hielp mig paa denne Hest.
Hvilket han og efterkom''.

Han staar i stor Fare for al der skal gaa Koldbrand i hans
Saar, thi den Feltskær, som skal tilse ham, benytter sig i Stedet
af hans Tilstand til at stjæle alt hans Guld, endog hans Guldknapper,
og løber bort dermed, saa han ligger to Dage uden Pleje. Han
bæres hen i et Værtshus i Nærheden, hvor han træffer sin ældre
Broder, der er Kaptejn i Garden og som ligger med en Kugle i
Underlivet. Den ældre Broder ser til den yngre, sidder ved hans
Seng, trøster, da det synes som om hans Arm maa sættes af. Selv
dør han kort efter af en for heftig Bevægelse, hvorved Kuglen,
han havde i Livet, er sunket.

Henrik Bjelke Kaas kommer sig imidlertid uformodet, deltager
i Slagene ved Louvain, Ramélies, Oudenarde, Lille, Maiplaquet, og
er, da han, 24 Aar gammel, paa Grund af Krigene med Sverig
kaldes tilbage, bedækket med Arrene af ikke mindre end fjorten
Saar.

Han var tilmed i andre Farer end dem. Slagene frembød.
Han taler beskedent, med stille Lune, om de adskillige Rencontres
han har havt saavel med Kaarde som med Kugleveksel. Han
dvæler særlig ved et Ijendtligt Sammenstød, han har havt med en
Officer i Deventer i Brabant. Han sad som Gornet ved et Glas
Vin, da en fornem Borger med en hollandsk Løjtnant kom til.
Da man rejser sig, opfordrer „denne anseelige og skikkelige Borger"*
Kaas og Løjtnanten til at gaa hjem med og drikke Kaffe og tillige
se hans unge smukke Kone. Borgeren lukker Døren op, men i en
lang mørk Gang, hvorigennem de kommer, giver Løjtnanten —
nvist af hvad Grund — Kaas el Slag med knyttet Næve i Ansigtet.
Istedenfor siraks at hugge eller stikke ham ned beslutter Kaas
forst at bevise Manden i Huset den ønskede Høflighed, nemlig at
drikke Kaffe og se den smukke unge Kone og senere tage sin
Revanche, „hvilket var en temmelig Contenance for at see en
snmk Kone'*. Først da de ved Midnat paany er komne ud paa
(iaden, giver Kaas Løjtnanten et Slag til Gengæld; de drager begge
Kaardcrne og Kaas hugger ham ned.

Skaauluiid 43

Han var ikke blot en tapper og dristig Officer, men en tænk-
som Taktiker, en yderst iiuman Foresat, og en omhyggelig militær
Administrator. Han stiger i Løbet af et langt daadrigt Liv — han
naar en Alder af 87 Aar — til de højeste Æresposter i Landet og
har øjensynlig fortjent dem. Vi er med ham saare langt fra
Jacob von Tyboe. Men han hører til „de røde Pedanter". Ikke et
eneste Sted fælder han en Dom, hverken til Nogens Fordel eller
Skade. Hans Tanker er lutter Almengods; Stilen er, som Biogra-
fiens Udgiver rigtig har følt, „underligt farveløs og upersonlig;
netop det, der giver Memoiren dens mest ejendommelige Til-
trækningskraft, fattes her". Men naar, som Udgiveren videre be-
mærker, „ikke engang Forfatterens egen Personlighed træder os
ret klart imøde", saa beror dette mere paa Tidens Aand og
Karakter end paa noget Individuelt i Fremstillingsmaaden* Kaas
er upersonlig, fordi Tiden var det; han er først General, saa
Menneske.

Det er, ^om bekendt, ikke blot i Kraft af den gamle Kome-
dies Skik, at Tjenestefolkene, særlig Lakajerne, indtager saa be-
tydelig en Plads hos Holberg. Sønnen i et borgerligt Hus havde
sin egen Lakaj. De borgerlige Embedsmand benyttede Skriver-
drengen tillige som Tjener, der saa efterhaanden rykkede op til
Fuldmægtig, Kontorchef o. s. v. Ikke sjældent havde altsaa en
Kontorchef begyndt med at bære Kappen efter sin Herre — først
1750 kom Paraplyer i Brug — eller med at staa bag paa Vognen;
thi at holde Vogn og Heste var dengang forholdsvis mindre dyrt
end nutildags; man kunde holde Karet, to Heste, Kusk og Tjenere
for 250 Rigsdaler aarligt.

Hvor stor en Rolle Henrik spiller i de Holbergske Komedier,
véd Enhver. Det er da ganske morsomt, at vi har Livserindringer
af en Henrik, det vil sige af en Lakaj. Mathies Skaanlund er hans
Navn. Han bliver Tjener hos Legationssekretær Borch, der atter
bliver ansat ved den danske Ambassade i Nimwegen, hvor den-
gang 24 europæiske Ambassadører og 19 Envoyés holdt Hof. Da
den danske Ambassadør, den bekendte Bogsamler og Bogelsker Just
Høg afrejser med sit Følge af 72 Personer, faar vi gennem Mathies
et Indblik i Datidens Prang og Festligheder, i blodige Stridigheder
mellem unge Kavalerer af Ambassaden, i formelige Feltslag, som
de spanske og franske Gesandters Folk leverer hinanden i Nini-
wegens Gader og Gaarde o. s. v. Mathies Skaanlund bliver snart

44 Lakaj vid

Lakaj hos Høg selv og lærer sig i hans Tjeneste Højtysk, Hollandsk
og Fransk, forfremmes saa dernæst til Lakaj hos den kun seksaarige
(Christian Gyldenløve, Søn af Christian den Femte og Sophie
Amalie Moth, ser i denne Egenskab Hofliv og Hoffester paa nært
Hold og beskriver ikke blot sine „aarlige skiønne Liberier'* og
„skønne nye Hatte med brede Sølvgaloner" men ogsaa Dystløb ved
Hoffet, „usigelig skiønne og kostbare Carousseller" og sin unge
Herres daglige Liv med Fægtemester, Dansemester, Sprogmester,
Herpukkenmester, Skrivemester, Ridemester, Fendriksvinger og
P^xercitsmester i Muskettens og Piquens Behandling.

Han fortæller sin Rejse med den unge Herre til Amsterdam,
(la samme endnu var et Barn: „Om Eftermiddagen gik min Herre
tilfods med sin hele Suite paa Gaderne til Raadhuset, og som han
var af en usigelig deilig Skabning, item af Alder 8^/4 Aar, havde en
rød Skarlagens baldyret Kjol, Kaarde med Diamanter besat.
Allongeparyk med videre, blev der et grueligt Tilløb fra alle
Gader og Stræder, som anstødte til Torvet, af gemene Pøbel i
mange hundrede Tal i et Øieblik, saa vi næppe kund^ komme over
Torvet til Raadhuset. Iblandt andet med stor Forundring spurgte
de os Domestiker „Watt is datt vor een moyd Herre?" Jeg, som
tilforn sammesteds Sproget var bevant, svarede: „Datt is der jong^
Konig van Island".

Er dette Svar ikke Henriksk?

Skaaniund er trofast, ærlig, sit Herskab yderst iiengiven, ret
et godt Hoved. Ofte træder midt i den tilstræbte literære Tone
Lakaj-Stilen meget morsomt frem. Saaledes naar han fortæller om
en pragtfuld Guldpokal, som Ulrik Frederik Gyldenløve, der havde
faaet den foræret af Kongen, overgav sin Taffeldækker til For-
varing i et forgyldt Futteral og af Respekt næsten aldrig drak af:
A)en kom sjældent frem uden der var store Fremmede eller
Ambassadørs, ellers drak jeg mangen Gang af den, naar vi kunde
være for os selv". Herligt er det ogsaa, da han i Naade faar sin
Afsked, at Iiøre ham sige — næst Tak for al ucivist Velgerning:
,,En Ting fortryder jeg ei at maatte nyde, det, som En, der tiener
ringere Herre i kortere Tid, nyder, deres Kjoleknapper, de har i
Liberiet baaret". Han havde maattet levere Hushovmesteren Sølv-
knapperne tilbage.

Mere intime Ting, Ytringer af temmelig lakajagtig Glæde
Dagen før hans Bryllup og lignende skriver han paa Fransk, galt,
men forstaaeligt Fransk, i sin Dagbog. Nu og da træcier en vis

Lakajen som Herredsfoged 45

ærbar Enfoldighed, som staar paa Overgangen fra det Henrik'ske
til det Arv'ske, Læseren imøde. Da Omsorgen for Haarets Pynt
rimeligvis for en Del har hvilet paa ham, har han et skarpt Blik
for alle Haaret angaaende Ejendommeligheder. Han optegner
regelmæssigt om de enkelte, der bære deres eget Haar — Prinsen
af Oranien, Kongen af Sverig — at de gør det; selv bærer han som
korrekt Lakaj naturligvis Paryk; men korrekt som han føler, er
for ham Overdrivelse dog Overdrivelse, og han er forarget over
at En og Anden endog lader sig begrave med Paryk: „Jeg seer en
Deel lægges i Ligkiste med Paryk, jeg ingenlunde, ja om jeg
skulde blive graa, vil jeg ikke have den Mode, men ligge i Ligkiste
med mit eget Haar".

Til Belønning for sine Tjenester gøres han saa uden al For-
beredelse, uden mindste Kendskab til norsk Lov, fra Lakaj til
Sorenskriver (Herredsfoged) i Norge, erhverver en Odelsgaard og
bliver en Embedsmand som andre. Det syntes som om det at
have været Lakaj ikke var den sletteste Forskole. Deroppe i
Norge træffer saa Skaanlund snart sin gamle Medtjener Erik Madsen,
udnævnt til Stiftamtskriver i Throndhjem, og da Gyldenløve fore-
tager sin næste Norgesrejse, ser vi Kongesønnen ikke holde sig for
god til at tage ind hos begge sine tidligere Lakajer og lade sig
traktere af dem, ikke mindre end af Generaler og Bisper, en Be-
givenhed, hvis Afslutning Skaanlund meddeler i denne noget ind-
viklede, men yderst underdanige Stil: „29de havde jeg den Naade
og tog Afsked med ham, hvor han beviste mig den store Naade,
samme at nyde fremdeles".

En Lakaj af denne Art forekommer hos Holberg flygtigt i
Den honnette Ambition. Men vi kan her forfølge Henriks Avan-
cement udenfor Komedien.

Ogsaa af en Professionist, men af en saadan, hvis Levevej
grænser op til Videnskaben, har vi et Levned. Apotekeren Claus
Seidelin fra Nykjøbing paa Falster har nedskrevet sit. De lystige
Karikaturer af Doctores medicinæ i Holbergs Komedier kan let
bibringe Læseren den Forestilling, at de, der i hine Dage havde
med Helbredelseskunsten at gøre, var Ignoranter eller Markskrigere
tilhobe. Hans Apoteker Gilbert i Gert Westphaler er en Ubetydelig-
hed. Vi lærer her en Apoteker at kende, der tog det saare alvorligt
med sit Fag, forberedte sig dertil med en Grundighed, som den
man i vore Dage anvender paa det lægevidenskabelige Studium,
sad inde med sin Tids Dannelse og havde set og oj)level saa

46 Seidelin

meget, at vistnok faa Borgere i Kjøbenhavn i hine Dage har over-
truffet ham. Ikke desmindre aabenbarer han sig i Alt, hvad han
meddeler, som den stille ærbare Spidsborger, der i Grunden aldrig
har havt en oprindelig Følelse, aldrig tænkt en egen Tanke.

Claus Seidelin har set sig grundigt om i Verden, han har
havt Tidsalderens hele Rejselyst og Videbegærlighed. To Aar efter
at han er bleven Svend rejser han (1722) til Tyskland for at lære
sin Profession, opholder sig et Aarstid under en afskyeligt mis-
tænksom og karrig Principal i Nordhausen i Thiiringen, faar saa
en Plads i Berlin, besøger der det nysoprettede medicinsk-kirurgi-
ske Kollegium, studerer Kemi og Anatomi, tager Undervisning i
Fransk og Fløjtespil, rejser saa dernæst over Strassburg til Bern,
hvor han paany faar sig en Stilling ved et Apotek. Fra Bern
af foretager han med Venner en anstrengende Fodrejse til Milano
og tilbage, senere tilhest og tilvogns Rejsen fra Bern til Paris, hvor
han paany med stor Flid hører videnskabelige Forelæsninger over
Botanik, Kemi og Medicin uden dog at forsømme sine Dansetini«r.
Herfra* tager han over C^alais og Dover til London, hvor han med
Udbytte opsøger naturvidenskabelige Autoriteter. Saa rejser han
over Holland og Nordtyskland tilbage til Nykjøbing paa Falster.
Efter sin seksaarige Fraværelse underkaster han sig i Kjøbenhavn
Apoteker-Prøven, holder Aaret derefter Bryllup og tilbringer nu
mere end 50 Aar som rolig og velmeriteret Apoteker i sin Fødeby,
Nykjøbing.

Der er ingen Tvivl om at denne Mand ikke har været nogen
almindelig Plastersmørcr. Han har været en oprigtigt religiøs,
meget musikalsk, naturvidenskabeligt dannet Mand, et alvorligt
(iemyt, en god Familiefader. I sin Ungdom optegner han mest
hvad han ser og oplever den store .Verden angaaende; i hans
senere Aar bliver hans egen Familie hans Verden og han noterer
Fadderstads og Konfirmation, Giftermaal og Dødsfald i Familien,
som skrev han udelukkende for Slægtninge. I Virkeligheden op-
fatter han imidlertid i sin Ungdom det Mægtige og Verdenshisto-
riske ligesaa smaaligt og spidsborgerligt som i sin modnere Alder
det Private.

Han har det Held, at han i Løbet af sit Livs første Halvdel kom-
mer til at se en forbavsende Mængde fyrstelige Personer paa nært
Hold, ikke blot de danske Monarker Christian den Femte med Sophia
Amalia, Frederik den Fjerde med hans Dronninger, Christian den
Sjette og Sophia Magdalene. Frederik den Femte og hans Louise;

Kn Apotekers Dannelsestrin 47

men han ser Peter den Store og Kejserinden af Rusland, Kong
Friedrich Wilhelm I. af Prøjsen, Kong August af Sachsen, Georg
den Første og Georg den Anden af England, Ludvig den Femtende af
Frankrig og Dronning Marie Leczinska. Det er skrevet i hans
Skæbnes Bog at hvor der er en Hoffest, en kongelig Middagsspis-
ning for Tilskuere, et Fyrstebesøg, en Prinsesses Brudefærd, en
Kronings- eller Salvingshøjtidelighed, der er han netop tilstede.
Undtagelsesvis kan han slumpe til at give et levende Billede af
de mange Fyrster han kommer til al tage i Øjesyn. Efter en
Skildring af, hvorledes Czar Peter pryglede sin Kok bravt igen-
nem paa Slotstrappen i Nykjøbing, fordi der var anrettet til ham
paa Slottet, medens han vilde have spist i et Værtshus, beskriver
han f. Eks. Czaren saaledes : „Hånd saa* ud som en \]nderofficiei\
eller rettere een Bøddel. Hånd var høy af Vext, var klædt i een
skiden blaaeklædes Kledning med Messing knapper, hafde een stor
bred hirschfænger som et Bøddel Sverd ved Siden i et Leder
Geheng oven paa Kiolen, store Støvler paa Benene, een liden Fløyels
Cachet paa hovedet, et maadeligt Knævelbart, og en stor Spansk-
rørsprygl i haanden, men saae ellers icke ilde ud". I Reglen nøjes
han med yderst detaillerede Opregninger af de Pragtgenstande
og Festiviteter, han har set; selv et ordenligt tysk Ligfølge med
Procession og Skolebørnssang er ham en Trøst, naar intet bedre
Skue tilbyder sig: „Det var meget artigt at see, naar et honnet
Lig blev begravet".

Nu og da har han et lille Glimt af Lune. Saaledes hvor han
fortæller om den Artighed, der i England blev ham vist af en
udmærket Kemiker: „Hånd bad mig nogle gange til Bords, da ieg
naar ieg blev indført i Spiise stuen altid forefandt bands Kones
gamle Moder, hånds Kone og 3de smucke voxne Døttre i een Rad,
som jeg strax maatte kysse efter Landets Brug fra dend ældste til
dend yngste, hvilcket arbeyd ved Begyndelsen ikke var saa be-
hageligt som tilsidst." Ikke desmindre misbilliger han med ærbart
Pedanteri den ungdomskaade Streg, nogle unge Mænd af Parises
fine Verden en Dag udførte ved et sluttet Bord i et Hotel: „Da jeg
een Dag spiiste der, hendte det sig, at perucqiien af tieneren i een
hast blev nappet mig af hovedet og noget andet sadt paa igien,
hvorpaa ieg hastig saae mig tilbage og omkring, og befandt, alle
de som spiiste ved Bordet i samme moment og tempo vare blevne
bedeckede med Tyrkiske Turbaner, følgelig ieg med, saa ieg nock-

48 Ræsonnerer ikke

som kunde forundre mig over alle disse unge Menneskers For-
fængelighed og Narrerier."

Til Gengæld har han aldrig noget Udbrud af Harme, selv
hvor Tilstandene i Danmark kunde give grundet Anledning til det.
1 hvilken Grad han betragter Nepotismen som selvfølgelig, viser
en Passus som denne: ^Mr. Kløcker sagde til mig og Stiefken, hvad
meener I vel, at der skal blive af Worm i sine Dage, hånd har
gaaet længe i Latine Scole, det kunde hånd ikke fatte; siden har
han sidt paa sin Faders ConioiVy det kunde han heller icke begribe ;
nu har Faderen sendt ham til Engelland at see Kongens Cronimj,
hvad mon det skulde hielpe ham? Men Worm svarede i sin En-
foldighed, lad mig kun først komme hiem igien, saa skal I nock
see der skal blive noget af mig. Som sagt saa skeedte, thi da
hånd et aar derefter ncppe var kommet hiem, blev hånd strax
Jusiiz Raad og vice Borgemester i Kiøbenhafn førend Kløcker og
vi andre blev til noget, som vel skeedte for at soniagere hans Fader
Biskop Worm over dcnd Skade hånd hafde taget ved Kiøbenhafns
Ildebrand."

Den skikkelige Seidelin var vant til ikke at ræsonere. Der
forekommer ikke et Udbrud af Kritik paa de 150 trykte Sider af
hans Levned. Han var oprigtigt taknemmelig for Livet, skønt han
hele sit Liv igennem var en Skrantning og ikke blev forskaanet
for Familiesorger. Han er taknemmelig for at Gud beskærede ham
„een Gudfrygtig, Dydig, Tugtig, yndig, munter og huuslig Egtfelle",
og fordi han stedse har vist ham Vejen, han skulde vandre, „og
Ley lighed til at profitere i Professionen^, samt ledsaget ham „ved
sin almagts haand og ved sine hellige Kngle'*.

Vi staar her ved el for alle Biografierne fælles Træk: den naivt
religiøse Livsbctragtning. F^tatsraad Monrad takker Gud for dennes
Omsorg for ham, for han blev til, at han skulde fødes „af saa sær
gudfrygtige, christne og fornemme Forældre"; han finder i sin
Sjæl „de ufejlbare visse Tegn paa et prædestineret og udvalgt
Guds Barn"; han er oprigtigt taknemmelig for ikke ved Fødselen
at være bleven „Hedning, Tyrk, Jøde, Papist eller anden Slags
Kjætter eller Vildfarende". Saaledes begynder ogsaa Rasmus Ære-
boe sit Levned med at lakke den treenige (nul „for al Naade og
Barmhjæ^rtighed, som han mig i min Livstid har ladet vederfare
fremfor mange tusind Mennesker". Ogsaa Bjelke forsikrer, at han
fra sin spæde Ungdom af har havt de kendeligste Prøver paa den
Allerhøjestes Omsorg for ham. Den rent verdslige og verdens-

Rostgaard 49

mandsagtige Maade, hvorpaa Holberg indleder og meddeler sit
Levned, staar i en paafaldende Modsætning hertil.

Af andre Træk, hvori Biografierne kommer overens, maa endnu
fremhæves: først den for alle de Skrivende fælles Eventyrlyst og
Berejsthed, dernæst den yderst ringe Plads, som Forholdet mellem
Kønnene optager, den gennemgaaende Pænhed i Tonen, den til-
syneladende Blufærdighed i Sæder, som alle de paagældende lægger
for Dagen; endelig den fuldkomne Interesseløshed for politiske
eller sociale end sige literære Reformer, der hos alle er forenet
med den underdanigste Kongetroskab.

Det er sandsynligt, at Mænd som disse har været Holbergs
bedste Publikum. Var de et Publikum for Holberg?

Man kan indvende, at skønt alle disse Mænd upaatvivleligt
var yderst fremmelige indenfor deres Stand, saa var dog ingen
af dem højtbegavet. Lad os da forfølge en højtbegavet Mands Liv
i hine Dage.

En saadan var Frederik Rostgaard (født 1671).

Af udmærket Æt, rig fra Ungdommen af, uafhængig, lærer
han hjemme Alt, hvad Universitetet har at byde paa. Han botani-
serer med Ole Borch, dissekerer med Kasper Bartholin, lærer
levende Sprog og ridderlige Kunster. Fra sit 19de til sit 28de Aar
foretager han en stor Udenlandsrejse, besøger alle Europas vigtigste
Universiteter og Bogsamlinger, studerer i Milano, Modena og Rom
som i Leyden, Oxford og Paris, erhverver sig Sprogkundskab i et
saadant Omfang, at han lærer sig Arabisk, Angelsachsisk, Islandsk
og Oldtysk, udvikler sig til en Filolog af Rang, afskriver de berøm-
teste og sjældneste Haandskrifter som det af Minnesangerne fra
det 13de Aarhundrede i Paris eller dem af Libanius's Breve, er
Poet paa Latin og Dansk, forbereder et Rimleksikon og et dansk
Forfatterleksikon, udgiver dansk-latinske Digtere, samler et af
Tidens største Biblioteker, veksler Breve med alle Tidens første
Lærde, hvem han i Udlandet havde lært at kende — men faar intet
eget filologisk eller historisk Arbejde udgivet, end ikke den saa
længe lovede Udgave af Libanius, og faar saa at sige intet selv-
stændigt Skrift færdigt uden et Hefte om den tarvelige Kunst at

»

affatte Fortegnelse over en Bogsamling (Chr. Bruun: Frederik
Rostgaards Liv og Levned).

Han var en human og elskværdig Mand og fri for den Ind-
skrænkethed som altfor stor Strænghed i Sæder undertiden liar
i Følge, thi hans Liv i Paris var ikke strængt; i hans Aand

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 4

50 Rostgaard contra Holberg

synes man at maatte finde det højeste Frisind, som Tidens
Rejselyst og Kundslcabstørst i Forening frembringer, og dog er
det ham, som umiddelbart efter Udgivelsen af iarste Bog af Peder
Paars indgiver den berømte Klage til Kongen med Indstilling om
at Autor maatte blive straffet i højeste Maade og Bogen brændt
o ff enlig af Bøddelen, dels paa Grund af den skændige Skildring
af de skikkelige Anholtboere — Anholt var Rostgaards Ejendom —
dels paa Grund af dens „usømmelige og meget spottelige expres-
sioner imod det Kongelige Universiteet, Rectorem Magniftcum, Biskop-
pen og andre Professorer, ja det som er langt vigtigere, imod vores
Christilige Religion og Guds hellige oord". Det er vel bekendt, at
Tidens største Lærde, Hans Gram, støttede Klagen med en den ved-
føjet omstændelig Analyse af det „utidige Foster og lastværdige
Skrift".

Videre var man ikke, videre var ikke de Bedste.
Ogsaa den dybest gaaende, mangesidigste Kundskab bar Paryk.
Ogsaa den højeste Lærdom anvendtes kun som Zirat for de Dan-
nede til Hvedemels-Pudder i Parykken istedenfor til Brød for det
menige Folk.

Hvad Under altsaa, at da der med Et dukker en Genius op,
som repræsenterer netop det Princip, der hidtil var holdt ude, den
udprægede Individualitet som Tanke, som prøvende Kritik, som
rensende Satire, som ungdommelig Latter, som frodigt skabende
og trodsigt tugtende digterisk Kraft — at da alle Mand føler: nu
ruskes der i Parykken, nu flyver den, hvis den ikke holdes fast,
og at snart, som Jens Møller skriver, „hans Haand var mod Alle
og Alles mod ham".

III.

Man kan temmelig tydeligt forfølge de Udviklingstrin, ad
hvilke Holberg fra at være en HivStoriker og Retsfilosof af under-
ordnet Rang stiger til at blive en Komediedigter af første.

26 Aar gammel optræder han — dengang en ung teologisk
Kandidat paa Borchs Kollegium — som Forfatter. Han har i
Oxford udkastet og i Kjøbenhavn paa det Reitzerske Bibliotek
udført en Udsigt over Verdenshistorien, en lille tyk Bog paa 900
Sider. Den var endda beregnet paa at skulle være større; thi den
indbefattede ogsaa en almindelig Geografi, som blev udtaget, da
der imellem Udarbejdeisen og Trykningen udkom en anden, fra

Holberg og Hojer 51

det Tyske oversat. I Stykkerne om Danmark og Norge er her
givet den tidligste Udsigt over vor Statshistorie, som haves paa
Dansk.

Bogen har en vis Betydning for Holbergs Levned paa Grund
af den Strid og det Fjendskab med den senere navnkundige
Historiker og Jurist Andreas Hojer, hvortil den gav den første
Anledning. I 1718 udgav Hojer, der havde gjort Medicinen til sit
tidligste Studium og nylig konkurreret om en Professorplads i
dette Fag, sin Kurzgefasste Dånnemarckische Geschichte, i hvis Ind-
ledning han med en ikke helt uberettiget, men noget smagløs Selv-
følelse indfører sig selv som de Danskes Læremester i deres eget
Lands Historie. Han skildrer deres Uvidenhed heri som saa stor,
at man kunde træffe høje militære og civile Standspersoner, der
ikke vidste, om Dronning Margarethe havde levet før eller efter
Kong Christian den Anden, eller ansaa det for Bagvaskelse, at
Kongehuset skulde stamme fra Greverne af Oldenburg. Hans
Domme om Danmarks ældre Historieskrivere er aflFejende, og om
Holberg har han den henkastede Sætning: „Det falder mig ind,
at den historiske Introduktion, vor Professor Holberg for nogle
Aar siden udgav, hører herhen; men paa Grund af dens Korthed
og Udeladelsen af de fornødne Bevissteder samt fordi den næsten
helt igennem, naar de nyeste Tider undtages, følger Pufendorf,
har heller ikke den været fyldestgørende for mit Øjemed".

Holberg opfattede dette, der utvivlsomt var uretfærdigt ned-
sættende, men dog ikke videre ondt stiliseret, som en Beskyldning
for literært Tyveri, og tog lidenskabeligt til Genmæle. Han havde
den bedste Sag af Verden, thi saa varm og aabent tilstaaet som
hans Beundring for Pufendorf end var, og saa vist som han havde
fulgt dennes Metode, saa var han dog saa langt fra at udskrive
ham, at han med Hensyn til Danmark og Norge end ikke havde
brugt hans Forskninger (Pufendorf ser Sagerne fra et svensk Syns-
punkt), men hans Titel stemmede med Pufendorfs, og han havde
— hvad der maaske har ledet Hojer paa Vildspor — frivilligt eller
ufrivilligt, i alt Fald pudsigt nok, af Pufendorfs Dedikation taget
en Sætning der indeholdt en Sammenligning, og sat den ind i den
Tilegnelse af sin Bog, som han rettede til Kronprinsen, den senere
Christian den Sjette. Den lyder:

„Af Deris [de Høyloflige Danske Kongers] Høy-priiseiige
Exempler og store Kongl. Dyder kand Eders Kongl. Høyhed

opmuntres til desliige Heroiske Qualiieier^ ligesom Scipio Åfricanus,

4#

52 Plagiatbeskyldning

i (let hånd stillede sig den Persiske Monarch Cyri Manddoms Gier-
ninger for Øyene, den store Alexander Achillis, og Julius Cæsar
igien Alexandri Magni udødelige Tapperhed".

Det var det hele Laan, i Anledning af hvilket Plagiatbeskyld-
ningen første Gang rettes mod Holberg, en Beskyldning, som paa
Grund af hans frie Benyttelse af Enkeltheder hos andre Forfattere
og Digtere forfølger ham til hans Død. Endnu i 1749 benævnes
Holberg i Tidsskriftet La Spectatrice Danoise flere Steder Plautiberg
paa Grund af hans — ganske ligegyldige og tilladelige — Brug
af Situationer og Karakterer hos Plautus; ja Plautiberg betegnes
som den „der skriver i alle Stilarter og ikke udmærker sig i nogen,
men paa én Gang som Humanist, Filosof, Skønaand, Teolog, Epi-
grammatiker, Retslærd, Historiker og Moralist beriger sig ved
Plagiater".

Holberg hørte ikke til dem, der tilgiver en Fornærmelse, heller
ikke til dem, der lader den uhævnet. Der kan neppe nævnes en
eneste off'enlig Personlighed, som har krænket ham og som han
ikke har ladet føle sin Vrede; han siger selv, at han var „for meget
skarp og vedholdende i at aitaquere dem, som han een Gang var
bleven udfordret af". Han lader vel som om han kun paa Grund
af Venners Overtalelse traadte op mod Hojer: „Jeg tog først kold-
sindig denne Dom; det syntes mig ikke Umagen værd at begynde
en Fejde om Ingenting .... Men mine Venner trængte heftig ind
paa mig og kaldte min Taushed Ladhed og Frygtsomhed". Meget
har man neppe behøvet at plage Holberg. Tiltrods for hans lyse
Lune var som sagt vidtdreven Godmodighed ikke hans Fejl.

Han udgav paa Latin sin Femte Dissertation om Danske
Historieskrivere y som Povl Rytter med sin Def endens Christen
Andersen vil underkaste o ff enlig Prøve paa Regensen, etc. Efter
her først at have gennemhaanet Hojer for hans Uartighed mod de
Danske, gaar han løs paa hans Person, behandler ham som ind-
bildsk Fusker, som gal Mand, som forloben Tysker, titulerer ham
^vor Medicus Andreas fra Flensborg, derisaadan Hast blev Historie-
skriver" og spørger: „Sig mig, Domine Andrea, om Du tror, her
forhandles om Piller og Klysterer? Du havde gjort bedre i at
give os en Fortegnelse over Rektorer og Konrektorer i Flensborg
lærde Skole, det havde ligget bedre for dit Kald og dit Talent."
Der er mere Spydighed end Lune i Tonen; kun hist og her fore-
kommer en Vending, en Sammenligning, som røber den vordende
Skribent, saaledes naar han om Hojer siger, at denne gærne vil

Hojer og Thomasius 53

skjule sin Forfængelighed og Daarlighed under et Skin af Beskeden-
hed, som de plejer at gjere „hvis Ærlighed er som Kaneltræ, hvoraf
Intet duer ud«n Barken".

Hvor ivrig Holberg var efter at komme Hojer tillivs og straffe
ham, viste sig især tydeligt, da Hojer Aaret efter gav sig en Blot-
telse ved Afhandlingen Diagramma de nuptiis propinquorum jiire
divino non prohibitis, i hvilken han dumdristigt negter, at Ægte-
skaber mellem Personer i første opstigende og nedstigende Linje
d: mellem Forældre og Børn, er forbudte ved Naturens Lov. En
Sætning som denne var ganske i Tidens oppositionelle Dannelses
Stil, hvis Hovedøjemed det var at ærgre de gamle teologisk dan-
nede Universitetslærde, „Pedanterne", ved upedantisk Tænkemaade.
Den Haan, som Skolefilosoferne 200 Aar tidligere havde lidt af
Humanisterne, blev nu hævnet paa disse samme Humanisters van-
slægtede Efterkommere af Fremskridtsmændene, som ud fra den
nye, fra Hofferne udgaaende Dannelse saa* dybt ned paa de gam-
meldags Højskoler. Hojer befandt sig i Kølvandet af ganske samme
Strøm, som Holberg fulgte, ja havde her nøjagtigt samme Forbil-
lede. Som Thomasius havde vakt Forargelse ved at betræde Katedret
i broget Modedragt med Kaarde (og som hans Hustru paa Grund
af sin Luksus i Klædedragt af Pietisten Franckc var bleven ude-
lukket fra Nadveren), saaledes havde han ogsaa forarget ved at
sætte sin hele kolossale Lærdom ind paa Forfægtelsen af skan-
daløse Sandheder. Hans Disputats De concubinatn gaar ud paa,
at Frilleforholdet aldrig før i de sidste Aarhundreder og kun paa
Grund af papistiske Beregninger er bleven belagt med Vanære, og
hans Kirkerets-Lære indeholder i sit sidste Kapitel om Ægteskabs-
sager lutter Tanker og Paastande, der efter Tidens Opfattelse neppe
var mindre stridende mod god Teologi end Hojers Paradoks.
Slige Tanker vakte og udfordrede Tidens Dannede, omtrent som
det nutildags vækker og udæsker, naar i et Drama Spørgsmaalet
om Muligheden af brødefri Sødskende-Elskov berøres.

Hojers Bevisførelse gik ud paa, at den positive Morallov, som
med Hensyn til det omskrevne Punkt var givet Jøderne, gjaldt
•<iem alene og ikke strakte sig til Menneskeslægten ; Tidens Dannelse
derimod udledede det skammelige ved slige Ægteskaber mellem Nær-
beslægtede af den naturlige Afsky, af Blufærdighed, af den For-
virring, som vilde opstaa mellem Pligterne. (Ægter En sin Moder.
bliver de fælles Børn Faderens Brødre og Moderens Børnebørn).
Holberg, hvis sunde Fornuft stod paa den Side, hvorhen hans

54 Stadigt Fejdeforhold

personlige Uvilje drog ham, rettede paa Latin og under Navne-
skjulet Olaf Pedersen Nordmand et heftigt Angreb paa Hojer. Han
beraaber sig paa Grotius og Pufendorf imod ham. Hojer tager
fejl, hvis han tror, det er Tegn paa Geni at vige fra den alminde-
lige Mening; det er meget ofte netop et Kendemærke paa Daar-
skab. Det nytter ikke Hojer at efterabe Thomasius, thi en Tho-
masius bliver han ikke, om han saa blæser sig op, til han brister,
lig Fabelens Frø. Han ligner den tapre Don Quijote de la Mancha,
Ridder af den bedrøvelige Skikkelse, idet han fører Krig med hele
den lærde Verden. Først gik det ud over Lægerne, saa over Hi-
storikerne, nu staar vel snart Astronomerne for Tur; om føje Tid
udkommer nok et Paradoks enten om Solens Indbyggere eller om,
at Maanen er gjort af en Ost. Og Holberg ender med at over-
antvorde ham til Teologerne, med en Appel til den teologiske
Agtpaagivenhed, som var ganske overflødig; thi Teologerne faldt
øjeblikkelig over Hojer, ja fordrede ham forvist fra Landet, saa
han maatte tilbyde Tilbagekaldelse og krybe til Korset.

Fra den Tid af nævner Holberg aldrig Hojers Navn. Men
han glemte ham ikke. Med dyb Bitterhed taler han i sit Levned
om Hojers Beskyldning imod ham. Det er Hojer, som er ment,
hvor han i sin Dannemarks og Norges Beskrivelse taler om de
tyske Studenter, der ved overfladiske Kundskaber i Historie og
Jurisprudens indsmigrer sig i fornemme Huse og som Hovmestere
for adelige Børn begunstiges. 1 sin Natur- og Folkeret imødegaar
han ham paany (i Afsnittet om Ægteskab). Da Hojer senere, uden
udtrykkelig at nævne Holbergs Navn, ikke blot roser Falsters
Satirer paa hans Paai^s'es Bekostning, men beskylder Holberg for at
^forsyne Pøbelen med pøbelagtige, ublu Vers" og tillægger ham
Ærgerrighed, Misundelse, Fordomsfuldhed og Havesyge, svarer
Holberg 'ham i Fortalen til sine Fz're Skiemtedigte sagtmodigt:
„Den gode Mand haver sin Lyst af at gjøre mig vred, indbildende
sig, saasom jeg er noget hidsig, at jeg engang skal forløbe mig
mod ham; men han skal ikke faae den Glæde.** Ikke desmindre
vender han i sine Epistler tilbage til ham, beskylder ham (i Ep. 293)
for Markskrigeri og udvikler (i Ep. 285) udførlig sit Forhold til ham:
N. N. besværer sig over det Had, Holberg saa længe har baaret
til ham, og et hadefuldt Sind er visselig en Filosof uværdigt, men
det er ikke heller Had, det er Afsky, som Holberg nærer til den
Paagældende; thi han vil ikke tilføje ham noget Ondt, ønsker

Spotten vakt 55

ham tvertimod alt Godt, men afskyr ham som han afskyr For-
fængelighed, Pral og Hykleri.

Holberg og Hojer var indenfor det samme Slægtled i et
enkelt Punkt Rivaler, desuden uensartede ved Karakter og Na-
tionalitet Holberg var en ensom Natur, ærgerrig i den store Stil,
uden Tanke paa at ville gøre Karriere; Hojer var en Stræber, der
vilde i Vejret, brugte snart sine Evner til at gøre paafaldende
N^'tte, snart Skandalen til at gøre Opsigt, snart Smiger til at ind-
ynde sig hos de Store, snart Albuerne til at trænge de Mindre til
Side. I Frederik den Fjerdes Tid banede Hojer sig Vej ved at
slutte sig til Kongens tidligere Medhustru, daværende Dronning Anna
Sophias Kres ; men den Tone, hvori han omtaler hende og hendes
Parti i sit betydeligste historiske Skrift Konig Friederich des Vierten
glorwurdigstes Leben, der af ham overraktes den følgende Konge
Christian den Sjette, indeholder en sand Fornægtelse af hans For-
tid; i denne Bog bærer ogsaa Foredraget og Begivenhedernes
Motivering Præget af en Gudfrygtighed, hvoraf der ikke fandtes
Spor i Hojers tidligere Skrifter, men som nu stemmede fortræffe-
ligt med Hoftonen og kunde anbefale ham til en Universitets-
plads, saa meget mere som den yderst mægtige Hofpræst Bluhme
var hans Fætter.

For Holberg har Ungdomsfejden med Hojer (som allerede
Holberg selv i sit Levned rigtigt har antydet) den Betydning, at
den danner Overgangen til hans Optræden som Komiker. Han
var en ung Lærd; han havde syslet med Filosofi, Historie, Rets-
væsen, med lutter alvorlige Spørgsmaal, og havde begyndt deres
Behandling i en upedantisk, men rent alvorlig Stil. Saa vækker
Højers Plagiatbeskyldning ham; ved den Itommer han for første
<jang til at anslaa den polemisk-satiriske Stræng. Han opdager,
at han har Braad, og han optræder til sit Forsvar som en satirisi^
Stridsmand i Prosa. Der er vaagnet noget Spotsk og Krigers]^ i
ham, som vel fra den tidligste Tid af fandtes i hans Naturel, men
som endnu ikke var kommet frem Sort paa Hvidt; Fejdeskrifterne
mod Hojer svarer i hans Liv til, hvad English bords and Scotch
reviewers et Aarhundrede senere er i Byrons, og som saa hyppigt
hos Satirikere med et drøjt grovt Vid er der ogsaa her mere
Grovhed end Vittighed i de allerførste Udbrud. Men samtidigt
med, at han for første Gang udtrykker sig satirisk paa Prent, op-
træder han for første Gang i opdigtede Personers Navn, og vi ser

56 Metafysiker af Sult

den dramatiske Evne spire samtidigt med, at den satiriske bryder
frem.

Hans første Skrift havde aabnet ham Adgang til Universitetet.
Han blev i Januar 1714 (altsaa ikke 30 Aar gammel) ansat som
ekstraordinær Professor uden Lønning. Straks derefter rejste han
for et Stipendium af 100 Daler aarlig til Udlandet, og da han to
Aar efter kom hjem, levede han et Par Aar i stor Nød; han søgte
og fik tarvelige Understøttelser, der vare bestemte for fattige
Studerende, saaledes i Februar 1717 en Hjælp af 43 Daler af
Borchs Kollegiums Kassebeholdning; i December samme Aar
maatte han endog modtage 20 Daler af Trinitatis Kirkes Fattiges-
penge.

Kun en Uge efter var han imidlertid saa heldig at komme
ud af Næringssorgen, idet han (18. December 1717) blev udnævnt
til virkelig Professor, rigtignok foreløbig i Metafysiken, den Viden-
skab, han i lige Grad afskyede og ringeagtede som unyttigt
Grubleri over Genstande, hvorom Intet kunde vides. Men det var
Lærestolen i Metafysik, som var ledig, og han havde kun Valget
mellem Sult og Metafysik.

Holbergs Ord om den Sorg, Metafysikens Venner følte ved
hans Ansættelse, om den pligtskyldige Lovtale, han holdt over
denne Videnskab, hvilken af dens Forfægtere blev kaldt dens Lig-
tale, er bekendte og tidtnok anførte. Men lad os stille os Situa-
tionen levende for Øje. Holberg er hurtigt kommet under Vejr
med Manglerne ved Datidens og muligt alle Tiders Universitets-
foredrag. Tidligt har uden Tvivl jjen Overbevisning dannet sig
hos ham, som han i Moralske Tanker udtrykker i de Ord, at „de
daglige Lectiones puhlicæ ere til liden eller ingen Nytte, efterdi
nogle faa Personer frequentere de samme, heller af Curiositet og
for at gjøre sig kiendt af Lærerne, end for at undervises". Endnu
tidligere har han rimeligvis næret den Anskuelse, som han ud-
taler i Heltes Historier, at en Sokratisk Samtale vilde være langt
at foretrække for de paabudne akademiske Disputationer, hvilke
han endog i et senere Skrift henviser til Abekattenes Land. Og
det er visselig udenfor al Tvivl, at hans Foragt for Metafysiken
var endnu langt mere levende i disse unge Aar, da han selv var
hed og heftigt bevæget af den ny Tids Dannelse, end da han som
halvgammel Mand i Niels Klim lod Beboerne af hans Idealstat,
Potu, udtrykkeligt behandle Metafysikerne (og overhovedet alle
Dyrkere af Videnskaben om det Overjordiske) med Aareladning

Djævelen 57

og derefter lod dem hensætte i Hospitaler og Forbedringshuse.
Han har kunnet sige til Eleverne, som Mefistofeles hos Goethe
siger det henimod Aarhundredets Slutning:

. . . vor allen andern Sachen

Musst Ihr Euch an die Metaphysik machen!

Da seht, dass Ihr tiefsinnig fasst

Was in des Menschen Hirn nicht passt.

Fur was drein geht, und nicht drein geht

Ein pråchtig Wort zu Diensten steht.

Der staar han da altsaa med sin Afsky for Forelæsninger og
Disputationer i Almindelighed og for Metafysik i Særdeleshed,
holdende Foredrag og ledende Disputere-Øvelser paa Latin over
Metafysiken, overværende Debat om saa barbarisk spidsfindige
Spørgsmaal som De differentia inter accidens prædicabile & præ-
dicamentale eller De tribus durationibus Se ubietatibus in uno infini-
tatis puncto (virkelige Disputatser fra lidt tidligere Tid 1705 og
1708), selv drøftende Sjælens Natur, Englenes Egenskaber, Gud-
dommens Væsen baade i og for sig og i Forhold til Djævlen. Han
maa vise, hvorledes den guddommelige og menneskelige Natur i
Kristus indgaar en Personalunion og forklare, hvorledes selv Djæ-
velen, da alt Væsen er godt, maa betragtes som væsenlig god.
{Rudimenta Metaphysicæ, Havniæ 1710.)

Djævlen var jo i hin Tids Danmark endnu en Virkelighed i
Videnskaben foruden at være stadigt forekommende i det daglige Liv.
Endnu i Aaret 1700 var den berømte Bekæmper af Hekseproces-
serne, Hollænderen Balthasar Bekker i Anledning af sine Angreb
paa den berygtede og skrækkelige Retssag om Kjøge Huskors i
den nye Udgave af Bogen om samme Sag bleven kaldt „Helvedis
Afskum" og hans Skrift mod Huskorset „atheistiske Griller og
Phantasier". Holberg fortæller selv, at han paa Universitetet fandt
en Forskrivning, i hvilken en ung Student afstod Fanden sin Sjæl
mod en Sum af 100,000 Rigsdaler aarlig. Han indvilligede i at
dysse Sagen ned, der kunde være bleven farlig nok, men som
senere i Erindringen kun aflokker ham den skemtsomme Bemærk-
ning, at Fanden rimeligvis dengang ikke har været „per Cassa'\
siden han ikke tog mod Obligationen (Ep. 92). Endnu flere Aar
senere, i 1720, blev i en lignende Anledning holdt Bøn fra alle
Prædikestole i Kjøbenhavn, og atter to Aar efter blev en saadan
Forskrivning højtidelig brændt af Profossen paa Gaden udenfor
Garnisons Kirke.

58 Univers! tetsdannelsen

Hver anden Dag .holder Holberg af egen Drift, „især for at
lokke den fornemme Ungdom (Juventutem Patriciam) til Fore-
læsningerne", som det hedder i Lektionsprogrammet, Foredrag
om det gamle Grækenlands og Roms Historie, men hver anden
Dag maa han bide i Metafysikens sure Æble. Og medens der nu
i Holbergs Høresal drøftes den rene Metafysik, disputeres ved
Siden af i de filosofiske og filologiske Auditorier snart om en
Glose, snart om en Partikel, snart om Æmner saa specielle som
„Den rhodiske Kolos" eller „Kong Darius's seglbesatte Vogne",
snart om arkæologiske og etnografiske Enkeltheder, behandlede
i aandløs Isolerthed, som Spørgsmaalene om Grækernes Sandaler
eller Romernes Ringe og Halsbaand, eller Problemerne, hvor
Homer blev født, og hvorledes Aristoteles døde. Og henne paa
Borchs Kollegium afholdes fire Disputationer efter hinanden over
et Tema som „Kristi Tornekrone", og fire andre over Æmnet
„Merkurs Heroldstav". {Wielandske Lærde Tidender,)

Al Skolastiken havde en bred teologisk Grundvold: Verdens-
historien var i Kraft af Daniels Spaadom om de fire Dyr
inddelt i fire Monarkiers Historie, saa den hele nyere Historie
blev en Fortsættelse af Romerrigets; Sprogvidenskaben udledede
Sprogenes Forskellighed fra den bibelske Taarnbygning og gik ud
fra, at „det Adamitiske eller Hebræiske" var det fælles Stamsprog;
det var et omtvistet Punkt, om Adam eller hans nærmeste Efter-
kommere havde opfundet Bogstavskriften; men om at Musikens
Historie begyndte med Jubal var der ingen Uenighed. (Skavlan:
Holberg som Komedieforfatter.)

Der staar han da, den stakkels Professor i Metafysik imod
sin Vilje, og docerer for at tjene Livets Ophold Ting, hvorpaa
han ikke tror, og hvorved han Intet kan tænke, medens foran
ham nogle faa sortkjolede Studiosi skriver Visdommen ned og
lærer den udenad, og medens i Høresalene rundt om det lærde
Korps med hellig Alvorlighed forfægter, forklarer, slutter og be-
viser det rene Intet.

Er Situationen ikke ironisk, mefistofelisk eller tragikomisk?

Er det et Under, om Ironien nu bliver Grundstemningen i
denne Sjæl, et Under, om Smilet, det tilbagetrængte Smil, vil frem
og lejre sig om disse Læber, eller er det ikke fuldt naturligt, at
den ny Professor faar et eget Syn paa dette Lærdomstempel, det
Land, hvori det er et aandeligt Midtpunkt, og denne hele Verden?

Den er komisk, er den, denne Verden, det ser han nu.

Verden er komisk 59

Da han var ung og videbegærlig og eventyrlysten og friheds-
elskende som en Yngling er det, da var Verden saa stor. Der var
uendeligt at se og at lære; det gjaldt at komme rundt. Og lille,
tynd og spinkel som han var, smuttede han ud, kom igennem
overalt og helskindet hjem.

Da han saa var kommen tilbage og skulde til at fortjene sit
Brød, men intet Livsophold fandt; da han med alvorlig og sam-
vittighedsfuld Flid havde udført sine tidligste Arbejder, og det første
Angreb rettedes paa ham, da lærte han, at Verden var trang^ at
det var de fleste ligegyldigt, om han naaede frem eller gik til-
grunde, men at der var Andre, som vilde fortrænge ham fra hans
Plads, berøve ham Agtelse og Fremtid, og han griber til Polemik
og Satire som Forsvarsvaaben.

Men næsten samtidigt, netop som han er kommen i Havn, er
bleven et Medlem af denne Universitas, et lille Led i noget Stort
og Fornemt, Embedsmand, neddykket i en Atmosfære af Pedanteri,
Lærer i det Meningsløse for de Tanketomme, opdager han, at
denne Verden er komisk. Han ser den for første Gang under det
Latterliges Synsvinkel.

Først og fremmest ser han deri Verden, i hvilken han virker,
saaledes. Om Formiddagen maa han paa Embedsvegne med høj-
tidelige Miner overvære en Disputation mellem Studenter og
Magistre. Men neppe hjemkommen hævner han sig ved at gribe
et Blad Papir og lette sit Hjærte. Kunde vi se ham over Skuldren,
vilde vi læse:

Man saae den hele Sal af Syllogismer bæve,

Nu saae man udstrakt Haand, nu saae man knyttet Næve:

Den salte Svede af de lærde Pander rand,

Sær strømmeviis paa en bedaget gammel Mand,

Som paa Cathedra stoed. Man Græsk-Latinske Pile

Med Iver mod ham skiød.

Det Spørgsmaal, der uddebateres, er om Venus i den trojan-
ske Krig blev saaret i den højre Haand, i venstre Arm eller i
Laaret. Og vi læser videre om den Overraskelse, som Gudinden
Avind selv maatte føle ved at se en gammel skaldet Mand

Med slig Haardnakkethed sin Mening at forfægte.
At stride for en Ting, som var ey værd en Hægte.

Det er et Blad af første Bog af Peder Paars.

60 Universitetet først og især

Holberg var neppe ene om at se Universitetets Tilstand som
den var; men indenfor det selv holdt man tæt sammen: Profes-
sorerne havde i en 20 til 30 Aars Tid været indbyrdes besvogrede
og fordelte i Regelen de akademiske Stipendier mellem deres
egne Barn. Alt dette fik endda være, som det var; Hoved-
aarsagen til Universitetets Slethed var dog den, som en af de
Mænd, der besad Tidens Hofdannelse og Verdensdannelse, Chri-
stian a Møinichen i Aaret 1725 i en Indberetning til Dronning
Anna Sophie betegner med de følgende kraftige Ord: Men dette,
som Publicum lider under, og gjør voris Academie hos fremmede
og andre Stæders Academier, der sandelig iche med half saa gode
beneflcia ere forsiuvnede som dette, forachtit og for voris Ungdom
unyttig er dette: Voris Herrer Professores beflitter dem intet paa
at lære Ungdommen det som disse tiders fornødne Videnskaber
udfordrer, men bliver ved det Gamle og dem for over 100de Aar
siden foreskrevne Methode, som da var got, men siden Viden-
skaber og Menniskerne self tiid efter anden meere og meere rafi-
neris, bør Lærerne og dertil anføre Ungdommen, om de ellers
skal passere for Mennisker og begaa sig iblant andre Mennisker;
som for Exenipel om een Militaire Person nu skulle anføris effter
dend Maade, som i Keiser Carls tider var brugelig, hvor lidet
vilde det nytte ham! her læsis aldrig paa voris Academie nogit,
som kand opvæche Gemytterne til een ærekiær Ambition eller
industriej de hører aldrig et ord nævne om Tidernis eller Fædrene-
landets historier, ingen Politica eller Moralia bliver her nogensinde
tracterit men endeel Skolemester Gloser og sandelig det, børn
burde vide førend de komme af Skolerne, er det Eneste her
handlis af nogle faa, som læser". {Danske Samlinger III.)

Dog for Holberg med hans vide Blik er det gaaet op, at dette
Universitets golde, stagnerede Liv kun er et Billede i det Mindre
af det hele Liv, som føres i Danmark. Som det er fat med denne
Højskoles Videnskabelighed, saaledes er det fat med hele Folkets
Dannelse. Hvad betyder al denne Lærdom for Folket, der i Syg-
domstilfælde tyr til Signekærlinger, i Retstrætter tyr til Lovtræk-
kere og som oplyses af overtroiske Præster, plyndres af Fogder
og faar sin Poesi og Musik gennem Degne?

Hvilken Skolegang, hvor Barnet, endnu før Ammen ret har
faaet Afsked, overgives til en Skolemester, der garver dets fine
Hud med Ris og Ferle, mens han pløjer og harver dets Hjæme
for at udsaa Gloser i Skæppevis! Hvilken Rettergang, hvor den

Satire i Verseform 61

Bestikkelse, Dommeren selv er for klog til at modtage, i al Mag
indkasseres af hans Frue! Hvilken Kirkegang den, hvor Manden
søger Kirken baade til Froprædiken, Højmesse og Aftensang,
stadigt bedende om Forladelse for de samme Synder, han mellem
hver Gudstjeneste begaar paanyl Hvilket Land overhovedet, hvor
man har slaaet sig til Ro ved lutter forældede Skikke, Sæder,
Meninger og Begreber, som man uden Hovedbrud holder sig til,
og i Kraft af hvilke man møder alt Nyt og usædvanligt med Uvilje!

Jeg fød i Norge er, er Paarses Lands-Mand ey.

Lysten til at latterliggøre Omgivelserne vokser ham over Hovedet.

Han var bleven henved 35 Aar gammel og havde aldrig
skrevet Vers, ja han gabede over Digte. Han havde dyrket den
latinske Poesi som et nødvendigt Onde, for Sprogets Skyld, for at
lære Latin, som syge Folk tager Mikstur, fordi Lægen siger, det er
sundt. Nu, da han søger sig en satirisk Form og da poetiske
Satirer netop er paa Modc;p, da han ogsaa selv har Juvenal og
Boileau til daglig Læsning, begynder han med til Penneprøve —
efter Juvenals blodige sjette Satire som Forbillede — at skrive sin
uskyldige og lidt tamme Advarsel til en Olding mod at gifte sig,
og giver sig derefter dristigt i Lag med et stort komisk Digt i
episk Heltestil.

For ikke at faa de Samtidige paa Halsen skyder han Tiden
over hundrede Aar tilbage og indskrænker Handlingens Skueplads
til den mindste, ringest befolkede danske 0, han kan finde.

Men dette Anholt, det er det Rhodus, hvorpaa han kan danse;
det er Danmark, set gennem Spottens omvendte Kikkert.

Vistnok fik Digtet Form af en Parodi paa de fortællende Helte-
digte; det var en Kunstart, Tiden yndede, og som med Rette for
stedse er forladt, eftersom den søger det Komiske ikke i Karak-
tererne og Situationerne, men i deres Forhold til noget Fremmed,
Uvedkommende, der bringes til, Gude-Maskineriet i græsk og ro-
mersk Heltedigtning; vistnok har det moret Holberg at sætte den
filologiske Dannelse i Raseri ved at drive Gæk med dens Kle-
nodier Homer og Vergil — i Samtiden var jo den over Aar-
hundreder sig strækkende Strid om den antike eller den moderne
Kulturs større Værd brudt ud mellem Perrault og Boileau som
Querelle des andens et des modernes, og der kan ingen Tvivl være
om, at han i sit stille Sind sympatiserede med den moderne
Kundskabs Talsmænd.

62 Stilstand og Haahed

Dog Hovedsagen er ikke dette parodierende Forhold til en
fremmed Kultur, men Satiren over det hjemlige Civilisationstrin.
Det ramte i vide Krese, naar det om Anholt hedder:

Vor Troe er reen og puur, som den var paa de Tider,
Kong Dan ved Horet sad; vor gode Fogd ey lider,
At noget Svermerie paa Øen Fremgang faaer.

Hans Forsæt ikkun er, den gamle, rene Troe
At holde udi Hævd, at man i Fred og Hoe
Kan leve paa vor Øe. Han af Antiquiteter
En Elsker er; han kand ey lide ny Propheter.

Og til Stilstanden paa Anholt svarer Brutaliteten sammesteds.
Kun er det at mærke, at det var ikke blot paa Anholts Kyster,
der var Strandret; nej, langs hele Vesterhavets Kyst, hvor Be-
boerne i gamle Dage havde myrdet de Strandende, ja om Næt-
terne lokket dem i Land med Blus for at dræbe dem og nyde
Vraget uhindret, der plyndrede man dem nu. Derfor har det en
ikke ringe Rækkevidde, naar det hos Holberg med overgiven Haan
slaas fast, at i det Punkt er alle Anholtboerne ens, som naar det
om de tre Mænd, der med Vold havde røvet Alt fra en Skib-
brudden og givet ham dybe Knivstik i Ansigtet og over hele
Kroppen, hedder, at de Aaret forud dømtes til

At være Tremarks-Mænd, dog skulde Dommen være
Dem ey til Præjuditz paa gode Navn og Ære,
Men hver at agtes for saa god og ærlig Mand
Som andre Bønder, der besidde dette Land.

Men Holberg føler det godt og siger det rent ud, at det er
Øvrighedens Skyld, naar Menigmand er sunket saa dybt. Af den
burleske Skenit dukker pludselig Alvoren op, hvor Paars paa
maadelige Vers, men med ikke ringe Eftertryk siger:

Hvor andres Skade og ITlykke eftertragtes.
Der troer jeg. Lov og Ret kun meget ringe agtes.
Hvor Foged, Præst og Degn kuns eget Gavn anseer,
Der hos gemene Mand kand ikke ventes meer.

Dog det Alvorlige glider straks paany over i det Burleske.
I dette sit første komiske Værk har Holberg en Dristighed, som
han, klog af Erfaring, aldrig senere fandt igen, den at angribe
Gejstligheden. Præsten paa Anholt er en Mand, som kan mere

Gejstligheden 63

end sit Fadervor. Han forstaar at klemme Offer og Begravelses-
penge af sine Bønder og er ikke altfor samvittighedsfuld i de
Midler, han anvender; han bruger deres Spøgelsefrygt, som han
ikke deler, til at vække en indbringende Gudsfrygt hos dem.
Naar Helhesten besøger dem, ; Dødninger kniber dem, Maren rider
dem, saa er Aarsagen den, at de har aflagt deres Sjælesørger
altfor knapt.

Da han en Dag erfarer Christen Holcks Frækhed at tilrane sig
seks Tønder Korinther fra et Skib, der ladet med Korinther drev
iland, siger han, for paa én Gang at hævde sit Ry for at kunne
adfinde det Dulgte og samtidigt forfærde Ransmanden, i sin Præ-
diken disse Ord:

Det gik ey før saa til i gammel Tiid og Dage,

At man fra Præst og Fogd, hvad tilkom, torde tage.

1 de Corinthiers det siette det jo staaer. —

Den gode Christen Holck stod som et slagtet Faar.

Til denne Satire over Prædikenerne slutter sig det endnu
langt dristigere og lystigere Sted, hvor Kokken skal henrettes for
sin slette Færd under Paarses Kamp mod Strandrøverne, men der
ikke findes Nogen, som kan forberede ham til Døden, og saa en
halvstuderet Person blandt Røverne tilbyder at berette ham.
Skæmten er her saa kaad, at man, dersom der var blevet passet
mindre godt paa, havde kunnet overse Satiren, den dækker:

Omsider gav sig an en halv studeret Røver,
Han sagde: Synder! hør, du dig ey meer bedrøver.
Jeg for vor Præst Hr. Niels har præket meget tidt;
Det falder mig heel let, jeg agter det kun lidt.

Med Spotten over det gejstlige Væsen staar Spotten over det
retslige Uvæsen i nær Forbindelse. Er det ikke en fortræffelig
Satire over det Forsvar, man i hine Tider (og senere) undte den
Anklagede, naar han i Digtet først bliver dømt, saa faar Tilladelse
til at sige hvad han kan til sin Redning:

Til hannem Peder Paars, vor President, sig vendte,
Og sagde overlydt: Niels Hanssen, fordum Kok!
Man her besluttet har, dit Hoved paa en Blok
At hugge af. Dog maa du dig først frit forsvare:
Vi ingen nægte sligt, som er i saadan Fare.

64 Strandretten, Vornedskabet

Paa mange Steder er Overgivenheden nu vel saa ung og
vild, at Satiren drukner i den. Saaledes, naar de Indfødte paa
Anholt med Kenderblikke iagttager den forsøgte Henrettelse af
Kokken og da de har Færdigheden i at nedhugge Skibbrudne,
udler Paarses Profos som en Fusker. Eller naar det hedder sig,
at den tidligere Præst vel tog fire Mark for Barnedaab, hvad der
var to Mark over Taksten, men forsaavidt var i sin Ret, som han
næsten regelmæssig gik glip af sine Begravelsespenge:

To Mark mig tilladt er for Børne-Daab at tage,
To for Begravelse. Nu kommer faa af Dage
Paa sotte seng; thi de fast alle bliver hengt,
Derfore jeg min Ret kand tage ufortenkt.

Eller naar Maaden, paa hvilken Fogden som Rettens Haand-
hæver tager sin Fordel i Agt, beskrives med disse Ord:

Han fra forfulgte Folk kun Penge tog, ey Ære,
De kand sig, sagde han, med Gud og Æren nære.

Men man kan aldrig tro Freden. Thi selv paa de Steder,
hvor Digteren Ijerner sig stærkest fra det Sandsynlige, ja fra
Virkeligheden, fremkommer — midt i en Situation, der kun har
Mening som parodisk, og lagte i Munden paa en Mand, hvis Væsen
blot er Latterlighed — Ytringer saa skærende, at man ved deres
Ironi næsten mindes Swift. Saaledes hvor Peder Paars har op-
stillet sit Mandskab i Slagorden og Peer Skriver som Høvedsmand
holder Tale til Folkene paa højre Fløj for at indgyde dem Mod til
at trodse Slagets Farer. Hans Ord sprænger Skedevand ikke blot
paa Øvrigheden, men i Ansigtet paa selve Landets Regering;

1 usle Vornede! Hvad Nytte eller Gavn,

Hvad Fordeel er for jer, at 1 paa Eders Stavn

Af Sult og Armod døer? Nu kand I med stor Ære

OpofFre eders Liv. I drives jo som Mære

Til Arheyd af jer Fogd, jer Herskab og jer Præst;

Ey nogen Dag er fri, ey Sondag eller Fest,

Og oni 1 skulde doe i denne Kriig og Feyde,

Jer Tilstand ikke meer jer nogen skal bebreyde.

1 dog ved Doden kun kand Fængslet blive qvit.

Her ingen Rifogd er, jeg taler derfor frit.

Det nyttede heller ikke Holberg det mindste, at han formelt
havde lagt Handlingen tilbage til tre Aar før Kalmarkrigen. I den

Ophidser Menigmand mod Dannelsen 65

det Rostgaardske Klageskrift af Gram vedføjede Analyse er alle
de ufrivillige Anakronismer omhyggeligt fremdragne og sammen-
stillede: at der tales om Eugenius, om Kjøge Huskors, om Yin-
gaards Curtius-Oversættelse ; at Embedsmændene fører Titler som
Præsident, Auditør, Adjutant; at- Genstande som Pudehynder, Kale-
niankes- Veste, Røgtobak, Lanter-Spil fremstilles som brugte og
kendte af Menigmand, hvad altsammen røber en langt senere
Tidsalder.

Holbergs Holdning overfor det filologiske Pindehuggeri blev
godt forstaaet og er i Anklagen opfattet og fremstilt, som havde
han vendt sine slette Vaaben mod Dannelsen. Klagen fremhæver
-Hans onde intention med literatura, og aabenbare forsæt at vilde
have ridicnleret og udryddet af Skolerne de bedste gamle Skri-
benter i det latinske og Grædske Sprog (hvori hånd selv viser sig
meget uerfaren) særdeles Homerum og Virgiliuniy hvilke sandeligen
ikke (disværre I) tygges nu om Dage saa længe paa i Skolen som
skee burde — som dog Auctor klager". Løjerne med Universitets-
professorerne betegnes som formastelig Haan over de „høj^lovlig-
ste- Kongers akademiske Fundatser, ja giver Anledning til dette
personlige Udfald: „Vist nok maa hånd selv være en meget slet
og ælendig Karl i det slags, som han beteer sig saa overmaade
vred paa".

Dog hvad der især havde opbragt Tidens Lærde, det var at
Holberg syntes dem at ophidse Menigmand mod Dannelsen. Der-
for hedder det i Klagen:

„Det som meget satyrice fortælles om en Disputatz og paa-
folgende liderlige og urimelige Slagsmaal paa Universitetet (saadant
der knap skal gives noget Exempel eller lighed til i Christen-
heden; thi aldrig er nogenstæds sligt passeret) kand af Rispens
Skæg |de protestantiske Riskopper for Sjælland bar Skæg indtil
1710] bevises ikke at henhøre til andet Universitet end det kiøben-
havnske; og om Auctor med slig en skammelig Historie ikke
søger at vil give den gemene Mand en ham selv behagelig idée
om vores Universitet og lærde Sager, maae enhver dømme; Gemene
Mand, som veed lidet af sligt, og burde snarere styrkes i gode og
a vantag euse tanker de re literaria, end som med saa skammelige
og allerusandfærdigste Digt lorføres, faaer her nok til deres
cnriositc"". (Chr. Rruun: Peder Paars.)

Peder Paars ligger for os som den første Frugt af Holbergs
digteriske Evne, sildigt moden og saftrig.

G Brandes: Samlede Skrifter. 1. T)

66 Spirer til Komedierne

Og Ordet Frugt, dette Billed, der saa ofte anvendes urigtigt
om Aandens Frembringelser, passer netop paa dette Værk; thi
Frugten er jo ikke blot Resultat, ikke blot noget færdigt, der af-
slutter en Udvikling, men den indeholder Kærnehuset med talrige
nye Vækster i Spiren. Sa åledes indeholder Paars, denne første
Frembringelse af et komisk Geni, Spirerne til en hel Række af de
Værker, der fulgte.

Det har med Rette vakt Forbavselse, at Holberg i kun tre
knappe Aar, fra Begyndelsen af 1722 til Slutningen af 1724 har for-
fattet alle de nogle og tyve Skuespil, der har baaret og vil bære
hans Navn til Efterverdenen; det er en Produktivitet — mindst
syv Komedier om Aaret — der er enestaaende i nordisk Literatur,
dobbelt mærkelig hos en Mand, der skriver mellem sit 37te og sit
40de Aar. Man nærmer sig til Forstaaelsen af denne Kendsgærning^
naar man ser, hvorledes de Skikkelser, Situationer, Repliker, der
snart i Komedierne skulde fremtræde lyslevende for Samtidens
Øjne, ligger sammentrængte her i bugnende Fylde, paa Nippet til
at sprænge det Fortælleformens Hylster, i hvilke de er svøbte.

Det er her næsten alt, lige fra Indfald og Vendinger (som
„der hollische Gott Plutarchus" eller „Han døde, det er sandt>
men Febren ham forlod") indtil Grundrids til Karaktertyper. Fattes
end Henrikskikkelsen, saa findes dog allerede det første Udkast
til Pernillefiguren i den drøje Marthe, om hvem det hedder:

I Underfundighed hun havde ey sin Lige,

Hun deri eftergav ey nogen Fruer-Pige;

Sliig vittig Kokke-Tøs man ey skal kunde faae,
Om man fra Anholts Land til Lessøe vilde gaae.

og om hvem det siges, nøjagtigt som senere om Pernille, at havde
hun studeret, vilde hun have drevet det videre end nogen Mand.

Mest overraskende er det dog at møde ikke blot slige abstrakte
Udkast, men hist og her en Haandfuld Vers, fra hvilke saa en, saa
en anden af Komediernes mest bekendte Personligheder synes at
rejse sit Hoved.

Hvor Talen er om dem, der har fundet Paarses Slagorden
mangelfuld, hedder det:

Men hvilken (ieneral vel lindes i et Land,

Fra slige Domme som befriet være kand?

Hvad er vel meer gemeent, end Pøblen høi*e raabe:

O hvilken (ieneral! o hvilken ussel Taabe!

Kandestøberen 67

' O havde han sin Sag lidt bedre haft i Agt,
Han havde kundet slaae den heele store Magt! —
Saa tale hører man hver Dag en Skrædder, Skinder,
En Snidker, Timmermand, en Maler, Børstenbinder.
Eugenius kand selv ey holde noget Slag,
En Fisker-Kierling jo paa Torvet i den Hag
Tør sige offentlig, han sig forløbet haver.
Der er fast ingen Snak, mig mere Hjertet gnaver.

Og hvor Fogdens Krigskunst kritiseres, er samme Klagemaal
udtrykt i andre Ord:

Enhver vil Statsmand være
Hver Bonde, Handverksmand en General kan lære ....
Der er fast intet Skrid en General kand giøre
En Handverksmand jo veed det bedre at udføre ....
Hos Pøblen derfor man kand kalde Raserie,
At ville dømme om Regiering, Politie.

Det er tydeligt nok, at her ligger hele Æmnet til Den politiske
Kandestøber som i en Nød. Selve Karakteren er let skitseret i
denne Haandværksmand, der vil lære Generalerne at vinde Slag.
Men mere endnu: selve Hovedsituationen er udkastet længere hen
i Digtet. I Christen Storcks Hus lærer vi et formeligt CoUegium
politicum at kende:

Man hørde selsom Snak: mit Folk var reent af Lave;
Een med en Keyser holdt, en anden med en Pave,
Een vilde slutte Fred, en anden var for Kriig,
Een Fienden med Magt, en anden slog med Sviig.
— — — — — Een Bispen slog af Munster
Een Førsten udaf Cøln, een Greven udaf Mentz,
Nu var man udi Aars, nu Banders, nu Florentz.

Tyske Jochum læser hajt af Aviserne: Man schreihet von Paris
og giver sin bekendte Oversættelse deraf, da Kollegiet forstyrres
af Christen med Krabadsken ganske som i Komedien af Geske.

Eller man læse disse Vers:

Jeg havde denne Nat vel ligget i hans Huus,
Og ikke gaaet hjem i Uveyr, Regn og Sluus,
Hvis til U-lykke ey var kommen Gert Westphaler,
Som om en Glose tit i sexten Timer taler.
Han om sin Reyse nys fra Haderslev til Kiel
Sex Timer vævede, og kom dog kun en Miil.

o

68 Gert og Per Degn

Jeg slumred, vogned tit, han holdt alt ved at præke,
Saa Præstekonen ham af Stuen maatte trække.
Thi det alt Midnat var. Han agted det ey stort,
I Gaarden prækede indtil den store Port ....
Han er i Herredet vor allerstørste Plage
Og mægtig er med Snak at tage Folk af Dage ....
Han visse Timer har om visse Ting at præke ....
I Morgen Mandag er, hvad Snak da hringes for,
Saa Enden dog ud paa de 7 Churforster gaaer.
Om een kun sige vil, man efter Salt-Mad tørster,
Saa Talen drej'er han dog paa de 7 Churførster.

Her er Gert Westphalers Rolle anlagt, ikke blot i Almindelig-
hed som den evigt snaksomme Barber, men med selve sine Hoved-
Anekdoter.

Og man finder her Karakterer, som først bliver udførte i
Skuespil, der ikke hører til Holbergs ældste Sæt, Per Degns f. Eks.:

Man ellers kand Per Degn til største Ære sige.

At han sit Amt forstaaer, og deri faa har Lige;

Hans For-Mand, som dog vel sig deri kunde snoe.

Naar han kun fik et Lam, da denne faaer en Koe.

Han mesterligen veed paa Psalmer Taxt at sette,

Naar han kun lidet faaer, saa siunger han de slette.

Jeg mindes, at en Mand, hvis ældste Søn var død,

Per Degn paa Klingen gik, og hannem hæftig brød.

Han gav ham kun en Mark; han havde ikke Kræfter

At give meer. Heel vel, du Psalmer faaer derefter.

Han sagde. Bonden da ham svarede: Jeg veed,

At saadant hielper ey min Søn til Salighed.

Peer blev da hæftig vred, og beed sig udi Tommen.

Der ingen salig er, for han i Grav er kommen ....

Da Bonden blev foi*skrækt, tog op et to Marks-Stykke . . .

Saa snild var han.

Dette er jo vel langtfra ikke den hele Karakter. Men vi finder
forskellige andre Træk til den spredte rundt om hos andre Per-
soner, som naar del f. Eks. hedder om Peer Buus:

Han havde ogsaa lært en Hob latinske Gloser,
Han vidste paa det Sprog at nievne Buxer, Hoser,
Bnst, Pande, Hage, Kind, Hals, Hoved, Huud og Haar,
Tand, Øve, Næse, Mund. Arm, Hænder. Fødder, Laar ....
Grammatica han dog ey havde faaet fat.
Han lod sig nøye med at læse sin Donat.
Sin Credo kunde han som andre sine Lige,
Skiont han det ey forstod, men det vil intet sige.

Jeppe og Tyboe 69

Og Per Degn er ikke den eneste Skikkelse af Erasmus Montanus,
som vi allerede møder her, ogsaa den lærde Student Per Iversen
omtales og Hververen Niels Korporal optræder i Embedsgerning.

Er det fremdeles ikke som en farste Skitse til en af de mest
bekendte og pudsige Situationer i Jeppe paa Bjerget, naar det om
Kokken hedder:

Niels faldt paa Jorden ned

Som død, men gandske heel

— — — — — det var dem ikke let

Med Ord og Trudsler at faae Kokken af de Tanker,

Han jo var død. I Mænd! mig intet mere anker,

Han sagde, end at I vil giøre mig Fortred

I andet Liv. I er ey meer min Øvrighed ....

I bilder mig ey ind, at jeg nok er i Live,

En Kriigs-Ret har mig dømt; en Kriigs-Ret kand mig give

Alleene Liv igien.

Flygtigt viser sig Profilen af v. Tyboe som Gert Lieutenant.

thi han ey holder Stand
I noget Feldt-Slag, men bag Busken smukt sig skiuler.
Ved første Salve han sig seer om Flugt og Huler.

Tydeligt ses Diderich Menschen-Skræk en face i Korporalens
Lignelse:

Hans fæle Ansigt og hans martialske Mine,

Hans stolte Gang, hvormed man saae ham ind at trine,

Fast en Achilles selv indjage kunde Skrek,

Ey Attila saae ud i Feldt-Slag mere frek ....

Han ryster sin Peruque, man tænker, hvert et Haar

Medusæ Slanger er, som paa hans Axle gaaer.

Meget hyppigt er endelig Situationer og satiriske Udfald i
Komedierne allerede anlagte her. Slagsmaalet mellem Heste-
doktoren og den gamle Gunild er en tydelig Parallel til det mellem
Barberen og Signekællingen i Barselstuen, Udfaldene mod Projekt-
magere forbereder dem, som fra Niels Klim gaar over i Repuhliqucn^
de talrige Scener, hvor en Person holder en anden for Genganger,
knæler og beder for sig, indvarsler tilsvarende i Mascai^ade, Uden
Hoved og Hale (hvor gamle Gunild kommer igen), og i Abracadabra.

Dog interessantest er det m'aaske, at vi allerede her i Omrids
har det Skuespil, som paa en Maade sammenfatter Holbergs hele

70 Philemon

Stilling til sin Samtid, Det lykkelige Skibbrud. Den Forbitrelse og
Miskendelse, som første Bog af Peder Paars havde fremkaldt, vakte
en vis pessimistisk Stemning hos Holberg, den Stemning, han lidt
senere gav Udtryk i disse Ord: „Som de fleeste Mennesker udi
Verden ere enten onde eller uriimelige, saa finde og de fleeste ikke
deres Regning ved, at der ere Satgrici til i Verden, som male dem
af med rette Farve". Derfor stiger i sidste Bog hans egen ideale
Skikkelse som den forfulgte Stadssatyrikus, den senere Philemon,
op af Digtet. Der sidder han ved Værtens Bord som „en bleg og
mager Mand", der aldrig drikker sig nogen Rus:

Han sad og smilede af denne drukne Tale
(iav Agt paa al den Snak fra Hovedet til Hale.
Han meget ærbar var, dog kunde man tit see.
At han sig barede med Møye for at lee.

Værten fremhæver hans Værd paa Rosittengius' Bekostning:

Han kunde skrive som Jens Busk og andre flere
Til Folks Berømmelse og giøre Sort til Hvit
Og dei*for Gaver faae. Hans Svoger siger tit:
Min kiære Broder! giør ey flere slige Skrifter,
Skriv heller Folk til Roes.

Hvorfor priser han ikke Gert Løjtnant, der iQor kom hjem
fra den tyske Fejde, hvorfor lovsynger han ikke Mads Degn, der
saa gærne ser sit Navn paa Tryk og hvis Hustru er saa frugtbar,
hvorfor gør han ikke et Vers til Ære for den lærde Skolemester,
der aarligt udgiver saa skønne Bøger? Han kan ikke overvinde
sig dertil. Ikke Trusler, ikke Pinebænk vilde kunne bringe ham
til at sige andet om den navnkundige Skolemester, end at han er
en Generalpedant. Ja

Om en Landsthings-Dom mig tvang at sige andet,
Jeg skulde heller mig begive ud af Landet,
Ja viske i et Hul, som Midæ Hof-Balbeer:
Skolmester er Pedant, jeg tør ey sige meer.

Paars spørger naivt, hvad Løn Den vel nyder, der har denne
vanskelige Bestilling; der maa jo dog falde en Hoben for at skrive
om og gaa meget af al Slags i Svang der i Staden.

V^emodig Selvfølelse 71

Ham svarte Værten da: Hans visse Løn er liden:

Men han lidt Extra faaer om Aaret undertiden:

I Fior han i mit Huus en banked Trøye fik.

Det andet Aar det og ey bedre med ham gik.

Af een og anden han maa udstaae mange Plager;

Men Øvrigheden ham dog tit i Forsvar tager.

For nogle Maaneder han slet medhandlet blev,

Et hesligt Skandskrift da en anden mod ham skrev;

Alan siger, at der nok et andet er i Gierde.

Men slige Skrifter kun er plumpe og u-lærde;

Thi Folk, som skiønsom er, ret elsker samme Mand

Og holder, at han er fornøden i vort Land.

Ganske i samme Aand, dog uden den stærke Fremhæven af
den tilsigtede eller stiftede Nytte, forsvarer Holberg i sin Critique
over Peder Paars sig mod de Angreb, hvormed Misundelse og
Galdesyge forbitrer hans Liv, med Paaberaabelse af den uimod-
staaelige digteriske Drift. Han véd ret vel, at han ikke kan und-
gaa Fortræd af hvad han skriver, men han kan ikke ændre det:

min Musa er for kaad,
Den i Bevægelse tidt sætter saa mit Blod,
At jeg ey sove kand, før jeg i Pennen fører
Alt Galskab, Giekkerie, alt hvad jeg seer og hører.
Ved mindste Leylighed min Musa siger: Skriv,
Her er Materie, gak hen, Afridsning giv!
Jeg ofte siger ney med en Catonisk Mine;
Det hielper ey, thi jeg omdrives som Machine.
Jeg disputerer tidt, jeg bander, og seer suur;
Den leer, og siger: du ey ændrer din Natur.

1 dette Digt kommer tilmed en finere Følsomhed end man
ellers er vant til at møde hos Holberg, en virkelig poetisk Vemod
frem i denne melankolske Slutningsvending:

Maaskee, i Graven naar forraadnet er hans Krop,
Maaskee, naar ved hans Død all Avind holder op,
Man slaaer paa anden Streng, i anden Tone spiller.
Men seer med Øyne det, man nu ey seer med Briller.
Lad være. Lærdom ey er skiulet derudi,
Lad være, at det er kun simpel Phantasie:
Et kunstigt Arbeyd, skiønt det er af ingen Nytte,
Med lærde Skrifter dog en Kiender ey vil bytte.

Een skaffer Landet Ret, en anden skafTer Ære,
Een sig af Lærdom, een af Geist sig viiser rig.
Een klog, skarpsindig er; een er guddommelig.

72 Fædre og Sønner

Det vilde imidlertid være urigtigt at lægge stærk Vægt paa
denne vemodige Tone og dette Udbrud af en berettiget SelvfJBflelses
Patos. Philemon-Stemningen er ikke den herskende. Grund-
stemningen er endnu næsten udelukkende Ungdommens Over-
givenhed som Bærer af Mandens Vid. Skønt Paars paa alle Punkter
indleder og forbereder Komedierne, er der den Grundforskel
mellem Synspunkterne i Digtet og i Den danske Skueplads, at
Holberg her har kæmpet sig frem til fuld Upartiskhed og retter
sine satiriske Hug ligeligt mod den yngre og ældre Slægt, medens
han hist endnu samler sin hele aandelige Kraft til Angreb paa
den ældre. Peder Paars er direkte Satire mod det, som bestaar,
og tager intetsomhelst polemisk Hensyn til det, som vokser op.
Der er en Ungdom heri, som er højst ualmindelig i Tiden, næsten
lige saa ualmindelig som Geniet. Hos den saa langt ringere be-
gavede samtidige Satiriker Christian Falster findes intet Tilsvarende;
hans moralske Gen nemheglinger gaar fra først af ligeligt ud over
begge Slægtled.

Der var jo nemlig to Slægtled, som stod haardt mod hin-
anden: Fædrene med deres gravitetiske Anstand og spidsborgerlige
Despoti, med Professorhovmoden, Rangsygen, Overtroen, For-
dommene, Skinhelligheden, Forbitrelsen paa alt Nyt — og Sønnerne
med deres Modedaarskaber, deres Parisererindringer, deres For-
lystelsessyge, deres Studentervittigheder og deres til Skue stillede
og for Omslag meget udsatte Vantro.

1 de Holbergske Komedier gaar det (som allerede C. W. Smith
meget rigtigt har vist) temmelig ligeligt ud over begge Slægtled^
om end Sympatien i Regelen er paa de Yngres Side, idet de har
en uimodstaaeligt veltalende Talsmand i Henrik, en højst forslagen
Beskytterinde i Pernille. Men i Peder Paars er Holberg endnu
for ung til at føle Kald og Drift til Latterliggøren af den Genera-
tion, der maatte synes hans naturlige Forbundsfælle. Her fore-
kommer ingen Jean de France, ingen Erasmus Montanus, ikke
engang en niaskeradebesøgende Leander. Hele Angrebets Energi
er her rettet mod Vedtægtens dyriske Raahed, mod den i sit Fedt
nedsyltede Dumhed, mod det hæderkronede Pedanteris Vissenhed
og Tørhed, mod alt del Smaastadsagtige, som Landets Isolerthed
fra Omverdenen havde havt i Følge.

Deraf det Foraarsaglige ved Peder Paars trods alt det Stive
og Kunstlede, Kedelige og Gannneldags, som Formen nuomst under
frembyder. Deraf ogsaa den kaade Overgivenhed, hvormed Holberg

Det Foraarsagtige 73

i disse første Aar stundom sprænger den stive Aleksandriner-Forni,
som i Gratiilations-\ erset til Hans Mikkelsens Ære. Hvor er han
ung i disse Halvvejs-Vers, der spotter den affekterede Pænhed!
Det er, som saa' man den gladeste Satyr slaa Kolbøtter, naar man
læser dette Selvforsvar:

Man roser Flatterie, skiønt sligt en Kokke-Pige,

Skiont en Skoemager, en Lakey med Gunst at sige.

Og med Permission en Bødker giøre kand,

Ja. reverenter talt, en Kudsk, en Kieldermand.

Hvis Autor spillede paa den Strenge.

Da er jeg vis paa, og jeg turde vedde om hvor høyt det var, ja mig end

lade derpaa henge,
Med beste Skialdre han i Classe var sat.
Da deiimod enhver, indtil de Tøse, som selge 3 Snørebaand for 1 Skilling.

har ham dygtig fat.
Saa gik det Boilean, saa gik det og MoUére,
Saa Juvenalis }0 i sin Tid, Læser kiere!
Saa og Lucilius^ som gik den samme Vey;
Mon nogen vel gaar fri. siig mig? ach nev! ach ney!

Vi har da nu set, hvorledes Holberg i Peder Paars under
Skin af at parodiere Vergil hudfletter den hjemlige Kultur, og vi
har set, hvorledes den senere Dramatikers Skikkelser løser sig ud
fra den episke Baggrund: Bremenfeld og Jeppe, Per Degn og Gert
og Tyboe, tilsidst det spøgefulde Selvportræt, hin Stadssatyrikus*
der er Udkastet til det idealiserede Billede i Det lykkelige Skibbrud.
Der er vel langt fra Czar Peter til Philemon; men store Tugte-
mestere er de begge.

I sit Digt Den Jydske Feyde har Holberg givet et afskrækkende
Hilled af Gudinden Pedanteria. Det var, som vi saa', da han for
at undgaa Fattigvæsenet indgik sit Fornuft- og Tvangsgifterniaal
med hende, at han første Gang følte som Komiker.

Satiren over Universitetet er Udgangspunktet i Peder Paars.
Det lader sig ikke blot slutte deraf, at Slagsmaalct med Bøgerne
under Disputationen i første Bogs tredje Sang som det eneste Sted,
der indeholder en direkte Efterligning af Boileau's Le latrin, maa
være det først udkastede; thi Holberg begynder stedse med Efter-
ligning; men ogsaa deraf, at Holberg umiddelbart efter al have
endt sit Heltedigt, saa at sige i samme Fart, skriver det Universitets-
program i Anledning af Baccalaureigradens Uddeling, der skulde
være udkommet den 7. Juni 1720, men som efter at være forelagt

74 Universitetsprogranimet

Konsistorium blev undertrykt og erstattet med et andet af Gram,
Datidens Madvig.

Det blev undertrykt som daarlig skrevet, men i Virkeligheden,
fordi dets Indhold var Ironi, en ironisk Trøst til Universitetet i
Anledning af de metafysiske Studiers Forfald. Der havde det Aar
kun meldt sig femten Kandidater til Eksamen: „vort Universitet,
der aarlig plejer at frembringe saa mange Kandidater, at det kappes
med de frugtbareste, er i disse Aar indskrumpet ved en uventet
Tørke." Holberg skildrer Sorgen derover i denne burleske Stil:
„herover raaber alle, at der bør indstiftes Bededage, ser op til
Himlen, klynker og klager; ikke faa hyler og jamrer, roser de
henfarne Dage og bebuder Barbariets Tider og den lærde Verdens
Undergang . . . Ikke blot Paladser, men borgerlige Huse, Torve og
faste Borge genlyder daglig af disse Klager, disse Suk . . . Nogle
mener jo, at Grader og Værdigheder er Universitetets Livsaander."
Han forklarer saa, at den Aftagen af Kandidater, som nu iagttages
ved den danske Højskole, ikke er ejendommelig for den, men de
lilosoliske Professorer gør overhovedet nu kun maadelig Lykke.
Tidens Strøm er skiftet: „Den Mangel, vi lider under, er ikke
■os egen, men fælles for vort og andre, særlig aldrende, Sam-
fund". Han vender sig saa til de Unge med den næsten overgivne
Vending, at jo færre de er, des mere Ære for dem; thi ligesom
Varer, naar der er altfor stor Overflod paa dem, falder i Pris,
saaledes o. s. v.

Graden skulde tildeles Kandidaterne af den højærværdige og
højlærde S. Lintrup — Holbergs gamle, forhadte Rektor. Taleren
^glemmer ham ikke; han fremhæver, hvad det vil sige, at enhver
af Kandidaternes Fortjeneste skal foredrages af denne berømte
Mand, „hvem vore Muser erkender for deres Fosterfader og ved
hvis Bortgang fra Universitetet de lider et ubodeligt Tab**. Ja han
slutter med Vendingen: „og er dette Kransen paa dette Aars
Kandidaters Lykke, at de faar den mest veltalende Lovpriser."
Intet Under, at Talen blev undertrykt*).

*) En ren Misforstaaelse ligger til (irund for det Udfald mod Riegels,
:^om findes hos N. M. Petersen, hvor han omtaler dette Program: „Riegels,
•der besudler alt, hvad han rorer ved. siger, at man for ret at forstaa
Holberg, maa erindre, at han dette Aar var Decanus, og naar der kun
jiieldte sig femten til Graden, blev der kun en ringe Sum til Deling.**
Ricgels vil simpelthen forklare Holbergs Udsagn, at Professorerne ved

Oprindeligt Angriber 75

Holberg frenistaar oprindeligt i sine Digtninge mindre som
Fremstiller end som Angriber. Han havde, da han udgav første
Bog af Peder Paars ingen klar Plan for Værket som Helhed, og
Følgen blev, at det ikke fik nogen virkelig Enhed eller Sammen-
hæng. Straks i Begyndelsen udslyngede han det Vigtigste af, hvad
Spydigt han havde at sige om danske Tilstande. Da Forbitrelsen,
som mødte ham, viste sig uventet stor, sakkede hans Interesse af,
og kun den Yndest, Digtet ligefuldt fandt hos den brede Befolkning,
bevægede ham til at fortsætte, skønt han „altid haver staaet færdig
ved mindste Erindring og Nik at afbryde det". Dog har han „ikke
misbrugt Publicums Faveur", tvertimod. „De fleeste have holdet
for, at jeg udi min Continuation haver heller svækket end skiærpet
Satiren, hvilket og er sandt." Han ikke blot svækkede Satiren,
men Qerde Bog optages næsten helt af Selvforsvar. Bogen gik i
Stykker under hans Hænder, og han holdt op midt i, uden, som
han havde lovet, at føre Peder Paars til sin Kæreste og tilbage.

Det er betegnende, at dette Holbergs første Angreb paa hjem-
lige Tilstande udmunder i Selvforsvar. Saasnart han forsøgte at
bruge Offensiven, saa' han sig vist tilbage til at værge sig selv.

Han erfarede det paany, da haus Universitetsprogram blev
undertrykt. Han gjorde samme Erfaring som Satiredigter. Næppe
havde han faaet Peder Paars fra Haanden, før han med den Selv-
tillid, der betegner ham, og med sin stadige Drift til at forsøge sig i
alle Kunstarter, hvori andre havde udmærket sig, gav sig til at
skrive en Række af Satirer. Ogsaa paa dette Omraade tog han fra
først af Boileau til Mønster og begyndte med umiddelbar Efter-
ligning. Hans første Satire har ikke blot samme Æmne som
Boileau's ottende, men følger denne i Begyndelsen Skridt for Skridt.
Boileau havde vist, at Mennesket er værre, frygteligere end Dyrene;
Holberg føjer til, at det ovenikøbet er latterligt. Hurtigt kommer
da hans eget Væsen til sin Ret, og vi kender ham igen i de dristige
Angreb paa Overtro, Pedanteri og Intolerance. Han skriver her
mod Overtroen Vers som disse:

End oin en Cicero nu opstod fra de Døde
Og en Procession i Spanien skulde møde

ikke at gøre sig Flid med Studenterne vilde handle mod deres egen
pekuniære Interesse, saa Skylden ligger hos den forældede Videnskab, ikke
hos dem.

76 Latter mest filosofisk

Og saae. at man tilbad et lidet Stykke Brød,
Paa vore vegne han af Blusel jo blev rød . . .
Man gjorde Guder før af graae Steen, Planke, Fiel,
Nu mere kunstig man dem giør af Hvedemeel.

%

eller som disse:

Hver Tanker om sig har, en Orm, en ussel Stakkel

Sig bilder ind, at der for hans Skyld skeer Mirakel . . .

For ussel Maddik Gud Naturens Love bryder.

Om Miden paa en Ost af Hovmod vilde træ.

At heele Jord for ham var skabt, man ham beloe . . .

Slig Daarlighed var stor, dog vor ey overgik.

Men tidligt mærkede Holberg, at denne Form for Angrebet hverken
laa godt for ham eller ret slog an. Han manede sig selv spøgende
til F'orsigtighed:

Men Miisa! gaa et Trin tilbage, st\T din Iver
Hvo saadan Bylde ror, den jo forhadet bliver . . .
Brug heller andet Sværd, du kiender jo din Skiebne,
Søg Kirker. Skoler ey imod dig at bevæbne.

Og tydeligt er det, at han ikke blot af sin Erfaring, men at
sit hele digteriske Naturel dreves ind paa Fremstilling istedenfor
Angreb, dreves til Skuespillet, bort fra Satiren.

Det er imidlertid interessant at se, hvorledes han her paa
Tærskelen til sin Optræden som Komediedigter stræber at gere
sig Hede for sin poetiske Verdensanskuelse. Spørgsmaalet i den
første Satire er det, om man bør græde eller le, naar man be-
tragter Menneskelivet, og Svaret falder ud til, at skønt Mennesket
i Brutalitet og Grusomhed slaar under Dyret, og ved sin Overtro,
Undertro, Krigsgalskab og Ulaalsomhed vel maa indgyde Rædsel,
or, naar all kommer til alt, Latter mere filosofisk end Graad.

Saa skiller da intet mere uden et Forhæng, der netop vil til
at hivve sig, den store Digter fra Skuet af den indre Scene, hans
Indbildningskraft ufrivilligt befolker. Snart brister Sløret for
Sjivlens Øje, snart lyder de lystige, larmende Stemmer paa den
aabne Gade; Spidsborgerne breder sig. Narrene boltrer sig, Viddet
lyser og funkler og spørger, om der endnu er F'ornuft, sund Sans,
lyst og godt Humør i Landet, og Latteren svarer først fra En, saa
Ira en Anden, saa med rungende, stigende Latterkor sit befriende,
jublende Ja.

Den komiske Verdensanskuelse 77

Den stille og ensomme, lunt smilende Universitetsprofessor,
Geniet, som ingen kunde gøre en Pedant af, han ser og hører det
Allsammen forud. Der sidder han i sit tarvelige Logis paa Kjøb-
magergade „udi Sukkerbagerboden næst op til David Skolemesters
Gaard'*, men hans Aand stiger og svæver lig en Glente med ud-
bredte Vinger over Staden, over Landet, rede til at slaa ned. Han
er en enlig og ingen kvindekær Mand; men han har sin Muse, og
hun sin vingede Hest; ingen Pegasus, som den Filologerne har
travlt med; der er ikke Staldrum til nogen Pegasus hos ham. Hans
Muses Pegasus det er Solstraalen, der falder ind gennem Ruden.
Et Spring, og det overgivne Pigebarn sidder til Hest paa Solstraalen,
og hendes hvide Gevandt spiller i alle Regnbuens Farver under
den lystige Himmelfart. Stig lette Muse! til du rører Aristofanes'
skyede Himmel med din Haand, bank paa Elysiums Porte og hils
paa PlautuS og Moliére, og lad dig saa atter synke til du har den
hjemlige Virkeligheds faste Grund under dine Fødder, se dig om
overalt, gennemsku Menneskene med dit kloge, skarpe Rlik og
nævn saa, kraftig og djærv og usnerpet som du er. Alt med det
rette Navn for din Digter!

IV.

Apologien for Sangeren Tigellius, Holbergs anden Satire, be-
handler en Sag, der fra Digterens første Ungdom af sysselsætter
ham, men vedbliver at staa for ham som en Gaade: menneskelige
Karakterers Foranderlighed, den Rigdom af Modsætninger og Selv-
modsigelser, af hvilken Menneskevæsenet synes at bestaa, hele
Folkeslags Svajen mellem Barbari og forkunstlet Kultur, Overtro
eg Vantro, og de enkelte Personligheders Vekslen mellem Flid og
Ladhed, Indesluttethed og Meddelsomhed, Hovmod og Jævnhed.
Hvert Øjeblik, hedder det i Satiren, møder man en Proteus. San-
geren Tigellius, der hos Horats er et Mønster paa Omskiftelighed,
er saa lidet en Undtagelse, at var der Vinduer for Hjerterne, vilde
man finde lidt Tigelliansk i ethvert Menneske. Og han ender med
denne Karakteristik af det menneskelige Væsen:

Naar andre vi belee, vi seh' os ikkun laste.
Det store Medium man ingen liolde seer,
Thi i hvert Menneske en selsom Chaos er
Af Frygt, Formastelse, Koldsindighed og Iver,
Som vor Machine hen i Precipicer driver.

78 Definitionen af Mennesket

Af Daarskab, Gravitet, Bravoure, Coujonerie,
Af Vantroe, Overtroe, af Lyst, Misanthropie,
Af Skiødesløshed, af for stor Accuratesse
Af Ladhed, Flygtighed, af Høihed og Bassesse
Af Attraae og Foragt, af Bundhed, Gierrighed
Af Ild og lis, af Hevn og Medynk, Krig og Fred.

Hvad er da Menneskets Definition? spørger han, og han svarer,
idet han i den sidste Linje sammentrænger Digtets Idé:

Det er et Dvr. som man kand ikke definere.

Ingen, der med et levende Indtryk af de Holbergske Komediers
bekendteste Figurer støder paa denne Skildring og den citerede
Slutningskarakteristik af Menneskevæsenet, kan undgaa at studse
ved hvor lidet Definitionen passer. Hvorledes? Den politiske
Kandestøber, Jacob von Tyboe, Jean de France, den Stundesløse^
den meget talende Barber — det skulde være Væsener, man ikke
kan definere. De defineres jo uophørligt af deres Omgivelser; de
definerer sig selv saa at sige alierede i Navnet. De er af ét Stykke
og ens fra først til sidst.

Vil vi dvæle ved digteriske Skikkelser, der er rige paa indre
Modsigelser, saa søger vi i vor Tanke til Shakespeare og Goethe^
til Hamlet eller Faust, men ikke til Holberg og hans Hoved-
personer.

Vi ser endog, at naar Holberg udtrykkelig lægger an paa at
fremstille en saadan selvmodsigende, omskiftelig og af tilsyne-
ladende uforligelige Egenskaber bestaaende Karakter, som allerede
i hans andet Stykke Den Vægelsindede, saa mislykkes det ganske for
ham. Madammen har vel syv Sind over en Dørtærskel, men man
ser, især i det første Udkast, slet ikke, hvad der afstedkommer
Forandringerne. Der staar blot „Imidlertid faar hun anden Humør"
eller lignende; Bevæggrunden fattes og dermed Baandet, der skulde
sammenholde de stridige Egenskaber og Handlinger. Man ser ikke
ned i noget Personlighedens Dyb.

Hvis Den Vægelsindede, som det let kan tænkes, skønt det
andet i Rækken, er Holbergs først anlagte Stykke, da kunde det
se ud, som havde han fra forst af forsøgt med sin Aand at om-
spænde et videre Omraade end det, han egenlig magtede, saa
havde opgivet Forsøget og senere i Reglen havde indskrænket sig
til simplere Opgaver. Rimeligere er det dog, at han ikke selv har
følt det Utilstrækkelige i Karaktertegningen her, men har opfattet

Klassicismen 79!

Lunefuldheden blot som en urimelig Uro i Stil med Stundesløshed.
Uvilka årligt har han lettet sig sin Opgave ved at simplificere.

Hvad betyder dette? Hvad er Aarsagen dertil?

Aarsagen er hans aandelige Øjes, hans Livssyns Beskaffenhed.,
Han ser, som man i Europa paa hans Tid saa*. Hans Blik paa
Menneskene og hans Menneskefremstilling er betinget af Tidsalde-
rens herskende Aandsform, Klassicismen.

Den klassiske Aandsretning er den, som begynder, da ved
Renæssancens Ophør de vældige Temperamenters Tid er forbiø
og som slutter, da omkring det nittende Aarhundredes Begyndelse
Troen paa det Ubevidstes Magt i Modsætning til den ræsonnerende
Tænkens Betydning vender tilbage. Den klassiske Aand er en
Forstand, der tror paa den personlige Fornuft; den personlige For-
nuft styrer Verdensaltet som Gud og behersker i Menneskeverdenen
Lidenskaberne som Dyd. I Videnskaben er den den literære Kul-
turs, i Kunst og Poesi Smagens, Politurens Herredømme. Den op-
fatter hvad der ligger umiddelbart bag den som Barbariets, det
Ubehøvledes Tidsalder, og samtidigt med at den prædiker Fornuft
for Menneskene vil den give Sproget Glans. Derfor siger Holberg:.

Jeg skriver eene ey for at moralisere

For Folk ey eene, men for Sproget at polere.

Forud for denne Aandsform gaar i de store Hovedlande den
Tid, der faar sit Præg ved de sprudlende Naturgenier, ved Mænd
som Boccaccio, Luther og Shakespeare; dens egne store Navne er
Moliére, Boileau og Racine, Pope og Addison; den naaer sit Højde-
punkt i Frankrig med Voltaire, i Tyskland med Lessing. Den op-
staar, da hos de herskende Nationer i Kraft af den stegne Kultur
den digteriske Indbildningskraft søger sin Styrke, sin Støtte, sin
Begrænsning, sine Idealer i det inderligste Forbund med en lys,
klar, verdensdannet Forstand; den udaander, da Herder og Goethe i
Tyskland, Chateaubriand i Frankrig, Burns og Wordsworth i Eng-
land, Ewald og Oehlenschlåger i Danmark indvarsler en ny Tid.

Som almindelig Regel gælder det, at Menneskeaanden, stillet
Ansigt til Ansigt med Naturen og Menneskene, har en dobbelt Virk-
somhed at udføre, først den at modtage saa rigt og alsidigt et Ind-
tryk som muligt, dernæst at bearbejde dette Indtryk, sønderdele
det og efter Evne ordne og udtrykke de Forestillinger, det har
fremkaldt.

8() Klassicismens Karakteropfattelse

Paa forskellige Udviklingstrin er Menneskeheden stærkere i
den ene Virksomhed end i den anden, de forskellige Racer og
Tidsaldre har ligeledes her en ulige Styrke. Den klassiske Aand
har større Evne til at ordne Forestillingerne og udvikle dem i
logisk Sammenhæng end til at faa et fuldt og samlet Indtryk og
gengive dette ved kunstneriske Midler, der spotter al Logik, men
virker enten ubegribeligt malende eller næsten magisk ved deres
Klang.

Renæssancedigteren Shakespeare har det fuldstændige, alsidige
Indtryk af Hamlets Karakter; den er god og grusom, besluttet og
handlesvag, genial og tungsindig til Grænsen af Vanvid, gennem-
dannet og brutal, planlæggende og planløs, og han fremstiller
Skikkelsen uden at ræsonnere over den, uden noget Forsøg paa at
forklare den; Hamlet er gaadefuld som Livet selv.

Holberg er Digter nok til at modtage et dybt og varigt Indtryk
af selv det flygtigst Sete og Iagttagne; i hans Hjærne har ophobet
sig Tusinder af Virkelighedsbilleder; han véd paa en Prik, hvor-
ledes en jysk Proprietær tænker og taler, og den vesterjyske Dialekt
ligger i hans Øre; han kan tegne danske Bønder, Haandværkere,
Borgerfolk og Skolemestre, Lakajer og Adelsfruer, saa Ligheden
er slaaende og intet væsenligt Træk synes glemt eller udeladt.
Men agter man nøjere paa hans Fremgangsmaade ved Hoved-
ligurerne, opdager man, al han som klassisk Digter udstykker Ind-
trykket, af det fuldstændige, stereoskopisk sete Billede hyppigst
kun faar fat paa en enkelt Hovedegenskab som Stundesløshed,
Snaksomhed eller Praleri, former hele den iagttagne Karakter
om denne Kgenskab og nu stiller Skikkelsen i en Krydsild af
Ræsonnementer over dens paafaldende Ejendommelighed, hvis
Oprindelse vi ikke medoplever, men som bliver sig lig Komedien
igennem.

Klassicismen opstaar paa et Tidspunkt, da i Europas ledende
Lande Kongedømmet vinder en helt ny (ilans og Magt, idet det
enten som i Frankrig under Ludvig den Fjortende bliver Enevælde
efter at have knækket Rigets Adel og draget den fra dens Godser
til Hofl'et, eller som i England under Karl den Anden genindføres
efter Overvindelsen af en Republik. Denne Aandsform udgaar fra
Frankrig og bliver Europas Mønster samtidigt med, at den franske
Kongemagt bliver Mønster for Europa.

Som Kunstform er den oprindeligt et Produkt af Digterens
Forhold til det nve Publikum, som dannes af en Hofadel, der er

Hofdannelsen og Universitetsdannelsen 81

velopdragen og ørkesløs, og der kaster sig over den Sysselsættelse
at samtale, da den ingen anden Sysselsættelse har. De Mænd og
Kvinder, der — hvad Stand de end ved Fødselen tilhører — har
modtaget Hofdannelsen, finder en hidtil ukendt Fornøjelse i at sam-
tale, idet de nyder deres eget og de Andres Herredømme over det
saa nyligt endnu stive og upolerede Sprog. De underholder sig
med Smag og Lethed om alle de alvorlige eller skemtefulde Æm-
ner, der kan interessere Mænd og Kvinder af det gode Selskab,
som ingen Fagkundskaber har. Det bliver Opgaven for den, som
er Fagmand, at meddele sine Tanker og sin Viden uden at af-
skrække ved aandløse Enkeltheder eller for den fine Verden ufor-
staaelige Kunstudtryk. Hofdannelsen ser ned paa Universitets-
dannelsen med den dybeste Foragt. Det er betegnende, at Tidens
alsidigste Lærde og maaske mest typiske Tænker Leibniz (1646—
1716), der havde fuldendt sin Dannelse, saavel den literære som
den videnskabelige, ved Hofferne og i Paris, hvilken By han lov-
prisende benævner „Galanteriets Hovedstad", ofte taler med ufor-
dulgt Ringeagt om Universiteterne; han tænker for højt om sig
selv og sin Opgave til at kunne nøjes med en Professors Stilling.
Han kalder Universiteterne munkeagtige Anstalter, der sysler
med tomme Griller, og undrer sig over, at ansete Mænd, naar
de optræder som Skribenter, hellere vil aflægge Prøver paa
deres Lærdom end paa deres Erfaring og Dømmekraft. Hofferne
var hans Tilholdssteder; han ønskede oftere, skønt forgæves, ud
fra dem at foretage en Universitetsreform ; han søgte ved Hjælp af
sine fornemme Forbindelser at grunde Videnskabsakademier efter
Forbilledet af det franske baade i Berlin og Wien og Petersburg ;
saa Ijærnt stod han, skønt tysk, den tyske Professorverden, at han
hverken i sine Skrifter indlod sig med den eller rettede sine
Skrifter til den, men til filosofiske Dronninger og Fyrster.

Fra nu af er da ikke mere den Højlærde (som Scaliger f. Eks.)
den afgørende Dommer over hvad der er rigtigt eller smukt eller
smagfuldt, men Hoffets Smag er afgørende; det kommer an paa,
hvad Manden med Livserfaring og Verdensdannelse mener, „den
honette Mand", som man siger i Frankrig, „smukke Folks Barn",
som Holberg vilde sige. Clitandre eller Philinte hos Moliére, Leo-
nard hos Holberg er den fornuftige Dommer, der fortrænger
^Pedanten", Dyrkeren af det lærde Særstudium, som Klassicismen
ser ned paa.

Ci. Brandes: Samlede Skriner. ^

82 Holberg og Kongerne

Ogsaa i Danmark staar den klassiske Aandsretnings Triumf
med Holberg i Sammenhæng med Oprettelsen af det enevældige
Kongedømme. Hans hele Virksomhed kan, som det oftere, men
i en anden Forbindelse er blevet bemærket, betragtes som „et af
de Fænomener, der er fremgaaede af Suverænitetens Indførelse".
Kun at den stakkels store Skribent savnede al Understøttelse fra
Kongernes Side. Frederik den Fjerde lignede ikke Ludvig den
Fjortende i dennes Forhold til Literaturen; han havde ikke stort
andet af ham end de mange officielle Elskerinder, kun at han,
som mere borgerlig anlagt, plejede at ægte dem til venstre Haand.
Grevinderne Velo, Viereck, Schindel og Anna Sophie var hans.
Montespan, La Valliére, Fontanges og Maintenon. Han havde som
Personlighed noget af Frederik den Syvendes Væsen, var afholdt
og mødte Overbærenhed som han. I Christian den Sjettes Tids-
alder, som fulgte, var Vilkaarene endnu ugunstigere for Litera-
turen; strænge Sæder var det offenlige Løsen; Hoffet afsluttede
sig fra Folket; Kongen arbejdede, sparede, byggede og bad. Efter
Hof- og Embedskresenes regelløse, men livlige Fysiognomi under
Frederik den Fjerde var den fuldstændige Fysiognomiløshed ind-
traadt; Psdlmedigtningen blomstrede, Underholdningsliteraturen
trængtes tilbage, Holberg niaatte som Digter forstumme. Da det
endelig med Frederik den Femtes Tronbestigelse paany klarede
op for ham, var han en gammel Mand. Og dog korti han selv nu
ikke Kongen nærmere. Medens det forskønnende Sagn for at
illustrere Ludvig den Fjortendes Velvilje mod Moliére lod ham
spise til Middag sammen med Digteren alene, formente Frederik
den Femte, den med saa store Forventninger hilsede oplj'ste
Monark, som bekendt den alderstegne Holberg at spise ved
sanmie Bord som han ved selve den Fest, der gaves Kongen i
Anledning af det soranske Akademis Oprettelse for Holbergs Penge.

Men ikke desmindre: Holberg støtter sig til Kongehus og HoL
Det var kun ved Hjælp af meget højtstaaende Mænd, det lykkedes
at faa den danske Skueplads oprettet. Det skyldtes en Mand, hvis
Kærlighed til Sproget og Literaturen forholdsvis hurtigt fik ham
til at opgive sin Uvilje mod Holberg, Frederik Hostgaard, Præsident
for (let danske Kancelli, gift med en uægte Datter af Grev Konrad
Reventlow, ih^n — indtil 1721 — illegitime Dronnings Fader, og
Ulrich v. Holstein, Storkansler og Universitetspatron, gift med
den samme Dronnings Halvsøster. Holberg siger det selv, at det
var nogle af „de fornemste Mænd her af Staden'% at det var

Holberg og Særstiidiet 83

„endog Folk af første Rang, som del ingen let Sag var at vise
Haardnakkethed imod**, der opfordrede ham til at skrive Kome-
dier og støttede ham i hans Bestræbelser for at skabe et dansk
Teater. Deres Bifald ønskede han sig, ikke de Lærdes; de havde
i\en moralske og sproglige Politur, som fattedes hans Kaldsfæller.
Her falder et nyt Lys paa det Holbergske Had til Pedanter,
dette Had, der er saa paafaldende, at Franskmanden Legrelle, den
af alle Fremmede som vel kender Holberg nøjest, ikke har kunnet
tro det følt, men har antaget Krigen mod Pedanteriet i Komedierne
for pur Kfterabelse af Moliére. Han fremhæver, at det altid er
Pedanteriet, som under de forskelligste Former for Holberg betegner
Højdepunktet af det Latterlige. Han indrømmer, at det i hine Dage
var epidemisk i Kjøbenhavn som det et Aarhundrede forud havde
været i Frankrig. „Men", siger han, „jeg kan ikke tro, at der
paa Holbergs Tid ikke var andet Latterligt i Kjøbenhavn end de
indbildt Lærde og den Forfængelighed, med hvilken deres Uviden-
hed blærede sig. Det Latterlige er aldrig noget, hvorpaa et lille
Antal bestemte Professioner har Eneret". (Legrelle: Holberg coii-
sidéi'é comme imitateiir de Moliére).

Holberg ringeagter ganske i Klassicismens Aand det viden-
skabelige Særstudium. Hans evige Angreb paa Datidens Lærde
og Videnskabsmænd er befriende, fortræffelige, men urigtigt for-
mede. Han bebrejder dem atter og atter, hele sit Liv igennem,
at de Æmner, hvormed de sysler, er for særlige, for smaa — de
Gamles Tøfler, Hvoraf Mygs og Fluers Summen kommer o. s. v. —
men for Videnskaben er Intet smaat. Det er paa Behandlings-
maaden, det alene kommer an. Intet Æmne er saa stort, at det
jo ved en aandløs Behandlingsmaaade kan blive usigelig fattigt og
tomt — i vore Dage omspænder gerne Dumrianerne Verdenshisto-
rien i hver Afhandling — og der er intet saa smaat, at det ikke,
aandfuldt opfattet, kan aabne Indsigt i det Store, det Uendelige, i
Lov og Lovsammenhæng. Det har Holberg i sin Egenskab af ud-
præget Klassiker ikke begrebet. Det Almene er den klassiske
Aands Krongods, derfor ogsaa hans. Sysselsættelsen med det
blot eller helt Specielle bliver for ham let Pedanteri. Ved anden
Udgave af sin Danmarks Historie lader han Grams værdifulde
Specialforskninger, der var udkomne elter den første, ganske
ubenyttede.

Den klassiske Aand er ogsaa hos ham i første Linje Evnen til

6*

84 Skuespillenes Plan

al lale, til at udtrykke sig med Klarhed og Fynd, Fremstillingens,
Foredragets Kunst — det Oratoriske med ét Ord.

Talekunstneren fornemmes tydeligt selv i hans Skuespil.
Først i Stykkernes regelrette simple Plan, der er anlagt som
en Bevisførelse og ender med et qiiod erat denionstrandiim, idet
Slutningsverset uddrager Moralen, Resultatet. Hans Metode er
liyppigt denne: Kn Hovedfigur skildres, der er komisk gennem
en vis Vildfarelse, Indbildning eller Fejl; paa Grund af denne er
han til Hinder for to Elskendes Forening enten som Fader (Herman v.
Bremen, Vielgeschrey, Ranudo) eller som Medbejler (Jean de France,
(iert Westphaler). Ved en opspunden Forvikling, der er beregnet
paa den Paagældendes svage Side, hidføres nu Foreningen af de
Fiskende og oplades den Vildfarendes Øjne. Kun sjældent hidføres
Forviklingen ved Omstændighedernes Magt {Den VægelsindedCy
Hexevi, Uden Hoved o(j Hah% Mascarade) i Regelen smeddes ud-
trykkelig en Plan, og i den egenlig mondske Holbergske Komedie
løber det Hele ud paa en (frugtende eller ikke frugtende) Lære til
(len taabelige Hovedperson. Stundom findes der intet saadant For-
maal; saaledes ikke i Den ellevte Junii, hvor den Bedragne, Rænkernes
Ofl'er, ikke er stort bedre end Bedragerne, ikke heller i Den pantsatte
Bondedreng, hvor Komiken ligger i Rænkernes Redskab, medens
deres Ofre hverken er interessante eller forbedres, allermindst
i Julestuen, hvor Lystigheden er saa fri. Det er altsaa ikke det
moralske Øjemed, som dybest inde bestemmer og behersker Styk-
kernes Plan, men den klassisk-oratoriske Aandsform, der hos
Holberg er saa stiv, at den bøjer Handlingen aldeles efter Digterens
oprindelige Bestemmelse, uden at Menneskenaturens Bevægelighed
nogensinde gør en Streg i Regningen, og som derfor ufravigeligt
fører Intrigen gennem den lystigste Forvirring til den fra de første
Scener af forudsete eller planlagte Løsning.

Det Oratoriske i Klassicismen træder dernæst frem i den
Kjendommelighed, at Hoved])ersonerne altid taler fortrælFeligt for
sig. Det giclder ikke i stærkere Forstand om en Helt og Heltinde
hos (llorneille, at de er Mestere i Talens Kunst, end det gælder
om en Tjener og en Tjenestepige, en Henrik og Pernille hos Hol-
berg. De er skaarne for Tungebaandet, som var de Advokater.
1 Virkeligheden er de ogsaa Advokater, nemlig for den sunde
Sans, deres Talen til sig selv er ikke sjældent en hel Holbergsk
P^pistel og Samtalen nærmer sig paa de afgørende Steder til et
oratorisk Dystløb.

Det Advokatoriske 85

Tag t. Eks. Troels' store Indledningsnionolog i Barselstuen.
Det fortræffelige Indfald med Listen, „saa lang som det hele
Theatrum"*, hvorpaa alle de 93 Koners Navne findes, hvem Barnets
Fødsel skal meddeles, er ikke oprindeligt Holbergs, kun tilhempet
af ham. Denne Liste, det er oprindeligt Leporellolisten, som aabner
det italienske Teaters // Coiwitato di Pictra. Men fraset Navne-
remsen er Monologen, paa hvilken først den ypperlige Frem-
førelsesscene følger, en ægte Holbergsk Afhandling, en Ka])uciner-
prædiken i F'oruuftens Navn med Indledning, Stigen og Højdepunkt:
Brylluppernes, Begravelsernes, Barselstuernes Uskik behandles i
Orden, Urimelighederne oplyses paa en ligesaa veltalende som
overgiven Maade gennem Forklaringer, Sammenligninger o. s. v.
Overgangene fra Led til Led er saa lidet uvilkaarlige som f. E^ks.
denne: ^Vil jeg begive mig fra Bryllupjjer til Begravelser, da finder
jeg lige saa meget Galskab ved de sidste, som ved de første . . .
Fornuften siger . . . , men Moden siger . . . etc."

Tag Gusmans store Finetale i Melampe (1 5), hvor han med
en halv Snes efter hinanden opregnede Beviser — Oversietning,
Undersætning og Ergo — godtgør, at han er større end Prins Paris.

Læs Sparenborgs Monolog i det oprindelige Udkast til Den
Vægelsindede (II, 1), i\tn er i hele sin IHgning en Holbergsk Flpistel
om Drikkepenge, med Slutningskæde, oplysende Anekdoter, gennem-
ført Kritik og Forbedringsforslag.

Eller man tænke paa Henriks berømte F'orsvar for Maske-
rader, paa den Strøm af Bevisgrunde, Indvendinger og Paradokser,
han har til sin Raadighed overfor Jeronimus, („han kunde blive
en perfect Lakej-Prokurator") paa det Liv og det Vid, hvormed
han i samme Stykke overfor Leander spiller Tamperretten, af-
vekslende er Jomfruens Prokurator og den unge Mands; man
tænke overhovedet paa alle de Steder, hvor Samtalen hos Hol-
berg faar Karakter af en Proces, af en akademisk eller juridisk
Disputation. Man mindes f. Eks. fra Kandestøberen Advokaternes
Ordstrid og de to Hattemageres Ansøgninger i Anledning af Hets-
trætten imellem dem, fra Jeppe Doktorernes (fra Bidermann hen-
tede) vidtløftige F'ortællinger med dertil sig knyttende Bevisførelse
og hele Domsakten med Anklagerens og F'orsvarerens Indlæg, fra
Melampe Monologen, hvor Sganarel antager sig fort som Spion for
en Ret med Dommer og Pinebænk, fra Erasmus Disputen mellem
Helten og Per Degn, fra Det lykkelige Skibbrud hele femte Akt med
alle de kendte Komediefigurer for Skranken.

8() Vei*sene og Monologerne

Heplikcn er da altid veltalende, hvor komisk den end er.

Sproglig talt vil dette sige, at Ordet hos Holberg aldrig bliver
drevet ud paa de Grænse-Omraader, hvor det forvandler sig til
Tone eller Farve, til Musik eller Maleri. Højst betegnende er i
den Henseende dette Vers af ijerde Bogs første Sang i Peder Paars:

1 snuikke Tanker \'ers allcenc kun bestaaer.

Holbergs egne Vers er hyppigt slette, altid stive; det er Vers, der
er gjorte forstandsmæssigt, som paa Maskine. Hvor det som i
hans forfejlede Metanwrpliosis er hans Hensigt at tilvejebringe en
rorende eller højtidelig Virkning med dem, bliver Resultatet ked-
sommeligt eller parodisk. Man føler det vel, at hvert Blad med
Vers „koster ham moxen en dygtig Hovedpine og 12 Skilling udi
('.alle". Slenming og Lyrik er som fordampet af denne Poesi; den
nøgne Aleksandriner staar tilbage.

Derfor finder vi heller aldrig hos Holberg en Monolog, som
er Sjælens stille Hvisken med sig selv. Selve Monologen er bygget
som en Tale, direkte Meddelelse til Tilskueren. ^Vil nogen vide
mit Navn, saa heeder jeg med Permission at sige Oldfux. Vil nogen
vide min Haandlcring, da er jeg en Snyltegiæsl til Tieneste . . . Vil
nogen vide, hvem jeg er troe, svarer jeg: ingen uden Monsr. Leo-
nard. Vil nogen vide, hvorfor jeg er ham troe, saa studser jeg og
bliver skamfuld o. s. v.'*; ja undertiden anvendes Monologen som et
Middel, hvorved Skuespillets øvrige Personer, upaaagtet lyttende,
faar noget al vide (saaledes i Barselstuen, i Melampe, i Del lykkelige
Skibbrud).

De, der ikke er veltalende af Naturen, som Tyendet, er det
af Opdragelse eller Livsstilling, som Barbererne, Pudsenmagerne,
Doktorerne, Advokaterne, Pedanterne.

Med dette Hang til det Alment-Oratoriske hænger den Om-
stivndighed sannnen, at Personerne ikke alle og ikke altid er fuldt
virkelige. Holberg har et skar|)ere Blik for Arts- og Stands-Egen-
skaberne end for den Lnkeltes. Han har den klassiske Digters
Greb paa at opfatte og betone en Alders, en Stillings, en Pro-
fessions, en Lasts eller Latterligheds Artspræg; han formaar med
dristig Kunstnerhaand at gribe og isolere den bestemmende Egen-
skab og lade den gennemtrænge alt, men han faar sjældnere
Livets hele s|)illende Mangfoldighed hos den Enkelte med. Det er en
Mangel, som den klassiske Aandsretning i alle Lande har medført.

Arts- og Standspræg 87

Som vi i det franske Sørgespil stadigt møder Karaktertyper, Tyran-
nen, den Fortrolige o. s. v., Personligheder, hvis Væsen næsten
udtømmes af en eller anden afgørende Lidenskab eller Vane som
Ærgerrighed eller Troskab, saadan trælFer vi ogsaa i den klassiske
Komedie, der dog ganske anderledes og anderledes bevidst gaar
ud paa at give et Billede af Tidsalderen og Virkeligheden, Figurer
som den strænge, indskrænkede Fader, den formanende Onkel,
den Gerrige, Spilleren, den giftesyge gamle Jomfru, Personer, hvis
Væsen lader sig føre tilbage til ganske faa Bestemmelser.

Saaledes ogsaa hos Holberg. Ikke sjældent er Karakterens
Gennemformning ufuldstændig, Pralhansens Type eller Sprade-
bassens Type træder frem som en Hjerneskal under Huden. Det
væsenlige, almene er i Hovedfiguren undertiden betonet for drøjt.
Paa tilsvarende Maade er i Bifigurerne undertiden Særpræget helt
formummet i Standsuniformen. Holbergs Advokater, Læger, Poeter,
Officerer er kun Masker. Skarpest træder denne Mangel hos Hol-
berg i hans yngre Aar maaske frem i Uden Hoved og Hale^ livor
paa en højst ensformig, aldeles symmetrisk Maade Roland og
Leander betegner Overtro og Vantro for med ét at bylte Roller,
medens Ovidius uden nogen personlig Ejendommelighed altid
balancerende, betegner Middelvejen. Vi føler denne Mangel i Regelen
tydeligst, hvor en enkelt Person træder frem som Digterens Talerør
og giver en lille moralsk Afhandling eller Deklamation til bedste
^Baronen i Jeppe, Løjtnanten i Montanus).

Shakespeare giver os gerne en levende Forestilling om sine
Personers Ydre og legemlige Ejendommelighed: Hotspur stammer,
Falstatr er et Kødbjerg og utænkelig uden sin Fedme. Som Klas-
siker overlader Holberg det til Skuespillerne at gøre hans Personer
svære eller magre, brune eller blonde. Der forekommer ikke nogen
Tyksak hos ham; og naar hans Poeter maa tænkes magre, saa er
dette Standspræget, ikke noget Særkende for Enkeltmand.

Hermed hænger Navnegivningen hos Holberg, som hos andre
Klassikere, sammen. Personerne har som bekendt ikke ret noget
Egennavn. De hedder Leander og Leonora, Jeronimus og Magde-
lone, selv hvor Navneligheden dækker over betydelige Karakter-
forskelligheder. Jeronimus er i Julestuen en Købstadspidsborger,
i Montanus en Landmand over Bondestanden, i Det lykkelige Skibbrud
Overhoved for et stort Handelshus, i Henrik og Pernille en adelig
Godsejer, i Den honnette Ambition en svag og rangsyg Nar, i Per-
nilles korte Frøikenstand en pengebegærlig Hykler; men alle disse

88 De tre Enheder

Koller har ligefuldt et vist, meget tydeligt Fællespræg, og dette har
slaaet Holberg saa stærkt, at han ikke — som en moderne Digter
vilde gøre — har gjort sig Ulejlighed med at finde et uigennem-
sigtigt Navn, hvis Klang paa en malende Maade svarede til det
Indtryk, han ønskede at fremkalde. Hans Navne er ikke sjældent
i Klassicismens Aand delinerende; men malende er de aldrig. Og
betegnende nok — overalt hvor Holberg har omarbejdet sine Skue-
spil, der har han udslettet de tidligere, særegne Navne og ligesom
under et Tryk af den herskende Aandsform indsat de faste Arts-
navne. Han begynder med Navne som Antonius, Engelke, Elsebet;
men de viger snart for de staaende Navne paa Elsker og Elsker-
inde. 1 Gert Westplialer hed den unge Pige oprindeligt Marie, først
senere Leonora; i Den Vægelsindede hed Leonora oprindeligt Terentia
og Henrik Torben.

Men denne Ejendommelighed hænger det sammen, at Holberg
i Klassicismens Aand ikke blot udmærker sig ved Handlingens
Enkelthed og Overskuelighed — dens Enhed som det kaldtes —
men efter Evne beflitter sig paa at iagttage de af de franske
.Estetikere, formentlig efter Aristoteles, opstillede Regler for
Tidens og Stedets Enhed. Det har undret, at man i Frankrig i
Klassicismens Tidsalder kunde anse noget for Pligt i Kunsten, blot
fordi Aristoteles ansaa det for rigtigt; det synes end forunderligere
at man vilkaarligt paalagde sig en tredobbelt Tvang og ved Mis-
forstaaelse udstyrede den med en falsk Hjemmel. Men man læste
ud af Aristoteles, hvad der var i Ens egen Aandsforms Medfør.
Af den altfor stærke Tro i)aa det Fællesmenneskelige afhang det,
at man saavidt muligt ikke betegnede det Sted, hvor Handlingen
foregik. Omgivelserne ansaas for ligegyldige, formede ikke Men-
nesket, opfattedes uvirkeligt. Og Regelen om, at Handlingen helt
igennem burde foregaa paa samme Sted, førte naturligt til, at
Stedet ikke blev nøjere betegnet, at dets Enhed blev opnaaet paa
Bekostning af dets Bestemthed. Holberg sætter sig nu og da, hvor
han ikke kan andet, ud over Reglen, som i Jeppe; men han hylder
den, og han strækker sig saa langt som muligt for at undgaa Over-
trædelse af den, ja hengere end muligt, hvor han som i Henrik og
Pernille lader en Junker og en Frøken i et Anfald af Skinsyge til-
kaste hinanden Portræter, Tobaksdaaser, et Par Ørenringe, en Stok
med Guldknap paa aaben Gade. Undertiden er Scenen saa ube-
stemt, at man har været i Tvivl om i hvad Land Handlingen fore-
gaar (Pernilles korte Frøikenstand); undertiden er Betegnelsen saa

Klassicismen romansk 89

humoristisk almen som denne Notils foran Melampe: „Scena er en
aaben Plads ved Pandolfi GraV. Og skjønt Holberg ikke sjældent,
som i Jeppe og i Kilde-Reysen, overtræder den Tid af knappe 24
Timer, i hvilke efter Reglen Handlingen skulde presses ind, saa er
det af Ulysses von Ithacia tydeligt, at næsten ingen af de i den
tyske Komedie forekommende, sjæleligt umulige Træk har stødt
ham og oprørt hans kunstneriske Samvittighed i den Grad, som
Handlingens Udstrækning over en hel Aarrække og det stadige
Sceneskifte. Livets Uorden, dets Formløshed og brogede Mang-
foldighed, som Shakespeare fryder sig over og boltrer sig i, er i
Gengivelsen den klassiske Dramatiker imod, ganske ligesom den
logisk uforklarlige Helhed, den fuldstændige Organisme af Egen-
skaber og Særegenheder, i Regelen unddrager sig hans Opfattelse.

Den klassiske Aandsform har som bekendt i de romanske
Lande faaet sit jpperste Udtryk. Det er ingen Tilfældighed, at
Englands Poesi naaer sin højeste Udvikling umiddelbart før den
indtræder, og Tysklands sin umiddelbart efter dens Overvindelse.
Den romanske Aand er nemlig dybest inde klassisk anlagt, og der-
for ser vi ogsaa i Ludvig den Fjortendes Tidsalder i Frankrig
(hos os hos Holberg og Falster) de Kunstformer træde frem, der
netop var de herskende i det gamle Rom og nøje stemte med
dettes Væsen, Satiren og den burleske Komedie*). Til Holberg
naaer Kunstformerne saavel for Satirens som for Komediens Ved-
kommende fra Rom over Frankrig. (Juvenal og Horats — Boileau—
Holberg; Plautus og Terents — Moliére— Holberg.)

Dog den klassiske Aandsform er i den moderne Tid særlig
fransk, stemmer egenlig kun nøjagtig med den franske National-
karakter, til hvis inderste Væsen hører Evnen til at bevæge sig
i Forstandsslutninger og Evnen til at bringe Talens Kunst til
dens højeste Fuldkommenhed. Naar en Folkekarakter i Tidernes
Løb møder en herskende Aandsform, som er af den Beskaffenhed,
at Folket i den kan udfolde sine ejendommeligste Evner, saa opnaar
dets Kunst sit højeste Udtryk. Derfor ser vi Frankrig paa Ludvig
den Fjortendes og Femtendes Tid aandelig underkaste sig hele
Europa; den franske Tragedie er Mønster selv i England og i
Italien; Moliére og hans langt ringere Efterfølgere som Destouches,
behersker Europas Teatre, og i Voltaire endelig faar — efter at Hol-

*) Se om Satirens Betydning som romansk Kunstform Hegels Æstetik,
anden Del: Die romische Welt als Boden der Satijre.

90 Holberg klassisk anlagt

berg har kulmineret — den franske Nationalaand og Europas Aand
i hine Tider sin største Repræsentant, der omdanner Roman, Tra-
gedie, satirisk Epos, videnskabelig Afhandling, filosofisk Epistel,
Historieskrivning og Ordbog helt til sine Organer.

Vort Land er del eneste ikke-romanske Land, hvis dra-
matiske Poesi naaer sin højeste Blomstring i den klassiske Periode.
Vi var kunstnerisk ikke komne med i Renæssancen, vi eksisterede
dengang endnu ikke aandelig som Folk; nu frembringer vi vor
Literaturs største Geni under Klassicismen, skønt dens Væsen
utvivlsomt er i Strid med vor germanske Race- og nordiske
Folkekarakter.

Dette er saa paafaldende, at man kunde fristes til at tro Race-
eller Folkekarakteren urigtigt bestemt; men ad tusinde Veje og ved
mangfoldige Undersøgelser og Sammenligninger er det fastslaaet,
hvor fremmed Klassicismen i Virkeligheden er for vor Folkeaand.
Hvor lidet Folkeaanden svarede til hin Tidsaand røber sig ogsaa
i den Kendsgerning, som aldrig er bleven fylcjestgørende forklaret,
at Holberg kommer til at staa fuldstændig alene, uden nogensom-
helst Skole. Man siger vel ofte paa lignende Maade om Moliére,
at han ingen Skole dannede, men man tænker derved udelukkende
paa en Skole af tilnærmelsesvis jævnbyrdige dramatiske Talenter;
iøvrigt har Moliére Efterfølgere og Lærlinge nok. Holberg staar
hos os, forsaavidt sligt overhovedet lader sig sige om en aandelig
Magthaver, som en ganske isoleret Skikkelse.

Aarsagen vSynes da udelukkende den, at der i denne Aands
rent personlige Beskalfenhed var givet Anlæg, som kun i Klassi-
cismens Luftlag kunde komme til deres Ret. Denne Aand følte
sig undtagelsesvis hjemme i denne Atmosfære som i sit Element.

Holbergs dybeste Væsen var Forstand. Fra den skød hans
Indbildningskraft ud. Hans genfremstillende F'antasi var For-
staaelsens; han anskuede, fordi han forstod. Men hans Ind-
bildningskraft var atter ganske rettet paa det komiske. Hans fri
Fantasi havde sit Hovedafløb i dristige Overdrivelser. Den
væsenlig eller udelukkende Forstandige kan som Digter kun blive
Komiker, og det er velbekendt og med god Grund hyppigt frem-
hævet, stærkest og rigtigst maaske af Heiberg og Legrelle, at Hol-
berg som Digter ikke blot ingen Styrke havde udenfor det komiske,
men end ikke havde Evnen til Anerkendelse af de ikke-komiske
Digtarters Retsgrund. Da Klassicismen er Forstands-Herredømme,
og (la det komiske i det borgerlige Skuespil er Forstandssiden af

Sprogformen vinder ved Ælde 91

Poesien, saa passede Holbergs og Tidsaandeiis Væsen godt for
hinanden. Havde den danske Digter besiddet blot det ringeste
Hang til Lyrik, var der Fare for, at et Led af hans aandelige
Organisme i hine Dage kunde være blevet amputeret. Havde han
havt et udpræget Hang til Patos, laa Faren nær, at han havde
skrevet nu ulæselige Tragedier i Melampes Stil. Sproget og Kul-
turen stod i Norden altfor langt tilbage til, at patetisk eller tragisk
anlagte Aandsfrembringelser havde kunnet vinde en Form, der ikke
straks efter vilde have vist sig forældet. Men Holberg behøvede
ikke at ofre eller miste noget. Intet Anlæg hos ham visnede af
Mangel paa Næring. Det fri og djærve Lune, det lystige og vittige
Humør, den komiske Fantasi alene kunde dengang kunstnerisk
trives, led kun lidet under Tidsaandens Sneverhed, angrebes ikke
af Sprogets ringe Udvikling. Ja, lige omvendt. Sprogets Uudviklet-
hed giver for den følgende Tid hans Værker større komisk Kraft.
Medens det skønne og store, som er nedlagt i en gammeldags
Sprogform, lider under Formens Ufuldkommenhed, faar Hustpletter,
alt som Aarene gaar, har det komiske hos Holberg en Forbunds-
fælle i Tiden, suger som Vinen Kræfter af Aarene. De Holbergske
Komediers Sprogform har i Løbet af halvandet Aarhundrede vundet
den Tiltrækning, som gamle Malerier vinder ved den Patina, hvor-
til deres Farver i Aarhundredernes Løb sammensmelter. Naar
Ewald synger: „Udrust dig. Helt fra Golgatha — løft høit dit røde
Skjold! — thi Synd og Skræk, Du seer det Ja — angribe mig
med Vold" saa er det enkelte forældede Ord som en Plet paa
Billedet; men naar Holberg skriver Lig-Tomer og Leickudsker, er
han for os morsommere, end han har anet. Og han er ikke blot
mere morsom. Han er mere elskværdig. Han faar Egenskaber,
som Naturen havde nægtet ham, f. Eks. en ganske særegen Ynde.
Klikker Udtrykket for ham, naar han vil gengive det naive i en
ung Piges Tale, saa laaner Tiden Udtrykket en ny Naivetet. Blot
en Titulatur som Monsieur^ blot en Form som fornemme for fornem
giver for os hele Stilen Karakter, har noget sirligt og gratiøst, en
gammeldags, men klædelig Uokkoko-Anstand, der kommer Værket
tilgode, og til hvilken man paa den alvorlige Poesis Omraade
næppe kan finde andet tilsvarende end den Tiltrækning, som de
gamle Folkevisers nu tabte Ordformer har vundet ved de langt
flere Aarhundreder, der er gaaede hen over dem. Den alvorlige
Poesi fra det attende Aarhundrede er langtfra gammel nok endnu
til at kunne have nogen Ærværdighed ved sin Alder. Dens Sprog-

92 Heiberg om Holberg

form afskrækker som en Klædedragt, der nylig er gaaet af Mode.
Selve hin Sprogets mangelfulde Tilstand, der gjorde den alvor-
Uge Digtning Afbræk, blev ved det Held, Geniet har, en Vinding
for Holberg.

Født et Aarhundrede senere, i Romantikens Tidsalder, med
dette store, men snevre poetiske Talent, et Talent, der var saa
rigt paa Forstandsvid, og hvis storstilede Fantasi var saaledes
rettet paa Virkeligheden, men som til den Grad manglede Følelse
og P>otik, vilde han have savnet Livsbetingelser, havde i ethvert
Tilfælde ikke naaet til fuld Udfoldelse af sine Evner. Nu havde
han den Lykke, at selve hans Begrænsning blev hans Styrke.
Man har tidligere ikke forstaaet dette Forhold. Heiberg siger i
sine forøvrigt baade fine og omhyggeligt affattede Paragrafer om
Holberg (Afhandlingen: Dansk skøn Literatur):

„Holberg, der som Literator og Skribent i Almindelighed kom
i rette Tid, kom derimod for tidligt som Komiker; thi den komiske
Digtekunst forudsætter [i Heibergs æstetiske System] de andre Digt-
arter .... Det besynderlige Fænomen af Holbergs igennem mere
end et Aarhundrede næsten usynlige Indflydelse paa Literaturen
(medens Moliére dannede en hel Skole af komiske Digtere) maa
forklares af den allerede tilforn gjorte Bemærkning, at Holberg
kom for tidligt i vor Literatur, ligesom de fleste mærkelige Epoker
i samme er komne til urette Tid |I|. Et umiddelbart Geni som Oehlen-
schlåger skulde viere fremstaaet paa Holbergs Tid, og et reflek-
terende som Holberg paa Oehlenschlagers."

Ja vist, dersom Heiberg havde lavet Historien I 1 saa Fald var
rigtignok begge gaaede til Grunde, Oehlenschlåger var bleyen en
blot Deklamator, Holberg var aldrig bleven Digter; men hvilken
Foragt for Naturvidenskaben, hvilken Mangel paa Indsigt i al Ud-
viklings Betingelser og hvilken Ringeagt for Historien i disse dyb-
sindige Ord, hvor det, at Heiberg ikke forstaar det skete, er om-
sal til en Dadel deraf! Historien maa have grebet fejl, siden
Tidsordenen ikke stemmer med Gangen i det Hegel- Heibergske
System.

Lad os da nu se, hvorledes den klassiske Aandsform mødes
med Holbergs særegne Væsen og optager det i sig.

Den afstedkommer hans Styrke og Svaghed som Historie-
skriver. Da hans Væsen er den dømmende og sluttende For-
stand, letter det ham Forstaaelsen af alt almenmenneskeligt, men
han mangler som Klassiker ganske den smidige Deltagen, der

Hokkoko-Stil 93

bringer Historikeren til at leve sig ind i Ijærne Landes og Tiders
Følemaade og gøre sit eget Sjæleliv til Et med fremmede Folke-
slags og Personligheders. Han er som Historiker forbavsende lidt
Sjælekyndig og Digter.

Efter den historiske Gisning, til hvilken han slutter sig, er
Odin, ^gemeenligen kaldet Odin Vallfaudr", den første nordiske
Monark; den Religion, han stifter, gaar ud paa at gøre Folket
stridbart. Og aldeles i den klassiske Forstandstros Aand fort-
sætter Holberg: „Derfore bildte han dem ind, at ingen efter Døden
kunde komme ind udi de lyksaliges Boliger, med mindre han døde
udi Feltslag med sine Fiender."

Selvfølgelig har den barbariske Tid kun ringe Interesse for
Holberg; hele Historien fra Kong Skjold til Christiern den Første
optager i hans Dannemarks Riges Historie ikke saa megen Plads
som Kong Frederik den Tredje alene. Og som ægte Klassiker
savner han al Evne til at give Læseren Indtrykket af en nordisk
Oldtidsskikkelse. Han tegner den i det 18de Aarhundredes Kostyme.
Hvor han meddeler Saxos Beretning om Harald Blaatands Drab
ved Palnatoke, siger han, at saadan Gerning „ikke troeligt kunde
bedrives af en Mand, der udi sin Tiid passerede for en Nordisk
Philosophus". Han betegner Einar Tambeskælver som Svend
Estridsens „gamle Norske Minister**. Han føler ingen Trang til at
omdanne sin Stil efter den Tidsalder, han skildrer, eller de Per-
sonligheder, han lader tale. For at vise, med hvilken Orden
Goterne gik i Krig under deres Konge Theodorich, anfører han
følgende Tale af denne Konge til hans Mænd : Marscherer frem som
Folk, der opofrer sig til det gemene Bedste^ og tilføyer dem ingen
Vold, til hvis Forsvar I blive skikkede — en Gotisk Hærbefaling i
Rokkoko-Stil. De gamle Tiders udvortes Opfattelse af et Lands
Omvendelse til en Religion fremtræder hos ham snarere som en
Følge af enkelte Personers tilfældige Tænkemaade eller Fremgangs-
maade, end som Udtryk for en Samfundstilstand. Han gaar ikke
ind i de Kongers Følemaade, der indfører Kristendommen med
Magt, hans Fremstilling tilstræber ikke at gengive barbarisk
Energi; det for ham Pudserlige i Modsigelsen: med Ild og Sværd
at ville kristne et Land, farver hans Stil og gør den let skemtendc,
hvor den burde være stor. Saaledes hedder det om Olaf Trygve-
søn, at han „meget cavallierement" tog sig for i en Hast at lade
sit hele Rige kristne: „men derudi blev aldeeles ikke Apostlenes
Fodspor fuldte, ey heller de Regler, som Ghristi Lærdom byder

94 Opfattelse af Historieskrivningen

at i agt tage, nemlig at forplante Troen ved Lærdom, Levnet og
kraftige Persvasioner; thi Kongen selv, saasom han en passant var
bleven Christen, saa holdt han ikke nødigt at bruge mange
konferencer og megen Vidtløftighed, men reysede fra en Province
til en anden, spurdte Folk med Kaarden i Haanden, om de vilde
være Christne, hvilket sandeligen er vel den meest compendieuse
Maade at omvende Folk paa," men ikke at omvende dem vel og
forsvarligen".

Herpaa beror det, al Sagnkonger og Oldtidskonger hos ham
fremtræder som Konger i moderne Forstand. Alle hans Konger
ligner hinanden som Kongerne i Kortspil. Valdemarus den Anden,
Victoriosus er ham en Konge af samme Grundbeskaffenhed som
de samtidige. Herpaa beror ogsaa hans Mangel paa Evne til
at give el sandt Billede af Middelalderen. Middelalderen var
katolsk, og han ser den i det Lys, hvori den kommer til at staa
for ham som rationalistisk Protestant, der nærer særlig Afsky for
Katolicismen. Han tvivler ikke paa, at Paverne og Prælaterne
har været bevidste Bedragere, og han er med sin forstandige
Forkærlighed for Middelvejen, „det store Medium*", kold overfor
Middelalderens Lidenskab og Begejstring.

Holberg havde de højeste Forestillinger om en Historikers
Kald og Værdighed — „en Historie er et af de vanskeligste Verk,
nogen kan foretage sig" — og han betegner, som bekendt, et
gennemgribende Fremskridt i den danske Historieskrivning. Paa en
Tid, hvor tørre Aarbøger paa den ene Side, vidtløftige Opregninger
af Enkelthederne i Kronings- og Begravelses-Ceremonier paa den
anden hertillands endnu kunde gælde for Historie, slog han
igennem med sin høje klassiske Aandsdannelse, sin gennem-
forstandige Synsmaade, sin Overskuelighed og sin Fortællekunst.

Han gendriver da ogsaa ivrigt den Paastand, at Hukommelse
og Læsning skulde være nok til at danne Historikeren; der ud-
fordres endnu „Skiønsomhed og Reflexioner". Det gælder dernæst
om Saglighed; beundringsværdig er den Historiker, af hvis Værk
man hverken kan se, hvilket Folk han har tilhørt, eller af hvad
Heligionsbekendelse han var. Historikeren maa intet indføre, som
er det, han lortæller, uvedkommende, ikke heller pynte for stærkt
l)aa Stilen. Englænderne linder Smag „udi uordentlige og for-
virrede Skuespil"; men, hedder det ægte klassisk, „Historiens
største Zirath er Simplicitet". Historiens Hovedformaal er ikke at
fornøje, men at undervise „og at være et Speil, hvorudi man af

Ikke historisk Kritiker 95

forbigangne Ting kan see og dømme om tilkommende'*. (Betænkning
over Historier.)

I to Hovedpunkter viser Holberg i sin Egenskab af Historie-
skriver sig da som en udpræget Repræsentant for Klassicismen.

For det første i sit Forhold til Materialet, han benytter.

Den strenge, fagvidenskabelige Kritik af Kilderne er ikke hans
Sag. Tydelige Modsigelser eller aabenbar Ensidighed hos de For-
fattere, der ligger til Grund for hans Fremstilling, fremkalder
ganske vist hans Kritik, og han overgaar andre klassiske Historikere,
som Voltaire, overordenligt ved sin Samvittighedsfuldhed; men han
har ikke med pinlig Skarphed stiljet sig det Spørgsmaal: Hvad er
Sandhed i det fra Fortiden Overleverede, og hvor finder jeg den,
hvis den fattes? Hans Lyst var ikke den underjordiske Enkelt-
kritik af det givne, men den lyse Fremstilling af et interessant og
tankevækkende Indhold. Han var af Naturel ikke en Lærd, men
en Skribent, af Aandsretning ikke en Særkyndig, men en Over-
blikkets Mand; derfor ser vi, at hvor han og Gram naaer til de
samme Hovedresultater, der naaer de dem „hver ad sin Vej, Gram
ad Kundskabens og Kritikens, Holberg ad Betragtningens og
Doramens'*, og derfor ser vi Holberg, efter at Gram har sat
Tidsskel ved at indføre den egenlige historiske Kritik i Danmark,
ikke blot, som alt berørt, lade Grams Forskninger ubenyttede ved
den nye Udgave af sin Danmarkshistorie, men overhovedet vende
sig bort fra det Felt, hvor der nu var brudt nye Baner, han ikke
kunde slaa ind paa, opgive sine historiske Forelæsninger og for-
lade Danmarks Historie for andre Omraader, hvor Fordringerne
var mindre trange, og han kunde bevæge sig med større Frihed.
(C. Paludan-Muller: Dansk Historiografi i det 18de Aarhundrede.)

For det andet er Holberg afgjort Klassiker i sin historiske
Fremstillingsmaade. Det gælder, mener han, især om „at udføre
det, som man skriver, udi en simpel og tilligemed ziirlig og
fyndig Stiil"". Hans afgørende Evne er, som de samtidige Hi-
storikeres i Udlandet, den at fortælle og forklare. Han fortæller
klart og flydende (dog ikke uden Gentagelser) med det Formaal
at give Læseren en forstandig Underholdning; han forklarer om-
hyggeligt, lidenskabsløst, med en sund, om end noget for let til-
fredsstillet Trang til at gøre sig Rede og give Grunde.

Hvad der fattes er paa den ene Side Sanselighed, paa den
anden Side Sjæl: Hvad han meddeler, er klart, men aldrig
anskueligt, giver intet Billede. Man ser ikke det for sig, som siges

96 Ikke Psykolog

at ske; Fortælleren er ingen Maler. Og paa den anden Side: Da
han jo kun fordi Begivenhederne er ham Hovedsagen saa over-
vejende bliver Fortæller og Forklarer af det Almentanvendelige,
saa optræder Personlighederne i hans Historie kun for Begiven-
hedernes Skyld, og er der end Liv og Handling nok, saa er der
i Grunden ingen Sjæle. Stilens Beskaffenhed medferer, at den
aldrig har et af de Ord, der pludselig, blinkvis, aabner En Ind-
blikket i en Menneskesjæl. At Historien væsenligt er Sjæleskildring,
det er en Tanke, som er Holberg og hans Tidsalder fremmed.

Meget tydelig bliver Begrænsningen, hvor der tilsyneladende
netop er lagt an paa Sjælekundskab som i Heltinde-Historier.
Laa det Heroiske som saadant ikke godt for Holbergs Talent, saa
laa det særligt Kvindelige det endnu mindre. Der er derfor ikke
den svageste Duft af Kvindelighed over dette Skrift. Selv hvor
Holberg er det Kvindelige ganske nær, griber han det ikke, fordi
han mangler Øje derfor. Om Modsigelserne i de store Kvinders
Væsen bemærker han ikke, at de er feminine, de vækker blot
hans komiske Sans. Efter saaledes til sin Skildring af den
engelske Dronning Elisabeths Storhed at have knyttet en lille
Række Anekdoter, der røber hendes forfængelige Behagelyst og
rent kvindelige Koketteri, slutter han til Læsernes Overraskelse:
„Man seer heraf, at denne Dronning havde noget som var comiqne,'^
Man studser formelig ved Ordet.

1 Helle-Historier træder den klassiske Synsmaade dog maaske
klarest og mest afstikkende frem. Heltene fremstilles, ikke uden
Tvang, efter Plutarchs Mønster parrede to og to. Men Plutarch
havde et Grundlag for sine Sammenligninger; han paralleliserede
bestandig en Oldtids-Græker med en Oldtids-Romer. Holberg der-
imod sammenstiller Stormogulen Akebar og Czar Peter den Store,
Zoroaster og Muhammed etc. som var de ensartede Størrelser.
Oldtids-Skikkelser og Personligheder fra det 18de Aarhundrede,
Tatarer, Persere, Tyrker, Russere, Meksikanere og Peruvianere
skildres i samme livlige, underholdende, forstandige og klare
Stil: de tager sig alle ens ud. Holberg har sat dem i Scene, som
den franske Tragedie paa hans Tid satte sine Persere og Meksi-
kanere i Scene, med Hjelm og Kaarde, i det væsenlige klædte som
de Samtidige, og tænkende som de.

Han fremstillet dem saadan, fordi han forestiller sig dem
saadan. 1 Grunden er hans egen Tid den eneste, han forstaar,
ligesom hans eget Land og dets Konger — trods al hans Stra^ben

Bygger paa Fornuften 97

efter at naa historisk Upartiskhed — uvilkaarligt staar for ham i
et langt bedre Lys end alle andre. Danmark er, siger han, fra
Christiern den Førstes Tid „bleven regieret af lutter Fredericis
og Christianis, og ligesom samme Konger alle have haft eens
Navn, saa have de ogsaa alle lignet hinanden udi Dyder, saa at
man i begge Henseender kand holde den Oldenborgske Konge-
Stamme som den Merkværdigste og Anseeligste udi Historien".
„Den eneste Plet," tilføjer han, „er Christiani 2. Regimente".
Christian den Anden holdt jo ingenlunde „det store Medium". —
Det er, som om selve Navnenes Enshed har tiltalt Holbergs
klassiske Instinkt; de skifter som Leonard og Jeronimus i Komedien,
alle har de en vis Jævnhøjde af Evner, alle holder de en vis Mid-
delvej, uden Afbrydelse af nogen. Landet rystende. Lidenskab, Stor-
hed eller Galskab, alene med Undtagelse af hin Enes Regering, der
danner en Plet.

Et Aarhundrede senere vilde Holberg ikke have udfyldt en
saadan Plads som Historiker. Nu kunde han lade sig lede af sin
naturlige Skønsomhed, sin store Gave til at fortælle, sit Hang til at
oplyse og moralisere ogsaa paa dette Omraade, og kom ved sin
Dømmekraft og sin Takt til at bryde den danske Historie-
skrivning Vej.

Den historiske Følelses Begrænsning og den skelnende For-
stands Overvægt bestemmer hos Holberg som hos næsten
alle Tidsalderens Hovedforfattere Synspunktet for Religion og
Moral.

Udgangspunktet er, at man bør bygge paa Fornuft, ikke paa
Autoritet. Men man tror paa Fornuften i den Mening, at man er
overbevist om, den lader sig finde som Kærne i alt det historisk
Tilblevne: den har været der oprindeligt, men er senere bleven
forvansket ved Tilsætninger. Der er heri en Arv fra Reforma-
torernes Religionsopfattelse. Ligesom Reformatorerne mener Dei-
sterne, at det overfor Kristendommen gælder om at bringe den
tilbage til en ældre, oprindelig Renhed, kun at de har et andet
Blik paa, hvad Læren i dens Renhed har været. Den sande
Religion er for dem forvansket af Præsterne, ligesom de usande
Religioner er opdigtede af Præsterne ved bevidst Bedrag. Tids-
alderens Fejden imod disse genfindes hos Holberg, hvor han tør føre
sin Krig; den kommer, som vi saa', til Orde i Peder Paars; men
den Forsigtighed, Digtets Modtagelse og desuden Censuren ind-
prentede Holberg, faar sit Udtryk i, at der i Komedierne ikke fore-

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 7

98 Rettroenhedens Indsmeltning

kommer en eneste Gejstlig; derimod bryder Polemiken frem paa-
ny saavel i Niels Klim, der farer den ad Omveje og paa Latin, som
i Kirkehistorien, hvis Paverække for ham kun er en Række af
magtkære Rænkesmedde.

De forskellige Forfattere i Tiden, der alle erklærer Fornuften
for øverste Dommer — „Tro er det samme som at vide" (Hol-
berg) — stanser nu paa forskellige Trin; nogle, særligt Englændere
og Franske, bryder aabenbart med Kristendommen, andre, som
Tyskerne og Holberg, stræber at bringe den i Overensstemmelse
med Fornuften; men alle stanser paa et vist Punkt deres ud-
rensende Behandling af det Overleverede. Forstanden, der er fast
overbevist om ved Indsmeltning af Rettroenheden at kunne vinde
den filosofiske Sandheds rene Guld, kaster den oldsemitiske
Religion, som Alkymisten sit arabiske Pulver, paa Panden, og
finder, naar den stanser Forsøget, et billedligt Nedslag, som
den kalder Gud, men som i Virkeligheden slet ikke er andet end
det utydelige Spejlbillede af selve den Forstand, der foretager
Smeltningen og som genfinder sig selv paa Pandens Bund. Uden
denne Gud kan Forstanden ikke faa begyndt, men naar den er
begyndt, griber han ikke mere ind.

Taine har med Rette sammenlignet denne klassiske Gud som
Rest af Religionen med det klassiske Vers, Aleksandrineren, der
som Rest af Poesien blev tilbage, da den klassiske Forstand ind-
smeltede Lyrik og Heltedigt: „Som Aleksandrineren tager denne
Gud sig godt ud, forstaas uden Vanskelighed, er i stadig Ligevægt,
har ingen Flugt eller Kraft i sig, sætter ingen af dem, der sysler
med ham, i nogen Sindsbevægelse og ligesom Aleksandriner-
verset er han ikke Foster af nogen poetisk eller profetisk
Ildhu, men af den kolde, ræsonnerende Forstand." (Hist. de la
litt. anglaise IV). Holbergs Gud ligner Holbergs Vers. Kun er der
det at mærke, at han, alt som Aarene gaar og de hjemlige
Forhold udøver deres daglige, uafbrudte Indflydelse paa ham,
fjærner sig forsaavidt fra sin Ungdoms Standpunkt, som han betoner
Pligten til at tro Religionens uudgrundelige Hemmeligheder og stiller
sig paa Aabenbaringstroens Side overfor dens engelske Angribere.

Ganske som der nu under de falske Troesbekendelser findes
en sand, naturlig Religion — Gud, Frihed, Straf og Belønning efter
Døden — ganske saaledes findes der under de givne borgerlige
og politiske Love en Naturret, som det gælder om at udfinde og
som bliver tilbage, naar alt det Forældede bortsmeltes, saaledes

Middelsandheder 99

som det f. Eks. sker i Holbergs Natur- og Folkeret I Religionen
er Kærnen Moralen. Religion uden Moral er ingen Religion, men
„Moral uden Religion er altid Moral". Og Moralen er atter For-
nuft. Som det hedder i Natur- og Folkeret: „Fornuft er Sam-
vittighedens eneste Grundlag".

Denne Gud er da lige langt Ira den gammelhebraiske Stormgud
og Lovgud og fra den moderne tyske Poesis og Filosofis Verdens-
guddom. Denne Moral stiger ikke til noget Kantsk kategorisk
Imperativ eller til noget kristeligt Paradoks. Denne Fornuft
stormer ikke Himlen, indlader sig ikke med de højeste, vanskeligste
Overvejelser. Denne Fornuft-Moral eller moraliserende Fornuft
lever og aander, aander sundt og ft'it, her paa Jorden; den er
hyggelig og borgerlig, alvorlig uden at være overvættes streng, skemt-
som og mange Gange vittig i sit Udtryk, vel skikket til at lære en
Nation af jævne Borgerfolk og Haandværksfolk Levevisdom. Den
nejes med Middelsandhederne og passer særlig godt for den
Middelstand, hvis Frigørelse var gaaet forud for Holbergs Tid, og
hvis Digter og Lærer han blev.

Tidt synes de Genstande, der ligger til Grund for Komedierne,
næsten for underordnede, saaledes f. Eks. Æmnerne i Barselstuen
og Den Stundesløse, men det sprudlende Lune og den mangesidige
og skarpe Iagttagelse gør Fremstillingen og Læren lige ufor-
glemmelige. Undertiden kan de Genstande, som de Moralske
Tanker behandler, synes altfor middels, altfor nærliggende; vi véd,
at man ikke bør gifte sig altfor gammel, at man hverken bør
være en Laps eller unødigt trodse Moden, at man hellere bør
udmærke sig ved Fortjenester end ved en Rang, at Venskab ikke
bør være Sammenrotteise o. s. v., men Afhandlingen om Ægteskab
i Moralske Tanker er ligefuldt saa sundt tænkt, saa mesterligt
skreven, saa vittig i sin Bevisførelse, saa digterisk overgiven i sit
skønhedsdyrkende Slutningsforslag om de smukke Pigers Bevarelse
i ugift Stand til Ziir for Staden, at ingen nok saa dyb Tanke
kunde udøve større Tiltrækning eller indpræge sig stærkere end
denne en Verdensmands Bekendelse, og Afhandlingerne om den
falske Gudsfrygt, der nu synes os saa selvfølgelige, har engang
været dristige og er vittige endnu.

Vi nulevende maa overhovedet overfor Holberg aldrig glemme,
at hvad der nu er for sandt til at siges, engang har været højst
urimeligt, og at det er Holberg, der har havt Mod til at tage vore
sædelige og kunstneriske Livssandheder op som urimelige og

100 Niels Klim

holde Pinen ud, indtil de blev Selvfølgeligheder. Han stod overfor
et Publikum, hvem han maatte give sin Satire ind med Skeer og
banke sin Moral ind i Hovedet. Og intet kunde ligge bedre for
hans Evner end Kamp for Udbredelsen af hans og Tidsalderens Mo-
raltro og Fomufttro.

Den klassiske Aandsform tager i Frankrig og England alle
Kunstarter i sin Tjeneste for paa en smagfuld og tiltalende Maade
at formane. Den gor Fremstillingsmaader, der hidtil har staaet
udenfor Skønliteraturen, literære, som den moralske Afhandling,
Epistlen, Fablen. Men Holberg har netop (i Modsætning til Moliére,
hvis Aarhundrede han har bag sig, men ligesom Voltaire) Publi-
cistens Drift til at forsøge sig i de forskelligste Kunstformer.
Fabelen mislykkes for ham, fordi han mangler Naivetet og er
altfor tynget af belærende Hensigt, men han viser sine Landsmænd,
at moralfilosofiske Overvejelser kan bringes til at udgøre en
lærerig Morskabsbog.

Den klassiske Aandsform omdanner endelig Romanen, som
den paatrykker alle andre Kunstarter sit Stempel; den gør Romanen
filosofisk, allegorisk, som vi i England især træflFer den hos Swift,
i Frankrig især hos Voltaire, og det er paa Grundlag af en hel
Overlevering og i Tidsaandens Medfør, at Holberg skriver Niels Klim.
For at komme de nedarvede Fordomme tillivs uden direkte at
komme i Kast med de Samfundsmagter, der bar dem, sidestille man
disse Fordomme med andre (som næredes i Persien, paa Sirius
eller under Jorden) og hvis Herredømme dér var ligesaa uanfægtet.
Idet man overfor den gængse Sæd og Skik, det herskende Religions-
og Rets-System, udviklede andre Folkeslags Levevis, andre Kloders
Synsmaade, Mennesketræers eller Abemenneskers Samfundsind-
retning, gjorde man det, som i Hjemmet gjaldt for det ubetinget
Tilbørlige, relativt og lod et ironisk Lys falde hen derover. For-
træff'eligt laa denne Kampmaade for Holberg, hvis Fantasi stadig
var ledet af Frigørelsesdriften, hvis Lune, selv naar det blev sluppet
løs i Overgivenhed, altid blev holdt i Line af Forstanden, og for
hvem det, især da Tiderne blev trykkende, var en Fristelse at
filosofere ad en ny Omvej. Kunstformen er nutildags forældet,
men Niels Klim ikke desmindre — skønt noget ufrisk — et af Holbergs
bedst lykkede Skrifter.

Paa alle disse talrige Omraader ser vi da Holbergs Aand fore-
finde den klassiske Aandsform færdig og parat for ham og ser
denne Aand smutte i denne Form som i sin naturlige Dragt, en

Holberg og Moliére 101

Vaabendragt, der aldrig trykker den — og ved denne lykkelige
Overensstemmelse rustes denne Aand, saa den bliver den herskende
i sit Lands Kultur.

Det er ikke for meget sagt, at det klassiske Panser aldrig
trykker ham. Imidlertid, det kan blive ham for snevert, og da ser
vi ham kaste det. Det er jo fra første Færd af en Vaabendragt
for romanske Folk. Moliére bærer den med uendelig Gratie, lige
ledigt til Kamp og Fest. Den lykkelige! Lykkelig i al sin Ulykke!
Han var ved Kilden. Han forefandt omkring sig Verdens farste
Hof, Tidens ypperste og sletteste Selskab, havde Europas højest
og finest udviklede Sprog til sin Raadighed og beherskede det fuld-
endt. Han fandt desuden med sit rige Sind Udtryk for den dybe
Følelse, den ædle Harme, for Sværmeri og Elskov ikke mindre end
for Lune og Vid. Han kunde naa op til Alcestes ophøjede
Menneskeforagt, hvor Holberg maatte blive staaende ved Philemons
ærbare Selvforsvar; han kunde skildre Tartuffe i al hans uhyggelige
Storhed, hvor Holberg maatte nøjes med at male den lille visne
Hykler Jeronimus i Pernilles korte Frøikenstand. Selv om Holberg
i Følelsens Dybde og Inderlighed, i Erolikens Glød og Duft havde
kunnet maale sig med Moliére, maatte han dog i Udtrykkets Fin-
hed og Ynde staa langt tilbage for ham, stillet, som han var, i et
halvciviliseret Land med et uudviklet Sprog. 1 Lune og Over-
givenhed derimod maaler han sig med ham (man tænke paa
Ulysses von Ithacia), i Dybde er han stundom hans Ligemand; men
der er et Punkt, hvor han overgaar ham.

Vi saa', hvorledes Holberg i Forsvaret for Tigellius stiller
det Spørgsmaal, hvorledes det gaar til at helt uensartede Egenskaber
kan forenes i et og samme Menneske, og hvorledes han i Den
Vægelsindede famler med Opgaven at forene alle Sider, selv de
indbyrdes modsigende, af en menneskelig Karakter, men ogsaa
at han hurtigt i Klassicismens Aand og paa Moliéres Vis tyr til
at bygge Karakteren over en enkelt, herskende Egenskab, i hvilken
alt gaar op.

Og dog — stundom er det, som om Racetilbøjeligheden i ham
gjorde NJodstand imod denne romanske Synsmaade og Fremgangs-
maade, der er simplere, men mindre omfattende og mindre tilfredsstil-
lende, og vi møder da hos ham den fuldstændige Iagttagelse og den
fuldstændige Fantasi, som vi aldrig træffer paa hos Moliére. I sine
Skuespils Anlæg, i Sceneføringen fjerner Holberg sig aldrig fra det
klassiske Mønster, men vel i Karaktermaleriet. Det er, hvor han

102 Jeppe paa Bjerget

naaer allerhøjst, i Erasmus Montanus, tydeligst i Jeppe paa Bier g et.
Her er det som om Nordboen i ham, man fristes til at sige Neder-
lænderen i ham, Manden fra den halvt nederlandske Hansestad
deroppe i Norge, havde kastet det romanske Seglas, som den frem-
mede Kultur har trykket ham ihænde. Her er Alsidigheden naaet.

Tænk paa Jeppe I Alt det, vi vil vide, naar vi ønsker at lære
€t Menneske at kende og meget mere end vi plejer at vide om de
Mennesker, vi ellers kender i Virkeligheden eller træflFer paa Scenen,
erfarer vi om Jeppe. Ethvert Spørgsmaal besvares. Hvad Slags
Menneske er han, og hvorledes er han bleven den, han er? Hvilket
er hans Sindelag, hvilke Laster og hvilke Dyder har han? Hvor-
megen Vilje kan han opbyde, har han Forstand og hvad Slags
Forstand? Hvilken er hans herskende Lidenskab? For hvilke For-
nøjelser er han modtagelig, og hvilket er hans Ideal af Lykke?
Hvad er hans Forfængelighed eller hans svage Side, hvor stikker
Narren og den Gale i ham ? Paa hvilke Punkter er han indskrænket
og hvilke er hans Fordomme? Hvad har han lært, læst og oplevet?
Hvad er den faste Kærne i ham, der bliver sig selv lig under alle Om-
skiftelser, og hvilke af håns Egenskaber er simple Frembringelser
af de Omstændigheder, under hvilke han lever, og forandres med
dem? Hvad er hans Religion, og hvad er hans Filosofi o: hvad
Forestilling har han om Liv og Død, om Gud og Verden, om et
andet Liv, og hvad Indtryk har han faaet af de Menneskers Færd,
med hvilke han er kommen i Berøring? Hvorledes lever han, og
med hvilket Sind vil han dø? Paa ethvert af disse Spørgsmaal
giver Stykket et Svar, og ethvert af disse Svar staar i saa nøje
Forbindelse med de andre, at det kan formes ud fra dem. Her
er da én Jeppe, der er underholdende for Børn og Tjeneste-
folk, men desuden en anden, der er interessant for Sjæleforskeren,
for Statsmanden, for Bondevennen, for Officeren, for Historikeren
og for Lægen.

Tag Jeppe, som han staar der i første Akt, kuet indtil Sløvhed,
Træl af Herremanden, Ridefogden og Konen, krænket og haanet af
hende og Degnen, modløs overfor sin kvindelige Plageaand, retløs
overfor sine mandlige Despoter, udskældt og pryglet, fordi han
drikker, og drikkende for at glemme Skældsord og Prygl I Se ham
udjaget af Huset i den tidlige Morgen for at gaa en lang Vej i
urimelig kort Tid, fastende, uden i sit Hjem at have faaet en Draabe
eller en Bid I Forstaar man, at han tyer til Jacob Skomager, og at
han har gjort det Dag ud. Dag ind? Er det ikke en kun altfor na-

Jeppe paa Bjerget 103

turlig Ting? Brændevinen er hans Andenstedsnærværelse, er det
samme for ham, som Musik og Poesi er for os. Under Rusen
dukker hans Erindringer op, han mindes sin Soldatertid, sit Tysk
og sine Campagner, og skønt disse vistnok ikke har været saa
særdeles hæderfulde, er det Felttog, han har at opvise, øjensynlig
hans stolteste Erindring; han finder ikke heller noget hæderfuldere
Ord at lægge Præsten i Munden ved hans Baare end det saa usigelig
komiske, at han levede og døde som Soldat. Ti Aar af sit Liv har
han staaet under Malicien og tre Gange saa længe under sin
Hustrus end værre Malice, altid har han maattet døje og slide,
intet har han lært. Det er let at spore, hvad han kender til: han
henter sine Lignelser fra Stalden og fra Bibelen og er sikrere i
sin Brug af de første end af de sidste; af boglig Lærdom har han
saa meget inde, at han paa urette Sted kan anbringe nogle Navne
af Bibelen, Folkeviserne og Holger Danskes Krønike (Abraham og
Eva, Liden Kirsten og Hr. Peder, Åbner og Roland). Han har én
Ven, den brave Moons Christoffersen, der giver ham gode Raad,
som han ikke følger, og en anden endnu bedre og meget nyttigere Ven,
den brogede Hest, der spiller en Hovedrolle i hans Forestillingskres;
tre Gange kommer han tilbage til den; han elsker den, som hans For-
fædre i Oldtiden elskede dens Ahner. Han har altid været fattig
som en Kirkerotte; derfor véd han, hvad Penge er værd, derfor
bliver han saa gerrig og havesyg,' naar han tror at være kommen
i Besiddelse af dem, derfor krummer han sig og kysser paa Haan-
den for fire Rigsdaler, saa snart han faar dem, og slaar med Nakken
og rasler med Lommen, saa snart han har dem. Det er troligt, at
det brogede Øg endda har havt bedre Dage end han.

Det er naturligt, at den, der arbejder som en Hest, fornøjer
sig som en Hund. Til den raa Forestilling om Arbejdet svarer
den raa Forestilling om Morskaben. Hvad Under da, at Jeppe som
Baron æder og drikker uden Maade, indsuger Magtens og Hævnens
Sødme og vil berede Ridefogden den samme Skæbne, som Degnen
har beredet ham. Hvad anden Forestilling kan han have om Lyk-
ken end den, at den bestaar i at have en god Seng, fine Klæder,
megen Mad, sød Vin i Overflødighed, mange Tjenere og en Tjener-
inde. En Grad højere: en udmærket god Seng, udsøgt gode Klæder
osv., det er ikke mere Lykken, det er Saligheden. Med god Grund
antager derfor Jeppe, da man har leget Himmelspræt med ham, at
han er bleven kastet lige ind i Himlen. Han véd, for hvilken Pris
den kan vindes. Det er Retskaffenhed, Skikkelighed, det kommer

104 Jeppe paa Bjerget

an paa. Hvori bestaar da Skikkeligheden, hvem kommer ikke
uforskyldt i Himmerig? Det gør den, der end ikke efterlader sig
„een Skillings Restantz hos Herskabet". Alt staar i Sammenhæng.
Til Begrebet om den højeste Dyd svarer Begrebet om den højeste
Lykke. Den ene Forestilling er ligesaa drøj, haandgribelig og
legemlig som den anden. „Et eiegodt Gemyt" er Jeppe; men det
er i sin Orden, at hans Lyksalighed varer saa kort; thi den evige
Lyksalighed har han ikke fortjent, han glemmer altfor let de For-
pligtelser til Landgilde og Ofl'er, som Fæstebrevet paalægger ham,
og hvad der er et ægte dansk Almuetræk, han agter ikke en Ed
for mere end Fæstebrevet, snarere for mindre, han vil med Glæde
„giøre sin høyeste Bed paa, at alt det var Løgn, som han svor paa
tilforn". Han har ikke mere Ærefrygt for Retten end for al an-
den Øvrighed. Ligesom en Herremand for ham er en af ube-
kendte Myndigheder indsat Magthaver, hvis Hverv det er at plyndre
Bønderne for deres surt erhvervede Skillinger, selv bestjaalet og
bedraget af dem, der besørger Plyndringen for ham; ligesom en
Præst er en Mand, hvis fornemste Dyd er en vældig Talestemme,
med hvilken han kan meddele Bønderne Troen, og ligesom en
Degn først da er en ret og lærd Degn, naar han besidder en hej
og skinger Sangstemme, formedelst hvilken han kan „tage Troea
fra" de andre Degne, saaledes ere Dommere og Prokuratorer en
Flok sortklædte, latinskpludrende, bestikkelige Kæltringer. Han
tvivler ikke paa, at det rette religiøse Hjærtesuk er dette: „Gud
bevare vore Venner, og Skam faae alle vore U-vennerl" Jeppe
kender Livet og Menneskene, han har sin egen, ikke i mindste
Maade bitre, men mørke Livsfilosofi. Han er klog, fin og mistroisk.
Hvilken ægte dansk Bonde-Egenskab er ikke ;atter denne Mistro I
Livet har lært ham den, og han har Brug [for den for at leve;
derfor er den saa indgroet i ham. Aldrig lykkes det at overliste
den, selv naar han er allermest skufi'et og vildledt med Hensyn til
sine ydre Forhold. Jeppe har Hjærte, hvem tvivler derom, ja saa
meget, at enhver Paastand om Holbergs egen Mangel paa Hjærte
tager sig taabelig ud for den, der har Jeppe for Øje; men Jeppe
er besindig, lun, sjællandsk nok, til at Hjærtet ikke løber af med
ham. Hver Gang man»tror: nu bliver han rørt, nu taber han sit Fod-
fæste og sin sikre Forstandsoverlegenhed over alle de Spidsborgere
der tumler med ham, overraskes man paa den behageligste Maade
ved, at han øjeblikkelig er sig selv igen. Hans Enfoldighed er
et Bytte for deres Kundskab og Dannelse, hans Følelse er et

Jeppe paa Bjerget 105

Legetej for deres Erfaring; men han beholder stedse Hovedet frit,
og hans Forstand befrier uafladeligt Følelsen. Han brister ganske
vist i Graad, da hans Defensor forsvarer ham, han tilbyder ham
med et „Gud velsigne din Mund" sin Skraatobak og synes smeltet
af Taknemmelighed; men da den anden viser ham tilbage med de
Ord, at han ikke taler for Skænk og Gave, er det langt fra, at han
bliver yderligere bevæget; han siger tørt: „Om Forladelse, Hr. Pro-
curator, jeg havde ikke tænkt, at I Folk vare saa ærlige." Paa
lignende Maade, da Dommeren dømmer ham til Live igen: Jeppe
er bevæget, man venter Tak og Hjærteudgydelse. „Tak os," siger
Dommeren, „at vi har været dig saa naadige at dømme dig til
Livet igen." „Hvis I havde ikke selv hengt mig op," svarer Jeppe,
„vilde jeg gierne have takket jer, for I løsede mig neer igien."
Denne mistroiske Kløgt er hans Skjold: det er paa den, at i hans
Baronstand Bønner og Smigrerier, „Goniplementer og Baslementer"
preller af; han er mindre modtagelig for dem, end rimeligvis Ba-
ronen selv har været.

Det er dette Jeppes gode Hoved og sunde Vid, der altid bliver
sig selv ligt, i hvilket, som Hauch har sagt. Folkestammens Sejg-
hed og Livskraft midt under Fornedrelsen spores. I første Akt
ytrer det sig som Skælmeri, som Bondevittighed, som overgivent
Drankerlune; men fra det Øjeblik af, da Jeppe i anden Akt vaagner
som Baron, faar hans stakkels Hoved saadanne teoretiske og prak-
tiske Opgaver at løse, at al dets medfødte Skarpsindighed udæskes
og tages i Beslag. Under overordenlige Forhold udvikles som
bekendt overordenlige Kræfter, og intet er her [morsommere end
at se, hvorledes denne stakkels uslebne Forstand, hvem pludselig
Kæmpeproblemer bliver forelagte, tumler med disse efter bedste
Evne og fægter med sin sunde, men utilstrækkelige Logik mod
alle disse Vanskeligheder, som en David imod en Goliath. Det er
jo nemlig intet ringere end de højeste oversanselige Opgaver, som
lægges for Jeppe. Det er Spørgsmaalet om Jeg og Ikke-Jeg. Er alt
dette, han ser, en udvortes Virkelighed, eller er det et Billede af
hans Fantasi? „Drømmer jeg, eller er jeg vaagen?" spørger han.
Denne Knude, som det er umuligt at løse ved Grundsætninger og
Beviser, naar den umiddelbare Sans er bleven vaklende og ikke kan
hugge den over, denne Knude er det. han forsøger paa at trævle
op. Han véd ikke, at hans Tankegang bestandig bevæger sig i en
Kres og ikke kan komme af Pletten: han føler paa sin Tand, han
kniber i sin Arm for at faa Vished, og glemmer, at ogsaa For-

106 Jeppe paa Bjerget

nemmelsen kan være indbildt og drømt. — Drømmer jeg, eller er
jeg vaagen? Er jeg levende eller død? „Er det Jeg, eller er det
ikke Jeg?" Disse er Spørgsmaalene; han kommer som en dygtig
Tænker saa vidt, at han tvivler, om han virkelig er sig selv. Denne
er den mest skrigende, videstgaaende og derfor mest komiske
Modsigelse af alle; her er Modsigelsen, paa hvilken det komiske
beror, spændt saa stærkt, som den kan spændes uden at blive til
Vanviddets egen. Jeppe staar her paa Afsindets Rand, ligesom den
Stundesløse, hvor han udraaber: „Jeg er Alexander Magnus." Situa-
tionen er derfor her en uudtømmelig Kilde til Latter. Hvormegen
Snildhed Jeppe end udvikler, hvor sundt han end tænker, det
lykkes ham dog ikke at tilintetgøre, men kun efterhaanden at fjerne
Tvivlen. Men den lader ham ikke Ro, næste Dag vender den i
skærpet Form tilbage. Nedtaget af Galgen maa Jeppe opkaste
sig det Spørgsmaal, om han er levende eller død, om han er et
Menneske eller et Spøgelse, en Aand, en Genganger? Han kan ikke
faa det i sit Hoved, at han er levende endnu, han er uimodtagelig
for Dommerens Tankegøgl, og han kan til Slutning kun berolige sig
med den snilde Gisning, at „maaskee, naar man henger levende
Folk op, saa døer de, men naar man henger døde Folk, saa lever
de op igien". Han har en Trang til idetmindste formelt at bringe
Orden i sine Begreber. Ordenen er kun saa som saa, men Trangen
dertil gjør hans Hoved Ære.

Anden Akt er en overjordisk Komedie, vi ser i den, hvor-
ledes Jeppe vil bære sig ad efter sin Død; fjerde Akt er et Sørge-
spil, i hvilket vi lære, med hvilke Tanker han vil forlade Livet.
I dette Stykkes bagvendte Verden kommer Opstandelsen først og
Døden bagefter. Jeppe har al Grund til at antage sig for død, for
uretfærdigt myrdet. Skulde noget imidlertid bringe os til at til-
give Baronen hans utilgivelige Barbari, da skulde det være den
Kundskab, det meddeler os om Maaden, paa hvilken Jeppe vil dø.
Han er ikke modig overfor Nille og var i sin Ungdom ikke modig
før Slaget; men han er ikke bange for Døden, han har ikke Livet
at takke for saa meget. Vant som han er til a^ give Afkald, resig-
nerer han ogsaa let overfor Dødstanken. 1 første Øjeblik synker
han paa Knæ under den, saa rejser han sig med en Bøn til Dom-
meren. Denne Gang er det ikke „Davids Psaltkar", han tyer til,
som da han havde Døden for Øje som Mulighed. Nu da den
er ham vis, falder den vedtagne Fromhed bort af sig » selv.
Brændevinsflasken træder istedenfor Psalmebogen som den eneste

Holberg og Shakespeare 107

prøvede og paalidelige Trøster; hans Tanke bliver ved Jorden.
Og da saa de tre Snapse er drukne, da han erfarer, at der er
ingen Pardon, og at Dommen alt er fuldbyrdet, vender han sig med
en Kærlighed, der har overlevet Fromheden og var stærkere end
den, i sit stille Sind til sin hele jordiske Kres, siger Farvel og
-Tak for godt Compagnie" til sine Børn, sin brogede Hest, sin tro
Hund og alle sine Kreaturer.

Saaledes fremstiller da Stykket under de mest burleske Løjer
en sammensat og tillige typisk Karakter og et helt Menneskeliv
fra Vuggen til Graven.

Resultatet er altsaa dette: den klassiske Aand, hvilken Holberg
forefinder som herskende i Europa, en Aand, der er hans Tids,
men ikke hans Folks (hvorfor han ingen Skole stifter), passer
mærkværdigt for hans Personlighed med dens Hang til Forstand
og Forstandsvid, dens digteriske Kraft paa det satiriske og komiske
Omraade alene, dens Evne til Tankebevægelse uden Flugt — men med
den sunde Sanses stadige Ligevægt — og med dens Tilbøjelighed
til Fornuftreligion og Fornuftmoral. Den forsyner ham i Verse-
kunst. Satire og komisk Heltepoesi, i Skuespildigttiing, Historieskriv-
ning og Visdomslære med en hel Række færdige Aandsformer, Fan-
tasiformer, Tankeformer, Skriftformer, i hvilke det falder ham
let og naturligt at udmønte sit ejendommelige Væsen. Men hvor han
naaer højst, der har han med Geniets Myndighed og Kraft — uden
selv ret at føle eller vide det — sprængt den klassiske Aandsform,
forstaaet og fremstilt Menneskenaturen, ikke udskelnende dette eller
hint, men med fuld Fantasi, som Shakespeare gør det, og i saa Fald
er det, at han overtræffer sit store, romanske Forbillede, Moliére.

V.

Skønt Holberg i sit Levned taler, som om han pludselig midt
i Aaret 1722 „fik i Sinde** at skrive Komedier, tyder dog baade For-
talen til den samlede Paars fra 1720 og til Skemtedigtene fra Januar
1722 paa, at han har syslet med Tanken om at skrive „moralske
Comoedier"; thi han forsvarer dem, der skriver slige, i samme
Aandedrag som sig selv.

Vi har allerede bemærket den rivende Hast, med hvilken han
nu i ikke tre Aar skriver over en Snes Stykker af sine Skuespils
første Hold.

108 Selviagttagelse

Hvilke Kilder tyede han til under denne uhyre og den senere,
roligere Kunstfrembringen?

Der gives efter Sagens Natur kun tre: den indre Iagttagelse,
Iagttagelsen af Omverdenen, og den trykte Literatur.

Det er klart, at de to første Kilder ikke blot fuldstændiggør,
men forudsætter hinanden og det særlig for den komiske Digter.
Vi forstaar de Andre gennem os selv og os selv igennem de Andre.
Vi finder i os selv hvad de Andre skjuler for os og opdager hos de
Andre, hvad vi skjuler for os selv. Hertil kommer saa endelig det
gennem Bøger Tilegnede.

Hvad nu den første Kilde angaar, den indre Iagttagelse, der
fører til Selvskildring, en Kilde, der for mange moderne Digteres
Vedkommende strømmer saa rigeligt, at man bestandig genfinder
dem selv i deres Æmner og deres Helte, saa synes denne Kilde
at maatte flyde særlig sparsomt her. Holberg staar saa fuld-
komment over og udenfor sit dramatiske Livsværk; hans Galleri er
et Galleri af Narre, af ubetydelige eller indbildske Tosser, over
hvis Laster og Fagter man ler.

Imidlertid har han jo kun gennem sig selv forstaaet dem. Og
det er paafaldende, hvor tidligt han fremhæver, at han fierst og
fremmest selv er sin Satires Genstand. Hvor han i sine Skiemte-
digte hævder, at han „skyder udi Flæng", ikke sigter paa nogen
bestemt Person, gør han en Undtagelse med sig selv: det eneste
Væsen, over hvilket han satiriserer personligt, det er hans
eget Jeg:

Saa tidt jeg Tempo seer, jeg med mig selv raillerer.

Og med en overlegen Aands dybe Beskedenhed aflægger han
i Fortalen til disse Digte Tilstaaelsen:

„Jeg finder hos mig selv mange Feyl, og de Dyder, man til-
legger mig, lidet solide. Jeg lever indgetogent og regulier, fordi
jeg kand ikke leve vellystig, ligesom den, der aldrig spillede, fordi
han aldrig havde Penge. Jeg drikker ikkun Vand, fordi jeg taaler
ikke at drikke Viin. Jeg philosopherer, naar jeg haver liden Hel-
brede; er kied af Verden, naar hun er kied af mig: saa at min
Philosophie og mine Dyder ingensteds have hiemme. Jeg finder
der imod hos mig adskillige solide Fegl, som man kunde giøre smukke
Comedier over.*^

Det er Ord, som antyder, at hvor store Vanskeligheder end
den betydelige Tidsafstand og Tarveligheden af vor Kundskab til

Selvskildring 109

Holbergs Liv og Levned lægger i Vejen for en Tilbageførelse af
hans Aandsfrembringelser til hans Personlighed — - saa er denne
Vej dog ikke spærret.

Enhver Kender af Holbergs Breve til en berømt Mand har
bemærket, at selvoplevede Smaatræk gaar igen i hans Skrifter.
Naar i Peder Paars en af Personerne fortæller, hvorledes han som
uskyldig Vejfarende nær var bleven sat fast af en Fændrik, blot
fordi han gik tilfods i sit eget Fædreland uden Pas, saa sigter
dette til en Begivenhed, der var hændt Holberg selv; naar Troels
i Barselstuen i sin Spøgelseangst læser en Bordbøn istedenfor et
Fadervor, saa er dette en Erindring fra Holbergs Barndom o. s. v.
Men ogsaa for hele Karakterer i Lystspillene maa det humoristiske
Udgangspunkt søges hos Digteren selv.

Det Eksempel, der først frembyder sig, er naturligvis Phile-
mons.

Da Shakespeare afsluttede sit Digterliv, fordi hans Fantasi
længtes efter Hvile, skrev han Stormen og afbildede sig selv og
sin Genius i Skikkelse af Prospero og Ariel, af den mægtige Magus,
der er Elementernes og Aandernes Herre, og den urolige, legende,
lynsnare, altformaaende Luftaand, der higer og brænder efter at
blive udløst af sin Tjeneste, og som endnu paa Tjenestens sidste
Dag smægter efter Frihed og jubler imod den. Da Holberg havde
naaet Højdepunktet af sin Bane, saa' han sig tilbage og skrev Det
lykkelige Skibbrud; han gjorde, som man plejer at gøre, naar man
bygger: han satte Kransen paa Huset, førend Taget var færdigt og
Arbejdet endt. Han optræder ikke som en mægtig Aandebesværger,
han nøjes med den sanddru Satirikers og Moralists beskedne Rolle.
Han selv vil ingen anden Hvile og Fred have end den: som Skri-
bent at kunne leve i Ro for Dumrianers og Kæltringers Plagerier;
den eneste Frihed, hans Genius forlanger, er Albufrihed. PhUemon
er ung og hed, forøvrigt uegennyttig, opofrende, højtbegavet. La-
stens Beskæmmer, Dydens Mønster og Sandhedens Martyr. Det er
næsten for meget af det gode. Rundt omkring ham, for Skranken
med ham, et Kor af Narre og Tosser af begge Køn, der vil have
ham dømt, fordi de paastaar, at han har sigtet til dem i sine
Skrifter, og som slutter, at han maa have sigtet, siden han har
ramt. Ligeoverfor ham Rosiflengius, det vil sige Kryberi, smudsig
Begærlighed efter Penge, lav Nederdrægtighed. Det er næsten for
meget af det slette. Punkt for Punkt, Træk for Træk, ved Hjælp
af Gentagelser, af overflødige Eksempler, af oplysende Scener som

110 Selvmaskering

den med Oldfux og den med den fulde Mand den omstændeligste,
bredeste Udmalen af Modsætningen mellem Rosiflengius' og Phi-
lemons Karakter og Færd, til Ære for den sidste. Det er som en
Sang, der synges helt ud gennem alle Versene, fordi Tilhøreren er
dum og ude af Stand til at forstaa en halvkvædet Vise. Skikkelsen
bliver saa overrost, at den af lutter Fejlfrihed mangler Liv.

Langt virkningsfuldere er det i Komedierne, naar Holberg
legemliggør sig som Henrik, ingensteds virkningsfuldere end i Masca-
rade, dette Stykke, som han i 1724 skrev samtidigt med at den
Forordning forberedtes, der forbød Maskerader. Holberg har her
selv trukket i Liberiet for tilgavns at ruske i de gamle Parykker,
og saaledes kostymeret sender han i Stykkets Hovedscene — der
drejer sig om Henriks Forsvar for Maskerader og har Form af en
Retsstrid mellem Alderdom og Ungdom, som Overgivenheden vinder
for de Unge — Bevisgrunde af højst forskellig Styrke i Ilden. Som
Skolastikerne, der satte en Ære i at kunne hitte bestandig ny,
bestandig flere Grunde og Beviser for den Sag, de førte, og som
Erasmus Montanus, der har gaaet i Skole hos dem, skyer Henrik
hverken Spidsfindigheder eller forbløff"ende Paastande; men da han er
Broder til Jacob Berg lige saa vel som til Erasmus Montanus, er hans
Lune gennemgaaende grundet paa den sunde Sans; det er den rene
Forstand, som i hans Kamp mod Gammelmandsgnavenheden slaar
om sig med Vittigheder til Højre og Venstre, og kun nu og da
giver den frie Lystighed i ham sig til at synge en Dityrambe,
som naar han i et kritisk Øjeblik fremfører til sin Undskyldning,
at Karlen fra Frankfurt, der forførte ham, „spiller stærkt paa In-
strumenter". Er hans Indvendinger noget for dybe og for fine,
ligger det i, at han har Holberg selv til Sufflør. Lad os høre Suf-
fløren! Han siger saaledes: Mennesket gennemgaar som Naturbarn
adskillige Naturbørnesygdomme, Hang til Nattelystighed, Dans
o. s. V.; raser Ungdommen ikke ud, gør den Alderdommen balsty-
rig; er Alderdommen rolig, saa er det, fordi den har raset ud.
Ærbarheden er ganske vist al Ære værd, og vi er rede til at vise
den al mulig Respekt; Ulykken er, at vi aldrig har truflFet den ~
hos Magdelone er den Fornøjelsessygens Maske, hos Jeronimus
Uformuenhedens Uniform. Hvor bor Dyden? Paa gamle Folks
Tunger. Men Glæden er en Virkelighed, hvor flygtig den end er;
den henriver til Lystighed, til Maskespil, til Dans, vender op og
ned paa Alt, gør Nat til Dag og Tjeneren til sin Herres Lige; den
er moralsk, den er ædelmodig, den er gavnlig, den er sund, den

Selvkarikeren 111

«r nødvendig; thi Ungdom er en Sag, som gør visse Fejl til en
^Nødvendighed, og Alderdommen et Væsen, som gør visse Nødven-
digheder til Dyd. —

Dog, det er for at genfinde Holberg i den digtede Skikkelse
ikke nødvendigt at indskrænke sig til Figurer, han bruger som
Talerør, vi kan eksempelvis tage de to værste Narre, der i Den
danske Skueplads repræsenterer den yngre Slægt: Jean de France
og Erasmus Montanus.

Naturligvis ligger den idiotiske Gæk Hans Frandsen som saa-
dan Holbergs Personlighed saare fjærnt. Men det er allerede paa-
faldende, at medens Komedien udmunder i denne Moral:

Mig synes, Naboe, at det er herefter mere sikker,

Vi gifler tilig Sønner her, end dem af Landet skikker ....

See andre Nationer an, hvor Ungdom bliver hiemme;

Her eene strax af Landet man skal ud for Dansk at glemme,

saa havde Holbergs eget Liv ingenlunde svaret til Moralen. Han
var rejst ud, saasnart l\an blot havde havt den knappeste Rejse-
skilling samlet, havde ingenlunde tænkt paa at gifte sig tidligt og
ingen Rejselyst ofret derfor. Og hvad mere er, han siger selv, at
han, hver Gang han kom hjem fra en Udenlandsrejse, halvvejs
havde glemt sit Modersmaal — føjer endda til: „thi man kand let
glemme det, som man aldrig har forstaaet tilgavns". Man huske
ogsaa, hvor overfladisk hans Ungdomskundskab havde været til
det Franske, og det tilmed, medens han indbildte sig, ja gav sig
ud for at være særligt kyndig deri. Man tør i denne Sammenhæng
minde om den saa ofte oprippede Anekdot, at han ved sin Ankomst
til Paris niaatte vandre fra Gade til Gade, da han søgte Logis, for
det Første fordi han indbildte sig at Udtrykket i denne Mening
var fransk, dernæst fordi han udtalte det Lucie, saa man troede,
han søgte efter en Pige; og ved denne Lejlighed maatte da han,
der ansaa sig for en Mester i det Franske og der i Aaringer havde
ernæret sig som Lærer i dette Sprog, af et fransk Kvindemenneskes
Mund høre Dommen over sin Sprogfærdighed i disse djærve Ord:
„Han taler Fransk som et tysk Hors". Endnu nogle Maaneder
senere, da han vilde købe et Værk af den gamle Historiker Du
Chesne udtalte han Navnet saaledes, at man opsøgte en Lukian
(Lucien) til ham.

Der er da i Jeans tidlige Udenlandsrejse ligesom i hans Over-
tro paa sit Fransk et tydeligt Lighedspunkt. Naar Jean i sin fjot-

112 Jean de France og Erasmus Montanus

tede Begejstring for det fremmede „vil bringe Papa til at aflægge
sin gamle Spids-Borgerdragt" og indføre nye Moder, saa er Fjot-
tetheden Hans Frandsens, men et Glimt af Begejstringen Holbergs.

Det i Digterens Sjæleliv liggende personlige Udgangspunkt for
Jean de France falder ganske sammen med Udgangspunktet for
Erasmus Montanus.

Man kender fra Holbergs Levnedsbeskrivelse hans Ungdoms-
ophold i Ghristianssand. Han gjaldt for et Vidunder af Lærdom;
det hed sig, at han kunde tale Fransk, Italiensk, Polsk, Russisk og
Tyrkisk; daglig voksede Antallet af dem, der vilde lære Sprog af
ham, saa han fik sin Gæld betalt og kom paa grøn Gren.

Men en slem Streg i hans Regning gør en hollandsk Købmand,
der ankommer efter at have spillet Fallit i sit Fædreland og som
for en ringe Betaling tilbyder Undervisning i Fransk, hvorpaa
Holberg hidtil havde havt Eneret. Det hedder i Levnedsbeskri-
velsen: „Da jeg nu hørte, han talte temmelig barbarisk, havde jeg
Lyst til straks at binde an med ham". Der blev da af begge Parters
Elever berammet Tid og Sted: „Vi mødtes og fægtede, men skiltes
med lige Fordel: jeg skød med fransk-norske Kugler, han svarte
med fransk-hollandske, saa jeg tror, der aldrig er holdt værre Hus
med det franske Sprog". De havde, siger Holberg, begge Vanske-
lighed ved at tale, naar de var ved deres fulde fem; men deres
indbyrdes Hidsighed vrævlede dem ind i et langt værre Vildrede,
hvorved Sprogbummerternes Antal tog betydelig til.

Man har her øjensynligt noget af Hovedsituationen i Erasmus
Montanus: de uvidende Elever som Vidner til og Dommere over
Ordstriden, i hvilken der paa det fremmede Sprog spørges Goddag
og svares Økseskaft.

Atter ligger det nær at betone Afstanden mellem Holberg og
den drengeagtigt trættekære, rethaveriske Erasmus Montanus. Men
man agte paa, hvad han selv fortæller om netop dette Ungdoms-
ophold i Ghristianssand. Han havde faaet fat i en lille Bog, hvori
en unævnt Forfatter med 60 Beviser godtgjorde den Paastand, at
Kvinderne ikke er Mennesker. Det har enten været et af de sæd-
vanlige skolastiske Indlæg i Spørgsmaalet om Kvinderettighederne,
eller, som man har ment, et 1575 i Leipzig udkommet Skrift, hvis
Hensigt var at latterliggøre en vis Art Bibelfortolkning ved at
vise, at man med de nye Fortolkningsmetoder kunde godtgøre Alt.
Dets Indhold var Bevisgrunde af den Art, som vi genfinder i Hans
Mikkelsens Epistel foran Holbergs femte Satire. Dette Fjas raorede

Forhold til Kvinden 113

Holberg, som var meget for alt Nyt: „Altsaa, som jeg kom lige fra
at have læst det, og jeg havde Alting i frisk Minde, udspredte jeg
dette Kætteri rundt om i Byen, først ganske sagtmodigt for at
forslaa Tiden, siden ikke ulidenskabeligt, alt eftersom Modsigernes
Nidkærhed tog til."

Det lader sig vel næppe nægte, at der i dette Rethaveri til
Bedste for en i Kaadhed udslynget og kun i Spøg forsvarlig Paastand
er et Glimt af noget Montanus*sk, især da dette selvfølgelig var
lige saa langt fra at være Holbergs virkelige Mening om Kvinderne
som Montanus' Paastand, at man har Lov til at slaa sine gamle
Forældre, er fra at være hans. Og der er noget i Situationen, som
minder om Rasmus Bergs overfor Moderen og Degnen, da det til-
sidst gik saa vidt, at en Tjenestepige paa Gaden pegede paa Hol-
berg og sagde: „Der gaar han, som siger, at vi ikke kan komme i
Paradis."

Paa dette Punkt aabner sig imidlertid et nyt Spørgsmaal,
berørende Holbergs personlige Liv i Sammenhæng med hans Digt-
ning, nemlig Spørgsmaalet om hans Forhold til Kvinden. 1 Almin-
delighed udtrykkes det paa den Maade, at man spørger, om han
nogensinde har elsket eller dog været forelsket. Udgangspunktet
for Besvarelsen har i Reglen været den tørre og matte Farve, der
ligger over Kærlighedsscenerne i hans Skuespil, det Vedtægtsmæs-
sige og Upersonlige i det erotiske F'orholds Behandling. Paafaldende
er det først og fremmest, at endog den Understrøm af frisk og
ungdommelig Sanselighed, som altid lindes hos de gamle latinske
Komediers Elskere og Elskerinder, fuldstændig fattes. Paafaldende
er dernæst den dogmatiske Maade, paa hvilken Kærlighedsfølelsen
er taget som noget ganske Usammensat og aldrig, som hos Moliére
saa tit, parret med modstridende Lidenskaber. Paafaldende har
det endelig været for enhver Iagttager, hvor ganske Holbergs unge
Kvindeskikkelser, endog naar de er vakrest, er blottede for Ynde.
Selv en Monrad, der næppe formaar at føre Pennen, giver, som vi
saa', et mere indtagende Billede end han. Det ser ud, som havde
han aldeles ingen personlige Erfaringer havt at tage til, som havde
han aldrig selv følt det unge Hjærtes overstrømmende Ømhed,
den tidlige Ungdoms erotiske Begejstring og erotiske Skuffelser,
Angsten for at forsmaas. Henrykkelsen ved at tro eller vide sig
elsket. Hvor han efter Moliéres Mønster vil fremstille Skinsygens
Kvaler, gaar han rent mekanisk tilværks og bliver plump eller
grotesk.

G. Brandes: Samlede Skrifter. I- 8

114 Forhold til Kvinden

Det finere Kvindelige findes ikke hos hans Kvinder, end min-
dre det dæmonisk Kvindelige, der havde kunnet give den Vægel-
sindede en Gratie og forklare hendes Væsen. De blandt hans
Kvinder, der er elskværdigst og betydeligst, som den kønne, unge,
vittigt forstandige Barselkone eller den fintfølende Pernille, der
som Frøken vil vedblive at betragte sit forrige til Tyende
nedsatte Herskab som sin Søster — mangler dog Ynde og er
uden al Erotik. Holberg tager netop overfor dem Ægteskabet
saa udvortes som en Forsørgelse, at han giver denne nydelige
Barselkone sin dummeste gamle Jeronimus til Mand og denne sin
fineste Pernille sin afskyeligste gamle Jeronimus til Ægtefælle
endda som en Art Løn for hendes Troskab og Bravhed. Under-
tiden som i Uden Hoved og Hale er Kærlighedsforholdet saa grovt
behandlet, at den kvindelige Xienstand skifter med Elskerens Tros-
bekendelse: saasnart Leander bliver hellig, ophører han at elske
Eleonore og lover sig bort til Gunilds Datter; da han ser, han er
bedragen, vender han tilbage til sin første Kæreste igen.

At Sligt ikke tyder paa nogen rig erotisk Erfaring, er utvivl-
somt. Som bekendt forekommer blandt Holbergs egne Udtalelser
ikke det Ringeste om nogen lykkelig eller ulykkelig Kærlighed,
kun siger han med en djærvere Vending end Skik og Brug nu
tilsteder, at han i den Alder, hvori han egnede sig til Giftermaal,
ikke kunde ernære en Kone, og nu, da han kan det, ikke mere
egner sig dertil.

Man har da med ikke ringe Spidsfindighed søgt Vidnesbyrd
om en Ungdomskærlighed i hans Skrifter. Man har anført disse
Linjer af Fjerde Satires Slutning:

Jeg eengang Lyst bekom at see i Tærning-Bog
Jeg vilde, arme Giek, for Tiden være klog,
Jeg vilde deraf see i Ægteskab min Lykke,
Men traf i Bogen paa et meget hesligt Stykke.

Man har i disse Ord fundet Antydning „af en oplevet poetisk[I]
Situation, der mod Forventning fik en højst ubehagelig, prosaisk
Opløsning". (C. W. Smith: Om Holbergs Levned.) Men kun ved at
udrives af al Sammenhæng og opfattes symbolsk kan Versene
tyde paa sligt. Holberg taler her slet ikke i sit eget Navn, og
Meningen er den ganske bogstavelige, at den Talende har slaaet
op i en Varselbog og der har fundet afskrækkende Vers. De citeres
endog og lyder:

Jomfru Stoud 115

Du meener, at du faaer en Jomfru og en Dame,
Men vogt dig for et Dyr, som hedder Maren Amme.

Det andet Sted, hvori man, om muligt endnu mere barokt,

har fundet en Tilstaaelse, er Henriks Ord i Den ellevte Junii: ^Ej

Snak, en ung Person paa 22 Aar skulde ingen Kiærlighed føle*,

idet man har gjort opmærksom paa den Omstændighed, at Tallet

minder om Holbergs egen Alder, dengang han var i Ghristianssand,

det eneste Sted, hvor han giver tilkende, at han har bevæget sig

mellem Damer. (L. Daae: Optegnelser til Holbergs Biografi,) Man

synes ikke at have agtet paa den Betydning, Ordet Kærlighed har

paa det anførte Sted sidst i Stykkets første Akt: den lavest mulige.

At Holberg, hvor Talen er om Studenstrups sandsynlige Forlibelse

i Paradisværtens Lucretia, skulde have indført Erindringen om en

Ungdomskærlighed, han i saa høj Grad holdt i Ære, at han ellers

aldrig nævner den, er det ubetinget urimeligt at antage. Noget

Paalideligt lader sig efter Sagens Natur ikke fastslaa. Men et

Fingerpeg findes dog — som Daae har paavist — etsteds, ikke ved

hvad Holberg siger, men ved hvad han fortier.

Netop det Sted, vi gik ud fra, hvor han fortæller om den
Forargelse, hans Paradoks om Kvindekønnet afstedkom i Christians-
sand, er her af Interesse. Han skriver: „Ivrigst mod denne Sæt-
ning var den nys afdøde Biskops Sønner dér i Byen, og da de
havde en ualmindelig smuk Søster hjemme, som de fandt ganske
særdeles værdig til at anses for et Menneske, saa stred de som for
Hus og Hjem."

Hvad Holberg her fortier, er at denne Strid fandt Sted i hans
eget Hjem i Ghristianssand, idet Biskoppens Sønner var hans Fæt-
tere, i hvis gæstfri Hus han boede, samt at den unge Pige haud
vulgaris formæ, civitate humana dignissima var hans egen kødelige
Kusine, hvem han daglig saa* og omgikkes. Da nu desuden det *
Sagn bestandig har holdt sig, at Holberg i sin Ungdom i Ghri-
stianssand har været forelsket, da fremdeles den af Sagnet
urigtigt udpegede Genstand, Jens Bircherods Datter (dengang kun
elleveaarig) var en Bispedatter ligesom Jomfru Stoud, og da Hol-
berg endelig med en ganske enestaaende Varme dvæler ved sine
Christianssandske Minder, idet han siger: „De unge Damer der i
Byen forekom mig at kunne hævde den første Rang mellem det ganske
Norges Jomfruer saavel i Henseende til Dannelse og god Tone som
ved fint Væsen og Aandens Evner" — saa [ligger den Antagelse

8*

116 Kvindens Talsmand

j'derst nær, at hans ^^ualmindelig smukke" Kusine har havl en
Hovedlod i denne Ros.

Han har da heller ikke længe nænnet at fraskrive hende
Borgerretten som Menneske. Han opgav jo — modsat Erasmus
Montanus, der rigtignok havde Ret — hurtigt sin Paastand, blev
senere i ('.hristianssand en bestandig Lovtaler over det smukke
Køn og spredte ikke blot saaledes lykkeligt Stormen imod sig,
men det faldt ham, som han selv fortæller, ovenikøbet, da han
forstod nogen Musik „ikke vanskeligt at blive gode Venner endog
med de fornemste Jomfruer der paa Stedet".

Lidenskabelig har imidlertid Følelsen næppe været og Hetyd-
ning for Holbergs Liv og Digtning har den ikke havt. Men det
være som det vil — hvad enten Holberg i sin Ungdom har ydet
en enkelt Kvinde en varmere Hyldest eller ikke, saa meget er vist,
at han hele sit Liv igennem vedblev rent forstandsmæssigt, som
hans Væsen medførte det, at være en haardnakket og vidtgaaende
Talsmand for det kvindelige Køn.

Allerede i Peder Paars (Tredje Bogs første Sang) hævder han
i spøgende Tone Hyppigheden af Kvindens aandelige Overlegenhed
over Manden og Urimeligheden af hendes Udelukkelse fra Bestil«
linger og Sysselsættelser; i Zille Hans Doiters Forsnai's-Skrift for
Quinde-Kiønnei hæver han sig til et helt moderne Standpunkt.

Hvo \'ingerne paa Fuj^lcn skiær.

Ubillig Fuglen laster.
Og, liv i han ikke flyver niecr,

F( ) rgi æ ves fo re i\ a s t e r.
Kt Træ tit iiar kun (irene, Bark,

Men vil ey frugtbar blive;
Hvis det var sat paa anden Mark,

Det vilde Frugter give.

Han fordrer Kvinden fuldt sideordnet med Manden, og det med
en Følgestrenghed ud fra Forudsætninger, han betragter som
givne, der endog gaar ud over Datidens Kvindefrigoreres, som i
Almindelighed indrømmede en Gradsforskel mellem Mandens og
Kvindens aandelige Anlæg. Kfter Holberg er Kønnene af Natu-
ren ens udstyrede, og Forskellen beror udelukkende paa Opdra-
gelsen og Samfundets hele Ordning, der har trængt Kvinden ud af
den Stilling, som tilkom hende.

Holberg var jo ingen Fysiolog, men en Rationalist, og man
kan ikke vente hos ham at linde nogen naturvidenskabelig Drøf-

Holbergs Geniblik 117

telse af Kønsforskellens Betydning. Men hans Anskuelse er utvivl-
som. Hvor han i Natur- og Folkeret nødes til at tage Hensyn til
de teologiske Indvendinger, skriver han:

„Nu følger at efterse, hvoraf Manden haver bekommet Herre-
dømmet over sin Hustru, og hvorvidt det strækker sig. Saadant
Herredømme kommer alene af Guds Indstiftelse (1 Mos. 3. 16), hvor
Kvinden udtrykkelig befales at være sin Mand underdanig ....
hvorudover de fare meget vildt, som paastaae, at saadant Herre-
dømme kommer af Naturen".

Med et dybt Buk gaar han saaledes de teologiske Bevisgrunde
forbi og holder sig til Kvindekønnets naturlige Ligeberettigelse.
(Se iøvrigt hans Levned, Epistlerne 199 og 518, i Heltindehisto-
rierne Sammenligningen Zenobia og (Catharina Alexievna og Ste-
derne i Niels Klim).

En Eølelsessag er dette for Holberg ingenlunde. Det var
visselig heller ikke Indtrykket af danske Kvinders høje Aands-
evner, som her ledede ham. Den Morskab, han havde af Dame-
selskab, har intet at gøre med hans Agtelse for Kvindens Aands-
gaver; denne Morskab var ham kun en Adspredelse; thi han for-
klarer den selv af, at „der forefalder Intet uden jævn Snak, som
ingen Meditation behøver"; des større Anerkendelse fortjener Hol-
bergs Standpunkt, des mere hensynsløs Beundring aftvinger hans
Geniblik. Ikke som en Elsker af Kvindekønnet, ikke heller fordi
han havde en enkelt Kvinde meget at takke for, ikke ad en kri-
tikløs Begejstrings Vej ; med Blik for det menneskelige, ikke for
det kvindeligste i Kvinden, har Holberg, fordi hans Væsen var en
genial Forstand, forudset og forfægtet den største og skæbne-
svangi'este Samfundsomvæltning, som den fjærne Fremtid har i sit
Skød.

Hvor stort dette er, det føler man ret, naar man betænker, at
hans Grundanskuelse har ligget halvandethundrede Aar hen i dansk
Literatur, inden den for Alvor genoptoges.

Heiberg taler 1830 om de Tilfælde, hvor Holberg „satiriserer
over Menneskehedens store Interesser uden at have fattet disse i
deres Idé" og henregner hertil „hans Paradokser om Fruentim-
mernes Rettigheder". Dietrichson skriver 1860, at Zille Ilansdot-
ters Indlæg bør opfattes som „en Satire paa KvindelaM'dom og en
Parodi paa Forsvarsskrifterne derfor". Dette er allerede højst
betegnende (om eiu\ næsten utroligt) som Bevis paa, hvorledes
man i den Aarrække, der gaar umiddelbart forud for vor Tid, i

118 Kloge Fortolkere

Danmark og Norge læste sine indskrænkede Yndlingsmeninger ud af
alle de store, klassiske Forfattere, selv af dem, der med rene Ord
havde haanet netop disse Yndlingsmeninger. Men endnu morsom-
mere i deres Uskyld er dog G. W. Smith's Udtalelser. Han skriver:
„At Holberg hører til de Forfattere, der vil have Kvindekønnet
emanciperet, er en egen Kuriositet .... Da han som lærd Peber-
svend aldrig havde havt Lejlighed til selv at erfare, i hvilken
Kres og i hvilke Forhold Kvindens aandelige Rigdom udfolder sig
allerskønnest, saa var han kommen paa den Idé, at Piger, naar
de havde Hoveder, burde sættes til Studeringer ganske paa samme
Maade som Drenge, og at Fruentimmer burde have lige Adgang
til de offenlige Embeder med Mandfolk". Ja man kan, tilføjer
Smith, der var stolt af at kaldes Holbergianer og indbildte sig at
være det, i Holbergs videnskabelige Skrifter finde Beviser for „at
det virkelig var hans alvorlige Mening''. Man behøver ikke at gaia
til hans videnskabelige Skrifter for at se det. Alene Zille Hans
Dotters F'orsvarsskrift indeholder ethvert Forsvar og Angreb, som
Stuart Mill i vort Aarhundrede har fremført, og indtager ganske
det Mill'ske Standpunkt.

Er det da end ikke muligt, nøjagtigt at erfare, hvad Selviagt-
tagelse har lært Holberg om Forholdet mellem Mand og Kvinde,
saa er det dog ikke vanskeligt at se, hvorledes hans personlige
Iagttagelse i Forening med hans Studier har lagt Grunden til hans
høje Værdsættelse af det andet Køn, og hvorledes hans aandelige
Beskaffenhed og Holdning bringer ham til netop at behandle
Kvinden som han gør det.

Allerede naar man agter paa hans Skildring af de unge Bor-
gerdøtre i Bergen, der med deres „særdeles Modestie i Omgæn-
gelse med Mænd," ikke gav Mændene det ringeste efter i Dygtig-
hed og Forstand, skimter man Leonora-Skikkelsen. Disse unge
Kvinder satte ingen Pris paa Galanteri. Holberg lider dette Træk
hos dem; thi heller ikke han sætter Pris derpaa. Intet kunde
ligge ham med hans uromantiske Naturel Qernere end Ridderlig-
hedsforholdct til Kvinden med dets hele Følge af galante Sæder
og Talemaader. Han finder i Galanteriet en Fornærmelse mod
Kvinden, forsaavidt det i sit Tegnsprog erklærer hende for et
skrøbeligt og betydningsløst Væsen; ja han dadler en Mand, der,
da han i Selskab havde listet sig til at kysse en Dame og faaet et
Ørefigen til Svar, trykkede [den Haand, der havde slaaet ham, til

Holberg og Rousseau 119

"Sine Læber. Holberg bekender rent ud, at hvis saadant var hæn-
-det ham, han da „havde saluteret den gode Jomfrue paa samme
^laade igien", det vil sige, havde gengældt Ørefignet, og ikke af
Hævngerrighed, men for at vise sin Respekt for Kvinden som
Ligemand. Man ser, han ikke skyr nogen Konsekvens.

Hans Anskuelse er nøgtern, men urokkelig og følgerigtig:
Kvinden er af Naturen lige saa vel begavet som Manden. Han har
set ligesaa kloge Kvinder som Mænd, set Kvinder, der var langt
klogere end deres Mænd eller Fædre, og har forarget sig saa dybt
over deres Afhængighed og nødtvungne Uvidenhed, at han atter
og atter kommer tilbage til den Uretfærdighed, som begaas imod
dem. I Mønsterstaten Potu {Niels Klim) har Kvinderne Adgang til
alle de samme Embeder og Stillinger som Mændene; en ung Jom-
fru har Forsædet i Retten og er berømt for sine vise Domme. Klim
studser i første Øjeblik derved, men finder det hurtigt mindre
forunderligt i Kraft af en Overvejelse, der øjensynlig er Holbergs
«get Udgangspunkt: „Jeg tænkte: Hvad om By fogdens Kone \ Ber-
gen sad i Retten istedenfor hendes Mand? . . . Vor Lovkyndighed
vilde vinde derved, og Retfærdigheden maaske ikke saa ofte blive
slaaet i Ansigtet." Dog det er saa langt fra, at Holberg ved denne
Kvindens Frigørelse vjl have hende løsrevet fra hendes naturlige
Kald, at han lige omvendt — mer end 20 Aar før Rousseau — op-
træder som Naturens Talsmand overfor den unaturlige Mode eller
Vane, der skilte det spæde Barn fra Moderen. Rahagna beklæder
i Potu en Storskatmesters høje Stilling, men ammer ildce desmin-
dre selv sit Barn og afviser en Indsigelse med Ordene: „Tror
Du da, at Naturen har givet Kvinderne Bryster alene til Prydelse
og ikke til Børnenes Næring?"

Fra dette Holbergs særegne Stade i Opfattelsen baade af
Kvindens naturlige Kald og hendes aandige Ret, et Stade, der
ligger saa højt over hans Samtids i Norden, falder et nyt og skøn-
nere Lys hen over et Værk som hans Adskillige Heltinders og
navnkundige Damers sammenlignede Historier. Det er en mandig
Fordomsfriheds og en ren Beundrings Værk. Og det er interes-
sant, at Holberg her i sit Følelsesliv og i sit Øjemed har et Berø-
ringspunkt med det syttende Aarhundredes største Kvinde i Dan-
mark, Leonora Christina, der har efterladt et betydeligt Brudstykke
af et lignende Arbejde: Heltinders Prgd.

Redegørelsen for Holbergs Forhold til Kvinden førte med
^nødvendighed fra Undersøgelsen af Holbergs Selviagttagelse som

120 Skildrer danske og noi'ske Forhold

Grundlag for hans Frembringelser over til Spørgsmaalet, om hvor-
ledes disse bygger paa Iagttagelse af Omverdenen.

For en Snes Aar siden var den Paastand endnu mulig i dansk
Bladstil, at Holbergs Komedier var mente som VittighedsspiU
ikke som Virkelighedsskildring. Nutildags er der neppe mere
nogen, som tror det. Komedierne ere Virkelighedsbilleder i saa
høj Grad, som det var deres Digter muligt at gøre dem til det.

Selvfølgelig er det ikke altid danske Forhold, der har staaet
Holberg for Øje; han havde jo indtil sit 25de Aar neppe tilbragt
mere end et Aarstid i Danmark (en Maaned i 1702, en halv Snes^
Maaneder 1703—4 og en Maaned i 1708). Det var først som Hus-
lærer for Gehejmeraad Geddes Sønner og som Student paa Borchs.
Kollegium, at han kunde begynde at lære Kjøbenhavn og Provin-
sialisterne der, Sjælland med dets Bondebefolkning, overhovedet
dansk Stadliv og Landliv grundigt at kende. Først fra 1709 kan
det danske Familieliv, der i hans Skuespil næsten bestandig er
Skildringens Genstand, have aabnet sig for ham. Der kan derfor
ikke være Tvivl om at han, selv hvor Scenen foregaar i Kjøben-
havn (endsige i Ebeltoft eller Thisted, hvor han aldrig havde
været) hyppigt har tæret paa Barndoms- og Ungdoms-Erindringer
fra Norge. Skavlan har med megen Skarpsindighed eftervist saa-
(lanne Minder hist og her, endog i det fantastiske Melampe. At
Holberg aldrig forlagde Scenen til sit Fødeland, beroede øjensj-n-
ligt paa Forholdet til den Tilskuerkres, for hvilken han nødvendigvis
stedligt maatte tillæmpe sine personlige Indtryk, ganske som han
tillæmpede Plautus og Moliere for den; at han stundom henlægger
Scener til fremmede Lande (som Den politiske Kandestøber til Ham-
borg, Don Ranudo til Spanien) strider ikke mod dette Princip; det
skete i første Tilfælde dels for at formindske Usandsynligheden,
dels af Forsigtighed, for at Satiren ikke skulde blive udlagt om
indenbys Personer, der ikke var mente; i andet Tilfælde for at
Satiren ikke skulde kunne siges rettet mod den indenlandske Stand,
der netop var ment.

Men Holbergs Hovedkilde er dog, som enhver Prøvelse viser,
danske, særlig kjøbenhavnske Forhold, og her er hans Indsigt^
hans Skarpblik forbavsende. Hans Skuespil gengiver med et Caniera
obscura's Nøjagtighed Ydersiden af det gamle Kjøbenhavn, og han
synes at have kendt den hele Middelstand og Almue saa godt, at
man formelig undres ved ikke at tinde en eneste Repræsentant
for de enkelte forbigaaede Klasser, ingen Præst, ikke én Matros

Rangvæsenet 121

fra Nyboder, ingen Søofficer. Hans omfattende Kendsliab impo-
nerer, men hvad der især er beundringsværdigt, det er, at han,
trods en saa indtrængende Forstaaelse, har formaaet at afvinde
alle disse borgerlige og dagligdags Forhold deres komiske Side. Der
er i ham en Grundsum af frejdig Lystighed, som løfter alt det nar-
artige eller ulykkelige eller afskyelige ud af det hæsliges og over i
det latterliges Kres. Han mister ikke Humøret, hverken af Ærg-
relse eller af Medlidenhed; han ler.

For at begynde med det ringeste: det forstaar sig af sig selv,
at han ikke blev betagen af den Højtidelighed, hvormed der
i Samfundet omkring ham fra de højste Steder af og nedefter helt
igennem toges paa det dumme. Ingen Samfundsmagt var vel
dummere end Rangvæsenet. Siden den danske Adels Fald var
Rangsygen kommen op og blev omhyggelig plejet fra oven af ved
den Alvor, med hvilken Rangen blev ordnet og omordnet, under
Christian den Femte og Frederik den Fjerde fire Gange i 40 Aar.
Ved Rangforordningen af 1671 var der ikke taget Hensyn til Uni-
versitetsprofessorer; men da de ansete Medicinere Thomas Bar-
tholin og Wilhelm Worm et Par Aar efter ved et Bryllup maatte
vige Fordansen til et Par unge Mænd, der nylig havde hørt Fore-
læsninger hos dem, indgav de en Ansøgning om Rang. GrifTenfeld
afslog Ansøgningen. 1679 opnaaede imidlertid Professorerne med
Hustruer og Børn „alle de samme Privilegier, Herligheder og Be-
naadninger som Kongens egne Betjente og Andre af Adel''. Deres
indbyrdes Rang skulde bestemmes ved Tjenestealderen. I Kongebre-
">'ets Bevæggrunde anføres, at „Ære og Værdighed bør saa uadskillige
Dyden at følge som Skyggen Legemet". Imidlertid var Sagen ikke
hermed i Orden. Der opstod det interessante Spørgsmaal, hvem der
skulde have Forrangen, naar en Professor i et af de højere Fakul-
teter — det teologiske stod højest — havde været kortere Tid i Tje-
neste end en af et lavere Fakultets Professorer. Ogsaa dette blev
ordnet ved Reskript. Det kan da ikke undre, at man under
Christian den Sjette for Rangskatten kunde opbygge Frue Kirkes
Taarn, stifte Videnskabernes Akademi o. s. v. I en Indberetning fra
den franske Gesandt, de Ghamilly, til hans Regering fra Aaret 1728
hedder det — utvivlsomt uden al Ironi — : „Kongen af Danmark
har været heldig i et Foretagende, som ikke er lykkedes nogen
anden Fyrste i Europa, nemlig at faa alle sine Undersaatters Rang
fastsat.".

Hvor let tager ikke Holberg paa dette vigtige! Han skrev Den

122 Undervisningsvæsenet

honnette Ambition derom; han spøger dermed rundt om i sine
Skrifter (se f. Eks. Ep. 383).

Naar man fremdeles føler sig hensat i en munter Stemning
ved Holbergs Billeder af Studenteruvæsenet, saa glemmer man let
over de burleske Figurers Pudsighed den triste Virkelighed, som
laa bagved, det sørgelige Opdragelsesvæsen, der afstedkom saadanne
Resultater.

Man tænke imidlertid paa den Skoleopdragelse, de Stakler
fik! Vi ler af Skolemesterens Uvidenhed i Julestuen, af Per Degns i
Montanus; men man forstaar den, naar man har set Prøver af Tidens
Skolebøger. Man læse denne Mundsmag paa Begrebsbestemmelserne
i en lille, af en Universitetsprofessor til Skolebrug udarbejdet
Logica fra det syttende Aarhundrede, som efter al Sandsynlighed
endnu i hele den første Tredjedel af det attende var i Brug:

y^Substantia, et Væsen, er en værendes Ting, som haver Under-
stændighed ved sig selv, og ikke lider, at det siges mere eller
mindre at være til; men opholder Tilfald, udi hvilket adskillige
Slavg siges at være disparater — adskillige at ligne — og ikke
contrarier — tvertimod hverandre."

„Prædicamenter er den Befatteise paa Notioner (Kiendelser),
som ere adskilte hver for sig; men, at de Unge, som lære, kunde
fatte den des rettere, sjuntes det godt at hedndrage de øverste
Genera og Arter for de andre Ting til de logiske Elementers og
Begyndelsens Selskab, hvilke der kaldes Prædicamenta d. e. synder-
lige Fremsagn, hos CAceronem Attributiones d. e. Tillæggelser.**

„Et Væsen, som tyndest forekommer, kaldes Aand, hvor
heden der høre Engle og Sjæle. Og det, som er tættere, et
Legom."

Det var endda en Skolebog paa Dansk. Og for at lære
sligt maa i mange Skoler Drengene staa op om Sommeren Kl. 4,
om Vinteren Kl. 5. Kl. 7 Formiddag og Kl. 3 Eftermiddag drives
de saa alle i Kirke. De er underkastede et fuldstændigt Prygle-
herredømme, der er sat i System i en Lovgivning, som bestaar af
fire Afdelinger, og hvis første Afdeling hedder Jus virgarum. Heri
er den hele Rettergangsorden for den umaadelige Banken og Pisken
nøje fastsat og ikke mindre Reglerne for Risningen paa de bare
Skuldre hver Torsdag Morgen, naar Synderne „staar Skoleret**.

I en Skolefundats fra Frederik den Fjerdes Tid hedder det:
„Hvis Nogen in Gyninasio findes forsømmelig eller uskikkelig eller
og nogen Time forsømmer, da maa den Professor, som hans Flid

Læge væsenet 123

eller Udyd forfarer, lade sætte hannem paa Vand og Brød . . .
efter Forseelsens Beskaffenhed og Iteration."' (R. Nyerup: De la-
tinske Skoler i Danmark og Norge).

Naar man sætter sig ind i disse Forhold, stemmes man sna-
rere til Medfølelse med de arme Væsener, der var saadanne Under-
visningsanstalters Ofre, end til Kritik af deres Indskrænkethed og
Pedanteri eller til Forargelse over deres Taabelighed og indbildske
Væsen. Og dog var det umuligt paa en mere slaaende Maade, end
Holberg har gjort det, gennem denne Undervisnings Resultater at
afsløre dens Beskaffenhed — og dog har han af dette Men-
neskestof uddraget saa lystige og lattervækkende Skikkelser,
som sin Skolemester, sin Stygotius, sin Pér, sin Rosiflengius, sine
Jurister, Filosofer og Læger.

Man dvæle et Øjeblik ved Lægerne. Det er allerede antydet,
at Holbergs Fremstilling af Lægestanden er til et vist Punkt Ved-
tægt: Det er tildels Doktoren fra Maskekomedien og fra Moliére,
som gaar igen. Holberg selv forsøger (af Forsigtighed) at gøre
Skildringen til blot fri Fantasi. Han skriver: „Alle Doctor-Co-
moedier cre u-rimelige her i Landet, hvor den Medicinske Nation
er et fornemme Folk, der aldeeles ikke er befænget med de Lyder,
som findes hos de smaa omløbende Medici paa endeel andre Steder".
(Fortaler til Comoedier).

Han mente det ikke, og det er hævet over al Tvivl, at Læge-
videnskaben paa hans Tid i Danmark stod meget lavt; i Norge var
der saa godt som ingen Læger. I Danmark var den egenlig medi-
cinske Praksis ved et Forbud (af 1672) mod at give indvortes
Medikamenter til andre end eksaminerede Læger dem forbeholdt;
derimod var den kirurgiske Praksis overladt Bartskærerne (Bar-
bererne), som udgjorde et Lav, dog saaledes, at større og vanske-
ligere Operationer i Almindelighed besørgedes af omrejsende
Operatører, der gjorde Fyldest som „Oculister, Sten- og Bruch-
Snidere".

Hvor stor Uvidenheden var, viser Forordningen af 1672 der
bestemmer, at Bartskærerne maa give „Decocta, der af dem bruges
mod franzøske Pokker"; den i hin Tid saaledes benævnte Sygdom
maa altsaa være bleven betragtet som udvendig, siden dens Be-
handling overlodes Barbererne, skønt det antoges for nødvendigt
at bruge indvendige Midler imod den. Hvorledes Forholdene var
ved Hæren, der havde en øverste Feltmedicus, men hvis Læger
forøvrigt var Feltskærere, der toges af Bartskærernes Klasse, kan

124 Lægevæsenet

maaske sluttes af en Beretning fra Slutningen af det 17de Aarhun-
drede om en saaret Anfører, der maatte ride fire Mil, før han
kunde komme i Kirurgens Hænder.

Indfandt der sig Farsot, kom der f. Eks. Pest, da forfrem-
medes alle Barbererne til Læger og ethvert Forbud mod deres
Virksomhed faldt bort. Det var saa meget nødvendigere, som
Langerne i hine Tider ikke ansaa sig for moralsk forpligtede til at
blive i en af smitsomme Sygdomme angrebet By. Endogsaa Loven
fritog dem derfor. I en ikke senere ophævet Forordning af 1619
siges det med rene Ord, og endnu 1666 siger Thomas Bartholin i
en latinsk Bog om de Danskes Huslægevæsen udtrykkelig: „I>a
Lægerne, naar Pest eller andre smitsomme Sygdomme grasserer,
ikke er forpligtede til at besøge de Syge . . . foreskriver de en
vis Kur og visse Lægemidler, saa at Almuen ogsaa uden Læge
kan hjælpe sig selv." Da i 1710 den ene af Universitetets to medi-
cinske Professorer, Frankenau, llygtede fra Byen ved Pestens
Komme, fulgte han kun det Eksempel, der var givet ham af hans
Formænd ved lignende Lejligheder (som af Morsianus 1546, af
Peter Capitanus looS, af Ole Worm 1619 og 1637, af Thomas Bar-
tholin 1654). Der fandtes paa Pestens Tid i Kjøbenhavn i alt kun
16 Læger, og deraf blev kun de 5 paa deres Post. De 21 Amts-
barberere gjorde da Tjeneste som „Pestmestre".

Hvorledes de Syges Selvbehandling, som Bartholin i sin Bog
taler om, overhovedet og særlig under disse fortvivlede Forhold
kunde vivre, bliver dobbelt indlysende, naar man betænker, at de
trykte Anvisninger, de skulde følge, var givne af Læger, der aldrig
selv havde iagttaget, mindre behandlet nogen Pestsyg. Og man
var paa dette Tidspunkt, altsaa i Holbergs Ungdom, ikke videre i
Indsigt, end at man, af Angst lor, at Peststoffet ved Luftskifte
skulde indløres i Husene, fordrede, at Vinduerne stedse skulde
være lukte i de smalle Gader, i taaget og regnfuldt Vejr og om
Natten. Ja en af Datidens flinkeste og modigste Læger, som under
Farsoten elter Evne gjorde Nytte, 1. G. Bøtticher, henviser, hvor
han taler om Pestens Aarsager, til de af Biskop Brochmann an-
givne seks: Foragt for Guds Ord, Forsømmelighed i Retsplejen,
Misbrug af Nadveren o. s. v.

De medicinske Universitetsstudier dreves ved at høre F'orelæs-
ninger, disputere og deklamere; Studier ved Sygesengen var ukendte,
saa Kundskaben hos dem, der vidste mest, kunde ikke være dyb.
Desuden var der en evig Kappestrid mellem Lægerne og Barbererne

Lægevæscnet 125

o,n atter mellem disse to Klasser i Forening og den Sværm af Kvak-
salvere, Landstrygere, omflakkende Markskrigere, kloge Koner og
Piger, der oversvømmede Landet, skadede Lægernes Praksis og
bragte den hele Stand i Vanry. Skarpretterne havde, paa Grund
af deres Færdighed i Menneske-Tranchering, stort Ry som Kirurger
og stærkt Tilløb som Læger. Endnu i 1736 anfører Bødlen i
Kjøbenhavn Frants Miihlhausen i sin Ansøgning om at maatte
praktisere i Lægekunsten, at det „paa alle andre Steder er Skarp-
rettere tilladt**. Intet Under at en samtidig Læge klager: „Mordere
ei* kun forskellige fra disse Medicastri et Empirici cnjuscunqiic g eneris
derved, at Morderne dræber Mennesker udenfor Murene violente
modOy Kvaksalverne indenfor Murene paa en hemmelig Maade."*

Bartholin siger i sin nysnævnte Bog: „Jeg kender intet Sted
i Hluropa, hvor sande Læger i den Grad ringeagtes og Kvak-
salvere i den Grad skattes som i Kjøbenhavn", og Bøtticher skriver
1736 (i en Klage til Magistraten over Kvaksalverne): „Man maa blues
ved den Tilstaaelse, at Lægevidenskaben her til Lands saa yderlig
foragtes og har faaet et saa uopretteligt Stød, da den dog, hvis
den fremmes, beskyttes og vedbørligen agtes, bør regnes for en af
de sikreste Støtter for det off*enlige Vel. Det fortjener i Sandhed
den lydeligste Paatale, og vidt er det kommet, naar enhver
Apoteker, enhver Feltskær, Bader, Skæggeskraber, ja hvad der er
det besynderligste og græsseligste, enhver Skarpretter giver sig,
med den mest opblæste Stolthed, den taabeligste Selvtillid og
tykkeste Uvidenhed, Navn af Læge og paa en lige saa uforskammet
som fræk Maade bruger sin Segl paa Lægernes Ager |!J, og vandrer
knejsende og opblæst over Dyngerne af de ved ham dræbte Lig**.
Repliken egner sig mærkværdigt til at anbringes i en Komedie,
hvis den da ikke vilde blive kritiseret som usandsynlig. Holberg
har visselig ikke lagt nogen Doctor medicinæ noget mere komisk
i Munden. (Ingerslev: Danmarks Læijer; Mansa: Pesten 1710—11;
Herholdt og Mansa: Samlinijer.)

Imidlertid er de anførte Træk tilstrækkelige til at vise, hvor-
ledes Holberg, som selv havde den Respekt for Doktorerne, at han
aldrig vilde have nogen Læge, har løftet Forhold op i Latter-
himlen, som har deres meget nedslaaende Side. Omvendt har han
paa dette Omraade, som nu og da paa andre, set Forhold og
Personligheder udelukkende fra den komiske Side, der havde for-
tjent en bedre Medfart. Det beror paa, at skønt han som Per-
sonlighed af Grundsætning er al aandløs Vanes ubønhørlige Fjende,

126 Holbergs Læger

kan han i sin Egenskab af Komiker ikke lade være med nu og da
at støtte den gamle Vane mod det berettigede nye. Til alle Tider er
den komiske Digter for at faa Latteren paa sin Side i høj Grad fristet
til at tage den i Øjeblikket raadende Anskuelses Parti; Fremtids-
sagen er som saadan i Strid med alt vedtaget, urimelig, altsaa
halvvejs komisk. De Strenge, paa hvilke dens Talsmænd slaar,
giver Fremtidsmusik. Allerede Aristofanes tog derfor det Be-
staaende i Forsvar; Holberg gør det til et vist Punkt i Kande-
støberen, i Jeppe o. s. v. Ved en enkelt Lejlighed gør han det
ogsaa i sin Skildring af Læger.

Datidens mest bekendte Læge, Johannes de Buchwald, havde
fra simpel Barbersvend ved Evner og Studier svunget sig op til
Livlæge hos Frederik den Fjerde, Doktor i Medicinen, øverste
Feltmedikus og (ved Konkurrence) til Professor ved Kjøbenhavns
Universitet, i hvilken Stilling han indlagde sig store Fortjenester
af den danske Kirurgi. Det vakte Forargelse ved Universitetet, at
en tidligere Barbersvend uden videnskabelig Fordannelse skulde
optages som de fine Professorers Embedsbroder. Man saa* mindre
paa hans Duelighed end paa hans uslebne Væsen, og sikkert har
Professorfruerne ikke mindre end deres Mænd rynket paa Næsen
af hele Familien Buchwald; thi den ny Professor havde, medens
han endnu var Barbersvend, giftet sig med en fattig Slægtning og
var med hende bleven Fader til 12 Børn. Der er ingen Tvivl
om, at det er sin Kollega Johannes de Buchwald, hvem Holberg
latterliggør som Jens Blok i Peder Pacws (1ste Bogs femte, 2dens
anden og tredje Sang). Man har her, i den Holberg ikke ganske
værdige Spot over Doktoren, der ikke kunde Latin, et Udtryk for
Universitetsprofessorernes Misstemning.

Til Gengæld har Holberg i Doktorscenerne i Barselstuen sat
hin Tids hele Lægevæsen et Mindesmærke af høj og uforgængelig
Komik, og da Slagsmaalet mellem Jens Blok og Gunild, der er
bygget over en Anekdote om Johannes de Buchwald og en Jorde-
moder, gaar igen i det saa langt vittigere og lystigere Sammenstød
mellem Doktoren, Barberen og Signekællingen i Barselstuen, saa
kan man ligesom følge, hvorledes det ungdommeligt uretfærdige
Vrængbillede af den dygtige Opkomling omdannes til det mester-
lige Maleri af den datidige Gennemsnitslægc i dennes hele Komik.

Noget af det sørgeligste i Danmarks Samfundsforhold var
Bondens Stilling i hine Dage, da han pintes med Ægter og Hoveri,
straffedes af sine Foresatte med at udleveres til Krigstjeneste, i

Bonden 127

denne plagedes med barbariske Mishandlinger og i Regelen for-
faldt. Han kunde af sin Herre behandles ganske som et Stykke
Kvæg, sælges eller byttes bort. Han var en Handelsvare; man
solgte en Bondekarl for en lukket Vogn. Selv Fremmede rørtes
til Medlidenhed. Molesworth skriver: „Saasnart Bonden faar en
Rigsdaler, giver han den hastigt ud til Brændevin af Frygt
for at Fogden, hvis Slave han er, skal høre om det og tage den
fra ham." Selv om de nyeste Forskninger har Ret, der frikender
Frederik den Fjerde fra at have indført Stavnsbaandet, saa beviser
de dog kun, at Regeringens Hensigt var en bedre end man hidtil har
troet, ikke, at Bonden i Virkeligheden var heldigere stillet. Tvert-
imod, de viser, hvor dyb hans Afhængighed af Ridefogderne var.

En Samtidig, Provsten Jørgen Sorterup, har i et Skrift
Præstigiæ oeconomiæ ruralis givet et slaaende Billede af Forholdet
mellem Bonden og Fogden. Vi ser her, hvorledes Bønderne for
at beholde Forvalterens Yndest maa forrette alt hans Arbejde for
ham, fra Pløjning og Harvning indtil Høstarbejde og Købstads-
rejser, hvorledes de for intet eller saa godt som intet maa mod-
tage hans Kør og Svin paa Græs, desuden aldrig tør nægte ham
hvad han kaster sine Øjne paa, en god Kalv, en fed Gris, en
Kylling o. s. v. Sætter Herren en Inspektør til at passe paa
Fogden, saa slutter disse blot Forbund, og udsuger Bønderne og
bedrager Herremanden med forenede Kræfter. Skal der betales
Skatte-, Landgilde- og Laane-Korn, maa man altid regne en Qerde
Afgift til, nemlig Fogedkornet. Siden afskriver Fogden saa Hus-
bonden 5 Tønder af 100 for daarligt Maal, skønt han omvendt
paa 20 Tønder har afpint Bønderne 5 over Maalet. Ganske andet
Maal falder der om Foraaret, naar Bønderne trænger til Sædekorn
og maa laane paa Gaarden. Saa faar de det Korn, der er saa slet,
at Fogden ikke tror. Købmanden vil købe det, og Tønden stryges
tilgavns. Skal det betales tilbage, maa Bonden bringe godt Korn
og Topmaal og endda gengælde Fogdens Godhed med en lille For-
æring, et Lam, en fed Gaas o. s. v.

Maaden, hvorpaa Udskrivningen ledes eller Landgilden og
ubetalte Skatter inddrives hos den forarmede Bonde, svarer
hertil. Det er tydeligt, at disse Forhold i Datiden ikke turde
bringes paa Scenen for ramme Alvor. Senere hen, i Aarhundredets
Slutning, blev de fremstille i Samtaleform (Martsfeld: Forrige
Tiders Forvalterkneh) paa en tør og lidet digterisk, men sanddru
Maade. Man faar her et nedslaaende Indtryk af Bondens Plage-

128 Politisereii

aanders Grusomhed og Kæltringestreger; men det brænder sig
ikke ind i Krindringen, ukunstnerisk som det er. Martsfeld har
selv følt Harme, men at meddele Læseren sin Indignation har han
ikke formaaet.

Holberg skriver derimod Jeppe paa Bjerget, lægger den
dybeste Fortrolighed med Bondens sørgelige Forhold for Dagen,
og bliver hverken begrædelig eller bitter. Intet af det tunge og
sørgelige er oversi)runget, og hans Skuespil er overgivent som en
Fastelavnsleg.

Man tage endelig Æmnet for Den politiske Kandestøber,

Med de første Kaffe- og Thehuse (i Kjøbenhavn omtales de
fra 1689) kom Aviserne og det politiske Ordskifte i Mode. Værts-
husscenerne i de ældste Udkast til Kandestøberen og Gert West-
plialer viser, at Menigmand søgte til Ølstuerne som til en Slags
politiske Klubber, og paa Holbergs Tid gennemtrængte over-
hovedel en levende Interesse for Politik det danske Folk. Da det
var aldeles udcspærret fra Delagtighed i Statsstyreisen, fik den
politiske Interesse et Afløb i Sysselsættelse med Verdensbegiven-
hederne og de fremmede Staters indre Forhold. End ikke Land-
befolkningen, hvis sunde Fornuft Holberg roser paa Byernes Be-
kostning, holdt sig fri for denne Art Politiseren. Kældersvenden i
en Landkro underholdt ham med den østerlandske Politik.

Vi Nutidsmennesker har vanskeligt ved ganske uden Med-
følelse at betragte disse Udannede, i hvem der ubevidst rørte sig
en Følelse af Samhørighed med det store Hele, af Fællesskabet i
<le almenmenneskelige Interesser; vi kan ikke heller dele
Holbergs Foragt for deres Aviser, der trods alle Ufuldkommen-
heder var de eneste Budbringere om hvad der foi;egik i den store
Verden, som naaede indenfor deres snevre Syns- og Virkekres.
< Stolpe: Dagspressen i Danmark).

Men Sagen har jo ogsaa sin komiske Side, og med sikkert
Blik har Holberg i sin Kunsts Interesse taget Sigte paa det Burleske
i Anmasselsen, med hvilken der i slige Sammenkomster dømtes
og fordømtes, og han skriver sit første, fortræffelige Lystspil om
disse ^gemene Folk, der sidder paa Værtshusene ved et Krus 01
og sætter i Rette baade Borgmestere og Generaler." Livet er
alvorligt. Kunsten lys.

Saaledes ser vi da Holberg uden at imponeres, forarges, sørge,
klage, fortabe sig i Føleri eller røres i Kraft af det prægtige Lunes

Benvtten af Literaturen ' 129

Uforfærdethed og friske Kulde forvandle alt, hvad han rører ved,
til Komik.

Foruden den indre og ydre Iagttagelse har Holberg endnu
den tredje Kilde til sine Kunstfrembringelser, den hele tidligere
trvkte Literatur.

Og saa righoldig er denne Kilde, at den til sine Tider har
kunnet tage sig ud som den eneste eller dog mest betydelige.
Han har laant saa meget fra andre, at det, han selv har opfundet,
har kunnet synes forsvindende i Sammenligning. Har Forskerne
nu og da forvekslet tilfældige Ligheder med Efterligning, saa er
det paa den anden Side utvivlsomt, at Listen paa hans Laan endnu
ikke er lang nok.

Denne stærke Benyttelse af Literaturen er betegnende for det
17de og 18de Aarhundredes digteriske Aandsfostre og blev fremmet
ved den flyvende Fart, med hvilkei| Holberg som Komediedigter
arbejdede. Naar Støbningen foregik, kastede han Elementer,
hentede allestedsfra, i Formen for at faa den fyldt Men iøvrigt
klinger de Angreb, der af den Grund er blevne rettede paa Hol-
bergs Digterværd og Oprindelighed, kun som et Ekko af dem, alle
Verdens største Digtere har været Genstand for, fra Oldtidens
Komikere af til Shakespeare, Gorneille, Moliére. Shakespeare blev
jo af en bitter Forgænger kaldt „en Krage, pyntet med vore
Fjær**, Gorneille blev med Hentydning til sit Navn benævnet
-Gorneille déplumée", den plukkede Allike, og opfordret til at give
hvert Ord af sin Gid tilbage, og Moliére beskyldtes for „en abe-
agtig Efterligning, hvortil kun han var i Stand". Hovedsagen er
imidlertid, at det bedste fremmede Indfald i en Stympers Hænder
bliver til Ingenting, og at kun den store Begavelse formaar at
sammensmelte det med sine egne.

Ikke blot har Holberg som alle Digtere mange Gange taget
Stoffet til sine Komedier (og det næsten indtil alle Enkeltheder)
fra Literaturen (som Jeppe og Den pantsatte Bondedreng fra Bider-
manns Utopia, Kandestøberen fra Addisons Den politiske Tapet-
mager). Men han har rundt omkring fra tilegnet sig Figurer
og Samtalevendinger. Han har fra den romerske Komedie, særlig
fra Plautus, taget en Mængde teatralske Ejendommeligheder, en
enkelt Gang næsten et helt Stykke (Abracadabra er en Bearbejdelse
af Mostellaria, Diderlch Menschen-Skræk en Efterligning af Pseudolus
og CurcuUOj Jacob von Tyboe stærkt paavirket baade af Terentius*
Eunuchus, af hans Heautontimorumenos og af Plautus' Miles glori-

(i. Brandes: Samlede Skrifter. I. 9

130 Plaiitus, Italienerne, Moliére

osus, der ogsaa gaar igen i Den ellevte Junii); dog er det dybest
inde og mest 1 sin dramatiske Stil, at han stemmer overens med
Plautus; den djærve danske Professor var aandsbeslægtet med
den geniale og drøje romerske Poet. I Viddets Folkelighed ligner
Holberg ham.

Fra Maskekomedien, særligt fra Gherardis Théåtre Italien har
Holberg laant en Vrimmel af vittige Enkeltheder, lattervækkende
Teaterfif, Motiver til Prologer og Indskud, Løjer, Sprogblandinger,
symmetrisk Replikskifte og Fremhæven ved Gentagelser, parodiske
og urimelige Træk, Overdrivelser som Tyboes, at han maa holde
Folk til at laste sin Figur for at have Fred for Kvindernes Efter-
stræbelser o. s. V.

Men ligesom det var Moliére, der havde bjinet Holberg Vejen
til Plautus, og som han sikkert kun gennem Moliére blev op-
mærksom paa Muligheden af at benytte og fortsætte Romeren,
saaledes var det italienske Teater, Holberg lærte at kende, allerede
halvt forfransket og stærkt paavirket af Frankrigs store Komiker,
ligesom ogsaa han, som Holberg selv fremhæver (Ep. 506) havde
givet Eksemplet ved Benyttelsen af Italienerne. Det er da ogsaa
Moliére, der trods alt, hvad man har sagt, (Rob. Prutz af national
Uvilje mod Frankrig, N. M. Petersen paa Grund af utilstrækkelig
Indsigt) er Holbergs afgørende og direkte Forbillede som Skuespil-
digter. Ja man kan uden Overdrivelse sige, at Moliére for Holberg
er Digteren, det virkeliggjorte Ideal af en Digter. Han, som ikke
ødsler med Ordet stoi\ kalder ham stadigt .,den store Gomicus'*,
^den store Comoedie-Skriver", .,denne store Mand**. Vil han be-
styrke sin Mening om Teatersager, tilføjer han: „Anderledes vilde
Moliére ikke dømme herom''; han ^præfererer Moliéres Kiendelse
for det heele Parisiske Universitets Betænkning'*; han for sin Del
vilde .,betro ham baade geistlige og verdslige Embeder"; „et helt
Secnlnm kand neppe bringe til Veye saadan Geist som Moliére";
i de 2000 Aar, der er gaaede hen mellem Plautus og ham, er intet
værdifuldt Lystspil frembragt; han har .,bragt for Lyset det be-
gravne Artificium** og skrevet Komedier efter de Gamles Plan, men
har overgaaet dem, saa han kan regnes „iblandt de sidste Tiders
store Philosophos"' . Holberg kalder ham sin Vejviser og siger om
sine egne .^Originaler', at de er .,forfattede efter hans Plan"; hans
højeste Stolthed er, at han af frennnede Kendere er bleven sat
ved Siden af Moliére. (Epistlerne rundtom, Indledning til Moralske
Tanker,)

Moliére og Holberg 131

Der var et aandeligt Slægtskab imellem dem. Vel var Af-
standen stor fra Madeleine Béjarts og de Bries og mange andres
Elsker til ham, der aldrig synes at have havt en Kærligheds-
historie og aldrig at være bleven elsket, fra den ulykkelige og
skinsyge Ægtemand til den lidenskabsløse Pebersvend, fra Komedi-
anten og Teaterdirektøren til den stille Poet og Lærde, fra Kongens
Kammertjener, den oversete Hofmand, til Studereværelsets Mand
— men de var fri fødte Aander begge, frit opdragne Aander begge,
Moliére havde studeret Gassendi og oversat Lucretius, som Hol-
berg havde studeret Bayle og bearbejdet Thomasius, de var begge
de vittigste Mænd og mest dramatisk begavede Personligheder i
jieres Land, begge en ny Tids Talsmænd, begge Ligevægts-Naturer,
Fjender af al Overskriden af Maalet som af al i Stilstand for-
raadnende Vane.

Som Moliére, men mere udelukkende end han, skildrer Hol-
berg Familielivet; i Stykkernes Plan og Figurernes Gruppering
følger han ham i Regelen som Lærlingen sin Mester. Tag eksempel-
vis Den Stundesløse. Skuespillet er formet over Le malade imagi-
nairey Pernille svarer paa det nøjeste til Toinette; ja saa ligefrem
har Moliéres Lystspil her været Forbillede, at Holberg i Original-
udgaven er kommen til at lade Leanders Farbroder Corfitz tale
om sin Brodersøn Thomas (Diafoirus), istedenfor om Peder (Erichsen
Bogholder).

Fra alle de Literaturer, med hvilken Holberg var bekendt,
har han laant, saaledes fra den spanske. Moreto's Den pæne Hi\
Diego synes det nærmeste Forbillede for Jean de France, der des-
uden minder om Træk hos den plattyske Digter Lauremberg og
Englænderen Wycherley. En Roman af Quevedo, en anden af
Jeronimo de Alcalå, en tredie, der er anonym, Lazarillo de Tormes
har afgivet Træk til Don Ranudo som desuden for Enkeltheders
Vedkommende har et dansk Forbillede i Wilhelm Helts Irus. En
Novelle af Gervantes har paavirket Henrik og Pernille^ et Mellem-
spil af samme Digter maaske Gert Westphaler. (Emil Gigas: Literatur
og Historie).

Naar man ser bort fra hvad Holberg fremdeles skylder den
Moliéreske Skole i Frankrig: Dancourt, Boursault, Dufresny (med
Hensyn til Julestuen, BarselstueUj Pernilles korte Frøikenstand), eller
sin danske Forgænger Skeel i hele Formningen, saa iagttager vi
tre mægtige Strømme med deres Bifloder, udgaaende fra Plautus,
Maskekomedien og Moliére, der udmunder i den danske Skueplads.

9*

132 Laan i Ulysses

Lad os i et Eksempel se, hvorledes Holberg literært benytter.

Hans Ulysses von Ithacia er et rent fantastisk Værk, en Parodi
af den Art, som meget hyppigt gaves af Italienerne i Paris paa
Holbergs Tid. At den parodierer den tyske Komedie i Kjøbenhavn
er bekendt. Den fortsætter Melampe, gentager paa en Maade Peder
Paars'es SMre i en højere, mere vellykket Form; thi som Heltedigtet
driver Skuespillet Skelmeri med de homeriske Digte, særlig Odys-
seen, og har i sine to Hovedpersoner den fra Gervantes stammende
Modsætning mellem en Don Quijote- og en Pansa-Figur i Helten
og hans Tjener.

Fra Livet har Holberg her ikke direkte kunnet hente noget
Hans Laan er rent literære, nemlig disse:

Prologen Paris* Dom er et gammelt, fra Lukians tyvende
Gudesamtale stammende Motiv, der gaar igen i Middelalderen og
hos Italienerne, og som hos os allerede forekommer i Christiem
Hansens Skuespil 1531 endog med Paris' Betingelse for Dommen:
,,Man kand ikke dømme om Nogens Skiønhed udaf Ansigtighed
allene", en Vending, der forøvrigt ogsaa senere findes i Englænderen
Congreve's Paris* Dom.

I Italienernes Ulisse et Circé forekommer dette Replikskifte:

Pierrot: Hvordan, Mezzetin, i Operaen siger man ikke noget uden at

sj'nge det?
Mezzetin: Nej, ikke engang hvis man spurgte, hvad Klokken er. Man

vilde f. Eks. synge: Hvad er Klokken. Margot, hvad er Klokken?

— Den er tolv, Frue, den er tolv.

Ho6 Holberg er Satiren over Operaen varieret i Trojanerens be-
kendte, tremulerende: „Hør Claus, træk mig mine Støvle --er paa.**

1 L'Empereur de la Lune siger Harlekin til Doktoren, som hos
Holberg Chilian til Bonden: „Er du fra denne By eller Byen fra
dig?" — en Replik, som det iøvrigt ikke var værd at gaa saa
langt for at hente; men her haves ogsaa i Stykkets sidste Scene
Forbilledet for en af Hovedscenerne i Ulysses, den mellem Chilian
og Marcolfus med det berømte Omkvæd „Ligesaa hos os**:

Harlekin (som Maanekejsery: Mine Undersaatter er næsten fejlfri; de
ledes udelukkende af Hensyn til deres Fordel og af Ær-
gerrighed.

Colombine: (ianske som hos os. ^

Harlekin: Enhver forsoger efter bedste Evne at gøre sig tilgode paa
Næstens Bekostning: den storste Dyd her er den at være rig.

Ulysses 133

Doktoren: Ganske som hos os.

Harlekin: Vi bruger ingen Bødler. Istedenfor at lade Forbryderne om-
komme i et Kvarters Tid paa en offenlig Plads, sender vi dem
til Lægerne, der slaar dem ihjel paa en ligesaa grusom Maade
som gjorde de det af med en Patient.

Colombine: Hvad for noget, Herre, altsaa ogsaa hos Dem slaar Lægerne
Folk ihjel? Det er ganske som hos os.

Isabella: Og findes her Skønaander?

Harlekin: Her er Kilden. I mere end 70 Aar har man arbejdet paa en
Ordbog, og om 200 Aar vil den endnu ikke være færdig.

Colombine: Ganske som hos os.

Isabella: Og Dommerne lader sig ikke bestikke i dette Rige?

Harlekin: Kvinderne søger at gøre Indtryk paa dem, her som anden-
steds. Man giver dem undertiden nogle Foræringer. Men paa
det nær gaar alt tilbørligt til.

Doktoren: Det er ganske som hos os. o. s. v. o. s. v.

Heller ikke til den ypperlige Slutningsscene, hvor Jøderne
trækker Maskeradedragten af Ulysses, savnes et Forbillede i Theåtre
Italien.

I Protée findes følgende Scene:

Harlekin (ser Marskandiseren): Jeg tænker, den Marskandiser, som har

laant mig Klæderne, kommer for at plage mig om Penge.

Jeg vil blive ved at høre mig i min Rolle: Rom har

lært mig og mine Lige Standhaftighed. O! hvis man gik

tilbage til Byens ældste Tid . . .
Marskandiseren: Hvis De vilde give mig de seks Daler, De skylder mig, var

det mig yderst kært.
Harlekin (patetisk): Kender en romersk Kejser Dalere? Du tager fejl,

min Kære, jeg ved ikke mere, hvad Dalere er. Du trætter

mig med din taabelige Snak. |Min Storskatmester skal

betale dig i Cæsard'orer.
Marskandiseren: Jeg bryder mig Pokker om Jere Cæsard'orer, Herre. Jeg

vil ha'e betalt i god fransk Mynt. (Han gaar los paa

Harlekin og river hans Vams af ham).
Harlekin: Hvorledes? Mens jeg sidder paa selve min Trone, vover

en Slyngel af en Marskandiser at forhaane sin Kejser!

Gardister, griber ham!
Marskandiseren: I kan selv være en Slyngel. Det var en net Kejser.

(Giver sig til at le og gaar).

Men alt dette er Materialet. Af Stykkets egenlige Styrke har
intet af Forbillederne det ringeste.

Medens alle Holbergs øvrige Skuespil efter deres Beskaffenhed
har en begrænset Genstand, noget snævert, endeligt i deres Ænme,
har dette ene Stykke en" uendelig Genstand. Det foregaar i en

134 LIendeligheden i LHysses

anden, højere Verden end de andre, er gennemstrømmet af et
friere, digterisk Pust.

De andre Stykker fremstiller en Side af Livet, ikke det hele
Liv, undertiden endda kun en Side af en Karakter, ikke den hele
Karakter. De skemter med Stundesløshed, eller Barselstuer, eller
Udenlandsrejser, eller Maskerader. De handler om, hvorvidt
Leander skal faa Leonora eller ikke. Tidt er Synspunktet snævert,
for ikke at komme udenfor en vis komisk Kres. Tag et af de
bedste, Don RaniidOj hvor Holberg saa haardhændet, man kunde
niaaske endogsaa sige haardhjertet, haaner den gamle danske
Adel, der efter Statskupet sad lammet paa sine Gaarde. Vel sandt.
Ranudo er latterlig med sin Uvilje til at arbejde og med Stoltheden
af sine Forfædre, men Holberg har i uvillig Hensigt tildigtet umulige
eller unødvendige Træk: Den, der er saa stolt, at han hellere sulter
end skaffer sig Rigdom ved at lade sin Datter indgaa et ulige
Ægteskab, vil ikke samtidig rane Ost og Brød fra en Bonde.

1 Mogens Skeels lille, morsonuue Stykke fra Renæssance-
Tiden Greuens og Friherrens Komedie (udg. af S. Birket Smith) koger
den gamle Adels Harme over dens Fald og over de nybagte Adels-
mænds Udsmykning med meningsløse Titler paa dens Bekostning;
her syder Haanen over de udannede Grever og Friherrer, der
skaber sig fornenmie uden at være det. Synet er ogsaa her be-
grænset, men man føler, at den Foragt, der inspirerede Stykket,
ikke savnede Grund og Ret. Don Ranndos Satire er dybere, men
der er ingen højsindet Forstaaelse af Adelsstoltheden deri. Det er
ikke blot latterligt, at en Mand ikke vil lade nogen sin Fattigdom
vide, men skjuler den for alles Blik, ikke blot latterligt, at der er
noget — lad det være en Fordom — som han sætter over Vel-
stand. Der er her i Latteren noget saarende, omtrent som naar i
Jeppe den raa Baron tilsidst staar med Palmer i Hænderne som
Moralens Bærer, medens den stakkels Jeppe, der er saa langt
mere værd end han, driver af med Skamme, slukøret som en vaad
Hund.

Der er noget endeligt, begrænset i Kunstværker som disse. I
Ulysses derimod er selve Stykkets Livsluft den frie Uendelighed.
Her er, som Prutz har sagt, .,Poesiens Fevogn ikke brugt som
Pakkepost for nogen Moral"*. Vi er ligesom vendte tilbage til den
komiske Poesis største Tider.

Det var et Fald, da denne Poesi fra under Aristofanes at
have tumlet frit og stort med Statens og Kunstens, Politikens og

Shakespeareske Stykker og Ulysses 135

<Iet ofTenlige Livs højeste Interesser, hos Menander og Terents
sank til kun at dreje sig i Privatlivets lave Krese om husligt
Kævl, forlibte unge Par, listige Slaver, narrede Fædre, en ufor-
modet Arv eller Genkendelse.

Ikke da Holberg i sin Alderdom gav sig til ligefrem at efter-
ligne Aristofanes fPlutusJ, men her er han naaet i Højde med
Verdens største komiske Digter.

Her er intet Smaatskaaret eller smaaligt Samlet. Nej, Pelion
er taamet paa Ossa, Bjerge af Latterligheder dyngede ovenpaa
hverandre til de ruller ned igen under drønende Larm. Der er
virkelig Renæssance-Kunst, mindende om Genfødelsestidens største
Mestere, Rabelais, Gervantes, Shakespeare, i Behandlingen af dette
klassisk -bibelsk -romantiske Stof, denne „Holofernes, Greve af
Bethulien", denne „Nilus af Podolien, som boer i et Sølvslot", et
Stof som jo Shakespeare paa sin Vis med lignende Frihed har be-
handlet i TroHus og Cressida.

Dog kun ved Stoffet og den respektstridige Stilling til home-
riske Helte og Heltinder svarer Ulysses til Troilus. Dybere set er
Ulysses i Holbergs Livsværk hvad Sommernatsdrømmen er i den
store engelske Digters. Det er tilsyneladende her kun Forstanden,
der driver Gæk med Folkepoesiens gamle Fantasier (denne Pene-
lope, der aldrig bliver ældre, der er ung og dejlig til 60 Aar) som
med det samtidige Teaters Lohenstein'ske Unatur og Svulst; ^men
denne Forstand er selv bleven helt fantastisk i sin Overstadighed.
Ulysses er Holbergs virkelige, eneste Lyrik, en Komikers Lyrik, en
Højsang af den vildeste Overgivenhed til sund Fornufts Ære.

Dette er den forkerte Verden, ikke den hverdags, og gennem
den forkerte skimtes den virkelige, set ovenfra, i Fugleperspektiv;
og vi ser ovenfra ikke blot det smaa, Kjøbenhavn med dets Gader,
(der altid er rene i Juli Maaned, ellers drukner man i Skarn; dog
det er kun de elleve Maaneder af Aaret, og de gaar snart), men
det store. Menneskelivet. Er det ikke vort Liv, dette, hvor vi
pludselig besinder os,- at et Tidsrum er gaaet som en Dag, at vi
er blevne ti Aar ældre, ser, al vort Haar og Skæg er blevet hvidt,
og hvor dette er os som en Forklædning, en Maskering af vort
Væsen? Humorens lette Spil minder os her om selve Livets Hast.

Og saa svinger vi os da op til hin Kunstens Skemt med sig
selv, sit eget Væsen, i denne evige Leg med Illusionen, der sættes
og brydes, som Tieck tog op igen paa Romantikens Tid for at
^ygge en hel Lære om Digter-Ironi derover^ og som over ham

136 Laan i Montanus

vendte tilbage til os igen i Ungdomsværker af Heiberg og andre.
Andensteds ler Holberg; her jubler han. Andensteds slaar han
Gækken løs; her ser vi i et Mummespil Slægtens hele Latterlighed,
Krig for ingenting, Forelskelsens Indbildninger, Overtroens Hokus-
pokus, den menneskelige Naragtighed i højeste Vælde.

Til Ulysses von Ithacia lader efter Sagens Natur kun literære
Kilder sig eftervise. Vi maa søge et Stykke, hvor saavel den indre
Iagttagelse, som Studiet af Omverdenen og Benyttelsen af ældre
Literatur har sat sig paaviselige Spor.

Et saadant Stykke er Erasmus Montanus, det dybeste af alle
Holbergs Skuespil og det, hvori han er alier oprindeligst.

Han har i ubestemte Omrids den ungdommelige Paradoks-
forfægter fra sin Optræden i Christianssand som stødende det
kvindelige Køn ud af Menneskeheden. Han har den komiske
Ordstrid i et fremmed Sprog, talt slet af begge Parter for et uvidende
Dommerpublikum. Han har Minderne om den skrækkelige Op-
dragelse under Søren Lintrup, Virkelighedsiagttagelserne af Stu-
denterlivet i Kjøbenhavn og af Disputereøvelserne paa Borchs
Kollegium og Universitetet, Per Iversen o. s. v.

Hermed krystalliserer sig saa Bestanddele fra de forskelligste
Landes poetiske Literaturer.

Fra Ar isto fanes* Skyerne, det Stykke, i hvilket den unge Mand
lærer at disputere hos Sokrates, tog han Indfaldet med hvorledes
det hævner sig paa den gamle dumme Fader at have sendt Sønnen
i Disputerelære, idet denne beviser Faderen sin Ret til at give
ham de i Barndonnnen modtagne Prygl tilbage. Dette foranlediger
Afgørelsen hos Holberg som hos Aristofanes, om end paa en
finere Maade.

Fra et lidt tidligere engelsk Stykke, Farquhar's Den rekrut-
terende Officer, som Holberg har kendt (thi han nævner det i
Peder Paars) tog han det iøvrigt temmelig kummerlige Indfald
med Niels Korporal og Løjtnantens Hververi.

Til Jesper Ridefogeds Opfattelse af Maanen har han rimelig-
vis Motivet fra Scenen mellem Doktoren og Pierrot i Italienernes
L'Empereur de la lune, hvor Pierrot siger: „Jeg er da ikke saa dum
at jeg skulde tro, Maanen er en Klode, Maanen, som ikke er større
end en Æggekage lavet af otte Æg."

Til Per Degn havde han allerede fra Peder Paars Elementer:

Situationen i Montanus 137

Forbedringen af Kaldet, Priserne paa Psalmer. Fra Moliéres
Doktoren mod sin Vilje tog han Indfaldet med Per Degns mor-
somme Latin:

Sganarelle: Forstaar De Latin?

Géronte: Aldeles ikke.

Sganarelle (rejser sig i pludselig Glæde): De forstaar ikke Latin?

Géronte: Nej!

Sganarelle: Cabricias, arci thuram, catalamus, singiilariter, nominativo,
hæc musa, Musen, bonus, bona, bonum. Deus sanctus, est-ne
oratio latinasf Etiam, Jo. Quaref Hvorfor? Quia substantivo
et adjectivum, concordat in generi, numerum, et casus.

Laanet er utvivlsomt, thi de sidste Ord, som er gaaede over
i Per Degns Replik, er et fordrejet Citat af en fransk Skolebog fra
Moliéres Tid, som Per Degn umuligt kunde kende.

Men ogsaa her er disse mange Smaalaan kun Stene til
Bygningen. Lad os nu se, hvorledes den rejser sig, og hvad det
er som gør, at den staar gennem Tiderne og vil staa i uover-
skuelig Tid.

Holberg sender den udlærte Bonde-Student hjem i hans
Landsby — det er hele Grundideen. Men hvilken Forstyrrelse er
ikke Følgeni Hvilket Møde det med den hjemlige Dannelses Re-
præsentant, Per Degn I Hvilket Sammenstød det mellem denne
galende Hane og denne opblæste Kalkun!

Situationen er saa betydelig, fordi den ikke er kunstig, men
naturnødvendig.

Hvor naturlig end hos Holberg ellers den komiske Karakter
maa siges at være, saa er den komiske Situation dog kunstig,
et usandsynligt Forsøg. Det foretages med Hovedpersonen for
at vise, hvad der bor i ham. Jeppe gøres kunstigt til Baron,
Herman kunstigt til Borgmester og saadan altid. Det er lidt lavet
og lidt tomt.

At derimod Repræsentanten for den unge Kultur og Repræsen-
tanten for den gamle Dannelse støder sammen, det er en nødvendig
Situation, og nødvendig er dens Konsekvens, at Omgivelserne giver
Repræsentanten for den gamle Dannelse Ret.

Man tage alle de andre Par hos Holberg, Peder Paars og Per
Buus, Storpraleren og Snyltegæsten, Philemon og Rosiflengius, de
belyser hinanden som Paralleler eller som Modsætninger, men de
fordrer ikke hinanden, er ikke uadskillelige. Men uadskillelige som
Komplement-Farver er disse to Karakterer i denne Situation.

138 N}' og gammel Daarskab

Og nu det Mestergreb, med hvilket Kampens Genstand er
samlet i Spørgsmaalet om Jordens Form — der angiver en ny
Verdensanskuelse som med et Stikord. Og ikke unaturligt; tvert-
imod. 1 Bøger, som dengang endnu læstes, taltes om Himlen som
en fast Hvælving eller en Række Hvælvinger over hinanden. Man
gør sig overhovedet ikke nutildags nogen klar Forestilling om den
Naivetet og Usikkerhed, der i hine Overtroens og Bibeltroens Tider
raadede paa det naturvidenskabelige Omraade. Den nærmeste
Fortids store Naturforskere havde forbavsende Huller i deres
Kundskab. Saavel Thomas Bartholin som Ole Worm var over-
beviste om, at en Kvinde virkelig havde født et Æg, som fuld-
stændig lignede et Hønseæg, fordi dette var bevidnet af flere til-
stedeværende Mænd og Kvinder, hvis Troværdighed var sikret
saavel ved deres borgerlige Stilling, som ved deres Karakter, og
fordi Ægget var tilstede og blev opbevaret i Worms Samling. Ole
Borch, troede paa Alkymien og Guld magerkunsten, og det var
ham, der som stor Beundrer af Guldmageren Burrhi anbefalede
ham til Indkaldelse i Danmark. (Panum: Uiiwcrsitetsprograni 1880).
Himmerich, Københavns Borger- og Politimester paa Holbergs
Tid, udgav 1726 et Droningen tilegnet Compcndium philosophiciim
i hvilket han udvikler Theophrastus Paracelsus' Lære, og bl. a.
forklarer, hvorledes den Gud underlagte Spiritus Universalis foraar-
sager, at det bliver Nat: „Saa foraarsager og samme Spiritus saavel:
som dend afvigede Sol paa følgende Maade Natten: Dend udi Luf-
ten befindtlig Sulphur og Merciirius exienderer sig ved Resolution
af en Spiritu S(dis og det sær subtil meere nedad mod Jorden,
hvor Sal Aeris er grovere, end op ad, dog en Tiid meget meere
end en anden, ligesom meget eller lidet udaf de kolde Deele af
Mercurio af Stiernerne ved forommeldte Spirituni Universalem i
Luften er bleven influeret o. s. v.** Endnu 1764 skriver Suhm sit
„Forsøg til et Udkast af Videnskabers og Konsters Historie fra
Jordens Dannelse af og til Syndfloden'', hundrede Sider i Oktav.
Og Holberg selv var jo ikke videre end at han afviste Newtons
Lære om den almindelige Tiltrækning, det naturvidenskabelige
Grundlag for den hele moderne Kultur, og holdt sig til Descartes*
Hvirvelteori.

Det er klart, at hint Forhold mellem nyt og gammelt, ny
og gammel Daarskab, er altomfattende, almengyldigt. Altid vil der
komme et Punk, hvor den gamle Dannelse i sin Stillestaaen bliver
en Karikatur, og hvor den nye med sine ungdommelige Overdri-

Montanus altid og overalt 139

velse faar et Præg af Markskrigeri. Ignorant — Charlatan — det
er de evige Skældsord, som veksles.

Tag Holbergs øvrige kendteste Figurer: Kandestøberen naaer
ikke ned til det dybeste i Menesket, behandler en ringe Fejl, hører
Datiden til; Jean de France har vel forsaavidt blivende Værd,
som en større Kultur i Reglen vil udøve en blændende og for-
dummende Virkning paa Kyllingehjerner i et lille Land; men flyt
Skikkelsen til Frankrig og den passer ikke mere; ikke at tale om,
at Situationen med Madame la Fléche er altfor lavet.

Flyt derimod Erasmus Montanus til Frankrig eller Rusland;
Komedien er lige mulig, lige sand. Flyt den tilbage i Fortiden
eller fremad i Fremtiden, den bliver lige træffende. Det beror paa,
at ikke blot de Skikkelser, den fremstiller, er aldeles ejendommelige,
levende Mennesker, men Forholdet imellem dem er et evigt For-
hold. Aldrig har Holberg i nogen Situation hævet sig til en saa-
dan Højde. Man er som paa et højt Punkt, fra hvilket man ser
ud over alle Lande og alle Tider.

Situationen er ikke blot en Situation af Privatlivet; det er en
verdenshistorisk Situation. Stykket spilles daglig til alle Tider og
i alle Lande. Det skænker os et Indblik i de Love, efter hvilke
Menneskehedens Udviklingsgang under ældre og yngre Slægtleds
Daarskab gaar for sig.

Naturligvis er den følsomme Opfattelse forkastelig, efter
hvilken Erasmus er det Nyes Martyr; han er det endnu mindre
end Don Quijote f. Eks. blot er den ædle Entusiast. De er
Narre beggeto. Erasmus er en latterlig ung Person, der i Hoved-
sagen har Ret; Per Degn er en latterlig gammel Person, der i
Hovedsagen har Uret — netop hvad Fremskridtets og Konser\^a-
tismens Repræsentanter i Regelen er. Bevidst har Holberg kun
villet fremstille Narren i Erasmus. Derfor lader han ham ogsaa
falde saa brat, ganske ligesom han lader Jeppe falde — til Bedste
for en bevidst og indskrænket moraliserende Stræben i Kunsten.

Men Holberg som digterisk Geni staar ikke paa samme Stand-
punkt som Holberg i Egenskab af Moralist. Geniet har ikke spurgt
ham, hvad han bevidst vilde gøre ud af Stykket; det har revet
ham med sig i uimodstaaelig Flugt. Holberg frembragte ikke som
Digter med forstandig Bevidsthed. Mærk Marthes Replik i Jean
de Fraiice: „Det gaaer med mig som med dem, der skriver Co-
moedier; medens de skriver paa Comoedien, falder dem af sig
selv ind, hvordan den skal udføres."

140 Teatret aabnes

Idet Holberg da her, som sædvanligt i moraliserende Hensigt,
bearbejdede gamle, personlige Erindringer, brogede Indtryk fra
Omverdenen, forskelligartede Laan fra græsk, engelsk, italiensk og
fransk Literatur, kom han ubevidst til at afslere sin hele, rige,
indre Erfaring om, hvorledes, hvor tragikomisk, paa Dannelsens
Omraade Slægt staar mod Slægt — og fordi hans Erfaring, hans
Digteraand var saa dyb, blev Stykket vor Bogverdens dybeste
Kunstværk.

VI.

Til en saadan Hejde svang i sine rigeste og mest frigjorte
poetiske Stemninger en Mand sig op, hvis Liv som dramatisk Dig-
er bestod af Opofrelser, Halvsejre og Nederlag. Faa store Mænd
har havt saa meget at overvinde som han. Mangeartet Modstand
mødte ham; men værre end Modstanden var den Ligegyldighed
for hans bedste Stræben, der fulgte af Folkets lave Dannelsestrin,
da han var ung, af dets snerpede og slette Smag, da han var
gammel.

Hans Digterliv som Dramatiker er en Kæde af Genvordig-
heder.

Den 23. September 1722 var det danske Teater i Lille Grønne-
gade blevet aabnet. Dets Forhistorie er den, at da Hoffet i Aaret
1721 indkaldte et tysk Operaselskab under en vis Kaysers Ledelse
fra Hamborg og samtidigt gav den franske „Hof-Komedie" Afsked,
blev adskillige af dennes Medlemmer boende her i Landet, deri-
blandt Etienne Capion, der foruden at være Skuespiller tillige
som „Holf- og Stabs-Traiteur" havde fulgt Hæren i den svenske
Krig. Lige fra Aaret 1718 havde han, som fra først af ledede et
Marionetteater, ansøgt om Skuespilprivilegier, der kunde hindre
fremmede Komedianter, Liniedansere etc. i at konkurrere med ham;
han opnaaede ikke strax en saadan Eneret, indførte ligefuldt tyske
Skuespillere og Skuespillerinder og gav tysk^omedie, men med
saa ringe Vinding, at 'han sank i Gæld og i 1721 paany anraabte
om Regeringens Beskyttelse, da han .,imod ald forhaabning" fandt, at
andre Selskaber fik samme Ret som han „saavelsom ogsaa den saa-
kaldte Stercke mand at præsentere sin Force med vildere, hvilket
haver foraarsaget icke liden, men temmelig stor skade og forlis".
Saa fik han da i Maj 1721 Privilegiet, som tillod ham alene og

Fordomine 141

hvem han meddelte Tilladelse, at give „Comoedier og Spil" af
hvadsomhelst Art. For det Teater, han straks begyndte at bygge,
tilstodes der ham dernæst Frihed for Grundskat og Indkvartering
i femten Aar. Men han byggede uden Kapital, og da Teatret stod
færdigt, var han endnu langt dybere i Gæld end før.

I Sommeren 1722 søgte saa en Landsmand af ham, en anden
i Kjøbenhavn efterladt fransk Skuespiller, der viser sig som
en smidig, elskværdig Pariser med det store Aarhundredes hele
Belevenhed og Velopdragenhed, om end uden synderlig boglig
Dannelse, ogsaa han fattig som en Kirkerotte, om Tilladelse til
at oprette en Skueplads i det danske Sprog. Montaigu havde øjen-
synlig truffet Aftale med Capion og var med sine Erfaringer
andensteds fra falden paa den Idé, om muligt ved Oprettelsen af
et nationalt Teater at komme ud af sin Næringssorg. At han
skulde have havt nogen dansk Nationalfølelse, er det urimeligt at
antage, han formaaede end ikke at skrive Dansk; men der er noget
sundt og stort i den Begrundelse, han giver sin franske Ansøgning
til Kongen. Med et Henblik paa den nylig sluttede Fred med
Sverig skriver han: „Teatres Oprettelse har næsten hos alle Folke-
slag fulgt Rigernes mest blomstrende Tidsalder, og den Fred, som
Deres Majestæt nylig har skænket sit Folk efter en lang Krigs
Sejre har forekommet mig at betegne det bedste Tidspunkt, man
kunde vælge". Han fik Bevillingen og efter at det ved fornyet An-
søgning var lykkedes at stanse den stærke Mands, al Interesse op-
tagende, Forestillinger, som ulovligt fandt Sted for Folk i en Have,
han ejede udenfor Nørreport, blev den fremtidsrige Plan gennem-
fort. Den danske Skueplads aabnedes med Moliéres Den Gerrige.

De to erfarne Skuespilleres dristige Foretagende fik en dobbelt
og mægtig Hjælp, først fra det højest dannede Hofselskabs Side,
idet Grevinde Chistine Reventlow, Dronningens Søster, Storkansle-
ren Grev Ulrich v. Holsteins Hustru, en dansksindet og meget
evnerig Dame, beskyttede Forsøget og hædrede Skuespillet med sin
Nærv^ærelse, ligesom hendes Svoger Fregerik Rostgaard anvendte
sin Indflydelse til Fordel for det, ja skrev den nette Prolog, hvor-
med Teatret blev aabnet — og dernæst, idet Holberg traadte til
og straks til en Begyndelse forærede Skuespillerne sine fem første
Stykker.

Der var imidlertid nok at kæmpe imod.

Først og fremmest var der Fordomme at overvinde, navnlig
de, som Gejstligheden og Universitetet nærede og i Folket under-

142 Pengeløshed

holdt om den Skade, den Kristne ved at se Skuespil tog paa sin
Sjæl, og om det uværdige og uanstændige i som Gøgler at optræde
paa Scenen. Det vakte Forargelse, at en Universitetslærer skrev
Komedier og at Studenter spillede dem. Gram ytrede, at det ikke
sømmede sig for en Professor at give sig af med saa letfærdige Ting
og at Holberg, hvis han ikke holdt op dermed, burde forvises
fra Universitetet til Teatret. To Regensianere, der var optraadte
paa den danske Skueplads, fik Advarsel om, at dersom de ikke
inden tre Dage var udflyttede fra Regensen, blev de bortviste
fra Universitetet. Den ene forlod straks Regensen, den anden, som
prøvede paa at trodse, blev kastet ud og desuden bortvist En
Student paa Walk-endorfs Kollegium, der var optraadt, Jens Hø-
berg ved Navn, blev til Straf for dette sit „usømmelig førte Lev-
ned" sat ud af Kollegiet, og appellerede forgæves hos Gonseillet,
skønt Rostgaard gik i Forbøn for ham. I et Digt fra ham til Rost-
gaard hedder det betegnende:

Hvad hår jeg Stymper gjort? Har jeg mod Himlen syndet?

Har jeg om rette Gud urette Troe forkyndet?

Mon jeg utroeskab har min Naadig Konge giort?

Har jeg mod fædre-land vel syndet alt for stort? ....

Se disse store fejl mig siunis blir fremstillet

I det jeg (Ringeste) Comoedier har spillet . . . ,

.Jeg har j« derved ej fra Gud mig villet bøje

Til Uretfærdighed o. s. v., o. s. v.

Holberg selv maatte som Medlem af Konsistorium underkaste
sig den Ydmygelse at deltage i Universitetets Fremfærd mod de
stakkels Studenter, der havde spillet i hans Stykker.

Da det danske Teater saaledes ikke var noget anset Sted,
vilde Kongehuset ikke opmuntre det med et Besøg. Aandsfri nok
til at bryde med en saa taabelig Fordom var Kongen ikke. Og da
han en enkelt Gang, i Januar 1723, viste de danske Skuespillere
den Naade at lade dem optræde for sig paa Slottet, var de danske
Skuespil ikke fine nok til at forestilles for Majestæterne. Man for-
drede to franske Stykker spillede i Oversættelse.

Hertil kom nu de økonomiske Vanskeligheder. Regeringen,
(ler var langt fra at opfatte det som Pligt at yde det vordende
Nationalteater en kraftig Understøttelse, trykkede det spæde Fore-
tagende ved dumme Bestemmelser. Allerede 6. Nov. 1722 fik
Uapion Befaling til i Fattigafgift at betale 10 Procent af sin Brutto-

Kampen for Livet 143

indtægt. I en underdanig Skrivelse maatte saa han og Montaigu
forestille Hans Majestæt Umuligheden heraf for den danske Komedie,
og Afgiften blev nedsat. Det nyttede imidlertid kun lidet; thi i
December 1722 allerede saa den stakkels Capion, der havde kostet
8000 Rdlr. paa Komediehuset og endda optaget 4,500 Dalers Veksel-
gæld, sig ude af Stand til at efterkomme sine Forpligtelser. 1 Juli
1723 blev han bragt i Slutteriet, og Montaigu maatte „som Præses
for Comoedierne" overtage Ledelsen.

Hovedindtægten var ikke Teaterbesøget, men hvad Huset ind-
bragte, naar det udlejedes til Maskerader; imidlertid bortfaldt
denne Indtægt, da disse „formedelst Misbrug og eendeel Geistliges
Xidkierhed" (som det hedder i et samtidigt Aktstykke) blev for-
budte. En Anmodning om, at Hans Majestæt vilde staa Teatret
bi ved naadigt „at forære Comedie huuset de Slottets Theatro til-
hørende Maskiner, saasom dog samme ellers af sig selv inden faa
Aar ganske vil vorde ruinerede, og nu ere til ingen Nøtte, efterdi
Hans Majt ingen Bande hverken af Comedianter eller Operister
underholder", mødte ingen Velvilje. I April 1724 var Montaigu paa
sin Side ved at opgive Ævred, saa stort Afbræk foraarsagede en
Linedansertrup, der var kommen overens med Capion, Teatret.

Lige i Begyndelsen bevirkede Nyheden af at se Skuespil paa
Dansk et ikke ringe Tilløb. Som det hedder hos Holberg:

I første Aar, som vi en gylden Tid kan kalde,
Vi frygted for at see vort Galleri nedfalde.

Men Glæden var kort:

Det andet Aar var knapt, dog fik vi stundom 'lidt,
Den tredje Vinter vi fremslæbet paa Oedit.

1 en Prolog fra Juli 1724 tales allerede om, at man rimeligvis
snart maa lukke. 1 Vinteren 1724—25 levede Teatret mest af Hol-
bergs Melampe, idet Publikum græd paa de højtravende Steder. Det
var Tidens Stil at røres ved Tab af Skødehunde. Rostgaard havde
skrevet Vers „Madame Rostgaards smukke og dydige Hund Manille
til Ære og Amindelse", ja en rimet Gravskrift over „den rare Mynde
Melanipus, som tjente i Gehejmeraadinde Harboes Gaard". Til-
skuerne tog Hunderovet tragisk.

I 1726 maatte Teatret en Tid lang lukke. Da man tog fat
paany, stræbte man ved alle Slags Lokkemidler at komme Publi-

144 Komediens Ligbegængelse

kums Smag iinøde; det vilde især se Dans, og man opførte Dans
mellem Akterne, ja indlagde undertiden Dans i Stykkerne som i
Holbergs Den ellevte Junii og Den politiske Kandestøber. Heller
ikke det udøvede imidlertid Tiltrækningskraft nok; saa stor var
Ringeagten for Landets eget Sprog paa Scenen, og i 1726 greb de
danske Aktører da til den ydmygende Udvej at spille paa Fransk.
Endelig, den 25. Februar 1727 var Teatret nødt til endegyldigt
at lukke. Holberg skrev til Slutningsforestillingen Den danske Co-
moedies Liigbegiængelse, fuld af vemodig Skemt:

Mademoiselle Hjort: Men hvad skal jeg nu tage mig fore, efterdi Co-

moedien er til Ende?
Henrick: Dersom I har nogen Capital, vil jeg raade jer til

at leve af jer Rente, men saasom I har ingen,

kommer I til at tiene.
Mademoiselle Hjort: Hvor skal jeg vel faa Tieneste? Vi har jo lagt os

ud med alle Folk, Officiers, Doctores, Advocater,

Kandestøbere. Marquiser, Baroner, Barberer.
Henrick: Det er min Troe sandt. Jeg har ikke tordt lade

mig engang barbere, siden vi spillede den Comoedie

om Mester Geert.

Efter at Ligfølget er skredet i højtideligt Optog over Teatret,
skildrer til Slutning Thalia den elendige Tilstand, i hvilken Skue-
spillerne har tilbragt den sidste Tid:

Da Hunger nogle drev til Jylland, Fyen, Norge,

Da truede Tyon cy Draabe Viin at borge:

Hos Kræmmer, Handværks-Mand, hos Bager, Brygger, Kok,

En Streg ey meere var at faae paa Karvestok . , .

I saadan Tilstand vi til denne Tiid har levet.

Imellem Slutterie og Raadhuus vi har svævet.

Indtil Comoedien sin Dod og Helsot fik,

I Dag all Verdens Gang af hverdags P'eber gik.

Foruden de første fem Stykker havde Holberg i 1724 foræret
Skuespillerne sine ti næste, Nogle havde gjort mindre, andre
større Lykke, men selve denne store Lykke var jo kortvarig, og
deltes med den stærke Mand Hr. von Ekenberg og den flinke Line-
danser Bredo, det danske Teaters overlegne Medbejlere. Det
kjøbenhavnskc Folk lod uden ringeste Følelse af Ansvar sin Digter
i Stikken. Paa al Penge-Fordel havde han jo ved sin uegennyttige
Fremgangsmaade givet Afkald, og kan det nu end paa Afstand se
ud, som blev han rigelig lønnet med Æren, saa var og blev det

• Præsternes Indflydelse 145

lavere stillede Publikum i Virkeligheden ubetinget ligegyldigt og
det saakaldt finere Publikum ringeagtede de indfødte Stykker.
En vis lidet tilfredsstillende Yndest maa Holberg vel have vundet
i enkelte Krese; men den kunde i Længden ikke veje op mod de
fordonisfuldes Ringeagt, de formentlig eller virkelig angrebnes
Had, Ydmygelserne, Tidstabel, Kraflspildet og det nedslaaende i
Følelsen af at have sat en næsten overmenneskelig Frembringelses-
kraft ind paa et Foretagende, der led Nederlag paa Nederlag og
aldrig syntes at rejse sig uden for at falde des dybere igen.

Han stræbte at rette sit angrebne Helbred ved en Udenlands-
rejse, og da Teatret i 1728, med en lille Understøttelse fra Hoffet
mod af og til at give Forestillinger paa Slottet, gjorde et nyt For-
søg, holdt han sig for saa vidt tilbage fra ligefrem Medvirkning, som
han ingen Del tog i Stykkernes Iscenesætning og heller ikke straks
begyndte at skrive Skuespil paany; derimod skænkede han atter
Teatret de Lystspil, han havde færdige (deriblandt Erasmus Mon-
tarms, Don RanudOj Det lykkelige Skibbrud, seks i Alt), af hvilke dog
intet kom til Opførelse. Atter klager Montaigu bittert til Can-
celliet over det Afbræk, som andre Seværdigheder gør Teatret.
Man har givet en lille Vanskabning (un petit Monstre) Tilladelse
til at lade sig se for Penge; man har forskrevet to franske Skue-
spillere og en Skuespillerinde fra Sverig, de spiller Gherardi*s
Farcer og tager den Smule Næring fra de Danske. Disse boede
desuden nu kun til Leje, og Ejeren, en General Arnold, plagede
dem stærkt med Hensyn til Leje-Afgiften, som de aldrig formaaede
al erlægge til rette Tid. Kongen tog dog 8. Oktober deres Parti.

Men dér holdt man, da 20. Oktober 1728 Kjøbenhavns Ildebrand
indtraf, og Skuespillene stansede af sig selv. Som altid ofTenlige
Ulykker gav denne Brand Gejstligheden Vind i Sejlene. Præsterne
forlangte straks, at den lille Sum (1500 Daler), som Kongen havde
bevilliget i Tilskud til Teatret, skulde anvendes til fromme Øje-
med; fra alle Prækestole udlagdes Branden som Straf for Folkets
Synd, og nye Ulykker spaaedes, hvis Skuepladsen blev aabnet
paany.

Den stakkels Montaigu skriver 27. December til sin Beskytter
Poul Løvenørn:

„Julefesten har været en Anledning for disse Herrer (Præ-
sterne] til at forbyde og forbande alle Julestuer; der er faldet
nogen Sne, en ny Anledning til at skrige op mod Kanerne, der
kun ventede paa ny Sne for at kunne tages i Brug. Alle Menne-

Cl. Brandes: Samlede Skrifter. I. 10

146 Kongehusets Sæder

sker trækker paa Skuldrene og dog vover ingen at modsige dem.
Selv Grev Holstein [Kongens Svoger], der havde bestilt sig en Kane
i den Hensigt at have Fornøjelse af den i Vinter, har maattet be-
stille sin Kane af; saadan er det Liv, man her fører; man taler
derimod om forskellige Ordninger, ved Hjælp af hvilke man vil
lette Byens Genopførelse; man havde begyndt paa at gaa rundt til
Indbyggerne for at opfordre dem til selv at bestemme, hvad de
frivilligt vilde bidrage, men det synes opgivet o. s. v."

Snart var den kirkelige Indflydelse almægtig.

Da Frederik den Fjerde i 1730 døde, vidste man, at der
under den nye Konges Regering ikke kunde tænkes paa Skuespil.

Holberg havde ikke den afdøde Konge stort at takke. Kon-
gen havde vel taget Peder Paars i Forsvar, men med den Tilføjelse,
at den bedre havde været uskreven, og i Slutningen af hans Re-
geringstid, den i hvilken Holbergs Virksomhed falder, var den
ofTenlige Tone i Landet bleven stedse mere andægtig. Der var et
Tilbageslag heri; thi i Begyndelsen af hans Herskerperiode havde
den moralske Opfattelse i de bestemmende Kredse været meget frL
Der lindes et fransk Brev (af 20. Oktober 1703) fra den prøjsiske
Gesandt ved det danske Hof, Grev Viereck, til hans Minister, som
i denne Henseende er et Aktstykke. Efter at have omtalt de Ryg-
ter om Kongen af Danmark og hans egen yngste Datter, der er ud-
bredte over hele Tyskland, meddeler han, at efter de tusinde An-
modninger, som Frederik den Fjerde havde rettet til hans Datter
om al leve i ægteskabeligt Samkvem med ham, kunde hun ikke
staa imod „og Ægteskabet blev da sluttet paa Slottet i Nærværelse
af adskillige fornemme Ministre og Kongens Geheimeraader**. Vel
var Kongen allerede forud gift, og det var let at forestille sig
hvad de Bagtalere sagde, der bedømte hans og hans Datters
Handlemaade „ifølge Præsiernes Bibelfortolkninger og Kønnets
herskende Mening.'* „Men da der ikke i den hellige Skrift findes
et eneste Ord om, at en Konge eller suveræn Fyrste ikke skulde
have Frihed til at leve i et ægteskabeligt Venskab [I] med mere
end én Person, isier naar han har vægtige Grunde dertil, og da
de Gejstlige forsvarer deres Sag snarere med Stivnakkethed og
tvungne Fortolkninger end med klare og solide Beviser, saa o. s. v.**
Han slutter: „Deres Ekscellence vilde naadigst stemme Hans Maj.
Kongen |af ProjsenJ til at optage denne Begivenhed med min
Datter godt; den er hændet uden lignende Eksempel og ved Guds
besynderlige og synlige P'orsyn og Tilskikkelse.''

Fader og Søn 147

Fattes end heller ikke her den gudelige Tone, saa er Stilen
og Meningen dog i ingen Henseende Kirketroens. Men den ved
Hoffet raadende Aand udviklede sig under Frederik den Fjerde
paa en lignende Maade som den i Frankrig under Ludvig den
Fjortende; man havnede i Underkastelse under de gejstlige Raad-
givere.

Efterfølgeren Christian den Sjette var en Personlighed af en
helt anden Type, ensom og kold af Naturel, samvittighedsfuldt
arbejdsom, hvor Faderen havde været doven, holdende sine
Undersaatter i Afstand, medens Faderen havde udmærket sig ved
al Slaphedens Huldsalighed, ja endog ganske ligegyldig for Folke-
yndest, og hvad enten nu hans Privatliv var lige saa strængt som
hans Lære, eller det Rygte, der tillægger ham et Kærlighedsforhold
til hans Dronnings Søster, Enke-Markgrevinden, har Ret, i ethvert
Tilfælde var han af Overbevisning en alvorlig, højkirkelig Kristen
i Tidens Stil. Hans Stilling som Kronprins havde maattet gøre
ham særlig stræng over for Alt, hvad der virkeligt eller efter Tids-
alderens Forestilling indeholdt et Brud paa den kristelige Sædelære;
thi han havde lidt bitter Ydmygelse som Søn og Fyrste, naar han
saa* sin Moder krænket og tilsidesat for Medhustruen, der trods
Vielserne først til venstre, saa til højre Haand aldrig blev andet
for ham end, som han skriver, „Min Faders Maitresse'*. Han havde
med en Skæbne, der minder om Hamlets, maattet se sin Faders
nye Bryllup efter Moderens Død fejres med en saadan Hast, at
Retterne fra Begravelsesfestlighederne havde kunnet anrettes kolde
paa Brudebordet; thi Dronning Louise begravedes den 2. April
1721 i Roskilde og allerede den 4. højtideligholdtes Brylluppet med
Anna Sophie i Kjøbenhavn, saa Hoffolkene og Ministrene, der først
kom tilbage til Byen samme Dag, endog efter Befaling havde havt
deres stadselige Bryllupsklæder paa under Sørgekapperne.

Som Kongen var anlagt og med de Erfaringer, han havde
gjort, maatte hans Indflydelse paa Landets aandelige Liv blive et
Hofpræsteherredømmes. Saa samvittighedsfuld var han med Hen-
syn til, hvad der kunde være Synd, at vi ser ham i 1735 skrive til
den berømte tyske Pietist Grev Zinzendorf for at spørge sig for,
om han kan og tør gøre Selskaber ved Holfet: „Det er vist, at vi
lever som Eneboere. Folk beklager sig over, at de ikke faar
Kongen og Dronningen at se, og jeg véd intet andet Middel til at
se Folk hyppigere end ved store Selskaber; jeg ser heller ikke, at

10*

148 Dans og Skuespil Synd

der er noget ondt deri; det kan ikke vel være anderledes ved
Hofferne, og det er saaledes ved alle andre Hoffer; kun ikke her".

Men var Kongen nu end tvivlraadig, om det var en kristen
Monark tilladt at tilsige til Selskab, saa nærede han langt mindre
Tvivl angaacnde Komediers Utilladelighed. I August 1731 havde den
utrættelige Monlaigu i Forening med Skuespillerne Pilloi og Lande
indgivet en Ansøgning om i Kjøbenhavn at turde opføre „en com-
plet dansk ('.omoedie foruden de smukkeste og divertissanteste af
de franske og italienske Theatris'\ Da han ingen Understøttelse
opnaaede, henvendte Skuespillerne sig i et rørende Bønskrifl til
Holbergs Velynder, Gehejmekonferensraad, Grev Christian Rantzau
(Rostgaard var jo forlængst styrtet og Anna Sophies Slægtninge
ligesaa). Kongen indhentede Betænkning hos sin Sjælesørger,
Hofpræsten Bluhme.

Bhihnie svarede med en Afhandling, der godtgør, at Hoved-
hensigten med al „Scherz und Narrentheidigung in denen Co-
moedien" ikke er at bibringe Mennesker god Moral og Dydslære,
men at sætte dem i Latterlune, og det tilstræber de danske Skue-
spil mest ved saa grove og usømmelige Udtryk, at hvem der kun
har Gnist af .l^Æbarhed i Hjærtet, maa væmmes derved. Naar
Komedierne ikke drejer sig om hedenske Fabler, men om bibelske
Historier, nedværdiger de alligevel blot deres Genstand. Skue-
spillerne er løst Pak; man bør give de Fattige de Penge, som ødsles
paa dem. Men endnu værre end de almindelige teaterbesøgende
er de, der forsvarer Komedierne, raader og opmuntrer store Herrer
til at staa sig bi ved Teatres Oprettelse, selv skriver og forfærdiger
forargelige Komedier, samleren Bande Pak til at udføre dem, bygger
(lem Huse, skaffer Penge til dem o. s. v.

Afhandlingen er ligeud myntet paa Rantzau og Holberg.
Havde den tyske Hofpræst nu udtalt sig mod Skuespil, saa skrev
den danske, Pontoppidan (paa Tysk) sin Dialog: Ny Undersøgelse
af det gamle S])ørgsmaal, om Dans er Synd:

, At Legemsøvelse i sig selv er uskyldig, beviser intet; en
Tyv kan jo dog ikke undskylde sine Haandgreb med, at Gud selv
har skænket hans Haand dens Bevægelighed. Den kristne skal
træde i Kristi Fodspor. Men kan han gøre det hoppende og dan-
sende; er han vel under Dansen sindet som Kristus? Dansen
vækker den kødelige Lyst. Og, som den ærværdige Dr. Muller i
sin Apostoliske Slutnings-Kiæde rigtigt siger: Dans tager tidt en
skrækkelig P^nde. Om Arons Guldkalv dansede 23,000 Mand sig

Forbud mod Skuespil 149

ihjel; Herodias' Datter dansede Hovedet af Johannes den Døber;
og naar Sømændene hopper og springer, følger i Reglen et stort
Uvejr derpaa. At lade sine Børn lære Dans, er selv at ofre dem
til Baal.

1736, samme Aar som Konfirmationen indførtes, blev Pont-
oppidans tankedræbende Katekismus indført i alle Skoler over
hele Riget. Endog Islænderne, ja Afrikanerne og Asiaterne i de
danske Kolonier fik denne aandelige Næring budt.

Leg, Spil, Komedie, Klubgang, Dans blev strall'et som enkelt
Synd, hvis de blev begaaede om Hverdagen, som dobbelt Synd,
hvis de øvedes paa Helligdage. Komedier var særligt forbudne
Løverdag, Søndag og Helligdage. Et almindeligt Forbud mod
indenlandske Skuespil var vel ikke straks blevet givet; det var
unødigt, da der intet Teater fandtes; Tidernes Adstadighed, som
Holberg i sit Levned kalder det, var Hindring nok. Men da en
Bande Linedansere og Komedianter ved Snapstinget i Viborg havde
gjort deres Kunster paa en Søndag, udkom Forordningen af 21.
Marts 1738, i hvilken Christian den Sjette strengelig befaler „at
ingen Comoediantspillere, Linedansere, Taskenspillere eller de,
som holde de saakaldte Lykkepotter, sig herefter udi Danmark og
Norge maa indfinde, for deres Spil og Eksercitier der nogensteds
at forestille og øve." Pontoppidan indførte denne Forordning i
sin Katekismus. Men hvor ivrig Kongen personlig allerede tidligere
var for at faa Skuespillere drevne ud af Landet viser et, Frederiks-
borg 30. Aug. 1735 dateret, tysk Brev fra ham til Schulin, i hvilket
det hedder: „I Gli'ickstadt skal der være Comoediantere, som trækker
Folk Pengene ud af Lommen; det var heldigt, om det blev Magi-
straten befalet at skaffe saadanne bort; thi der kommer dog intet
ijodt ad deraf,"-

Det vilde være urimeligt i moralsk Henseende al lægge Kon-
gen og hans Hofpræster noget til Last i Anledning af denne Iver,
som retfærdiggør Frederik den Stores Spot, at i Danmark stræbte
man under Frederik den Fjerde at indtage Sverig, under (Christian
den Sjette at erobre Himlen. Hvad disse Mænd drev, var i deres
Øjne praktisk Kristendom, og der var mere Følgestrenghed og
Sandhed i deres kraftige og velmente Stræben end i senere Tiders
Tingen med Verdsligheden. Endog naar de, saa fromladent de end
selv var sindede, i deres højkirkelige Iver forfulgte Pietisterne,
var det af nidkær Vrede paa alle Særtroende, for Statskirkens
Enheds Skyld.

150 Psalmedigtning

Men for Folkets Moral var Virkningen fordærvelig; det blev
Skik al hykle Gudsfr^^gt for at komme frem; og for Folkets højere
aandelige, særlig den skønlilerære Kultur maatle Virkningen være
dødbringende.

Det eneste, der trivedes, var Psalmeliteratur. Man samlede
paa Psalmer, særlig tyske, man oversatte Psalmer og skrev selv
nye. II. A. Brorson er som Oversætter og Digter Tidsrummets
betegnende literære Skikkelse.

Paa Universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn opbevares en Sam-
ling af tyske Psalmer, bestaaende af 33,712 aandelige Sange, alfa-
betisk ordnede i 5— 6(X) Hind, forærede Biblioteket af Prinsesse
Charlotte Amalie, Christian den Sjettes Søster. De samledes for
hende af en eneste Mand, G. K. von Franckenau, f. 1676, der fra
1096 af havde en Stilling ved det tyske Kancelli i Kjøbenhavn og
der som kongelig dansk Legationsraad var ansat ved lloffenie i
Wien, Paris og Prag. Hvorledes Aanden paa de ledende Steder var,
det faar man en Forestilling om, naar man ser den danske Diplomat
tilbringe sin Fritid med at samle kristelige Sange og med at sætte
Salomons ()rdsi)rog i)aa Bim for at tilegne sin Prinsesse Bogen.
Meget morsomt hedder det i Wetzels Amilecta hymnica fra 1752
om CJiarlotte Amalias Samling: „und melden die Malcbarischen
Nachrichten, dass die neuen Herren Missionarii Anno 1736 solche
mit Verwunderung betrachtet haben."

Saa uhyre i Omfang var den ældre Psalmeliteratur. Nu fulgte
en uy Springflod af Andagtsbøger, Pra*dikensamlinger og Postiller.

At nu Kongens Smag og religiøse Principer hidførte den dra-
matiske Poesis fuldstændige Forfald i Danmark, det var, som Christian
den Sjettes Beundrer, Jens Møller, selv tilstaar „saa meget niere
ubelejligt, som Danmark dengang just ejede sit største komiske
Geni, og Holberg endnu da (1730) var i den Alder, at han kunde
have frembragt mangt et udødeligt Lystsj)il**. At Kong Christian
personlig ikke led Holberg, er klart, skønt — eller da — hans Navn
ikke nævnes en eneste Gang i Kongens trykte Breve. Ulykken er
ikke dette, men at han ikke havde den Ijærneste Anelse om den
Mands lietydning for Samtid og Kftertid, hvis bedste Virksomhed
han lamslog.

Komediehuset i Lille Grønnegade var 1733 bleven sat til Auk-
tion og solgt til den højstbydende. Skuespillerne, der som de i
Bønskriitet til Bantzau siger, „havde opnaaet den Armod, som føl-
ger Næringsvejen", splittedes og søgte forskellige borgerlige Er-

Tyveaarig Pause i Skuespildigtning 151

hverv. Montaigu blev Sprogmester hos Gehejmeraad Løvenørn,
Lande blev Parthaver i en Kortfabrik o. s. v.

Da efter Christian den Sjettes Død Skuepladsen i Aaret 1747
blev genoprettet, var Pilloi den eneste, der var tilbage og kunde
lede i det tidligere Spor. Da havde Teatret været lukket i henved
19 Aar, Holberg selv i fulde 20 Aar været fjærnet fra al Berøring
med det og derved fra al dramatisk Digtning. Thi uden en Skue-
plads falder ingen ægte Dramatiker paa at skrive.

Holberg nødes i denne Tid til udelukkende at sysle med lærde
Studier, han udgiver Danmarkshistorien, Kirkehistorien, Helte- og
Heltinde-Historierne, Oversættelsen af Herodian, Bergens Beskri-
velse, desuden — men paa Latin — Niels Klim.

Det kan vel se ud, som om han frivilligt vendte sin Virksom-
hed som dramatisk Digter Ryggen; han drev jo sine historiske
og andre Studier med Lyst og han havde jo allerede før 1730 op-
hørt med den rastløse dramatiske Produktion. Man har da ogsaa
til Forsvar for hans Samtid snart hævdet, at han allerede havde
udtømt de Æmner, Tidsalderen og Landet bød ham, snart at han
tidligt havde naaet et Højdepunkt og for Fremtiden kun kunde
gentage sig selv. Med samme Logik vilde man, hvis Londons
Teatre var blevne lukkede af Puritanerne efter at Shakespeare
havde frembragt Hamlet kunne bevise, at han ligefuldt fra nu af
kun vilde have skrevet ringere Ting. Men det visse af Sagen
er, at Holberg allerede før 1730 var grundig tvungen til at slaa
alle Tanker paa Teatret af Hovedet, og ikke mindre tydeligt er
det, at han, efter i det af ham skabte Teaters Tjeneste at have
vist en Uegennyttighed uden Mage og have udfoldet en digterisk
Virksomhed uden Lige, først trak sig tilbage fra Skuespildigtningen
i Mismod, da han saa' sin bedste Stræben frugtesløs overfor Folkets
Sløvhed og de herskende Klassers dumme Ringeagt.

Hvor inderlig han følte sig knyttet til den danske Skueplads,
det lader sig bevise. Thi saasnart Teatret aabnes paany, vender
Holberg tilbage til dramatisk Frembringen. Desværre, hans
Kraft som Digter var brudt. Han kunde nu, da han næsten havde
glemt Latteren, kun skrive sin Alderdoms svage, halvallegoriske
Stykker, nemlig — foruden en Bearbejdelse og en daarlig Farce
— Sganarels Reyse til det philosophiske Land, PluliiSj Philosophiis
udi egen Indbildning og Repuhliquen.

Der er noget Enestaaende i dette. Man skal lede om Magen
i noget Land. Man tænke sammenlignelsesvis ])aa Moliéres Kampe

152 Ingen egenlig Udvikling

for at bringe Tartnffe paa Scenen eller Beaumarchais' aarelange, ener-
giske Stræben for at faa Figaros Bryllup opført. Der er heri nogets
som anspænder en Poet, noget Begejstrende, Elektriserende. Men
(lette: At skænke et Folk en Literatur, et Teater, aabne sin ypperste
egenlige Virksomhed, 37 Aar ganmiel, og maatte fejre dens Ligbe-
gængelse kun fire Aar senere, efter at Sørgeklokkerne endda i
Grunden har ringet hele Tiden med Undtagelse af det første halve
Aar! Har nogensinde en aandløs Regering og et umodent Folk i
Forening tilredet et blomstrende Geni, endsige Landets Hoved-
skribent, værre? Andre store Digtere har havt at kæmpe med Ar-
mod, med Fjender; har rent udvortes taget lidt langt mere og
ganske anderledes ondt. Men hvor finder man et Sidestykke til
dette? Han har skrevet Landets første læselige Digt, indfører saa
— ligesom lejlighedsvis, blot fordi nogle Skuespillere opfører en
Bygning — en i Landet helt ny Kunstart, skriver til en Begyn-
delse en Snes Mesterværker, staar i sin kraftigste Alder, nogle og
fyrretyve Aar ganmiel, og man skærer tyve Aar ud af hans Liv
som dramatisk Forfatter — tyve Aar. Pietismen sender hans dra-
matiske Geni i Forbedringshuset paa tyve Aars lærd Strafarbejde^
sætter det i Studerestuens Cellefængsel, fordømmer det til Ensom-
hed, til Tavshed.

Det sygner da ogsaa hen; men saa levedygtig, saa trængende
til Meddelelse er denne Genius, at da den kommer ud af det en-
somme Fængsel, svækket som en hvidhaaret Fange, vender den
sig med Instinktets usvigelige Sikkerhed paany til Teatret, og med
sin rystende Oldingehaand udkaster Holberg de sidste Figurer og
Scener for det.

Der er en Ejendommelighed, som man skulde tro maatte slaa
Enhver, der blot gennemblader Holbergs Teater, men som kun
synes at have været en enkelt Forsker (Legrelle) paafaldende. Det
er den, at der ingen egenlig Udvikling kan spores i disse Skuespil.
Digteren ses ikke, som moderne Digtere ofte, at vokse fra Arbejd
til Arbejd. Den politiske Kandestøber er fuldt saa dygtig og vittig
som Don Hanudo. Vistnok har Holberg ikke sjældent omarbejdet
med Kritik, rimeligvis har han lært meget ved Prøverne og forandret
noget efter dem, og formodenlig har han paany gennemarbejdet
de Stykker, han kalder færdige i 1723 og dog først udgiver 1731
(som Moidanus) eller 171o (som R(umdo), Men af det haardnakkede,
uforfærdet selvkritiske Arbejd, med hvilket en Molicre kæmper
sig op til stedse højere Fuldkommenhed, lindes ikke Spor.

Holbergs ringe Anseelse 153

Det er naturligt nok; thi alle disse Stykker er improviserede
i én Flugt, næsten samtidigt — og saa følger denne Pause paa en
Snes Aar. Som om det danske Folk havde havt Raad til at miste
tyve Aars dramatiske Produktion af en Holberg! Sandelig, skulde
Datidens Danmark staa Eftertidens til Regnskab for, hvordan det
har imødekommet og plejet det skandinaviske Nordens største
komiske Dramatikers Geni, vilde dets Ansvar ikke blive let.

Hvorledes er nu i disse Aar Holbergs Stilling, hans Anseelse?

Hos de Lærde ikke stor. Han gjaldt hverken for lærd eller
for grundig, og man holdt sig op over at han ved Udgivelsen af
sil Levned havde sysselsat Læseverdenen med sin Person.

Man ser det af forskellige Breve fra samtidige.

1 Anledning af en, forøvrigt lidet forstandig, ofFenlig Skrivelse,
i hvilken Holberg (under Navn af Holger Danske) havde imøde-
gaaet en af ham som af Gram, Falster og andre iltre Patrioter
aldeles misforstaaet Udtalelse om danske Lærde af den ansete
hollandske Filolog Burman, skriver Gram 1728 (paa Latin) til den
hamborgske Filolog Fabricius:

„De spørger mig i Deres sidste Brev om Holger Danske. Den,
der under dette Navn har villet skjule sig (hvilket maaske er det
eneste vittige i den hele Epistel) er Ludvig Holberg, Prof. Elo-
quentiæ ved vort Universitet . . . der nu ogsaa synes at ville gøre
sig bekendt for Udlændinge ved sit i disse Dage udgivne Brev til
en berømt Mand. Dets Indhold er Forfatterens Levnedsløb . . . .,
i hvilket han i en efter hans egen Forestilling morsom og vittig
Form (thi han har meget høje Tanker om sig selv) gennemgaar
Alt, hvad der er hændet ham hjemme og ude. Med dette Skrift
har han gjort sine Dadlere og Fjender (hvis han ellers, som han
saa meget klager over, har nogen) en overmaade stor Fornøjelse,
idet han har givet dem den rigeligste Lejlighed til at le paa hans
Bekostning — i den Grad dynger han Ros op over sig selv og
sine Komedier og Satirer; i den Grad fortaber han sig i Smaa-
historier og Anekdoter, der vel undertiden er snurrige, men lige
saa ofte flove og dumme, og saa fuld er hans forresten ikke uslebne
Stil af Sprogfejl og Bommerter, af hvilke han har rettet nogle,
men langt fra ikke alle under Rubriken Trykfejl o. s. v.''

Man ser, at Holberg i Grams Øjne dengang ikke var langt fra
at være en forfængelig Vindmager. Til Gengæld var Gram den-
gang i Holbergs Øjne kun Pedanten, der havde angivet Paars for
Statsraadet; og Grams Fornavn var Skyld i, al Erasmus Montanus

154 Ringe Anseelse

oprindelig hed Johannes, at Skolemesteren i Det lykkelige Skib-
brud, der beskylder Philemon for at have sigtet til ham personlig,
hedder ligedan og at Ulysses slutter med Forsikringen om at ville
hedde Johannes, hvis nogen kan opvise en bedre tysk Komedie.

Men Gram staar ikke ene med sin Opfattelse. Man træffer
samme haanlige Tone i Breve fra 1). M. Stub fra Aarene 1731—34:

„Prof. Holbergs Beskrivelse over Danmark og Norge har jeg
nylig giennemlæst (saasom her ellers ingen Bøger er at see), men
jeg maa derhos tilstaae, at jeg deraf ej er bleven lærdere end til-
forn; thi hans Historische Capitler ere meget ufuldkomne og troede
jeg snart at sige, at da jeg gick i mine første studenter aar paa
det runde taarn, vidste jeg snart mere deraf end hånd har skrevet.
Hans gamle Sager ere saa taabelige, at dersom vores gode Amas
Magnussen endnu var i live, troer jeg vist han toeg sin død over
at læse dem. Da jeg kom til det 12. Gap. som skal være Historia
Juris Danici, tenckte jeg at finde noget, men da jeg ret eftersaa
det, fornam, at det ikkun er en Snmle Dansk translation af mine
Latinske Disput., jeg holdt i Ehlers Golleg. de Lege et Legislatoribus
Danicis, og at deri fast ej et ord er forandret, saa at hånd endog
har beholdt de er vor es, hvilke jeg i de 2de første Disputat som en
ung Student begik . . . paa saadan Maade kand jeg og giøre bøger;
hånd burde have satt for ved Gapit. Udsat af Latinen paa Dansk
ved L. H. o. s. v.**

I samme Aand bedømmer Stub anden Del af Holbergs Dan-
markshistorie, og man ser af Brevene, at Gram ganske har stem-
met i med, (Disse Breve og Aktstykkerne til Teatrets Historie i
Danske Samlinger 1— III. Om Ghristian den Sjette se Jens Møllers
Mnemosync II— IV samt Det skandinav. Littselskabs Skrifter 23de
Bind.) Imidlertid Holbergs Historie-Forskning nærmede Gram til
ham og ham til Gram. Og under Pietismens strenge Regimente
saa denne sig henskudt paa samme Side som Holberg.

1 et Brev fra Gram til Rantzau af 1734 hedder det: „Det er
Skade, at Assessor Holberg maae ikke faae Forlov til, eller tør
vove det j)aa egen Haand, at skrive os enten nogen Comedie eller
Argns*) om disse Tider: thi da skulde man vel under anden
Haand |!), fournere ham Ft og Andet og deriblandt ogsaa noget
om disse nye apostoliske Folks Bodkamp" og i et andet, ligeledes

*) Se om (let svenske Tidsskrift Argiis Karl Johan Warburgs lærerige
Skrift: Olof Dalin.

Kold Respekt 155

til Rantzau rettet Brev fra 1741 hedder det i Anledning af Hof-
præsterne Bluhme's og Pontoppidans mislykkede Forsøg paa at faa
Niels Klim forbudt: „Men baade Klimias og dens Auctor bleve til
Lykke staaende paa deres fire Been, og kunde, naar den Omgang
og samtlige Causæ instrumentales og occasionales skulde aabenbares,
give en ligesaa artig Historiam arcanam at læse, som de, man har
om visse Skrifter, der lykkeligen, malgré tous les artiflces et toutes
les intrigues des JésuiteSj ere slupne igjennem i det hellige Officio
til Rom."

At Holberg var mistænkt som Fritænker kan ses af Henrik
Gerners Merkværdigheder (Kap. 19 Om Fritænkere): „Denne brave
og lærde Mand havde en Deel faaet Mistanke til o. s. v." Kongens
Uvilje mod Holberg viste sig i Smaating. Da Gram første Gang
foreslog ham til Medlem af Videnskabernes Selskab, faldt han igen-
nem. Man røbede sin Unaade i Tidens Stil ved Ikke-Tildelen af
Titler. Holberg havde i 1746 været Professor i 32 Aar og var
endnu ikke engang Justitsraad, medens hans samtidige var Etats-
raader.

Og det bør vel erindres, at da Frederik den Femte Aaret
efter gjorde Holberg til Baron, saa skete det ingenlunde for at be-
lønne hans Fortjenester, men for at betrygge Staten hans Jorde-
godser under Navn af et Baroni.

Imidlertid, det kunde jo ikke være andet end at hans Anseelse
i det lange Tidsrum, i hvilket han som Dramatiker tav, maalte
slige stærkt. Han var og blev jo Nationens eneste store Skribent,
dens Lærer og Opdrager, en af dens største Borgere paa en Tid,
hvor der var saa faa fremragende Mænd.

Men hans Sejr i den off'enlige Mening var ingen Triumf, var
en kold og aftvungen Anerkendelse.

Da Teatret i 1747 aabnedes paany, var det med Den politiske
Kandestøber og efter Samraad med Holberg; hans Navn nævnes
endog i Fundatsen; ja det danske Teaters Rival v. Quoten, en Son
af den i Ulysses spottede, ser sig nødsaget til ogsaa at spille ham.
Med denne Sejr var kun øjeblikkelig; den havde ingen Følge.

Den tragiske Skæbne bliver hans, at neppe har han som
Aandslivets store Reformator ført sin haarde Kamp mod Fortiden
til Ende, neppe er Forbitrelsen imod ham som den altfor Ung-
dommelige, den Kaade, den Oprørske og Flygtige, i Hendoen, før
der med Forargelsens Raab blander sig en yngre Slægts Skraal,

156 Tragisk Skæbne

at han er forældet, forældet og aflægs, ikke passer mere for
Tiden.

Med Forbauselse erfor Holberg, da den danske Skueplads
genaabnedes, at hans Komedier nu gjaldt for altfor plumpe og gam-
meldags for Folk, der gjorde sig til af fin Smag: „Saasom vor
Nation udi mange Ting er bleven ukicndelig, saa er den og paa en
Tiid af tive Aar bleven herudi." Tidligere havde han ikke kunnet
andet end „fatte Tanker" om de af ham forfattede Originaler; nu
saa han dem vragede af Folk, der tilsyneladende kun vurderede
Dekorationer og Dragter, kun ønskede at se Dans og høre Sang,
men som fremfor alt vilde se en streng Sømmelighed iagttaget paa
Scenen, høre deres fine Standsfæller tale og som „stødte sig over
at see Henric udi Kandestøber-Comoedien at fremtrine paa Skue-
pladsen med ukienmiet Haar og blotte Hænder". (Ep. 360).

Derfor er Holbergs sidste Epistler helt fulde af bitre Klager.
Man „kaster vore Originaler bag Ryggen"; man foretrækker „ilde
sammenhængende Markskriger-Stykker". De sidste Ord, vi har
fra hans Pen, er hans Smertes bitre Suk: „Der spørges ikke mere,
om et Skuc-Spil er vel eller ilde udarbejdet, men om det endes
med Sang og Dantz .... Enhver Skribent kan nu agere Comoedie-
Skrivcr, og ingen frygter at se sit Arbeide spildt, ihvor niavert,
elendigt og ilde sammenhængende det end er o. s. v." (Den 539le,
sidste Epistel, trykt efter hans Død.)

Han føler, at han gælder intet mere.

Nogen Uret havde han, og der er noget af en gammel Mands
Bitterhed i hans Klager. Tlii hans Skuespil saavel som Moliéres
opførtes hyppigt, og intet af hvad der efter hans Tid var frembragt
i Europa af dramatiske Arbejder syntes ham af Værd. Men han
havde mere Ret. Smagsretningen havde drejet sig i Frankrig 'i
Mellemtiden mellem Moliére og Voltaire og drejede sig pligt-
skyldigst ogsaa hos os.

Holberg blev tvungen til at komme den imøde for om muligt
at bevare sit Publikum. Det var et sørgeligt Syn, som naar en
Skønhed, der ser sig forladt af sine gamle Beundrere for uværdige,
sminkede Kvinders Skyld, selv begynder at lægge Sminke paa
sine blegnede Kinder.

Han tog i Ranudo, i Plulus alt nuiligt Hensyn til Smagen for
Vaudeville-Sang, Dans, Optog, Præsentationer. Se f. Eks. Plnius
II 5, 0:

Samtidens Holdning 157

Processionen giøres 3 Gange om Theatret efter musikalsk Tact. Ved
hver Gang standses lidt, og synges Vivat Plutus! og det med Trommers
og Trompeters Lyd. Endelig naar 3die Tour har endt, dandse 3 konstige
Dandsere. Diogenes, som udi en Krog dette seer, giør imidlertid Grima-
cer og efteraber dem. Endelig henter han en Krabask, hvormed han
prygler dem, og driver dem ud, De skraale klageligen. — Diogenes dand-
ser meget naragtig med sine Træsko efter en sørgelig Melodie og en
Sækkepibe eller Lire. Midt udi Dandsen indkommer Plutus, og da holder
Spillet op. Men Diogenes bliver ved at dandse.

Visselig har Holbergs Hjerte blødt derved.

Og intet nyttede. Han var i stadig Kamp og under en dob-
belt Ild.

Paa den ene Side kunde han ikke kappes med de overgivne
franske Enaktslystspil, der i Oversættelse gaves som Tilgift til Hoved-
stykket: „En Merlin Dragon, en Forhexet Skaal, et Oracle, Vulcani
Kiep etc." hvilke hver for sig indbragte langt mer end „10 sindrige
og moralske Stykker". Paa den anden Side havde han den værste
Fjende, de fine Folks Kunstsmag, deres Kærlighed til den nyere
franske Komedie,' til Destouches især, mod hvem Holberg i sine
sidste Leveaar stedse kriger, disse „kolde Samtaler" uden Handling,
uden Liv og Lystighed paa Scenen, der danner Overgangen til det
rørende borgerlige Skuepil. Holberg saa* skarpt og rigtigt disse
Digteres Mathed i Sammenligning med Moliére og ham, men deres
Stjerne var i Opgang, hans i Dalen. Man vendte sig med Hingeagt *
fra Drøjhederne i hans komiske Stil; Damerne vilde ikke se hans
Stykker.

Hvad der dog især bidrog til at støde Holberg fra Tronen var
den under Christian den Sjette paany begyndte Indvandring af
Tyskere og med dem indbrydende tyske Smag. Da det danske Teater
1747 blev genoprettet, kom det som en Afgørelse af Hoffets Vaklen
mellem at aabne et fransk og et tysk Teater. Selv Holbergs Elev,
Tyskeren J. E. Schlegel, tænkte paa at gøre Skuepladsen tysk. Og
allerede i et Brev fra 1746 skriver Schlegel til Bodmer om Hol-
berg, at han her i Kjøbenhavn „langtfra er det, som hans Over-
sættere og Efterlignere udgiver ham for, og at han, hvad Komedierne
angaar, kun finder sine Beundrere hos det Slags Folk, blandt
hvem han har samlet sit Stof til dem."

Tonen overfor ham var vel tilsyneladende ærbødig, men i
Virkeligheden alt andet. Hans Ophøjelse i Adelsstanden skadede
ham naturligvis — ikke helt med Urette — i Manges Omdømme.
Og han, den store Mester i at have Latteren paa sin Side, maatte

158 Samtidens Holdning

finde sig i under en Proces, han som Godsejer førte med en be-
dragerisk Ridefoged, al faa Spotterne over sig. Holberg vilde ikke
lade nogen møde for sig, det var hans Princip. Fogden derimod
gav andre Fuldmagt. Men da disse Fuldmægtige ogsaa havde været
Ride fogder, var de Holberg særligt gramme. I et samtidigt Brev
hedder det: ^Da Sagen skulde for Højesteret, paatog sig Lausen
Fogdens Sag, og da han ikke heller var Holberg noget godt skyldig,
som saa ofte havde gennemhæglet denne Profession, især i hans
Dannemarks og Norges Beskrivelse, glemte Lausen ikke at be-
nytte sig af Comodien Jeppe paa Bjerget, der som Baron exami-
nerede sin Ridefoged, der skulde hænges, og da denne spurgte,
hvad ondt han havde gjort, svarede: Est du ikke Ridefoged og
spørger endda? . . . du, som har støbte Sølvknapper etc. Slutningen
blev, at Holberg tabte Sagen med alle honores, og ved denne
Lejlighed forefaldt adskillige Allusioner til hans Barons Værdig-
hed." (Norsk hist. Tidsskr. III).

1 Beaum elles sladderagtige franske Tidsskrift La Spectatrice
danoise kom særlig det fme Selskabs Dom over ham til Orde. Saa
tidt han benævnes Holberg, bæres den officielle Ærbødighed for
ham til Skue; naar han derimod betitles Plautiberg, hedder det
om ham, at han „nedsætter andres og især fremmedes Værker,
fordi hans egne ikke mere bliver rost, takket være den gode Smag*".

Suhm, hvem Holberg havde givet mangen Haandsrækning og
der, saalænge Holberg lever, i sine Skrifter omtaler ham med
skyldig Respekt, om end paa langt nær ikke med den Varme og
Begejstring, med hvilken han omfatter Gram, repræsenterer allerede
den ny og slettere Smagsretning, Holberg havde sagt ham, at
hans dramatiske Forsøg „ei duede meget" og Suhm frygtede øjen-
synlig Holbergs Kritik; i hans efterladte Papirer findes den Notits,
al hans „('.omoedier og Samtaler" ikke maa udgives, saalænge
Holberg lever. Men saasnart Holberg er død, slaar hans Tone
om. 1 en Sammenligning, han har anstillet mellem Holberg og
Voltaire, i hvilken den sidstes Sprogbehandling nedsættes som
ikke bringende noget Nyt, hedder det: „Vel sandt, at vort Sprog
har ci heller Holberg meget al takke, naar nogle Vendinger og
visse Ordsprog, hans Comoedier skabte, undtages". Saaledes taler
en Samtidig, en Lærling, en middclmaadig Skribent om Den, som
formede vort Skriftsprog til Prosa. Ogsaa Suhm klager over, at
Holberg i sine Komedier alene fremstiller simple Folk og ikke har
givet os ,,en eneste fin Karakter".

Nei'N'øsitet og Pessimisme 159

Det kan da ikke undre, at Middelstanden i Kjøbenhavn (som
Rahbek fortæller) i 1770 var utilfreds med, at et Stykke som Den
politiske Kandestøber fandtes værdigt til Opførelse ved den svenske
Kronprinses Besøg, eller at Rosenstand-Gøiske i 1772 skriver: „Den
Sygdom at foragte Holberg, den sande Comedies Skaber, er bleven
næsten almindelig blandt vore Landsmænd".

Naar man har sat sig ind i dette Tidsaandens Væsen, saa ser
man Holbergs Oldingeskikkelse i et skønnere Lys end den har
staaet for Samtiden.

Den sygelige Mand, hvis altid svage Helbred var bleven rystet
ved den Nød og de Savn, han i sin tidlige Ungdom havde ud-
staaet, og som kun holdt sig i Live og arbejdskraft ig ved den
strengeste Diæt og den yderste Regelmæssighed i alle Vaner,
følte sig ensom Ansigt til Ansigt med det Folk, for hvilket han
havde virket saa meget. Han led af evindelig Hovedpine; han
havde hektiske Anfald, der tilsidst gik over til Svindsot, og hans
Sindstilstand heldede til sygelig Sørgmodighed. Deraf hans uelsk-
værdige Væsen mod Fremmede, der ikke udelukkede den største
Jævnhed i Omgang med de nærmere Bekendte, og hans af-
visende Gnavenhed i Forholdet til de yngre Skribenter, der som
Jørgen Riis f. Eks. stræbte at fortsætte hans publicistiske Virksom-
hed. Hans Isolerthed forklarer alt. Denne ensomme Særling,
der som Professor sælger sine Bøger fra sit Hjem for senere som
Baron at ligge under i Processer med sine Fogder — der er saa
nervøs, at han farer sammen, blot en Dør slaas i eller en Hund
glammer, som ikke kan sove for Vægterraabene, som kun kan ar-
bejde i dybeste Stilhed, som er saa pirrelig og heftig, at en Student,
der uformodet træder ind til ham, ikke er ganske tryg for Over-
fusning, og saa utilgængelig, at han „endog lader Danebrogs-
Riddere og Raader, ja Ambassadeurer" atter og atter gaa forgæves
— han er et Geni, som et utaknemmeligt Folk har vendt Ryggen.

Hans Skæbne undte ham ikke Nydelsen af den Sejr, han som
Reformator og Digter havde vundet; Sejren forvandlede sig til
Forladthed under Hænderne paa ham.

Hans Livsanskuelse havde altid havt et tungsindigt Anstrøg.
Ti Aar før sin Død skrev han (i Moralske Tanker): „De gode Dage,
jeg haver haft i Verden, ere let talte. Den største Part af mit Liv
er henbragt i Bekymring, Sygdom og Afsmag udi alt det, som
Verden kalder Got. Hvis andre kan tælle flere gode Dage, skal

160 Død og Ligfærd

det være mig kiært; thi endskiønt man er udi stedsevarende
Lidelse, bor man ikke misunde andre deres korte Fornøielser*".

Hans sidste Leveaar var særligt sørgelige. Han følte sine
Evner og sin Modtagelighed tage af. Musiken havde tidligere været
ham, ligesom en anden af Tidens store Reformatorer, Frederik den
Anden, en Kilde til Glæde; han selv spillede Violin som Frederik
Fløjte; han kunde atter og atter røres til Taarer af det samme
Musikstykke. Nu hørte han ligegyldig paa den skønneste Musik.
Han vedblev til det sidste at lære, lærte sig grundigere Græsk og
lærte sig fra nyt af Islandsk. Men han var bleven glemsom og læste
sin egen Danmarkshistorie næsten som var den et Værk af en anden.

Holberg døde den 28. Januar 1754. Intet Udbrud af Følelse
i Kjøbenhavn ved hans Død. Teatret tog intet Hensyn til dette
Dødsfald; der blev end ikke fremsagt et Par Verslinjer i den
Anledning fra den Skuei)lads, der skyldte ham sin Eksistens.
Selv om efter Tidens Opfattelse Teatret ikke var det passende
Sted for en Sorgefest, saa havde den- danske Skueplads dog ret
vel kunnet mindes Holberg. Der var ingen Sørgefest, fordi der
ingen Sorg var.

Liget førtes fra Kjøbenhavn til Sorø for at bisættes der. Som
det hedder i et Brev til Suhm: „Baron Holbergs Lig blev hentet
herfra af fire sjællandske Øg; de tvende Bønder udgjorde Comitaten
[Følget). '•. Da ni Dage derefter en ung Skuespillerinde, Jomfru
Thielo, døde, (rigtignok under oprørende Omstændigheder, myrdet
af hendes Elsker, den russiske Gesandt) kom derimod hele Kjøben-
havn i Bevægelse. Studenterne bar hende til Graven, og et stort
Ligfølge af alle Stænder bar Vidnesbyrd om Byens Savn.

Fem Aar efter Holberg Død skriver Tyge Rothe i sine Tanker
om Kiærlighed til Fædrelandet om ham:

Han søgte intet uden sine Landsmænds beste, han fandt
dennem sovende, og vakte dennem op . . . Var han bleven fed i
og opdragen i videnskabernes, i konsternes og smagens tempel,
da var han bleven større, men han var ikke bleven vores . . .
Holberg døde, og hans Landsmænd tiede; ingen sagde de fremmede
hvor stoert et tab vi lecd; man kunde tænke, at vi end ikke er-
kiendte tabet. Jeg blues ved at siige det: de Danske nævne alt
hans Navn med Ligegyldighed."*

Den første Reaktion, der ramte Holberg, det var Pænheds-
Reaktionen, der med Destouches' Navn som Løsen skyllede hen

Fire Reaktioner 161

over hans Navn og gærne i Forbigaaende vilde vaske hans Værker
rene, renskrive dem, som det hed.

Saa følger den høj patetiske Reaktion, der med Klopstocks
Navn til Løsen gennem Ewald blev herskende i vor Literatur.
Intet kunde være mere uholbergsk end det Klopstockske Væsen,
fra hvilket Wessel udløste os og Holberg.

Saa fulgte den egenlige Oplysningstids Reaktion, der med
Nytten til Feltraab og ikke findende Nytte i Komedier, for-
nægtede Fantasien og forkastede Holbergs Overdrivelser, hans
Ulgsses etc. Birchner har hos os en Rem af Huden, og Luxdorph
er Retningens danske Repræsentant.

Fra denne Reaktion imod Holberg, fordi han var for meget
Digter, befriede den indbrydende Romantik os, men kun som ny
Reaktion imod Holberg, fordi han ikke var Digter nok. Holberg
havde fulgt fransk Smag; man deltog i det tyske Stormløb mod
« Paryktiden ». Man fandt den bedste Poesi i Visen om Axel
Thordsøn og Skøn Valborg, som Holberg med Urette havde ladet
haant om; Folkebøgerne og Ammestuernes Legender, hvis Overtro
han i sin Tids Aand havde bekæmpet, kom til Ære. Ingemann er
antiholbergsk, Hauch ligeledes, Heiberg er det i Alferne, hvis Aand
er den i Ulgsses stik modsat. Oprigtigst er Grundtvig, der paa mange
Steder beklager Holbergs Indflydelse, men især, at han « udødelig-
gjorde en Samtidens Narreverden istedenfor at genvække For-
tidens Helle-01d», ja han lægger ham endog i 1810 etsteds Landets
politiske Nederlag til Last.

Er Holbergs Digterskib imidlertid kommen' uskadt igennem
alle disse Brændinger, saa har det gode Udsigter for Fremtiden.

I det nærværende Øjeblik glider det ikke mod Strømmen,
men med den. Ved sin stærke, fordomsfrit prøvende Aand, sin
Naturtroskab og sin i vor hele Literatur enestaaende Virkeligheds-
skildring er Holberg i Øjeblikket den af alle store Skikkelser i vor
Kultur, som den nulevende Slægt føler sig dybest og i flest Hen-
seender forpligtet.

Dog paa Øjeblikket kommer det ikke an ; ogsaa dets Sympa-
tier og Bestræbelser vil svinde for nye, vi ikke kender. Men det
er i vore Dage gaaet op for de Bedste, at, som Middelalderens
Folkeviser ligger bag vor Lyrik, saaledes er Holbergs Digtning den
eneste faste Grund, paa hvilken vor dramatiske Literatur kan bygge
videre, og der bygges, siden Romantiken blev styrtet, paa den.

Vi er nutildags mindre raske end vore Fædre var til at tale

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 11

162 Udødelighed

om et udødeligt Navn i Literaturen. Vi har set, at et Ry kan
være stort i Samtiden, glansløst for Eftertiden, og vi véd, at en
Menneskealder er den Evighed, der er de fleste Digterværker for-
undt. Vi kender ogsaa den Art Ry, der vedbliver at hænge ved
Navnet, skønt Værkerne ikke mere læses. Men med Holberg er
Prøven gjort. Saavidt de skandinaviske Sprog tales, er han i vore
Dage mere kendt og læst end nogensinde tilforn. I Tyskland, hvor
han paa Gottscheds Tid beherskede alle Teatre, er hans Be-
rømmelse fastslaaet; thi Lessing, den nyere tyske Literaturs Grund-
lægger, benytter og fortsætter ham umiddelbart (Der junge Ge-
lehrle er paavirket af Montanus, Die alle Jungfer af Den Stundesløse,
Der Misogyn af Den politiske Kandestøber, Der Freigeist af Jean de
France). Europa og Amerika over gaar nutiidags hans Ry. Det er
med Navnkundighed som med Rigdom, det er de første hundred-
tusind (af Dage eller Kroner), som det kommer an paa. Er man
derover, saa er Resten meget lettere. For Holbergs Navnkundig-
hed i den Qernesté Fremtid er der da ingen Grund til at ængstes.
Han er over det Værste. Naar Talen er om literær Udødelighed,
saa er det de første tohundrede Aar, hvorom det gælder.

DANSKE
PERSONLIGHEDER

!!•

LUDVIG HOLBERG

(1887)

Jubeludgaven af Holbergs Komedier indeholder, rigt forsiret
som den er, det Klenodie, som er vor dyreste nationale For-
tidsarv. Det burde komme dertil, som nu er sket, at Ludvig
Holbergs Komedier blev den smukkeste danske Bog. Det, som
her foreligger samlet og billedsmykket, det er jo nemlig hvad
den Mand, som grundlagde Danmarks og Norges Literatur, har
frembragt i sine lyseste Øjeblikke, i de Timer af sit Liv, hvor
han fuldest var sig selv. Det er Blomsten af den store En-
sommes Eksistens.

Intet Værk giver en fyldigere Forestilling om, hvad disse to
Lande skylder ham og om hvad de gennem ham skylder hinanden.
Danmark er og bliver dybt i Gæld til Norge, fordi han saa
Lyset i Bergens By som norske Forældres Barn. Norge staar i
neppe mindre dyb Gæld til Danmark, fordi det gav ham Betin-
gelserne for at kunne virke, særligt Muligheden til at udfolde
sine digteriske Anlæg i Skuespillets Form.

Men begge Lande skylder dog ham uendelig meget mere end
han skylder dem. Der fødtes dem i ham en Herre og Mester.
Ludvig Holberg er den første Mand, der aandelig har underkastet
sig Danmark og Norge.

I

Der er i den nyere Tid talt og skrevet meget mod Geni-
dyrkelse. Man har fundet, at Kritikens opløsende Undersøgelser
af Geniet befriede for Taknemmelighedens Byrde imod det, idet de

166 Ludvig Holberg

tilbageførle meget i ethvert Værk til andre Ophavsmænd end Vær-
kets. Man har ment Geniet forringet, formindsket ved at være
hvad man har kaldt sin Tidsalders Produkt og sit Folkeslags
Udtryk. Man har troet de store Mænds Indflydelse overvurderet.
Alt vilde være naaet ogsaa uden dem, kun langsommere.

Hertil kommer undertiden, især blandt Demokratiets Tals-
mænd og Tilhængere, den Anskuelse, at Menneskeheden ikke be-
høver ledende Aander, ja er bedst stillet uden dem, den Tro
med andre Ord, at de lader sig erstatte ved Sammenlægning af
megen jævn Dygtighed og megen begavet Middelmaadighed.

Men dette Hang til aandelig Udvisning af Geniet som skræm-
mende, der tilskyndes ved Studiet af Naturvidenskaben og iøvrigt
faar sin Næring af den simple og fine Misundelse, udspringer
fra en falsk Grundsynsmaade.

Den Opfattelse af Literatur og Kunst, efter hvilken det er
fra Masserne, fra Hoben, at Ideer og Syner, naar de føres længst
tilbage, udgaar — en Opfattelse, som er formet af Taine, der,
skønt i politisk Henseende udpræget Aristokrat, i dette Punkt er
mærkeligt demokratisk sindet — har sin Rod i et altfor længe
næret Sansebedrag. En Idé, en Kunstform, en omdannende Tanke
spirer aldrig i Hoben. Selv Middelalderens Folkesange gik ikke
ud fra «Folket». Ideen opstaar hos den enkelte Mand, der rager
op over Hoben og drager den til sig. Han skaber sig langsomt
en Kres blandt de mest opvakte, særlig blandt dem, der er
anlagte som han, men har samme Anlæg i ringere Grad. Dog
den første Bevægelse udgaar altid fra den store Personlighed,
aldrig fra et Publikum eller en Befolkning.

Det er nærmest Forholdene i Oldtiden, hvilke Europas Dan-
nede i Reglen lærer at kende før de moderne, der har vildledt
Tænkerne i vore Dage. I Oldtiden, da Samfærdselsmidlerne var
svagt udviklede og Folkeslagene levede mere for sig selv, betød
Afstamningen og de Omgivelser, som var givne med Fødelandet,
næsten alt. I den nyere Tid er det anderledes. En Oldtids-
literatur som den græske er nødvendigvis helt bestemt ved Ka-
rakteren af det Folk, i hvis Midte den opstod, af den simple
Grund, at Forfatterne var uberørte af nogen anden Nation. Saa-
ledes bliver da Grækenlands Literatur et sammentrængt Udtryk
for dets Kultur, givet af nogle repræsentative Mænd. I den
nyere Tid udtrykker en Literatur i* Reglen kun forsaavidt et Folks
Karakter og Egenskaber, som Folket har forraaaet at beundre

Ludvig Holberg 167

den og tilegne sig den. Men man kan ingenlunde altid være
sikker paa, at den store, efterhaanden anerkendte Forfatter oprin-
deligt har været et Udtryk for sit Folks Egenskaber. Undertiden
viser hans Storhed sig netop stærkest i, at han omformer Folkets
Egenskaber efter sine, idet han langsomt tiltvingende sig Beun-
dring paavirker Sindene ad utallige Veje.

Holberg er et Eksempel i største Stil. Han er ikke et
Udtryk for den nationale Kultur; den var, da han vaagnede som
Personlighed, saare ringe, laa tilbage for Europas, kunde
ingen tilstrækkelig Næring byde en lærelysten Aand^ end sige en
cæsarisk. Han stod fremmed for den i alle de Former, hvori
den traadte ham imøde, han manglede Sansen for den, ja ringe-
agtede den i Folkevisernes og Folkebøgernes naive Skikkelse;
ban afskyede den, hvor den ytrede sig i Pedanteriets og den
lærde Skolastiks bevidste og fordringsfulde Form.

Hvorledes danner han sig da? Som i den nyere Tid saa
mangen anden fri og betydelig Aand. Ved Berøringen med
andre frie og betydelige Åander, tyndt spredte i Europa, som de
var, hvem han søgte i deres Bøger eller hvis Indflydelse han
i fremmede Lande indaandede med Luften. Hans lærde Dannelse
er almen, stammende fra mange Menneskeracer og Folk; hans
kunstneriske Dannelse er nærmest romansk.

Han staar ene i sin Tid. Og bliver ikke desmindre det
folkeligste Navn i de to Landes Literatur, den almindeligst aner-
kendte Mester. I et Tidsrum af halvandet hundrede Aar har
han erobret alle Samfundsklasser i to Folkeslag. Danske og
norske Folke-Ejendommeligheder har til et vist Punkt formet
sig efter hans.

Han var jo nemlig helt anderledes artet end de andre Nord-
boer i hans Tid. Der var ingen som han, og han genkaldte
intet Tidligere i disse Lande. Hans Betydning beror for en stor
Del herpaa.

Thi der er én stor Fare, som stadig truer de moderne Sam-
fund, én aandelig Pest, som stadigt udbreder sig mere og mere ;
denne Fare, denne Pest er, at alle bliver éns, at indenfor den
Kres, som et Land eller en Kaste udgør, alle forstaar hverandre
og ikke forstaar andet end hverandre, saa de alle efterhaanden
bliver Gennemsnitsmennesker med det mest Mulige tilfælles, Fore-
stillinger og Fordomme tilfælles, smaa Laster, ringe Dyder,
uhyre Middelmaadighed tilfælles.

168 Ludvig Holberg

Til Menneskehedens store Velgørere hører de Mænd, der med
Held har søgt at stemme for den Strømning, som i den nyere
Tids Liv med saa rivende Kraft og Fart fører mod det sædvan-
lige og ensartede. Kort Tid før Holberg havde Englænderen
Moles worth brændemærket Danmark med de Ord, at han i dette
Land ikke fandt noget Menneske med usædvanlige Egenskaber.
Holberg er den store Sten, som af Danmarks gode Skæbne blev
kastet midt ud i Strømmen og som stemmede for den. Han
skildrede sin Samtid som den var, med dens Dumheder og
Skrøbeligheder, dens Domme og Fordomme, gav dens Tværsnit
og Gennemsnit, dens Middelmaal og Middelmaadighed i stærke
Træk, dristigt, i højt Relief. Han var saa uensartet med den,
at dens Hverdagsfysiognomi blev ham en munter Karikatur.

Og hans Hensigt var ikke den blot at more som Skildrer,
nej han vilde optugte Racen som Moralist.

Holberg er den store Opdrætter af de nordiske Folk. Han
overtog denne Hjord og stræbte at gøre Mennesker af den. Han
virkede ved at give den kraftig Næring og satiriske Piskeslag,
ved at rense Luften for Overtro og Vejene for dumme Skranker.

Andre blidere Aander har stræbt at opelske en ny og bedre
Slægt, Holberg forsøgte at optugte Slægten. Han er dens store,
ensomme, lattermilde Tugtemester.

Holberg er den oplyste Enevælde i Danmark-Norge.

Der gives to Arter af frembringende Aander: de avlende og
de fødende, de rent mandlige, hvis inderste Væsen lægger sig
for Dagen i Befrugtning af andre Aander, og de mere kvindelige,
hvis Evne og Hverv det er, under Befrugtning af Tidsalderens Ideer,
at udforme disse i kunstnerisk Form, i en Skikkelseverden. De
fleste moderne Digtere er af den sidste Art; de forholder sig mod-
tagende til Ideerne; til Gengæld forholder de sig frembringende
til næslen ethvert lille Træk af Udformningen. Med Holberg er
det anderledes; han er i lige saa høj Grad en avlende som en
fødende Aand. Han, som var anlagt til en Hersker og Herre
over andres Sind, har tænkt og villet fuldt saa meget som han
har digtet og drømt. Han har staaet mere frembringende end
Digtere plejer med Hensyn til Ideer, og samtidigt mere mod-
tagende end det nuomstunder er Skik og Brug overfor Enkelt-
heder i Formen.

Ypperlige og samvittighedsfulde Forskere har med megen
Iver sammensøgt alt, hvad der i ældre og nyere Literatur har

Ludvig Holberg 169

tjent Holberg som Komedieforfatter til Mønster og Forbillede.
Medens man i Holbergs Samtid undertiden uforstandigt lod ham
høre ilde for denne Benytten og Omformen af en ældre Tids
Novellestof og dramatiske Elementer, er man i den nyere Tid
ikke langt fra at regne ham den til Ære. Alligevel har man ladet
sig føre ikke lidt for vidt af sin Jagtiver under den fortsatte
Jagen efter Holbergske Laan. Den svageste Lighed er bleven
adledet fra Efterligning; i den tilfældigste Overensstemmelse har man
set et Bevis for, at Holberg har havt et enkelt bestemt Forbillede;
selv i saadanne Træk, som med Nødvendighed bliver fælles for
forskellige Bearbejdere af et beslægtet Æmne, har man fundet
talende Vidnesbyrd. Uden at paalægge det naturlige Indtryk
Tvang vil imidlertid neppe Nogen, som man har gjort det, finde
Mascarade paa virket af Regn ards Le Joueur, eller Moliéres Le
Misanthrope efterlignet først i Den Vægelsindede, senere i Philoso-
phus udi egen Indbildning.

Dette udelukker jo ikke, at Holberg som Digter staar i stor
Gæld til ældre Tiders Opfindsomhed. Til Gengæld er han da,
som alt berørt, i langt ringere Grad end de fleste andre Poeter
et Udtryk for Ideer, til hvilke han forholder sig blot modtagende.
Han vilde ikke nøjes med at være sin Tidsalders Spejl. Han
var ikke tilfreds med i sin Kunst paa Kunstens Vis at fastholde
en flygtig Tidsforekomst i et blivende Billed.

Nej, han vilde opklække, opdrætte denne Menneskehjord
saaledes, at han forbedrede Stammen, han vilde optugte denne
Flok af Daarer, opfostre denne Befolkning af Børn, saa Daarerne
bluedes og Børnene blev modne Mænd og Kvinder. Han er
Folkeopdrageren blandt vore store Mænd.

II

Nitten Aar gammel drager han ud paa sin første Rejse, en
og tyve Aar gammel paa sin anden. Paa sine første tre med korte
Mellemrum foretagne Rejser bliver han borte i halvsjette Aar. Raad
til disse Udenlandsfarter har han ikke, men han hjælper sig som
han kan, rejser tilsøs eller tilfods, fægter sig frem som en fattig
Svend eller synger for Folks Døre eller slaar sig igennem ved Under-
visning i Musik (Violinspil) og Sprog eller paatager sig en Hov-
mesters Rolle. Saaledes ser han Holland, England, Tyskland,

170 Ludvig Holberg

Frankrig, Italien, levende yderst sparsomt af Nødvendighed og
yderst diætetisk af forstandigt Hensyn til sit ømtaalige Helbred.
Han oplever Rejse-Æventyr i Mængde, lærer Mennesker af alle
Samfundsklasser og alle Nationer at kende, og studerer i de store
fremmede Biblioteker, ledet af Driften til grundigt at udrense af
sit Sind det Støv, hvormed hans norske Skoledannelse og kjø-
benhavnske Universitetskullur havde fyldt det.

Han optræder først som populariserende Historiker og Rets-
filosof, bliver saa Professor i Metafysik og Forfatter til Peder
Paars. Og med rivende Hast følger nu i Aarene 1722—24 mere
end en Snes ypperlige Skuespil. Det er som om den paatænkte
og 23. September 1722 iværksatte Åabning af en dansk National-
scene havde lukket Sluser op for en overstrømmende Produktions-
trang hos Holberg. Fra sit 37te til sit 40de Aar maa han have
levet i Frembringelsens saa godt som uafbrudte Febertilstand,
neppe fornemmende sit eget Legem, med en Følelse af stedse fornyet
Klarhed i Hjernen, der nu og da er steget til en Art indre Ulu-
mination. Trods alle Holbergs Genvordigheder med Teatret, der
kæmpede den haarde og udsigtsløse Kamp mod Opgivelse af sit
Bo, trods alle de Ærgrelser, han i sin Egenskab af Professor
maatte udstaa, fordi han gav sig af med saa letsindig en Gerning
som den at skrive Skuespil for Scenen, trods Ydmygelsen ved
som Medlem af Konsistorium at maatte deltage i Universitetets
dumme og grusomme Fremfærd mod de stakkels Studenter, der
var optraadte paa Teatrets Brædder, og trods de virkeligt eller
formentligt i Komedierne Angrebnes Had, maa dette have været
et lyksaligt Tidsrum i hans Liv, efter al menneskelig Sandsynlig-
hed dels lykkeligste Periode.

Det er ikke let at danne sig en Forestilling om, hvorledes
det saa ud i denne Sjæl paa den Tid, da Holberg saa at sige
paa én Gang skabte Henrik lyslevende i en bergensisk Gadeguts
Lignelse af gamle Komediefigurers Muld og dannede Pernille,
Kvinden efter hans Hjerte, af et af hans Ribben, at hun kunde
være ham en Medhjælp — da han fremdeles gav Kandestøberen
hans Ærgerrighed og Mester Gert hans Ordstrøm, formede de to
store Bussemænd von Tyboe og Menschen-Skræk, malte den sjæl-
landske Bonde i Jeppe og den jydske i Studenstrup og klippede
de udødelige Skyggebilleder Ulysses og Chilian ud. Men sikkert nok
har der været Fest i hans Indre. Og næsten samtidigt giver han
det kjøbenhavnske Publikum sine prægtige, støjende Vinterbilleder

Ludvig Holberg 171

fra Provins og Hovedstad i Jule-Stue og Mascarade og sine lette,
lystige Somraerbilleder fra Byen og Skoven i Den ellevte Junii
og Kilde- Rey sen. Og medens han slaar Gækken løs med vild Over-
givenhed i sine Skolemestres og Degnes værdigt vigtige Alvor,
nedlægger han sit hele Dybsind i Udformningen af Erasmus Mon-
tanus' evige Situation og tager med sikker Selvfølelse Hævn over
sine Fjender i Det lykkelige Skibbrud, hans Selvforsvar og hans
Kunsts Forherligelse.

Havde man straks derefter kranset ham offenlig og baaret
ham i Triumf, det havde været en ringe Løn og en afmægtig
Tak for hvad han i disse Aar skænkede sine Landsmænd. Men
af Triumfer har Holberg ingen at opvise, og Kranse fik han først,
da han laa i sin Grav.

Naar det med Sandhed maa siges, at Holberg er vor største
Digter, saa maa ingen derfor vente at finde et nyt og dybt Syn
paa Livet og Døden i hans Skuespil. Han har jo holdt sig
strengt indenfor sit Talents Begrænsning; han har aldrig søgt at
skrive noget ikke-komisk Drama, og han har overalt i Karakterer,
Livsforhold og Situationer set ufarlige, forholdsvis uskadelige
Fornuftstridigheder. Hvad han end fører frem, han tager det
fra den lystige Side. Livet fremtræder i disse Komedier som
den Skueplads, hvor der er tykt med Narre, dels elskværdige,
deis skikkelige, dels Fjols, og hvor der er en evindelig Stimen
af Tosser, der kommer tiltorvs, Taaber, der plager sig selv og
andre. Gække, der giver deres Daarskab til Pris, tomme Pralhanse
og braadløse Løgnere, dumme Skolefukser, urimelige Særlinge,
pudsige Fraadsere og end pudserligere Fyldebøtter, Kedsomme-
lige, hvis Kedsomhed morer, smaa Hyklere og plumpe, let nar-
rede Slyngler, uvidende, overtroiske Stakler, tykpandede Bedste-
borgere og Matroner, giflesyge gamle Piger, Karikaturer, der blæ-
rer sig, naive gode Hoveder, forlibt elier fornøjelsessyg Ungdom
af begge Køn og saa Pudsenmagere og Skel mer og Skalke.

Livet, det er disse Menneskers Ytren og Udfolden af deres
Væsen, det er deres Handlinger og Hændelser, deres Ønsker og
forskelligartede Attraa, deres Planer og Formaal, deres Tiltræk-
ning til hinanden, Uvilje mod hinanden og Skaktræk mod hver-
andre. Døden forekommer ikke. Den saa lidt som alvorlig
Ulykke, Sygdom elier Sorg, dyb alvorlig Lidenskab eller alvorlig
Forbrydelse eller tragikomisk Begejstring eller Kamp for Livet
eller rent aandelig Stræben efter Dannelse og Indsigt eller stærke

172 Ludvig Holberg

Følelsers Spil eller en kraftig endsige mægtig Viljes Attraa efter
Magt og Herredømme. Og her er forholdsvis lidet af anden Stem-
ning end det gode Humørs, yderst sjældent et Stænk af Vemod,
kun en enkelt Gang et Glimt af det Rørende. Og her er saa at
sige aldrig blot et Spor af Naturstemning. Hverken Aarstid eller
Dagstid spiller nogen anden Rolle end en rent ydre. Den aabne
Gade, hvor Handlingen saa ofte foregaar, er et uvirkeligt Sceneri.
Aldrig overraskes Personerne af noget Uvejr, aldrig spores Regn
eller Sne, aldrig falder der en Solstraale eller Maanestraale ind
gennem Ruden i Stuen. Tales der engang om Regn, er det for
at belyse Montanus' Latterlighed, at han af lærd Uagtsomhed
lader sig gennembløde uden at udbede sig sin Kappe. Livet
her er borgerligt Familieliv eller Skuespillerliv eller Skribentliv,
hvad som helst, men det er opfattet i den franske Klassicismes
Aand og er derfor aldrig Liv i og med Naturen.

Dette Liv, i hvilket Døden ikke griber ind og hvorfra al-
vorlig Nød og Sygdom, alvorlig Lidenskab og Brøde er banlyst,
er nu saaledes indrettet, al det, der for Digteren staar som Ret-
færdighed, altid sker Fyldest. Der gives maaske ikke nogen mere
lyst seende Komiker end Holberg. Han synes, saa nedslaaet han
personligt kunde være, at betragte det lyse Syn som Digterens
Kald og Pligt. Del gaar altid ud over dem, der fortjener Neder-
laget. Og selv naar det ikke netop er Dyden, der sejrer (Jule-
Stue, Den pantsatte Bondedreng), saa faar den Narrede dog kun
hvad han for sin Indskrænkethed eller Lettroenhed havde for-
tjent. Den saakaldte poetiske Retfærdighed haandhæves altid
nidkært.

Det ligger nu allerede i den Holbergske Komedies Væsen
som Kunstart. Den gaar i lige Linje ud paa at vække Latter.
Men Latteren, som er over Lapsen eller Sladderhanken eller
Hykleren, er allerede en Straf; Stokkepryglene, den uundgaaelige
Gaaen Glip af Pigebarnet eller den spanske Kappe er kan en
simpel Fortsættelse af Latterstraffen, der følgerigtigt faar det naive
Publikums Lattersalver til at stige endnu en Grad. Den Nydelse,
Holberg til syvende og sidst vil berede sin Tilskuer, er den be-
rettigede Skadefryds.

Den Verden, der udbredes for vore Øjne, er da en saadan,
hvor uendelig Ufornuft tumler sig frit, men over hvilken der her-
skende svæver en Fornuft, som altid til Slutning gør det af med

Ludvig ' Holberg 173

Ufornuften, eller — i mindre høj Stil — gør Kaal paa Naragtig-
heden og klarer Ærterne.

Og Læserens eller Tilskuerens Grund fornøjelse er saa den,
at paa Grund af Stykkernes Bygning denne overlegne Fornuft
hele Tiden igennem synes at have forlagt sit Herskersæde til hans
egen Hjerne. Uafbrudt appellerer Holberg til Læserens Oyer-
legenhedsfølelse overfor den fremførte Karakter eller den sted-
findende Situation. Ansigt til Ansigt med denne Komik sidder
Tilskueren uafbrudt og nyder sig selv, tykkes sig bedre, forstan-
digere, indsigtsfuldere, finere end de komiske Helte og Heltinder,
og nyder enten især denne sin Væren-bedre eller (som overfor
Ulysses von Ithacia med dens Tidsregningsfejl og Urimeligheder)
udelukkende sin Bedreviden og sin renere Smag, der er en Følge
af den.

Holbergs umaadelige Folkeyndest beror for en ikke ringe Del
paa, at der i Grunden ikke gives nogen for friske Hjerner og
for Dannelsens Gennemsnitsmennesker mere indsmigrende Art
Skuespil end en saadan rent komisk Kunst som hans. Naar det
med Rette maa hedde, at Holberg som Aand har opdraget, op-
tugtet sit Folk, saa bør det ogsaa paa den anden Side fremhæves,
hvor uendeligt indsmigrende hans Undervisning og hele Formen
for hans Henvendelse til Læser og Tilskuer er. Han hører
ikke til de Skribenter, ikke til de Digtere, der gaar ud paa, at
Læseren skal føle sit Intet, eller som morer sig med at lade
deres Overlegenhed over ham fremtræde eller ane. Tvertimod, han
henvender sig uafbrudt til den sunde Sans, som han er aldeles
sikker paa at finde hos Spectatores, og synes altid mellem Lin-
jerne at sige til Læseren : Du og jeg, vi to, vi ler af disse Tosser.

Kun ved Komediernes allerførste Fremtræden kunde det
hænde, at en og anden af Publikum, en eller anden Pedant som
Tychonius, til hvem vel endda ligefrem var sigtet, kunde føle sig
personligt ramt og latterliggjort. Straks derefter var det umuligt.
Selv den, der havde en Rem af Huden, selv den, der var en
Smule forfalden til politisk Kandestøberi eller som ikke kunde
sige sig fri for Jeandefranceriet, nød som Tilskuer sin uendelige
Overlegenhed over Herman von Bremen eller Hans Frandsen og
blev dog naturnødvendigt efter igennem Komediens Forstørrelses-
glas at have set det lystige Vrængbillede af sin Svaghed, ledet
til at skjule, tilbagetrænge eller vel endog tilsidst helt aflægge
Fejlen. Og hvad Stykkerne ikke formaaede i en Hast at udrette

174 Ludvig Holberg

overfor den Enkelte, det udvirkede de langsomt ved deres stille,
stadige Indflydelse overfor Slægtled efter Slægtled.

Adskillige af Holbergs afgjort moraliserende Skuespil hører
til hans ypperste. Men digterisk staar han højest, hvor han
hæver sig op over Bestræbelsen for at opdrage, hinsides Bekjrm-
ringen for Godt og Ondt, Tilladt og Forbudt, til det Over-
moralske. Derfor er han saa guddommelig i UlysseSj derfor er
han saa stor i de to herlige Kulturbilleder, den dristige Jule-Stue
og den sprudlende rige Barselstue. Kunstnerisk betragtede, soai
dramatisk Arkitektur, staar disse to Mesterværker vel kun lavt,
men i poetisk Henseende er de uovertrufne. Den lagttagelsesgave,
den overdaadige Evne til Karakteristik, den ligeglade Lystighed
og den overmodige Vittighed, som findes i disse to Figurgallerier
fra en svunden Fortids Skik og Brug, stiller dem ikke langt under
Montanus og højt over adskillige regelret anlagte og fejlfrit gen-
nemførte opdragende Komedier som f. Eks. Det arabiske Pulver
eller Uden Hoved og Hale.

III

Følelsen af det Komiske er en særegen Blandingsfølelse,
fremkaldt ved at en og samme Genstand paa én Gang fremkalder
en Følelse af Lyst og en Følelse af Ulyst, en behagelig og en
ubehagelig Følelse, paa en saadan Maade, at disse to Følelser
ikke er hinanden meget ulige i Styrke, og at den behagelige
beholder Overhaand, styrket eller krydret ved det overvundne
Ubehag.

Hvor Holberg ikke blot morede sin Samtid, men morer
endnu den Dag idag, dér staar Lyst- og Ulystfølelserne, som det
Komiske hos ham vækker, i det rette indbyrdes Forhold. Naar
han med visse Stykker eller visse Enkeltheder overhovedet ikke
mere kan vække Latter eller f. Eks. ikke længere morer de
finere eller de efter Vedtægten opdragne Naturer (Damerne, de
unge Piger), saa beror det paa, at i disse Tilfælde, idetmindste
overfor disse Tilskuere, det indre Spil i Komiken, Kappestriden
imellem Følelserne, er falden bort, saa Ulystfølelsen som her-
skende ene er bleven tilbage.

Her et Par Eksempler paa det Blivende og det Forgængelige
i hans Komik:

Jeppe paa Bjergets Drukkenskab fremkalder vel forsaavidt

Ludvig Holberg 175

en Ulystfølelse hos Tilskueren som al Drukkenskab er et udviklet
Menneske imod; den er imidlertid ikke blot uskadelig, ufarlig —
Betingelsen for at den komiske Virkning overhovedet kan opstaa

— men den er højst underholdende. Fuldskaben gør ikke alene
Jeppe stedse mere utilregnelig, den gør ham vittig, skelmsk,
humoristisk ; den giver baade hans Naivetet og hans gode Hoveds
Snildhed et Højtryk og en forøget Virkekraft. Tilskueren faar
neppe Lejlighed til at finde Drukkenbolten uskøn, før han finder
ham morsom. Og alt hvad Jeppe siger, selv det urimeligste,
der som urimeligt mishager, er tillige, set fra en vis Side eller dog
fra hans Standpunkt, saa bifaldsværdigt, at det besnærer. Naar
han skildrer sig som den uvirksomme Tumleplads for sine Lemmers
indbyrdes Krig, forsikrer at Maven og Benene vil til Kroen, men
Ryggen til Byen, saa synes denne kun skrømtvis barnlige For-
klaring af Kampen mellem Lyst og Frygt afvekslende umulig og
antagelig, dumt Vrøvl og fiffig Vending, Skaberi og Sindbilled,
Deliriumssnak og god Spas, alt dette i et Blinks hurtige Skifte,
indtil Indtrykket af det Komiske opstaar og bliver som en varig, ryt-
misk afbrudt Følelse af Velbehag, der giver sig Udslag i Latter.

Og saaledes i større Stil overfor hele Karakterer. Per Degn
morer uafbrudt, fordi hans naive Selvtilfredshed er saa solid, at
den altid i første Øjeblik giver hans Ord en vis Vægt. Nogle Se-
kunder idetmindste lykkes det ham ved den formelle Sammen-
hæng imellem hans Forestillinger og Tanker at smitte os med
sin selvsikre Synsmaade og paadutte os sin Opfattelse som mulig;
saa kaster vi den ud af vor Bevidsthed med et Latterstød; den
vender tilbage til n}' Beskuelse som begribelig og fornuftig ud
fra Degnens Idékres, som beslægtet med Vendinger, vi kender og
er vante til fra vore Omgivelsers Tankegang, og stødes saa atter
tilbage med stødvis tilbagevendende Latteranfald. Det gaar til
som naar Bjørnen med Hovedet tilbagestøder den Træklods, der
hænger i en Snor foran Honningstedet: Træklodsen faar sit
Puf, Honningen nydes, Klodsen kommer igen, stødes atter bort

— kun at Klods og Honning her skifter anderledes lynsnart end
i Fablen, og at det bliver Honningen ikke Klodsen, der gør
Udslaget tilsidst.

I de afgørende Situationer i Erasmus Montanus beror Mor-
skaben saaledes paa, at det Mishag, som Hovedpersonens pedan-
tiske Vigtigmageri opvækker, dels taber sig i Fornøjelsen over
Jacobs naive Gennemhuggen af hans Bevisførelse, dels i Nydelsen

176 Ludvig Holberg

af Degnens ufortrødne og uforfærdede Overbyden af hans for-
bløffende Sætninger med langt vildere Meningsløsheder, der over-
for denne Tilhørerkres faar og beholder Ret.

Den Straf over Erasmus, som ligger heri, og som i sin Rig-
dom paa indre Modsigelser sætter et saa stort Apparat af Ulyst-
og Lystfølelser i Svingning — denne Straf er Straf nok og den
eneste nøjagtigt passende. Stokkepryglene derimod er ikke mere
noget for os, fordi der intet Spil, ingen Kappestrid er i de
Følelser, de fremkalder. Det keder os at se Fyren faa Prygl, og
Pryglenes Raahed giver ham netop den Ret, som Digteren har
villet, at han ikke skulde have.

Det er denne Fremtræden af Ulystfølelsen, som nu og da
skader Holbergs Komedier hos Efterverdenen. Undertiden er
han allerede selv kommen til at tage det Plumpe for det Vittige
(vi kan f. Eks. ikke mere le af de grove latinske Skældsord,
som Petronius i Jacob von Tyboe sælger Peer for Hædersvers);
ofte beror Tilskuerens Kulde paa, at hans Nervesystem er mere
forfinet end de oprindelige Tilhøreres var. Et og andet fore-
kommer os barnligt eller flovt, der engang var i Jævnhøjde
med Publikums Forudsætninger eller vel endog et godt Stykke
over Jævnhøjden. Herved er Intet at gøre, Fejlen er i dette
Tilfælde ikke Holbergs og ikke vor. Skylden ligger hos Tids-
omstændighederne, op over hvilke selv ypperlige Kunstværker
aldrig løftes helt. Hvad der derimod udelukkende er den mo-
derne Læsers eller Læserindes Fejl, det er den Mangel paa
Dannelse, som stødes ved den dristige Skemt: Snerperiet, som
forarges, Raaheden, der keder sig ved et Frisprog uden Slibrig-
hed, endelig Farveblindheden for en Storhed, der ikke er iført
vor Tids dæmpede, farveløse Dragt, men bærer det begyndende
18de Aarhundredes brogede, os saa Qerne Kostyme.

IV

Man lærer Holberg grundigere at kende gennem hans
Komedier end gennem alle hans øvrige Skrifter tilsammen.

Vi indvies i hans Opfattelse af, hvad det tilbørlige Forhold
er til alle Livsraagter (Politik, Religion, Poesi), og erfarer, hvor-
ledes han forestiller sig de forskellige menneskelige Sindsbe-
vægelser og Drifter i Virksomhed og indbyrdes Strid.

Ludvig Holberg 177

Den, der f. Eks. vil skaffe sig et Indblik i hans Syn paa
Politiken, faar det gennem Kandestøberen, der med saa meget
Lune forkynder Nytten af politisk Særkundskab, og i Jeppe paa
Bjerget, hvis Hensigt er at advare mod en Venden op og ned
paa Samfundets Orden og Skik, for hvilken der iøvrigt visselig
den Gang ingen Fare var, og hvis Moral er lidt ilde anbragt,
fordi den stakkels Jeppe intet Øjeblik selv har tænkt paa at sætte
den syvkuglede Baronkrone paa sit Hoved.

Det er vel især Haandværkeren og Bonden, i hvis Hænder
Holberg finder det umuligt at lægge Magten, men Don Ranudo
viser, at Tanken om Adelsaristokrati laa ham lige saa Qern.
Hans Politik er et tro og ligefremt Udslag af Borgerstandens
Frigørelse fra ethvert Adelstryk og for dens altfor tillidsfulde
Overdragen af Enevoldsmagten til Kongen.

Det er især i Uden Hoved og Hale, i Hekseri eller blind
Allarm og i Det arabiske Pulver at man finder Holbergs Forhold
til Religionen, til Tro og Overtro udtalt. Det første Stykke har
han lagt an som en Forherligelse af den rette Midte mellem
Hanget til at tro alt Overnaturligt og til at benegte alt. Han
viser, hvorledes Tilbøjeligheden til Overtro i sin Lidenskabelig-
hed er udsat for Misbrug af Bedragere, og, naar Bedrageriet
opdages, atter udsat for pludselige Omslag til den modsatte
Yderlighed, og han fremstiller gennem et andet Eksempel, hvor-
ledes den principielle Vantro, der ikke er Udtryk for en til-
kæmpet Overbevisning, men for en vis med alle Vanskeligheder let
færdig Frivolitet, ligeledes staar paa yderst svage Fødder og kan
forvandle sig til den vankundigste Dumfromhed. Han lægger sin
egen Synsmaade, det, der for ham staar som For nuftsta udpunktet,
en Tvivlen, der ikke vover sig til paa Forhaand at benegte, i
Munden paa den desværre kedelige Person Ovidius. Det er her
endnu mindre lykkedes ham at gøre sit Kontrafej paa Scenen
interessant end i Det lykkelige Skibbrud, hvor Ph ile mon dog har
langt mere menneskeligt ved sig. Men naar man husker, at
Holberg, skønt aldeles vantro overfor de fleste Spøgelsehistorier,
ikke ubetinget vovede at negte Spøgelsers Eksistens, ja endog
selv troede at have set et, forstaar man, at der er mere af hans
eget Væsen i den blodløse Ovidius end man skulde tro. Hekseri
eller blind Allarm, et uendelig meget bedre Skuespil, er helt og
holdent et lystigt Indlæg for Teatret mod Overtroen som Kul-
turens og Kunstens HovedQende i hans Tid.

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 12

178 Ludvig Holberg

Holbergs Opfattelse af Poesiens, særlig Skuespillets Væsen
ligger klart for Dagen i Det lykkelige Skibbrud og i Ulysses^ og
kommer noget uklarere frem i Melampe. Han hævder især
den sandhedskærlige Satires sædelige Kald, og overøser i lige
Grad med sin Spot den affekterede Tragediepatos og Spektakel-
fantastiken med dens Tilsidesættelse af Virkelighedens Orden og
Klassicismens Regler.

I den Dyreverden, som ligger til Grund for den men-
neskelige og over hvilken den er bygget, er Sulten og Køns-
kærligheden de to store Grunddrifter. I Samfundet, som vi i vort
Aarhundrede kender det, er Begærligheden efter Penge, Nydelses-
sygen og Attraaen efter Anseelse og Magt Grunddrifterne, vi møder,
og som giver Anledning til det store Flertal af komiske og tragiske,
rørende og afskyelige Skuespil, hvortil vi i vort Liv bliver Vidne.

Holberg ser ikke Samfundet saadan. Rimeligvis var det i
hans Tid forsaavidt heller ikke saadan, som Kapløbet var uen-
delig meget mindre anstrengt. Attraaen efter Penge spiller en
forholdsvis ringe Rolle i hans Komediers Verden. Den besjæler
den ene smudsige Slyngel Rosiflengius, den gamle Hykler Jero-
nimus i Pernilles korte Frøikenstand og en hel Del fattige Ler-
beutler og Oldfukser. Den er ikke Henrik fremmed (mindst
Kandestøberdrengen), skønt den ikke en Gang hos Henrik som
smidig Lakaj er fremtrædende. Hos Polidor, den eneste, der
gaar op i Kærlighed til Guldet, taber den sig som saadan i
Haabet om en magisk Almagt i Kraft af Alkymi.

Da det er ægte danske Naturer, som Holberg stedse skildrer,
det vil sige svage og sprøde, der for Vilje kun har Stædighed og
for Lidenskab kun Forfængelighed, er Livet hos ham i hans Skuespil
ikke Attraa efter Magt. Kun Kandestøberen sukker efter Magt, og
selv for ham er dens Opnaaelse næsten helt en Forfængelighedssag.

Langt dybere Indtryk har Holberg øjensynlig modtaget af
Kønskæriighedens Betydning som Drivhjul i Verdensmaskineriet.
Ikke blot har han — vistnok tildels af Hensyn til en ham uund-
værlig dramatisk Vedtægt — næsten allevegne gjort to Elskendes
Attraa efter Forening til Midtpunktet i sit Skuespil; men hans
Stykker er saa gennemtrukne med djærve og drøje Hentydninger
til det Kønslige, at man ser, hans Fantasi har været opfyldt
deraf, ja overfyldt dermed. Saa vanskeligt det er ham at gen-
give en finere eller rigere og dybere Erotik, saa vel bevandret
viser han sig i Alt, hvad der vedrører den Kærlighed mellem

Ludvig Holberg 179

de lo Køn, som er paa Tapetet, hvor Tjenestepiger og Gaards-
karle. Tyende og Bønder, Smaaborgere og Haandværkere, Pro-
prietærer og Skuespillere, Pudsenmagere og Skøger og gamle
Kærlinger fører Ordet frit; han bruger med fuld Dristighed og
Hensynsløshed Sproget fra Datidens Gader og Dagligstuer, ja fra
dens Borgestuer og Køkkener; ikke saaledes, at man nogensinde
faar Indtrykket af, at han selv har været en stærkt sanselig
Natur — han er det saa lidet som en ømt erotisk — men saa-
ledes, at man føler den humoristiske Iagttager, der véd Besked,
og som, selv i sit Tankeliv ude af Spillet, ser ned paa den hele
besynderlige Færd med højst aarvaagent Blik for dens komiske
Sider, altid rede til et Smil og en Spøg.

Meget lærerigt er det nu at se, med hvilken Bestemthed
Holberg, som først henad sit fyrretyvende Aar begynder at skrive
Skuespil, i den store Retsstrid mellem Ungdommens Drifter, dens
forelskede Hang og dens Fornøjelsessyge paa den ene Side, og
saa Alderdommens Strenghed, dens formanende og prækende
Afmagt, og dens Alvor, der former sig som Vrantenhed, paa den
anden, overalt og haardnakket paa ethvert Punkt tager Ung-
dommens Parti. Hør Leonard i Mascarade:

«Han vil nok blive ærbar. Svoger. Vi har jo været ligedan i
vor Ungdom, og ikke vendet Verden Ryggen, førend den vendte os
Ryggen. Dersom vi bleve ligesaa friske og muntre iglen, som vi
var for 20 Aar siden, gik vi paa Mascarade igien; naar vi for-
følger vore Børn for de Vellyster, som vi selv udi vor Ungdom
har øvet, men nu ved Alderen ere blevne ubequemme til, lader
det, som vi giør det af puur Misundelse. Det lader for os,
ligesom een, der har Liig-Torner, og derfor- fordømmer Dantzen*.

En moderne nordisk Digter, der skrev i Holbergs Alder,

vilde i Regelen tænke og tale hverken som hans Henrik eller

som hans Leonard, men som hans Jeronimus, hvor denne er

værdigst. Men Holberg staar højt over dette sit Kreatur. Man

læse i Diderick Menschen-Skræk Scenen mellem Jeronimus og

Henrik.

Henrick.
Maa en Far ikke glæde sig ved, at hans Søn træder i hans Fodspor?
Har ikke Hr. Jeronimus selv fortalt, at han var ganske gal af Kierlighed
til et fornemme Fruentimmer udenlands?

Jeronimus.

løfter sin Stok.

Tør din Hund bebreyde mig, at . . .

12*

180 Ludvig Holberg

Henrich.
Det være langt fra. Jeg siger saadant til Hr. Jeronimusses Be-
rømmelse; thi jeg vil ikke give 4 Skilling for et ungt Menneske, der ingen
Kierlighed har.

Jeronimus.
Kierlighed og Kierlighed er to Ting . . . Jeg har selv løbet gal i
min Ungdom, jeg bekiender min Feyl; men jeg har begrædt mine Synder,
og giort Poenitentze derfor.

Henrich.
Monsr. Leander vil ogsaa giøre Poenitentze. naar han bliver gammel.

Det er da regelmæssigt gennem den ældre overbærende
Borger eller gennem den livlige opvakte Tjener, at Holberg
lægger sin Overbevisning om Livsglædens Ret for Dagen. Sjældent
eller aldrig derimod har han formaaet at lade Naiveteten i dens
guddommelige Simpelhed og Renhed blotte Vedtægt og Hyklen.
Den falske Barnlighed maa hos ham (som hos La Fontaine)
stadigt erstatte den virkelige. Jacob i Erasmus Montanus kommer
denne nærmest, men selv han er dog yderst snild og bevidst.
Holberg, der undertiden — som i Jule-Stuen — indfører Børn
paa Scenen, har ikke vidst at drage en nærliggende Fordel af
deres Ukunstlethed. Paa dette Punkt sporer man Pebersvenden,
der ingen stadige, daglige Iagttagelser har havt at ty til. Børnene
hos ham gentager tankeløst og pudsigt deres Skolemesters stakkels
Lærdom, men af Uskyldens Urforstand, der tidt, saa sikkert som
ubevidst, træffer Hovedet paa Sømmet, har Forstandens store
digteriske Repræsentant ikke vidst at gøre Brug.

Hvad der især er den moderne Læser paafaldende hos ham,
er dog dette: Ikke af Mennesker, der i rastløs og komisk Kappe-
strid styrte afsted efter Penge og Penges Værd, efter grove og
fine Nydelser, efter varigere eller flygtigere Lykke, efter Anseelse
og Magt — har Holberg set Verden fyldt. Men af Mennesker, der
næsten alle og gcnnemgaaende vil gælde for andet og mere end
de er, eller der af Dumhed (som Per Degn) eller af Særhed
(som Vielgeschrey) bærer sig galt og urimeligt ad. Nogle vil blot
syneSy som Jean de France, Jacob von Tyboe, Don Ranudo eller
Jeronimus i Den honnette Ambition, Andre er uvidende Stakler,
som ikke forstaar de Situationer, hvori de bringes (Randestøberen,
Jeppe), atter andre er Særlinge, som den Vægelsindede eller
Guldraageren, eller de har en Mani som Gert Westphaler eller

Ludvig Holberg 181

en fiks Idé som den indbildte Hanrej i Barselstuen. Med andre
Ord: det er de intellektuelle Fejl, de logiske Urimeligheder, som
Holbergs Øje og Sind er modtagelige for. Det er hvad han for-
trinsvis ser i Verdensaltet. Verden synes ham ikke lidenskabelig,
ikke slet, ikke god, ikke stor og sublim, ikke heller frygtelig og
skrækindjagende, men urimelig og snurrig, et Herberg for Daarer,
derfor Latteren værd. Latterlig er den. At give den til Pris
for Latteren, det er da at sætte den rette Pris paa den og be-
tale den med dens egen Mønt:

O du Verden af stædige Tykpander og indbildske Tossefaar
og pudserlige Fløse og fjottet vigtige Pedanter i Sort og i Rødt,
op paa Brædderne skal du! En Dans skal du danse, som du
vil undres over — efter den enlige Fedelspillers Bue!

Ja efter hans Strengeleg skal du danse, du Landsmand — o du
Nar! Du Hans og du Per! du Rasmus og du Ranudo! Og
du hulde Landsmandinde, hvad du nu hedder, du Ingeborg Bly-
tækkers, du Anne Kandestøbers, du Arlanche Bogtrykkers, du
Else Skolemesters og I Øllegaarde og I Dorther, o I charmante
Tobenede! I skal komme til at krænge jert Indvendigste ud,
saa Alle og Enhver kan se alt det Intet, der er jert eneste
Indhold!

En Latterbølge, bred og mægtig som en Vandflod, skal jævnt
og stilfærdigt men uimodstaaeligt glide hen over Landet, skylle
jer, dykke jer, bade jer, rense jer, og overalt afsætte sit skarpe Salt.

V

Og saa stod Den danske Skueplads der ved Geniets Magtbud.
Og Folket kom og undredes og lo og vrededes, forstod hist og
her lidt, gik glad og glemsomt bort, betragtede det danske
Teater som et Morskabslokale af mindre fin Art, evnede end
ikke et Opsving til den Tanke, at Publikum havde en Pligt
imod det. Pligt til at understøtte det og holde det opret, og
saa' det med Ligegyldighed vakle paa Fallittens Rand, atter og
atter lukkes for en Tid, endelig efter kun fire Aars Tilværelse
bukke under.

Hvor inderligt Holberg end følte sig knyttet til den danske
Skueplads, han maatle som dramatisk Digter forstumme.

I Mellemtiden mellem Holbergs første og sidste Periode af

182 Ludvig Holberg

Skuespildigtning hengav Digteren, som tidligt var bleven forflyttet
fra sin metafysiske Lærestol til en historisk, sig nu næsten ude-
lukkende til videnskabelige Studier, virkede som Forfatter af
historiske, populærfilosofiske og journalistiske Arbejder og skrev,
dog paa Latin, det ene dristige Digterværk Niels Klim.

Niels Klim minder ved den Uvilje, den fremkaldte, og ved
den Maade, hvorpaa den foregriber en Gruppe af Holbergs drama-
tiske Frembringelser (den sidste) om den Betydning, Peder Paars
har for Holbergs Ungdomsdigtning. Som i sin Tid Rostgaard
og Gram havde stræbt at undertrykke Peder Paars, saaledes ivrede
nu Hofpræsterne Bluhme og Pontoppidan for at faa Niels Klim
forbudt. Heldigvis for Holberg strandede den sidste Bestræbelse
som den første. Og som Peder Paars allerede indeholder Om-
rids til Kandestøberen, Gert .Westphaler, Per Degn og Spirer
til Pernille, Diderich Menschen-Skræk, Philemon, saaledes for-
anlediger Niels Klim dels direkte, dels gennem de Studier af
Lukian og andre, som Holberg foretog i Anledning af denne
Roman, enten den hele Plan eller dog talrige Enkeltheder i hans
Alderdoras Skuespil: Philosophus udi egen Indbildning, Sganarels
Reyse Hl del philosophiske Land, Republiqven og Plutus.

Det er, da Teatret efter Frederik den Femtes Tronbestigelse
i 1747 aabnes paany, at Holberg skænker Scenen det sidste Kuld
af sine Aandsbørn, blege Gammelmandsbørn i Sammenligning
med de yngre Aars sundhedssprudlende Afkom.

Den Lykke, de gjorde, var neppe stor, men selv fra hans
Ungdoms Værker havde Modesmagen vendt sig. Det enfoldigt
forfinede Publikum opfattede Forholdet, som havde Holberg over-
levet sig selv paa dette Tidspunkt, da Udviklingen manglede et
halvt hundred Aar i at være naaet til den Højde, hvorfra man
har begyndt tilfulde at forstaa ham.

Selvfølgelig raaa der i hine Aar have været Mange, der med
Interesse læste hans Bøger. Ellers vilde deres forholdsvis stærke
Salg ikke kunne forklares. Men medens hans Skrifter var paa
Veje til at blive Folkebøger, nød han hverken hos Verdens Børn
eller hos de Lærde og Skriftkloge den Anseelse, han saa rigeligt
fortjente, endsige det høje Ry, der nu saa længe efter hans Død
omstraaler hans Navn.

Han havde alt i en temmelig ung Alder udgivet sit Levned
under Form af Tre Epistler til en herøml Mand, skrevne paa
livligt men ikke fuldendt Latin. Man holdt sig baade op over

Ludvig Holberg 183

Smaafejl i Latinen og over at han sysselsatte Læseverdenen med
sin private Person, bebrejdede ham Selvros og beskyldte ham
for at ville røre Hjerterne ved Klager over sine Fjender.

Han havde dernæst, med sit Hang til at omspænde saa
mange Fag som muligt og til overalt at meddele en Oversigt, af
og til i sine Skrifter, saaledes i sit statistisk-topogra fiske Værk
Danmarks og Norges Beskrivelse, taget det vel let med det Histo-
riske, særligt med Oldtidsforholdene, saa Beskyldningen mod ham
for overhovedet at mangle Grundighed laa nær.

Han var endelig paa Grund af sin Uvilje mod Autoritetstro
og formedelst sin Tro paa Fornuften som Kærnen baade i Religion
og i Moral ilde lidt som Fritænker, og dette desmere jo højere
den religiøse Reaktion steg.

Han havde allerede for længere Tid siden nedlagt sit Pro-
fessorat. Den skarpt kritiske Metode, som Gram havde indført
i Historieforskningen, formaaede han ikke at tilegne sig; hans
Blik var rettet paa det Almene, det Hele; Nøjagtighedsbestræbelsen
i det Smaa, ja Smaalige, for hvilken der ingen Forskel gaves
paa vigtige og ligegyldige Sandheder, var ikke hans Sag. Han
havde i sin Tid virket mere som Lærer og Skribent end som
Gransker og Lærd, mere ved det klarende Overblik end ved den
redegørende Indtrængen ; derfor gik han, saa snart han saa' sig over
fløjet i den historiske Enkelthedskritik, bort fra Danmarkshistorien
og ombyttede sin Professorstilling med et Kvæstor-Embede.

Han var en dygtig Finansmand — i egne som i fremmede
Anliggender. Han var den første og er vel endnu den eneste
danske Skribent, der har vundet sig en Formue ved sine Skrifter.
Han anlagde den i Jordegods, købte sig en Landejendom, Ters-
løsegaarden, hvor han tilbragte sine Somre, lod sig i sit 63de
Aar af Kong Frederik den Femte ophøje til Baron og skænkede
testamentarisk sin hele Kapital i Jordejendom og rede Penge
til det nye Sorø Akademi, dog saaledes at Akademiet allerede
mens han var i Live skulde nyde godt af Summens Renter.
Saaledes var han paa alle Maader og til det Yderste en Velgører
for Land og Folk.

Han synes ved at have ansøgt om Ophøjelse til Baron-
standen at have fulgt den samme ærgerrige Drift, der hele hans
Liv igennem bragte ham til at prøve sig frem i de forskelligste
Fag, ivrig for at udmærke sig paa hvilketsomhelst indenfor hans
Rækkevidde liggende Omraade, hvor nogen Anden havde ud-

184 Ludvig Holberg

mærket sig. Han har villet være Baron for ogsaa paa rent
ydre Maade at faa det slaact fast, at han ved egen Kraft og
Kløgt havde hævet sig fra en uanselig Stilling og Fattigmands-
vilkaar til en Højde, der ragede op over den lærde Stands
Jævnmaal hertillands. Han har villet, man skulde se den skønne
Literatur adlet i hans Person; det har tilfredsstillet ham som
en Hævn over Teatrets Foragtere og Fjender. Hans store Mester
Moliérc havde man behandlet som en hjemløs Zigøjner; man
havde nægtet ham en hæderlig Grav. Han skulde vise dem, at
en Komedieskriver kunde sikre sig Rang med dem, der førte
Vaaben og adeligt Skjold. En blot Titel vilde ikke have fristet
ham; men da han allerede var Friherre af Gavn, det vil sige
besad fuldt saa meget Jordegods, som udkrævedes til et Baroni,
saa vilde han ogsaa være det af Navn.

Hvad som heri har undret og stødt adskillige Fintfølende,
er mindre at Holberg var forfængelig nok til at attraa Titlen,
end at han ikke var for stolt til at bryde sig om den. Det er
ligesom lidt pinligt, at han an.saa en saadan Værdighed for
egnet til Belønning for Fortjenester som hans. Det er imidlertid
ganske urimeligt at lægge en anden Maalestok an paa Holberg
i hine Dage end man anlægger paa Goethe, Schiller, Victor
Hugo, saa lang Tid derefter endda. Faa har fundet det be-
synderligt, at Goethe og Schiller lod sig adle; næppe flere har
taget Hugo det ilde op, at han lod sig gøre til Pair af Frankrig.

Og interessant er det at se, hvorledes Holberg i det Vaaben,
han ønsker sig givet, har gjort sin Digtervirksomhed (ikke sin
Forfattervirksomhed som lærd Skribent) gældende som sin væsent-
lige Adkomst til Adelsrang og har villet henlede Opmærksom-
heden paa sin norske Afstamning. Granen betyder øjensynligt
Norge, som Lyren Poesien, medens det hule Bjerg selvfølgelig
hentyder tit Navnet.

Sine sidste Leveaar tilbragte han i streng Indesluttethed,
efter Evne afspærrende sig fra den Verden, hvis Taknemmelig-
hed og Troskab han havde lært at kende, iagttagende samroe
Tarvelighed og øvende samme Flid, der havde betegnet ham som
Yngling.

Han døde i sit 70de Aar, efter Midnat den 28de Januar
1754. Faa var de, som forstod, at det var Danmarks og Norges
største Mand, som nu laa Lig, og færre var de, som følte noget
derved.

Ludvig Holberg 185

Omtrent 25 Aar senere lod Sorø Akademi i Stadens Kirke
over Holbergs Kiste opsætte det Mindesmærke, Wiedevelt havde
udført. Flere Statuer af ham er senere blevne rejste. Men det
bedste eksisterende Mindesmærke over ham er det, han har sat
sig selv i Den danske Skueplads.

Man kan paa dette Værk tillæmpe et Ord, der er blevet
sagt i et andet Sprog om et andet Værk: I enhver Dansk eller
Norsk, der lærer at læse, vinder Holbergs Komedier en Læser mer.

KAMMA RAHBEK

(1865, forbedret 1868)

Der er ikke mange Kvinder, hvis Navne opbevares i den
danske Literaturhistorie: nogle faa Forfatterinder, nogle enkelte
Skuespillerinder, hvis Personlighed har beaandet dramatiske
Digtere til at skrive i en vis bestemt Retning, endelig en og
anden Kvinde, der (som Arendse) er bleven navnkundig ved at
have begejstret og forladt en stor og ædel Aand. Ingen af disse
Bestemmelser passer paa Karen Margrethe Rahbek; det er uden-
for Reglen, at dette Navn er blevet staaende; hun har Intet
skrevet, hun er ikke optraadt ofTenligt; men dog er det vist, at
dengang hendes yngre Søsters barnlige Lallen forenede hendes
Fornavnes Begyndelsesbogstaver til Ordet Kamma, da formede
disse Barnelæber et Navn, der sent vil glemmes i Danmark.

I

Henimod Slutningen af forrige Aarhundrede opvokser her
omtrent samtidigt to Kvinder, som hver paa sin Vis naaer literær
Navnkundighed, Fru Rahbek og Fru Gyllembourg, begge fine og
skrøbelige Skabninger, begge barnlige og aandfulde, begge kvindelige
og blufærdige, begge gennemdanncde og i en ikke meget uensartet
Skole; men dog saa helt, saa overordenligt forskellige. Den
første var en aaben, ødsel, ruttende Natur, den anden en i Stil-
hed sparende Aand, en samlende og samlet. Den første gav en
stor Mængde Mennesker Plads i sit sjældne Hjerte, den anden

Kamma Rahbek 187

drog sin Kres mere snæver og fast, knyttede sig til nogle faa
med den hedeste Ømhed. Hist megen Ild, men ikke megen
Flamme, et rent og hyppigt opblussende Lys, der stænkede
Gnister til alle Sider. Her en Sjæl, gennem hvilken Lidenskaben
i det mindste én Gang havde lynet, og som eflerhaanden vandt
Forsagelsens Ro og den Modenhed, som en bevæget Skæbne
giver. Den sidste har erhvervet sig sin ærefulde Plads i Litera-
turen. Den første har vi alle som En løftet ud af Privatlivets
Ubemærkethed og lagt et Guldskær om Hovedet.

Jeg tror ikke, at dette alene har sin Grund i denne Kvindes
enestaaendé Fortrin; thi mange udmærkede Kvinders Liv svinder
bort i det Skjulte; men der gives Naturer, der besidder saa
megen Åand eller Ynde eller begge Dele i Forening, at de lige-
som tvinger En til at tillægge dem endnu en Gang saa megen,
Mennesker, hvis Karakter indeholder en Opfordring til at danne
sig et forskønnet Billede af dem. Væsener, overfor hvilke den
alle Bedre medfødte Trang til at beundre og forgude kommer til
Udbrud og føler sig tilfredsstillet. Deres Fejl og Mangler til-
hyller Kærligheden i de Røgelseskyer, den spreder. Men jeg
tror paa den anden Side endnu langt mindre, som det i den
seneste Tid er blevet en Vane at sige det i mange begavede
Krese, at Kamma Rahbek i Grunden var en stor Ubetydelighed,
at der er blevet drevet Humbug med hendes Navn, og at der
var en god Del Affektation i hendes Væsen. Jeg indrømmer, at
hendes hele Bakkehus-Jargon nu for os hverken tager sig synderligt
morsom eller synderligt naturlig ud, og jeg er tvungen til den
Tilstaaelse, at de Øgenavne, hun gav, selv om de havde været
mere vittige og træflFende, end de er, ikke fortjente en saa hyppig
og trættende Gentagelse; det er ikke morsomt, bestandig at høre
Baggesen kaldt for Jaggesen, og det er en Smule affekteret, be-
standig at kalde Affektation for Mjøsen. Men der udfordres lige-
fuldt en stor Ubeskedenhed til den Tro, at saa mange og saa
kræsne Dommere skulde have bedømt hende, som de gjorde, i
Fald hun ikke havde været naturlig og naiv. Hvem kan for
Alvor mene, at saa kritiske Aander som Poul Møller eller Hei-
berg havde kunnet finde sig fortryllede af noget Paataget eller
Tilgjort? Det er jo nemlig ikke Rahbek alene, der kalder hende
Godhed og Sandhed og Ømhed i én Person; med en ellers uhørt
Enstemmighed mødes alle Samtidiges Udtalelser om hende; vor
Poesi besidder en fyldig Krans af Digte til hendes Ære, og de

188 Kamma Rahbek

Domme, der er opbevarede af hendes yngre Venner, danner et
Bundt, der ikke lader sig bryde: Heiberg undskylder i et Brev
til hende sin Forsømmelighed i at svare dermed, at han bliver
saa betagen af Glæde, hver Gang han ser hendes Bud træde ind
med et af de Breve, i hvilke han finder mere Poesi end i Alt,
hvad han har læst i de sidste ti Aar, at han <som en Beruset
ikke kan kræves til Ansvar for sine Handlinger* ; Møhl erklærede,
at Omgangen med Fru Rahbek, uanset den Fornøjelse, den
skænkede, var en sand Opdragelse i sædelig og aandelig Hen-
seende; Ingemann skriver ved hendes Død, at det er ham, som
om alle Danmarks yngre Digtere havde tabt en Moder, og Poul
Møller forsikrede højt og dyrt, at Fru Rahbek var det første
blandt de Mennesker, han havde kendt.

Det er vanskeligt, næsten umuligt at danne sig et Billede af
en Person, der kun lever for En i enkelte ældre Samtidiges
Erindring og i trykte og utrykte Breve og Billetter. Erindringen
omdanner, selv naar den ikke forvansker, og dens Betydning
afhænger af den Fortællendes Karakter og Opfattelsesgave ikke
mindre end af den Lejlighed, han har havt til Iagttagelse i
gunstige Øjeblikke. Det skrevne Ord, især det, som er hen-
kastet tilfældigt og om en ringe Genstand, er uendelig langt fra
at rumme det hele rige Menneskevæsen, hvis løsrevne Ytring det
er. Hvor uretfærdigt er ikke lidt en Personlighed bleven be-
dømt efter et ligegyldigt Brev, som Biografen har pustet op til
at betyde Noget, alene fordi han ingen anden Kilde havde!
Naar man da, som jeg her, sætter sin Pen til Papiret i den
Hensigt forsigtigt at drage nogle Konturer til et Portræt, føler
man selv bedst, hvor ufuldkommen Ens Gerning maa blive; men
man udfører Tegningen snarere for at betale en Taknemmeligheds-
og Kærlighedsgæld end i den Tro at bestemme Fysiognomiet for
alle følgende Tider.

Mon jeg tager fejl, naar jeg om Kamma Rahbek siger, at
et af Grundtrækkene i hendes Væsen er dette: Det er en
Kvinde, som ikke har kendt Lidenskaben, jeg mener Elskovs-
lidenskaben — og jeg maa føje til, skønt hun efter sin Natur
synes anlagt til den. Hun har holdt en Del af Rahbek, derom
er ingen Tvivl. Hun har endog været lidt indtaget i ham,
før de blev forlovede, som i sin Broder Carls Ven. Hun er
øjensynligt den af de to, der først blev opmærksom paa den
anden, og hun har gennem et helt langt Samliv været ham en

Kamma Rahbek 189

kærlig og taaimodig Hustru; men elske — hvad man kalder
elske — det har hun ikke gjort. I et af sine sidste Leveaar
sagde hun til en af sine unge Veninder, en af de næreste: «Jeg
har altid været lykkelig med Rahbek, dog allermest i de sidste
fire Aar*, betydningsfulde Ord, der antyder et Savn, en Tomhed.
Men man behøver kun at læse deres Bekendtskabs og For-
lovelses Historie for at faa et sikkert Indtryk af deres Forholds
Natur.

Rahbek saa hende første Gang den 1ste Juni 1794, idet hun,
dengang nitten Åar gammel, gik ud til ham for at give ham
Underretning om hendes paa den Tid syge Broder, Carl Hegers
Befindende. Man faar heraf en Idé om, hvad Rahbek kalder
< hendes skønne Selvbevidstheds Utvungethed*. Om den vidner
ogsaa det lille Træk, at da hun en Dag havde faaet to smukke
Ferskener til Foræring og vidste, at Rahbek holdt meget af
denne Frugt, opsøgte hun ham i et fremmed Hus <for at bringe
sin Broder Carls Ven dem>. Der gik imidlertid efter det første
Møde lang Tid hen, hvori han ikke saa' hende, og han tænkte
da heller ikke meget paa hende. Thi paa den Tid var Rahbek
netop forelsket op over begge Øren. Som følsom Yngling fra
Wertherperioden havde han i sin Tid sværmet platonisk for
Madame Rosing, den bekendte Skuespillerinde. Nu var han
bleven heftigt indtaget i Skuespillerinden Eline Smith, som han
har besunget under Navnet Polly. Han friede, men fik en Kurv.
Et Aars Tid derefter erfarede han hendes Forlovelse, men netop
den samme Dag fik han den første Billet fra Karen Margrethe
Heger. Rahbek saa' noget af et Varsel i dette Sammenstød. Efter-
haanden som det gamle Saar begyndte at læges, begyndte han
at se sig om efter en ny og varigere Herskerinde for sit Hjerte,
og efter hans pudsigt filistrøse Udtryk: « Karen Heger kom og
blev i Betragtning*. Af Broderens Omtale kendte han hendes
sjældne Egenskaber og havde af adskillige Smaatræk sluttet, at
hun ikke var ganske uden Tilbøjelighed for ham. Frieriet
har Rahbek selv fortalt. Det betegner baade ham og det hele
idylliske Forhold, det indledede. Da Rahbek en Dag (6te Januar
1797) gik fra Hegers og i den sidste Stue trak sin Frakke paa,
kom hun til og hjalp ham, hvorover han sagde: <Tak, min gode
Pige!> men idet han besindede sig, at denne Tiltale, som h^
var vant til at bruge overfor de halvvoksne Døtre i en anden
Familie, var « mindre passelig* til en fremmed og voksen Jomfru

190 Kamma Rahbek

gjorde han en Undskyldning. «Det maa De gærne sige>, sagde
hun saa mildt, at Ordene: «Maa jeg da ogsaa sige: <Kære, gode
Pige!»> slap ham ud af Munden. Svaret blev Ja, og da hun
derefter gik op til sin Moder, sagde hun: «Naar Rahbek kommer
til Moder i Morgen, kommer han som hendes Søn.>

Lad nu det aarelange Samliv i gode og onde Dage have
forøget Følelsens Inderlighed, lad den hos dem begge have bragt
Godheden for hinanden og Venskabet til at stige til Uundværlig-
hed, her mangler alle Forholdsbetingelser for Udviklingen af en
Lidenskab. Og Kamma Rahbek var en lidenskabelig Natur.
Hun har stundom følt sig lykkelig, sjældent følt sig udfyldt; hun
har kendt den Uro, som følger af, at Aandens og Sjælens Evner
ikke alle er tagne i Beslag, og som fremkalder Længsel hos
Nogle, Smerte hos Andre.*) Hos hende fremlokkede Uroen og
Savnet «det levende, bevægelige Væsen », som hun selv i utrykte
Breve kalder det, der røbede sig i hendes talrige Interesser for
Studier, Ideer og Personer, i hendes uhyre Brevveksling, i hendes
mangfoldige livlige og tiltrækkende Samtaler, i den hele ual-
mindelige Aands-Aarvaagenhed, der fængslede saa mange til
hendes Hus. Havde En været hende Alt, var ikke saa mange
blevne hende Meget. Al den Kraft, som en Lidenskab vilde
have fortæret eller sammentrængt, den blev nu tilovers til hendes
Forstandsliv og Aandsliv, den strømmede gennem hendes Nerver,
den steg hende til Hjernen. Det var den, som gjorde hende
let og vittig, spillende og sprudlende: thi til Lethed udfordres
netop et Overskud af Kraft. Det var fremdeles den, som gjorde
hende fri i sit Væsen, meddelsom, aaben, let tilgængelig. Thi at
hun var en Kvinde, i hvis Liv der ikke forekom nogen erotisk
Lidenskab vil med andre Ord sige, at hun var en Kvinde uden
Historie, eller rettere, da i Kvindens Liv Historie og Roman
gerne er det Samme, en Kvinde uden Roman. Heri adskiller
hun sig f. Eks. fra Fru Gyllembourg. Hun havde da en god,
blank Samvittighed og kunde des lettere tale om Alt, fordi hun
Intet havde at skjule. Hendes Liv havde indre Uroligheder,

*) Bestyrket ved den 1883 udgivne Brevveksling mellem Kamma
Rahbek og Chr. Molbech, til hvem hun i sit 38te Aar føler en Tiltrækning,
som i Virkeligheden er en heftig Forlibelse, dulgt under Sværmeri og Tale-
maader, og som hun end ikke for sig selv gav det rette Navn. Se især
Brevvekslingens Side 93.

Senere Anmærkning.

Kamma Rahbek 191

indre Kampe at opvise, men ingen Hemmelighed; det havde
aldrig været samlet til at sættes paa ét Kort, det havde aldrig
været sat paa Spil i altovervindende Lidenskab, var aldrig blevet
vandet i nogen enkelt, stor, afgørende Beslutning; hun havde
aldrig af Omstændighederne følt sig tvungen til at omsætte al sin
aandelige Kapital i et eneste stort Papir; den laa hen i Smaa-
penge, og i Smaapenge gaves den ud.

Det andet Træk, der muliggør og bestemmer den Retning,
hendes Væsen tog, er det, at hun var barnløs. Havde Kamma
Rahbek havt Børn, vilde hendes moderlige Ømhed være bleven
indskrænket og indsnævret. Nu synes det som en forudbestemt
Skæbne, at hun ingen skulde have, for at Mange kunde blive
delagtige i denne store Grundsum af Kærlighed.

Det var ikke den Kærligbed, der ytrer sig i Længsel efter
altid at være hos de Kære; selv overfor Mynster, til hvem
Kamma Rahbek dog ved Trediveaarsalderen føler sig saa stærkt
draget, nærer hun ikke Ønsket om at faa ham fra Spjellerup til
Kjøbenhavn, tvertimod. Det var en anden Art af Hengivenhed
og Ømhed. Det var den, som ogsaa andre Mennesker føler,
kun mindre hyppigt eller mindre stadigt, naar i enkelte Øjeblikke,
i den sildige Aftenstund, i ensomme Nattetimer, Alt, hvad der er
gaaet gennem Sjælen som Begejstring, Forsæt eller Drøm, Alt,
hvad der gemmes i Sjælen i Skikkelse af nedgravne Følelser
eller Erindring om Lidelser, hvad der lever i den som ulmende
Glød, som Glimt eller Gnist af det Højeste, fornemmes brændende
inderst i Hjertet som Kærlighed og Ømhed. I saadanne Øje-
blikke føler Menneskesjælen ligesom det Baand, der knytter den
til alle dens Broder- og Søstersjæle, den dvæler i Tanken hos
dem i det Fjerne, den higer efter i Ord, i Hilsen og Bud, om
muligt i Gerning at udtale sin Fylde af Følelser; den ønsker i
det Mindste at lindre og trøste. Det var i denne Art af Kærlig-
hed, at Kamma Rahbek levede. Det er denne Stemning, i hvilken
Schiller skrev: <Seyd umschlungen, Millionen!* Den antog hos
hende alle Former, den var søsterlig overfor Jævnaldrende,
moderlig overfor de Yngre, den kunde, da hun ved Ungdommens
Ophør følte hedest, blive en formelig Tørst efler Favntag og
Kærtegn, ved hvilke Rahbek rimeligvis aldrig har kunnet volde
hende nogen Glæde. Den gør hende til en hjælpsom Trøster-
inde overfor en forknyt ung Pige; den udtaler sig med flammende
Begejstring til en aandfuld og vittig ung Ven.

192 Kamma Rahbek

< Livet og dets mange Sysler og Forvirringer adskiller Men-
neskene paa mangfoldige Maader, Qerner selv Venner fra hin-
anden altfor meget; men Kærligheden, mægtig fremfor alle
ypperlige Ting, fordi Gud selv er Kærlighed, har dog Magt til
at forene, hvad der ellers vilde være vidt adskilt; den omslynger
Hjerterne med et skønt, uopløseligt Baand, som selv Døden ikke
formaar at sønderrive.* I saadanne næsten om Korintherbrevets
Kærligheds-Pris mindende, sublime Udtryk skriver Kamma Rahbek
i December 1813 til Heiberg. Dette Brev er et Mønster; indtagende
lige fra Overskriften < Elskværdigste Vidunder!* bevæger det sig
gennem Bagateller og Skemt til høj Patos og synker atter med
yndefuld Dalen, med et Smil gennem Taarer, ned til Spøgen og det
daglige Livs ubetydelige Smaating. Hun havde skrevet: <Naar
kun Dine Tanker engang imellem er hos mig, maa jeg finde mig
i, at Din Vidunderlighed (her betyder dette Ord en Titel som
Højvelbaarenhed eller sligt) er andensteds.* Man mærke nu,
hvorledes Titelen »Vidunderlighed* med kvindelig Gratie bryder
Stilens høje Flugt og forbereder dens Tilbagevenden til den
jævne Bevægelse: < Denne guddommelige Kærlighed har ogsaa
forenet vore Hjerter, kæreste Ludvig! maaske med endnu fastere
Baand, fordi Verden vilde adskille dem. Lad os derfor altid

beholde hinanden kær vi maatte dræbe vore

dybeste og inderligste Længsler, naar vi vilde nægte, at den
skønneste og reneste Fryd dog er den, som Hjertet giver, og
som Hjertet modtager. Lad mig derfor, min gode, elskværdige
Ludvig! med mine Øjne fulde af Taarer — thi saaledes er de i
dette Øjeblik — takke Dig for Det, Dit Hjerte har skænket mig
og modtaget af mit. Thi hvormegen Glæde end Din Aands
Gaver og deres Udvikling kan skænke mig, der saa tidligt har
kendt din Vidunderligheds Anlæg, saa kan de dog vist aldrig
skaffe mig en bedre og størrre Glæde end den, Dit kærlige Hjerte
allerede har skænket mig, og hvorfor jeg beder Gud velsigne Dig
alle Dine Dage.»

Meget af hendes Væsen er nedlagt i et Brev som dette.
Mellem Linjerne aabner der sig Rifter, hvorigennem man ser
ned i Dybden af hendes Sjæl. Man øjner en ejendommelig og
det en ejendommelig dansk Natur. Jeg tror uden at kunne
sige det med Sikkerhed, at man skulde kunne læse store Pakker
af Breve igennem fra Frankrigs mest evnerige og modige Kvinder
uden at støde paa noget saa uskyldigt Følsomt. Fru de Sévigné

Kamma Rahbek 193

er altfor aandrig og altfor optaget af sin Moderkærlighed til at
tale saa patetisk om den store Kærlighed, og Fru Roland er
altfor stolt og heltemodig, altfor meget dannet i Tacitus' Skole
til at kunne bøje sin romerske Aand til saa enfoldig og barnlig
en Udtalelse. Jeg mener dernæst, at man kunde gennemlæse en
Mangfoldighed af de æstetiske og metafysiske Breve, som Tysk-
lands fremragende Kvinder har vekslet med deres Samtids store
Filosofer og Poeter uden at finde saa skelmsk og saa graties en
Bøjning bort fra det Højtidelige, som hvor hist <Din Vidunderlig-
hed* slynges ind. Thi dette er Dobbeltheden i Kamma Rahbeks
Væsen: Hun besad en fyrig, meddelsom Intelligens; men saa
fortrolig hendes Aand end var med Latter og Spøg indtil Over-
givenhed og med den muntre Samtales lette Leg, saa var Grunden
i hendes Sjæl dog alvorlig. Hun havde et følsomt Hjerte, men
skønt blød var hun i Sammenligning med Tidsalderen ikke
sentimental, skønt formanende ikke højtidelig; thi Kærnen i
hendes Væsen var, saalænge hendes Livskraft endnu ikke var
angreben, en barnlig Livsglæde, der ytrede sig i Vid, i spøgende
Fordrejelser, i pudsig Originalitet, ja med Ynde gik lige til det
Barokke, og saa dybt var den nationale Sky for at blive patetisk
indgroet i hendes Sjæl, at hun ligefrem udtaler de ypperlige, men
næsten altfor danske Ord, at hun synes, hun kan ikke sige
noget Alvorligt uden at sige det lidt dumt.

II

Igennem Brevene til Mynster lærer man hende at kende fra
Karaktersiden. Hun havde i sin Hegerske Natur sikkert fra
Fødselen af dygtige, særegne Karakterelementer. Medens disse
hos Broderen Carl Heger, der især var Kammas Fortrolige,
intet fast eller kraftigt Hele kunde danne, formede de sig hos
hendes Søster, Oehlenschlagers Hustru, til et skarpt og mærk-
værdigt Særpræg. Havde hin for Meget af Kvindens Natur,
havde denne maaske noget for Meget af Mandens. Hos Kamma
Rahbek var det en nervøst urolig Kvindelighed, der støbtes til
en fast, udholdende Karakter. Hun arbejdede meget med sig
selv. Hendes Udviklingstid falder sammen med Revolutionstiden.
Forsaavidt som denne Tids Aand i religiøs Henseende var ned-
brydende, har hun ikke følt med den og ikke forstaaet den.
Vel havde hun, saa lidt som Rahbek, nogensinde synderligt til-

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 13

194 Kamma Rahbek

overs for «Fræsteriet>, som de indbyrdes kaldte det, og hun
hørte aldrig anden Prædikant end Mynster; men den revolutionære
Åand havde ikke naaet hendes idylliske Sind, og hendes Synskres
var ikke vid; de aandelige Bevægelser, hun kendte, var de danske.
Hun omgikkes og yndede flere ivrige Fritænkere, hun havde
Intet imod dem paa Grund af deres Aandsretning, Enkelte af
dem gør hun sig endog megen Umag for at fastholde; men det
gjorde hende ondt, at Rahbek var lunken, idetmindste af den
Grund, at hun ikke helt kunde faa ham med sig i sit Sværmeri
for Mynster.

Hun var nemlig i religiøs Henseende i alt Fald forud for
sine Omgivelser i Danmark i det Punkt, at hun tidligt, ja før
nogen Anden, fornam den Indvirkning, som denne ædruelige og
fint dannede gejstlige Taler fik paa hele det følgende Slægt-
led. Ligeoverfor ham har hun øjensynligt været meget nær
ved at blive forelsket. Følelsen blev ikke saaledes udpræget;
men overfor ham, hendes Sjælesørger, Præsten brød hun uden
Frygt Digerne ned for det Væld af enfoldig Beundring, som
fyldte hendes Sjæl. Hun er stolt af ham, hun læser en Af-
handling af ham om Liturgien med langt større Henrykkelse end
Oehlenschlftgers første Tragedier og Digte, hun betragter ham
som Troens, som Kristendommens Ridder, gaar saare nødigt ind
paa at sætte ham under Luther, og i Brevstil til ham faar
hendes Udtryk et Skær, et forbigaaende Glimt, af det Skelmeri,
som ellers plejer at være Erotikens: «Men jeg maa endelig ikke
glemme at spørge Dem: hvor De kan lyve saadan, som De har
gjort ved at opregne, hvorledes jeg havde det i Spjellerup. De
siger, at De har sat Mad for mig, som jeg ikke kunde spise;
og det var just lutter Livretter, som De opvartede mig med.
Jeg forsikrer Dem, at jeg tager saa vel til mig af Alt, hvad jeg
faar hos Dem, at jeg, hvis jeg opholdt mig der noget længer ad
Gangen, stod Fare for at blive en stor Filister. Jeg tør slet
ikke lade min Fader vide, hvor meget jeg spiser, naar jeg er
ude hos Dem ; thi han kan aldrig faa mig til at spise nok. —
Og hvad de «smaa brune Flagermus^ angaar, saa bar jeg jo
sagt Dem, at jeg derude ikke er bange for Mus, tvertimod, jeg
holder en Smule af Mus i Spjellerups.

For Mynster, der besad hendes hele Fortrolighed, skrifter
hun uden Forbehold. For ham klager hun over sin Svaghed,
naar hun har været « klynkende, uartig og utaalmodig>, bos ham

Kamma Rahbek 195

søger hun Trøst, og vinder større Sjælefred, tden Fred, der over-
gik al Forstand, men ikke hendes.* Hun fatter saa vel, siger
hun, at Kærligheden maa oprinde fra Gud, naar hun saa levende
føler, hvor uudtømmelig den er i hendes eget Hjerte. Hun be-
brejder sig, at hun har frygtet Gud for meget og elsket ham for
lidt. Ved den uafladelige, næsten overdrevne Selvprøvelse, hun
anstiller, og den Selvopdragelse, hun giver sig selv, sker det saa,
at denne svage Skabning, der uden at have nogen udpræget Syg-
dom, bestandigt skranter og lider, i faa Aar modnes til en kraftig
og tapper Sjæl. Da de politiske Ulykker, som styrtede ind over
Landet, ogsaa ramte hende, da hun maatte forlade Hus og
Hjem og i den rædselsfulde Bombardementsnat maatte opholde
sig næsten ene i sin Faders Hus, hvor flere Bomber slog ned,
medens hun vidste, at Rahbek havde Vagt i Studiegaarden, hvor
150 Bomber sprang, tør hun «i al Ydmyghed* give sig selv det
Vidnesbyrd, at hun er bleven et andet Menneske; thi ikke ét
eneste Øjeblik har hun været forsagt eller utaalmodig; hun føler
sig istand til at kunne bære langt mere Ondt; hun er beredt
paa Alt, hvilket hun, som hun tilføjer, langtfra altid har været.
Derfor kunde Rahbek med Stolthed sige, at Kamma var en flink
Kone i Krig, og Mynster med Sandhed skrive, at han besad en
Veninde, hvis Sjæl var stærkere end den stærkeste Ekspedition,
Kongen af England hidtil havde udrustet. — Et ret naivt og
meget betegnende Træk, for hvis Sandhed jeg indestaar, hidsætter
jeg her: Rahbek skrev under Bombardementsnatten et Brev, i
hvilket han for det Tilfælde, at noget Menneskeligt skulde tilstøde
ham, testamenterede Mynster sin Kone.

Et Mod som det, Kamma her lagde for Dagen, viste hun
ikke alene da, men ved flere Lejligheder. Den Aflen, da Peter
Andreas Heiberg maatte gaa i Landflygtighed, og Rahbek og hans
Hustru ene af alle hans Venner steg ind i Vognen med ham
for at følge ham ud af Porten, skete der et Opløb omkring
Vognen, og den forbitrede Pøbel, som antog Rahbek for den
Retsbetjent, der bevogtede Heiberg, maatte gentagne Gange tales
til Rette, for at den ikke skulde kaste sig over Vognen eller
overvælde dem, der sad i den, med Stenkast. Kamma Rahbek
forbavsede Mændene ved under alt dette at bevare fuldkommen
Uforsagthed, hvilken heller ikke forlod hende, da Rahbek og
hun blev stævnede for Politidirektøren i Anledning af denne
Aftens Begivenheder. Ved den Lejlighed var det, at Heiberg af

13*

196 Kamma Hahbek

Kammas Haand modtog den lille Handske, han under sit Ophold
i Frankrig bestandig gemte som en Relikvie, og som han beva-
rede i en af Kamma forfærdiget Æske, paa hvilken hun havde
malet det nygræske Flag og sat den Indskrift paa Nygræsk: « Fri-
hed eller Døden!*

Kamma Rahbeks Udtalelser under Krigstilstanden maler hen-
des Sjælsstyrke og hendes Fædrelandskærlighed. Man lade sig
ikke skuffe af, at hun med sit ildfulde Sind tidt bruger haarde,
undertiden ubillige Ord om den stakkels forkuede, danske Almues
Søvnagtighed, at hun med sit Had til alt Paataget har fundet
Nogles anstrengte Patriotisme latterlig, eller at hun med kvindelig
Religiøsitet forarges over, at Kvinderne under Ulykkestiden 1807
talte saa meget om Danmarks Skæbne og tænkte saa lidt paa,
hvad Visdom de selv, hver enkelt for sig, kunde lære af Ulykken.
Det røber Fædrelandskærlighed, Karakter og Mangel paa politisk
Sans, naar hun i April 1808 er forbitret over «den forfærdelige Læng-
sel efter Fred,» da, som hun siger, «Øjeblikket ustridigt nu er for-
haanden, da vi maatte ønske Krig som den eneste Kur, vi endnu
har tilbage at forsøge, hvorefter vi enten maatte komme os til-
gavns eller rent gaa tilgrunde, hvilket sidste, hvor sørgeligt det
end var, dog altid var ligesaa godt som den nuværende højst
unaturlige Tilstand, vi er i.> Især forarges hun over, at man
uafladeligt ser sig om efter fremmed Hjælp. — Der er i Folke-
nes som i de Enkeltes Liv Situationer og Svagheder og unyttige
Opsving, der vender tilbage.

III

Til Kamma Rahbeks ømtfølende og livlige Aand svarede en
fin og yndefuld Figur. Hendes Skikkelse var mager, hun havde
et aandfuldt, aabent og klart Ansigt, hun bar selv i Paryk-
og Puddertiden Haaret i dets egen Farve, og det faldt i natur-
lige Lokker om hendes Hoved. Hendes Øjne var store, blaa og
deres Udtryk tungsindigt: men naar hun spøgte eller lo, tindrede
de med en ovcrordenlig Munterhed. Hun havde en stor, klog
Næse, en overordeniig fint skaaret og udtryksfuld Mund. Man
véd, al Thorvaldsen, der ofte kom i hendes Faders Hjem, tidt
tegnede for Smaapigerne. Skade, at han ikke en Gang til Afveks-
ling tegnede dem. Thi da havde den Taabelighed været forebygget,

Kamma Rahbek

197

som nu næsten forekommer os ubegribelig, at Kamma Rahbek
ikke en eneste Gang er bleven portræteret. Der eksisterer kun
to Silbuetter af hende, tagne hver Tra sin Profil. Jeg er saa
heldig at kunne forelægge mine Læsere et Træsnit af den ene,
som Fru Ophelia Pingel, født Drewsen, Fru Rahbeks saa højt

elskede Niece, af hende kaldt <Bakkchusdatleren>, har vist mig
den Godhed st overlade mig tilligemed en stor Pakke Breve.
Maleren Hr. Pietro Krohn har med sædvanlig Finhed og med
en Omhu, som hans Kærlighed til Kamma Rahbeks Minde gjorde
endnu mere nænsom, tegnet den paa Klodsen. Den Færdighed,
man i hin Tid havde i at klippe Silhuetter, har gjort det muligt.

198 Kamma Rahbek

at et saa udtryksfuldt Billede kunde tilvejebringes med en Saks
og en Smule sort Papir.

I Væsen og Adfærd var Kamma Rahbek i høj Grad oprin-
delig; thi hvorvel, som det hedder, hendes Lader kunde være
dristigere, hendes Latter højere end det hos Andre syntes tæk-
keligt, saa klædte dog Alt hvad hun foretog hende, og en aldrig
svigtende Ynde fulgte enhver af hendes Bevægelser. Saa gratiøs
hun end var, holdt hun ikke af at danse og dansede i sin Ung-
dom slet ikke i adskillige Aar. Derfor var det Rahbek i hans
Bejlertid et gunstigt Varsel, at hun engang paa et Julebal
ikke negtede ham en Engelskdans. Rahbek skal iøvrigt efter en
Samtidigs Udsagn selv have danset «som en Dragkiste i Jord-
skælv > 1 sin Klædedragt var hun simpel og naturlig, alt Mode-
væsen var hende forhadt, og hun var saavel til Legem som til
Sjæl «den største SmudsighedsQende».

1 denne Henseende som i saa mange andre dannede Rahbek
en Modsætning til hende. Hende forærede han gærne smukke
Klæder og Pynt; men selv var han en Cyniker, urenlig som
uskøn, i sin Klædedragt lig «en Kalvevognskusk*. Et rørende
Træk hos Fru Rahbek var Maaden, hvorpaa hun fandt sig i
Rahbeks Urenlighed. Der er bleven mig meddelt et Udbrud af
hende, som i al sin drøje Pudsighed er smukt. Da Fru Rahbek
en Dag for en ung Veninde havde beklaget sig over den Maade,
hvorpaa han trampede Gulvet til og aldrig tillod, at det blev
vasket, tilføjede hun: «Men tænk, om han nu ikke mere gik her
og svinede!' Hun satte ingen Pris paa Stads, men hun elskede
dog en vis Elegance og holdt især meget paa sin <brillante The.>
Maaske vil en eller anden serafisk Natur finde det forargeligt;
men sikkert har denne hendes Sans for Nethed, Hygge og vel-
smagende Mad været i høj Grad medvirkende til at fængsle Ven-
ner til Bakkehuset, selv om dette maaske ikke altid var dem
klart. Del synes, som om Kamma paa en Tid, da man ellers i
Danmark kun viste liden Skønhedssans i det dagtige Liv, var en
af de Faa, som forstod den sjældne Kunst at dække et Bord,
der saa' indbydende ud og var bedækket med gode Retter.
Naar om Aftenen den store Mængde af Qærnere Gæster, som kun
fik The og Smørrebrød, havde forladt Huset, havde Kamma
gærne endnu en lille Anretning tilbage for de Udkaarne, og ved
dette sidste Maaltid, ved hvilket ypperlige Duepostejer spillede

Kamma Rahbek 199

en Rolle, gjorde da de fine og vel tillavede Retter deres til at
tilvejebringe en forhøjet Stemning.

I Samtalerne var Kamma Rahbek Sjælen. Hun var af
Natur ikke fremtrædende; hun har aldrig givet mindste Tøddel
i Trykken; hun har rødmet ved Tanken om, at den ringeste
Billet fra hendes Haand skulde blive Ålmenejendom, men i sit
Hjem var hun Dronning. — Jeg begyndte med at sige det: hun
var ikke Forfatterinde, Rahbek skrev og skrev for dem begge.
Dag ud, Dag ind sad ban ved sit Skrivebord, og skønt han vel
kunde fortælle, Anekdoter især, saa kunde han dog kun daarligt
samtale. Men denne Kunst var Kamma medfødt. «En af Deres
Bestemmelser i Verden, skriver Mynster til hende, er just at tale
med Folk, hvorved De gjør dem baade Glæde og Gavn. Det at
tale med mangeslags Mennesker regner jeg for deres Embeds-
pligt.* Den Poesi, der leves, er ligesaa meget værd, som den,
der skrives ned, og den Poesi, som udstraalede fra Kamma Rah-
beks Personlighed og Samtale, var vel saa dyb og ligesaa skelmsk
som den, der flød fra hendes Husbonds Pen.

Ordets Blomst er Mundtligheden. Til at udtrykke sig mundt-
ligt udfordres der mere end det at tale; mange Mennesker, hvis
Natur er bleven tilintetgjort ved Forretninger eller Læsning, ud-
trykker sig, selv naar de taler, som Registre og Bøger; man træffer
i vore Dage endog Kvinder, der udtrykker sig i filosofisk eller
teologisk Pluddervælsk, eller som Ugen igennem opsamler Åndres
Indfald for derpaa at give dem fra sig paa en eneste Aften som
selvopfundne. De fleste Mennesker naaer aldrig saa vidt, at de selv
danner sig deres Sprog og deres Udtryk, de er Maskiner, som
gentager Fraser, og der gives alleslags: Studenterfraser, Præste-
fraser, Redaktørfraser, Lægefraser, kraftige Fraser, sørgmodige
Fraser; der gives færdige Fraser om enhver Genstand, tre eHer
fire om enhver politisk Personlighed, to eller tre om enhver Bog
og ethvert Teaterstykke, tre til fire om en forhenværende Minister,
der vender hjem efter et Ophold i Udlandet, to eller tre Anekdoter
at fortælle om en nysindtruffen Statsbegivenhed o. s. v. De Men-
nesker, hvis Underholdning bestaar i, saasnart der bankes paa
dem med et Spørgsmaal, at aflire en eller anden af de indre
Valser, kan ikke siges at tale. Deraf den Henrykkelse, man
føler, naar man en sjælden Gang træfl'er en Undtagelse, der tør
staa inde for sine Tanker, og som udtrykker dem i indenfra
formede, oprindelige Ord. Den Kunst at samtale bestaar af to:

200 Kamma Rahbek

af Kunsten at kunne tale og Kunsten at kunne tie og høre.
Kamma Rahbek forstod begge Dele.

Hun besad den Fordannelse, der, om hun end aldrig selv
indlod sig paa videnskabelige Æmner, gjorde det muligt i hendes
Nærværelse at bringe næsten enhversomhelst Art Samtalegen-
stande paa Bane. Paavirkning fra Faderen, der var en Mellemting
af en Tusindkunstner og et Universaltalent, havde lagt Grunden
til hendes Dannelse. Hun tegnede, hun malede Blomster, hun
musicerede, hun havde med sin Fader studeret Astronomi, Bota-
nik og de forskelligste Sprogs Grammatiker. Fremfor Alt var
Havearbejde hende kært. Saalænge Rahbek boede tilleje paa
Bakkehuset, besad han ikke Haven. De havde kun en Stengaard
med et Par uhyre Piletræer; denne ryddede og dyrkede hun saa-
ledes, at den blev en nydelig Have. Da senere den større blev
underlagt hendes kunstfærdige Haand, blev den den mindres
Lige. De smukkeste Roser voksede rundt om Dammen, og af
sjældne Planter opelskede hun en Flor. Den botaniske Professor
vidste angaaende en Afart undertiden kun at henvise til Bakke-
husel. Hun har indført sin Yndling blandt Blomsterne, den
dobbelte Martsviol, i Danmark. Hendes Grønsvær var fint og
friskt, og om Husets Vinduer hang tunge Druer.

Hvor fingernem og sprogkyndig hun var, er bekendt. Hen-
des Pap- og Sejlgarnsarbejde, der spiller saa stor en Rolle i
hendes Breve, var forfærdiget med fuldendt Smag. Hun for-
ærede det bort, dels til Venner, dels i velgørende Øjemed. Hun
talte Tysk, Fransk, Engelsk og Spansk. Hun var saa inde i
Tysk, at hun straks som nygift kunde rette Studenternes tyske
Stile for Rahbek. Man ser, hvorledes hun 1807 med største Let-
hed samtaler med de Spaniere, der dengang laa i Kjøbenhavn.
Hun læste desuden Italiensk og Portugisisk. Italiens poetiske Lite-
ratur havde hun tilbunds studeret i Grundsproget, og i Portu-
gisisk ser vi hende sætte sig saa levende ind, at hun bemærker,
hun maa læse noget Spansk igen for ikke at glemme sit egenlige
og kæreste Sprog. Hun studerede videnskabelige botaniske Vær-
ker paa Latin, som hun læste flydende. Med Poul Møller gen-
nemgik hun de græske Tragedier i Originalsproget og læste paa
egen Haand Homer, af hvem hun etsteds i et Brev paa Græsk
citerer nogle smukke Linjer, der passer godt paa hendes eget
Samliv med Rahbek:

Kamma Rahbek 201

thi Iiitet er mer livsaligt i Verden,
End naar en Mand og en Kvinde med to samdrægtige Hjerter
Bygge tilsammen i Hus, til Ærgrelse for deres Fjender,
Men deres Venner til Fryd og dem selv fortrinligt til Ære.

Hun hørte til de Faa, der forstaar at læse; hun havde, som
hun etsteds siger, den ganske gode Vane at læse en god Bog
saaledes, at hun blev meget nøje kendt med den. Og for de
mange fremmede Sprog forsømte hun ikke sit eget. Midt under
Studiet af hine erklærer hun en Dag, at nu vil hun lære Dansk.
Med Lidenskab tager hun fat paa Snorre. Ikke blot læser hun
ham saaledes, at hun «gjerne kan lade sig eksaminere i de norske
Konger fra det 12te og det 13de Aarhundrede, som dog langtfra
ikke er hendes bedste Venner*; men hun kritiserer med megen
Skønsomhed Snorres Fremstilling. Endnu et ubetydeligt Træk
af hendes Sprogtalent: Da hun en Dag i et Brev til Mynster
havde brugt et spansk Citat, som han ikke forstod, og han for
at hævne sig svarede med et hebraisk, var Fru Rahbek ikke
sén, men i en Fart lærte hun sig en Smule Hebraisk og des-
uden at skrive baade hebraiske og arabiske Bogstaver med en
ligesaa smuk og flydende Haand, som den, hvormed de danske
Breve er skrevne paa det svagt gulnede Papir, som ligger
for mig.

Hendes Stil er smuk og flydende som hendes Haandskrift.
I Anledning af et mismodigt Ord i et af hendes Breve spørger
Mynster med Føje, om hun tror, <at Guldberg og Abrahamson
kan Dansk, som hun, hvis Stil og Domme viser, at hun kender
Grunden i Sproget.* Hun skrev i en vis Forstand endog bedre
end Rahbek. Han havde vel hundred Gange mere Sprogkunst
end hun; men Alting hos ham. Vid som Føleise, hører det at-
tende Aarhundrede til. Hans Vid er gammeldags, hendes let,
og hun er inderligere i sin Følsomhed end han. Hun skrev
gærne smaa Billetter. Kom der en Kurre paa Traaden mellem
hende og Rahbek, da «kostede det hende kun et Ord, og hun
skrev gærne mange* for at faa ham god igen. Hvad hun skrev,
spredtes ikke altid for Vinden, Mynster benytter Ord af hende i
sine Prædikener, og da hun selv ikke er mere, finder den gamle
Rahbek sin bedste Trøst i nogle følelsesfulde Ord, hun i Anled-
ning af et Dødsfald havde skrevet til en Veninde, og som han
nu efter mange Aars Forløb bliver bekendt med.

Hvis man, som de Fleste maaske gør, tænker sig Bakke-

202 Kamma Rahbek

huset bestandig fuldt af Fremmede, da maatte man vel spørge,
hvor hun fik Tid til alt dette. Men Kamma Rahbek var meget
alene, altid den hele Formiddag og om Vinteren ogsaa om Afte-
nen, thi Rahbek, der ikke kunde undvære den kjøbenhavnske
Selskabelighed, gik hver eneste Aften i hvadsomhelst Vejr til
Byen, og desuden gjorde man dengang paa Grund af Vejenes
Slethed og Bakkehusets i Forhold til det dengang snævre Kjø-
benhavn afsides Beliggenhed Ophævelser over en Fart derud, som
nu maa forundre os. Saaledes havde hun i Ensomheden Ro til
at leve og lære.

Og var hendes Samtale nu end ikke lærd, saa begriber man dog
let, at den maa have været ualmindelig. Hun syslede vel tidt paa
Kvindevis med Smaating, men hun afskyede det Flove; traf hun
det hos Andre, afvandt hun det en pudserlig Side og havde sin
Morskab deraf. Hun har sikkert forstaaet den Kunst, som man
i sin tidlige Ungdom endnu er for hidsig til at kunne erhverve,
men som Aar og Erfaring gærne skænker det lyse Hoved, den
istedenfor unyttig Forsøgen paa at rive en Dosmer ud af hans
Dumhed, omvendt at give ham en lempelig Dukkert ned i den
og have sin Fornøjelse deraf. Saameget Dumhed og Almindelighed
end var hende imod, hun hadede dem dog ikke. For hendes
Had og Foragt var kun Affektationen Genstand, og dette Had
delte hun med Poul Møller, der ligesom hun gik vel vidt i Be-
skyldningen derfor.

Til den daglige Samtale gav hun især sit Bidrag i Form af
levende Bifald eller ivrig Modsigelse; hun kunde hurtigt tvinges
til at forstumme for Modpartens Logik, men frembød han en
Blottelse, eller kom der et Hul i hans Bevisførelse, <da kunde
ingen Murat hurtigere og taprere hugge ind med sit Kavalleri
end hun med sine bevingede Vittigheder. > Hendes Ordstrid bestod
i et uophørligt Drilleri; med sit skarpe Blik opfangede hun hur-
tigt sine Omgivelsers svage Sider, og ligesaa usædvanlig som den
Opfattelsesevne var, hun besad for det Komiske, ligesaa stor var
den Færdighed, hvormed hun forstod at afsløre det. Hun havde
ligesom hendes Brødre en afgjort Skuespillergave. Hun kunde
efterligne Stemme, Tone og Mundart, ja hun formaaede endog
aldeles livagtigt at improvisere Samtaler mellem forskellige Men-
nesker. Hvilken nydelig Anekdote den om den unge forlegne
Mand, der engang i et Selskab paa Fredensborg saa hende snuble

Kamma Rahbek 203

og falde i sit Løb med en anden ung Pige gennem en Stue,
hvortil Døren stod aaben! Han vil netop til at le, da hun i
samme Øjeblik staar ved hans Side og rødmende siger: Lange!
ler De af mig, saa snakker jeg efter Dem. Han glemte sin Lyst
til Latter. — Trods sin fristende Færdighed havde hun Godhed
nok til ikke at fremstille Træk, der kunde nedsætte Nogen.
Hendes Satire var uden Nag, om end ikke uden Braad. Hun
spøger selv med sin satiriske Tilbøjelighed: «De véd jo vel,»
siger hun, <at vi hverken spare Fader eller Moder eller Barnet,
hvor mildelig det end smiler i Moders Skød, og for os maa Al-
ting være Herholdt> (o: holde her). Uafladelig lod hun i sin
gode Tid sit lystige Lune spille vekselvis i Samtaler og i Breve;
hun har undertiden en Overgivenhed som et ganske ungt Barn.
Man læse hendes Beskrivelse i et Brev fra 1805 af hendes og
Broderens Plan om at besøge Mynster i Spjellerup. Ingen tror,
siger hun, at de to Kujoner tør paatage sig Sligt; thi Hufe
(Broderen) har <pænnedød> aldrig kørt før og øver sig stærkt
deri ved at staa og holde i et til Vinduet bundet Sejlgarn;
men hun har besluttet at de, ankomne til Kjøge, skal udgive
sig for et Par Slagtere fra Kjøbenhavn, der er tagne dertil for
at se paa Stude.

En egen Form af hendes satiriske Tilbøjelighed var hendes
Lyst til at give alle Mennesker Øgenavne og til overhovedet at
danne sig et kun for de Indviede forstaaeligt Kunstsprog. Bakke-
huset blev ved denne hendes Egenhed et Sted, der ikke kunde
behage Nogen, som ikke forstod Spøg, og det at forstaa Spøg er jo
altid en af Adkomsterne til det gode Selskab. løvrigt indeholder
naturligvis et vilkaarligt Kragemaal i og for sig, som det hyppigt
bruges i spidsborgerlige Familier, intet Genialt. Men man tager
næppe fejl, naar man i Fru Rahbeks utrættelige Omdøben sporer
et Træk af hendes frie Aands Trang til at rive de Mennesker,
hun kendte, ud af den spidsborgerlige Virkelighed, i hvilken de
dagligt med Titel og Uniform hørte hjemme. For Titlen gav
hun dem spøgefulde Navne. Saaledes muliggjorde hun, at det
paa Bakkehuset, som Fru Gyllembourg paa hint klassiske Sted
i «Extreraerne» lader Palmer sige, kunde gaa til «som i Himme-
riges Rige, hvor Rang og Rigdom Intet gælde, og at Menneskene
der blev vejede efter ganske andre Regler end i den øvrige Ver-
den.* Enkelte af hine Øgenavne kan endnu den Dag idag aner-
kendes som godt grebne; saaledes antyder Ordet <Den Spanske*

204 Kamma Rahbek

om Heiberg træffende den Etikette, som aldrig forlod Calderons
Beundrer, <Ådagiospilleren> og <den uomvendte Adam* ikke ilde
forskellige Sider af Oehlenschlågers Natur, og saaledes morer
hendes Raad til Heiberg os endnu, at tage Poul Møller under
Armen paa Vejen ud til Bakkehuset som <en fortræffelig Bistand
i stærk Blæst. » Man har hele Poul Møller i dette Udtryk.

Hvor beskeden en Del Kamma Rahbek end tog i Bakke-
hus-Samtalerne, naar Mænd som Ørstederne, P. A. Heiberg,
Steffens eller Brøndsted udvekslede deres Meninger, er det dog
klart, at hun, udrustet som hun var, maa have været Den, efter
hvis Opfattelsesevne Samtalerne blev tilskaarne, og til hvem de
Talende hyppigst direkte eller indirekte henvendte deres Ord.
Ved sit tænksomme Liv og sin rige Læsning havde hun bragt
sig paa Højde med dem, der tænkte, vilde og frembragte. Vist-
nok havde hendes Synskres sine faste Grænser. Om hun end
gennem megen poetisk Læsning og end mere gennem Læsning
af anden Natur, gennem Omgang med Mange og megen Livs-
erfaring havde uddannet sin Sans for Poesi, tilhørte hun dog i
adskillige Smagsretninger mere det 18de end det 19de Aar-
hundrede. Det var naturligt; thi levende midt i den nye Tid
var hun gift med den gamle, og man tager neppe fejl, naar man
mener, at hendes hustruelige Respekt for Rahbeks Meninger her
stækkede hendes F*lugt og svækkede hendes Syn. Hun var op-
draget til altfor stor Ærefrygt for en Ægtemands Autoritet, til
at hun, naar det religiøse Omraade undtages, paa hvilket hun
med kvindelig Tillid til sin Skriftefader vendte Ligegyldigheden
Ryggen, kunde stille sig i ligefrem Modsætning til Rahbeks forældede
Synsmaader. Man ser af hendes Brev efter den første Oplæs-
ning af Hakon Jarl, at hun med al sin Sans for det Skønne
deri, selv for Thoras Slutningsmonolog, som en langt senere
Tids Forstandskritik ikke har havt fuld Ret til at spotte, dog er
langt fra at føle, hvilken Betydning for dansk Poesis Historie
det Værk havde, som hun Aftenen forud for første Gang havde
hørt foredrage. Jeg véd ogsaa fra god Kilde, at Oehlenschlåger
altid beklagede sig over hendes ringe Sans for det Patetiske.
Naar han oplæste sine Tragedier for hende, var det hende umu-
ligt at dy sig for paa de mest højtflyvende Steder at anbringe
en ubetydelig F'ordrejelse eller Pudsighed, der brød Hlusionen og
trak det Ophøjede ned til Jorden ved Benene. Man behøver

Kamma Rahbek 205

imidlertid kun at læse hendes Brev til Heiberg om Tycho Brahes
Spaadom for at fornemme Ægtheden og Mangesidigheden af
hendes poetiske Sans, selv om hun som Aand har faaet sin Dan-
nelse i det 18de Åarhundrede. Smukt og naivt skildrer den
alderstegne Rahbek efter hendes Død hendes Optagelse i de
Saliges Land, det vil da egenlig sige i de poetiske Naturers
Elysium, som han tænker sig, at den vil finde Sted. fDa ville,
siger han, af hint forudgangne Barde- Kor en Thaarup, en Pram,
en Baggesen, en Rein og hendes øvrige mange Digtervenner have
trængt sig frem gennem Skaren for at være de første til at gen-
hilse hende, idet de kappedes om at tolke deres store Anførere,
hver af dem Den, med hvem han troede sig fortroligst eller hos
hvem han smigrede sig med at gælde mest, en Homer, en Shake-
speare, en Ariost, en Cervantes, en Byron og kort hver sin,
hvilken varm, aandfuld, sprog- og sagkyndig, klart tænkende,
dybt følende Skjønnerinde og Beundrerinde, han maaske endnu
fremfor de Øvrige i hende havde havt.»

IV

I hele vor Literaturs Historie er Bakkehuset det eneste pri-
vate literære Samlingssted, som har nogen Betydning og noget
Navn. Der har ganske vist efter den Tid været adskillige Huse
eller Krese, i hvilke Selskabet fortrinsvis bestod af literære
Navnkundigheder (Fru Friederike Bruns f. Eks.); men nogen poetisk
Glans hviler ikke over dem, og paa nogen omfattende Maade har
de ikke virket. Vi har i senere Tider havt Eksempler paa Krese,
der udstyrede med et mærkeligt Sammenhold har opnaaet en
vis Indflydelse ved en kort Tid at skaffe Ubetydeligheder Anse-
else, og hvis Medlemmer ved indbyrdes at drive hverandre i
Vejret formedelst gensidig offenlig Ros har spilt en Rolle i den
literære Verden. Men disse Krese har opløst sig, og de Bakke-
huse, vi endnu den Dag idag besidder, maa nærmest betegnes
som en Art Dyrehavsbakkehuse, i hvilke løse og ledige Med-
lemmer af Teaterpersonalet, fremmede Virtuoser og Sangerinder,
Skønaander og Bladskrivere af femte Rang viser sig en kort Tid
for atter at forsvinde og afløses af andre.

Naar man betænker, hvilken uhyre Rolle Salonerne gennem
tre Aarhundreder har spillet i den franske Literatur, eller husker,
hvilken Indflydelse alene Tysklands aandfulde Jødinder Rahel

206 Kamma Rahbek

Varnhagen og Henriette Herz har udøvet gennem Omgang og
Brevveksling, kan denne Armod ikke andet end undre, og man
spørger sig selv, hvori det ligger, at vore Kvinder med en eneste
Undtagelse ikke har formaaet at samle nogen Skare af arbejdende
Aander i deres Hjem og give disses Samliv eller dog Sammentræf
Præg af Husets Aand og dets Herskerindes Væsen. Der udfor-
dres sikkert en Del Egenskaber, som ene følger af Forholdene,
for at en Kvinde skal kunne være' istand til dette. En fri og
forstandig Gæstfrihed, der lader baade Stivheden og Formløs-
heden blive ude i Forstuen hos Stokke og Paraplyer, er ikke
nok, og hvor sjælden er dog allerede den! Visse sociale Vilkaar
udfordres: en saadan Kvinde maa efter vore Forhold være gift,
og gift med en Mand, der indtager en vis betydelig Samfunds-
stilling, paa samme Tid, som han dog ikke maa være traadt
altfor udpræget op. Den Omstændighed, at Rahbek var Lovprise-
ren i sin Tid, Ven og Dus med Alle, har været en af Betingelserne
for, at saa Mange og saa Forskellige kunde samles i hans Hus.
Der udfordres dernæst ikke alene og ikke saameget en stor Be-
gavelse som en sund Aandsretning, en særegen paa forskellige
Mennesker lige stærkt virkende Tiltrækningskraft, en sand, dybt-
gaaende Dannelse og en Gave til umærkeligt at beherske, som
den kun fmdes hos enkelte af Naturen fornemme Kvinder. Men
der kræves endnu Et, som det er vanskeligt at betegne, en vis
Overtagen af alle disse Evner og hele denne Stilling. Den Kvinde,
hvis Aandsindflydelse skal spores i en videre Kres, maa til en
vis Grad tage sin Stilling som Værtinde som et Hverv eller som
en Rolle. Man blive ikke bange for Ordet, jeg mener intet
Slemt dermed. Med enhversomhelst Stilling, hvor naturligt et
Menneske end er kommet ind i den, hvor ganske den end svarer
til hans mest oprindelige Anlæg, maa følge et vist Væsen og en
vis Form, der gør ham fri og sikker. Den Kvinde, som en
skøn Dag vilde falde paa med Et at spille Kamma Rahbek —
og vi mangler ikke den Art Uhyrer — vilde ganske sikkert
være fjernest fra at være det. Men paa den anden Side vil den
om ogsaa fint eller højt begavede Kvinde, der med den almin-
delige danske Tilbageholdenhed og Formløshed i Væsen — en
elendig og indskrænket Opdragelses Frugt — vilde sky at erhverve
sig den Dannelse, den Erfaring og det frie Overblik, der ene gør
det muligt for en Kvinde at forene betydelige Mænd i sit Hus, heller
aldrig kunne forme nogen Kres eller selv danne noget Midtpunkt.

Kamma Rahbek 207

Lad saa være, vil man sige, men hvad er Ulykken? Hvad
Nytte gør slige Krese, hvad skulde de bringe os, det være nu
af Gavn eller Skade, som Dagbladene ikke nutildags besørger?
Spørgsmaalet er af den Art, som det ikke er let at besvare med
Bestemthed. Først og fremmest gør de Nytte, idet de udbreder
Glæde, Velbefindende, Lykke. At være paa et Sted, hvor det
Ægte anerkendes, hvor Videnskab æres, hvor Poesi og Kunst
højagtes og forstaas, det er allerede i og for sig for Videnskabs-
manden og Kunstneren i dette trange, snæverhjertede, moderne
Samfund et uberegneligt Gode. I denne gode Luft nyder man,
naar man ikke selv taler. Lykkens Tavshed. Hvad Opmuntring,
hvad Styrkelse der kan udgaa fra et Hus af denne Art for Unge
og Yngre, er ikke til at beregne.

Det forstaar sig af sig selv, at et saadant Hus i vore Dage
hverken kunde eller burde ligne Bakkehuset. Det danske Publi-
kum, som i lange Tider saa udelukkende har levet af poetisk
Føde, og som senere for Mændenes Vedkommende har inde-
spærret sig i en kvalm politisk og for Kvindernes Vedkommende
i en kvalm religiøs Dunstkres, trænger nu til at stilles Ansigt til
Ansigt med Videnskaben, der i vore Dage intet Publikum har
og forsmægter af Mangel paa Publikums Interesse, og Videnska-
ben vil sige Naturvidenskaberne, Historien, Filosofien, Samfunds-
videnskaberne i alle Former. Ofienligheden trænger fremdeles til
en levende Vekselvirkning med Kunsten, der ikke kan blomstre uden
sand, oplyst Deltagelse. Den trænger endelig til en fattelig, op-
lysende Literatur. Uden et virkeligt, et ædelt Selskabsliv kan
Intet af dette opstaa eller trives. Hvor føler man ikke paa
Massen af, hvad der skrives, hvilket ringe Selskab Forfatteren
alene har havt Adgang til at omgaas, hvilke Stympere han har
kendt, hvilke jammerlige Kvinder han alene har levet sammen
med, hvilken fordummende, fæisk Beundring han har været om-
givet af! Isolerthcden fremmer Indbildskheden. I det ensomme
Liv bliver Dumheden federe. Hvor føler man endelig ikke paa
det Sprog, der skrives, snart spækket med Uforstaaeligheder, et
uklart Vrængemaal, der er efterabet efter en eller anden stor af-
død Forfatter, snart sammenjasket af Flovser i Kaffehusudtryk,
hvor ringe Fordringer til Dannelse og til Klarhed der i den dag-
lige Samtale har været stillet til en saadan Stils Forfatter! Den
stadige, formfulde Samtale er den ufravigelige Betingelse for en
gennemgaaende god Prosa i et Land, og vi har endnu ingen.

208 Kamma Rahbek

Intet vilde være virksommere for dens Udvikling end selskabe-
lige Krcse, i hvilke Enhver følte sig tvungen til at aflægge Kvin*
der, hvem man kunde taeddele Følelser eller Tanker, Regnskab
for hvad han havde tænkt eller følt, i et Sprog, som ethvert
Menneske kunde forstaa, men ikke ethvert Menneske kunde tale.
Hvor mange unyttige literære Fjendskaber vilde endelig ikke saa-
danne Samlingssteder og saadanne Kvinder forebygge eller for-
sone, hvilken sikker og ved Manges Meningsveksling tilvejebragt
Kritik kunde ikke udgaa fra dem, hvilken Justits vilde de ikke
udøve over det literære Krapyl, der kan skjule sin Uvidenhed
med en Pen i Haanden og et Konversationsleksikon paa Bordet,
men altid mundtligt kommer tilkort! Naar meget Andet opnaas,
vil ogsaa dette komme og komme af sig selv. Men der vil løbe
Vand i Stranden indtil da. Foreløbigt kan vi ikke se frem; vi
maa nøjes med at se tilbage.

Den 19dc Oktober 1775 blev Kamma Rahbek født. Sin
første Opdragelse fik hun igennem sin Fader, Konferensraad,
Landsoverretsassessor Hans Heger. Denne mærkelige Mand for-
enede utallige Evner og Interesser. Foruden at bestyre sit juri-
diske Embede drev han et Bryggeri, byggede efter egen Plan sin
Gaard, var Smed, Snedker, Drejer, Gartner, Tegner, Komponist,
F'yrværker og Optiker. Han sleb selv sine optiske Glas og la-
vede med egen Haand det tilhørende Paparbcjde, han skrev paa
Fransk et Værk over Optiken. Han kunde næsten alle euro-
pæiske Sprog og besad alle de mekaniske Færdigheder, som ud-
mærkede Datteren. Hans Hus var, paa lignende Maade som
Bakkehuset senere. Samlingssted for Embedsmænd, Lærde, Dig-
tere, Kunstnere og alleslags Talenter, og da han kun saa Paa
hos sig ad Gangen, var det aandelige Samkvem des betydeligere.
Af hans Børn blev Stephen Skuespiller, Carl Teolog uden Eksamen
og senere Bibliotekar, Christiane Oehlenschlågers Hustru og Karen
Margrethe Rahbeks. Det var som allerede sagt Carl Hegers
Venskab med Rahbek, der bragte denne og Kamma i Forbindelse.
Rahbek havde ikke meget Mod paa at fri; han vidste altfor vel,
hvor styg han var med sit hæslige røde Haar, der blandt Venner
havde givet ham Navnet «Den tændte Fakkel.* Indre Egen-

Kamma Rahbek 209

skaber bevirkede, at han dog, da han vovede Forsøget, fik Lyk-
ken med sig.

Den Mand, Kamma Heger saaledes gav Haand og Hjerte,
og hvis Navn siden da er sammenvokset med hendes, var hende
i mange Henseender værdig, og trods det Meget, Kritiken baade
da og senere med Rette har havt at udsætte paa hans Forfatter-
virksomhed i Prosa og Vers, havde han paa den Tid vundet en
Navnkundighed her i Danmark, som siden Holberg Ingen. Han
var ikke blot en yndet Digter, og en stor Del af hans Drikkeviser
er endnu den Dag idag vittige og yndefuldt formede; men hans
Ugeblad «Den danske Tilskuer* var for den Tid, hvad «Den flyvende
Post* blev for en senere, en Opdrager i god Smag med Hensyn
til Bøger og Mennesker og uundværlig i ethvert dannet borger-
ligt Hus.

Rahbek og Karen Margrethe Hegers Liv som forlovede var
forskelligt fra Datidens Skik. Ligesom senere I. L. Heiberg saa-
ledes hadede Rahbek Forlovelser, og om han end ikke som hin
aldeles sprang Forlovelsestiden over, saa tilbragte han den dog
paa usædvanlig Vis. Han spottede den hele Formtvang, lod ikke
som Skik var, sin Forlovelse bekendtgøre i <Aftenposten», gjorde
ingen Besøg, gav sin Elskede ingen Foræringer; ja han og
Kamma gik saa vidt i deres Had til det Vedtagne, at de paa
ingen Maade vilde lade sig paasnakke Ringe, og virkeligt først
paa den allersidste Bryllupsdag, de oplevede sammen, den tre-
divte, vekslede Ringe med hinanden. Rahbeks Tid stod i For-
lovelsesaaret altfor lidt til hans Raadighed, til at han kunde
tilbringe den i hendes Selskab. Men hun, der selv var saa flit-
tig, holdt af hans Arbejdsomhed. Han havde saa meget at be-
stille, at han kun kunde besøge hende nogle faa Aftentimer, der
end ydermere indskrænkedes ved den tidlige Portlukning. Snart
fandt han dog en Snigvej over Stadsgravens Is. Forskellen
mellem hans og hendes Væsen var meget stor; hun saa frej-
digt frem for sig, han derimod skuede sentimentalt tilbage,
og man ærgrer sig unægteligt noget over, at han skriver saa
meget til hende om det Saar, hans stakkels Forlibelse i «Polly»
har slaget ham.

Saa ivrigt Rahbek end ønskede at gifte sig, var Udsigterne
til Ægteskab i høj Grad slette. Hans Løn som Professor var
200 Rigsdaler, og det første Aar levnede Udgifterne til Bestalling,
Lys og Brænde ved Forelæsningerne samt Rangskat ham af disse

G. Brande«: Samlede Skrifter. I. 14

210 Kamma Rahbek

Penge den Summa: 2 Rigsdaler. Han var dernæst paa Grund
af en Krænkelse fra Regeringens Side ifærd med at opgive selve
denne sin Stilling som Professor i Æstetik, hvad han ogsaa
senere gjorde. Hans Gæld havde naaet en betydelig Højde, og
hans Indtægter var uregelbundne og smaa. Men Kamma havde
kun Latter for Pengemangelen, og hendes fuldstændige Overlegen-
hed over Jordelivets smaa Forlegenheder og Savn styrkede ham
under hans forbigaaende Mismod. De holdt Bryllup den 31te
August 1798, et stille Bryllup for ikke at give Kjøbenhavns Dag-
drivere af begge Køn en Forlystelse. Til Åftensmaaltidet var
Ingen indbudt, og da begge Forloverne var Vanddrikkere,
var Rahbek glad ved sildig om Aftenen at træffe en Student
af sit Bekendtskab, som han tog op med paa sit Værelse for dog
at faa sin og sin unge Kones Skaal tordenlig drukket.* Imid-
lertid skrev alle danske Digtere Vers til deres Ære.

For at forstaa den Trods imod naturlig Samfundsvedtægt,
der maaske synes at ligge i de anførte Smaatræk, maa man
være noget bekendt med det daværende Kjøbenhavns sociale
Tilstand. Det synes, som om den Holbergske Tids Hustugt
netop da var blevet afløst af et tomt og aandløst Selskabsliv.
Interesserne var faa, da Samkvemmet mellem de forskellige Lande
var ringe og det otfenlige Liv under den endnu ikke i mindste
Maade rokkede Enevoldsmagt var svagt og intetsigende; de unge
Mænd var da hobevis Lapse og Drivere, hos hvilke Ansigtet
var bedre end Hjertet og Frisuren bedre end Hovedet, og i
Hjemmet var Moderen enten en levende Kogebog, eller hun
sminkede sig og sladrede, medens Døtrene endnu lidenskabeligere
end nutildags dansede, red, pyntede sig og koketterede. Man
se den naive Moraliseren i Rahbeks «Tilskuer».

Rahbek havde allerede tidligere boet paa Bakkehuset. Nu
førte han sin unge Brud derud. Det vilde for mangen Anden
have været tungt at opslaa sin Bopæl paa et saa afsides Sted;
men Kamma Rahbek hadede Kjøbcnhavn. Hun anerkender den
vel <for den klogeste By i Kongens Riger og Lande,* men hun
vilde hellere bo i enhver anden nok saa dum By. Deraf kom
det, at hun saa godt som aldrig forlod sit Hjem, og at der i
det Mindste én Gang bogstaveligt er hengaaet et helt Aar, i hvil-
ket hun ikke saa' Kjøbenhavn. Men Kjøbenhavn kom ud til
hende. I sin sidste Tid gjorde hun nogle korte Rejser til

Kamma Rahbek 211

Hamborg for at besøge en Slægtning. Ellers var hun stadigt
hjemme.

Hvorledes var da nu dette saa meget omtalte Hjem? Man
tænke sig blot ikke nogen Salon. Bakkehuset var alt Andet. I
Grunden var det kun et Som nieropholdssted og derfor højst
usundt om Vinteren, hvorfor Lægen ikke kunde lide, at Kamma
boede der. Hun bad dog aldrig om at komme til Kjøbenhavn
om Vinteren, endda der var Mange, som lagde hende Ordene i
Munden. Kun ét eneste Værelse kunde ordenligt opvarmes.
Kakkelovnene røg, og lagde man ikke i, frøs man naturligvis.
Men Kamma «bundfrøs» ikke, som hun siger. Huset var for-
faldent. Stueloftet var, som Kamma sagde «durchlauchtigt», det
vil sige, det havde en mægtig Revne, og da en lignende i Taget
svarede til den første, kunde Fru Rahbek sidde i sin ellers saa
hyggelige Hjørnestue og se Aftenstjernen tindre over Naboens
Hus. Hun fandt deri en Opfordring til at kigge Stjerner. Loftet
var saa lavt, at Rahbek, da han med Pram var ude for at se
paa Lejligheden, fandt Pram liggende paa Gulvet i en af Stuerne
og blev beroliget i sin Angst for at han skulde have faaet et
Slagtilfælde, med den Erklæring, at han kun have lagt sig saa-
ledes for at faa det lidt højere til Loftet. I disse simple Om-
givelser levede Parret i tredive Aar.

Da Rahbek havde nedlagt sit Professorat og ernærede sig
som Timelærer, bød han undertiden om Søndagen nogle af
Drengene ud til sig, og disse havde i Husets unge Værtinde deres
Afgud. De var Bakkehusets første Gæster. Man véd, hvor Mange
der senere traadte i disse Skoledrenges Spor.

Kamma Rahbek havde altid været sygelig. Hendes legem-
lige Tilstand tog stærkt paa hendes Humør. Hun var nervøs,
lunefuld, snart utilbøjelig til at se Nogen, snart venlig og glad,
kort sagt, noget ujævn i sit Væsen. Smaabørnene af Familjen
var ikke sikre paa, i hvad Humør de traf Tante Kamma. Under-
tiden vilde hun paa ingen Maadc se dem. Hendes altid i Stem-
ninger omtumlede, i lutter heftige Sindsbevægelser levende Natur
foraarsagede, at hun led og pintes meget. Efterhaanden voldte
den ringeste Sindsbevægelse hende Smerter, og den ringeste Be-
givenhed hende Sindsbevægelse. Allerede i 1827 var hendes
Hoste meget slem. Lidelserne tog stærkt paa hendes fine
Legeme, men til det sidste beholdt hendes Øjne deres Ungdoms
Stjerneglans.

14*

212 Kamma Rahbek

I et Brev til hendes Niece hedder det:

<Min Søster tror ligesom Du, at hun vilde kunne bidrage
til min Helbredelse, og dog vilde hun, akkurat som Du, ved be-
standigen at friste mit levende, letbevægelige Væsen til Meddelelse
af Følelser og Tanker kun bringe min altfor virksomme Aand
til endnu større Virksomhed, og denne Virksomhed er det just,
der saa grueligt svækker mit svage, hentærede Legeme. Dette
trænger til en saa meget som muli^ lidenskabsløs Tilstand, i
hvilken hverken Sorger betynge mig, eller Glæder exaltere mig.
Ganske at bringe mit Væsen til denne Ro bliver mig vistnok
ikke muligt; men jeg bør dog sørge for ikke at bringe det i
større Uro end nødvendigt er. Vist nok forskaffer mine Kjæres
Nærværelse, medens de ere hos mig, mig virkelig Fornøjelse,
men jeg kan med Sandhed forsikre, at jeg i denne Sygdom
aldrig har havt en Underholdning paa flere Timer med Dig,
min Søster, eller noget kjært Væsen, med hvem jeg gjerne taler,
uden at jeg bagefter den hele Dag og følgende Nat føler gruelige
Virkninger af den Exaltation, hvori mit stakkels svage Legeme
er kommet.»

Det var for Alle et smerteligt Syn at se, hvorledes hun
tæredes hen; kun Rahbek saa Intet, han haabede bestandig det
Bedste og anede aldrig den nære Fare. Den svage Karakters. Egen-
kærlighed var medvirkende herved: Rahbek skændte paa Kamma,
fordi hun var syg, fordi hun ikke kunde opmuntre ham, naar
han følte sig forladt og gnaven. Nogle Dage før sin Død vidste
hun vel, hvad der forestod, og sagde til Pigen, at hun saa nødigt
vilde bort fra sin gamle Rahbek. Paa den sidste Aften, hun
oplevede, indtog hun endnu med sin hele Elskværdighed For-
sædet ved sit Tebord, og om Eftermiddagen havde hun tilskrevet
Rahbek sit sidste Kærlighedsbrev.

Paa selve hendes Dødsdag havde hun den lille Glæde, at
Rahbek modtog en Æresbevisning fra den gamle Konge. Da han
om Eftermiddagen efter Sædvane gik ind for at sige hende Far-
vel og til Afsked vilde tage hendes Haand, rejste hun sig fra
Sofaen og sagde: <Munden!». Dette Ord var det sidste, Rahbek
hørte fra hendes Læber. Da han kom hjem igen fra Byen,
levede hun endnu. Han spurgte hende, om hun vilde tage den
foreskrevne Medicin, hun gav sit Minde; men da han for at
understøtte hende løftede hende op i sine Arme, var hun død

Kamma Rahbek 213

uden al Dødsangst og uden al Dødskamp. Det var den 21de
Januar 1829.

Hendes Død knuste Rahbek, han fattede sig i sin Sorg, men
hans indre Liv var forbi, og han overlevede hende ikke længe.
Kamma havde altid havt en Afsky for prunkende Begravelser.
I Overensstemmelse med hendes Ønske skete Begravelsen derfor
i fuldkommen Stilhed. Ingen fulgte hende til Jorden uden Rah-
bek, Præsten og hendes Broder. Hun ligger begravet ved Rah-
beks Side paa Frederiksberg Kirkegaard, Gravstedet Nr. 19, om-
trent overfor Oehlenschlftgers Grav. I Rahbeks Allé nær det
gamle Bakkehus blev senere rejst en Støtte med den Indskrift:
<Her boede Knud Lyne Rahbek og hans elskelige Hustru. »

Ingen enkelt Kendsgerning angiver med haandgribelig Tyde-
lighed, hvad Indflydelse Kamma Rahbek har havt paa sine Om-
givelser. Rahbek havde i Grunden naaet sit Højdepunkt som
Forfatter, da han lærte hende at kende. Ham har hun opmun-
tret og erkendt, men neppe ligefrem vejledet. Man griber sikkert
rigtigt, naar man siger, at det især er paa den yngre Slægt, hun
har virket. Rahbek blev tidligt alt det, som han var anlagt til
at være; i sin første Ungdom allerede gav han vor Udvikling
det Stød fremad, han var i Stand til at give den, og siden stod
han saa temmelig stille. Hans Opgave var nu blot at hæge
om alt det, han fra sin Ungdom af havde havt kært, og at op-
elske det hos Ungdommen, som var Gentagelse af det Gamle.
Derfor blev han som Kritiker en naiv Rosiflengius. Nogle Smaatræk
af hans daglige Liv betegner ligesom sindbilledligt hans Mani
for at holde det Gamle uforstyrret. Han havde i sin Gaard en
Gase, der var saa gammel, at den var bleven gal af Alderdom
og vilde bide Folk i Benene. Jeg kender Folk, som endnu
husker, hvor bange man var for den. Rahbek kunde aldrig
bekvemme sig til at slagte den. I sin Have havde han nogle
Stikkelsbærbuske, der voksede ham selv over Hovedet; de holdt
efterhaanden op at bære Frugter, tilsidst endog at bære Blade,
og endelig havde de kun Torne at rive ham med, blot fordi han
aldrig kunde overtale sig til at beskære, dem. Havde den danske
Literatur været overladt til Rahbeks kritiske Røgt alene, havde
den snart frembudt Billedet af et saadant Busket.

I denne Henseende- udgjorde Kamma den fuldstændige Mod-
sætning til ham. Ikke som om hun paa sin Side var en Fjende
af det Gamle for at elske det Nye. Tvertimod, hun forstod dem.

214 Kamma Rahbek

der ikke forstod hinanden. Hun saa Geniernes svage og men-
neskelige Sider, og hun lo af disse uden at lade sig imponere;
men hun havde tillige et saadant Blik for det Geniale, at hun
erkendte det, medens det endnu stod i Brud. Hun forstod blandt
sine Samtidige dem, der bar Fremtiden i sig. Det var hende, der
først af Alle opdagede Mynster; længe før han var bekendt, var
hun allerede «umanerligt stolt af Præsten i Spjellerup.* Hun
skattede Heiberg uendelig højt. Medens Heibergs Vaudeviller
for Rahbek kun var uværdige Fjælebodsløjer, hvis Indførelse paa
Scenen han med Hænder og Fødder satte sig imod, saa' Kamma
klart, at denne lette og vittige Spøgefugl med det kolde Hoved
havde Hjerte. Hun vidste af egen indre Erfaring, hvor lidet
Vid og Følelse udelukker hinanden. Hun elskede Poul Møller.
Hvilken Kløft der end var mellem den Dannelse, som han, og
den, som Rahbek repræsenterede, hun forstod ham og viste ham
en Kærlighed, «som han aldrig havde nydt af Åndre end af sine
Forældre.* Det var endelig hende, som først, om end maaske
halvt i Spøg, anerkendte en af de allernyeste Digtere, som den-
gang endnu slet ikke var bleven sig selv. Medens Rahbek, der
synes at have været afskrækket af Andersens dengang lidet vin-
dende Personlighed, saa tidt han i sin Have gjorde Mine til at
ville tale til Andersen, pludseligt drejede af og aldrig sagde ham
et Ord, var Kamma det første Menneske, som kaldte ham Digter,
idet hun en Dag gav ham en Haandfuld Roser med til en Dame
og lagde til, at det vist vilde fornøje denne at faa dem af en
Digters Haand. «Det gik mig gennem Blod og Sjæl,* siger
Andersen, «og fra det Øjeblik af var min Tanke vakt for at
skrive og digte.* Dette ene Træk, og man har i et Eksempel
Kamma Rahbeks Betydning. Hendes Personlighed stiger op for
Ens indre Øje, hendes Billede danner sig langsomt i Ens Sjæl,
og man mindes Oehienschlågers Ord :

O Margarita, ren og klar,

Med alle Aaiulens Evner, Hjertets Dyder!

Du var en Perle dyrebar.

ADAM 0EHLENSCHLA6ER

ALADDIN
(1886)

I.

Aladdin er Udgangspunktet for nyere dansk Aandsliv, Grund-
stenen, over hvilken den Bygning er opført, som udgør dansk
Literatur i dette Åarhundredes første Halvdel.

For den almindelige Opfattelse betegner Aladdin desuden
Fantasiens Tronbestigelse, og ved Fantasi forstaas den Evne, som
Oehlenschlftger har forud for Holberg og det forrige Åarhundredes
Digtere: den poetiske Opflndsomhed. Medens Holberg som be-
kendt i stort Omfang benyttede den ældre Literatur og i Reglen
kun levendegjorde et Stof, han optog fra fremmed Haand, menes
Oehlenschlåger at betegne den frie Indbildningskraft, den egentlige
Frembringen. Fantasi var jo Romantikens Løsen.

Hvis man imidlertid vil tage en gammel Bog fra 1758 for
sig : 1001 Nat, hvorudi paa en fornøjelig Maade fortælles allehaande
selvsomme Arabiske Historier og forunderlige Hændelser, saavelsom
behagelige Elskovs Begivenheder — den Kilde, som Oehlenschlftger
under Udarbejdelsen af sin Aladdin har havt for Øje — saa vil
man se, at han her ikke mindre nøjagtigt end Holberg af sit
Grundlag tilegner sig Træk for Træk, og for Fabelens Vedkom-
mende saa at sige ikke forandrer det mindste. Næsten ingen
af Begivenhederne, ingen af Hovedpersonerne, ja ingen af Bi-
personerne skyldes ham. Han indblæser det gamle Æventyr en
ny Aand, sin egen, sin Tids; men af fri Opfindsomhed er her
saare lidet.

216 Adam Oehlenschlåger

Han følger gærne sin Kilde Sætning for Sætning, Linje for
Linje, saa nøje, at han, hvor det er gørligt, optager dens Ord,
ja paa enkelte Steder gør det, hvor det ikke giver nogen ret
Mening.

Se f. Eks. Beskrivelsen af den underjordiske Hule.

Æventyret begynder: Alle Træerne, som fandtes i denne Have,
hængte fulde af adskillige Slags Frugter. Nogle vare hvide, andre
klare som Krystal.

OehlenschlAger:

Thi nogle hvide er som Mælk og klare som Krystaller.

Æventyret : andre derimod ganske mørkerøde, blegrøde, grønne,
blaa, violette, gulagtige.
Oehlenschlåger:

Blodrøde nogle, andre blegt kun rødme som Koraller.

Og grønne, violette, blaa og brunlige og gule

Med Funklen hænge rundt omkring udi den skiønne Hule.

Æventyret: De hvide Frugter var Perler, de klare, som man
kunde se igennem, Diamanter, de højrøde Rubiner osv.
Oehlenschlåger:

De hvide Frugter Perler er, de klare Diamanter,
Rubinen spiller i sit Blod med sine slebne Kanter.

Naar man hos OehlenschlAger studser ved den usædvanlige
Brug af et eller andet enkelt Ord, forklares det ved, at den gamle
Kilde har del.

Hvor Aladdin første Gang benytter Lampen, hedder det f. Eks.
i Digtet:

«Aanden forsvinder; straks derpaa lader han sig igen til Syne
med et stort Sølvbækken paa sit Hoved tilligemed tolv tildækkede
Fade, fulde af alle Slags nydelige Retter. Sex hvide Brød ligge
ovenpaa Tallerkenerne. Han har tillige to Flasker med kostbar
Vin og tvende Glas i Haanden. Alt dette sætter han fra sig paa
Bordet og forsvinder igen.»

I Æventyret, der ligger til Grund, lyder Stedet:

• Ordene var ikke saa snart udtalte at jo Geisten forsvandt
for hans Øjne, men kom inden faa Øjeblikke igen og havde et
stort Sølvbækken paa sit Hoved tilligemed tolv tildækkede Fade^
fulde af adskillige Slags nydelig Spise, ligesom han og havde sex

Adam Oehlenschlåger 217

hvide Brød med sig, som laa ovenpaa Tallerkenerne, samt tvende
Flasker med den kostbareste Vin og tvende Skænke-Glas, som
han holdt i Haanden, hvilket han altsammen satte fra sig paa
en Sofa og forsvandt dermed i samme Øjeblik.«

Hvor Aladdin i Digtet forordner Festlighederne ved sit Bryl-
lup, siger han:

Lad en Flok Sandsigerinder føre op et luftigt Bal.

Man undres ved Ordet. Man er vant til at tænke sig en
Sandsigerinde som et enligt Væsen i hemmelighedsfulde Om-
givelser, varslende Menneskeskæbner paa en Trefod; men man
studser ved Forestillingen om at finde Sandsigerinder flokkevis og
over at se dem gøre Tjeneste ved Balletten.

Ordet er noget ukritisk optaget fra Kilden, som har:

<Men hun vidste ikke, at bemældte Fruentimmer, som op-
førte Musiken, var nogle visse Sandsigerinder [Zigøjnersker?],
hvilke Geisten som en Slave af Lampen med Flid havde ud-
søgt.*

Et af de Steder i Aladdin^ der gør særligt Indtryk ved Kolorit
og Fantasi, er det Sted, hvor Bødlen udspænder den slimetrøde
Hud, der er «farvet af det rygende Blod*. Allerede Kilden har
imidlertid Ordene «en Hud, som var farvet af en utallig Mængde
Misdæderes Blod.*

Det er da langt lettere at angive, hvilke Træk der skyldes
Oehlenschlftger, end at opregne dem, han har optaget. Og selv-
følgelig aabenbarer det Tildigtede Ophavsmandens Sjæleliv.

I den første Halvdel af Aladdin, den, der ender med Bryl-
luppet mellem Helten og Gulnare, er følgende væsenlige Smaa-
træk tildigtede eller omdigtede:

Aladdin fortæller, hvorledes han har taget Maal af de unge
Piger. Det oplyser hans ungdommelige Naturs fuldblodige Sanse-
lighed og Livslyst.

Han betragter sin Faders Begravelse som et andet Skuespil.
Det viser hans dovne og ligeglade Naturs Sorgløshed. Han er
den letsindige Sangviniker, helt sangvinsk, helt letsindig, uden
Følsomhed.

Følgende Enkelthed har lidt mere at betyde: I Tusind og én
Nat er Aladdin simpelthen Søn af Skrædderen Mustafa. Oehlen-
schlftger har forandret dette: Aladdin er hos ham en uægte Søn,
som Morgiane i Ægteskabet har faaet med Emiren Al Mamon.

218 Adam Oelilenschlåger

Ganske heldigt er dette Træk ikke, for saa vidt det dels ikke
stemmer synderligt med Morgianes Karakter, som den hos Oehlen-
schlAger udfoldes, dels gør Nureddin^ Idé, at udgive sig for
Mustafas Broder — hvilken Oehlenschlåger har optaget fra Æven-
tyret — noget tvivlsom. Thi det er lige efter at Nureddin har
hørt Aladdin udtale Formodningen om sin uregelmæssige Afstam-
ning, at han nærmer sig denne som den legitime Onkel.

Denne Ændring i Stoffet kan have havt en intim personlig
Grund. Ægteskabet mellem Oehlenschlågers Forældre blev stiftet
af Grev Adam Gottlob Moltke, i hvis Tjeneste de begge stod og
efter hvem Drengen fik Navn. Men Ændringen er dernæst roman-
tisk. Den er et Udslag af OehlenschlAgers ungdommelige Skælmeri,
som det morer at lade Helten være et Elskovsbarn. Endvidere
er den et Forsøg paa Forklaring af, hvorledes det gaar til at et
Skrædderbarn har det Blod i sig, der muliggør saa store Skæbner.
Endelig er der maaske en literær Erindring heri: I det Skuespil, som
var Oehlenschlågers nærmeste Forbillede, da han udarbejdede sit
Værk, Tiecks Kaiser Octavianus, hvilket i Forholdet mellem Moderen
Susanne og Sønnen Florens har Noget, der minder om det mel-
lem Morgianc og Aladdin, er den gamle Clemens kun Plejefaderen,
og alle Sammenstød i Huset har det Ophav, at Sønnens Drift til
fyrstelig Idræt og ridderlig Syssel bryder sig mod Hjemmets
Kræmmeraand.

Det er kun her i Arbejdets Begyndelse, at Oehlenschlftger
saaledcs forsætlig og som i Kaadhed ijærner sig fra den i Dan-
mark herskende borgerlige Moral. Jo mere Digtet skrider frem,
des borgerligere og des frommere bliver han.

Endnu er et fint lille Træk at nævne, som er tildigtet og
som fører os lige ind i Skuespillets Midtpunkt:

I Tusind og én Nat véd vel den afrikanske Troldmand ganske
tilforladeligt, hvor Lampen er at finde, men det er ham ikke til-
ladt, selv at tage den; «der maatte en Anden forrette saadant.»
Derfor gør han sig bekendt med Aladdin, hvem han anser for
et ubetydeligt Barn, men som « kunde være bekvem nok til at
gjøre ham den Tjeneste, som han forlangede af ham>. Der findes
Intet om, hvori Bekvemheden til at bemægtige sig Lampen be-
staar, kun disse Ord: <Den afrikanske Troldmand forstod sig
overmaade vel paa Fysiognomier og derfor fandt alle de Tegn
udi Aladdins Ansigt, som var ham fornøden*.

Her har nu Oehlenschlftger tildigtet den berømte Scene, hvor

Adam Oehlenschlåger 219

Appelsinerne kastes i Grams, to Gange gribes af Aladdin og tredie
Gang falder i hans Turban. Som den, der naar Lykken to Gange
har skænket ham sin Gunst, tredie Gang <med sammentvungne
Hænder> lokker den ned i sin Turbanpul, aabenbarer Aladdin sig
for Nureddin som det brugbare Redskab.

Og her staar vi ved Karakterens Grundelement og paa Tærske-
len til det Tankeliv, hvormed Oehlenschlåger udstyrede Æventyret
af sit eget.

Hvad er, hvad betyder Aladdin?

Ogsaa uden den Henvisning, som findes i Fantasias Epilog,
vilde man have forstaaet, at der er to Steder, hvor Hovedoplys-
ningen maa søges, nemlig hvor Nureddin læser i den gamle
Foliant, og hvor Ringens Aand forklarer Aladdin Livet:

Efter en Indledning uden synderligt Dybsind, som kun gaar
ud paa at saare Faa -— som om der var nogen — besidder Lykken
helt (i Syden er der varmt, men der er Giftslanger; i Norden
er der Rugbrød nok, men der er koldt) følger de smukke og
følte Ord:

Naturens muntre Søn er Lykken næst.
Hvorefter Nattens Forsker flittig grunder,
Naar Solen synker i det blege Vest,

Det finder han med Lethed ved et Under.

Ser man rent filologisk paa dette Digt i Terziner, saa op-
dager man straks deri den tyske Romantiks ejendommelige Stil-
Mysticisme. Det egenlige romantiske Udtryk tilstræber Uforstaae-
lighed, vil være uigennemtrængeligt for Forstanden, det vil sige
for de Platte, de Oplyste.

Derfor ynder Romantiken alle direkte og indirekte Udtryk
for det Vidunderlige. Saadanne Ord er: æventyrlig, beundrings-
værdig, evig; hemmelig, hemmelighedsfuld, hellig, himmelsk; sel-
som, fortryllende, gaadefuld; ubegribelig, umiddelbar, ubekendt;
uendelig, usynlig, uudsigelig; underlig, forunderlig, vidunderlig,
underfuld. — Under, Undren, Undersyn, Underværk, Undervirk-
ning, Underblomst, Underkraft, Underbørn.*)

Digtets første Ord er selsom. Lykken er selsom:

Selsomt er Lykkens Gaver rundt fordelt.

*) Smlgn. Hermann Petrich: Drci Kapitel vom romaniischen Stil.

220 Adam Oehlenschlåger

Senere følger Under. Lykken er et Under:

Hvorefter Nattens Grubler flittig grunder,
Det finder han med Lethed ved et Under.

Lykken er ubegribelig:

Fast ubegribeligt ham Lykken gaar
Imøde, mens han sødt og sorgfrit blunder.

Lykken er umiddelbar :

Og deri Lykken netop jo bestaaer,

At den umiddelbar, ved skiulte Kræfter

Hen til sin elskte Genstand sikkert naaer,

Endnu en Gang umiddelbar:

Hvis ei umiddelbar din Lod er falden.
Da blier du for din Higen kun et Spil,
Da hielper ei din Forsken og din Kalden.

Aladdin er altsaa Lykkens Yndling, han kommer sovende til
Lykken, finder den ved et Under, fordi den er forelsket i ham.
Paa anden Maade vindes Lykken overhovedet ikke. Den opnaas
ved Lampen, og vi véd det alle, at udadtil virker Lampen som
en Almagt. Men hvad er den i sig selv?

Læser man Digtet Stemmen fra Lampen^ faar man Svar og
møder atter her Romantikens Grundtanker og Stikord. Lampen
er det Inderste i Naturen:

Nu Skiebnen har en Lykkelig forundet
At trænge dybt udi Naturen ind.
Da først det store Underværk er fundet,
Naar Øiet blander sig med Biergets Skin.

Naar Intet længer Jordens Hersker blinder.
Da seer han Undervirkning rundt omkring,
En Aand til at udrette Alt han finder,
Og Harmonia skienker ham sin Ring.

Den fierner fra hans Hierte Angst og Krampe
Den giør ham let og lykkelig og mild.
Mens Helligdommenes dybtfundne Lampe
Udretter Alting med sin Himmelild.

Adam Oehlensclilåger 221

Underværk — Undervirkning — Helligdommene — Himmel-
ilden: den tyskromantiske Mystiks almindelige Idékres og Glose-
forraad.

Først den sidste Strofe, der kunstnerisk set er den sletteste,
idet den indblander paa én Gang græske og nordiske Myter i
det arabiske Æventyr, bringer noget større Klarbed ind i Mystiken:

En ny Prometheus atter vil forene
Det høie Lys med Mennesket i Dag.
En anden Odin giennem Biærgets Stene
Faar Drikken ved Gunlødes Favnetag.

Her forklares det altsaa, at Lampen, denne lykkebringende
Almagt, er Lyset, er Prometheusgnisten, og i Overensstemmelse
bermed bedder det i Epilogen, at den er

Den hemmelige Urkraft, Lyset selv,

Som virker Alt, hvad der er Liv og Lykke.

Her er da den dovne Gadedreng fra Ispaban bleven til en
ny Prometbeus; Lykkens Skødebarn udviklet til den store Lys-
bringer og Lysskikkelse. Ret passer dette endnu ikke paa den
Aladdin, der staar for det danske Folks Bevidstbed. Men saa
kommer de to sidste Linjer med deres pludselige og barokke
Spring tilbage til den nordiske Oldtids mytiske Fantasier: en
anden Odin faar Drikken, og Drikken er naturligvis Suttungs
Mjød, med hvilken Digtergaven følger. Det bele er da Allegori:
Aladdins Lampefund er et Sindbillede paa den geniale Digters
Opdagen af sit Geni, hans Overtagen af alle sine Evner. Aladdin
er da ikke blot Lykkens Yndling, men han er Geniet; eller rettere:
Digtet hviler paa den Opfattelse af Geniet, at Geniet er den Lykke-
lige — én Side af Sagen; thi nogle af Verdens allerstørste Genier,
Michelangelo f. Eks., var aldrig lykkelige, ikke engang tilfredse
med deres Arbejd — fremdeles paa den Opfattelse, at Geniet fuld-
bringer Alt med Lethed, en halv Sandhed, som trænger til at
fuldstændiggøres med Buffons dybe Ord, at Geniet er en lang
Taalmodighed. Aladdin er endelig ikke Geniet i Almindelighed,
ikke engang Kunstnernaturen i Almindelighed, men ganske særligt
det digteriske Geni, nøjere det romantisk poetiske Geni, der er
skildret som det eneste sande.

Lampen, denne lykkebringende Almagt, der nylig var Lyset,
det er da, som Oehlenschlftger siger i sit Levned, Digterevnen,

222 Adam Oehlenschlåger

der satte ham i Besiddelse af Alverdens Skatte. Denne Evne synes
da at opfattes som givende den sande Indsigt — Lampen er jo
Naturens Helligdom — og Fantasien synes at skulle være det
eneste anerkendte Lys.

I Modsætning hertil er Nureddin den grublende Forsker, den
tunge Sfinks, der ikke kan følge den skønne Kimæres Flugt:

Mig givet blev med dyb skarpsindig Aand

At skue i Naturens Inderste,

Men det udvortes Redskab er jeg ikke.

Det udvortes Redskab er her som i Guldhornene « Naturens
Søn>, legemligt kraftig, varmblodig og klarøjet. Dog videre frem
i Digtet skifter Nureddin Karakter; han forringes gradvis. Naar
Ringens Aand i Anledning af Lampen siger:

En har det Ydre, som man kalder Lykke,
En har det Indre, som man kalder Aand,
Forenet er de Jordens største Smykke,

saa laa det nær at se Aladdin defineret fortrinsvis ved Lykken,
Nureddin ved Aanden uden Lykke; men under Digtets Gang har
Karaktererne forvandlet sig. Aladdin har Alt. Han er ikke blot
Lykken, han er Kraften.

Mod denne Vanvid maa sig Kraften værne.

Aladdins Fjender er af dobbelt Art, Nureddin og Hindbad,
og den første tegnes i Linierne:

Een tom, forfængelig, vil op sig kæmpe,
Med malmløs Flid, med nervesvækket Arm.

Han er bleven Pedanteriet; han er bleven Misundelsen; han
er bleven den rene Nedrighed og Smaalighed, der pukker paa
det Selverhvervede og hader den, der fødtes med en lykkelig Natur.

Saaledcs maa ogsaa forstaas, hvad Købmanden siger til
Nureddin om Aladdins Palads:

En bygger langsomt op og sammenskraber

Materialier fra alle Kanter,

Naar det er giort, saa gaar det med en Muren,

Og dog forhaster man sig ikke derfor.

Er Noget muret altfor galt, saa rives

Det ned igien ....

Adam Oehlenschlåger 223

En anden løierlig, naragtig Karl

Blier født til Verden som en Spindelvæv [Edderkop]

Han haler alting af sig selv, og hviler

Ei, før den hele Bygning færdig staaer.

Og det er giort, mens en fornuftig Mand

Faaer tændt og røget ud sin Morgenpibe.

Dette er jo ikke andet end Oehlenschl&gers faste Forestilling
om Geniet, at deltes væsenlige Kendemærker er for det Første
at have alt fra sig selv (og det i dette Digt, hvor han saa stærkt
benytter sin Kilde), dernæst den Hurtighed, hvormed det arbejder,
en ganske sikkert væsenlig, men dog altid underordnet Bestemmelse.
Hvad Oehlenschlåger imidlertid især vil have fastslaaet er Geniets
Naivetet. Det er naivt, fordi alt Stort og Udmærket er det. Da
den danske Digtekunst, som i den klassiske Tidsalder havde for-
smaaet de nationale Erindringer og Myter, især ved ham vendte
sig imod den nordiske Gudeverden, den nordiske Helte- og Ridder-
tid, fremstillede han i disse Former med Forkærlighed Kraftens,
helst den naive Krafts, Kamp mod List og snigende Kløgt. I sit
Væsen var Kraften naiv. Thor er naiv. Geniet er naivt, fordi det
er den højeste Kraft.

Og baade historisk og psykologisk interessant er den nye
Betragtningsmaade af Menneskeverdenen og Menneskesjælen, der
saaledes opstaar under Romantikens Indtrængen i Danmark.

I forrige Aarhundrede havde den gode Borger, den nyttige
Statsborger været Idealet; selv Geniet, selv de største Digtere
som Holberg og Ewald, kendte ingen højere Ros end den, at
have været gode Borgere. Nu, da den danske Stat begynder at
opløse sig, nu opstaar en ny og national Anskuelse af Geniet.
Geniet bliver tænkt som isoleret Personlighed, udenfor Staten.
Opfattelsen bliver paa en Gang dybere og mere overspændt. For
Holberg havde Geniet været den djærve, sandhedskærlige og strid-
bare Skribent, saaledes som han optræder i Det lykkelige Skib-
brud med alle sine Forfølgere omkring sig — en jævn, god
borgerlig Opfattelse af Geniet og dels Fjender.

I Mellemtiden mellem Holberg og Oehlenschlåger falder
Goethes Optræden, og det første, vigtigste Parti af hans Mester-
værk, hans Ord om Geniet, kaldet Faust, for lange Tider Menneske-
hedens vægtigste Ord derom. Faust er Geniet som Forskeraand,
der vil kende og erkende Naturen og Mennesket, stræber efter
en Viden, der er mere end Stykværk, altomfattende, universel.

224 Adam OehlenschlSger

efter en Livsfølelse saa vældig, at den aldrig kan tænke sig et
Øjebliks Rast, og efter en Magt over Samtid og Fortid, der ingen
Grænser fornemmer.

Det var en vanskelig, tilsyneladende umulig Opgave at skrive
en Digtning om Geniet efter Faust. De senere Digtere har kun
formaaet det ved at udvikle de skitserede Træk videre, ved, som
Byron f. Eks., at uddybe og formørke det Kvalfulde og Nydelses-
syge i Udtrykket, Verdenssmertens Træk. Men at vende fuld-
stændigt om, at give en helt ny, trodsigt naiv Definition paa
Geniet, det var Oehlenschlåger forbeholdt. Nej, siger Oehlen-
schlftger, ikke den forskende, ikke den stræbende Aand er Geniet.
Flid og Forsken, Stræben og Arbejd gør det ikke. Lykkens
fødte Søn, hvem Geniets gode Gave er tilfaldet, ham tilfalder
alle Livets gode Gaver uden Møje.

Og Faust fornedres. Han nedsættes til den blege, lærde
Troldmand, der véd meget, men intet evner, og som, da han
til Redskab vil bruge en smuk, stor, rødkindet Dreng, i ham
snart finder sin Herre og Mester.

n.

Det Hele kan synes det letteste og vilkaarligste Fantasispil.
Hvor langt er det fra at være det!

Livsanskuelsen grunder dybt i den europæiske Kultur og
dybtnede i den tyske Romantik.

Vi kan hos Novalis og Steffens paavise Modertankerne til
Aladdin, ja vi kan forfølge de Elementer, hvoraf de opstaar,
endnu længere tilbage i den tyske Poesi og Filosofi.

Aladdin er Ønskets Poesi. Han er det Ønske, der er saa
genialt, at Opfyldelsen er givet. Men allerede Schiller havde af-
sluttet sit Digt Colombus med de berømte Slutningslinjer:

Mit dem Genius steht die Natur im ewigen Bunde,
Was der eine verspriclit, leistet die andre gewiss.

Ja selve Hovedtanken i Aladdin er udtalt i et andet Digt
af Schiller, det som fører Titlen Das Gluck. Her kaldes den
Mand salig, hvem Guderne alt elskede før hans Fødsel. Stor,
hedder det, kalder jeg den Mand, der former og danner sig
selv; men Lykken kan ikke tvinges, og hvad Huldgudindeme

Adam Oehlenschlåger 225

karrigt har negtet, kan stræbende Mod aldrig tilkæmpe sig. Alt
det Højeste kommer frit ned fra Guderne. De elsker Ungdom-
mens Lokkehoved. Gærne- udkaarer de sig den Enfoldiges barn-
lige Sjæl, og i det beskedne Kar indeslutter de et guddommeligt
Indhold.

Goethe udtrykte den samme Tanke med den overraskende
Vending, at det at leve i Ideen vil sige at behandle det Umulige
som om det var muligt.

Og i Overensstemmelse med dette Livssyn og denne Ud-
tryksmaade stod Fichles Lære om det verdensskabende og verdens-
beherskende Jeg. Det stræbende Jegs indre Kraft var Indbildnings-
kraft, og fra den skabende Indbildningskraft udgik efter hans
Fremstilling Menneskeaandens hele Virksomhed.

Indtryk fra alle disse store Aaader spores hos Novalis.
For ham er Jegets egenlige Væsen det geniale Anlæg, og den
sande Viden en Aabenbaring: Der gives en højere Ævne i os,
kaldet Instinkt eller Geni, som gaar forud for alle aandelige
Ytringsformer, og af hvilken disse kun er enkelte Virkemaader.
Han forener Digterens Overbevisning om Geniets Ret og Magt
med den fromme Vished om, at Troen kan flytte Bjærge (I
Aladdin bygger og flytter Aanden dog kun Paladser). En af
Novalis' Yndlingsforestillinger er den om Opdigtelsens under-
gørende Kraft. Den er Evnen til at nærværendegøre det ikke
Nærværende: Den evige Fred er paa Veje til at virkeliggøres i
det Øjeblik jeg tror den er virkeliggjort. Gud er til i det Øje-
blik jeg tror paa ham. Hvis et Menneske pludselig troede, han
var moralsk, vilde han ogsaa være det. — Det er ikke vanskeligt
at flnde det Gran af Sandhed, som ligger i dette Fantasteri, der
af Novalis fik Navnet magisk Idealisme. Meu netop dette Stik-
ord passer paa Aladdin. Hans Idealisme er magisk. (Haym:
Die romantische Schule S. 359.)

Lampen var i Aladdin paa den ene Side Digterevnen, paa
den anden Side Kærnen i Naturen. Modsigelsen synes grel.
Men for Novalis er Naturen intet andet end en sanseligt iagt-
tagelig Indbildningskraft, og han definerer Fysiken som Læren
om Fantasien. Saaledes bliver altsaa Digterevnen netop det
samme som Kærnen i Naturen. Aladdin var fremdeles Ønskets
Almagt. Men for Novalis havde netop Fichtes Lære om Jegets
praktiske Overvinden af sine Skranker forvandlet sig til det
tænkende eller troende eller ønskende Jegs ubetingede Almagt

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 15

226 Adam Oehlenschlåger

over Omverdenen. Hans Roman Heinrich von Ofterdingen er
fire Aar før Aladdin Poesiens Forherligelse. Og han formulerer
først de Ideer, hvorover Aladdin er bygget: Den sande Poesi er
Æventyrets Poesi. Al Poesi maa være æventyrlig; thi i det
ægte Æventyr er Alt vidunderligt, hemmelighedsfuldt og dog
sammenhængende.

I Forening med Novalis, men endnu stærkere og mere
personligt paavirker Steffens Oehlenschlåger. Steffens havde i
1798 gjort Schellings personlige Bekendtskab og var bleven hans
afgjorte Tilhænger. Men den ildfulde og naive Nordmand optog
den romantiske Aand i sin med en ungdommelig Begejstring,
som fremgik af og bødede paa den Uselvstændighed, hvormed
han som fremmed lod sig paavirke af den. Man har sagt det
træffende Ord, at endnu før Læren var bleven gammel, foryngedes
den i Steffens' Sind. Vi kan tilføje, at før den var bleven
gammel hos ham, foryngedes den paany gennem ham i Oehlen-
schlågers.

Den bevægende Kraft hos Steffens er Troen paa, at vi har
Nøglen til Naturens Hemmeligheder dybest inde i vor egen Aand:
Mine Tanker er væsensbeslægtede med Naturtankerne. Derfor
har Anelsen Ret til lange Strækninger igennem at kaste Lys OTer
Forskningens Vej. Hvem Naturen undte at finde dens Harmoni
i sig (hos OehlenschlAger: hvem Harmonia skænker sin Ring)
han bærer en uendelig Verden i sit Indre og er Naturens ind-
viede Præst.

Steffens havde et langt grundigere Naturstudium bag sig end
Schelling og formaaede derved rent videnskabeligt at lære sin
Lærer meget, men den digteriske Ild, hvormed han kastede
sig ind i Naturfilosofien, bevirkede desuden, at den ny Filosofi
gennem ham kom til at indvirke paa Digterne og befrugtede
Poesien. Goethes Storhed havde ikke blot indgydt ham et
Sværmeri for Manden, der forenede det geniale Blik paa Naturen
med digterisk Geni, men havde bibragt ham den Overbevisning,
at Goethe skyldte sin poetiske Begavelse sin øvrige Storhed.
ITan tilegnede Goethe sine Bidrag til Jordens Naturhistorie og til
Goethe sigtede han med Slutningsordene i denne Bog, at den
fuldendte Digter er den skabende Naturs Toppunkt — en Sætning
der fører lige over i Aladdins Grundsyn.

Dog før Steffens gjorde Epoke i OehlenschlAgers Liv, havde
han allerede paavirket en anden af Tidsalderens Digtere dybt.

Adam Oehlenschlåger 227

Han har sat Spor efler sig i Tiecks Poesier. Adskilligt før
Tieck lærte ham at kende, havde denne ganske vist paa romantisk
Vis lagt menneskelige Stemninger ind i Træers og Buskes Fysi-
ognomi, læst Følelsernes Udtryk i Skyernes og Bjærgenes Former,
hørt Farverne klinge og set Nattergalens Toner flyde i Maane-
lysets Straaler. Men under Samlivet med Steffens i Jena for-
vandlede denne romantiske Leg med Naturen sig til mystisk
Naturtydning. Steffens Indvirkning er utvivlsom i Den tro Eckardt
og Tannhåuser. Den almindelige romantiske Grundtanke, at
Naturen er synlig Aand, Aanden usynlig Natur, og den almin-
delig romantiske Grundforestilling, at Menneskesjælen genfmder
sig selv i enhver Naturorganisme og Naturting, udpræges hos Tieck
saaledes, at det er Vanviddet, i hvilket Mennesket mødes med
Naturen.

Det er højst interessant som betegnende for to samtidige
Digteres grundforskellige Anlæg, at da Tieck og OehlenschlOger
kort efter hinanden kom under Steffens' Indflydelse, er det for
Tieck Vanviddet, for Oehlenschlftger den fuldendte, rødmossede
Sundhed, som begrunder Menneskets hemmelighedsfulde Forbund
med Naturen.

Kærnen i disse Tieckske Æventyr er den grufulde magiske
Magt, med hvilken Venusbjærget virker. Hvad han med Liv og
Styrke skildrer, er den af Naturtrolddommen fremkaldte Svimmel-
hed, som drager Mennesket ned i Dybet, hvor Aanderne huser
og hvor Guld, Sølv og alle Metaller blinkende lokker. Steffens
kendte af Erfaring slige Stemninger, og Tieck var betaget af de
Samtaler, i hvilke Nordmanden, en ypperlig Fortæller, havde
udmalt dem. Steffens medbragte til Tyskland det levende Ind-
tryk, som kort Tid forinden Skuet af den norske Fjældverden
havde gjort paa ham. Det var ham, plejede han at sige, som
om Jordens Inderste havde aabnet ham sit hemmelighedsfulde
Værksted. Han følte sig tilmode, som var den frugtbare Jord
med dens Blomster og Skove kun et let og yndigt Tæppe, der
skjulte uudgrundelige Skatte, og som om dette Tæppe her var
trukket til Side for at han skulde drages ned i Dybet.

Tydeligst stemplet ^f Steffens er Tiecks Runebjærget, hvor

de vilde, kløftede Bjærges Stemning er stillet i Modsætning til

det skikkelige Slettelands, og hvor de brogede Blomsters Farver

udgør Kontrasten til det kolde Metals røde Glans. (Haym: Anf.

Værk 624—30).

15*

228 Adam Oehlenschlågcr

Aladdin er skrevet i Vinteren 1804—5. Ikke et Brev, ikke
en Billet, ikke en Notits synes at være opbevaret fra hele dette
Åar, skønt Breve og Erindringer fra andre, langt ubetydeligere
Perioder af OehlcnschlAgers Liv foreligger i Hobetal. Digtets
Tilblivelseshistorie lader sig altsaa ikke ligefrem forfølge. Dog
saa meget véd vi, at det blev til under umiddelbar Paavirkning
af Steffens. Og det véd vi, al umiddelbart før Aladdin skriver
Oehlenschlftger Vaulundur, dette helt forskelligartede Arbejde, nor-
disk, forfattet i gammeldags Sprog, i Oldtidsstil, med streng, kold,
graalig Kolorit, mens Aladdin er et lyst og broget Billede fra
Østerland med Samtidens Sprogtone.

Og dog er der Lighed: For Vaulundur som for Aladdin
aabner Jorden sit Inderste; ogsaa ham skænker den sine Skatte,
saa han bliver den største Rigdoms Herre. Hans Bjærggrotte
svarer til Aladdins Hule. Man vil endog genfinde nogle af de
ovenfor anførte Udtryk, som maler den underjordiske Hule, i
denne Skildring af Grotten: «Indgangen til denne Buehvælving
var bevoxet med unge Roser. Fra Væggen glimtede det rødeste
Guld og mellem det allehaande andre Metaller. De purpur-
rødeste Rubiner besprængte Væggene og deriblandt allehaande
Koraller og Krystaller af blegere og stærkere Farve. »

Den røde Karfunkel i Vaulunders Grotte svarer til Lampen
i Aladdins Hule; den er Ildens og Lysets Symbol. Som det i
Aladdin hedder om Lampen: <den hemmelige Urkraft, Lyset selv,>
saaledes hedder det her i Havfruesangen:

Hvad aldrig bortdøde, hvad aldrig forgaaer,
Er Luen hin røde, i sig den bestaaer,
I Alt den sig mænger, fra Solen nedkaldt.
Til Intet den trænger, nødvendig for Alt«

Det er da Steffens' norske Bjærgsyner, der fra Tiecks tyske
Runebjærg over Vaulundurs norske Grotte strækker sig til Aladdins
persiske Hule.

Men ogsaa Mesteren Schellings Tankeliv genfindes i Aladdin.
Efter Bekendtskabet med Steffens var Schelling traadt i nær Be-
røring med Brødrene Schlegel. Han opdagede nu en Overens-
stemmelse mellem sin egen Stilling til de ældre erfaringsdyrkende
Naturforskere og den nye Digtnings til Oplysningstidens Poeter og
Kritikere, og under Indflydelse af den romantiske Aand i Jena fore-
tog han en Svingning over mod Kunst og Poesi. Han taler nu

Adam Oehlenschlåger 229

om Betydningen af den naturvidenskabelige Omvæltning, han har
gennemført, ikke blot for Filosofien, men for det Højeste og
Sidste, Poesien. Han deler, som man ser. Romantikernes For-
gudelse af Ordets Kunst. Naturfilosofien, siger han nu, er ikke
blot udsprungen af Poesien, men stræber tilbage mod Poesien
som mod sin Kilde. Den viser sig endda kun som Middel til
et Maal, og dette Formaal, det højeste og sidste, er Poesien.
Det gjaldt for ham om at finde en ubetinget Harmoni mellem
Nødvendighedens og Frihedens, det Ubevidstes og det Bevidstes
Verden. Han fandt den i Kunstanskuelsen og Kunstfrembringelsen;
thi i Geniets Virksomhed og denne Virksomheds Resultat gik
det Bevidstløse og Bevidste i ét; Geniet var intet andet end den
igennem Frihed virkende Natur. Kunsten var for Filosofen det
Højeste, fordi den aabnede ham det Allerhelligste, gav ham Ind-
blik i Helligdommen, hvor det, der var adskilt i Naturens og
Historiens forskellige Verdener, brændte som i én Flamme —
Lampens.

Naturen var for Schelling Aandens endnu bevidstløse Poesi.
Kun som Helhed fremstillede Naturen det Uendelige; men hvert
enkelt Kunstværk indeholdt det. Kunsten var da Filosofiens
eneste sande, evige Udtryk og Vidnesbyrd. «Det er at vente,*
hedder det i hans Værk, Den transscendentale Idealismes System
(1800) «at, som Filosofien i sin Barndom udgik fra Poesien,
saaledes vil den og med den alle Videnskaber, som lige saa
mange skilte Strømme, atter flyde ud i Poesiens almindelige
Ocean. »

Her er det som hørte man tydeligt Romantiken banke paa
Videnskabens Dør og true med at sprænge Døren; ja det er,
som saa' man den fremmanede Poesiens Aand overvælde den
videnskabelige Erkendelses Aand.

Ser man nu fra denne Højde tilbage paa Aladdin og Nureddin,'
forstaar man bedre, hvorfor Nureddin i Digtningens Løb stedse
bliver ringere, ubetydeligere.

Først er han Troldmanden, den altskuende, den store Mester,
der øjner Lampen tusind Mile borte dybt i Jordens Skød; kun
det udvortes Redskab er han ikke. Han staar da fra først af
overfor Aladdin omtrent som Steffens overfor OehlenschlAger;
han har alle Ideerne, som den anden ikke har; kun kan han
ikke sætte dem paa Vers.

Saa forvandler han sig — altsom Steffens synker i Oehlen-

230 Adam Oehlenschlåger

schlågers Øjne — bliver den marvløse Flid, den for al Malm
blottede Misundelse, det sammenstykkende Pedanteri, indtil han
ender med som Bejler at holde Foredrag for Gulnare om a(
han som Barn havde Orm og nu lider under en daarlig Mave.
Saa endelig faar han sin Straf, idet Gulnare forgiver ham, og
Aladdin siger ham hvasse Sandheder — «forgiftigt Kryb!» —
under Dødskampen.

Hvad er Nureddins stigende Filisteri andet end Romantikens
stigende Haan over den grublende Forsken, end Poesiens Selv-
forgudelse, Oehlenschlftgers Overlegenhedsfølelse, og hvad er det,
som aabenbarer sig i denne Dødsscene andet end det, vi hos
Schelling allerede saa': Poesiens Aand, der overvælder og for-
giver Erkendelsens Aand.

Forstaar man dette ret, saa indser man klart, hvorledes et
Kunstværk af denne Rang bliver til.

Der staar han, denne Aladdin, med den straalende Lampe
højt i sin Haand, som Indgangsskikkelse til Danmarks hele Aands-
liv i dette Aarhundrede, lig en gigantisk Fyrtaarnsstatue, der be-
lyser Indløbet til en Havn.

Se paa ham, han sprudler af Liv og Ungdom, stor og smuk,
brunøjet og stærk, med to spillende, mørke Soløjne — et idea-
liseret Portræt af den rødkindede, 25aarige Yngling, som digter
ham og leder sit Blod over i hans Aarer.

Den varme Stemning, i hvilken han er undfanget, det er
den, i hvilken den geniale Yngling for første Gang under Hjertets
mægtige Svulmen siger til sig selv: «Ja, jeg er det; jeg føler,
at jeg er det, som Menneskene kalder et Geni.» Det er den
Stemning, i hvilken han udstrækker sin Haand og føler Magten
i denne Haand, som vuggede den Æventyrets usynlige Lampe,
føler, at han i denne Lampe har Aanden, der ikke behøver
'møjsomt og pedantisk at slide, men er den Aand, som uimod-
staaelig overvinder alle Hindringer, og for hvem Alt, hvad han
fordrer af den, falder let.

Aladdin, det er den Stemning, i hvilken denne Yngling, tak-
nemmelig og overmodig, føler, at han er den højtbegunstigede
og fornemmer Geniet som Lykke.

Naturligvis krystalliserede mange Elementer sig i Oehlen-
schlågers Forestilling om Geniet. Han havde jo oplevet, hvorledes
den korsikanske Artilleri-Løjtnant efter faa Aars Forløb som i et
Æventyrs Flugt stod der som verdensbeherskende Kejser. Han

Adam Oehlenschlåger 231

saa' flere af Napoleons Marschaller variere Lykkeskæbnens store
Heltedigtning. Æventyret var i hans Levetid blevet Virkelighed.
I 1804 var Napoleon bleven udraabt til Kejser; i Vinteren 1804—5
skriver Oehlenschlåger Aladdin. Dog de væsenlige Træk til sin
Helt tog han ikke fra noget fremmed Aasyn. Hans sande For-
billede var han selv. Ikke Napoleons saa strengt arbejdende
Genius skyldte han denne Forestilling om den strenge Flids
Værdiløshed. Sin egen, saa særegent anlagte Genialitet skyldte
han sin Idé om Geniet overhovedet.

Ganske saaledes, saa pludseligt, saa mirakuløst som Aladdin
finder sin Lampe, var jo han efter den døgnlangc Samtale med
den fra Europa tilbagevendte Steffens bleven overrasket og over-
vældet af sin digteriske Evne. Og ikke i stille, langsom Ud-
vikling, men pludseligt, som under et tropisk Foraar, var hans
Poesi skudt i Vejret, havde fuldstændigt fornyet det danske Sprog,
tilført det friske Safter, givet det ny Gang og ny Klang, havde
generobet den tabte Oldtid og indvarslet en stærk, nordisk
Renæssance — og som denne Poesi spændte Bro bortover Rationa-
lismens Tid tilbage til den hedenske Tidsalder og Myteverden,
saaledes skulde den snart henrive hele Norden, holde Norge fast
i det Øjeblik, da Politiken skilte det fra Danmark, ja vinde
Danmark Sverig, Fjenden, saa fuldstændig, at dette Sverig til-
sidst kronede Oehlenschlåger til Aandskonge med den Tegnérske
Krans.

[]i\ fra Anelsen om disse Triumfer, ud fra denne stormende
Selvfølelse gaar han da til sit Værk. Han griber Æventyret fra
Tusind og én Naty det, han allerede havde læst som Barn paa
sin Skammel, følger det Linje for Linje, Ord for Ord, Træk for
Træk, lægger kun hist og her lidt til, digter kun hist og her
lidt om, men det er nok til, at han selv med hele sit Væsen
udbreder sig i Stoffet og gennemtrænger det.

Og ikke blot han selv, hans egen Aand, gennemtrænger be-
sjælende dette Stof. Indtryk fra Goethes Faust, Forudsætninger
fra Tiecks Octavianus, Fichtes Lære om det verdenssættende Jeg,
Novalis' magiske Idealisme, hans og Schlegelernes Forguden af
Fantasien, Steffens' Naturindtryk af de norske Fjældes og den
underjordiske Verdens Poesi, Tiecks første Bearbejdelser af disse
Indtryk, endelig Schellings hele Genilære og Kunstforherligelse,
hans Grundtanke, der fører til Poesiens Ombringen af Viden-
skaben, alt dette afspejler sig i dette Digt, der er saa simpelt,

232 Adam OehlenschlSger

at det kan more Børn, og hvor alt det Fremmede er blevet
fordansket.

Saa dybe Rødder har Aladdin i hele Nordeuropas, hele
Samtidens Kultur, i Poesien, Kritiken, Metafysiken, Naturviden-
skaben dengang.

Saa dybe Rødder har alle udmærkede Aandsværker i Verden.

Og netop saa dybe, saa vidtforgrenede Rødder har den
aandelige Bevægelse, der afløsende Romantiken først optraadte
her i Danmark i Begyndelsen af HalvQerdserne og som nu om-
spænder ogsaa Norge og Sverig.

III.

Vil man faa det fulde Indtryk af Aladdins digteriske Værd,
behøver man da kun at sammenligne Digtet med Æventyret som
ligger til Grund. Vil man i Enkelthederne studere Oehlen-
schlågers digteriske Fremgangsmaade og Menneskevæsen, maa
man ligeledes vende tilbage til hans Tildigtninger og de Ændringer,
han foretager med sit Stof. I Almindelighed kan man sige, at
disse gaar ud paa at sløjfe det Hæslige, tilføje det Komiske, ud-
folde alle interessante Motiver, udhæve det Værdige, indflette
lyriske Partier, der giver Stoffet Sving, og udsmykke med over-
naturlige Væsener, Aander og Nymfer i Tidens romantiske Stil.
En Hovedstræben er endelig den at give Æventyret, saavidt det
lod sig gøre, et vist Præg af den i Danmark gængse, godlidende
Fromhed, og over det at kaste et Skær af anerkendt Moral og
protestantisk Religiøsitet.

Aander og Nymfer, er som sagt indførte. Bjærgpigerne, der
nærmer sig den sovende Aladdin er nette og virker godt; Skøn-
hed og Styrke fremtræder, skønt kun Pensonliggørelser, plastisk
gennem de dristigt malende, baade kraftige og fine Vers, der er
lagt dem i Munden; kun Zefyr og Lymfa er flove og forstyrrende.
Saa er der de byggende Aander, hvis Ordskifte udgør et mægtigt
og uforglemmeligt Mellemspil, endelig Nureddins Spøgelse, Manden
i den skarlagenrøde Dragt, i hvis Optræden der er en imponerende
Fantasi.

Det hæslige er sløjfet. I Æventyret hensætter Lampens
Aand Saladin, efter at han er løftet fra Brudelejet, paa et ilde-
lugtende Sted; hos Oehlenschlåger staar han opstillet paa AltaneD

Adam Oehlenschlåger 233

I Æventyret har Prinsessen intet imod denne Bejler; hos Oehlen-
schlåger afskyr hun ham.

Interessante Motiver er udførte. Kilden har kun to Linjer
om Aladdins Vanvid efter at han har mistet Gulnare. Der staar:
«Thi han gik fra Dør til Dør uden at vide hvad han selv gjorde,
spurgte alle dem, han mødte, om de ikke havde set hans Palæ.»
Oehlenschlæger har deraf taget Anledning til en Række af de
allerypperligste Scener, han overhovedet har frembragt, saaledes
Besøget i Morgianes Hus og den dybe Scene, i hvilken Aladdin
spørger Oldingen, hvor mange Dage der er tilbage af fyrretyve,
naar der allerede er gaaet ni og tredive. Det er gribende, fordi
Læseren føler, hvor tungt det er at udføre den simple Operation,
naar det er Livet, hvorom det gælder. Iblandt de talrige, ufor-
lignelige lyriske Stykker hører nogle af de bedste til dette Parti.
Der er Edderkoppens klassisk-mægtige Ord til Aladdin i Fængslet,
Repliken: Betragt mit svage Spind! Oehlenschlåger har aldrig
gjort noget i Stilen simplere og større. Der er den sindssyge
Aladdins Vuggesang paa sin Moders Grav, Visselulle nu, Barnlil!
Der glimter noget Shakespearesk, skønt blødere og mere anlagt
paa det Rørende, frem i denne Vanviddets Poesi, hvor Lyden af
Hyldefløjten, paa hvilken Aladdin spiller for den døde Moder,
klinger «som en vildsom Nattevind i de vaade Vintergrene. »

Paa sine Steder er det fremdeles lykkedes Oehlenschlåger
at give Handlingen og Landskabet en østerlandsk Kolorit, som
ganske fattes i den forfranskede Tekstbog, han har for sig.
Fremfor alt er her at anføre Digtet Den arabiske Ørk, et Maane-
skinslandskab med den gennem en Sandørken dragende Karavane,
som er et lille Mesterværk i sin Art.

Lige op til dette Østerlandske staar nu det Kjøbenhavnske
i Morgianas Figur. Denne Figur er Oehlenschlågers Skabning,
overordentlig ved den kække Blanding af Lavtkomisk og Rørende,
der aldrig findes saadan hos Holberg, end mindre hos Wessel.
Yderlinjerne var givne: Angesten overfor Lampens Aand og Om-
ridset af Scenerne med Soliman, med Aladdin og med Urte-
kræmmeren. Tilføjet er den ikke ret naturlige Scene, hvor
Morgiane antager Aladdin for Statue og det vittige Replikskifte
med Uriekræmmeren:

234 Adam Oehlenschlåger

Forlanger I den bedste Olie?

Nej,
Ifald jeg turde bede Eder om
Den sletteste. Men det maa være noget,
Som der er godt.

Denne Komik er enestaaende hos Oehlenschlåger, fordi den
er saa fin, saa fri for den ulykkelige Smøren paa, som skam-
skænder det lige forudgangne Freias Alter og som Digteren straks
vendte tilbage til i den tyske Omkalfatring af Aladdin,

Han nævner selv — i Fortalen til den tyske Aladdin —
Shakespeares Storm og Sommernatsdrøm samt Gozzis dramatiske
Æventyr som sine Forbilleder i det Komiske. Paa dette Punkt
er han dog helt original. Derimod er der andre Steder i Aladdin,
hvor man tydeligt sporer et Forbillede hos Shakespeare, som
netop paa dette Tidspunkt gennem A. W. Schlegels dygtige Over-
sættelse begyndte at øve sit Herredømme over Romantikerne.
Det er det af Schlegel først udgivne Romeo og Julie, som for
nogle Bifigurers Vedkommende har paavirket Aladdin. Gulnares
Amme er en afbleget Kopi af Julies djærve Amme, og den for-
sultne Apoteker, hvem Aladdin fratvinger Giften, er en fri Efter-
ligning af den ikke mindre forsultne Apoteker, hos hvem Romeo
køber sin Gift. Er Ammen hos Oehlenschlåger ringere end hos
Shakespeare, saa er til Gengæld Apotekeren morsommere og
opfattet med en høj Humor. Udødelig er Vendingen:

Gaa hen for mig og henret hvem I vil,
Naar I kun sparer mig, min Hustru og
Min lille Hassan med de skieve Ben.

Denne Oehlenschlågers Humor er særligt dansk. Hvor den
er fri og kraftig som her, har den det Præg, som senere Marstrand
giver sine humoristisk opfattede Figurer af Folkelivet; hvor den
er blødere, som i den gamle Sultans Skikkelse (<Nu render han
i Slobrok og i Tøfler, og glemmer hele Keiserværdigheden*) giver
den det Grundrids, hvorefter H. C. Andersen former sine gamle
Konger i Slobrok med Kronen paa Hovedet og Rigsæblet under
Armen.

Hvor Behandlingen er i Fabelens Eventyr-Aand, dér er den
fortræffelig. Hvor den bliver spidsborgerlig moralsk eller religiøs,
sakker Digteren af. Og jo mere Digtet skrider frem, des borger-

Adam Oehlenschlåger 235

ligere bliver Oehlenschlåger, indtil han i den tyske Bearbejdelse
ødelægger Værket fra Grunden af med dydig Følsomhed.

Han tager fra Æventyret den snedige Jøde, der narrer
Aladdin ved Indkøbet af Sølvfadene. Han tager ogsaa den
skikkelige Guldsmed, der giver ham langt mere. Men medens
denne brave Mand naturligvis i den arabiske Fortælling er en
Rettroende, en Muhamedaner, gør Oehlenschlåger ham i Strid
med den Heles Aand til en Kristen, og tildigter den Grimace,
at Jøden af Ærgrelse over at Sølvfadet undslipper ham, beslutter
at begaa Selvmord. Ja ikke nok dermed. Han lader ham træde
af med denne fjælebodskomiske Replik:

Jeg hænger mig, men først vil jeg gaa hen
I næste Kristenbod og stjæle Strikken.

Delte er ganske vist yderst satanisk tænkt, men lidet men-
neskeligt og lidet sandsynligt.

Oehlenschlåger forefinder i sin Kilde det Træk, at Aladdin,
da Gulnare er bleven baaret ind i hans Kammer, anbringer et
Sværd paa Lejet mellem hende og sig. Dette er mere ærbart
og sindbilledligt end egenlig virksomt og naturligt. Imidlertid
optager han det, tiltalt af Ridderaanden deri.

Oehlenschlåger havde allerede fra først af lagt alt for megen
Moralitet ind i Scenen, hvor Nureddin forgives. Gulnare siger
sentimentalt om Stjærnerne:

Det glæder mig hver Gang jeg ser dem funkle
Som bedre Blomster i en bedre Have,
De vinke mig med deres milde Blik
Som smaa, uskyldige, lysklædte Engle
Fra Jorden saligt op til Paradis

[senere Tilføjelse:]
Og de tilgive mig Nødværget her.

Heiberg bemærker rigtigt, at den moralske Idé nu og da
fremtræder i et altfor reflekteret Lys i Aladdin: Saaledes her.
Saaledes, hvor Lampens og Ringens Aander, der burde være
neutrale Magter som Elektricitet eller Damp, ligegyldige Red-
skaber for den menneskelige Vilje, ja som paa sine Steder ud-
trykkeligt erklærer, at de ,ikke tænkej*, men kun lyder, selv op-
træder som moralske Væsener, lægger Sorg for Dagen over en
Befaling af Nureddin, glødende Harme og derpaa følgende ned-

236 Adam Oehlenschlåger

ladende Overbærenhed for Dagen ligeoverfor et Bud af Aladdin.
Derved taber de deres overnaturlige Størrelse og neddrages til
det Menneskelige, bjiver brave Fyre, Biedermeyere.

I samme Aand indfører Oehlenschlåger den Æventyret
fremmede Tanke, at Aladdin og Gulnare for at sone Drabet paa
Nureddin foretager en Pilgrimsgang til Mekka. Ja han falder i
den Grad ud af Stilen, at han lader Aladdin, som foreslaar
Farten, sige:

Men hverken Ringens eller Lampens Aander

Skal gøre os vor Reise magelig.

Som fromme Pilegrimme vil vi drage

Og dele med de andre lige Kaar.

Og denne Totalafholdenhed fra Lampens og Ringens Aander
bliver, alt som Oehlenschlåger arbejder sig stedse mere bort fra
Æventyrets naive Oprindelighed, en Slags Pligt for Aladdin i alle
vanskelige og vigtige Tilfælde. Han er, da han æsker Hindbad
til Tvekamp efter dennes mislykkede Snigmordsforsøg, romantisk-
ridderlig nok til at sætte Lampen midt imellem dem og udlove
den — altsaa ogsaa Gulnare, Paladset og hele Resten — som
Præmie til Sejerherren. Og paa Udraabet: Hvad vover du?
svarer han med moralsk-teologisk Begejstring: Sandhed mod
Løgn, det Gode mod det Onde!

«Saaledes taler Basedow til sine Børn» siger Heiberg om en
lif^nende Vending hos Oehlenschlåger.

Kort sagt, Aladdin er her bleven den rene Godmand; han
er som Aanderne bleven biedermanniseret. Han forsmaar endog
den Fordel, som det udgør hans Liv at besidde, og stiller Alt i
en Guddoms Haand, der intet har med Aander i Lamper og
Ringe at gøre. Han tyer ikke mere til Lykken, men til Retten.
Men Lykke — det er den naturlige Livsbetragtning, Ret — det
er i ét Ord den moralske. Hvad har Lykkens Søn med Retten
at gøre! Kun ved en Udvisken af Digtets ejendommelige Grundpræg
er det lykkedes at ombytte Lykkens og Geniets Idé med Sand-
hedens og det Godes. Retten er det Godes udvortes Aabenbarelse
i et Samfund. Men Aladdin hører ikke hjemme i et Samfund.
Selve denne Ophoben af moralske Fortrin paa Aladdin er rigtig-
nok paa en vis Maade i den Tidsalders Aand, for hvilken Aladdin
blev den poetiske Bibel; thi den, der var Kejser i Ønskets og
Fantasteriets vidtstrakte Riger, han var i Danmark lange Tider

Adakn Oehlenschlåger 237

igennem faktisk — i Politiken f. Eks. — betragtet som Ind-
begrebet af al Sandhed og al Ret. Men dog er det et Brud paa
Digtets Idé, at det ender som Digtet om det Godes Sejer over
det Onde, Rettens over Uret. Thi Ret, det er hvad ethvert
Menneske kan have, helst skal have, ja bør have. Lykke, det
er den sjældne Begunstigelse. Hvad er Aladdin andet end Und-
tagelsen fra Livets almindelige Lov og Regel! Digtet om ham
burde da begynde og slutte som Digtet om den store Undtagelse.

IV.

Hvis en Kunstner, arbejdende med Kraft, i Løbet af kort
Tid frembringer Værker af ulige Værd, saa beror denne Frem-
bringelsernes forskellige Værdi paa den større eller ringere
Overensstemmelse mellem Kunstnerens Personlighed og det Stof,
han har taget for sig. Ikke i ethvert Stof kan han finde An-
vendelse for al sin Evne. Aladdins høje Rang blandt Oehlen-
schlågers Ungdomsværker beror, som allerede antydet, naturligvis
især paa den Bekvemhed, med hvilken han i Hovedpersonen
kunde legemliggøre Hovedtræk af sit Væsen som Yngling.

Ja han var Aladdin, stort Barn og stor Aand som han var.
Tilfælles med Aladdin havde han Mangelen af Udviklingsmulighed.
Han er straks alt, hvad han bliver. Hverken St. Hansaften-Spil
eller Aladdin eller Hakon Jarl har hån nogensinde overtruffet.
Og han var ikke endnu ret gammel, da han med Forundring og
Smerte fornam, at Tiden, Udviklingen, Ungdommen var løbet
fra ham.

Der gives i Aladdin en gribende Scene. Efter at Nureddin
har tilranet sig Lampen og bortført Paladset og Gulnare til
Afrika, har Aladdin, styrtet, tilintetgjort, først dødsdømt saa be-
naadet under Skarpretterens Sværd, opnaaet en Frist til at
skaffe Sultanen den mistede Datter tilbage. Ulykken har for-
virret hans Forstand. Sindssyg gaar han ind i den døde Mor-
glanes Hytte og griber efter Sømmet, hvor i gamle Dage den
underfulde Lampe plejede at hænge, og tror, han atter har den
i sin Haand.

Han træder ud af Hytten og en haanende Pøbelsværm
samler sig omkring ham. Han truer den med Lampen, udtaler,
at han kun behøver at gnide den for at faa Oprejsning og Hævn,

238 Adam Oehlenschlåger

tror at se Aanden for sig, befaler den at bringe Paladset tilbage
og tilraaber Sværmen:

Tag jer i Agt, nu kommer Slottet straks,
Staa det i Vejen ej, det knuser Jer!

En stor Skoggerlatter følger.

Det blev hans egen Skæbne. Han troede i sin modnere
Alder endnu bestandig at have Lampen i sin Haand og byde
over Aanden, og begreb ikke, hvorfor den kaade Ungdom ikke
troede ham paa hans Ord. En Nemesis ramte ham, som den
skulde ramme hele hans Generation, ja man kan sige bele
Folket.

Thi i denne Oehlenschlågerske Opfattelse af Genialiteten
spejler sig Samtidens Opfattelse og dens Væsen, ja en hel Side
af Folkekarakteren. Folket havde fra tidlig Tid af sat sin Lid
fremfor alt til det Naive. Naiv er allerede den første, ejen-
dommelige Helt i den danske Sagnhistorie, Uffe hin Spage, der har
nogle Træk af Aladdin, en Yngling, der (analogt med Russernes
søvnige Ilia fra Murom) bliver opfattet og behandlet som flegmatisk
Dumrian til den Dag, da han i dobbelt Tvekamp bliver Landets
Redningsmand. En særegen national Naivetet præger ogsaa næsten
alle de mest fremragende blandt Oehlenschlågers Samtidige. Landet
havde en aandelig Blomstringstid, og det vakte i hine Dage med
Rette Opsigt i Europa, at et saa lille Land, dengang tilmed nylig
ved Tabet af Norge indskrænket til en Trediedel af sit Omraade,
frembragte en hel Pleiade af vidtberømte Aander, Mænd som
Thorvaldsen, H. C. Ørsted, H. C. Andersen. De har alle Stænk af
det Aladdinsagtige: det barnligt Simple i Optræden og Holdning,
det Pludselige, Overraskende i Udfoldelsen af deres Genialitet, og
den forholdsvis ringe Udviklingsevne.

Tag Ørsted, som dog netop er en forskende Aand og hverken
Digter eller Kunstner, Ørsted, der som Opdager af Elektromagne-
tismen — en Magt, der snart udrettede større Ting end Ringens
fantastiske Aand — skulde synes saa fjern fra de Tilfældigheder,
paa hvilke Aladdins Held beror: han gør sin Opdagelse ved et
heldigt Tilfælde, formaar ikke videnskabeligt at bringe det Ringeste
ud deraf, men maa overlade Andre at gøre den teoretisk og
praktisk fruf»tbringende.

Selv i Politiken, hvor det Aladdinsagtige mindst hører hen,
møder vi det hos adskillige ledende Mænd. Man kunde nævne

Adam Oehlenschlåger 239

Orla Lehmann, der en kort Tid i Fyrrerne vel var den berømteste
Danske. Smuk, veltalende, Alles Yndling, bliver han endnu ung
Folkefører og Minister; Aladdinspræget er over ham. Men at
regne med Kendsgerninger har han aldrig lært. Beregningens
Punktérgriffel har han saa godt som Digterne forsmaaet. Han
er og bliver det elskværdige, forkælede, beundrede, begavede,
veltalende Lykkens Barn, Fantasten, der har troet at kunne
drømme og tale de politiske Hindringer bort, til han i 1864 op-
lever alle sine Forhaabningers Undergang og i 1870 Sammen-
styrtningen af sine sidste Illusioner.

Se Glimt af denne skæbnesvangre og falske Kontrast mellem
Geni og Videnskab, Aand og Virkelighedssans hos Landets største
Tænker og hos Landets mest fremragende Opdrager, hos Kierke-
gaard og Grundtvig. Hos Kierkegaard, der overhovedet ikke
anerkender Videnskabens Værd og der sætter sin Stolthed i at
arbejde med den i Aladdin priste underfulde Hast; han er den
Enkelte, der ikke har noget tilfælles med de Andres Arbejde,
den Benaadede, hvem Tankerne tilflyder strømmevis. Hos
Grundtvig, der vil meddele Bonden Aand gennem Tydning af
gamle Sagn og Legender; det kedsomme, regelbundne Arbejd
tillægges der kun ringe Værdi; Aanden kommer og virker
uden det.

Se saa det hele danske Folk, saaledes udviklet, vant til at
tænke saa højt og stort om sig selv; svulmende af Selvfølelse
efter den sejerrige Udgang af den treaarige Kamp om Slesvig,
der fantastisk blev opfattet som en Sejr af halvanden Million
Mennesker over fyrretyve Millioner. De tretten Aar imellem de to
slesvigske Krige gaar hen i en Drøm om Lykke og Kraft. Sorg-
løs som Aladdin selv, i hvis Billede man saa længe havde spejlet
sig, saa' den danske Nation ikke den truende Fare.

Tyskland vurderede man ikke højt og forstod man ikke.
Hvor skulde Aladdin kunne begribe Faust! Han saa' ham jo
kun i den hæslige, lærde Troldmand Nureddins Skikkelse.
Tyskeren havde ikke de højeste Aandsevner, ikke Geniets sejer-
bringende Evne. — Hvorfor ikke? Fordi han stræbte og sled,
skrev og læste altfor meget, bestandig samlede Materialer, men ikke
var Bygmester, mindst en Bygmester som Aladdin. .Han havde
Lærdom, Beregning, han sad inde med sin Forskens og Gransk-
nings Resultaler. Men det var ikke paa Sligt, det kom an. Alt
det var af ringe Værd i Sammenligning med det, som manglede

240 Adam Oehlenschlåger

ham : den barnlige og geniale Simpelhed, der løser alle Vanskelig-
heder ved Instinktets Indgivelse; Grundvæsenets hemmeligheds-
fulde og af alle gode Magter understøttede Kraft, denne Kraft,
som kun boede i de nordiske Folk, urokkelig som Nordstjernen,
mægtigt straalende som Nordlyset, ja der i Grunden som Aladdins
Lampe var den hemmelige Urkraft, Lyset selv, som efter den
Grundtvigske Tro ved dette Folk skulde bredes over Jorden.

Og saa var det, at det Utrolige, Ufattelige skete. Den
nordiske Tapperhed, den hellige og geniale Enfold blev over-
vunden af vidtrækkende Tændnaalsgeværer, af artilleristiske og
taktiske Beregninger. Man havde (som Aladdin) vovet cSandhed
mod. Løgn, det Gode mod det Onde,» og Nureddin havde sejret;
den kolde Kløgt havde overvundet det danske Folks Genius; den
smaalige Beregning havde sejret over frie Mænds sorgløse Mod.

V.

Men medens saaledes i Danmark Aladdinstanken hos Oehlen-
schlåger beviste sin Dybde som rammende Tidsalderens nationale
Type og tillige sin Ensidighed og Svaghed i Livets Virkelighed,
blev den paa norsk Grund to Gange genoptaget og behandlet af
Norges største Dramatiker.

Første Gang i Kongs- Emnerne. Her møder vi Aladdin- og
Nureddin-Naturerne, varierede som Tronkræverne Hakon og
Skule. Den første har Retten, derfor Fortrøstningen; Lykken,
derfor Sejren; den anden der, interessant som han er, bliver
Stykkets Hovedperson, er den ærgerrige Grubler, fortæret i ind-
vortes Kamp og Mistillid, der har Evner og Adkomster nok til
at være Konge, men mangler noget vist Uhaandgribeligt, der først
giver alt det Andet Værd, mangler Lampen. Han, Nureddins-
naturen, er et Kongshoved, Hakon er den hele Konge.

Skønt Hakon ikke er kløgtigere end Bispen, ikke djærvere
end Skule, er han dog den største Mand. Thi, forklarer Bispen,
den lykkeligste Mand er den største Mand. Den lykkeligste er
det, som gør de største Gerninger; han avler Tanker, han selv
ikke fatter, peger paa den Vej, han ikke selv véd, hvor bærer
hen, men som han dog gaar og maa gaa, til han hører Folket
skrige i Glæde og erfarer, at han har gjort et Storværk.

Det er Hakons Lod. Alt trives for ham, Alt, hvad han

Adam Oehlenschlåger 241

netop trænger til, sker. Han er i dette Punkt er ren Aladdin.
Men han er ikke blot Lykkens sejersæle Yndling som hin; han
har ikke blot som Aladdin Opkomlingens Ret, men Retten som
nedarvet, Fødsels-Retten: «Den største Lykke er den at have
Retten. > Og med en langt dybere Misundelse end Nureddins
fylder det Spørgsmaal Skules Sjæl, med hvad Ret Hakon fik
Retten og ikke han? Det er, som jeg en Gang har udtrykt det,
et Attentat paa at komme bagved det Retslige, et Forsøg paa at
falde det i Ryggen, dræbe det bagfra. — Svaret lyder, at
Hakon fik Retten med den dybere Ret, at han har Kongstanken,
den hidtil uhørte. Det er Hemmeligheden ved den Magt, han
udøver over Aanderne. Men da Hakon meddeler Skule Tanken,
fatter denne i sin Fortvivlelse den Plan at bemægtige sig Hakons
Idé og sætte den i Værk. Det er Nureddin, som stjæler Alad-
dins Lampe. Han kæmper og til sin egen Forbauselse sejrer
han i første Træfning; men efter selve Sejren skælver han under
Indtrykkel og vover næppe at tro paa Muligheden. Det er
Nureddin, som staar der med rystende Knæ, tabende Lampen af
Hænde, just i det Øjeblik, da Aanden viser sig og har lydt ham
blindt.

. Og mere endnu: Ogsaa i Kongs-Emnerne er det, som i Alad-
din, inderst inde ikke om en Kamp i den udvortes Verden men
om Poesi, om Digterværd og Digterlod, at der er Tale. Kong
Skule spørger Skjajden, hvad Gave han trænger til for at blive
Konge, og Jatgeir svarer: «Ikke Tvivlens, for da spurgte I ikke
saa.» Han spørger paany med de samme Ord, og Svaret lyder:
»Herre, I er jo Konge. » Da siger Kong Skule de mærkelige Ord:
sTror du til enhver Tid saa vist, at du er Skjald ?»

Denne Replik vender tydeligt nok hele Forholdet om, saa
Sagen forvandler sig til Billede paa det, der netop skulde være
Billede paa Sagen. Forholdet mellem to Medbejlere til Konge -
tronen bliver et Billede paa Forholdet mellem to Medbejlere til
Digterkronen, som dette Forhold dengang kunde opfattes, og man
føler som en smertelig Bekendelse i hin sidst anførte Linje: Tror
du til enhver Tid saa vist, at du er Skjald?

I dette Drama er Nureddinsnaturen kommet til langt større
Ære end hos Oehlenschlåger. Staar end Hakon med Sejrens
Palmer i Hænderne, saa er Skule langt mere fængslende og gør
paa Læseren del dybere Indtryk.

Men har Henrik Ibsen her ligesom bygget videre paa den

G. Brandes: Snmledc Skrifter. I. ^Q

242 Adam Oehlenschlåger

sjælelige Grundmodsætning i Oehlenschlågers gamle Æventyrspil,
saa har han nogle Aar senere leveret et fuldstændigt Modstykke
til det.

Den polære Modsætning til Aladdin hedder Per GynL Som
Aladdin er Fantasivirksomhedens Forgudelse, er Per Gynt en
Krigserklæring imod den. For Oehlenschlåger er Fantasilivet det
højeste, for Ibsen det farligste og sikrest nedværdigende af alt.
Indbildningskraften er Aladdin Lykke og volder hans Geni; den
er Per Gynts Ulykke og foraarsager hans Usselhed. Den selv-
samme Magt, der for Oehlenschlåger er Sandheden og Livet, er
for Ibsen Løgnen, der gaar udenom Livet.

Den unge Aladdins Forhold til Morgiane er varieret i Per
Gynts Forhold til hans Moder. Ogsaa Per har Storhedsdrømme,
der møder Moderens Tvivl. Og Per lyver ikke ligefrem; han
fantaserer. Han ser sig, saasnart han lukker Øjnene, som
Triumfator, ridende, som Aladdin, forrest paa den guldskoede
Hest med det store Følge efter sig — »Kejser Per Gynt og hans
tusinde Svende. »

Han indbilder sig halvvejs at kunne hekse, at kunne mane
Aander som Aladdin; han møder Skoggerlatter som Aladdin, naar
han taler om sine Trylle-Evner, og del lykkes ham endda, som
Aladdin, at besejre Moderens Vantro: hun bliver som Morgiane
tilsidst begejstret for Sønnen; hun har Øjeblikke, hvor hun tror,
han kan ride gennem Luften paa Bukke.

Ogsaa her bygger Helten et pragtfuldt Hus: «Gjildt skal det
bygges, Taarn og Fløj skal der være paa Tagryggen .... Frem-
mede Folk skal undres paa, hvad det er, som skinner langt borti
Aasen.> Kun at alt dette er Indbildning, Indbildning eller Løgn.
Ingen Ringens Aand bærer denne Per igennem Luften; ingen
Lampens Aand bygger ham noget Palads; og naar ogsaa han
bliver Østerlænding, forenet med en Araberinde og hyldet som
Sultan eller Profet, saa er alt dette kun som Vrængbilled, som
blodig Karikatur af Aladdins Forhold til Gulnare og Hylding som
Sultan. Thi medens Aladdin er Digteren i Datidens triumfatoriske
Mening af detle Ord, er Per Gynt fra først til sidst det, han
hører udsige, hvor han spørger til sit Eftermæle i Hjemmet: en
vederstyggelig Digter.

At Ibsen under Udarbejdelsen af Per Gynt nogensinde skulde
have havt Aladdin bevidst i sin Tanke, forekommer mig ganske
usandsynligt. Men den Lighed, der glimter frem i Forholdet

Adam Oehlenschlåger 243

mellem Sønnen og Moderen, giver sig beslægtede Udslag. I
begge Digtninge er jo Helten en Enkes eneste Søn og Moderen
en komiskrørende Person. I Aladdin ser vi Sønnen, afsindig af
Fortvivlelse, sidde ved Moderens Grav og i sin Indbildning vugge
og synge hende i Søvn som et lille Barn. Saaledes synger Per
Gynt sin døende Moder i Søvn, fortællende hende smukke Histo-
rier, som Børn gærne hører dem før de sover ind. Kun at Alad-
dins Vanvid er skønt og at Situationen her har Digterens fulde
Medfølelse, medens der hos Ibsen er en skærende Ironi over
Løgnen og Fantasteriet, der omspænder den stakkels Aase selv i
Døden. Paa Per Gynt kan man maale, hvor langt i Slutningen
af Tredserne Slægten var kommen bort fra Aladdin; thi det
samme, som i Aladdin er den skønne Drøm, er i Per Gynt det
lede Fantasteri.

Aladdin er Glæden over Livet, det vil sige den Udkaarnes
Glæde over sit Liv som Undtagelse; men for andre end Lykkens
Yndlinge er dette et nedslaaende Digt. Thi hvad kan i Grunden
være mere bedrøveligt end denne Lære om Værdiløsheden af
alle dem, om hvem det i Aladdin hedder:

Hvo nu ej fødtes under Stjærnen blid,
Hvo kun fik ringe Held og sparsom Evne,
Fremvirket kun til Massen for sin Tid ....

Oehlenschlåger retlede senere Massen til Stoffet. Ligemeget:
for dem, der kun er Masse eller Stof, er dette Livsglædens Digt
lidet trøsteligt. I den tyske Aladdin sammenlignes disse Men-
nesker med Morianer, der forgæves søger at vaske sig hvide:

Doch wasciien sich und reiben sich die Mohren
Und toben gegen Schicksal, Gott und Leben,
Weil sie nicht so wie Jene sind geboren.

Saa frugtesløs er den Geniløses Stræben efter at udmærke sig.

Medens vor hele nyere Poesi har en Art opdragende Grund-
præg, er Aladdin da kun forsaavidt et Mængden optugtende
Værk som det lærer dette ene : Respekt for Geni, en • i og for
sig fortræffelig Lære. Men man taler saa meget om farlige
Bøger, saadanne, som det er betænkeligt at give Ungdommen i
Haanden. Aladdin er en for Ungdommen ingenlunde ufarlig Bog.
Det er en Bog, som er fortræffelig for Voksne, men som kan

16*

244 Adam Oehlenschlåger

gøre Drenge stor Skade og som har gjort det. Thi Manden
véd i Reglen, at han ikke er den store Undtagelse, men Drengen
haaber endnu at blive det, og mens han Iseser Digtet, tror han,
at han er det. Og saa inddrikker han da Forestillingen om en
Verden, i hvilket Alt lykkes den Ligeglade, der kun vover til-
gavns at ønske, en Verden, i hvilke Skatte vindes. Hindringer
bortryddes. Lykken erobres. Triumfer opnaas, uden Møje, uden
Arbejd, uden Kamp og uden Indsigt.

I dette Land, hvor Arbejdets Evangelium aldrig har været
prædiket med Kraft, har Aladdin prædiket Geniets Evangelium,
og Frugten har været den, at der næppe gives noget Land i
Verden, hvor der fmdes saa mange indbildte Genier som i Dan-
mark. Imellem Femten- og Tyveaars-Alderen tror hver anden
arbejdssky Dreng her i Landet, at han er et Geni. Det er en
Arv fra Romantikens Tid.

Men paa det hele Folks Historie i Aarhundredets Løb har
— dybere endnu end alt berørt — Virkningen kunnet spores af
den Daab, den Dukkert, som Folket i Aarhundredets første Aar
fik i A/add/ns-Romantiken. Lampen er, hedder det. Lyset selv.
Den kommer til den Begunstigede, « imens han sødt og lifligt
bhmder.» For det hele Folk er Lyset nærmest Frihedens Lys,
og del danske Folk kom som Aladdin (i 1849) sovende til sin
Lykke, sit Lys, sin Frihed, sin Forfatning.

Hvorledes passer Aladdin paa sin Skat? Ynkværdigt, utroligt
slet. Istcdenfor at bevare den utilgængeligt, uangribeligt, stiller han
den simpelthen, naar han gaar ud, bag en Statue oppe i Salen.
Og saa byttes da den gamle Kobberlampe bort for en ny. Stort
bedre passede Folket ikke paa sin Skat. Da i 1866 Nureddin
kom og tilbød en ny — Forfatning for en gammel, udleverede
Folket den gamle. Og Aladdin bliver ikke klogere af Skade, faar
ikke mere Virkelighedssans af Erfaring. Da første Gang det
store Tab er lidt og udjævnet, da Hindbad, som er endnu værre,
kommer for paany al berøve Aladdin Lampen, giver han den
alter ud af sin Haand, stiller den paa Gulvet imellem sig og
ham, og glemmer, stærk i Troen paa sin Ret, forud at sikre sig
Magten.

Aladdins Lykke er bedre end hans Forstand — han er jo
Undtagelsen, men sandelig, Aladdin er en farlig Bog at give et
Folks Ungdom i Hænde. Thi det at give frivilligt Afkald paa
den Magt, man har bavl til at sikre sig sin Ret, det, ikke i Tide

Adam Oehlenschlåger 245

at stille Magt bag Retten, det er den værste Letsindighed, et
Folk kan begaa.

VI

Man vinder et Indblik i Oehlenschlågers besynderlige Ud-
viklingsgang ved at sammenligne Aladdin i dens første tyske Skik-
kelse med den danske.

I det Øjeblik, da Oehlenschlåger skrider til Oversættelsen
og Omarbejdelsen af sin Aladdin paa Tysk, skifter hans Sprog-
tone paa den forunderligste Maade Karakter. Ikke blot al hvad
han paa Dansk besad af Sikkerhed og Ynde forlader ham, men
han mister al Stil, alt ejendommeligt og selvstændigt Herredømme
over Sproget.

Han kunde lidet Tysk. Vel lægger han et for en Udlænding
ualmindeligt Kendskab til Sproget for Dagen; men han kan ikke
Tysk; han gør undertiden de groveste Fejl: Ved en Indlednings-
bemærkning om at han med Vilje ikke har overholdt det muhame-
danske Kostyme, forraader han, at han tror, Schurze (Forklæde)
betyder Skørt. Han siger dicker Magen (tyk Mave) for dicker Bauch.

Interessantere er det imidlertid, at han ikke blot paa Tysk
er adskilligt mere højttravende end paa Dansk, men at han har
levet sig ind i Datidens tyske Romantikeres hele Mundart og an-
vender den, selv hvor den danske Tekst ingen Anledning giver
til det, og endda paa dette Tidspunkt, da han i sit Sind har
sagt sig løs fra Førerne i Tyskland.

Man véd, hvilket Misbrug den tyske Romantik drev med
Ædelstenene og deres Poesi. De unyttige og dog saa efterstræbte
og attraaede Ædelstene var Romantikerne en Protest mod Nytte-
læren, et Bevis paa at det Ædleste og Glansfuldeste var til ingen
Nytte og dog af umaadelig Værdi. Særligt var den røde Kar-
funkel yndet som hos Middelalderens Mystikere. Baggesen gav
jo den hele tyske Romantik Spottenavnet Karfunkelpoesi. I Vau-
lundurs Saga er Karfunklen da ogsaa Heltens Mærke. Hvor
nu Aladdin nærmer sig Hulens Indre og den danske Tekst har:

Alt rasler Bjærgets Dør. din Hængsel,
Og alt betrædes nu din Sti.

sætter Oehlenschlåger paa Tysk:

246 Adam Oehlenschlåger

Schon hore ich des Helden Trille,
Er naht sich dem Karfunkelhain.

Karfunkellunden er nu bleven Hulens ærkerom an tiske Navn.

Lærerigt er det, at denne Oversættelse af Aladdin fuldførte
Oehlenschlåger i Aarel 1807 i Paris, boende i et Værelse højt
oppe paa en syvende Sal overfor Tuilerierne med Udsigt til
Caroussel-Pladsen, hvor han til saa' Napoleon holde Revue over
sin Garde, uden al modtage ringeste Indtryk af Omgivelserne,
ganske tillukket for hele den Verden, han havde omkring sig.
Det var del Aar, da Napoleon ved Freden i Tilsit og Forbundet
med Alexander omtrent havde virkeliggjort sin Idé om et Ver-
densherredømme; han havde indlemmet Halvdelen af Prøjsen i
sit Rige og blev næslen overalt i sin Kamp mod Regenterne af
Folkene hilset som deres Befrier fra en forældet Verdenstilstand
og som Revolutionens store A^^'tager og Testa men tf uldbyrder.
Under disse Verdensforhold var det, at den danske Digter sad
paa sit Tagkammer i Paris, følende ganske som en Tysk for
Tyskerne, blot nedsunket i Novalis's og Tieck's, i Schlegelernes
og Steffens's Verden, afvekslende fortabt i deres Skrifter og fej-
dende imod dem, uden andet Forhold til Frankrig end det, hvori
han kom ved en eller anden lidenskabsløs Udskejelse.

Han underkastede under Oversættelsen Aladdin en hel Om-
støbning, gav den en tysk-romantisk Gendøber-Daab.

Efter (len romantiske Æstetik var jo Fantasi Livskilden.
Saa lidt som der for Romantiken var Tale om tro Opfattelse og
Gengivelse af den ydre Verden, saa lidet stræbte den mod en
harmonisk Samvirken af Forstand og Følelse med Fantasien.
Romantiken udrev Fantasien af dens organiske Sammenhæng
med Sjælens andre Virksomheder og erklærede den for den
eneste retmæssige Repræsentant for Digtekunstens Rige.

Den løsrev Fantasien fra Forstanden; Tænkningens Love
blev ikke blot ophævede ved en højere digterisk Forestillingsfølge,
men der erklæredes dem Krig. I Steden for Aarsagssammen-
hæng traadte i den halvt overnaturlige Verden Tilfældighed og
Lune. — Den løsrev dernæst Fantasien fra Følelsen. Den poetiske
Anskuelses Livssandhed, hvorom kun Følelsen forvisser, blev af
forsvindende Betydning for en Aandsretning, der flyede enhver
Berøring med det virkelige Liv.

Men nu indtraadte den Nemesis, at Forstanden, som ikke

Adam Oehlenschlåger 247

mere turde føre Tilsyn med Fantasien, gjorde sig gældende ved
Siden af den som den Eftertanke, der stadigt var paa sin Post
for at uddrive Forstanden, og at Følelsen, som ikke mere var
bestemmende for en Fantasi, der tumlede sig i Stemninger, vir-
kede paa egen Haand som afskrækkende Føleri.

I de faa Aar, der er gaaede hen, siden Oehlenschlåger fuld-
endte Aladdin paa Dansk, er han begyndt at gruble over denne
sin Digtning; det vil sige, hans Forstand er begyndt at tumle
dermed som med færdigt Stof. Ogsaa hans Følelse har frigjort
sig paa udigterisk Maade. Han ser med Fjærnhedens Overlegenhed
ned paa sin første Ungdoms Indskydelse. Han har løsrevet sig
fra Steffens. Rahbek er ham nu en bedre Kunstkender end Stef-
fens, og idet hans Følelse ophører at være Steffensk, bliver den
Rahbeksk.

Meget, som Oehlenschlåger troskyldigt havde ^ taget op fra
Æventyret, synes ham nu at fordre Begrundelse. Hans Forstand,
der nu løfter sig op over Stoffet, spørger f. Eks., hvorledes det
gaar til, at Nureddin to Gange glemmer, han har givet Aladdin
Ringen? Og hvorfor tænker heller ikke Aladdin nogensinde paa
den Ring? Den Forstand, der spørger saaledes, er den almindelige,
fornuftdyrkende Forstand. Men Forstanden er desuden særligt
romantisk og spørger ogsaa anderledes. Den romantiske For-
stand er en Genganger fra Middelalderen. Den spørger, som
Mennesket i Qærne, overtroiske Tider spurgte. Den moderne
Forstand spørger efter Aarsag, den romantiske efter Betydning.
Naar i gamle Dage et Portræt af en eller anden kær Slægtning
eller Ven faldt ned fra Væggen, saa spurgte man ikke som vi
efter Aarsagen: Var Sømmet rustent? eller Snoren for svag? Man
spurgte: Hvad betyder det? Hvad sker ham nu? Er han i Fare
eller dør han? Snart romantisk, snart rationalistisk spørger
Oehlenschlåger sig selv: Hvad betyder det Hele? Hvad er dets
Mening? Hvad vil Hulen med Skattene sige? Er den der endnu
ved Digtets Slutning? Genser Aladdin den aldrig? Og hvad er
Lampen? Aladdin har et Par Gange givet Afkald paa den. Be-
høver han den nu, da han staar ved sine Ønskers Maal? Har
han Brug for den? Burde han ikke give den tilbage? — Og nu
Lampens og Ringens Aander! Hvad er i Grunden Forskellen paa
dem? En Gradsforskel eller en Væsensforskel? Den ene kan kun
flytte Aladdin selv, den anden kan tillige flytte Slottet. Er For-
skellen kun den mellem større og ringere Bærekraft? I Shake-

248 Adam Oehlenschlåger

speares Stormen, der ganske Qernt har foresvævet Oehlenschlåger,
er der en helt anden Forskel paa de Væsener, som ikke tilhører
Menneskeverdenen. Ariel er Luftaanden, Caliban legemliggør det
grove Jordstof; man er, uden at de nogensinde begrebsbestemmes,
aldrig i Tvivl om deres Væsens Beskaffenhed; men her? Oehlen-
schlåger grubler og kommer til det Resultat: Ringen er <den i sig
tilbageløbende Ordenens og Besindighedens Slange* (i den danske
Aladdin: Og Harmonia skænker dig sin Ring), og Forskellen
mellem Aanderne er, som han siger, men uden at gøre Læseren
det fatteligt, denne: Lampens eller Eksistensens Aand er Rummets;
Ringens er Tidens eller Bevægelsens, Bevidsthedens Aand

Det viser sig her meget tydeligt, at saa snart Romantikerens
Forstand begynder at ville klare hine Fantasiforestillinger, gør
den dem kun mindre anskuelige og svækker Troen paa dem.
Lampens Aand, som flytter Paladset, skal være det hvilende
Rum ; Ringens Aand er Tid, Bevægelse og tillige Bevidsthed,
desuden Orden og Besindighed, alt for meget af det Gode. For
at forklare den Virksomhed, der udøves af Ringens Aand, lader
Oehlenschlåger nu Nureddin, hvor han opdager, at Aladdin er
undsluppen fra Hulen, fremmane en Vandaand. Denne udspørger
han, hvorledes det har været muligt, at han selv i sin Tid
glemte hin Ring, han havde betroet Aladdin. Aanden svarer i
kønne Vers, der klinger halvvejs som A. W. Schlegels og halvt
som Tiecks:

Die kleine goldne Schlange,
Die Edelsteine schmucken
Wie Knoten auf dem Hucken
Herrlich mit Roth und GrQn,
Die kleine goldne Schlange
Ist vor dem Wasser bange, ^
Ist keine Wasserschlange.

Nureddin.
Ist keine Wassei-schlange?

Der (ieist.
Es ist ihr da zu kalt,
Zu wust die Wellen schåumen,
Sie fiieht das blosse Tråumen,
Sie liebet die Gestalt.

Og Aanden forklarer, al den søger Ophold, hvor ikke Indbild-
ning og ørkesløs, sygelig Længsel hersker; den elsker Naturen.

Adam Oehlenschlåger 249

Sie liebet die Natur.

Nnreddin,
Und hab* ich nicht Natur?

Der Geist.
Sie ist nicht rein und pur,
Sie kennt nicht ihre Schranken,
Sie ist ein krankes Wanken,
Sie ist ein Schåumen bios
Im Meere bildungslos.

Aanden skildrer altsaa nærmest Nureddin som en ægte tysk Roman-
tiker, sygeligt overstrømmende, et formløst Hav af Længsler. Her
fejder Oehlenschlåger mod Steffens og Schlegelerne. Nureddins
Sjæleliv er uplastisk. Derfor har Ringens Aand forladt ham.

Sie liebet die Gestalt.

Nureddin.
Und hab' ich nicht Gestalt?

Der Geist.
Du suchst nur durch Gewalt
Die Schranken zu durchbrechen
Und weiter dich zu strecken,
Erkennest nicht den Ring,
Die Grånze jedem Ding;
Die kleinc goldne Schlange
Ist selbst ja nur der Ring.

Nureddin udbryder: Jeg vil dog sejre, jeg vil finde Lampen, og
har jeg først Lampen, saa faar jeg let Ringen. — Aanden svarer:
Med Ring tager man Lampe, men ikke med Lampe Ring. —
Det klinger filosofisk nok. Der er, som man ser, her et Tilløb
til et Tankehele, et Forsøg paa at bringe formel logisk Sam-
menhæng ind i denne Fantasiverden, fra hvilken den virkelige
Aarsagssammenhæng er udelukket. Herved vindes f. Eks. dette:
der bliver en Slags Mening i, at Ringens Aand holder Aladdin
tilbage fra at drukne sig; thi «den lille gyldne Slange« er jo
bange for Vandet.

Naar nu blot ikke den slemme romantiske Ironi, hin Lære
om at Digteren viser sin sande Overlegenhed ved hvert Øjeblik
selv at slaa sit Kunstværks Illusion ihjel, straks havde tilintet-
gjort det Opbyggede; thi da Aanden er forsvunden, siger Nured-
din med en Vending, der minder om Tiecks Parodieren af Roman-
tikens Modstandere:

250 Adam Oehlenschlåger

Ein philosophscher Geist! will nåmlich sagen [vil sige, Danisme]

Die dummste Bestie, die auf Erden lebt,

Kommt mir mit idealschen Tråumereien,

Will Metaphysik mit der Physik mengen ;

Das lass ich gelten; aber, was ganz toll ist,

Moral und Sittlichkeit. Zum Teufel, Herr,

Was hat Moral und Sittlichkeit in der

Naturphilosophie zu thun? Moral

In der Magie! Ein Magiker moralisch!

Die Kunst, um welche unsre Eltern sich

Dem Teufel mit dem eignen Blut verschrieben,

Soli selbst moralisch jetzt getrieben werden.

Nureddin har Ret i disse sidste Klager. Oehlenschlåger er selv
bleven Spidsborgeren, der fordrer Moral af en Magiker. Men
iøvrigt er dette Nureddins Jeronimus-Udfald mod dem, der vil
blande Metafysik ind i Fysiken et indirekte Forsvar for Schelling
og Steffens; thi netop dette var de ældre Naturvidenskabsmænds
Anklage mod dem. Men saavel dette som den Bemærkning, at
man i den kristne Middelalder forskrev sig til Fanden med sit
Blod, virker unægteligt i Østerlænderen Nureddins Mund og paa
dette Sled, hvor det er saa lidt paa sin Plads, lige saa forstyr-
rende som det i sig selv er smagløst.

Og naar det saa endda stod i Forstandssammenhæng med
det Øvrige. Men nej! Nys saa vi Nureddin betegnet som den
naturløse, uplastiske Aand, der er lutter Attraa og Længsel, om-
trent som Eigil i Vaulundur, gennem hvem der jo sigtedes til
Schack Staffeldt. Men længer hen synes Oehlenschlåger at have
glemt dette Træk og gør pludseligt Nureddin til en Aand af den
stik modsatte Art, gør ham til en Repræsentant for den pedan-
tiske, gammelfranske Kunstsmag, der afskyr den tyske Romantik,
ja endog ringeagter Shakespeare som regelløs og uædel.

Den formentlig moralske Skønhed i Scenen mellem Aladdin
og Gulnare, da denne er bleven baaret ind i hans Kammer, har
Oehlenschlåger nu fundet Hehag i at udtvære. Da Aladdin og Gul-
nare er faldne i Søvn, følger paa Tysk en hel Monolog af Uskyl-
dighedens Genius. Stedet lyder:

Aladdin og Guldnare ligger sovende i Brudesengen. Det dragne
Sværd imellem dem.

Uskyldighedens Fe

sidder smilende ved Lejet og betragter dem ved Skinnet af deres Diamant-
krone :

Adam Oehlenschlåger 251

Seh ich auf der Erde Unschuld, Tugend,

Muss ich weinen;
Aber suss sind meine Thrånen.
Nein, du bist kein eitles Wåhnen,

Bei den Kleinen
Nicht allein zu finden, Tugend!
Bluhst im Alter, blQhest in der Jugend.

Schlafet meine lieben, guten Kinder!

Gott begleit' euch!
Reich seid Ihr in eurem Herzen,
Bei der Liebe Himmels-Kerzen

Suss erfreut euch!
Glucklick werden meine Kinder,
Wenn Ihr immer mehr mich liebt — nie minder!

Jeg kender ikke i den hele Verdensliteratur hos en Digter af saa
høj en Rang noget dummere og mere parodisk.

I Scenen mellem Gulnare og Nureddin før Giftdrabet er
Gulnare bleven underkastet den borgerligt moralske Omdannelse,
hvilken Alting underkastes, alt som i Oehlenschlågers Følemaade
Rahbek fortrænger Steffens. Da Nureddin har udtalt sig mod
Ungdomsovermodet, svarer den persiske Prinsesse, der pludseligt
viser sig som en med tysk Huslighed udrustet smaaborgerlig
Husmoder, skemtefuldt, at hun som Kvinde kun forstaar sig paa
Køkkensager:

Ich hin ein Weib, icli kann nieht spekuliren,

Verstehe mich bios nur(!) auf Kuchensachen.

Selbst in der Kuche aber kocht bisweilen

Der Topf ganz uber, weil da Feuer viel ist.

So konnt' es auch vielleiclit den Menschen gelien.

I den videre Samtale forraader hun fremdeles stor Indsigt i
Madlavningens Hemmeligheder. Nureddin svarer saa ikke blot,
at Sammenligningen halter, Verden er intet Køkken; men han
angriber Lignelsen som uædel, og uden Overgang stempler han
den som arabisk, hvad i denne Sammenhæng øjensynlig vil sige
engelsk-tysk. Saa blander han, for ret at aabenbare sig som
Vpltairianer, Fransk i sin Tale.

Wie abgeschmackt ! unedel! Ganz in den
Arabischen Manieren, bien arabe!
Bist eine Perserin und kannst im Munde
Dergleichen pobelhaften Bilder fuhren . . .

252 Adam Oehlenschlåger

Den stadige Udeladen af Stedordet minder om Stilen i P. P.s
Søromaner, naar Tordenskjold siger: «Takker, takker. Lover
ærligt at tordne for Svenskernes Øren.» Gulnare bemærker, at
det Billede, hun har brugt, synes hende træffende. Hertil svarer
Nureddin:

H)in Bild muss nobel sein

P>innre mich bei der Gelegen heit

Dass ich bei einem Araber gelesen,

Wo selbst ein Konigsgeist zu seinem Sohn spricht:

«Wenn ich dir alles sagte, wurde dir

Das Haar auf deiiiem Kopf zu Berge stehn

So wie die Stachel eines Stachelschweines. »

Ha, bien arabe! beim Himmel, bien arabe!

Det manglede kun at Nureddin har læst Shakespeare, an-
griber Aandens Sprogbrug i Hamlet som plat, og anfører Schle-
gels Oversættelse.

Og dette er endda kun en af Ytringsformerne for det Mis-
brug, Oehlenschlåger her driver med Æventyrformens Redebon-
hed til at optage alt Muligt, selv det Fornuftstridigste.

I en Scene mellem en Bygmester og en Kunstner er den hen-
synsløse Kasten mellem hinanden af Steds- og Tidsforhold fuldt
saa vild. Kunstneren, der skal bidrage til Udsmykningen af
Aladdins Palads, optræder her som taabelig Romantiker. Han
medbringer Gulnares Statue i Pæretræ, hvilket Stof han sætter
over Marmor som organisk, og i to Eksemplarer for det Tilfælde
at det ene skulde komme noget til; iøvrigt ligner ingen af dem.
Saa bedømmer han et af Malerierne i Paladset med disse Ord,
der skal rammme Nazarenernes Malemaade og de Tieck-Schlegelske
Lærdomme :

Ein Bild von gutem. edlem Ton
Muss eine gewisse Moderation,
Muss cinc gewisse Steiflieit zeigen,
Muss ahndungsvoll in sich selber schweigen,
Muss gleichsam so ein Schmachten beachten,
Kin anderweltliches, gdttliches Trachten;
Die Farben mussen wie Tone klingen,
Die Zuge mussen wie Thaten springen,
Muss werden nach Regel und mit Geschick
Gleichsam eine poetisclie Farbenmusik.

Adam Oehlenschlåger 253

Og paa Spørgsmaalet, hvorfra han har denne Visdom, svarer
han: Fra et Skrift ved Navn Asiay hvad øjensynligt er en kum-
merlig Hentydning til Friedrich Schlegels Europa.

I andre Scener viser Nureddin og Aladdin sig lige stive i
den græske Mytologi. Da Nureddin rejser fra Afrika, sammen-
ligner han sig med Jason, der drager bort efter det gyldne Skind.
Da Aladdin vil begaa Selvmord siger han: hvad spørger Naturen
efter Skyld og Uskyld; den grumme Kronos avler kun Børn for
selv at sluge dem. Saa filosofisk er Oehlenschlåger her bleven,
at han for at forklare Muligheden af de Repliker, han lægger
Aladdin, ja selv Sindbad i Munden, maa lade dem have læst
Filosofi og kende Filosofer. I Steden for de faa danske Ord til
Vandet før Selvmordsforsøget har Aladdin her en lang Udvikling,
hvori forekommer:

Ich håbe mir
Von einem Philosophen sagen lassen,
Wie Wasser unentschiednes Chos ist
Woraus sich alle Weltgestalten bilden.

Og for at forklare Tilbøjeligheden til filosofisk Vrøvleri hos Hof-
skomageren har Oehlenschlåger været nødt til at lægge følgende
slette Vers i hans Mund:

In meinem Hause
Wohnt ein Philosophus, der ffir den Kopf sorgt,
Er hat mir jungst ein Freibillet gegeben
Zu den Vorlesungen o. s. v.

En yndet Art Angreb i Tiecks og Datidens øvrige romantiske
Digtninge var som bekendt Udfaldene mod Oplysningen. Der
er hist og her Spor deraf i den danske Aladdin, saaledes i
Lommetyvens Bemærkning om den som Fatime forklædte Hind-
bads Prædiken; men her er dette Træk som pligtskyldigt roman-
tisk ganske anderledes fremtrædende. Da Nureddin-Spøgelset har
forladt Hindbad, begynder Sindbad i den tyske Tekst at jamre
over Overtroen, som har bragt Fatime til at besvime, og tilstaar
samtidigt ligefuldt, at han ikke selv ganske kan jage den paa
Flugt: ved højlys Dag i menneskefyldte Gader er han kæk nok,
men om Natten i mørke Skove mindre kæphøj — Romantikernes,
hos os Hauchs, stadige Bevisgrund.

254 Adam Oehlenschlåger

Dog ogsaa paa dette Punkt kommer den Forstand, der
ifølge Romantikens Forbandelse skal uddrive Forstanden, Oehlen-
schlåger paa tværs, og midt i Digtet tales der med Hensyn til
Overtro, som taltes der ikke af oversanselige Væsener midt i en
Vidunderverden, men som prædikedes der for moderne Dannede
af en Forstandstroende. Saaledes siger Uskyldigheden om Hindbad:

Er treibt die eitle Kunst
Die von dem Bruder er gelernt, punktiret
Das will nur sagen: tappt nach Aberglauben
Und Willkur in der dumpfen Seele, nach
Dem GlQck, dem Schicksai in der Zeitlichkeit. [Danisme.]

Meningsløsheden er her saa stor, at den næsten bringer den
skrækkelige Sprogform i Glemme.

Blandt de mange nye Spørgsmaal, som under Omarbejdelsen
rejste sig for Oehlenschlåger, var ogsaa dette : Hvorfra faar Hind-
bad det Indfald at foreslaa Rokæggets Ophængelse i Paladsets
Loft? og han svarer med delte lidet heldige Paafund: Uskyl-
digheden udpønser dette Middel for at Hævnen kan træflfe Hind-
bad. Men saa er Digteren ved ny Overvejen kommen i Tanke
om, at det i Grunden ikke ligger for Uskyldigheden at udtænke
slige listige Anslag, og for at bøde herpaa lægger han da Feen
den Bemærkning i Munden, at kun for at frelse Aladdin fra
Morderhaand

hab ich hier
In meinem schlichten Herzen, ohne Falsch
Und List sonst, diesen Anschlag ausgedacht.

Den ængstelige Forstandsbegrundelse fører her ud over al sund
Forstand.

Og alt som Forstanden nu tumler med det æventyriige Stof,
vil den ikke nøjes med at begrunde og forklare; den vil retfær-
diggøre. Den grubler ikke mindre over de Følelser end over
de Handlinger, der én Gang er nedlagte i Digtet. Saaledes synes
Oehlenschlåger at have plaget sig med det Spørgsmaal, om det nu
ogsaa var berettiget, at Aladdin, hvor han køber Giften, altsaa i
Anledning af et højst alvorligt Anliggende, fortaber sig i Løjer
og Spas som han gør, og har til Retfærdiggørelse lagt sin Helt
disse dydsirede Ord i Munden:

Adam Oehlenschlåger 255

Nothwendigkeit gebietet mir die dAstre

Gift-Urne in Tribut zu setzen; weil

Es aber die Nothwendigkeit gebietet,

Weil's /Yir die Tugend ist, wider das Laster,

Soli Spass und Laune [Dan isme] wie Musik im Kriege

Das Traurige der That jetzt ubertåuben.

En rastløs Iver er overhovedet paa dette Tidspunkt kommen
over Oehlenschlåger for at forsvare og retfærdiggøre Nureddins
Drab. Det er som lod den nu vaagnende onde Filister-Samvittig-
hed i hans Bryst ham ikke komme til Ro efter dette Mord. Det
er ham øjensynligt en Torn i Kødet, at hans Helt har begaaet
noget, der i den Grad strider mod det borgerlige Samfunds Love.
Først forsvarer Ammen dette Drab:

Was ist's denn, einen Zaubrer todt zu schlagen?

Overmaade kristeligt tænkt og stemmende med Christian den Fem-
tes Danske Lov VI, 1, 9, men lidt underligt her, hvor dog heller
ikke Aladdin kan siges ganske fri for at trolde.

Ammen fremhæver videre overfor Gulnare de rent menneske-
lige Grunde, der taler for Drabets Nødvendighed.

Sag, soli er deiner Ehre dich berauben,
Willst du Aladdin schmåhlich sterben sehen
Und soli vor Gram dein alter Vater sterben?

Tilsidst holder saa Aladdin en rørende Dommedagstale til Nu-
reddin, da denne allerede sidder med Giften i Koppen. Han er
særligt følsom ved Tanken om, hvad han selv har udstaaet:

O betet
Zu Gott, dass er im letzten Augenblick
Euch eure Sunde noch vergebM Ihr habt
Mich viel beleidigt. War ein armer Knabe,
Ich hatte nur mein junges, frisches Leben,
Sonst nichts in dieser grossen Welt.

Aus Gram ist meine alte Mutter weinend

Ins Grab gesunken. Jetzt wollt' Ihr die Unschuld

Ermorden, alter Sunder? mich hinrichten?

Nicht ich, die ewige Gerechtigkeit

Hat euch erschlagen, betet, sterbt mit Heue!

256 Adam Oehlenschlåger

Den hykkelsk-sentimentale Tone minder her levende om Zacharias
Werner.

Dog ikke blot selve Handlingen, men Maaden hvorpaa den
sættes i Værk skal i den ny Bearbejdelse aabenbare Aladdins
Dyd og Fromhed I den gamle Tekst drager han sin Drenge-
Kaftan paa for som et Syn fra gamle Dage at forfærde Nureddin.
Ikke saaledes her, hvor alt er Ædelmod. Her sker det Samme
i religiøst-menneskekærligt Øiemed.

Ich will vor ihm in dieser Tracht erscheinen,
Damit er seiner Sunde sich erinnert.
Und wenigstens mit Reue, ohne Wuth
Das wuste Leben endigt.

Hvad der leder Aladdin er altsaa den blotte Omsorg for, at
Nureddin ikke skal risikere at komme i Helvede — hvor Oehlen-
schlåger rigtignok ikke kan bare sig for at sætte ham alligevel.
Da Aladdin er i Fængsel, synger han en Slags kristelig
Psalme :

Soli ich bang vor meinem Tode zittern?
Nein, ich zittre nicht vor meinem Tod.

Gott hat mir Unsterblichkeit gegeben
Wcil er selbst unsterblich ist

Und mein hestes, reinstes Leben
Ganz mit ihm verbunden ist,

Gott hat mir Unsterblichkeit gegeben.

I den danske Tekst lader Aladdin sig villigt binde for Øjnene;
han ønsker Klædet bundet saa stramt, at intet Lysglimt kan gaa
derigennem og atter drage Tanken hen til Livet; men dette er
nu ikke hclteagtigt og bravkarlsagtigt nok. Derfor omvendt paa
Tysk:

Ich muss ein Tuch dir um die Augen hinden.

Aladdin.
Das brauchst du nicht. Lass frei die Augen effen,
Dass d'raus die ew'ge Seelen fliegen kann,
Ich furchte nicht das Licht. Thu deine Pflicht!

Pinligst virker det næsten at se, at ogsaa Morgianes Karakter
er spillet over i det følsomt Højtidelige. Paa to Steder kom-

Adam Oehlenschlåger 257

mer Aladdin tilbage til, hvor meget Morgiane har slidt for hans
Skyld:

Friede mit deiner Seele. alte Mutter!
Einfaltig warst du, aber gut und treu,
Hast alles gern gethan, was du nur konntest,
Fur mich des Nachts gesponnen, dass des Tags
Ich essen konnte.

Det er den rene Kotzebuiade, der her klinger ind i den roman-
tiske Concert. Paa samme Vis spaar Aladdin senere i Morgianes
Hytte, at hun vil komme igen som Husnisse og sidde og spinde
efter Døden:

Einst war es eine Frau,
Die fur den Sohn die Haut sich von den Fingern
Ganz abgesponnen — zur Belohnung hat er
Sie todt geschlagen.

Dog værst er paa det første Sted Fortsættelsen:

Ach, ich håbe dich
Wenig als Sohn erfreut. Du glaubtest immer
Das sich das Gluck in Ungluck enden sollte [Danisme]
S'ist eingetroffen. Leidende Prophetin!

Her er da Morgianes godlidende Skikkelse tilsidst forvandlet til
en lidende Profetinde.

Ja selv Alferne er grebne af denne Dydssvindel. De gaar
op i kirkelig Rørthed og tænker ikke mere hverken paa Blomster-
kalke eller Morgendug, men paa Dyden. Da Fatime er død og
Alferne kommer, giver de sig uden Forberedelse til at synge en
Psalme og ingen anden end Brorsons gamle Bearbejdelse: Hvo
véd, hvor nær mig er min Ende! Den var oprindeligt tysk, men
Oehlenschlåger har tilbageoversat den i et grueligt Sprog:

Wer weiss, wie nah mir ist mein Ende!
Sehr hurtig geht die kurze Zeit.
Nur alles leiten seine Hånde,
Der uber Zeit und Sterblichkeit.
Das Leben kommt, das Leben fliegt.
Nur Tugend bleibt und Tugend siegt.
G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 17

258 Adam Oehlenschlåger

Hvorpaa Forraadnelsen (Die Verwesung) dukker frem og med
dæmpet Stemme foredrager et lignende Kvad.

Som Eksempel paa Smaatræk, der i samme Stil fordærver
de i den danske Tekst ypperste Scener, kan nævnes det, at Alad-
din her som sindssyg spørger Oldingen, der trækker Dagene fra
for ham, om han har Børn. Svaret lyder: «En Søn.» Hertil
siger Aladdin: «Jeg vilde ønske, det var en Datter. Sønner er
farlige, vil ikke blive ved den fredelige og stille Arne, vover sig
ud paa Livsstrømmen, hvor det stormer og bruser. Og mange
er druknede. Oldingen:

Da hat Natur ein schones Werk vernichtet.

Til den grove Smøren paa i det Rørende svarer en lige saa
plump Smøren paa i det Komiske. Der virkes ved Brandere
som Terpentin for Serpentin; den gamle Sultan taber i sin Iver
Scepteret i Natpotten, og Lignende. Et langt Skænderi er ind-
lagt mellem Aladdin og Apotekeren, fordi Aladdin tiltaler ham
med Han (er), og det for at faa Anledning til en næsten utroligt
elendig Brander (essen om at kalde En for es):

Ein Mann? da haben wir's,

Wår er ein Månnchen, ja du lieber Gott,

Da kont' er noch als generis neutrius

Mit einem Schcin von Hecht von mir verlangen

Dass ich ihn essen und nicht erren sollte.

Og saa er her endelig indført en hel Vrimmel af overnaturlige
Væsener, Spøgelser, Aander, Personliggørelser og Allegorier, en
død Troldmand, der røger af en lang Tobakspibe og banker
Asken ud, en Olding, som viser sig at være Djævelen, en Figur
som Hævnen, der endda fortæller, at den stundom forldæder sig
som Samvittighedsnag y en sort Ugle, der stirrer skæbnesvangert
og skrækindjagende paa Hindbad o. s. v. — den værste Art af
tysk Spøgelse-Romantik.

VII

Alt dette Enkelte er dog forholdsvis underordnet. Hoved-
sagen er, at Oehlenschlåger har bragt Aladdin i Overensstemmelse
med den egenlige romantiske Grundanskuelse og derved ikke

Adam Oehlenschlåger 259

blot oversat Værket paa Tysk men gjort det tysk i dets hele
Aand, og det netop samtidigt med at han gennemtrænger det
med dansk Borgerlighed, Kristendom og Moral.

Den tysk-romantiske Grundanskuelse er den, at denne Frem-
toningernes udvortes Verden skjuler en anden indre, som vi
hverken kan se eller begribe, men som paa underfuld Maade
paa ethvert Punkt svarer til hin. Begge Verdener er forbundne
som ved et Strængespil, saa at enhver Berøring af en Tangent i
Yderverdenen fremkalder en hemmelighedsfuld Klang fra den
Qerne indre Verden. Men ingen Forstand kan opdage de usyn-
lige Strænge; kun begejstret Fantasi aner deres Tilværelse og
svinger sig let og sikkert over fra den ene Verden til den anden.

I Tiecks og Heibergs Alferne f. Eks. har man de to Verde-
ner tydeligt adskilte og forbundne. Der er en Hule under Jor-
den, hvori man kan dumpe ned, og hvor en overnaturlig og
underjordisk Verden aabner sig. Saaledes ogsaa i Syvsoverdag,
Mester og Lærling og utallige andre romantiske Skuespil.

Hulen i Aladdin havde oprindeligt, i den danske Tekst, en
ganske anden Karakter; den er dér et æventyrligt Led i et æven-
tyrligt Hele. Den virker ikke sindbilledligt, men med fuld san-
selig Pragt. Den betyder ikke andet end hvad den er: Lampens
Opholdssted, indtil en Dødelig bemægtiger sig Skatten. Den
kommer derfor heller ikke mere for i Digtet efter at Skatten er
løftet.

Men idet Oehlenschlåger fordyber sig i romantisk Grubleri,
tilfredsstiller dette naive Forhold ham ikke mere. Hulen udvider
sig, udvides og uddybes af hans borende Forstand saa længe,
indtil denne Hule udhuler og undergraver hele Digtet for ham.
Den bliver ham saadan noget som det Sted i Jordens Indre,
hvor i Goethe's Faust Mødrene bor. Hans endnu for faa Aar
siden saa sunde Fantasi er paa én Gang bleven angrebet af
taageagtig Følsomhed og af skinvidenskabelige Bestræbelser.

Det rent Menneskelige i Digtets Slutning er ham ikke nok;
hans i Tyskland opstaaede nye Attraa forlanger det Oversanselige,
Verdens-omspændende.

Hvor simpelt og menneskeligt ender ikke den danske Alad-
din! Da Hindbad er fældet og Slorviziren har forkyndt den
gamle Sultans Død og Aladdins Tronbestigelse, følger Aladdins
Slutning^eplik, som indledes med de dejlige og berømte Ord:
Dernede gik jeg som en lille Dreng. De afsluttende Linjer lyder:

17»

260 Adam Oehlenschlåger

Hvor sælsomt er dog Menneskenes Liv!
Et Vink og flux vi er det gamle Støv.
Kom, Elskte! lad os vandre hen at se
Din Faders fromme Smil i Dødens Nat,
Og lad os saa, mens Folket tilbereder
Her til vor Kroning rundtom festlig Lyst,
Henvandre uden Porten hist og sætte
Os eftertænksomt ned et Øjeblik
Paa Morgianes Grav ved Hyldetræet.

Det kunde ikke ende skønnere. I Ydmyghed, i Vemod, i Mindet
om kære Afdøde, i Eftertanke paa den stakkels Almueskvindes
Grav — umiddelbart før Kejserkroningens Fester. Der er megen
menneskelig Filosofi deri, men tysk Naturfilosofi er der rigtig-
nok ikke.

Ganske anderledes i den tyske Tekst. 1 det Øjeblik, Hind-
bads Lig drages bort fra Aladdins og Gulnares Øjne og den
skønne Musik høres, sker der en pludselige Sceneforandring som
i en Opera eller Ballet: Aladdin og Gulnare staar i Under-Hulen
i Bjærget. Lampen staar endnu bestandig foran Aladdins Fødder,
men brænder nu. Lyset udgaar fra den. Men Hulen er dog
ikke ganske den gamle barnlige Pragthule. Vel er her endnu
Træerne af Metal og Frugterne af Ædelsten, men Opfattelsen er
en anden. Gulnare siger i fuld Forundring:

Wie heilig hier! wie still I wie voller Macht und
Gcwalt !

Aladdin.

Hier ist die Kirche der Natur.

Die sprossenden Metal- und Steingestalten

Sind Orgelpfeifcn, wodurch laut die Stimme

Des Weltgeists spricht. Bald werden sie ertdnen.

Verden er da hul; der er en Hule under den. Naturen er hul;
dens Kirke er under den. Metal- og Stenpillerne er hule; de er
Orgelpiber for Verdensaandens Stemme; det Hele er hult; det er
undergravet af dyblgaaende tysk Sindbilled-Visdom.
Aladdin foreslaar en Rundgang gennem Hulen.

Gulnare.

Ach, ich ginge gerne mit
Ich wag' es aber niclit! ich bin so selig,
Muss weinen! Viele meiner Kindheit Trfiume

Adam Oehlenschlåger 261

Stehn licht hier, in der Wirklichkeit. Hier bin
Ich einst gewesen. Ach vielleicht vor meiner
Geburt. Denn dies ist eine andre Welt.

Hulens Mystik forøges da stedse. Den er den anden Verden,
den, hvori Gulnare har opholdt sig før sin Fødsel; hendes Barn-
doms Drømme staar her som Virkelighed.

Aladdin.
Hier spielt es nicht blot auf der Oberflåche
Wir stehn dem Centrum dem Gewaltgen nåher.

Naturens Kirke er Midtpunktet, den Vældiges Tronsal. Og Gul-
nares Angest forsvinder:

Die Blocke droben
Drohen mir nicht. Ich furchte mich nicht mehr.
Wie ernst und still!

Aladdin.
Wie ehrenfest und bieder!

De sidste Ord er Guld værd: de rummer, faa som de er, den
hele borgerlige Oehlenschlåger, den Oehlenschlåger, han blev, da
den borgerlige Bravhed og Redelighed i den Grad var bleven
ham alt, at han genfandt den selv i Jordens Midtpunkt. Vel er
der selv heri endnu en romantisk Erindring; thi en Mindelse
om Peter Vischers Nurnbergerstil ligger bagved hint Bravheds-
begreb. Men det Borgerlige er Hovedsagen. Gulnare kalder
hine Søjler, der bærer Altet, dog kun alvorlige og stille;
for Aladdin er de tilmed ærbart-solide og retskafne. Saadan vil
Oehlenschlåger selv siden se paa alle de Modsætninger, han i
sine Sørgespil tumler med, Axel og Hakon, Alf og Hagbarth,
Ulfeldt og Walter, Sokrates og Aristofanes. Alle kan de for-
sones, alle er de i Grunden ehrenfest und bieder, Alt opløser sig
for Oehlenschlågers Billighed i det borgerligt Moralske. Det
yderligt Romantiske i den tyske Aladdin er kun den Smitte, tysk
Sprog og flereaarig tysk Paavirkning bragte med sig. Det Bor-
gerlige er lige omvendt Udtryk for Løsrivelsen fra Steffens, For-
bitrelsen paa Brødrene Schlegel, Tilbagelængselen til det Rahbekske
Danmark.

De kommer ind i mørkere Partier af Hulen. Hvor hem-
melighedsfuldt! siger Gulnare. Ædelstenene blinker i Mørket som
Stjærner. Saa begynder, som i et Zacharias Werner'sk Drama,

262 Adam Oehlenschlåger

Klippesøjlerne at tone dybt og langsomt, og et fjernt Kor istem-
mer en Sang, hvis Indhold er: Hæver eders Hjærter til den
evige Kraft; mens Sorg og Glæde skifter paa Jorden, mens Hjærter
gløder og slukkes, staar Verdens Støtter urokkelige her. Og Alad-
din føler sig overfor denne Uangribelighed af Tiden paa én Gang
som en Orm og som en evig Aand. Paa dette Punkt følger
Repliken: « Dernede gik jeg som en lille Dreng. » Men ak! hvor
forandret! Efter med Rørelse at have set sig om i Hulen siger
Aladdin :

Hier ging ich als ein Knabc, da mir noch
Selbst von dem Innern nur die Aussenseite
Ins Auge fiel.

Som Barn forstod han af Hulen kun dens ydre Glans. Med
andre Ord, han saa' paa den, som den voksne Oehlenschlåger
saa' den, da han digtede den danske Aladdin, Han siger videre:

Ein guter Geist begluckte
Mein Leben, schenkte mir ein starkes Mittel
Um mich durch diese Endlichkeit zu kåmpfen
Zum ewgen Gipfel.

Altsaa Lampen skal ikke mere have været hin den unge Alad-
dins Ønskekvist, som skaffede dejlig Mad paa Sølvfade, Ædel-
stene paa Guldfade, Slaver og Slotte; den var et Middel til at
kæmpe sig ud af Endeligheden op til de evige Højder. Det er
nyt for Læseren, dobbelt overraskende for den, der har den
danske Tekst i frisk Minde. Men er først denne Paastand over-
staaet, undrer det mindre, at Aladdin slutter med det Forsæt, for
Fremtiden ene og alene at slaa sin Lid til det Evige (der Ewig-
keit vertrauen.) Han siger:

Vom grossen Ganzen fullt ein Sandskorn nicht,
Wozu denn ferner diese eigne Hulfe!

Og da Selvhjælp nu er overflødig, lofter han Lampen op, gaar
hen og hænger den ind paany i dens gamle Fordybning:

Was ich empfangen, uberreich* ich wieder.
Von jetzt an mag mich Gott allein beschOtzen.

Adam Oehlenschlåger 263

Nu er det fuldstændigt. Aladdin giver ikke blot, som af og til
i det danske Digts Slutning, Afkald paa Lampen for at vise Af-
holdenhed; nej, han giver den tilbage. Men Aladdin, der giver
Verdensaanden Lampen tilbage — hvilket tragikomisk Sindbil-
lede! Hvad er det andet end Oehlenschlåger, der efter Mand-
domsalderens første Triumfer giver Verdensaanden sit Geni, hin
ungdommeligt glødende Begejstring, tilbage, der saa pludseligt
flammede op og saa hurtigt blev slukt!

Saa synger Koret: «Gud modlager dit Offer med Fader-Til-
fredshed; hans gode Aander vil aldrig forlade dig; de danner
en Tryllering, som aldrig kan briste. » Og saa forvandles Alt.
Lampen skinner stedse klarere, Stenhulen bliver en blomstrende
Have, Ædelstenene saftige Frugter, Guldblomsterne dufter, Fuglene
synger. Zefyr og Lymfa leger sammen i Skyggen; Lampen luer
som Morgensol i Horizonten og kaster sine Straaler hen paa
Under-Slottet, der staar blændende hvidt i Baggrunden.

Aladdin og Gulnare:
O Seligkeit!

Og de omfavner hinanden. Den døde, uorganiske Verden er nu
forvandlet til Liv, og Digtet slutter med Pris til Guddommen,
som Oehlenschlåger er kommen for Skade at kalde die Gottlich-
keit. Overensstemmende endte Novalis's Heinrich von Oflerdingen:
• Hørret er spundet op, det Livløse er atter besjælet, det Levende
vil regere. » Ogsaa der gaar den tidligere Verdens glimrende
Stjærne, Solen, til Grunde og erstattes af den Fabel-Sol, som
Lampen her repræsenterer.

I den danske Aladdin ender Handlingen i Dagens fulde Lys
i Oververdenen. Her ender den romantisk i Nattens underjor-
diske Mørke, som de tyske Romantikere altid foretrak for Dags-
lyset. Og dette Mørke gennembrydes sælsomt af det hemmelig-
hedsfulde Lampelys. Selv det underjordiske Landskab, der for-
ener Alt, hvad i Digtet er spredt, er ganske udført efter den
tyskromantiske Opskrift, svarer til hvad jeg en Gang har kaldt:
Potpourri- eller Lobscowse-Landskabet. Ja selv Musiken her
er efter Opskriften. Ingen Kender af tysk Romantik vil kunne
undlade ved denne Verdensaandens Orgelmusik at mindes det
Sted i Tiecks Sternbald, hvor den almindelige Musik kaldes en

264 Adam Oehlenschlåger

blot Lallen i Sammenligning med <den fulde harmoniske Orgel-
sang, der vælder op fra de inderste Dybder af Bjærg og Dal.>
Goethe har sagt de dybe Ord:

Natur hat \^der Kern noch Schale,
Alles ist sie mit Einem Male.

Romantikerne vilde kun holde sig til Kærnen, til det hemmelig-
hedsfulde Indre i Naturen. Og saaledes her i deres Spor den
Digter, der fra først af havde vist sig saa fuldt i Stand til at
vurdere al Skallens Skønhed. Selv Lampen er her forvandlet;
den er, som jeg udtrykte det, ikke mere den gamle Ønskekvist.
Nej,. Ønskekvisten har skudt Blomst, selve den tyske Romantiks
blaa Blomst, der jo netop i alle Retninger var den fuldkomne
Lykkes Sindbilled.

Og som Lampen bliver den blaa Blomst, saaledes ser vi,
idet Oehlenschlåger giver sig til at omarbejde Aladdin, den hele
danske Romantik hos ham forandres til tysk, medens underligt
nok paa samme Tid den frie og overmodige Panteisme, som
Steffens ved sin Tilbagevenden fra Europa havde bibragt ham,
under stigende Filisteri forvandles til moraliserende, halvt kri-
stelig Borgerlighed. Hulen blev først til en Karfunkellund, saa
til Naturens Kirke; Lampens Aand bliver Rummet, Ringens
Tiden. Gulnare bliver en borgerlig tysk Dame, der selv gaar i
Køkkenet og tilfulde forstaar sig paa Madlavning, Nureddin bli-
ver et Ruskomsnusk, dog nærmest en voltairiansk Forfægter af
fransk Kunstsmag og taabelig Foragter af Shakespeare. Slots-
bygningen giver Anledning til Udfald mod Overbeck og mod Fr,
Schlegels Tidsskrift Europa. Morgiane bliver en lidende Profet-
inde; Alferne synger: Hvo véd, hvor nær mig er min Ende;
Aladdin bliver saa dydig, at hans Hovedbekymring er Frygt for
at Nureddin ikke skal angre før han kreperer; Verdens Støtter
bliver ærbare og djærve; Alt er blevet den rene Bravkarls-Brav-
hed. — Intet Under, at man i Tyskland aldrig har begrebet
det Værd, de Danske tillægger Oehlenschlågers Aladdin og hans
Digterevne i Almindelighed.

Vi har foretaget en dobbelt Aands-Operation. Idet vi først
sammenlignede den danske Aladdin med Oehlenschlågers Kilde,
det østerlandske, let forfranskede Æventyr, saa vi, hvorledes —
under stærk tysk Indflydelse — en egen dansk Romantik dannede

Adam Oehlenschlåger 265

sig. Idet vi nu har sammenlignet den danske Aladdin med den
tyske, ser vi paa én Gang denne ejendommeligt danske Roman-
tiks Forvandling til tysk og som i Forkortning Udviklingen af
den i Kjøbenhavn opelskede borgerligt moraliserende Aand hos
Oehlenschlåger under den digteriske Tilbagegang, der senere blev
hans Lod, efter at han endnu i den kraftige Alder havde naaet
Højdepunktet af sin Genialitet.

GOETHE OG DANMARK

(1881)

Goethe er ikke blot den dybeste og mest omfattende digte-
riske Begavelse, men overhovedet det rigest udrustede Menneske,
som er fremtraadt i europæisk Literatur siden Renæssancens
Dage. Skønt de første halvtredsindstyve Aar af hans Levned og
Virken tilhører det attende Aarhundrede og giver dettes Idé- og
Følelsesliv det mest fuldttonende Udtryk, som det i bekræftende
Form har modtaget, strækker hans Scepter sig ind over det
nittende Aarhundrede, og skønt vi nutildags paa mange Punkter
ser hans Evners Begrænsning, øjnes Grænsen for hans Herre-
dømme i Tid og Rum endnu ikke. Han fødtes 1749 og døde
1832, men det tyvende Aarhundrede vil modtage ham af det
nittende, som dette modtog ham af det forgangne, og alt som
Folkeslagene stiger i Kultur, stræber de i stedse fuldere Maal at
tilegne sig hans Digte, Skikkelser og Tanker.

Man vilde kunne stille Goethe i Forhold til ethvert civiliseret
Folk og vilde kunne maale dette Folks Udviklingstrin i den
moderne Tid paa Graden af dels Forslaaelse af denne ene
Aand; thi enhver Tidsalder, ethvert Land og ethvert Menneske
kendetegner sig selv mærkværdigt ved den Dom, som af dem
fældes over Goethe. Berthold Auerbach har dannet det heldige
Ord «goethemoden». Goethemodent var intet Folkeslag, ikke en-
gang det tyske, i det første Afsnit af Goethe's Liv. Men
Fo kene modnes hurtigere eller langsommere til at forstaa ham.

Det har ud fra dette Synspunkt syntes mig en tiltrækkende
Opgave at fremstille Forholdet mellem den store Mand og vort

Goethe og Danmark 267

lille Land saaledes, at man derigennem har et sammentrængt
Overblik over hundrede Aar af Danmarks Kulturhistorie. Der
bliver her ligesom gjort Prøve paa vort Aandslivs Frihed og
Fylde. Vi følger Goethe fra hans første Tidsskel sættende Værk,
hvor Ynglingens geniale Ubændighed bryder igennem. Han er
her allerede stor, men Forstaaelsen i Danmark er svag og ringe.
Hele det attende Aarhundrede gaar hen uden at man her i
Norden formaar at danne sig en Forestilling om det Væsentlige
i Goethe's Virken. Han er en aldrende Mand, da han heroppe
anes og begribes af de første unge Mennesker. Fra nu af vokser
Forstaaelsen langsomt men sikkert. De forskelligartede Aander be-
griber forskellige Sider af hans Væsen og snart bliver Forstaaelsen
frugtbar. Men vi ser samtidigt ogsaa Goethe vokse. Ynglingen,
hvis Bøger forbydes og parodieres, bliver Manden, hvem Sam-
tidens Bedste hylder og hvis Værker de fortolker, og denne
Mand bliver Oldingen, hvis Ry er Tidsalderens største og til
hvis Opholdssted der valfartes. Hans Levnedsløb er allerede
Historie, og neppe er han død, før den historiske Skikkelse for-
vandler sig til en mytisk. Han sés i sit Slægtskab med de
ældste af Grækenlands Vise, og dog som en Grundlægger af
moderne Naturvidenskab ikke mindre end af moderne Poesi og
Kritik. Han rækker Thales sin ene Haand, Darwin sin anden,
og hans Aand svæver over den moderne «Verdensliteratur», om
hvilken han spaaede og hvis Grundvold hans Værker er.

Det Stof, jeg behandler, er tilgængeligt for Enhver og her
kun omhyggeligt samlet og sigtet; jeg har i Berlin ikke kunnet
ty til utrykte Kilder.

I

Den 9de September 1776 tilskrev Hans kongelige Højhed
Arveprinsen Cancelliet for gennem det at afæske det teologiske
Fakultet en Betænkning, «om den Bog Werthers Leiden, hvoraf
Proft har anmeldt en Oversættelse, uden Skade for gode Sæder
kan læses >, hvis ikke, « ville Cancelliet (thi det har Kongen be-
falet) strax see dette Skrivt standset og casseret*.

19de September fulgte Gancelliets Svar til Kongen: «Til
allerunderdanigst Efterlevelse af Deres Majestæts Cabinetsordre
af 9de hujus er det theologiske Facultet tilskreven at give dets

268 Goethe og Danmark

Betænkning o. s. v., og som det theologiske Facultet i deres Be-
tænkning, som herved allerunderdanigst vedlægges, anseer be-
meldte Bog for et Skrift, der bespotter Religionen, besmykker
Lasterne og kan fordærve gode Sæder, saa har Cancelliet idag
tilskrevet Politimester at tilkjendegive Proft, at han strax skal
standse den forehavende Oversættelse, som ingenlunde maa trykkes
og debiteres ». (Liixdorphiana 258).

Blandt Medlemmerne af det teologiske Facultet ved Univer-
sitetet i Kjøbenhavn, der foraarsagede dette naragtige Forbud, var
den senere Biskop N. E. Balle, der ved et besynderligt Tilfælde
havde studeret to Aar i Leipzig samtidigt med Goethe og Jeru-
salem.

Man vilde gøre Danmark Uret, hvis man vilde søge et Bevis
for ualmindelig national Indskrænkethed i et Aktstykke, i hvil-
ket kun Datidens saa hyppige teologiske Trangsyn røber sig. I
Milano havde, som Goethe selv fortæller det til Eckermann,
Biskoppen ladet det hele Oplag af den udkomne Wertherover-
sættelse opkøbe af Gejstligheden rundt omkring i Kommunerne
for i al Stilhed at bringe Bogen ud af Verden igen — et Middel,
der iøvrigt let havde kunnet hidføre det modsatte Resultat. Og
i Tyskland selv var «Werthers Leiden* paa mer end ét Sted
blevet fuldt saa fjendtlig modtaget som i Danmark. I Hamborg
havde den af Lessing udødeliggjorte Overpastor J. M. Goetze
1775 udgivet sine Kortfattede men nødvendige Erindringer angaaende
den unge Werthers Lidelser, ifølge hvilken den hele «Charteque»
intet andet Formaal har end <at vaske en ung Friskfyrs. Selv-
mord rent for den Skændsel, der klæber derved, og at foregøgle
Læserne hin sorte Handling som Heltemod*, og i Leipzig blev
Werther endog af Stadens vise Fædre forbudt under en Bøde af
hundrede Rigsdaler. (J. W. Appell : Werther og hans Tid)

Forbudet havde da heller ikke del ringeste at betyde i et
Land, hvor alle Dannede forstod Tysk. Skønt Werther først
1832 udkom i dansk Oversættelse (ved Meisling), var alt i Halv-
fjerdserne i det forrige Aarhundrede Werther-Epidemien stærkt
udbredt blandt Ungdommen i Danmark. I sin Egenskab af
følsom Elegiker og Drikkevisedigter, var Rahbek, der maa be-
tegnes som den eneste egenlige Literator i hin Overgangstid fra
det 18de Aarhundrede til det følgende, i sit nittende Aar angreben
af denne Farsot. Hvor han i sine Erindringer taler om den og
gør opmærksom paa dens samtidige Optræden i forskellige Lande,

Goethe og Danmark 269

henstiller han det som uafgjort, om Bogen var Kilde til denne Feber
eller udsprunget af den, véd ikke, «om han var bleven en Svær-
mer, fordi han altid gik med Werther i Lommen, eller om han
bestandig gik med Werther, fordi han var bleven en Sværmer».
Goethe selv, der i sit Levned tyer til den almindelige Paavirk-
ning af Tidsalderen og Læsningen af engelske Forfattere for at
forklare Bogens Opstaaen, var senere (Eckermann III, 29) tilbøje
lig til at opfatte dens Oprindelse mere personligt: «Den meget
omtalte Werthertid hører, naar man ser nærmere til, ganske
vist ikke til Verdenskulturens Udviklingsgang, men til hver En-
kelts Livsbane, der med fri, medfødt Natursans skal lære at
finde og skikke sig i en forældet Verdens indskrænkede Former. »
Nutiden vil vel nærmest tro paa en Vekselvirkning mellem Wer-
ther og Tidsalderen.

Skønt nu Sværmeriet for Goethes Ungdomsarbejde fyldte
mange Hjærter og indbragte mangen ung gift Kone Suk og
Taarer fra ungdommelige Tilbedere, var de danske literære Til-
stande dog ingenlunde af den Art, at man i Aarhundredets sidste
Tiaar kunde vurdere Goethe og følge hans Udvikling med
Forstaaelse og Glæde. Rahbek er, saa indskrænket hans Syns-
kres end var, som afgjort Repræsentant for Følsomhedstiden
næsten den Eneste, der i disse Aar har et Indtryk af Goethe.
Og selv han var personlig indtagen mod Goethe paa Grund af
hans foregivne « Stolthed », og var endnu i Aaret 1803 ikke kommen
videre end til «den første Goethe », som han kaldte ham. For-
fatteren til Werther, Goiz, Stella og Clavigo. Hvad Goethe senere
havde skrevet, holdt han ikke af, skønt han 1801 udgav en Over-
sættelse af Wilhelm Meisters Læreaar.

De ældre franskdannede, temmelig ubegavede Digtere, Pram
og Thaarup kunde hverken lide Goethe eller Schiller og afskyede
overhovedet den hele nyere tyske Literatur. De skrev vel al-
drig en Linje mod de store Tyske, men betegnende mundtlige
Ytringer er opbevarede. Oehlenschlåger har jo f. Eks. meddelt
os Anekdoten om Pram, der paastod ved Trusel om 27 Stokke-
prygl at kunne faa den første den bedste tyske Underofficer til
i 24 Timer at skrive et Stykke som Wallenstein. Den opbrusende
Særling vilde ikke saa meget udtrykke Ringeagt for Schiller
— thi han indrømmede straks, at Overdrivelsen var grotesk —
som overhovedel en Afsky for det Ny, der hverken kunde eller
vilde give Grunde.

270 Goethe og Danmark

Den eneste Digter af den gamle Skole, der virkelig rettede
en Pil mod Goethe, var Wessel (1742—85), der et Aar før sin
Død udgav den komiske Fortælling Stella, som parodierer Goethes
Skuespil af samme Navn. Men Wessel var kun altfor hurtigt
sunket fra det poetiske Højdepunkt, han med Kjærlighed uden
Strømper havde indtaget, og havde i Firserne sat det Meste af
sit Lune til. Goethes Stella kunde sikkert nok ved den over-
spændte Følsomhed og den vovede Slutning udfordre Latteren,
men Wessels Digt er mindre vittigt end plumpt.

En femte men ringe Digter af det ældre Slægtled, Sander,
hvem Oehlenschlåger skyldte sit første, sene Bekendtskab med
Goethe, talte om den store Digter som om «en Mand med vilde,
stolte Lidenskaber, der havde misbrugt sit skønne Geni>, og
laante det unge Menneske nogle af hans Værker med en faderlig
Advarsel, som var de « Krudt og Kugler eller giftige Medikamen-
ter^. Den Gang var Oehlenschlåger allerede 19 Aar gammel;
hidtil havde han kun hørt Goethe omtale som en overspændt
Sværmer, der forførte unge Mænd til at skyde sig en Kugle for
Panden, eller som en usædelig Forfatter, hvem det ikke sømmede
sig for unge Mennesker at læse.

II

Hvor langt de ellers forstandigste Krese, ja selv de tyske
og tysktalende Familier i Danmark var fra at have Sans for
Goethes Storhed, viser sig tydeligt hos Baggesen, der var født
1764, altsaa 15 Aar senere end Goethe; thi han omgikkes stadig
disse Familier. I Slutningen af 1790 besøgte han for første Gang
Weimar, boede hos Wieland og saa' ikke Goethe, der den Gang
var i Schlesien; men han synes ogsaa her kun at have indsuget
Misstemning og Uvilje mod den Fraværende. Vistnok maatte
Goethes selvsikre Ro være den ustadige, hysterisk følsomme
Mand fremmed og utiltalende. Baggesen forstod det Aandrige
ikke som Goethe, men som Sterne og Jean Paul. Men saavel
hans Breve til Reinhold som hans Dagbøger røber, at han,
ogsaa fraset dette, af Goethes «Venner», som han naivt udtrykker
(let, lod sig tude Ørene fulde om dennes Hovmod, Selvkærlighed
og Genistolthed.

Først i Begyndelsen af 1795 kommer Baggesen til at gøre

Goethe og Danmark 271

Goethe sit Besøg, der dog maa være faldet lidet tilfredsstillende
ud, siden han med sin Skrivesyge har ladet det uomtalt. Et
fordelagtigt Indtryk har han ikke modtaget, og for at gengive
det ugunstige har han, der ellers saa fuldstændig bevæger sig
i klassiske Betegnelser, brugt et romantisk klingende Skældsord;
i det følgende Aar kalder han i et Brev til Reinhold med en om
Novalis mindende Vending Goethe «den ophøjede Brygger i Weimar*.
Heller ikke et følgende Besøg hos Goethe har efterladt noget Spor
i Baggesens Papirer. Men hvilken Sky han har følt overfor den
store Mands ham saa fremmede Væsen, det viser skarpest en
Ytring i et Brev til Jacobi fra 25. Septbr. 1797: « Lavater saa' jeg
denne Gang ikke — og sandt at sige var Aarsagen den, at jeg
frygtede for hos ham at træffe Goethe, der lige var ankommen
til Zurich.>

Baggesen, der trods al sin Splittethed var et grublende
Hoved og hele sit Liv igennem følte sig lige saa stærkt tiltrukket
af Filosofien som af Poesien, havde faaet sin højere Opdragelse
i den Kant'ske Filosofi. Hans Begejstring for Kant før ham
som bekendt endog til at optage dennes Fornavn Immanuel efter
sit eget, og han saa' i sin Ungdom alle aandelige Særsyn gennem
Kant'ske Briller. Derfor var han ude af Stand til at forstaa
Goethe. Maalt med Kants Morallov syntes Goethe ham letfærdig,
og sét fra Rationalismens Standpunkt var han ufornuftig. Da
henimod Aarhundredskiflet Omslagets Time slog for ham som
for saa mange Andre, formaaede han ikke at hæve sig til
Schelling, hvis Naturfilosofi, der i Danmark banede Goethe
Vejen, virkede afskrækkende paa hans rent logiske Aand, men
tog sin Tilflugt til Følelses- og Troes-Filosofien, sluttede sig med
Inderlighed først til Reinhold, saa til Jacobi. Hans JUvilje mod
Goethe gav sig i Begyndelsen af det ny Aarhundrede Luft i et
tysk Digt, hvilkel man, hvis man vil, kan fordømme som højst
taabeligt, men som er skrevet ganske i den forgangne Tidsalders
Aand, og som har sin Interesse, fordi det, omendskønt beroende
paa et yderst mangelfuldt Kendskab til Goethe, bærer Præget
af den historiske Evneløshed til overhovedet at forstaa ham
aldeles aabent til Skue. Baggesen tegner her Goethe som en
Skelmsmester, der leger Blindebuk med Muserne, Skjul med
Gratierne, og som næppe staar «stjærnekranset» paa Søjler eller
Tinder, før han kaster sig ned paa Jorden og bedækker sig med
Agern. Kaad er han i al sin Gøren og Laden, Kaadhed er for

272 Goethe og Danmark

ham det Første og Sidste : Medens Andre møjsomt søger Tankerne
og endelig finder dem i deres Ansigts Sved, søger omvendt
Tankerne ham og finder ham — men kun ved et Tilfælde; thi
han hader alvorlige Besøg, og stod det til ham, lod han sig
aldrig træffe hjemme. (Det lyder næsten som en Stump Rejse-
erindring.) Goethe har skænket Pøbelen mangen Bog, hvori han
aldrig har tænkt og hvori hver Linje tænker: men vilde han
bære sig manerligere ad og ikke gøre Nar ad Læseverdenen, saa
var der ingen Grænse for, hvor stor han kunde blive.

Det forekom altsaa Baggesen, som var det Goethe ikke
Alvor med Noget. Han syntes Baggesen uberegnelig og lunefuld,
fordi denne ikke hos ham formaaede at udftnde den bevidste
Plan, paa hvis Betydning for Digtekunsten han troede. Det for-
virrede ham fuldstændig, at Goethe endog brugte Begejstringen
som Stof og i et og samme Værk gik over fra dette Stof til et
spøgefuldt. Og Goethe stræbte ikke; man sporede intet Tanke-
arbejde hos ham; han syntes som Kunstner ubevidst, han havde
ikke tænkt, og hver Linje tænkte. Det er meget betegnende, at
denne Vending, der et Aarti senere næsten overalt i Europa
gjaldt for den højeste Ros, her skal udtrykke en bitter Be-
brejdelse. Det er ogsaa værd at mærke, hvor beslægtet dette
Angreb er med det, som Baggesen nogle Aar senere i sit be-
rømte politiske Sendebrev Xureddin til Aladdin rettede mod Oehlen-
schlåger. Ganske i det 18de Aarhundredes Aand var for ham
ikke Vorden og Voksen, men det at tænke og virkeliggøre det
Tænkte de højeste aandelige Virksomheder. Man begriber, at
Baggesen hos Goethe fandt «den dannede Smags* Regler over-
traadte; men der hørte ikke desmindre meget Overmod og nogen
Letfærdighed til mod en saadan Mand at rette den platte Be-
skyldning, at han havde skrevet mangen Bog for « Pøbelen*.

Digtet blev skæbnesvangert i den danske Literatur; thi da
det oprørte Oehlenschlager og overhovedet forstemte ham overfor
Baggesen, fik derved det hidtil gode, ja inderlige Forhold mellem
de to Digtere den første Rift. Baggesen havde, da han i Aaret
1800 forlod Danmark, som bekendt testamenteret Oehlenschlager
«sin danske Lyre>; han saa' den Gang med Rette i den unge Mand
en ildfuld Beundrer. Men kort derpaa var Omslaget fulgt i
dansk Literatur. Slaget paa Rheden havde vakt National-
følelsen, og Steffens' Ankomst fra Tyskland som en ny Tids
Apostel havde gjort det dybeste Indtryk paa Ungdommen, især

Goethe og Danmark 273

paa næsten alle vordende Digtere og Skribenter. Steffens var i
Virkeligheden den første, der aabnede det yngre Slægtleds
Øjne for Goethes Storhed og Betydning, han, «den slemme Ateist »,
som han kalder sig, der vovede at kalde »Tidsalderens Visdom
apokryf og den udskregne Goethe kanonisk^. Rundt om i den
nu uddøde Slægts Breve og Livserindringer finder man Vidnes-
byrd om den omfattende Virkning af hans første Forelæsninger.

Grundtvig har i sit Kirkespejl gengivet det Indtryk, som de
gjorde paa ham, med disse Ord: «Jeg fandt det vel helt utroligt,
men og helt mærkværdigt, hvad han med sit forvovne Frisprog
kaldte unægteligt, at Alt, hvad vi i Kjøbenhavn læste og skrev
og løftede til Skyerne, var tysk og fransk Makulatur ... og at
naar man vilde vide, hvad Poesi var, da skulde man bare læse
Shakespeare og Goethe, hvem jeg aldrig havde hørt nævne, og
vilde man have et Begreb om Filosofi, da skulde man høre
Steffens og læse Schelling.»

Hvilken Omvæltning Steffens fremkaldte i den unge Oehlen-
schlågers Sjæl er for bekendt til at behøve mere end en An-
tydning. Vel havde Oehlenschlåger alt fire Aar før lært at elske
Goethe; han havde den Gang fordybet sig i Gotz von Berlichingen
med det samme Sværmeri, med hvilket han i sin Barndom havde
læst sine Yndlingsbøger: «Jeg fulgte Goethes Aand som den
trofaste Dreng Georg sin Herre i Slaget. Jeg krøb i det store
Digterharnisk, og skønt jeg endnu ikke kunde udfylde det,
trøstede mig Gotz's Ord: Ogsaa de kommende Tider behøve
Mænd*. Men hint Studium havde været ganske barnligt; til en
Nyden eller Forstaaen af den høje Kunst hos Goethe havde
Oehlenschlåger endnu langt igen. Han tilstaar selv, at han slet
ikke mærkede, det var Poesi, han læste, det var ham, som op-
levede han Begivenheden selv. Samtalerne med Steffens og
dennes Forelæsninger over Goethes Værker bibragte Oehlen-
schlåger Blik for Kunstneren og Tænkeren i Goethe.

Da saa i Aaret 1803 Baggesens tyske Digte udkom, maatte
det til Goethe rettede nødvendigvis opbringe Oehlenschlåger i
højeste Grad. Siden han var bleven indviet i det nye Aar-
hundredes Aand, var hans ungdommelige Sværmeri for den
ældre Landsmands fine og smidige Talent fordampet. Han skrev
nogle Satirer mod ham, som han dog kun forelæste Venner.
En Strofe begynder:

G. Brandes: Saralede Skrifter. I. |3

274 Goethe og Danmark

Hvad? Synger Han «for Pøbel*?

Sligt ormestukket Møbel

vil styrte Helten ned?

Du I højt en Jens for Piger,

som Goethes Kjortelfliger

bor kvsse med Besked!

Oehlenschlåger er tilbøjelig til at udlede den hele senere Bagge-
senske Hekæmpen af den poetiske Retning, han slog ind paa,
af Vreden over disse Satirer. Han gaar heri, uden Tvivl i den
ubevidste Hensigt at fraskrive hin Modstand al indre Berettigelse,
meget for vidt; men uden Indflydelse paa en saa letpaavirkelig
Mands Stemning som Baggesen har de sikkert ikke været.
Oehlenschlåger bemærker i den Anledning videre: «Flere Aar
efter var det atter hans Faust, et stort Smædedigt over Goethe,
der var første Aarsag til hans Fjendskab imod mig, fordi jeg
ytrede ham min Indignation over saaledes at forhaane en stor
Mand. Det var altsaa for Goethes Skyld, at jeg fik den mange-
aarige Forfølgelse. Aldrig har jeg dog givet denne et Nys der-
om, ' maatte ogsaa i mange Aar taale, at Goethe ignorerte mig
og endelig i nogle Hreve til Zelter behandlede mig å la Baggesen.*
Efter faa Aars Forløb indtraadte dog en stor Forandring i
Baggesens Stilling til Goethe. Medens han i Efteraaret 1806 op-
holdt sig i Kjøbenhavn, blev han bekendt og fortrolig med det
Ørsted'ske Hus. Den store Jurist Anders Sandøe Ørsted, maaske
den betydeligste af de to berømte Brødre, var gift med Oehlen-
schlagers Søster, den skønne og begavede Sophia. Den unge
Kone var en af de den Gang ikke meget talrige danske Damer,
der nærede livlige aandelige Interesser; hun havde et uroligt
higende og stræbende Naturel, levede i Musik og Poesi, var
smagfuld, vittig og dog tilbøjelig til Tungsind, næppe synderligt
lykkelig i sit Ægteskab med den sygelige og med Arbejde over-
læssede Embedsmand. I de Breve fra hende, som er udgivne,
viser hun sig iøvrigt mere sentimental og mindre frisk, end man
skulde vente. Af fremmede Sprog forstod og talte hun kun
Tysk, men med fin Følelse for alle ejendommelige Vendinger og
Udtrj'ksmaader. Hun modtog som Gæst i sit Hus Fichte — hvem
hendes Mand havde indført i det danske Aandsliv — da denne
Tænker, efter som « Ateist » at have mistet sit Professorat, be-
søgte Kjøbenhavn. Hun læste Tieck, Novalis, Fichte. Goethe var
hendes Yndlingsdigter.

Goethe og Danmark 275

Baggesen følte sig heftig tiltrukket af hende, og man sporede
snart, at hun udøvede en betydelig Indflydelse paa ham. Hun
var den Gang 24, han 42 Aar gammel. En Dag blev han syg
i hendes Hus og blev fra da af, selv efter sin hurtig paafulgte
Helbredelse, boende der. I September 1806 skriver H. C. Ørsted
til Oehlenschlåger: « Baggesen er her . . . din Søster arbejder, ej
ganske uden Held, paa at omvende ham til Goethe. Han føler
allerede, at meget i hans Domme over denne store Digter kom
af personlige Forhold. »

Det udmærket smukke Digt, der tilbagekalder Angrebet paa
Goethe og som under Titlen Palinodie blev trykt i «Haideblumen>
1808, findes udkastet i Baggesens Skrivekalender fra denne Tid.
Dets Indhold er, at den Uskyld, som hvilte over hans Livs svale
Morgen, den første Kærligheds Blufærdighed, Ungdommens Kristus-
aabenbaring, den ængstelige Kamp mod vilde Drifter, en altfor
sky og endnu umoden Følelse for det Sædelige, længe har
qærnet hans syge Hjærte fra Goethe, men nu har den fri Vis-
doms Middagssol, den Ligevægt, som Erfaring giver. Mandens
slørre Guddomsaabenbaring, en helt betagende Elskovs fulde
Glæde draget ham tilbage til Tysklands største Digter. I sin
Dagbog fra 1807 erklærer han udtrykkelig, at det var Lilia (o:
Sophia Ørsted), som bragte ham til i Aarene 1806—7 at læse
Goethe, i hvem han før kun havde bladet: «Hans Iphigenia
finder jeg unægtelig saaledes beskaffen, at jeg nu ønsker at op-
naa, hvad jeg tidligere søgte at undfly.* Ejendommeligt nok er
det Goethes mest klassiske Drama, som slaar Baggesen mest.

Han begyndte at skamme sig en Smule over sit gamle sønlige
Forhold til Wieland og at udslette Sporene deraf i sine Værker.
I Poesiens Oprindelse var oprindelig (1785) Voltaire nævnt sammen
med Shakespeare og Klopstock, hvor de Mænd anføres, der har
drukket af den ægte Digtermjød; fra 1791 af var Voltaire bleven
afløst af Wieland; fra 1806 fortrænges nu Wielands Navn af
Goethes.

I den store nye Fortale til Labyrinthen fra Maj 1807 taler
Baggesen om sin Optræden paa det Vendepunkt, da det ny Aar-
hundrede løsrev sig fra det gamle, og fortæller, hvorledes den
Omstændighed, at han blev inddragen i Wielands Kres i Steden
for i Goethes, blev skæbnesvanger for ham. Baggesen beklager
dog ikke det Skete, da Studiet af Goethe efter hans Mening vilde
være blevet skadeligt for hans Selvstændighed, medens Wieland

18*

276 Goethe og Danmark

ikke kunde paa virke ham: <Klopstock, Voss og selv Schiller
have havt mere Indflydelse paa min Digtekunst end Wieland.*
Sætningen er formodenlig nedskrevet i god Tro. Baggesens
Odestil røber Paavirkning af Klopstock, hans Heksametre kun
i altfor høj Grad Paavirkning af Voss, men som aandelig
Personlighed var han nærmere i Slægt med Wieland end
med nogen anden tysk Digter. Forunderligt er det, at den til
Goethe nyomvendte Poet, der besad saa fint et Øre for Vers,
endnu bestandig vedblev rent metrisk at sætte Voss med hans
tekniske Griller over Goethe, hvem han dog selv kalder «den
første af alle Nyere* i egenlig poetisk Kraft. Voss skal være
den første «i egenlig Versekunst*. Dog efter at dette ringe Offer
var bragt de gamle Guder, gav han sig hensynsløst den nye
Dyrkelse i Vold. Han drejede nu det Uviljens Spyd, som han
— den klassisk Troende — tidligere havde rettet mod Goethe,
mod den i fuldt Overmod opblomstrende romantiske Skole, og
var henrykt over hos den nu mindre end nogensinde romantiske
Mester at spore en stor om end behersket Utaalmodighed over
de Yngres Færd.

Det var netop det Tidspunkt, da Naturfilosoferne og Roman-
tikerne offenligt og mere end privat gav deres Utilfredshed med
Goethe frit Løb. Siden hans Afhandling Winckelmann med dens
mange spydige Hentydninger til dem var kommen ud, kunde de
ikke mere i ham se en Beskytter og Patriark. Oehlenschlågers
Breve til H. C. Ørsted fra Aaret 1807 afgiver rigeligt Vidnesbyrd
om denne gensidige Misstemning. Han beklager sig bittert over
sin gamle Ven Steffens: «Selv Goethe var ham ikke noget ret
tilsidst*, og Schlegelernes Ytringer har ganske særdeles opbragt
ham: «Da jeg personlig talte til ham (Friedrich) om Goethes
Sygdom, sagde han koldtgrinende: ,Der alte Kerl hat faule
Nieren und wird's nicht lange mehr machen.' August Wilhelm
sagde til mig, som han vidste kom fra Goethe og var elsket af
ham: , Goethe soli sich sehr niedertråchtig geåussert haben in
der Literaturzcitung'. Jeg havde al Contenanze nødig for ikke
at slaa A. \V. Schlegel paa Snuden, saa at det lille Skidt var
dejset under Bordet*

Om Goethes Stemning har Oehlenschlåger det stærke Ord:
,Jeg saa' den gamle Løves stumme Indignation over den nyere
Frækhed og kaade Petulanz», og i samme Aar (1807) beder
Baggesen i et Brev til Kjøbenhavn om at hilse Sophia og sige

Goethe og Danmark 277

hende, at Freden er sluttet mellem « hendes Goethe og hendes
Baggesen », at Goethe har ladet ham takke for Parthenais, og at
de begge er ufuldstændig enige om den nye Skoles Værd eller
Uværd».

Til en ubetinget Fordømmelse af Romantikerne er Baggesen
i dette Øjeblik dog paa ingen Maade tilbøjelig. Hans Digt Min
Gjenganger og Jeg selv beviser, at den oprigtige, om end ikke
dybtgaaende Forandring, der var foregaaet med ham, havde
aabnet hans Øjne for det Poetisk-Geniale i Barnligheden hos
Tieck og i Overstadigheden hos Brødrene Schlegel, ja han var
maaske i denne Overgangsperiode retfærdigere stemt mod Roman-
tikerne end selve Oehlenschlåger; men for hvad han fandt aner-
kendelsesværdigt hos dem havde den ham indpodede Beundring
for Goethe givet ham Blik.

Hans tyske Digtsamling Haideblumen indeholder ikke blot
Efterklang af Goethe men ligefrem Hyldest (Der Meister, Schiller
und Goethe). Goethe kaldes « Digtningens straalende Gudmenneske* ,
og i den unge Goethes Stambog, hvem Baggesen traf i Heidelberg
hos Voss, skildrede han Faderen som »ragende op mellem Homer
og Shakespeare*.

Begejstringen for en paa saa ganske forskellig aandelig
Grund staaende Digter var dog hos Baggesen kun Noget, han
havde paadraget sig (i den Forstand, hvori man taler om at
paadrage sig en Sygdom), og den kunde ikke længe holde sig
paa denne Højde. Lidt efter lidt, alt som hans Forhold til de
tyske Romantikere og til Oehlenschlåger stedse formede sig mere
dadlelystent og stridbart, alt som Oehlenschlåger uden aandeligt at
skride fremad stedse stærkere overstraalede ham i den offenlige
Mening, og især efter at i November 1811 den kolde, fremmede
Modtagelse, som mødte ham hos Sophia Ørsted, der havde
fundet en anden og yngre Ven, havde bragt Baandet, der op-
rindelig forbandt ham med Goethe og Oehlenschlåger, til at
briste — blev hans Tone mod den store Tysker koldere og
pietetløsere.

Alt i sin Taschenbuch fur Liebende 1810, end mere i danske
Prosaskrifler og Poesier fra 1814 og 1817 behandler han Goethe
som vidtløftig, halvironisk eller alderssløv Romantiker. I Abra-
kadabramythologien hedder det: «Lær Goethe, Tieck og Schlegel
udenad — især hvad Tyskland allerede har glemt af dette Kløver-

278 Goethe og Danmark

blad!> Baggesen mente altsaa, at Tyskland i 1817 overhovedet
havde glemt noget som helst af Goethe.

Først 1836 udkom som tredje Del af Baggesens tyske Værker
hans allerede 1804 skrevne store aristofaniske Drama Der voUendete
Faust oder Romanien in Jauer, et Arbejde, der efter Oehlenschlågers
Udtalelser at dømme i sin oprindelige Skikkelse maa have været
en fortrinsvis mod Goethe rettet Satire, men som forandret 1806
og renskrevet 1809 kun bærer svage Spor af det fordums Grund-
sigte. Goethe, der optræder under Navnet Opitz, er frem-
stillet som staaende over Satiren. Stykket, der, maaske fordi
Ingen læser det, i Danmark nyder et Ry, det ikke fortjener,
foregaar i Weimar under Fru de Stacls Besøg. Den frem-
trængende franske Hær staar som truende Magt i Baggrunden,
og en fremmed Officer betræder tilsidst, efter at hele Romanien
er bleven erobret uden Sværdslag, som sejrrig Fortinbras Scenen.
Under opdigtede Navne optræder Goethe, Wieland, Jean Paul,
Fichte, Dr. Gall, Fru de Stael, Schelling, Tieck og Baggesen selv
som Hans Wurst. Jeg tilstaar, at Satiren ikke altid er mig for-
staaelig og kun undtagelsesvis forekommer mig vittig; alene den
Skemt, der drives med Homantikerne, især med Tiecks skødes-
løse Versemaal og Sonetfabrikanlernes fremmedklingende lyriske
Vrøvl, er helt igennem træffende og morsom.

Et vist aandeligt Armodsbevis har Baggesen udstedt sig selv
derved, at denne dramatiske Parodi, i hvilken det fortrinsvis
gaar ud over Tieck, i sin hele Form eller Formløshed — Teatret
i Teatret o. s. v. — nøjagtigt minder om Tiecks stridbart-fantastiske
Lystspil. De Nyere bliver (just ikke dybt) opfattede som Barbarer.
(ler vil udrydde den græsk-romerske Dannelse og afskaffe alle
«Skoler>', Schelling og hans Venner bliver (just ikke aandrigt)
fremstillede som Vandaler, der med store Knipler vil slaa «de
uromantiske Filistre* Homers og Vergils Byster sønder og sammen.
I en Korsang bliver Goethe udtrykkelig frikendt for Skyld i al
den Ulykke, hans Efterslægt anretter, men da Æblet ikke falder
langt fra Stammen, synes Goethe dog paa en eller anden Maade
at maatte bære Ansvaret for sine Tilhængeres Vildfarelser. Baggesens
Søn bemærker i sin Fortale, at Faderen vel anerkendte Goethe
som Tysklands største Digter, *raen,» hedder det, <han afskyede
overhovedet al Forgudelse og hadede i Literaturen Skoler.* Det
være med den sidste Sætning som det vil, skønt den klinger
pudsigt om Den, der bebrejdede Romantikerne deres Mangel paa

Goethe og Danmark 279

Ærefrygt for de gamle Skoler som raa Vandalisme, men den første
Sætning udsiger ligefrem en Usandhed. Hvorledes? Baggesen, som
hele sit Liv igennem ikke blev træt af at forgude, var Qendtlig
sindet mod al Forgudelse! Baggesen har af den Grund kun
flygtigt, i et kort Tidsrum af sit literære Liv vurderet og hyldet
Goethe! Nej, Aarsagerne laa meget dybere. Den adspredte, urolige
Baggesen med hans Trang til at beundre og dadle kunde ikke hen-
synsløst erkende Goethe uden samtidigt at fordømme sit eget poetiske
Væsen eller idetmindste anse det for et underordnet Udviklings-
trin. Det gjorde han i hint Øjeblik, da han beaandet af en
sværmensk Forelskelse hengav sig til Beundringen af sin store
Modsætning ; thi netop paa den Tid brød han i Digtet Min Gjen-
ganger og jeg selv med sin hele digteriske Fortid. Men saasnart
den Drøm, med ét Slag fra Grunden af at kunne forandre sit
Naturel, var bortblæst, maatte han nødvendigvis vende tilbage
til den gamle, nu kun mildnede Uvilje.

III

Oehlenschlagers Stilling til Baggesen er, forsaavidt denne
blev betinget af den sidstes Forhold til Goethe, digterisk om-
skrevet i Hroars Saga 1817, hvor Hrane udleder Bagnvalds Fjend-
skab miod ham af den uskrømtede Forbitrelse, han i sin Tid
lagde for Dagen over Ragnvalds Nidviser om «den herlige gamle
angelsachsiske Skjald Hofling.*

Det er af Oehlenschlagers Erindringer bekendt, at han under
sit første Ophold i Weimar blev faderlig modtaget af Goethe, at
Hakon Jarl ved den første Oplæsning ikke behagede synderlig,
men at Oehlenschlager under sin Vandring i den hertugelige Have
sugede Mod af de smukke Goethe'ske Vers, der staar indhuggede
i Klippevæggen, og snart derefter opnaaede at vinde Goethe's
Bifald for sit Drama. Fra Weimar rejste han næsten lige til
Dresden, hvor Ludwig Tieck, hvis Nærværelse i denne By han
ikke anede, opsøgte ham først og ved den uforbeholdne Aner-
kendelse, han skænkede Aladdin, Hakon^ Aareis Evangelium,
lyksaliggjorde den for Ros og Dadel saa modtagelige Digter. I
Dresden saa' Oehlenschlager for første Gang Malerier af Correggio.
eg grupperer disse Kendsgerninger, fordi det forekommer

280 Goethe og Danmark

mig utvivlsomt, at man her har de Hovedbegivenheder samlede,
af hvilke Corregio fremgik, dette Drama, der undtagelsesvis først
blev skrevet paa Tysk. Oehlenschlåger er naturligvis selv For-
billedet for den naive, begejstrede Kolorist, mod hvis Tegning der
lader sig gøre Indvendinger, men som ved sin Farvepragt dækker
sin Formgivnings Mangler. I den store, strænge, af Alle beundrede,
næsten ufejlbare Buonarotti, der ved sin første haarde Dom røver
den stakkels Correggio al Tillid til hans Evner, men saa des
mere uforbeholdent paaskønner ham og ved sin Ros henrykker
den Bedrøvede, er det ikke vanskeligt at genkende Goethe, der
allerede ved del første Besøg efter Oehlenschlågers egne Ord
«altfor ofte fandt Behag i et vist hovmodigt, tilbageholdende
Væsen>. Tieck endelig, den fintdannede. kunstforstandige Lærling
af de Store, der saa broderlig var kommen Oehlenschlåger imøde,
er øjensynlig Forbilledet for Giulio Romano, hvem Digteren med
sin Mangel paa Blik for Kunstnernes finere Ejendommelighed
har gjort til den humane Dannelses Repræsentant. To af Goethes
Digte, Kniisilers Erdewallen og Kimstlers Apotheose, som Oehlen-
schlåger begge har oversal, indeholder (som K. Arentzen træffende
har paavist) desuden i Grundrids Dramets Idé.

CorreggiOy der vel som Helhed maa regnes for et af Oehlen-
schlågers svagere Arbejder og der sprogligt højlig har lidt under
først al have været skrevet paa Tysk, grundlagde som bekendt
ved sin Overensstemmelse med den paa hin Tid herskende tyske
Smag Digterens Ry i Tyskland, og bliver endnu den Dag idag,
vel alene blandt alle hans Dramer, spillet paa tyske Scener, ja
denne tragiske Idyl blev endog Forbilledet for en hel europæisk
Skuespilart, Kunslnerdramerne.

Hvis den Formodning er rigtig, at Goethe og Tieck (maaske
uden at Digteren var sig det fuldt bevidst) har staaet Model til
Michel Angelo og Giulio Romano, saa lader det sig ikke nægte,
at den Indflydelse, som Correggio udøvede paa Oehlenschlågers
Stilling til de to tyske Beskyttere og Venner, var en i streng
Forstand tragikomisk. Tieck skrev en lidenskabelig bidende
Kritik mod del dog i mange Henseender skønne og værdifulde
Stykke, og Goethe vilde ikke engang tillade den stakkels Poet,
der (i hine Dage) havde gjort en Omvej af tyve Mile for at vise ham
Frugten af sit italienske Ophold, en Forelæsning af Skuespillet.
Goethes Stemning overfor Oehlenschlåger var bleven koldere; den
fremfusende og ikke ahid taktfulde Elev vilde gærne paany tiltrodse

Goethe og Danmark 281

sig det gamle hjærtelige Forhold til Mesteren. Man véd, at For-
søget mislykkedes, og at Oehlenschlåger sørgmodig maattc rejse
hjem « efter at have mistet den store Goethes Gunst ».

Han havde fortjent at beholde denne Yndest, der var ham
saa dyrebar, han, der senere nedskrev disse Ord: « Ingen
Mand i Verden har jeg agtet og elsket mere end Goethe ».
Umiddelbart skylder ham ham som Digter ikke meget. Næsten
kun i hans herlige Ungdomsarbejde St. Hans Aftens Spil sporer
man Indflydelsen af et bestemt Goethesk Forbillede, Jahrmarkts-
fest zu Piundersweilen, og selv her staar det danske Digt, som
er blevet det hele Folks aandelige Ejendom i den Grad, at dets
Repiiker er gaaede over til at blive Ordsprog og Talemaader,
fuldkommen selvstændigt overfor det tyske, som det endda over-
træffer i Betydning

Hvad Oehlenschlåger derimod i det hele og almindelige
skylder Goethe, er sikkert saare meget. Det lader sig dog
naturligvis ikke eftervise med Bestemthed. Gotz har uden Tvivl
medvirket stærkt til, at han allerede i sin tidlige Ungdom greb
tilbage til sit Folks nationale Fortid; hans Begejstring for Dan-
marks middelalderlige Mindesmærker, for Roskilde Domkirke
f. Eks., har maaske tændt sin Ild ved Goethes Sværmeri for
Strassburgermynsteren ; Goethes Eksempel har endelig indgivet
ham Mod til at følge sin Tilbøjelighed og optage gamle Folke-
visen* tmer, gamle folkelige eller fra Mundarterne stammende Ord
i det poetiske Sprog. løvrigt har hverken Oehlenschlågers For-
trin eller hans Fejl noget tilfælles med Goethe. Han var i sin
Friskhed og i sin Patos som i sin Slaphed fuldstændig national.
I Digtet Mine Mestere nævner Oehlenschlåger efter Ewald,
Shakespeare, Cervantes, Homer, Sofokles og Schiller tilsidst
ogsaa Goethe som den, der staar tilbage for de Andre i hver
enkelt Evne, men som i sig forener alle deres Kræfter. Han
følte og beundrede i sin ædle Enfoldighed den altomfattende
Aand hos Goethe.

Denne har ikke vist ham Retfærdighed, hvor han i de be-
kendte Breve til Zelter siaar ham sammen med Werner, Arnim,
Brentano og flere som en, hvis Arbejde og Stræben ^^ fuldstændig
løber ud i det Form- og Karakterløse^. Ikke at Dommen simpelt-
hen er for haard, men den er ganske og aldeles ikke træffende.
Og næppe mere siaaende er det, naar Goethe skriver: «Denne
gode Oehlenschlåger er ogsaa en af de Halve, der holder sig for

282 Goethe og Danmark

hele, ja for endnu meget mere. Disse Nordboere gaar til Italien
og bringer det dog ikke videre end til at stille deres Bjørn paa
Bagbenene, og naar den nogenledes har lært at danse, saa mener
de, at det er noget stort. » Thi det Bjørneagtige var overbovedet
ikke Oehlenschlagers Sag, og Vildheden var hos ham kun altfor
lærvillig til at nemme Velopdragenhedens Dans. Man føler, at
Goethe, frastødt af Oehlenschhlgers lidet vindende Væsen, ikke
har gjort sig den Ulejlighed at læse ham. Han priste paa sin
Veninde, Amalia von Hellwigs Foranledning Tegners Fridthiofs
Saga^ endog under Overskriften « Folkepoesi*, det i Verden, som
denne Digtning mindst er; dens ejendommelige og saa meget
kraftigere Forbillede, Oehlenschlagers Helge, nævnede han ved
denne Lejlighed ikke og har han øjensynlig ikke kendt.

IV

Som i Almindelighed Romantikerne, fremfor Alle Tieck, til
Ulykke for den danske Literatur, har udøvet en langt større
umiddelbar Indflydelse paa den end Goethe, saaledes staar
Oehlenschlager med sin ubetingede Ærefrygt for ham ogsaa ene
blandt Datidens Digtere og Skribenter. Næsten alle øvrige Domme
om Goethe, der forekommer i danske Breve og Erindringer fra
hin Tid, er teologisk eller æstetisk hildede.

Bredahl, der som Dramatiker stadigt ser sort af Harme,
kendte, da han begyndte at skrive, af Goethe kun Clavigo, Meister
og Werther, hvilke ikke behagede ham; end ikke Wilhelm Meister
ansaa han for et Mesterværk, og han skattede Oehlenschlager
langt højere end Goethe. Den lille romantiske Poet N. Søtoft
skriver endnu i Aaret 1820 (efter en Lovprisning af Tieck):
« Schiller er vist en stor Aand med Gemyt, men ægte Genialitet
syntes mig aldrig at aande af hans Arbejder, og bos Goethe
synes Frivolitet, Fripostighed og i Særdeleshed en Marmorkulde
at have sejret over Gemyttet.^ Saa store Fordringer til Genialitet
stiller undertiden Lidenheden, og saa frivolt moraliserende er
undertiden Ubetydeligheden. Den barnligt religiøse, halvt pieti-
stiske Ingemann, der i sin Ungdom havde forfattet en elendig
Efterligning af Werther, skriver i sit Tilbageblik: <Hans Personlig-
hed, forsaavidt som den aabenbarer sig i hans Skrifter, har jeg

Goethe og Danmark 283

aldrig elsket, og med den fuldeste Erkendelse af hans Geni har
jeg altid baaret et Slags Had til den Livsanskuelse, jeg har
fundet i hans Værker.* Goethe var en Aand med aabne Sanser,
der uden falsk Blu som uden Letfærdighed var sine Sanser be-
kendt; han var et Naturens Barn, der ikke skammede sig over
sin Moder. Ingemann hadede Goethe, som han hadede Sanserne
og Sanseverdenen.

Til hin samme Gruppe af religiøst og poetisk hildede Be-
dømmere af Goethe maa endnu regnes den iøvrigt langt mere
gennemdannede og frisindede Biskop Jens Paludan-Muller, Digterens
Fader. I sine Breve til Sibbern skatter han i høj Grad Goethe
som Kunstner og ^plastisk Fremstiller af Mennesket som Natur-
produkt, forædlet ved Smagens og Forstandens Kultur» : han
finder Goethe »uendelig rig indenfor sin Sfære » ; men fangen som
har er i den middelalderlige Verdensanskuelses Tvedelthed tumler
han med Begreberne Natur og Frihed som med ubetingede Mod-
sætninger: Goethe kender Naturen i dens hele Udstrækning og
med alle dens Grundformer, Frihedens Rige derimod er ham et
ubekendt Land; Goethe formaar kun at skildre Mennesket som
en Jordens Borger, ikke tillige som en Himlens Arving, og dette
er hans Mangel, ja mere: «hans store Brøde*. Intet Under
derfor, at Præsten Pustkuchens pietistiske Parodi, de falske
«Vandreaar», hvis Øjemed er at vække alle gode Kristnes Afsky
for Goethes Livsanskuelse, læses af Paludan-Muller med Op-
mærksomhed og Samhu. Han ønsker den i Hænderne paa alle
Goethes <^ blinde Beundrere* for at aabne deres Øjne for hans
egenlige Væsen som Digter.

Denne Gejstliges Standpunkt overfor Goethe, den næsten
uindskrænkede Anerkendelse af hans Kunstnerstorhed, der staar
i en ikke bevidst Strid med en Afvisning af hans hele Livs- og
Verdensanskuelse, hvilken sidste derfor i Grunden ogsaa kun er
formel, blev i Trediverne den herskende i det dannede danske
Kleresi, der fik sil Præg af den ivrige Goethe-Beundrer Biskop
Mjmster. Mynster har end ingen Betænkelighed havt ved som
Motto for sin Selvbiografi at anvende de i en kristen Biskops
Mund unægtelig besynderligt klingende Ord af Goethe (i et Brev
til Auguste Stolberg):

284 Goethe og Danmark

Alles geben die Gotter die unendlichen

Ihren Lieblingen ganz.

Alle Freuden die unendlichen.

Alle Schmerzen die unendlichen

Ganz.

Det var Goethes Ligevægt, hans omfattende Verdensklogskab,
(let Beskuende, over Partierne Staaende hos ham, hans tilkæmpede
Lidenskabsløshed og ophøjede Selvkærlighed, der tiltrak Mænd
som Mynster og hans Lige. Dybden og Sandheden af hans i
Lidelser og Studier indvundne Levevisdom formaaede de ikke
at lodde og forstod det ikke.

Mere fængslende end disse højkirkelige Gejstliges Ytringer om
Goethe er N. F. S. Grundtvigs langt mer barokke, men langt
friskere Udtalelser. Det er alt berørt, at han i 1802 første Gang
hørte Goethes Navn af Stelfens. Ti Aar senere udtaler han sig
for første Gang om ham.

I sin Verdenskmnike 1812, i hvilken han efler sit Frafald fra
Forstandstroen som overbevist Tilhænger af den historiske Skole
med Biblen i Haanden fordømmer Tidsalderens Aand og priser
Historien, roser han Goethe, ulel mest opvakte Hoved, Tyskland
i mere end to Aarhundredcr har fostret*, fordi han som For-
fatter af (iotz har oplivet Krøniken og forfærdet Dværgeætten
ved at fremføre dens Kæmpefædre for den. Werther og Faust
ser han udelukkende fra Aabenbaringstroens Synspunkt. Werther
kalder han «et Gemyt med dybe Længsler, som med et Suk
vender sig fra Troen*; i FaiisL mener han, at Digteren er bleven
bange for sine egne Tanker, hvor Helten slutter sin Pagt med
Djævelen; i ethvert Tilfælde (erklærer han) vender vi, der < mindes
Slægtens Fald og ArvevSynd», os gysende bort. Goethes Mester-
værkers Runding er dyrekøbt, de synes mere skikkede til at ind-
dysse Tidsalderen end til al vække den. I Tasso og Egmont
viser Digteren, at man kommer galt afsted, naar man ej vil være
klog efter Verdens Vis, og i Wilhelm Meister, hvor herligt man
kan leve, naar man forstaar at bruge Verden med Smag.

I sin Udsigt over Verdenskrøniken 1817 har Grundtvig valgt
sig et nyt historisk Standpunkt til Bedømmelsen af Goethe. Efler
at have betegnet Sarhsere, Schwabere og Franker som de op-
•indeligste tyske Stammer og blandt dem atter Frankerne som
len grundtyske Stamme, opstiller han den Paastand, at hvad
?nten nu Goethe oprindelig har været en Frankfurter og Frankfurt

Goethe og Danmark 285

oprindelig frankisk eller ikke, saa er Goethe dog indvortes en
en ægte frankisk Tysker og staar som Udtrykket for den egentlige
Tyskhed, for <den højeste Forklaring, alle Stammerne i Tysk-
land ere komne til med hinanden ». At Goethe betegnes som
langt dybere greben af Ossian end af Shakespeare, er en af de
løse Paastande, paa hvilke Grundtvig er rig. Mindre greben ud
af Luften er unægtelig den, at han er «den tyske eller tydeligere
den virkelige Voltaire>, om end Begrundelsen er saare svag,
nemlig denne, at «hvad Voltaire kun havde Skin af, finde vi
hos Goethe, Magt til at sætte Glans paa hvad han vil>. Med
uhyre Smagløshed følger saa: « Denne Kunst er mærkværdig,
thi saaledes forgylde med Aand kan Ingen, i hvem ikke en ægte
Kraft er smeltet, og det vilde i den Henseende uden Tvivl være
træffende sagt, at Goethe forgylder med den døende Werthers
inddrukne Aande.» Ikke synderlig mere slaaende er Tilføjelsen:
« Goethes Glans er kold og død, han har med den i sine Værker
stræbt at adle megen Urenhed. »

Grundtvig tager Goethe det højst ilde op, at han saa tidlig
opgav de historiske Stoffer for i Faust og Valg slægtskaberne at
hellige sig det rent Naturlige: «Hvor Goethes Naturhistorie
bliver Tidens Dronning, er Saga naturligvis dømt fra Tronen. »
Han bebrejder lidenskabelig Goethe, at denne ser Historien over
Skulderen og ikke en Gang agter den værd at bekæmpe, men
kun bruger den som Form «til at støbe sin egen velbehagelige
Roman i», og truer ham med, at Historien til Straf vil vende
sig ikke mindre fornemt fra ham end fra Voltaire, «der paa sin
Vis ligeledes satte Historien Stolen for Døren » og derved «gik
glip af dens Lovtale*. Man ser, at ' Forfatteren stikker dybt i
Hadet til Rationalismens Aarhundrede og betragter Reaktionen
imod det som endegyldig. Naivt og ikke uden Finhed siger han
saa: «Til Wurtembergeren Friedrich Schiller er det Historien
[og Grundtvig] venskabelig vender sig», og nu følger en ganske
træffende Fremstilling af Forholdet mellem Schiller og Goethe:
»Friheden stræbte Schiller at male i alle Stillinger, som en
Røver, som en Oprører, som en Fædrelandsforsvarer, som en
Soldat, endelig som en Drømmerske . . . han var da en historisk
Skuespiller, som Goethe en naturlig Romanhelt. Schillers Kunst
var ædlere og renere, men stod i Liv og Glans og Enhed langt
under Goethes. » — Dette er i det Væsenlige Grundtvigs Dom,
hvorved han sikkert er bleven staaende hele sit Liv. Om en

286 Goethe og Danmark

Indflydelse af nogen som helst Art fra Goethes Side paa den
folkelige Psalmedigter kan der naturligvis ikke være Tale.

Der gives endnu en med Oehlenschlåger samtidig Digter,
der som de fleste Andre i Begyndelsen værgede sig mod Goethe,
men hos hvem hans Indflydelse med stor Bestemthed lader sig
paavise ; det er den tyskfødte Schack Stafleldt, der med Vold og
Magt vilde være dansk Lyriker og til Trods for alle sine sproglige
Synderligheder og Synder ogsaa virkelig blev det. Hans danske
Poesier har i Reglen en yderligt romantisk Karakter, men de røber
det ægte tyskoversanselige, grublende Træk i hans Væsen, ved
hvilket han staar saa egen og selvstændig i den Literatur, han
valgte at tilhøre. Han havde i sin tidlige Ungdom delt de
almindelige Fordomme mod Goethe. Efter et Besøg hos Klop-
stock skriver han: «Hos Goethe dadlede han med Føje den i
Blinde priste Natur, uden Udvalg og Forskønnelse ». Men efter
at Oehlenschlåger, hans heldige og saa meget rigere begavede
Medbejler, havde brudt den danske Poesi den nye Bane, be-
gyndte han at studere og efterligne ikke blot ham, men ogsaa hans
fremmede Mester, Goethe. Ligefremme Efterligninger af Goethe
forekommer hos ham i ikke ringe Tal.*) Vigtigere er det dog,
at han øjensynlig aldrig uden sit Studium af Goethe havde naaet
den høje Rang han indtager i den danske Lyrik. For Skønheden
i saadanne Værker som Iphigenia og Tasso havde han mere
Sans end for Goethes tysknationale Ungdomsdigtninger. Thi han
var ikke som Oehlenschlåger i sin Poesi national, men blev,
skønt han i sin Ungdom havde rettet et fanatisk Angreb paa
Tyskeriel i Danmark, med de modnere Aar stedse mere verdens-
borgerligt sindet. Medens Oehlenschlåger som naiv sanselig-frisk
Kunstner og født Dramatiker overfor Goethes senere Skuespil,
særlig Die natilrliche Tochier skarpt dadlede <den abstrakte
Diktionsforgudelse, denne Fornemhed i Stilen, der bringer den
dramatiske Bevægelse til at nærme sig Menuettakten >, hilste
Stafl*eldt Die natilrliche Tochter som Forbud om en ny Kunst
epoke, hvor de nationale Forskelle vil trænges tilbage eller af-
slibes og de almenmenneskelige Træk alene træde frem. Den

*) Hans Fossen er en Efterligning af Mahometå Geaang, Troubadoartn
af Der Sanger, Jiiledad af Erlkonig, Ynglingen fra Megara og Jomfruen og
(inden er begge Variationer af Temaet i Die Braiit von Corinth. Haos tyske
Digt An Theodora er en Efterklang af Nåhe des Geliebten.

Goethe og Danmark 287

virkelighedsfjerne, tænkende Digter røber sig i denne Forkærlighed,
der iøvrigt leverer Beviset for at der ogsaa udenfor Tyskland
gaves enkelte Beundrere, som priste den gamle Goethe paa den
unges Bekostning.

Forstaaelsen af Goethe var, som vi saa', af Steffens bleven
saa at sige indført i Danmark samtidig med Naturfilosofien og
Romantiken. Goethes første Modstandere var, for saa vidt de
ikke af rent teologisk Indskrænkethed lukkede sig for det Nye,
som Voltairianere, Lessingianere, Kantianere egenlig filosofiske
Modstandere. De første lidenskabelige Tilhængere, som han
fik i Danmark, var Romantikere med et Anstrøg af Natur-
filosofi.

Der findes imidlertid mellem de betydeligste og inderligste
Beundrere af Goethe en lille Gruppe Naturfilosofer, der tog det
alvorligt med deres Forskning. Skønt de har deres fælles Udgang-
punkt i Schelling og forener Dyrkelsen af Identitetsfilosofien med
Fordybelsen i Goethe, har de som Naturforskere, Digtere, Tænkere
fremstillet deres Verdensanskuelse med tiltrækkende Originalitet.
Jeg tænker især paa Hauch, Sibbern og Hans Christian Ørsted.

Carsten Hauch, der var en dygtig Zoolog, før han blev en
fremragende romantisk Digter, sluttede sig tidlig varmt til Oehlen-
schlåger. Han beaandede ham snart ved sin Ild og forsvarede
ham snart mod Omverdenen, men følte sig allerede i sin Ung-
dom heftig tiltrukket af Goethes mindre Digte. « Næppe,* siger
han, 'kunde de gamle Runesange virke stærkere paa deres Til-
hørere, end den musikalske Lyrik, hvori Goethe fremfor alle
andre Digtere har sin Styrke, virkede paa mig. Slige Sange som
Da dråben auf jenem Berge eller Fetter grunej du Laub eller
FuUest wieder Busch und Thai eller Wie kommCs, dass du so
Iraurig bisl kunde følge mig paa mine Veje i flere Uger, og jeg
sang dem tidt højt for mig selv, naar jeg var alene, til Melodier,
som jeg selv opfandt, saa godt jeg formaaede det.» Man vil i
Hauchs egne lyriske Poesier finde større Slægtskab med Novalis
og Tieck og Oehlenschlåger end med Goethe, men han var lige-
fuldt dybt paavirket af Nalurtonen hos denne, og han forstod
fuldtud hans Kunst.

288 Goethe og Danmark

Sikkert var fra den Tid af, da Hauch, udnævnt til Professor
i Æstetik, fra Kiel flyttede over til Kjøbenhavn, det Hauch'ske
Hus det Sted i Danmark, hvor Goethes Aand blev dybest for-
staaet og højligst beundret. Skønt jeg (i Tredserne) er kommen
meget i dette Hus, erindrer jeg næppe en Aften der, hvor Goethes
Navn ikke blev nævnet og hvor der ikke taltes om hans Kunst.
Den var den Maalestok, med hvilken Andres Kunst blev maalt
og fundet for ringe eller for lidet simpel. Man tænkte sig i
Kjøbenhavn Hauch som en Forguder af Oehlenschlåger. Han
elskede ham visselig højt, men dog var hans Beundring mere
begrænset end man af hans ofTenlige Udtalelser kan se. Han
betragtede det som en Pligt overfor Ungdommens formentlige
Pietetløshed at tage Oehlenschlåger principielt og ubetinget i
Forsvar. Privat beundrede han af Digtere kun Shakespeare og
Goethe uindskrænket; han var ikke uimodtagelig for Paavirkning
af sine Omgivelser; den Goethekultus, der dreves i hans Hjem,
maatle nødvendigvis stille Oehlenschlågers Fortjeneste noget i
Skygge, og aldrig har jeg hørt skarpere og ubarmhjertigere
Kritik over Oehlenschlågers aandclige Personlighed, aldrig en
mere forstaaendc Beundring af Goethe end i den Hauch'ske
Familiekres. Og det var ikke alene Digteren Goethe, hvis
Aand svævede over Huset. Man hyldede i Livets praktiske An-
liggender — ikke ved Efterligning, men paa Grund af naturlig,
oprindelig Overensstemmelse saadanne Anskuelser, som Goethe
nærede; man sporede hans Aand i den store Vægt, der lagdes
paa legemlige Færdigheder som at svømme godt, sejle godt,
kunne tegne og bygge et Hus, eller redde et Menneskeliv paa
Isen. Ikke blot al man forstod og gjorde Sligt, men det var,
som gjorde man det i en unævnt Mesters Navn.

Hauch var aldrig saa lykkelig al komme til Weimar og se
Stedets Skytsaand Ansigt til Ansigt. Denne Lod tilfaldt Ørsted
og Sibbern.

H. C. Orsted har for Danmark en lignende Bet}'dning som
Alexander von Humboldt for Tyskland. Hans store Ry er nu-
tildags blandt de Indsigtsfuldere blegnet noget, hans Filosofi med
dens Blanding af frygtagtig Panteisme og Fomuftkristendom er
længst forladt som Halvhed; den Glans, som hans store Opdagelse
gav hans Navn, bliver i Manges Øjne fordunklet ved hans Mangel
paa Evne til at behandle denne Opdagelse videnskabeligt og
frugtbargøre den i nogen som helst Retning; men han har den

Goethe og Danmark 289

ubestridte Fortjeneste, med stor Kundskabsfylde, uafbrudt Forsken,
barnlig ren Hengivelse til ideale Forraaal og med den Myndighed,
som en Stordaad giver, at have virket og udrettet Mangfoldigt
for sit Folks naturvidenskabelige Opdragelse og Dannelse. Han
har grundet den polytekniske Læreanstalt i Kjøbenhavn og har
ved sin Bog Aanden i Naturen i sin Tid udbredt fri menne-
skelig Tænkemaade, Taalsomhed og Indsigt i vide Krese.

Tidlig havde han brudt med den egenlige saakaldte Natur-
filosofi. Læren om en eneste stor Verdensorganisme maatte han
forblive tro, men i Mystikens Halvtaage kunde han med sin
Trang til stræng, alvorlig Forskning ikke finde sig tilpas eller
tilrette. En af hans Yndlingstanker var den, at Poesien, der
paa hans Tid endnu gennemgaaende bevægede sig i overnaturlige
og usunde fantastiske Forestillinger, lidt efter lidt skulde tilegne
sig og fremstille den naturvidenskabelige Verdensbetragtning.
Han havde selv, for at oplyse denne Tanke, skrevet et middel-
maadigt Heksameterdigt Luftskibet. Han mente, at Naturviden-
skabens Fremskridt og den almindelige Udbredelse af natur-
videnskabelige Kundskaber ubrugbargør en Mængde Forestillinger,
som Digterne tidligere anvendte, og nødvendigvis maa banlyse
dem til en forgangen Tids Rustkammer; men han var tillige over-
bevist om, at Videnskaben byder Digterne rig og fuld Erstatning
for dette Tab. Da denne Anskuelse blev heftigt angreben af
Biskop Mynster, beraabte han sig (i andel Del af Aanden i
Naturen) paa Goethe som paa en stor Digter, der havde laant
langt mindre end de fleste andre af hint poetiske Rustkammer
og uden Omveje havde hentet sine Midler lige fra Naturen.
Han gør gældende at Goethe i sit Digt Planternes Metamorfose
gav den Lære, han som Naturforsker havde forelagt Verden, i
sammentrængt og dog poetisk Form. Han nævner med Be-
undring Goethes Digt om den Howard'ske Opfattelse af Sky-
formerne. Han fremhæver, at man rundt omkring i Goethes
Værker træffer paa digteriske Fremstillinger af videnskabeligt
opfattede Naturforhold og beklager kun, at han saa groveligt
misforstod den matematiske Naturlære. Saa slutter han med en
Paa visning af, at Goethe ikke mindre i sin Menneskefremstilling
end i sine Naturskildringer har lagt en hidtil uset Gave til
Naturiagttagelse for Dagen ; thi selv hvad hans Indbildningskraft
tilsyneladende frit har skabt, det har Naturiagttagelsen præget.

I Aaret 1822 besøgte Ørsted Goethe i Weimar. En vidt-

G. Bmndes: Samlede Skrifter. I. 29

290 Goethe og Danmark

løflig Fremstilling af dette Besøg (til hans Hustru) synes des-
værre at være gaaet tabt. En kortere sender han 10de Oktober
1823 til sin Halvsøster Fru Bull:

»Hvad der maaske vil more dig mest, er at jeg paa det
Venskabeligste blev modtagen af Goethe, hvis store Digteraand
du elsker. Han har i de sildigere Aar af sit Liv med fordoblet
Iver lagt sig efter Naturvidenskaberne og modtog mig som én
Fysiker en anden. Da jeg sagde ham, at jeg glædede mig ved,
at min Videnskab nu førte mig nærmere til en Mand, som jeg
allerede fra min tidligste Ungdom havde beundret, svarede han
mig: ,Hvad kan vel en Mand i sin Alderdom gøre bedre end
at kaste sig i Naturens Arme!'. Jeg tilbragte en af de skønneste
Aftener i hans Familiekres.*

Ørsted paa sin Side var ikke Goethe ligegyldig. Som den
bekendte Politiker Dr. Loevsre Bochum har meddelt mig, beklagede
den tyske Fysiker Schweigger sig ofte og bittert over, at Goethe
stedse havde overset hans Opdagelse af den elektromagnetiske
Multiplikator og altid i Steden for ham (vel med Rette) nævnet
Ørsted som den egenlige Tidsskel sættende Opdager.

Det er alt berørt, at Baggesen, da han ved sin Hjemkomst
fra Udlandet i Aaret 1811 ilede til Anders Sandøe Ørsteds Hus,
allerede ved den første, kolde Modtagelse følte sig fortrængt af
Sophia Ørsteds Yndest. Under hans Fraværelse var F. C. Sibbem,
en oprindelig og human, mangesidig dannet ung Tænker, bleven
indført i Huset, havde forelsket sig lidenskabeligt i Husets Frue
og blev nu paa sin Side af hende indviet i den glødende Be-
undring for Goethe, der fem Aar før som ved Smitte havde
grebet Baggesen. Forholdet, der iøvrigt i flere Aar optog Sibbern
helt, var sikkert el ganske ulegemligt ; det var to Sjæle, der mødte
hinanden i Goethe og gav deres gensidige Tilbøjelighed Goethe-
religionens Indvielse.

1811—12 foretog Sibbern, inden han tiltraadte den Stilling
som Professor i Filosofi i Kjøbenhavn, hvilken ban i mere end
halvhundrede Aar beklædte, en Rejse i Udlandet. I hans Breve
fra denne Rejse spiller Goethe en stor Rolle.

Den 14de April 1812 skriver Sophia Ørsted til Sibbern:
«De lykkelige Menneske, som nu rejser til Weimar. Gud vel-
signe Dem! jeg under Dem det af mit inderste Hjærte. Glem
ej Deres Løfte, nemlig at tigge eller stjæle Noget fra Croethe til

Goethe og Danmark 291

mig ... til min Personlighed passer Schiller ikke saaledes som
Goethe; den Simpelhed, Kraft og Fasthed, den ufattelige, Alt
gennemgribende og dog saa menneskelig milde Styrke, der, lig
Magneten gennem Jorden, gaar igennem ethvert nok saa lille
Stykke af Goethe, den mangler han, og den er det just, der hos
Goethe hæver, trøster, glæder og beroliger mig.»

Sibbern traf ikke Goethe, hverken i Weimar eller i Jena.
Han opholdt sig den Gang i Karlsbad. Men Sibbern vilde ikke
undlade at gøre hans Frues Bekendtskab. Han skriver fra
Weimar 16de Maj 1812: «Min Forventning var spændt, thi den
Ene havde fortalt mig værre om hende end den Anden. Endelig
saa' jeg da selv. Det er og bliver en Gaade, hvorledes Goethe
har kunnet tage hende til Kone . . . hun er rigtignok hverken
smuk eller dannet. I Jena saa' jeg hende danse en hel Aften
til Klokken 1 næsten hver eneste Dans. Det er Studenternes
Skik at gøre Kur til hende, dels naturligvis for at holde sig op
over hende, dels for det Pikantes Skyld. De kappes om at faa
danset med hende. » (Hun var den Gang 48 Aar gammel).

I sin Utaalmodighed efter at faa Goethe at se, holdt Sibbern
ikke ud at oppebie hans Tilbagekomst til Weimar, men vandrede
paa sin Fod efter ham til Karlsbad. I et Brev til Sophia
Ørsted fra Jena, 16de Juli 1812, har han nedlagt sine Indtryk af
Goethes Personlighed:

«Men jeg skulde tale om Goethe, nu jeg har havt den Lykke
at finde den vidunderlige Mand tilgængelig for mig, træffe ham
i god og lykkelig Stemning, og flere Gange har talt med ham.
Jeg kunde ret være fuld af Glæde, og det var billigt, jeg var
det, naar kun Hjærtet var mere nøjsomt. Han har modtaget
mig saa godt, som jeg vel turde haabe; alligevel — hvis jeg
ikke havde det Haab eller rettere det Forsæt at komme til ham
endnu en Gang før min Hjemrejse, vilde jeg være fuld af Mis-
mod. Dog priser jeg de Timer, jeg var hos ham (4 Gange i
Alt), og dem, i hvilke jeg saa' ham hos Fru v. der Recke, og de
Øjeblikke, da jeg hilste ham ved Kilden og paa Spaseregangene,
jeg priser mig lykkelig for dem alle og beklager kun, at de ikke
vare flere, og at jeg ikke kom ham langt nærmere. — Han er
af en majestætisk Skønhed, fuld af Kraft i Blik, Holdning og
Gang, som en Mand i sine bedste Aar, og alligevel bærer hans
Ansigt Præg af de 63. Han har en Figur og en Anstand som
en Fyrste, eller hellere vilde jeg sige som en Minister, hvorved

19*

292 Goethe og Danmark

jeg næsten vilde tænke paa den gamle Bernstorf . . . Leve og
virke vil han vist, uden al Hæmmelse, i det Mindste 20 Aar
endnu. Han ser ud, som om han kan blive 80 Aar, uden endnu
at blive en Olding. Glæd De Dem, at han endnu kan leve saa
mange Aar sammen med Dem, og hvert Aar bringe Dem nye
Gaver . . .

Jeg tog ind i Gæstgivergaarden i Karlsbad og gik den
følgende Morgen ud i Byen, for at søge mig et Logis og for at
hente min Kuffert paa Posthuset. Da jeg gik over < Ringen*,
saaledes hedder her Torvet, mødte jeg ham; han kom gaaende
imod mig med et Bæger i Haanden, kom altsaa fra Brønden:
jeg kendte ham øjeblikkelig og greb allerede til Hatten. Men da
betænkte jeg, at han jo ikke kendte mig . . .

Jeg stod da nu for ham. Han modtog mig venligt: jeg var
der et Kvarter, saa bukkede han og lod mig gaa. Det var ikke
stort bevendt, hvad jeg talede med ham om; det tager jo allerede
Tid at sige, hvorfra man kommer og hvorhen man gaar; noget
var Talen om det nye Universitet i Norge, hvilket overhovedet
er mig en bekvem Genstand, som altid giver Noget at begynde
med. Om min Begejstring for ham sagde jeg ikke et eneste
Ord; det vovede jeg ikke. Jeg stod med ham henne ved Vinduet;
han stod der, høj og kraftig, i den blaa Frakke, som han ogsaa
havde havt paa Dagen i Forvejen. Da jeg gik fra ham, stod
det ligesom stille i min Sjæl; jeg kunde vende dens Stemning,
hvorhen jeg vilde: til Glæde, til Mismod . . .

Naar jeg nu langt borte saa' en blaa Frakke og en høj,
anselig Figur, kom jeg straks i Bevægelse. Og end ydermere,
da jeg et Par Dage efter virkelig mødte Goethe paa Gaden, og
han venligt tiltalte mig: , Hvordan gaar det?' — Det var ligesom
da en Gang forhen et gult Sjal i Frastand kunde vække min
Glæde, og jeg vedblev at stirre derpaa, om jeg ogsaa havde
kendt, at det ikke var det rette. »

Hvor stærkt Sibbern vedblev at beskæftige sig med Goethe,
derom vidner først og fremmest hans Breve efter Tilbagekomsten
fra Rejsen. Næsten hele hans Brevveksling med Henriette Herz
er helliget Goethe. I 1815 skriver han til hende, at der næppe
gaar en Dag, hvor han ikke tænker paa Goethe, at han holder
sig til ham i Glæde som i Sorg, men især i de bitre Timer.
Han finder, at de Lidelser, Goethe frigjorde sig fra ved sine
Skrifter, dem frigøres Læseren fra ved at læse dem, Ja det er

Goethe og Danmark 293

ham, som havde Goethe skrevet Alt netop for ham. Han har
(som han senere lader sin Gabrielis gentage det) en smerte-
blandet Fryd af at læse Dichtung und Wahrheit, thi Indholdet
henrykker ham, men Sammenligningen mellem det fulde, rige
Liv og hans eget er nedslaaende. Goethes Ro, hans Sindslige-
vægt, hans Aands Alsidighed er hvad Sibbern aldrig kan blive
træt af at prise. >En mere fuldendt Mand,» siger han, <i alt,
hvad der er blot og rent menneskeligt, har vor Tidsalder næppe
frembragt. » Man ser, at der alligevel ogsaa for ham gaves en
Mennesker tilgængelig Kres, der skulde være mere end blot og
rent menneskelig.

Henriette Herz er Kvinde nok til at føle sig næsten tilside-
sat af Sibbern for Goethes Skyld; hun sammenligner sin danske
Vens Lidenskab for denne med hans tidligere for Sophia Ørsted:
«Som De en Gang hver Aften underholdt mig om et Par skønne
Øjne, der havde ramt Dem i Deres Inderste, saaledes er Deres
Brev saa fuldt af Goethe, at De glemmer mig selv derover. »
Hun svarer iøvrigt i samme Aand, beundrer Goethe, men *har
alt længe vidst, at det Helligste ikke er det Helligste for ham.>
Hun, der paa Grund af de Paralleler, som ualmindelige Evner,
Forbindelser med Tidens udmærkede Mænd og fælles Afstamning
indbyder til at drage, saa tidt nævnes sammen med Rahel, havde
Intet af den oprindelige, usvigelige Sans for Goethes Storhed,
som er et af mest paafaldende Vidnesbyrd om Rahels aandsfrie
Genialitet.

Da den unge filosofiske Professor efter faa Aars Forløb op-
traadte med en digterisk Frembringelse — i Danmark er man jo,
hvad man end ellers er, i Reglen en Smule Poet — indtog i hans
Efterladte Papirer af Gabrielis^ en Wertheriade, for hvilken hans
Forhold til Fru Ørsted afgav Stoffet, Goethe en endnu større
Plads end Ossian i Werther. De Elskende spaserer i Sjællands
Bøgeskove, og hun synger Sange af Goethe for ham. Hun har
Noget af Goethes Naturharmoni i sit Blod. »Hvad der saa om
Dagen kan have bevæget mig med Uro,» siger hun, «om Aftenen
ligger Alt opløst for mig i blid Rolighed.* Og hun forstaar som
Goethe at nyde det Hele i det Enkelte. «De ypperligste Væsener, »
siger han til hende, «have altid den længste Ungdom; thi de
begære Næring af hele Naturens uendelige Liv, og i enhver
Nydelse nyde de Universet. Saaledes gik det Dem med Goethe,
med hvem De voksede op og langsomt udfoldede Dem.»

294 Goethe og Danmark

1 Sibberns Om Poesi og Kunst er Goethe endelig ligefrem
opstillet som den ideale Kunstner, thi han repræsenterer den
Sammensmeltning af Genialitet og Besindighed, som er Sibbern
det Højeste. Meget forstandigt bliver det her udviklet, hvorledes
Goethe vel kun synes at have arbejdet i alle Retninger af Kunst
og Videnskab for at gøre sig selv til et dygtigt, fuldendt Organ
for sin Genius, men hvorledes han netop derved skænkede sine
Medmennesker en hel, klar og ren Verden. Særligt dybt eller
nyt finder man ikke i Sibberns kunstfilosofiske Skrifter, og af
de mest begavede blandt hans Samtidige blev de næsten oversete
paa Grund af deres brede, besynderlige Stil. Hvad hans For-
hold til Goethe angaar, maatte det allerede være Datidens Dan-
nelsesadel et Anstød, at heller ikke han havde Øje for det
Største hos Goethe, den altomfattende Enhcdslære, men trods
rent frisindede Tilløb ikke kunde lade være med — ligesom hans
Veninde Henriette Herz — at savne den kristelige Følelse og
Gudhengivenhed hos den store Hedning.

Det var ikke Sibbern, hvem det Ivkkedes som Æstetiker at
fastslaa Goethes aandelige og kunstneriske Overlegenhed i det
danske Folks Bevidsthed.

VI

Denne Opgave og dens heldige Løsning var forbeholdt en
polær Modstander af Sibbern, den smidige og geniale Digter og
Tænker Johan Ludvig Heiberg. Blandt alle danske Storheder er
Heiberg den, som med klarest Bevidsthed om sit Maal har villet
virke ligefrem i Goethes Aand, og da han besad den Gave, at
meddele Hovedstadens hele Intelligens sine Anskuelser og Forkær-
lighedcr, da han sin Mandsalder igennem var de Dannedes Afgud
og den utvivlsomme Overdommer i Literaturen, saa har han
ogsaa i sin Tid gjort det, han havde opfattet og optaget i sig af
Goethe til de højere Klassers aandelige Ejendom og der\'ed saa-
vel fremmet Indsigten i Goethes Kunst som gjort meget til at
befæste hans Navns rent udvortes Myndighed.

Heiberg er ustridigt en af de mest fremragende Personlig-
heder i det 19de Aarh undredes danske Literatur. Yndet, ja
populær som romantisk Lyriker og vittig, glimrende Lystspil-
digter, i høj Grad indflydelsesrig som Indfører og talentfuld For-
fægter af den hegelske Filosofi, og det selv efter at denne Filo-

Goethe og Danmark 295

sofi udenfor Danmark havde mistet sin Magt over Sindene, som
Kritiker og Æstetiker endelig i bogstavelig Forstand en Opdrager
af sit Folk har han omtrent fra 1824—42 udøvet et i det Væsen-
lige gavnligt og forQnende Aandsherredømme. Hvad der især
fattedes ham var en fuld, original Naturtone; Oprindelighed havde
han kun i sit Vid. I Digtekunstens grupperede sig om ham en
fin, tænksom, ikke meget naturkraftig Formskole (Henrik Hertz,
Fr. Paludan-Muller, Fru Gyllembourg o. fl.) Henimod Halv-
tredserne blev dog et Hang, han stedse havde havt til Skema
tisme og Spidsfindighed i sin Tænkning, tomt Formvæsen i
Kunst og Kritik saa stærkt, at han som Kritiker, Teaterdirektør
og Politiker snarere hæmmede end fremmede Folkets Udvikling.

Der laa i hans Væsen Noget af den olympiske Overlegenhed,
den guddommelig muntre Ironi, den diplomatiske Selvbeher-
skelse, som han havde forstaaet hos Goethe. Den uudtømmelige
Naturfylde, den evige Friskhed, der laa i Goethes Væsen, besad
han ikke. Hans Ungdom havde aldrig havt den Lidenskabens
Ild, der henriver hos Goethe, hans Alderdom havde heller ikke
den høje Visdom, der hos Goethe vederkvæger. Ikke at Naturen
og Naturstudiet var ham fremmed. Tværtimod, han var fra sin
Ungdom af en ivrig Dilettant i Naturvidenskab (især Insektstudiet),
og han hengav sig i sine senere Leveaar med stor Forkærlighed
til astronomiske Forskninger; hans sidste Skrifter er Studier
over Lys- og Lydlæren. Det naturvidenskabelige Omraade af
Goethes Viden var ham altsaa ingenlunde ubekendt; han fulgte
sin tyske Mester i alle dennes beklagelige Vildfarelser, var som
han en Fjende af Forsøget og Videnskabens hele erfaringsdyr-
kende Retning, var, som de fleste Hegelianere, en Tilhænger af
Goethe's usalige Farvelære. Men han havde Intet af den verdens-
omspændende Opdageraand, den naturdyrkende Opfattelse af Altet
som guddommeligt, gennem hvilken Goethe er beslægtet med
Filosofiens Forfædre, en Thales eller en Heraklit. Han var intet
Urmenneske.

Heiberg var, omtrent 30 Aar gammel, bleven mægtig greben
af Hegels Filosofi, var 1824 i Berlin kommen i personlig Berø-
ring med Hegel, og betragtede det fra nu af som en af sine
væsentligste Livsopgaver, at skatte den Hegelske Lære Indgang i
Danmark. Men for ham som for ikke faa af den første Tids
Hegelianere var Hegels Filosofi ikke til at skille fra Goethes
Digtning. Det var dem to Former for samme aandelige Indhold.

296 Goethe og Danmark

Med Heibergs Optræden begynder derfor et Tidsrum i dansk
Aandsliv, i hvilket man opfattede Goethe saaledes som han tog
sig ud sét gennem det Hegelske Tankenet, og hvor man mindre
beundrede ham for hans egen Skyld end som forklarende Bil-
ledbog til Hegels Lærdomme om Altets og Kunstens Love. Med
al sin Goethebeundring synes Heiberg indtil sin Død aldrig at have
anet, hvor kortvarigt hans Yndlingsfilosofs Verdensherredømme
skulde blive i Sammenligning med hans Yndlingsdigters. I vore
Dage har ved Tysklands første Universitet ingen af de yngre Profes-
sorer, end ikke af Professorerne i Filosofi, læst blot et Par Bind
af Hegel; Studiet gælder, endog mer end billigt, for ufrugtbart.
I Afhandlingen Om Filosofiens Betydning findes Heibergs
Grundanskuelsc af Goethe. ?Ivad der adskiller Goethe fra alle
samtidige Digtere, det er efter Heibergs Opfattelse det samme,
der hæver Dante og Calderon saa højt over deres Samtid; han
fremstiller sin Tidsalders Visdom, han er en til Dybet skuende
Digter. Heiberg udtaler sig ifølge denne Opfattelse med stor Be-
stemthed mod den i Danmark herskende Shakespeare-Dyrkelse:
Shakespeare har ikke været nogen lignende Repræsentant for
Menneskeheden. Han, der tilhører el Land, som altid har været
hildet i lutter endelige Bestræbelser, er altfor national til ikke at
være Virkelighedsgengiver. Fængslende Karakterer, sjælelige Minde-
værdigheder er, siger Heiberg, de Æmner i hvilke Shakespeare
fordyber sig, men aldrig sporer man en Bevidsthed om, at disse
som endelige og forgængelige Sider saavel af Livet som af Poesien
taber sig i Anskuelsen af det Uendelige. Han kalder den over-
drevne Beundring af Shakespeare latterlig og utilgivelig i en Tids-
alder, der besidder en langt større Digter. Han hævder, at Goelhe
aldeles ikke staar tilbage for Shakespeare i Kærlighed til Natu-
rens og Menneskelivets Enkeltheder; tværtimod, han overtræffer
ham i den kærlige Fordybelse i det Endelige, kun er saavel Be-
givenheder som Karakterer hos ham holdte som underordnet
medindgribende i den aandelige Enhed. Som han i Tasso hver-
ken forelrækker Digteren eller Statsmanden, saaledes vil han
overhovedet ikke begejstre os for en Helt eller en Elsker, men
for Ideer, der ikke er personligt begrænsede. Heiberg viser,
hvorledes denne Goethes dobbelte Ejendommelighed og Storhed
forklarer de gængse Misforstaaelser af hans Væsen: «De, som
holde sig til det første Monjent [hans overraskende Kjærlighed
til det endelige]^ finde ham sanselig og materiel; de, som holde

Goethe og Danmark 297

sig til det andet, finde ham uden Varme og Begejstring og sige,
at han ikke mener det alvorligt med nogen Ting ... og saavel
fra den ene som fra den anden af disse to modsatte Indvendin-
ger mod Goethe kommer man let til de yderligere Beskyldninger:
at han er umoralsk, fordi han fremstiller de moralske Pligt-
Bestemmelser, ved hvilke Mængden beroliger sig som ved faste
Punkter, i deres Endelighed og betager dem den formentlige
absolute Gyldighed; fremdeles at han er irreligiøs, fordi hans
Poesi, i Stedet for at stille sig under Religionen, har ved at
smelte sammen med Filosofien, tværtimod optaget det religiøse
Standpunkt i sit eget Omfang. I begge disse Henseender har
Goethe imidlertid ikke gjort Andet end bragt vore egne Tanker
til vor Bevidsthed; men det er det, som Mange tage ilde op.
Ingen lader i sine Handlinger de isolerede Pligtbestemmelser
gælde for absolute, men man vil alligevel indbilde sig, at man
gør det. Ligeledes, hvad det religiøse Punkt angaar, er Verden
temmelig enig om, ikke længer at taale Hierarkiet, hverken i det
Almindelige eller i det Individuelle; men ikke desmindre bøjer
man sig for det, idet man kalder Goethe irreligiøs, fordi han
hæver hin vor alvorlige Tanke til Bevidstheden.*

Disse Ord, der træffer Sømmet paa Hovedet og uden Tvivl
indeholder den sandeste og dybeste Opfattelse af Goethe, der
hidtil var bleven udtalt i Danmark, var i en Grad dristige, som
en Ikke-Dansk næppe kan forstaa. De udtalte i et rettroende og
kirkeligt Land en ny Grundsætning; de indeholdt et ligefrem, be-
vidst og afgjort Angreb paa den alt oversvømmende pligtskyldige,
teologiske Synsmaade, som man rundtom bekendte med Læberne,
medens de Fleste levede hen i en slap Halvbevidsthed om at
hylde en ganske forskellig Verdensanskuelse. Disse Ord var saa
dristige, at Heiberg selv i sine ældre Aar opgav det Standpunkt,
de betegner, og, da den teologiske Reaktion i Fyrrerne tog sit
Opsving, vendte eller syntes at vende sig fra Panteismen til
Martensens spekulative Dogmatik. (Digtet Gudstjeneste*.)

Rundt om i Heibergs Værker findes spredte Bidrag til den
Goethe'ske Digtnings Fortolkning. Han var den utrættelige For-
fægter af den af Goethe udtalte, strængt kunstneriske Anskuelse af
Poesien. Han udgav et Udtog af Schillers og Goethes Brevveks-
ling med Noter, og naar han i sin skarpe (stundom spidsfindige)
Fejden mod Hebbel (1843) gaar den meget yngre tyske Digter,
for hvis sære Genialitet han manglede Blik, saa haardt paa

298 Goethe og Danmark

Klingen, saa havde det især sin Grund i, at han hos Hebbel
(som hos Gutzkow) ikke formaaede at opdage nogen ny, ud over
Goethe førende Retning, men kun Tilbagefald i kendte Tanker
eller Ensidigheder, som længst var overvundne af Goethe*).

Heiberg selv, og endnu mere hans trofaste poetiske Forbunds-
fælle Henrik Hertz, der aldrig slog sig til Ro ved én Digtart, én
Gruppe af Stoffer eller én Behandlingsmaade, men stadig aaben-
barede sit Talent i nye Former, staar som Digtere begge ganske
og aldeles paa Goethes Grund. I deres Poesier aander man
Goethesk Luft, rigtignok meget fortyndet. Disse Aander havde
kun det aristokratisk Forfmede og den mangfoldiggørende kritiske
Evne tilfælles med Goethe; dem fattedes det i stor Stil Men-
neskelige og derfor mægtigt Folkelige, der laa i Goethes Natur-
grund. Heiberg havde, som alt berørt, adskilligt af den gamle
Goethe, intet af den unge. Hertz, der i Dramaet Hundrede
Aar overfor Grundtvigs Ultradanskhed direkte fører sin poetiske
Stræben tilbage til Goethe («Vi har øst af et Væld, der i Weimar
sprang ud»), er baade i sin lyriske Form og i sin Prosa stærkt
bestemt af hans Kunst. Fru Gyllembourg, der hos os over-
hovedet repræsenterer det 18de Aarhundredes Humanitetsmoral
— rigtignok i en spinkel og udvisket Skikkelse — er som For-
fatterinde vel nærmest sin Søns, men tillige Goethes Elev. Hen-
des Livsanskuelse var oprindeligt Revolutionsperiodens Naturtro
og Frihedstro. Hun synes fra først af at have følt med Rous-
seau. Hertil har da — rimeligvis gennem Sønnen — Goethes
Indflydelse naturligt sluttet sig. Hendes Dannelsesideal er det
Goethe ske, dog opspædet og, alt som Aarene gik og den teolo-
giske Reaktion tog til, ændret ved rigelig Tilsætning af ned-
arvede Elementer. Undertiden, som i Fregatskibet Suanen^ gri-
ber hun dog helt tilbage til « Stella ». — Paludan-Muller er
i sit Hovedværk paavirket ikke blot af Byron, men af Goethe.
Saadanne Ting som Maskeballet og som Almas Frelsen af sin
Elsker i Adam Homo svarer ligefrem til Maskeraden og Gret-
chens Forklarelse i anden Del af «Faust». Fortællerstilen i

*) Man se Heiberg: Prosaiske Skrifter 1 416—430, III 256, 348 ff.,
IV 443, 471, V 215 ff., 353 ff. Naar Emil Kuli i sin Biografi af Hebbel
af sin Hegejstring for sin Genstand lader sig henrive til at stemple Hei-
berg som en Gottsched med et Anstrøg af Hegelianisme, saa lader dette
Misgreb sig kun forklare ved denne iøvrigt saa anerkendelsesværdige
Literaturhistorikers Ubekendtskab med det danske Sprog.

Goethe og Danmark 299

Prosa er hos Paludan-Muller som hos Heiberg, Fru Gyllembourg,
Hertz, Chr. Winther, H. P. Holst sandsynligvis ikke bleven for-
met uden at Goethe i mange Tilfælde ubevidst har været Mønster.
De af Datidens yngre danske Digtere, der mindre form-
dyrkende og overlæggende end Heiberg stod Oehlenschlåger nok
saa nær som ham, Poul Møller. Chr. Winther, Emil Aarestrup,
befinder sig som Lyrikere ikke i stor Gæld til Goethe. Winther
og Aarestrup oversætter ham undertiden, men er begge langt
dybere paavirkede af Heine end af ham. Poul Møller følte sig
(se Afhandlingen om «Extremerne») tiltrukken af den Goetheske
Skoles Uvilje mod den politiske Opposition, men frastødt af dens
Ringeagt for Livets praktiske Formaal, der forkastedes under
Navn af Interesse for det Endelige. I Danmark gik Skolen til
Grunde i Formvæsen. Derfor er Heiberg og hans nærmeste
Venner paa det danske Folks og dets Literaturs nærværende
Udviklingstrin saa fuldstændig skudte til Side, at de, der dog
indtil for saa kort Tid siden var i Live (Heiberg døde 1860,
Hertz 1870) næsten er som glemte. Man har lært af dem alt,
hvad der lod sig lære af dem. De har allerede i deres Levetid
nydt deres Løn. Den unge Slægt finder iblandt dem ingen Mod-
stander at bekæmpe, ingen Fører og intet Forbillede.

VII

Paa Heiberg følger i Danmarks aandelige Liv det politiske
Frisinds og det gudelige Tilbageslags Tidsalder, det sidste især
bestemt ved Kierkegaard. Hverken Kampen for en Forfatning
eller Kampen for Kristendom mod Verdslighed og Gejstlighed
afgav gunstige Betingelser for den kærlige og indtrængende For-
staaen af Goethe.

Fra de Politikeres Side, der bekæmpede Enevælden, kom
i Danmark som i Tyskland en Opfattelse af Goethe til Orde,
der væsenlig betegner ham som ligegyldig Olympier eller nydel-
sessyg Hellener. Blandt de Skribenter, der oprindelig tilhørte
denne Gruppe, er M. Goldschmidt ustridig den talentfuldeste.
Hans romantiske Religiøsitet havde desuden en Sky for Goethes
Naturfromhed. Man finder rundtom i Goldschmidts Skrifter
Antydninger af en i Tyskland nærmest af Heine repræsenteret
beundrende Utilbøjelighed til afgjort Anerkendelse af Goethe.
Han fremhæver især Goethes og Schillers Ligegyldighed for det

300 Goethe og Danmark

Politiske. Dog var han langtfra at føle en B6me*s ærlige, bræn-
dende, dumme Had til Goethe, endnu længere fra at istemme
en Menzels Smædeskrig og Vredesbrøl. I en Artikel Lyrisk
Poesi fra 1857 siger han meget rigtigt: «Goethe var en Hellener
eller Hedning, der har optaget alt det af Kristendommen, som
ikke ved sværmerisk eller overnaturligt Hang forstyrrede hans
Harmoni. » Han er noget forarget over Goethes Ytring, at «det
Religiøse beror paa den fineste Forveksling af det Subjektive og
det Objektive^, og ikke mindre over et Ønske, Schiller udtaler
for Goethes Nætter, «og det medens Bonaparte o. s. v.» «Ved
begges, siger han, «var kommen en særegen Ligegyldighed i
tyske Gemytter, en egoistisk Stræben efter i Nydelse og Velbe-
hag at sætte sig personlig udenfor det Almene » I Almindelighed
kan man sige, at den Uvilje, som Flertallet af de liberale Poli-
tikere nærede mod Heiberg og hans Indflydelse, bevirkede, at
den af Heiberg altid lovpriste Goethe paa en Maade kom til at
staa for dem som Tysklands (kun meget større) Heiberg. Som saa-
dan blev han bekæmpet af dem, hvor de udtalte sig imod ham.

Ganske anderledes formede sig den fra Kierkegaard ud-
gaaende Reaktion mod Goethe. For Kierkegaard med hans kri-
stelige Patos, hans glødende Lidenskabelighed, hans etiske Be-
gejstring og hans Overbevisning om, at Martyriet er enhver sand
Aandshelts Lod paa Jorden, maatte Goethes Livsgerning og Livs-
førelse nødvendigvis være en Forargelse. Ham, hvem det des-
uden var blevet et Dogme, at man kun elsker én Gang, og som
med saa udbrødelig Troskab, om end kun i Erindringen, havde
holdt fast ved sit Livs eneste Elskovstilbøjelighed, maatte Goe-
thes Forhold til Kvinderne og Kærligheden være en Anstødssten.

Hans udførligste Opgørelse med Goethe findes som bekendt
i andel Del af Stadier paa Livets Vej i Assessorens Afhandling
om Ægteskabet. Assessoren gaar strængt og spotsk i Rette med
Helten i Goethes Selvbiografi i Anledning af hans Adfærd overfor
Friederike. Han bebrejder ham især hans Forklaringsforsøg. Han
finder i den Maade, paa hvilken han bryder, Qerner sig og for-
svarer Fjernelsen, en Hjertekulde overfor Elskoven, en Svig mod det
Etiske og en Satire over ham selv: <0m nemlig en lille Landsby-
skønhed har været saa uheldig at misforstaa hans Excellence,
dersom hun bliver sig selv tro, saa véd jeg af min Børnelærdom
og véd endnu ikke rettere end at hun avancerer: fra Idyllen til
Tragedien. Dersom derimod hans Excellence har været saa

Goethe og Danmark 301

uheldig at niisforstaa sig selv, og yderligere er uheldig i den
Maade, paa hvilken han vil gjøre det godt igen, saa véd jeg af
min Børnelærdom, og véd endnu ikke rettere, saa er han gaaet
af fra Tragedien og Dramaet og er bosiddende i Vaudevillen.*
Han, den ellers saa omsigtige og dybe Sjælekender, betragter
Hjærteforholdet mellem Manden og Kvinden i dette Tilfælde
ganske som om Talen var om et udvortes Gældsforhold, der maa
og skal ordnes ved Betaling. Han kalder det et Falskneri, «at
ikke hvilken som helst Pige, naar det er givet, at en Mand har
kontraheret Forpligtelsen, skulde være en uafviselig Kreditor. »

Det er ikke min Agt at tage Goethe i Forsvar i disse Spørgs-
niaal, der kun varsomt kan behandles og besvares, men det er let at
opdage de yderst svage Punkter i Kierkegaards Angreb. Ingen Steds
sporer man hos ham Bevidstheden om Vanskeligheden af at angive
Grænsen, hvor «det er givet, at Manden har kontraheret For-
pligtelsen* i Modsætning til den Hjærternes Konstellation, hvor
Forpligtelsen endnu ikke er indtraadt. Ingen Steds opkaster og
besvarer han det Spørgsmaal, om og naar Manden har Lov til
at give sig selv og sit hele Liv som Gave mod sit Ønske, til
Trods for advarende Anelser, udelukkende for at indløse sit Ord.
Ingen Steds dukker Tvivlen op, om det ogsaa lader sig gøre,
om det ikke i mange Tilfælde vilde være et Forræderi mod den
elskende Kvinde — lutter Spørgsmaal, Tanker og Tvivl, med
hvilke Kierkegaard maa have været fortrolig som Faa. Interes-
sant er hans Angreb især, fordi det kommer fra en Mand, der
selv, under Opbyden af uendeligt Grubleri og med en trykkende
Følelse af Ansvar, havde taget det Ord, han havde givet en ung
Pige, tilbage og nu hele sit Liv igennem rugede over dette Brud
og dets Følger.

Kierkegaard mener, i Goethes Levned at finde Forklaringen
af, at Patos er det, man mest savner hos ham: den er ude-
bleven af hans Digtning, fordi den fattedes i hans Liv. Han
finder deri fremdeles Aarsagen til, at hans kvindelige Figurer —
formentlig — altid ^sés i en Belysning, i hvilken den overlegne
Forstandighed, der forstaar at nyde og Qerne sig, viser sig
berettiget eller i det Mindste undskyldelig. Paa Clavigo eller
Faust kan han ved Nedskrivningen af denne Paastand dog vel
næppe have tænkt. Bittert spotter han endelig de Samtidiges
kr>^bende Beundring af Goethes Færdighed i at Qerne et Livs-
forhold, der truede med at overvælde ham, fra sig ved at digte

302 Goethe og Danmark

det. Thi hvad er, siger han, denne Naturejendomnielighed andet
end «det naturlige og lystne Menneskes Parade mod det Etiske*?
Det forstaar sig, at ikke Enhver, der «digter». frembringer Mester-
værker, men han hævder, at dette etisk ikke gør noget til Sagen.
Ogsaa denne Vending er især interessant, fordi den stammer fra
en Skribent, der selv netop kun overvandt sit Ungdomslivs Hoved-
kval ved atter og atter fornyede digteriske Fremstillinger og
Omskrivninger af den.

Men til den etiske Misbilligelse af Goethe kom hos Kierke-
gaard endnu den religiøse, og saaledes dannede der sig efter-
haanden for Kierkegaards Sjæl et Vrængbillede af Goethe, ikke
meget sandere end det, Verden skylder Wolfgang Menzel. Goethe
var bleven strængt religiøst opdragen som Kierkegaard selv, men
han havde ikke kæmpet dennes fortvivlede Kamp mod sin For-
nuft for at fastholde Barndommens bibelske Forestillinger til sin
Død. For Kierkegaard staar det selvfølgelig som var det Pligt
at gøre dette «med Forsagelse af enhver Fordring paa Livet
eller paa en betydningsfuld Eksistens,* og han laster bittert
Goethe for det formentlige Pligtbrud: « Ligesom den sidste Filo-
sofi har gjort det til et Skældsord at tale om Kants ærlige Vej,
saaledes smiler (loethe fornemt ad Klopstock, fordi det beskæf-
tigede ham saa meget, om Meta, hans første Kærlighed, der
havde giftet sig igen [skal øjensynligt være: om Fanny, hans før-
ste Kærlighed, der havde giftet sig med en Anden], vilde tilhøre
ham i et andet Liv.> Det er ham ufatteligt, at der med Hensyn
til overleverede Troessætninger skulde gives nogen højere Pligt
end Pietetens. Han bebrejder, som jeg en Gang har udtrykt det,
Goethe, at han ikke har baaret sig ad som han, ikke har stem>
met sig imod den hele Kulturudvikling i Steden for at blive dens
ypperste Bærer siden Renæssancens Dage — han tænker sig
Muligheden af, at Goethe kunde have udviklet sig til hvad han
blev, ja til mere end hvad han blev, ifald han, i Steden for at
sammenfatte den tyske Aands hele Udvikling hos Lessing og Win-
ckelmann, Burger og Wieland, Herder og Kant, i Steden for at
straale som det Alt fordunklende Midtpunkt i det Stjæmebillede,
som dannes af Schiller, Holderlin, Kleist, Heine og de andre
fribaarne Digteraander, var bleven en Magus som Hamann, en
Hellig som Lavater eller en Barde som Klopstock, der alle blev
deres religiøse Barndomsindtryk tro, men hvis Værker nu kun
opsøges af Literærhistorikeren som Kuriositeter.

Goethe og Danmark 303

Lidt efter lidt smeltede endog for Kierkegaard Goethes høje
Levevisdom sammen med Biskop Mynsters ham saa forhadte fine
Verdensklogskab. Han danner sig et Ord, en Sammensætning,
«det Mynstel'-Goethe'ske,> med hvilket han stempler den fejge
Blødagtighed, som han foragter. Saaledes hedder det f. Eks. i
hans efterladte Papirer fra 1849 om Mynsters Efterfølger paa
Sjællands Bispestol: « Tag Martensen! Han er et Exempel paa det
Mynster-Goethe'ske, at gjøre Omgivelserne til den højeste Instans;
kun staar han endnu lavere. » Der lod sig næppe sige noget
mere Urimeligt om Goethe, end at han havde stræbt for enhver
Pris at behage sine Samtidige; og at anbringe ham imellem to
Biskopper som et Mønster paa Nydelsessyge er en skrigende Uret-
færdighed. Denne Anskuelse var ligefuldt paa den Tid, da de
Kierkegaardske Ideer triumferede (omtrent 1856—1866), den frem-
herskende i mange ellers forstandige Krese i Danmark.

En Gruppe af Mænd fandtes der dog, i hvilken Goethes
Geni og hans Fortjenester aldrig overskj^ggedes af Hensyn til
det, der gjaldt for ubetinget Moral eller ubetinget Troesforpligtelse,
den, som dannedes af nogle faa frit tænkende Filosofer og Natur-
forskere.

Hans Brøchner, der i 1875 døde som Professor i Filosofi og
som har efterladt sig saa dygtige Værker over Filosofiens Historie
— den første afgjorte Fritænker i Danmark, der udøvede en
betydeligere Indflydelse paa Ungdommen — en Tænker, der
ligesom Goethe var en trofast Beundrer af Spinoza, en Dyrker
af Allivet som guddommeligt, hvis Dannelse var fuldstændig græsk
og tysk, levede i Goethe. Der var et Glimt af noget Faustagtigt
i hans Natur, og Goethes Faust var sjældent fra hans Bord og
sjældnere ude af hans Tanker.

Ogsaa blandt Naturforskerne havde Goethe tro Tilhængere.
Det kunde næppe være anderledes. Mig i det mindste har det
altid forekommet, som straalede Mesterens Geni paa intet Om-
raade fuldere og mere overraskende, som var Slægtskabet mellem
hans Frembringen og Verdensaltets skabende Kraft ingen Steds
mere indlysende og gribende end i de Forskninger, ved hvilke
han har grundlagt den filosofiske Botanik og Anatomi. Hvem
føler ikke her, at Goethe som hans Faust var stegen ned til
< Mødrene*, hvem sér ikke, at hans Lynceusblik trængte ind i
Naturens store Laboratorium!

Jeg har, for at give dette Udkast en vis Fuldstændighed,

304 Goethe og Danmark

bedet en af de første danske Naturforskere, vor ypperste Insekt-
kyndige, Schiødte, med et Par Ord antyde mig, hvilke Indtr^'k
han under sin videnskabelige Løbebane formaar at føre tilbage
til Goethe. Han har svaret:

«Jeg er ved ham bleven befæstet i den Arbejdsmaade, jeg
af egen Natur er ført ind paa, og styrket til at fastholde og
udvikle den under Ugunst og Modsigelse i Hjemmet. Den be-
staar i at redde sig ud af den endeløse Mangfoldighed ved at
behandle sine Genstande symbolsk, o: gennemtrænge dem saa
fuldstændigt og alsidigt som mulig og saaledes henstille Bearbej-
delsen som et instar omnium, i Henhold til den Erkendelse, at
enhver afsluttet Organisme eller sammenhængende Gruppe af
Organismer repræsenterer den hele organiske Natur. En saadan
Arbejdsmaade kræver et rigt og fyldigt Materiale, der er altid og
let tilgængeligt og altsaa kun haves dér, hvor man selv er født
og baaren og har kunnet leve sig sammen med det. Er man
kommen saa vidt, har man kun liden Brug for Boglærdom ; man
bevæger sig nemlig stadig paa jomfruelig Bund og sér Alt i et
ganske nyt Lys og en hel anden Sammenhæng, end der forhen
havdes Begreb om. Under alle disse Bestræbelser er jeg paa
mange Maader bleven paavirket af Goethe, ogsaa med Hensyn
til min Fremstillingsmaadc i morfologiske og systematiske Con-
spectus, i Afbildningskunst o. A. Om naturhistorisk Tegning har
han meget, som har været mig frugtbringende. Jeg anfører
efter Hukommelsen nogle mig særligt kære Steder af Goethe:
Was ist das Allgemeine? Der einzelne Fall. Was ist das Beson-
dere*? Millionen Falle. — Willst du dich am Ganzen erquicken,
so musst du das (ianze im Kleinsten blicken.»

Det synes mig, at disse saa mangeartede og saa uensartet
begrundede Vidnesbyrd om Beundring, Uvilje eller Taknemmelig-
hed fra de forskelligste Mænd indenfor et lille Folk bedre end de
varmeste Lovtaler giver en Forestilling om de i alle Retninger
udbredte Paavirkninger og Tilskyndelser, der uafbrudt udstraaler
fra Goethes Aand som fra en Sol.

VIII

Hvad det yngste, nu i Mandsalderen staaende Slægtled i
Danmark skylder Goethe, lader sig næppe bestemme eller ud-
maalc. lians Digtning, hans Verdensanskuelse, hans Ideer er

Goethe og Danmark 305

gaaede saaledes over i Blodet paa Mange, hans Indflydelse har
virket gennem saa mange Kanaler, at kun faa med nogenlunde
Nøjagtighed formaar at angive deres Gæld til ham. Man læste
i de Aar, da den Slægt, som nu befinder sig i Trediverne, voks-
ede op, lidet Tysk i Danmark. Nationalfjendskabet mod Tysk-
land, hvilket vi alle som Ynglinge lidenskabeligt delte og som
efter Slesvigs Tab luede hæftigt op paany, bevirkede, at den
tyske Literatur i det Store og Hele kun tiltalte os lidet. Over-
hovedet er det tyske Aandspræg de Danske mere fremmed, end
man efter Slægtskabet mellem Folkene og den lange Afhængig-
hed af Tyskland skulde tro, især meget mere fremmed end de
Tyske aner.

Men Goethe var (tilligemed Heine) en af de faa Stjerner,
der ogsaa paa den Tid, da Nationalfølelsen drog Skrankerne
mod Tyskland højest, sendte deres Lys over Grænsen. Ikke at
hans Værker forelaa i gode, kunstnerisk udførte Oversættelser,
de Oversættelser, som findes af dem, er næsten uden Undtagelse
daarlige eller forældede eller dog ude af Handelen, og har aldrig
været populære. End ikke Oehlenschlågers Oversættelser er
blevne virkelig Folkelæsning. *) Hvem der kender Goethe, har
læst ham i Grundsproget. Endnu mindre lærte vi fra den
nationale Skueplads Goethe at kende. Han er saa at sige
aldrig bleven opført paa det kongelige Teater i Kjøbenhavn.
Fraset at man i Juni 1832 spilte et af Heiberg og Hertz i For-
ening oversat Brudstykke af Faust, har man i Danmark givet
Claudine von Villabella tre Gange, Clavigo fem Gange, Egmont fire
(iange, Die Geschwister tre Gange. Og det er Alt, hvad der (til 1881)
er blevet spillet af Goethe. De ikke-danske, samtidige Digtere,
der har havt størst Indflydelse paa Ungdommen, Bjørnstjerne
Bjørnson og Henrik Ibsen, har lært lidet, altfor lidet af Goethe
og har intet tilfælles med ham. Vel finder man hist og her en
enkelt rent udvortes Paavirkning som naar Solveigs Rolle i Slut-
ningen af Per Gynt genkalder Gretchens Optræden i Slutnin-
gen af «Faust». Men dels er selv et saadant lille Træk snarest
fremkaldt paa anden Haand (gennem «Adam Homo» som Mel-
lemled), dels berører det kun i ringe Grad Livsanskuelsen. De
danske Skribenter af Slægten fra 1870 synes aldeles ikke umiddel-
bart paavirkede af Goethe.

*) Først i 1882 udkom P. Hansens Oversættelse af Fausts første Del.

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 20

306 Goethe og Danirark

De er det middelbart, dels ved den literære Arv, de har
overtaget fra deres Fædre, og dels ved den mægtige Indflydelse,
som Goethe har udøvet paa næsten al den udmærkede samtidige
Literatur, der i de sidste Aartier har paavirket Sindene i Dan-
mark. Mest har maaské den store franske Kritik, som den
havde udviklet sig før 1870, medvirket til at føre os tilbage til
Goethe. Jeg taler ikke i mit eget Navn. Allerede i mit attende
Aar gjorde Dichtung und Wahrheit et Indtryk paa mig, der
for flere Aar blev bestemmende for min Studieplan. Men der
var Mange, hvem Tyskland i de Aar, den politiske Spænding
var stærkest, næsten var blevet fremmed, og som kun saå det
igennem en Taage af national Uvilje og tidligt indsugede For-
domme. Værker som Taine's Engelske Literaturhistorie eller
som Lewes's Goethe- Biografi, der begge blev oversatte i Begyn-
delsen af HalvQerdserne, lærte danske Læsere at forstaa og
vurdere Tyskland paany, og Goethe blev os det ideale Tysk-
land.

Hvad der stærkest hendrog vore Fædre til Goethe, hans
ophøjede Ligevægt, hans Rolighed, hans Væsens fuldendte Har-
moni er os Yngre ikke dyrebarest hos ham ; hans Alderdoms
Ro er næsten bleven os imod, fordi vi har sét, hvorledes
vore Fædres nationale Flegma spejlede sig i den og af den
inddrak Bevidstheden om sin Værdighed og sin Ret. Os er
Goethe især saa dyrebar, fordi vi ikke anerkender Magter udenfor
eller over Naturen, og fordi Goethe er den store, den sande.
Kampen afgørende Indsigelse mod al Overnaturlighed, han, der
— som man taler om en Stat i Staten — kan kaldes en Natur
i Naturen. Os er Goethe fremdeles saa dyrebar, fordi vi elsker
Kunsten lidenskabeligt, og fordi Goethe paa to eller tre Om-
raader for os er Kunstneren over alle andre. Han, der som
Morfolog og Anatom næsten udelukkende stræbte at forklare
Formen, og der bestemte Form som Dannelse, et Ord, der paa
én Gang omfatter selve Dannelsens Gerning og det Dannede som
færdigt, han repræsenterer os den højeste Dannelse og den
højeste Form.

Hvad vore nationale Bannerførere prædikede for os, var
enten det blinde Haab eller den blinde Tro eller den bUnde
Kærlighed; nogle forkyndte den nationale Selvfølelses, andre den
ubetingede Forsagelses Evangelium; fra Goethe kom det Tilraab
til os: Forstaa!

Goethe og Danmark 307

Vi saa' andre af Europas store Aander ende i Selvbespejling,
Selvforgudelse, Selvbedøvelse, Selvopgiven eller Selvtilintetgørelse;
Goethe blev os det store Forbillede paa Selvudvikling. Vi lærte
af ham, at den, der fremfor Alt arbejder paa at udvikle sig
selv, har mest Udsigt til at gribe ind i den almindelige Udvikling.
Hans Aands Alsidighed er og bliver et Ideal; man glæder sig
over den uden at attraa den; men af den har vi lært, i det
Enkelte aldrig at tabe det Hele af Syne.

20'

SCHACK STAFFELDT

(1882)

Lidet læst og kendt, aldrig sunget, sjældent anført, mens
han levede; død som dansk Digter atten Aar før sin Død; op-
manet af Graven ved en Literaturelskers Begejstring sytten Aar
efter at Jorden havde lukket sig over ham; saa lovprist og
skamrost af Heiberg, Datidens kritiske Højesteret som Danmarks,
ja maaske Jordens største Lyriker, saa biograferet og skildret
af Molbech, en smaalig, skarpsindig og nedsættende Kritiker,
stadigt upopulær, og først nu, fulde hundrede og tretten Aar
efter sin Fødsel atter ført frem for Dagslyset af F. L. Liebenbergs
kærlige Haand, den samme, der for en Menneskealder siden
fremmanede hans Skygge — det har til nu været Schack Staffeldts
Digterskæbne.

Den svarer til hans Skæbne og Ejendommelighed som Men-
neske. Han var en sær og sjælden Natur, en Misfornøjet og
Utilfredsstillet, rig paa Aand, som han stadig holdt i Spænding
til han overspændte den, fuld af Ild, som fortærede ham selv
uden at afgive synderlig Varme for Andre, dybtfølende, trofost,
begejstret, men uden Gratie og uden Elskværdighed, aden Evne
til at vinde Menneskene eller sysselsætte dem, fra sin Ungdom
af bevægende sig som i et Harnisk af stiv Stolthed og streng,
stundom pedantisk Alvorlighed, Hans Liv opruller sig paa en
Baggrund af haardnakket Melankoli, der øjensynlig var udsprunget
af et ømtaaligt, altid skrøbeligt Helbred og et medfødt Anlæg
til at tage tungt paa Alting, og som blev næret ved uforsætlig
og forsætlig Ensomhed, fremmet ved Ufrugtbarhed, skærpet ved

Schack Staffeldt 309

Ærgerrighedens Kvaler, ved Skuffelsen af et Haab om Digterry,
der uopfyldt antager Form og Attraa efter Rang og ydre Magt.
Et ulykkeligt Naturel! en Karakter, der var altfor æresyg til
ikke at ville underkaste sig en Embedsstillings Tugt for der-
igennem at være eller blive en Overordnet, og der samtidig
var altfor ærekær og altfor pirrelig i sin Stolthed til i Længden
at kunne bevare det gode Forhold til Foresatte og Ligestillede
eller til at kunne finde sig i sine Underordnedes Selvstændighed.

I alle ydre Forhold finder han Beskyttelse, nyder endog
Begunstigelse; han har bestandig den officielle Medbør i sine
Sejl; men Tilfredsstillelsen af hans Ønsker med Hensyn til ydre
Stilling yder ikke hans Sjæl nogen Tilfredsstillelse. Han har fra
sin Ungdom af den Gave at suge Giften ud af enhver Situation.
Det synes sunget for hans Vugge, at han aldrig med helt Sind
skal kunne hengive sig til nogen af de Opgaver, hans Skæbne
stiller ham.

Han var tysk af Æt, tysk i sit Følelsesliv og sin Tanke-
gang, dansk af Fødsel, som Statsborger og som Digter. Han
skrev for Offenligheden i et Sprog, der ikke var hans og hvis
Aand han kun glimtvis trængte ind i; han var Digter med sand
Indvielse og et adeligt Talent, men uden Held og uden Almen-
yndest, og blev overstraalet ved Begyndelsen af sin Bane. Han
var Officer uden Kald dertil, som Yngling en Rejsende uden
Naivetetens eller Overlegenhedens Sindsligevægt, som Mand Assessor
i et Kollegium uden noget eget ham tildelt Fag og uden synderlig
Udsigt til Forfremmelse, saa Hofkavaler hos en Hertug, opvartende
Kammerjunker hos en Kronprinsesse, Hofdigter paa Tysk efter
at have været Romancedigter paa Dansk, endelig fra sit fyrre-
tyvende Aar Amtmand i Hertugdømmerne, tre Aar i et mindre,
tretten Aar i et stort og betydeligt Amt, misfornøjet overalt enten
med sin Livsstillings Beskaffenhed som ved Hove eller med sine
Kaldsbrødre, Omgivelser, Omgangsfæller som i de mange Aar han
var Embedsmand.

I

Kilderne til Kundskab om Schack Staffeldts Liv flyder
sparsomt. En blot tilnærmelsesvis udtømmende Fremstilling af
hans Sjælehistorie lader sig ikke give. Men det Stof, der

310 Schack Staffeldt

foreligger, ér tilstrækkeligt til at en Kritiker kan oplyse Hoved-
punkterne og drage Hovedlinjerne.

Adolf Wilhelm Schack von Staffeldt fødtes paa Rugen den
28de Marts 1769. Moderen var en pommersk Adelsdame, Faderen
en tysk Officer i dansk Tjeneste, der ved sit Giftermaal 1756
forlod Danmark for at bosætte sig i Pommern, men urolig og
utilfreds, som han var, snart derefter begav sig paa Rejser,
først besøgte Tyskland og Ungarn, senere Sverig, Danmark og
atter Sverig, indtil han 1761 paany indtraadte i den danske Hær.
Da han i Aaret 1780 døde, efterlod han sine Børn forældreløse.
Der var tre Sønner, af hvilke den 11-aarige Adolf var den yngste,
og en otteaarig Datter. I et Brev (1807) fra Adolf til en af
Brødrene hedder det: «Vor ulykkelige Fader! Hans Liv var
kun kort i Tiden, men langt i Lidelser.« Den tilkommende
Digter gennemgik, understøttet af brave Slægtninge og disses
formaaeifde Venner, hele Kadetskolen ved Akademiet i Kjøben-
havn og afgik i sit 17de Aar derfra som Fændrik. Om hans
Liv i Aarene 1786—91, da han gjorde Tjeneste som Officer, vides
meget lidt. Kun ser vi ham i hans tyvende Aar i to kort efter
hinanden følgende Indlæg med en Lidenskabelighed, der betegner
den Fremmedfødte, udtale sig mod Tyskheden i Danmark og
lægge sin Fædrelandskærlighed for Dagen. Anledningerne var
forskelligartede. Staffeldts første Stridsskrift var rettet mod en
i Danmark en kort Tid bosat Charlatan, en Cagliostro i aller-
mindste Format, der som det synes ved et heldigt Ydre og en
flydende Tunge søgte at gøre sig gældende som Universalgeni,
Alkymist og Magiker. Han maa en Tid lang fuldstændig have
blændet den godtroende og fantastiske Yngling. Næst efter de
ungdommelige Udfald mod Tyskheden (»rive Masken af og vise
Tyskerens fælt grinende Karikatur », «istemme en Haanlatter der
som en Stormvind kaster Uslingen ud af Landet, og trueode
genlyder i Tysklands Dale>), næst Harmen over at Pallini
har vovet «at tale med ussel Spot om det danske Sprog>, er
det eneste Lærerige i dette Aktstykke den Skildring, Schack
Staffeldt her leverer af sig selv som Yngling for at forklare
hvorledes det gik til at en Gøgler som Pallini kunde vinde hans
Tillid: «Ung og uden Erfarenhed faldt det mig aldrig ind, at
Romandigterne bygger deres Verden af Ideer; tvertimod troede
jeg (man tror saa let, hvad man ønsker), at disse Idéverdener
kun var, saa at sige, Oversættelser af den virkelige Verden.

Schack Staffeldt 311

Delte levende Træk i min Sjæls Fysiognomi kunde ikke undgaa
Pallinis Opmærksomhed. Han opdagede min Begærlighed efter
Overspændeiser og Kolosser ...»

Det andet lille Hefte er et Indlæg i Striden om Baggesens
Holger Danske og P. A. Heibergs Holger Tyske^ foranlediget ved
et smagløst Flyveskrift af den bekendte Fru Frederikke Brun,
hvilket uden Tilsidesættelse af noget Hensyn til hvad den danske
Kultur skyldte Tyskland eller hvad dansk Literatur havde Paa-
virkningen fra udmærkede Tyskere at takke for, gav den i Sam-
fundet dengang raadende Harme Luft mod hovmodige og be-
gærlige Indvandrere, «mod dem. der haansmilende til begge Sider
stige op til Landets Isse>, det vil sige dem, som aldrig forsømte
nogen Lejlighed til at nedsætte det Folk, i hvis Midte de levede
og i hvilket de ved Hofgunst banede sig Vej til Magt og Rigdom.
Han betegner her Danmark som et Land, «hvor Tyskere til
Trods og Haan for de Indfødte endnu sidde øverst ved Bordet;
hvor tysk Byrd er den største Fortjeneste* o. s. v., og udbryder:
«Bort med den Nidding, der ikke føler Blodet skumme i hans
[sine] Aarer, naar Tyskhed, eller hvad man vil kalde dette Uhyre,
sætter ham Jærnfoden paa Nakken.*

Man har, sikkert med Rette, ført denne patriotiske Iver og
Opbragthed tilbage til den Indflydelse, Werner Abrahamson, den
iøvrigt ogsaa tyskfødte danske Patriot, som Staffeldts mange-
aarige Lærer ved Landkadetakademiet har maattet udøve paa
ham; man har fyldigt paavist disse tyskfjendske Smaaskrifters
Sammenhæng med hele den i hine Aar vakte nationale Reaktion
mod tysk Indflydelse i Danmark; men hvad man fremfor Alt
ikke bør tabe af Syne, det er dog den ikke blot hos Frafaldne,
men hos nye Medlemmer af enhver Nationalitet tidt bemærkede
Drift og Trang til at bringe Fødselsmærket i Glemme ved med
mere end almindelig Lidenskab at omfatte det religiøse eller
politiske Samfund, i hvilket de er optagne. Den Kærlighed, der
fylder deres Bryst, er saare hyppigt ulykkelig, fordi Samfundet
sjældent paaskønner eller gengælder den.

Hvad vi forøvrigt véd om Staffeldts Ungdomsliv i Kjøben-
havn er egentlig kun hvad vi lærer af en Ytring i et Brev fra
Gottingen (1792), der udtaler, at han dér «trods uafbrudt Arbejd
og uafbrudt Ildebefindende dog var langt lykkeligere end i
Kjøbenhavn, hvor han led meget, saare meget, mere end hans
unge Sjæl og fint byggede Legem kunde udholde.*

312 Schack Staffeldt

Efter at han i Aarene 1788—89 havde ladet sine første
danske Vers trykke, opholdt han sig med Understøttelse fra
danske Prinser fra September 1791 til Foraaret 1793 i Gottingen,
studerede der dels Arkæologi og Kunsthistorie, dels Handels- og
Statsvidenskab og vandt gennem sine Studier i det sidstnævnte
Fag den berømte Schloezers Yndest. Han skrev her sine første
tyske Digte, der skønt paavirkede af samtidig tj'sk Poesi særlig af
Schiller dog allerede røber Staffeldts ejendommelig digterisk-
filosofiske Anlæg. Han viser sig ved sin Tilbagevenden til Dan-
mark i Besiddelse af et poetisk Herredømme over sit Moders-
maal, som han kun stænkvis og maaske aldrig saa fuldstændigt
naacde i sin Behandling af det Danske. Hans skønne i Foraaret
1793 ved Tilbagekomsten til Danmark nedskrevne Gruss an den
Sund aabenbarer, i hvor høj Grad den unge Digter følte sig baaret
af en Tidsstrømning, og hvor spændt og spørgende han stirrede
det nv Aarhundrede imøde. Det hedder her:

w

Sieh, ich komm' auf rother Wogenbahn,
von der Zeitquell' såuselt Ahnung nieder,
ungeborne Zeiten wehn mich an.

Om Schack Staffeld nu følgende mere end halvtredjeaarige
Ophold i Kjøbenhavn vides meget lidt; det ses kun, at den
unge Premierløjtnant omgikkes flere af Datidens danske For-
fattere, deriblandt J. K. Høst, hvem han allerede i Gottingen
havde lært at kende, at han udgav enkelte Digte paa Dansk i
Samlinger, og i Efteraaret 1794 tænkte paa at sende eller virkelig
sendte Schiller nogle tyske Digte til Bedømmelse og mulig Ud-
givelse.

I de sidste Dage af 1795, altsaa i hans 27de Aar, tiltraadte
han saa med rundelig Understøttelse dels af Stipendier, dels af
den kongelige Kasse en næsten femaarig Udenlandsrejse. Den
udmærkede Statsmand Bernstorf, med hvem Staffeldt tidlig synes
at være traadt i Forbindelse — han priser ham allerede i sit
første tyskQendtlige Hyveskrift — er ved denne Lejlighed sikkert
optraadt som Staffeldts indflydelsesrige Talsmand.

Hans ejendommeligt nok tyskførte Rejsedagbog giver lærerig
om end ikke fuldstændig Indsigt i hans aandelige Liv. Skønt
halvvejs beregnet paa fremmede Blikke, delvis øjens3rnligt endog
paa senere Offenliggørelsc, er den ganske uden Kunstform.
Det er umuligt at sammenligne endog blot Stykker af den

Schack Staffeldt 313

med noget Brudstykke af Ewalds Levnet og Meninger eller af
Baggesens Labyrinth. Det er en med ofte smaalig Samvittigheds-
fuldhed affattet, i Regelen tør og saglig Redegørelse for det Sete
og de Tanker, hvortil det har givet Anledning. Tonen er forsaa-
vidt meget forskelligartet, som man snart tror at læse en Kameral-
Embedsmands, snart en katalogiserende Kunstpedants, snart en
noget deklamatorisk Poets Optegnelser. Der er mere beskrivende
Begejstring for Natur- og Kunstskønhed end frisk og hjærtelig
Glæde derover. Det dybestgaaende Træk er dog overalt den
Kærlighed til Oplysning og den Retsfølelse, som det attende
Aarhundrede benævnede Humanitet og som var dets sande Religion.
Men Oplysningsiveren former sig hos Staffeldt personligt især som
levende Foragt for aandelig Sløvhed eller Hildethed, og Rets-
følelsen faar sit personlige Udtryk i en noget gammelagtig
Moraliseren og Fordømmen. Da Staffeldts kraftige Aand næsten
helt savnede Godmodighed, da hans Vid — hvor det nu og da
bryder igennem — aldrig er lunefuldt eller spøgende, men den
skærende, stundom uhøviske Spots, saa maatte han som Moralist
nødvendigvis blive i høj Grad strengtdømmende.

Imidlertid Moralisten var ung og langt fra at være uimod-
tagelig for sanselige Indtryk og Glæder. En længe nedkæmpet,
men heftig Kælenskab, som han gav efter for uden at ville
indrømme den Plads i sit Livssyn, som han vel ikke skammede
sig over, men som han dog hverken menneskeligt eller digterisk
kunde gøre noget Smukt og Harmonisk ud af, synes at have
ligget dybt i Staffeldts Natur og at have spillet en Rolle i hans
Ungdomsliv. Hans rent legemlige Velbefindende i det overdaadige
Wien staar allerede i en pudsig Strid med hans haarde For-
dømmelsesdomme over sanseligt Vellevned. Men mærkeligere er
dog det Omslag, der i Venedig, hvor han lod sig forlokke til at
blive næsten et helt Aar (Efteraaret 1797— August 1798), foregik
med hans Holdning som ung Straffedommer over Sæderne. Under
sit første Besøg i denne Stad (August 1797) havde han kun følt
sig frastødt; under det andet lange Ophold fortrylledes han.
Han havde efter sil første Besøg givet en skærende sand Frem-
stilling af Skyggesiderne ved den italienske Opløsning af al sædelig
Fasthed. Nu gik det ham, som det var gaaet Goethe, som
det snart skulde gaa Byron og efter ham saa mangen anden
nordisk Genius, at paa Italiens Grund Sydens indtagende Ubundet-
hed gennemtrængte og ligesom smeltede hans Væsen. Mange af

314 Schack Staffeldt

hans senere Udtalelser røber, at der til hans italienske Ophold
knyttede sig de sødeste Minder i hans Liv. Han helligede Digtet
Erindringer til en venetiansk Veninde, og skrev i Digtet Apologi
en Gendrivelse af alle nordiske Fordomme mod den italienske
Frihed i Sæder:

Lig Orangerne gro de finere, ædlere Kjendsler

hist af sig selv, mens her Drivhusvækster de er.

Og han slutter med en brændende og ejendommelig Anraabelse
af Solen:

Skabende himmelske Ild, som styrer Aarets Omvæltning!

Sansens ypperste Gud! Glimt af det evige Liv!
rul ej saa Qernt fra os bag Storme og Nætter af Skyer.

smelt den Himmel af Bly, Vinteren hvælver om os.

Kom i din Herligiied, kom med alt dit romantiske Felge,
giv os Orangernes Guld. Druernes Purpur os giv!

Desværre var Staffeldts kunstneriske Naturel altfor virkeligheds-
fjernt og ulegemligt til at delte Glimt af « Sansens ypperste Gud>
kunde faa nogen varig Indflydelse paa hans Poesi. At han var
sikret mod nogensinde at overvældes eller beherskes af Sansernes
Magt, det viser sig bedst deri, at han endnu i Venedig i et
italiensk Brev indtrængende formaner en Ven til at foretrække
de aandelige Glæder for dem, som Sanserne kan yde.*)

Staffeldts religiøse og politiske Anskuelser, der i hans Rejse-
optegnelser og Breve viser sig at være de hos Landenes begavede
Ungdom herskende paa Revolutionstiden, modtager et særegent
Stempel af hans Sindelags teoretisk ubøjelige og praktisk forstandige
Grundtræk. Han er en erklæret Fjende, ja Foragter af al aaben-
baret Religion, særlig nærer han mod Katolicismen et Had, som
ved enhver nok saa ringe Anledning kommer til Udbrud, og
som end ikke formildes af hans Sans for den romanske Kulturs
Skønhedsside. Et Nonnekloster er ham «en Stald for helligt
Fedekvæg, som Hunde- og Katte-Hospitierne i Orienten«; alt
Præsteherredømme er ham en Skændsel og en Rædsel. Kirkens

•) Non d necessario il dire a voi che i piaceri dell* intelletto cl
accompagnono fin alla tomba, e che i piaceri de' sensi ci abandonono a
mezza strada, o ci rendono ridicoli se restano.

Schack Staffeldt 315

Sindbilleder indgyder ham en Afsky, der i sine Udtryk intet
Hensyn kender; *) enhver Dogmetroende er ham en Hykler eller
en Sindssvag. Det synes endda ikke som om denne kirke-
Qendske Lidenskab tog synderlig af med Aarene; han gjaldt
endnu i sine seneste Leveaar for en Spotter af Kristendom og
Dogmer, udtalte sig med religiøs Begejstring kun om Guddoms-
magten i Naturen og sagde gærne, formodentlig for at forklare
sin Udebliven fra den offenlige Gudstjeneste, at det var under
aaben Himmel, han dyrkede Gud. Allerede paa sine Rejser som
ogsaa senere ser vi ham iøvrigt bedømme Folketroen væsenlig
fra politiske Synspunkter. Men saa aabenlyst Staffeldts Fritænkeri
ligger for Dagen, saa vanskeligt er det nøjagtigt at angive Be-
skaffenheden af hans Anskuelser om Verdens Orden og Styrelse. I
et af Brevene fra Rejsen ser vi ham endnu som en søgende, men
tillige som en mandigt stræbende Aand, der skønt smerteligt berørt
ved Tabet af den formenlige Vished er paa sin Post mod ethvert
Selvbedrag. Han tror ikke mere paa videnskabeligt paaviselige
Formaal i Naturen, og han kritiserer med Kant uden at kunne tro
som Kantianerne. Tidligere var han sikker paa Udødeligheden,
nu tvivler han, skønt han vil tro, og han afviser den hele Be-
kymrethed om Spørgsmaal angaaende Lærdomme med et mandigt
Opraab til sig selv om ikke at tabe Modet, men tage fat, arbejde
praktisk, give sig hen til det fælles store Værk: Menneskehedens
Forædling. Og selv om han i Forskningens Labyrint helt skulde
tabe Troen paa Gud og Udødelighed, saa lover han dog sig selv,
at han aldrig af den Grund vil begaa Frafald fra »Fornuftens
Lovtavler», men at enhver Brøde, han begaar, skal finde en
ubestikkelig Dommer i hans Selvkritik, en ubønhørlig Hævner i
Selvforagt og Skamfølelse.

Fra den politiske Side lærer vi Staffeldt især at kende gennem
Udkastet til det store Brev, han for at aflægge Regnskab for
Udbyttet af sin Rejse i Juni 1797 sender til Bernstorf, et Brev,
der røber politisk Modenhed, Iagttagelsesevne og Dømmekraft.

*) Entsetzliche Unterdruckung des Geistes! Entsetzliche Hierarchie.
Der nufgeklårte Eiiropåer frisst noch immer seinen Gott. Eskimo und
Kamtschadale. spottet seiner! {Samlinger til Schack Staffeldt Levnet I. 474,
man se ogsaa det skønne Udbrud om Joseph den Anden I. 363 og Stedet
II. 133, hvor Udtrykkene er af en Voldsomhed, der gør det umuligt at
anføre dem).

316 Schack Staffeldt

Staffeldt viser sig her besjælet af Oplysningstidsalderens Idealer,
fuld af Tillid til og Beundring for den oplyste Enevoldsmagt, som
denne i Danmark var optraadt under den udmærkede Mand, til
hvem Brevet er rettet. Han er stolt af Pressefriheden i Danmark,
ja han mener, at denne Frihed er det ufejlbarligste Middel til at
forene den monarkiske Forvaltnings Hurtighed og Eftertrykkelighed
med den demokratiske Forfatnings Folkelighed (<Almenaand>),
thi Pressefriheden er »Moder til en ædel Datter, den offenlige
Mening, der er lige saa meget værd som Repræsentation, Parlament
og Rigsdag*. Denne Fremhæven af den frie Presses og den
offenlige Menings Tilsyn som betydningsfuldere end en Rigsdags
kan det ikke undre nogen at finde udtalt af en dansk Liberal i
Slutningen af det forrige Aarhundrede, siden man endnu i det
indeværende har kunnet finde dette Træk hos en engelsk Konser-
vativ som Lord Bcaconsfield, men vel kan det undre at finde
denne Anskuelse særligt hos Staffeldt, der fra sin Ungdom af
indtil sin Død forblev en haardnakket Foragter af «MeniDgen>.
Det er vel klart, at Staffeldt for sig selv gør en Forskel mellem
hvad han kalder Vopinion puhlique (den oplyste Almendom) og
paa den anden Side Meningen (nærmest «Tidens Fordring*), men
alligevel er der her en indre Modsigelse mellem det demokratiske
Element i hans politiske Grundanskuelse og det Grundaristokratiske
i hans Tænkemaade forøvrigt.

Meget virkningsfuldt maler Staffeldt i dette Brev Reaktionen,
som han i det østlige Tyskland har lært at kende. »Overall
sidder den fyrstelige Mistros usalige Dæmon paa Tronen, overalt
indbilder man sig at høre det frygtelige Spøgelse Jakobinismens
sagte Aandetrin og stiller Censorer og Angivere paa Lur. En
Straale af Naturretten, kastet paa den overleverede Politiks møre
Bygning, kaldes Mordbrand; en beskeden Dom over de Herskendes
Fremfærd kaldes Opror >, skønt Regeringen dog ikke som Præste-
vælden har betegnet sig selv som ufejlbar. Han er ikke mere
som i sin tidlige Ungdora en Beundrer af den franske Revolution,
hvilken han, som alle Europas ypperste Aander, ved dens Ud-
brud hilste med Jubel, men han mener, at der vil komme noget
godt ud af dens Rædsler som af Reformationstidens skrækkelige
Krige. Det bliver nu, som han naivt udtrykker sig, en Opgave
for Forsynet at opløse den franske Revolution i Harmoni med
Menneskehedens Vel og Værdighed.

Om Revolutionens Aarsager ytrer han sig med stærk og

Schack Staffeldt 317

selvstændig Dømmekraft. Ikke af «de fulde Hoveder* udsprang
den, men af «de tomme Maver*. I Tyskland truer ingen Revolu-
tion, Massen af en Nation ønsker aldrig politisk, kun borgerlig
Frihed, og det første, der i Tyskland er at gøre, det er at for-
vandle Censorerne til dygtige Sættere og Politispionerne til brave
Natvægtere. En Sammenligning mellem Datidens Prøjsen og
Østerrig er dog den mest glimrende Del af Brevet. Der er
Enkeltheder i Fremstillingen, som gælder endnu den Dag i Dag.
Saaledes hedder det f. Eks. om Prøjsen: «Den befalende Magt
maa dér anstrænge sig for at blive rig, da den adlydende ikke
er det. Statens politiske Eksistens udfordrer et fyldt Skatkammer,
en øvet Hær og en Rigsforstander, hvis Geni er allestedsnær-
værende i Statslegemets Nerver og Sener.* Kun faa, yderst faa
af vore Digtere fra dette Aarhundredes første Halvdel har havt
saa megen Sans som Schack Staffeldt for de verdenshistoriske Til-
stande paa deres Tid. Det er derfor dobbelt uheldigt, at den Skille-
linje, han tidligt i sit Sind havde draget mellem Poesiens og
Prosaens formentlige Omraader, forbød ham at optage endog
blot det ringeste af sin Erfarings Indhold i sin Poesi. Hans
Musa gjorde et Par Vingeslag og forsvandt i det Blaa. Hans
Digtning forholdt sig til hans Personlighed, som en Papirsdrage
forholder sig til den legende Dreng , der sætter den op ; den
stiger og stiger og rykker ligesom utaalmodigt i den tynde Snor,
der forbinder den med Jorden, fra hvilken den synes at hige
bort. Meget betegnende skriver Staffeldt selv i Aaret 1807 i et
Brev til Baggesen, der efter hans Mening har gjort Uret i at
indlade sig i Digterfejder, at han for sin Del «søger at ad-
skille sin Poesi fra Dagligdagsheden og rulle sin idealske Sfære
saa højt omkring, at den ikke støder sammen med nogen jordisk
Planet*. «Maaske,» tilføjer han med et mærkeligt Glimt af Selv-
erkendelse, *er dette Karaktersvaghed, grundet i fysisk Anspændelse,
der lader mig frygte denne Kollision, ligemeget! jeg frelser dog
paa denne Maade min poetiske Luftballon fra al Forvikling med
jordiske Genstande*. Staffeldts danske Digte fra Rejsen er næsten
kun Sonetter, dybsindige, noget kunstlede Tankedigte, undertiden
af stor Skønhed, men hvis sammentrængte Stil vanskeliggør For-
staaelsen.

Efter at Staffeldt, rimeligvis tilskyndet af Grev Bernstorf,
havde bestemt sig for Statstj enesten, og i 1801, sandsynligvis paa
Grev Schimmelmanns Anbefaling var bleven ansat som ekstra-

318 Schack Staffeldt

ordinær Assessor og havde faaet Titlen Kammerjunker, gjorde
han i April samme Aar som Officer i Studenterkorpset Tjeneste
mod Englænderne, men blev snart derefter afskediget af Militær-
tjenesten, og hengav sig nu samtidigt til økonomiske Studier og
til Dyrkelsen af sit poetiske Talent.

Da skete det, at i December 1802 Oehlcnshlågers første
Digte, der anslog en hidtil uhørt Tone i den danske Literatur,
med Et gav Læseverdenen nye poetiske Forbilleder og en ny Maale-
stok i Hænde. Der kan ingen Tvivl være om, at denne Samling
har gjort et mægtigt Indtryk paa Schack Staffeldt, et mægtigere
end den havde behøvet at gøre, ifald han under sine Rejser, i
Stedet for at studere allehaande, havde fulgt og tilbørligt for-
staaet den tyske Poesis Udvikling hos Goethe og Tieck. Nu
synes han — det er kun en Formodning, men ingen ugrundet —
først gennem de Oehlenschlågerske Digte at have faaet Øjnene
op for Digtekunstens store Opsving i hans Tidsalder. Han, der
i sin tidligste Ungdom havde udkastet et Syngespil i Thaarups
Stil (del først efter hans Død trykte « Kjærlighed gjør alle lige»),
han. der i sine lyriske Digte glimtvis havde mindet om Ewald,
dog kun om Tankedigteren i Ewald, der hidtil i sin Poesi fuld-
stændig havde savnet Legemlighed, Folkelighed og Farve, be-
gyndte nu at fordybe sig i Folkeviserne, at skrive Romancer,
at stræbe efter Opnaaelsen af en nordisk Tone og at studere,
hyppig endog at efterligne Goethe og Oehlenschlåger. Følgen
var en mægtig Gæring i hans Fantasi, under hvilken ogsaa alt,
hvad der boede af ejendommeligt og virkelig oprindeligt i hans
Sjæl, med Et fik Vækst, under hvilken han desuden gjorde store,
hurtige Fremskridt i Behandlingen af det danske Sprog, og som
satte ham i Stand til, alt et Aar efter Oehlenschlåger (December
1803), at træde frem med sin første rige Samling Digte. En højst
beklagelig, uværdig, men forstaaelig Svaghed — Angsten for al
frakendes Originalitet — bragte ham til at ledsage disse Digte
med den bevislig usande Erklæring, at af de i Samlingen optagne
Stykker ikkun seks, som han nævnede, var udarbejdede efter
1800, altsaa efter Ochlenschlågers Fremkomst.

Staffeldts tidligste, ufuldkomne Digte havde vakt Kenderes
Opmærksomhed, var endog blevne forholdvis udførligt og ingen-
lunde uskønsomt bedømte, men denne hans første, saa langt be-
tydningsfuldere og originalere Digtsamling, der først gav Billedet

Schack Staffeldt 319

af hans Talent, faldt næsten uændset til Jorden. Publikum mod-
tog den koldt, og den fandt end ikke en Anmelder.

Aarsagerne var flere : hans Aands utilgængelige Stejlhed,
hans Sammentræf med en anden, ti Aar yngre, ganske frisk og
folkelig Digters første triumferende Værker, hans Mangel paa en
saadan ubetinget Selvstændighed overfor den store Medbejler,
der havde kunnet gøre hans Forskellighed fra ham iøjnespringende ;
men Hovedaarsagen var dog Schack Staffeldt enestaaende For-
hold til det Sprog, han som lyrisk Digter skrev, et Forhold, der
vel kan betegnes som hans Digterlivs tragiske Skæbne. Et saa
stort Antal tyske Forfattere — Klopstock, J. E. Schlegel, Gersten-
berg — har i kortere eller længere Tid havt et Hjem i Danmark,
saa mange af vore bedste nyere Digtere — Ewald, Baggesen,
Oehlenschlåger, Heiberg, Hertz, Christian Winther — har, som
det naturligt maatte forekomme i en dansk-tysk Stat, efterladt
hele Værker eller enkelte Digte paa Tysk, at man har været til-
bøjelig til at overse den afgørende Forskel mellem disse Digteres
Stilling til det Sprog, i hvilket de vandt deres Digterry, og Schack
Staff*eldts.

Hine skrev enten lejlighedsvis som Ewald eller Heiberg eller
Winther paa Tysk en enkelt Digtning, der aldrig kom Tyskland
for Øje, eller de oversatte med tvivlsomt Held deres Værker,
eller de fordoblede sig i Kraft af en svækkende Smidighed som
Baggesen; men alle søgte og erhvervede de deres Hovedry ved
Digtning i Modersmaalet.

Med Schack Staffeldt forholder det sig omvendt. Som Tode
og Sander var han tysk og vilde være dansk; men han alene
har, skønt tyskfødt, skrevet danske Digte, som vi endnu læser.
Hans Biograf, C. Molbech, har med uendelige Gentagelser gjort
opmærksom paa Staff*eldts fremmede Forhold til det danske Sprog
for deraf at uddrage lutter for Digteren ugunstige Slutninger
og beklage, at han ikke blev sit Modersmaal tro, som han
tumlede med langt større Sikkerhed og Frihed. Og dog skulde
det synes, som om Danmark fremfor alt burde være glad og
stolt over at have kunnet fravriste den tyske Literatur saa fin
og sjælden en Aand! Hvor kan en Mand med Hjærte overse
det i Sandhed Rørende ved Schack Staffeldts Kjærlighed til Dan-
mark og det danske Sprog! Han var tysk af Fødsel, har be-
væget sig frit, ogsaa digterisk frit, i et Sprog, hvis Læsekres
da omfattede vel tredive Millioner, og han valgte at være lyrisk

320 Schack Staffeldt

Digter paa Dansk. Ingen paaskønnede hans Valg. Ingen vidste
ham Tak derfor, men han blev haardnakket ved at digte i dette
Sprog, hvori han kun faa Aar af sit Liv tænkte eller drømte,
og han udgav, efter at hans første Digtsamling var bleven over-
set og nedtiet, en endnu skønnere og fyldigere i samme Sprog
uden bedre Held. Og til Tak for denne hans lidenskabelige
Kærlighed til Danmark har den danske Kritik leveret alenlange
Lister over hans Sprogfejl og hans Ordføjnings Vilkaarligheder.
Stakkels Digter, selv dit Eftermæle har man overspyet med Galde !
Og den Haand, der har ridset dit Levned ned, har ikke forsømt
nogen Lejlighed eller noget Paaskud til at forringe din Hæder!
I den Grad er vor Skæbne i Tilfældighedens Vold.

Og her om nogensinde var vel Anledning til at give ikke
blot Taknemmelighed, men Medfølelse, ja Medlidenhed Luft. Tak-
nemmelighed; thi vi Danske er vel ikke dem, som skal be-
brejde Schack Staffeldt, at han foretrak vort Modersmaal for sit
eget. Medfølelse; thi man har kun lidet betænkt, hvad det i
Virkeligheden vil sige for en frembringende Aand at udtrykke sig
i et Sprog, der ikke oprindeligt og umiddelbart er dens. Run
Den, der har forsøgt det, kan gøre sig et Begreb derom. I
Modersmaalet er Forestillingen og Ordet, Billedet og Navnet,
Tanken og dens Udtryk Et; selv naar Udtrykket savnes eller ikke
vil indfinde sig, føler Forfatteren sig som ubetinget Herre der-
over, han kan efterspore dets fineste Afskygning indtil det svarer
til hans Vilje, han kan forme det, bøje det, danne det til, ja
skabe det og dog altid være sikker paa, at det skabte er i
Sprogets Aand og at det siger nøjagtig det, han ønsker det skal
sige. Hvor ganske forskelligt er ikke den stillet, som skriver i
et fremmed Sprog, selv om han kender saa meget til det, har
talt og skrevet det saa længe, som Staffeldt Dansk! Lad ham
være fuldkommen sikret mod Sprogfejl, lad et Brev fra ham ikke
være til at skelne fra et Brev fra en Indfødt — og hvor faa naaer
selv dette laveste Trin I — hvor mange Trin er saa ikke tilbage
før han opnaar det Standpunkt, at Ordene klinger i hans Øre
nøjagtig med det Raaderum og den Rækkevidde, nøjagtigt med
den Lyd og de Erindringer, som for den Indfødte, og hvilken
Afstand selv derfra til det Punkt, hvor han med fuld Frihed og
Tryghed kan anslaa en fortrolig Tone uden at blive plat, en
stærk patetisk Tone uden at blive højtidelig eller komisk, .ind-
skyde en Landsmaalsvending, med Virkning optage et gammel Ord

Schack Staffeldt 321

eller Udtryk og overhovedet frembringe nøjagtigt den sproglige
Stemning han vil! Han skal faa Sproget til at male, den Stakkel,
go han véd ikke om hans Øjne ser dets Farver, som Andre ser
dem; han vil bringe Sproget til at synge, og han griber i dets
Strenge med famlende Haand, aldrig fuldstændig vis paa, at der
ikke umærkeligt for ham selv undslipper Instrumentet en Mislyd.
Og nu tilmed i lyrisk Poesi, der ikke taaler nogensomhelst nok
saa ringe Mislyd. Naar man tænker sig, at han i 1794 kunde
offenliggøre et Digt '^Paa Arveprinsessens Død», eller at han for
fuldt Alvor vil indføre Ordet Havn for «Ideal», fordi han ind-
bilder sig etsteds at have sét, at det paa Svensk har denne Betyd-
ning; naar man bemærker, at han ved Gennemsyn og Rettelser af
sine Digte maa stræbe at fjerne Anstød mod Sprogets grammatiske
Regler ikke at tale om Germanismer, uheldige Ordformer og
stive, knudrede Udtryk, at han kort sagt har ligget i stadig
Kamp med det bløde og smidige, men saa vanskelige Sprog, i
hvilket han skrev: saa beundrer man nærmest, at han nu og
da har kunnet frembringe noget saa udadleligt skønt som hans
bedste Digte.

Schack Staffeldts anden Samling af Poesier Nye Digte ud-
gaves 1808 i Kiel; thi han havde fra 1807 opholdt sig der for at
være i Nærheden af Hoffet, ved hvilket han søgte Ansættelse.
Han nærmede sig her Kronprinsregenten og blev først udnævnt
til anden Hofkavaler hos den sindssvage Hertug af Oldenburg,
der levede paa Slottet i Ploen under Formynderskab af Kongen
af Danmark, kort derefter blev han imidlertid opvartende Kammer-
junker hos Kronprinsessen, og da denne straks derefter blev
Dronning, fik han i Kraft af ny Udnævnelse fast Ansættelse i
samme Egenskab.

Han havde allerede paa sin Udenlandsrejse følt sig tiltrukken
af den fornemme Verden, havde i Wien havt Adgang til de
mest ansete Huse, han var trods sin videnskabelige Uvilje mod
medfødte Forrettigheder med Liv og Sjæl Aristokrat; det var
derfor ikke unaturligt, at et Hofembede med det nære Forhold
til den kongelige Familie, som det medførte, og den rundelige
Frihed, det bragte, maatte synes ham attraaværdigt. Han skulde
jo desuden fortjene sit Brød, og af Poesien kunde han ikke leve.

Ikke desmindre formaaede Staffeldt med sit evigt higende,
evigt stræbende Sind ikke at slaa sig til Ro i den nye Stilling.
Den tilfredsstillede ikke hans Arbejdsdrift, og den ydmygede ham

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 21

322 Schack Staffeldt

ligesaa meget, som den hævede ham. «En Mand som jeg er
ikke skabt til at lukke Døre op og i>, plejede han at sige. Det
var Digteren i ham, som uvilkaarligt oprørtes over Afhængigheden
og Hofskikken. Han havde ikke kunnet være helt Poet og kunde
nu ligesaa lidt være helt Hofmand. Hans Ulykke var, at han,
som Steffens bidende sandt sagde om ham, «vilde være Digter
blandt Kammerjunkere og Kammerjunker blandt Digtere>. En
større Ul3'kke var det dog for ham, at ogsaa hans anden og
ypperste Digtsamling, der udkom Aaret efter Kjøbenhavns Bom-
bardement, og paa en Tid, da Oehlenschlåger og Baggesen delte
Nationens poetiske Interesse, blev overset og overstraalet Hans
Talent, der skrøbeligt og fint som det var trængte til at møde
Opmuntring ja Ømhed, tørredes ind. Efter faa Aars Forløb var
Staffeldt ufrugtbar.

Til Skuffelsen i Forhaabningerne om Digterry kom en anden,
ikke mindre alvorlig og bitter Skuffelse. Han nærede en liden-
skabelig og dybtgaaende Kærlighed til en ung Pige af fornem
Familie, og denne Kærlighed blev ikke gengældt. Allerede 1806
taler han i et Brev til Sosteren om at hans kæreste Forhaabninger
er blevne skuffede, 1810 svarer han sin Broder paa en Opfordring
til at indgaa Giftermaal: (Mit Embede føder næppe mig, end
sige tillige Kone og Bom. Dog vovede jeg, i Tillid til min ædle
Konges Naade, derpaa, ifald én vilde. Men hun vil ikke, eller
tør ikke. Rigtignok har hun ikke sagt det eller skrevet det,
men hun har vist det. Du véd hvem jeg mener og hvem jeg
ikke kan glemme-. Del synes mig ikke vanskeligt af Brevene at
se, hvem den Elskede var: dertil forekommer hendes Navn for
ofte og paa en altfor betegnende Maade i Brevene til Søsteren.
Det var, antager jeg. Hofdamen Kammerfrøken Fritze (Frederike)
von der Maase, den samme, hvem Oehlenschlåger har besunget.
Staffeldt havde, som han ved hendes Død i 1823 skriver, kendt
hende alt som Barn: Ai legede med hinanden, adskiltes siden,
saas efter mange Aar senere og — forenedes ved et varigt Ven-
skabsbaand.

Det svnes som om dette har været Hovedlidenskaben i
Schack Staffeldts Liv. Vi træffer vel hos ham paa mange flygtige
Forbindelser. Han sværmer og fabler paa sin Udenlandsrejse
om en Julie, som han har efterladt i Danmark, han har i Italien
hyldet en Therese o. s. v., hans Digte bærer Spor af andre,
rimeligvis ikke langvarige Tilbøjeligheder, men for den varige

Schack Staffeldt 323

Besiddelses Lykke var han ikke skabt, og den blev ham aldrig
til Del.

Maaské har den uigengældte Lidenskab fremkaldt Staffeldts
Ønske om at opgive Hoftjenesten; dette Ønske næredes i hvert
Tilfælde ved hans ringe Udsigt til hurtig Forfremmelse, ved hans
utilfredsstillede Ærgerrighed og formodenlig ogsaa ved hans
Trang til at forøge sine Indtægter; han var en daarlig Hushol-
der og havde endnu Gæld paa sig fra Rejsen af, en Gæld, der
end ikke fandtes fuldt betalt ved hans Død.

Han blev i Marts 1810 udnævnt til at beklæde Amtmands-
posten i Cismar, der i Almindelighed betragtedes som en Prøve-
skole for tilkommende Amtmænd. Han besad fra først af ingen
af de Kundskaber, der udfordredes til at overtage en saadan
etter Datidens Ordning meget betroet og ansvarsfuld Stilling,
hverken den Kundskab til Hertugdømmernes Love i Almindelig-
hed og til det forhenværende storfyrstelige Distrikts Love i Sær-
deleshed, eller den Færdighed og Vane til at styre eller det
Kendskab til Befolkningen og dens Liv, som var nødvendigt.
Men med hans overordentlige Flid, hans Karakterfasthed og høje
Selvfølelse lykkedes det ham efter ikke lang Tids Forløb at til-
fredsstille sine egne Fordringer, der var forholdsvis store, da
han gjorde sig de højeste Forestillinger om sit Embedes Betyd-
ning. Han betragtede sig som Kongens umiddelbare Repræsentant
i sit Distrikt og gentog betegnende nok hyppigt Napoleons Ord :
Amtmændene er smaa Kejsere. I Begyndelsen læste han flittigt
alle Aktstykker igennem, senere kedede de ham altfor meget
dertil; han sagde da ofte i Kraft af den usalige Spaltning mellem
hans Tilbøjelighed og hans Stilling, der paa ethvert Punkt i hans
Liv fremtræder hos ham, at han i sine Dage havde læst saa
meget Skønt og Herligt, at det vel var til at undskylde; naar dette
Smøreri var ham væmmeligt.

Næppe var han bleven indviet i sit Embedes Forvaltnings-
forhold, før han var betænkt paa at hævde ja endog udvide sit
Magtomraade, og med sit myndige Sinde og sin strænge Retssans
kom han derved til at ligge i en uophørlig Strid med Amtsfor-
valteren, der ikke vilde anerkende, at han, som Staffeldt paastod,
var Amtmanden underordnet. Formodentlig er det til denne
Genstand for hans Afsky, at Staffeldt sigter, naar han til Brode-
ren skriver: «Her er aldeles ingen Omgang, thi X, som jeg i
saa mange Tilfælde skal kontrollere og som desuden er maaské

21»

324 Schack StaflFeldt

Kongens skødesløseste og uredeligste Embedsmand kan og vil
jeg ikke omgaas med.> Man sporer hans strænge Retskaffenhed
i Tilføjelsen: «Her er Misbrug i Gang, som jeg ikke kan tie stille
til. Hvor lykkelig vilde jeg føle mig, ifald mine gode Hensigter
ikke fandt Modstand i andres onde Hensigter, ifald de Embeds-
mænd, jeg arbejdede med til samme Maal, kun havde Kongens
Tjeneste og Amtets Vel for Øjnene! Saaledes er det desværrel
ikke.* Endnu skarpere og klarere træder Staffeldts levende Rets-
sans frem i et Brevsted fra 1823: «Der er noget i Verden, jeg
gad kalde det usynlige Helvede (man taler jo om den usynlige
Kirke\ jeg ikke forstaar og vil forstaa: det er en tavs Overens-
kommeise blandt næsten alle Mennesker, ikkun til en vis Grad
at ville øve Ret. Dette Lands Embedsmænd kende dette Hel-
vede, bo og bygge deri — — jeg ikke og aldrig! Her er Op-
rindelsen til min Kummer, ja til min uendelige Hypokondri.* En
Mand med saa urokkelige Forestillinger om Ret og Pligt maatte
nødvendigvis atter og atter støde an mod de virkelige Forhold
og Tilstande, og de uophørlige Rivninger føltes endnu eftertryk-
keligere i Ensomheden. Amtmandsboligens isolerede Beliggenhed
i en Afstand fra større Byer, der i hin Tid var betydelig, van-
skeliggjorde enhver Omgang med Stadboere, og de nærliggende
Godser ejedes mest af Familier, der var bosatte andensteds.
Ensomheden var forsaavidt Staffeldt ikke ukær, som han havde
Trangen til ensom at ruge over sit skuffede Haab om Genkær-
lighed; men hans Dage var tomme. Til sin Søster skriver han
i 1811 : Livet her er det glædesløseste, jeg nogensinde har ført
.... Pligt er min Kone og Arbejde min Ven». Hertil kom,
at han, der i sine digteriske og filosofiske Bestræbelser saa den
indre Modstander mod sin praktiske Virksomhed, var ivrigt be-
tænkt paa ikke at lade noget fremmed Øje føle hans Uskikkethed
til denne. Han arbejdede ufortrødent paa at afkaste ethvert
ydre Præg af Digteren eller af Hofmanden og i Modsætning der
til vise sig barsk og haard. Det faldt ham i Begyndelsen van-
skeligt nok. mon lykkedes ham snart kun altfor godt. Hans
medfødte Stolthed, hans Lidenskabelighed, som han mente at
turde give frit Lob, hans Verdens- og Menneskekundskab, endeUg
en umiskendelig praktisk Evne, alt dette virkede i Forening og
understøttede ham i hans indre Kamp. Han plejede at sige om
sig selv, at han bar en .ler nm aske. Om hans Heftighed more
end om hans Fasthed vidner det. at Bønderne der i Egnen længe

Schack Staffeldt 325

efter plejede at betegne ham i Modsætning til hans Forgænger
og Navnefælle som «de dulle (den gale) Staffeldt*.

Da Staffeldt i 1813 ombyttede det mindre Embede i Cismar
med Posten som Amtmand over Gottorp Amt og Overdirektør i
Slesvig, altsaa opnaaede en for en Mand, der havde været skabt
til Embedsbanen, misundelsesværdig Livsstilling, vedblev hans
sjælelige Tilstand at være ligesaa unaturlig, sørgelig, ufrugtbar
udadtil og utilfredsstillende for ham selv. Ja man kan sige, at
Staffeldts sidste ti Leveaar kun betegner hans lange Dødskamp
som Digter.

Han satte stor Pris paa sit Embedes Magtfuldkommenhed,
stræbte som i Cismar at udvide den og kom som der i Strid
med de øvrige Myndigheder. Men den Trang, han stedse havde,
til at se sin Gerning i et skønnere Lys, plejede han at betegne
sit Amt som «Normalamtet3>. Han var i høj Grad nøjagtig,
hævdede at der for Forretningsmanden ikke gaves Smaating, og
anførte tidt det franske Mundheld: »Bagateller hævner sig.» Han
var i høj Grad formel, sagde ofte, at Form var ikke Form men
Sagen selv, anvendte den yderste Opmærksomhed paa det skrift-
lige LMtryk og uddannede sin tyske Forretningsstil til det Møn-
sterværdige af Nøjagtighed og Fasthed. Og som han ved Poetens
Forgudelse af Formen adlede det af hans Stemning medførte
Pedanteri, saaledes indblandede han ogsaa Digterens ideale og i
slørre Forstand naive Syn paa Sagerne i Amtmandens Dommer-
virksomhed. Hans Uegennyttighed var saa stor, at han ofte gav
Summer af sin egen Lomme for at udjævne Forskellen mellem
Parternes Tilbud og Fordring og saaledes bringe dem til Forlig.

Hans fuldkomne Redelighed, hans Foragt for Vindesyge, hans
ubetingede Uegennyttighed kunde dog saa lidt som hans Aands-
overlegenhed fængsle Omgivelserne til ham. Dertil manglede
hans Sind i altfor høj Grad Ligevægt, dertil var hans Stolthed
for afvisende og hans Bitterhed for saarende og hensynsløs. I
Byen Slesvig mente han ikke at være forstaaet af Nogen. Enkelte
Venner, som han vandt, reves tilfældigvis tidligt bort af Døden,
og senere hen fandt han ingen Venner mere, da han ingen søgte.
I Selskabslivet deltog han ikke, da han betragtede Byens Selskaber
som «øde Stepper*. I sin Stolthed af medfødte, nedarvede For-
trin troede han ikke der i Egnen at kunne finde nogen Jævn-
byrdig: Der var vel nogle enkelte af ligesaa gammel Adel, men

326 Schack Staffeldt

Ingen, der var hans Ligemand i Aand. Saa gav han sig da hen
til en Alle jævnende Foragt. Og jo mere uselskabelig hans Selv-
følelse og Adelsstolthed nu gjorde ham, des bitrere blev hans
Domme over Omgivelserne. Han vedblev at sætte det danske
Folk yderst højt, det tyske ligeledes; han priste begge Folkeslag
som fortræffelige Stammer, derimod foragtede han den blandede
Nationalitet, der findes i Slesvig, paa det dybeste, indbildte sig
at Hertugdømmets Befolkning kun besad begge Folkeslagenes
Fejl, kaldte Indbyggerne et karakterløst, egenkærligt, lavttænkende
Folkefærd og paastod særligt om Staden Slesvig, at der fra den
udgik en aandeligt og sædeligt dræbende Smitte. Under denne
hos ham snart uforanderlige Sindsstemning overudvikledes hans
tidligere lidet fremtrædende Hang til bidende Spot. I de faa
Krese, han omgikkes, udsøgte han sig bestandig Skiver for sin
Ironi; disputeresyg og paastaaelig, som han var, kunde han for-
følge Anderledessindede, virkelige eller formentlige Dumrianer
indtil det Trættende med sit haanlige Vid, kunde forfægte de
mest forbløffende Paaslande, og tyede i Ordstriden hyppigt til
Ordspil, naar Beviserne glippede. Havde han saa krænket og
saaret en Uskyldig eller Værgeløs, kunde han bittert fortryde sin
Uskaansomhed og med Taarer i Øjnene bede om Forladelse; det
var nu og da som var han besat af en ond Aand; han var ikke
Herre over sine Ord.

Snart kom han ved denne Færd til det Punkt, at han
troede. Alle var hans Uvenner, og derfor nærede Mistro til En-
hver. Og jo mere ensom han følte sig, des mere folkefjendsk
blev hans Tænkemaade. De slette Erfaringer, han havde gjort
med Bondestanden, ledede ham til i denne Stand kun at se en
umyndig og ufornuftig Modstander af ethvert Fremskridt, hvem
man ingen politisk Stemme turde indrømme. Til Gengæld hæv-
dede han Læren om Kongernes guddommelige Ret, ja forsvarede
endog den blodige Undertrykkelse i Spanien. Mere og mere Vægt
lagde han bestandig paa Nødvendigheden af en paa Grundejen-
dom hvilende Herrestand, ivrede mod de « Liberale* og «Tids-
aanden*, advarede Bønderne faderligt mod Læsning af Aviser,
og hadede Ordet «dannct», fordi det syntes ham at udjævne
Samfundsforskellene og sætte 'det Gemene« paa Tronen. Ulyk-
kelig som han følte sig, og i Privatlivet begavet med den Gætte-
Evne til at forudse tilkommende Ulykker, som findes hos alle de

Schack Staffeldt 327

Mennesker, hvis Synsmaade leder dem til at vædde paa Sort,
saa' han ogsaa kun Ulykke i alt det historisk Vordende.

Under disse Udbrud af Menneskekendskab ligger det digte-
riske Sindelags Fortvivlelse over Uoverensstemmelsen med de
Sysler, hvortil det var fordømt, med de «ottc til nitusind Sager
om Aaret» der forelaa til Afgørelse, Fortvivlelsen over et nød-
tvungent poetisk Selvmord, at sammenligne med et Menneskes,
der var fordømt til dagligt at tage en Draabe langsomt virkende
Gifl. Han følte sig som en Overløber fra Kunstens Lejr. Han
er ikke mere Kunstens Dyrker, kun Dyrker af «Rutine» og
<Chicane>. Til sin Søster skriver han: <En Afgrund af Melan-
koli trur med at opsluge mig .... mit Embedskald fordrer
mig helt, og jeg er lig en, til allehaande Færdigheder i at staa
Skildvagt, fyre en Kanon af, stille sig død, afrettet Sangfugl,
som derved har ophørt at synge. »

Han vedblev naturligvis med Deltagelse at følge Bevægel-
serne i samtidig dansk Poesi. Det var rimeligt, at han, der
paa en Maade var optraadt som Oehlenschlågers Medbejler, der
endog undertiden (som i Digtet over Vahl eller i Trende Nætter)
havde indladt sig i formelig Kappestrid med ham i samme Verse-
maal over samme Æmne, der endelig i Privatlivet forgæves havde
bragt ham sin Hyldest og var bleven afvist med ufortjent Haard-
hed, under Striden mellem Baggesen og Oehlenschlåger følte sig
personligt tiltrukket af den første, som desuden tilfulde paaskøn-
nede hans digteriske Gave. Han udtaler sig til denne med en
kritisk Skarpsynethed, der vilde have været til Gavn for hans
egen Digtning, hvis den tidligere havde gjort sig gældende, mod
Genoptagelsen af de gammelnordiske Stoffer og om Poesiens
nødvendige Forhold til dens Samtid. Det forholder sig med ham
som med Tegner, at hans Kritik stundom naaede videre end
hans Poesi; begge holdt de tilsidst i Teorien kun paa moderne
Æmner. Naar han i Anledning af Oehlenschlågers beundrings-
værdige Balder blot bemærker, at han ikke kan »forliges med
disse Nordguder der stundom have Feber og Astma, » saa føler
man vel i denne Dom den Overstraaledes Søgen efter et kritisk
Angrebspunkt, men der er mere, end man paa hans Tid vilde
anerkende, i hans Kritik, naar han siger: « Dette Marionetspil
med den eddaiske Mytologi, disse med de bekendte ombres
chinoises analogiske ombres scandinaviennes have, synes mig,
forrykket den danske Poesis Standpunkt nuomstunder; thi

328 Schack Staffeldt

Poesien er en Tidsaldersblomst og kun saa er den en Natur-
blomst.» Selvfølgelig sysselsatte det Spørgsroaal ham mest,
om han var «aldeles glemt som Digter> eller iklce. Jeg gad dog
vidst, skriver han til Baggesen, »om det Gemyt, der har udsuk-
ket, udgrædt og udbasunet sig i mine Digte, ikke finder nogen
Lige, nogen beslægtet Aand, som deri hører Ordet til sin løn-
ligste Tanke og Sukket til sin ædleste Længsel.* Nu og da
stødte han som hos Ingemann paa varm Sympati, en enkelt
Gang som hos Thiele paa brændende Beundring for sine Digte.
Den unge J. M. Thiele forherligede ham allerede som Skole-
dreng i smukke og følte Vers, og blev ham ogsaa som voksen
Yngling tro. I sine Erindringer «Af mit Livs Aarbøger» beskri-
ver Thiele paa følgende Maade den 48aarige Staffeldt, hvem han
i Sommeren 1817 traf hos Frederike Brun, der havde vundet
en oprigtig Ven i den fordums Modstander: »Snittet paa hans
Klæder var just ikke gammeldags, men langtfra efter dette
Aars Mode; dog var der en vis Sirlighed eller Stivhed i hans
Toilette, og hans Hoved, som hverken var smukt eller aandrigt,
var et vissent Ansigt under en Frisure af tætafklippede Haar,
der var pudrede .... men da jeg kendte hans Aand, fik jeg
straks Indtrykket af en udbrændt Vulkan — en Askehob efter et
dejligt Baal. Hans Tale havde en Betoning af det Tyske og
han talede det danske Sprog markeret.* Naar man har fulgt
Stafl'eldts indre Historie i dette hans Livs sidste Afsnit, har denne
Skildring af hans Ydre unægtelig Troværdighedens fulde Præg.
Del var ikke blot sit Fædrelands Poesi, Schack Staffeldt i
sine senere Leveaar fulgte. Blandt de tyske Digtere var han
paa det Nøjeste fortrolig med Lessing og Klopstock, men især
sværmede han for Schiller, hvem han vurderede højere end
Goethe. Med sine fortrinlige Kundskaber i moderne Sprog læste
han — og til Stadighed — Dante, Ariosto, Tasso, Shakespeare
og af de nyere Digtere fortrinsvis Byron og Lamartine. Han
fandt sig beslægtet med begge disse sidste, med Byron ved
sin Sjæls Sønderrevethed, med Lamartine ved sin Digtnings
luftige og overvejende Væsen. Med største Spænding fulgte
han Byrons politiske Optræden under den græske Frihedskamp,
han haabede at se ham hyldet som Grækenlands Konge og var
smertelig greben, da disse Forhaabninger sønderreves ved hans
tidlige Død. Selv skrev han i disse sine sidste Aar kun faa

Schack Staffeldt 329

Digte (alle paa Tysk), men de hører til de følelsesfuldeste, skøn-
neste og mest tragiske, han har forfattet.

Stedse meré blev efterhaanden Embedsvirksomheden ham
forhadt. Han følte sig som fastsmeddet ved en Lænke og ytrede
tidt, at han, hvis ikke Æren forbød det, vilde foretrække en
Galejslaves Stilling for sin. Ofte anførte han ogsaa Theklas Ord
"^En skummel Aand i dette Hus har hjemme^ med Henblik paa
ham selv og hans Hjem, og Ytringer af denne Art, tilføjer hans
forstandige Biograf Engel, var uden Tvivl Udtrykket for hans
dybeste Følelser.

Hans Omgangskres i Slesvig snævrede sig bestandig mere
ind; i hans sidste Aar saa' man ham sjældent udenfor hans
Bolig og Gæstgivergaarden, hvor han indfandt sig for at spise
til Middag, siden han troede sig bedraget af sin Husholderske.
Aftenerne tilbragte han i Regelen alene hjemme. Da kunde,
især om Vinteren, en Følelse af hans Ensomhed gribe ham
mægtigt. Ikke sjældent lod han da under Indtrykket af denne
Følelse alle Værelser i det Stokværk, han beboede, oplyse og
vandrede op og ned i de tomme Rum indtil efter Midnat, og
han skal ved saadanne Lejligheder ofte have talt højt med sig
selv, idet han med sin levende Indbildningskraft forestillede sig,
at andre Personer var til Stede, med hvem han da underholdt
sig. Disse Træk er beslægtede med dem, som viser sig hos Mænd,
der er dømte til Ensomheds- og Taushedsstraf. Efter at han
forsætlig havde afsondret sig fra Verden, var det som Trangen
til Meddelelse bragte ham til fuldstændigt at sætte sig ud over
Hensynet til Muligheden af en Tilegnelse hos dem, hvem han
undtagelsesvis meddelte sig til. Undertiden lod han sin Skriver,
sin Karl eller sin gamle Husholderske kalde for at holde forme-
lige Moralprædikener for dem; om Sommeren forsamlede han
dem ikke sjældent om sig i Gaarden og anstillede i deres Nær-
værelse Naturbetragtninger over den nedgaaende Sol, over Græs-
arterne eller over sin Yndlingsfugl Storken, der havde sin Rede
paa Husets Tag, ja han kunde give sig til at tiltale Fuglen og
lovprise den i digteriske Udtryk for disse Tilhørere — der til
hans Uheld endda var slette, egennyttige, utro Tjenestefolk. Det
vil ikke undre Nogen, at han under disse aandelige Lidelser,
der ledsagedes af Nervesvækkelse, nu , og da søgte Lindring i
stærke Drikke.

Udespærret som han følte sig, utilgængelig som han var.

330 Schack Staffeldt

tyede han til Slutning fra Menneskenes Selskab til Planternes.
Blomsterdyrkning blev hans sidste Trøst og Adspredelse. Med stor
Bekostning forskaffede han sig skønne og sjældne Eksemplarer
af Planter. Ofte saas han helt hensunken i Beskuelsen af sine
Blomster. Med sit dybe Had til de af Muserne Uberørte paa-
stod han, at Mennesker, der var uden Modtagelighed for Blom-
sters Skønhed eller som ingen Sans havde for Statuer, Malerier
og Musik, var ubetinget forkastelige, onde. Han troede, at det
ufordærvede Menneske endog uden Dannelse maatte modtage et
dybt sjæleligt Indtryk af det Skønne.

Imidlertid nærmede Opløsningen sig. Han havde i Grunden
længe været færdig med Livet. Allerede i 1823 havde han skre-
vet til sin Broder: <Jeg for min Del forlader gerne dette Liv,
thi hvad har jeg at vente her? Turde jeg dog maaské imod
Naturlovene sætte en Betingelse, saa maatte det være den, uden
svære Lidelser. O jeg kan ikke sige dig, bedste elskede Bro-
der, hvor følsom jeg er mod legemlige Smerter! De martre mig
usigeligen, ja! de forbitre mig indtil det Yderste. Gid jeg havde
enten den mandlige Haardnakkenhed eller det kvindelige Taal-
mod!» — en Udtalelse i hvilken den Livstrættes hele nervøse
Forsagthed og Uro kommer til Orde. To Aar senere hedder det
i et Brev lil Søsteren: Ueg har hverken Ven eller Veninde, i
disse Ords højere Betydning, ingen søde Glutter, af hvilke jeg
kunde øse ungdommeligt Hjertelevned, ingen Paarørende, hvis
Kærlighed gør saa tryg, saa at man ikke kan føle sig ene og
forladt paa Jorden : en Følelse, lig en Afgrund foruden Lys og
Læ, men fuld af Klagesuk og Skrækbilleder. Selv den him-
melske Muse forlod mig og sammenfoldede alle sine udspændte
Himle. En Pligtens Træl gisper jeg under Byrden af mine
Embedssysler, 8000 Sager aarlig strømme ind paa mig, og hvilke
Sager! til hvis Afgørelse jeg kun kan holde én Sekretær og to
Skrivere. Og nu min Sundhed — min Sundhed siger jeg? Min
Sygelighed skulde jeg i det mindste have sagt . . . Jeg lader
mig kun se ved Hoffet, og lever, eller rettere sagt, jeg træller
forresten paa min Galej, Amthuset. Jeg vil i Forvejen, søde
Søster, forberede Dig paa, at jeg vil søge om Forflyttelse eller
Afgang paa Vartpenge. Min Sygdom kræver dette ikke lette
Offer. >

Staffeldts Haab at dø uden mange forudgaaende Lidelser gik
ikke i Opfyldelse. I hans sidste Leveaar udviklede et Sygdoms-

Schack Staffeldt 331

tilfælde i Underlivet sig paa saa alvorlig Maade, at han led
mange Smerter. Han søgte Helbredelse ved at trække sig til-
bage fra sine Forretninger, ved at foretage maanedlange Rejser
og endelig ved at underkaste sig en anset Læges Behandling i
Kiel. Imidlertid kunde Ondet kun lindres, Helbredelse viste
sig umulig. Efter Schack Staffeldt Tilbagekomst til Slesvig i
Efteraaret 1826 tog hans Legemskræfter synligt af, og nu mistede
han alt Livsmod. Han kunde bryde ud i Graad, naar han talte
om sin lidende Tilstand. Tilmed pintes han af en nagende Frygt
for Sindssyge. En af de sidste Dage, da han endnu kunde for-
lade sit Hus, stod han paa Gottorp Vold, hensunken i dybe
Tanker og betragtede Solnedgangen. En, der var traadt hen til
ham, lod et Par Ord falde om det skønne Syn. Han svarede:
«Jeg ser heri kun et Billede paa Tilintetgørelsen.*

Han blev ramt af et Slag og laa tre Dage i hjælpeløs Til-
stand med tilsyneladende kun svag Bevidsthed uden anden Pleje
end den, han fik af en Husholderske og en Tjener, hvis raa Yt-
ringer skal have forbitret hans sidste Timer. Han døde den
16de December 1826.

II

Det afgørende Grundtræk i Schack Staffeldts Digterperson-
lighed er det, at han var en Idealist.

Den Opfattelse af Digtekunstens Væsen, der betegner sig
selv som Idealisme og der endnu den Dag idag formaar at samle
megen Overensstemmelse om sig, har i den første Halvdel af
dette Aarhundrede behersket den danske Poesi. I vore Dage
lægger den sig sjældnere for Dagen i Digterværker, men frem-
træder mest som dømmende og fordømmende Kritik. Den tager
paa Veje overfor Ord og Enkeltheder. Naar en Forfatter i Sam-
taleform indfører enkelte nødvendigt eller unødigt grove Tale-
maader, naar en Digter berører en Last eller en Sygdom, som
man hidtil havde betragtet som unddraget Kunstens Omraade
saa lader Idealismen høre fra sig for at kalde den Vildfarende
tilbage til hans Pligter mod det Skønne og Idealet.

Det Afgørende ved Standpunktet berøres imidlertid sjældent
mere. Man synes ligesom at have glemt Grundanskuelsen, hvoraf
disse Domme og Advarsler udspringer, en Grundanskuelse, der
endnu for en Menneskealder siden var i alles Tanker og som

332 Schack Staffeldt

havde behersket den danske Literatur i den Forstand, at den
ingen bevidste Modstandere fandt. Hvor uenige end Oehlen-
schlåger og Baggesen eller Oehlenschlåger og Heiberg eller Hei-
berg og Ingemann eller Heiberg og Hauch er — i Grundan-
skuelsen er de som poetiske Idealister i fuldstændig Forstaaelse
med hinanden. Hvis en eller anden Digter (som Blicher i sine
Noveller) tilsyneladende hylder en modsat Kunstlære, saa er det
ubevidst; han gør den aldrig gældende, han anser .sig for ganske
ligesaa idealistisk som sine samtidige og straffes endda med
Ligegyldighed og Taushed af Bannerførerne; Heiberg nævner ham
aldrig i sine Værker.

Den poetiske Idealisme gaar ud fra den Grundtanke, at det
ikke er Kunstens Sag at efterligne Virkeligheden. Den saakaldte
*Naturefterligning» som Poesiens Væsen er den Fjende, den
bekæmper. Den gør den tilsyneladende rigtige og sunde Betragt-
ning gældende, at kan Kunsten ikkun efterligne Virkeligheden,
saa er den overflødig. Hvortil behøver vi en Gentagelse? Vi
har jo allerede en bedre og langt mere levende Virkelighed uden-
for Kunsten. Nej Poesiens Opgave er omvendt den at føre os
bort fra Virkeligheden med dens hverdagslige Sorger, dens Hæs-
lighed, dens Smuds og bringe os til at glemme alt dette i en
anden, højere Verden.

Men Idealismen har historisk gjort sig skyldig i en dobbelt
Fejl.

For det Første karikerede den sin Modstander; den oversaa,
at der blandt Naturstudiets Tilhængere fandtes mange, der ingen-
lunde opfattede Ledetanken som gjaldt det en raa, tilfældig Af-
støbning af et Stykke Virkelighed, men som indrømmede Kunst-
nernes Personlighed den videst mulige Ret til at gennemtrænge
StotVet med eget Sindelag og egen Aand.

For det Andet overvurderede Idealismen den digteriske Fan-
tasi. I Indbildningskraften, der kun formaar at omdanne og
udvikle Virkelighcdsforestillingerne, saa den en guddommelig,
af Intet skabende Magt. Den betvivlede ikke, at den trygt kunde
lade haant om Virkelighedsstudiet; Fantasiens indre Kilde sprud-
lede jo uophørligt.

Længe indbefattede man hele Samtiden i den Virkelighed,
der laa for lavt for Kunsten. Oehlenschlåger fremstillede dels
Guder, der var hævede over Menneskelivets lavere Kaar, dels
Søkongcr og Jarler, Helte og Elskere, der stillede Samtidens

Schack Staffeldt 333

Helte og Elskere i Skygge. Ikke en af Hauchs Romaner skil-
drede Samtiden. Ingen Digter gav sig til at studere den, og
ingen bemærkede, at hvad der fandtes af sandt menneskeligt i
hine Guder, Helte eller Fortidspersoner, det skyldtes udeluk-
kende de Iagttagelser, Digteren i Reglen halvt ufrivilligt havde
gjort af sin Samtid.

Fremstillede Dramatikeren en lavere Virkelighed, saa for-
drede Idealismen, at man stadig skulde se denne gennembrudt
af en højere, overnaturlig, som i Heibergs »Alferne » og »Syv-
soverdag*, og denne højere Verden, der gør Brud paa Natur-
lovene og den hverdagslige Orden, er endnu bevaret i Hostrups
iøvrigt virkelighedstro Lystspil, i »Genboerne* og i »Mester og
Lærling*. Man véd hvilken Storm af Harme Heibergs Vaude-
viller vakte. Man bekæmpede disse overgivne Fantasifostre som
i Kunsten utilladelige Virkelighedsbilleder. Og en lignende
Modstand fra flere af Datidens rettroende Idealister mødte Fru
Gyllembourgs Noveller. Vel sandt, det var Damearbejde, det
var fint og pænt og paa sin Vis idealistisk og det fordømte
Datiden, men det skildrede den, og det var slemt; i disse fyrre-
tyveaarige ædle Herre med hvide Veste, i . disse ridderlige og
lidenskabelige Legationsatlachéer, i disse unge fintfølende Koner,
i alt dette nydelige Porcelænsmaleri fandt man en begyndende
Virkelighedsgranskning, der var adskillige blandt Mændene af den
ældre Slægt imod og som først senere saa forskelligartede For-
fattere som Saint-Aubain, Carl Bagger, M. Goldschmidt hver paa
sin Vis tog op.

Hvor det var muligt, der levede man af det historiske
Sagn som Ingemann i sine Romaner, eller af Luften som Palu-
dan-Muller i Amor og Psyche, eller af Kæmpevisens og Truba-
durstilens Duft som Hertz i Svend Dgrings Hus og Kong René's
Datter. Endog naar Virkeligheden uimodstaaeligt trængte sig frem,
som i Adam Homo, var det kun for at fordømmes og atter tabes
af Syne. Og selv naar en Sagndigter som Ingemann eller en
Æventyrdigter som Andersen i deres Romaner (Landshgbørnene,
De to Baronesser) traadte i Berøring med Nutiden, saas deri ikke
noget Tegn paa Strømmens Gang eller noget Brud med Idealis-
mens Princip; thi hos de allerfleste af Digterne fremtraadte For-
kærligheden for det Aandelige i saa god Forstaaelse med Stræben
efter Virkelighedstroskab, at Grundreglen ikke lod sig gribe i
dens Renhed.

334 Schack Staffeldt

Schack Staffeldt er den eneste af dette Aarhundredes danske
Digtere, hos hvem man kan studere den strænge Idealisme ufor-
falsket og usvækket, i dens Væsen og i dens Følger, og se den
i dens Kamp med en kraftisk digterisk Personlighed. For ham
var Idealismen begejstret Alvor.

Idealismen er en tysk Foreteelse. Den har aldrig i en
længere Aarrække være eneraadende i nogen anden Filosofi og
Poesi end den tyske; den var ukendt i dansk Poesi, saalænge
denne under Holberg endnu ikke var bleven berørt af tysk Ind-
flydelse, den blomster op fra det Øjeblik af, da vor Poesi gennem
Ewald paavirkes af Klopstock, gennem Oehlenschlåger af Schiller
og Tieck, gennem Hauch af Tieck og Schelling, gennem Heiberg
af Tieck og Hegel, og den findes klarest og renest hos Schack
Staffeld, der var tysk af Æt og hvis Modersmaal var det tyske.

Vi har ingen dybere germansk Aand i vor Literatur. Med
al sin Fædrelandskærlighed var han tysk i sit hele Anlæg, og
det vilde dengang sige yderligtgaaende Idealist.

Man ser det allerede af hin ovenfor anførte Ytring i hans
Stridsskrift mod Pallini om hans Opfattelse af Romandigternes
Forhold til den virkelige Verden, Schack Staffeldt har efter sin
egen Tilslaaelse oprindelig troet at finde Virkeligheden i Datidens
Romaner, Datidens Poesi. Med Et er det gaaet op for ham, at
Virkeligheden var af en hel anden Beskaffenhed end i Romanerne.
Men istedenfor deraf at slutte sig til Nødvendigheden og Be-
rettigelsen af en Poesie, der ikke vildleder Ungdommen, men giver
den et sandt Verdensbillede, drog han ifølge sit idealistiske Sindelag
kun den Slutning, at Virkeligheden i sin Raahed faldt udenfor
Poesien og ingen Genstand afgav for den.

Derfor faldt hans Liv fra hinanden i to adskilte Halvdele:
en Virkelighed uden Poesi og en Poesi uden Virkelighed. Han
gik, som han skrev til Baggesen, ud paa «at rulle sin idealske
Sfære saa højt omkring, at han ikke stødte sammen med nogen
jordisk Planet\ det vil sige: han lod alle sine ikke-digteriske
Interesser som Menneske blive udenfor, naar han selv steg ind
i sin digteriske Ballon.

Han formaaede trods sin mangesidige Begavelse ikke at lade
sine virkelige Studier og Kundskaber komme sin Poesi til Gode;
han tillod ikke sin kirkeQendske Lidenskab at komme til Orde i
den; han udelukkede sine politiske Idéer og sin Fremskridts-

Schack Staffeldt 335

begejstring af den, som han havde stræbt at udespærre sit
Sanseliv fra den.

Hvad Under at Forholdet til den saaledes indsnævrede og
omgrænsede Poesi ikke kunde tilfredsstille et evnerigt og mange-
sidigt Sind!

Han kunde og vilde dog ikke nøjes med at være Digter.
Han stræbte bestandig ud imod det, han selv kaldte Prosaen,
søgte og fik forskellige Slags Embeder og sad tilsidst i Halsen
i « Prosa >. Prosaen, det vil sige Virkeligheden, var ham den
Dejg, han behøvede for deraf at ælte sit daglige Brød, det
Raastof, han attraaede for deraf at forme sig borgerlig Anseelse
og Indflydelse, men taget i og for sig, uden Hensyn til den
Mættelse, den bød hans Fornødenheder og hans Ærgerrighed,
nærede han en sand Afskv for den. Den var ham det Grove
og Lave; det var høje Sjæles Kende, at de hævede sig over
den; i Poesien havde den først og fremmest intet at gøre. Det
er let forstaaeligt, at Staflleldt, anlagt som han var, maatte med
Lidenskab indsuge enhver nok saa virkelighedsQendsk Lære om
Poesien, og være rede til at oplyse den i sine Digte, selv om de
Digtere, hos hvem han troede at finde den, som Schiller f. Eks.,
i deres Værker havde indrømmet Virkeligheden langt større
Plads end man af Læren skulde slutte. Han gik da i sit Sjæle-
liv ud fra en Forestilling om Poesiens Natur og Væsen, der uden
Overdrivelse kan betegnes som den ulyksaligste, en Digter kunde
falde paa at danne sig, den at Iagttagelse, Gengivelse, Opfattelse,
Sammentrængen af det Virkelige var noget, der stred mod Digte-
kunstens Væsen, ja .endog var uantageligt som Grundlag for
Digtningen. Han nærede den Overbevisning og hyldede den
Lære, at Livet som saadant ingen Genstand var for Poesien;
den sande Digter nærede sig kun af Drømme, stirrede kun ud
mod det Usynlige, attraaede kun det Uopnaaelige, byggede kun
Luftkasteller og havde lige nær til det Grundstof, hvoraf de op-
førtes, om han boede i en Udørk eller med Menneskelivet
for Øje.

Naar han ikke desmindre bliver en af vor Literaturs mest
udmærkede Lyrikere, saa er det tiltrods for hans fordærvelige
Lære i Kraft af hans sjældne digteriske Anlæg. Og yderst inter-
essant er det at se, hvorledes han nu efter at have bortraseret
Virkeligheden, forsøger paa ud af sit eget Indre at skabe en

336 Schack Staffeldt

Poesi. Det lykkes ham, og vi ser en hel . poetisk-filosofisk
Tankeverden bygge sig op for vort Øje.

Naar al ydre Virkelighed er sløjfet, hvad bliver da tilbage
for Digteren? Intet andet end hans poetiske Længsel. Schack
Stafleldt var en Aand der længtes, og hans Poesi blev Længse-
lens Poesi. Vi længes alle efter Lykken, men Forskellen mellem
os beror paa den Forestilling, vi efter vor Natur gør os om
den. Schack Staffeldt var en højtstræbende Aand; han attraaede
en ideal Fuldkommenhed. Derved hæver han sig over Mængden
af de smægtende og længselsfulde Naturer. Han var dernæst
en fuldstændigt fornufttroende Aand, hvis Begreb om Fuldkom-
menheden ikke var formet ud fra nogen historisk Religions
overnaturlige Forudsætninger. Hans Sværmeri var et filosofisk
Sværmeri, hans Uvilje mod Virkeligheden en tænksom og tanke-
byggende Romantikers, ikke en Troendes eller en Teologs. Der-
ved adskiller han sig fra Mængden af vore bløde eller uklare
poetiske Sværmere som Ingemann eller Hauch. Han stammer
i lige Linje ned fra Ewald; men han var ikke det store, syge,
elskelige Barn som han, ikke som han Digter i et og alt,^ ikke
som han ren Genius. Hans Sværmeri var en Ynglings, men det
havde ikke frit Spil i hans Sjæl; det var omgivet, indringet af
en Mands haarde og faste Væsen; det sprudlede ikke stilfærdigt
frem som en Kilde; det steg med en vis tvungen Voldsomhed
i Vejret som et Vandspring, fra alle Sider indesluttet i en Sten-
sætning af noget frastødende Karakter. Det fik kun Lov at
komme til Udbrud i hans Poesi, og derfor bemægtigede det sig
den næsten helt.

Hvis man imidlertid havde sagt Schack Staffeldt, at det,
han i Grunden længtes efter og mod, det var intet andet end
Virkeligheden, saa vilde han have taget dette meget ilde op; thi
med den vilde han netop intet have at gøre.

I Digtet Det højere Liv hedder det:

Hvo til det Virkelige sit Liv og sit Kunstværk befæster,
ligner hin Urtegaardsmand (sikkert han vanvittig var),

da han de spæde Planter med Toppen i Jordbunden satte,
og dog ikke begreb, hvorfor de alle slog fejl.

Billedet Tingens Rod i det dybe. evige Liv er,
Tingen som vekslende Lov falder i Tiderne af.

Schack Staffeldt 337

Dybt i dit bundløse Selvs til Tempel indviede Dybde
risler det evige Liv klart og oprindeligt frem;

der er den højeste Fryd, der Gudernes salige Arne,
der det forjættede Land, ikke bag Stjernerne hist.

Der skjuler sig i dette smukke og varme Udbrud, som gør
Tænkeren i Schack Staffeldt al mulig Ære, en Synsmaade, der
maatte være højst farlig for Digteren. Denne skal, mener Staffeldt,
fæste sit Blik paa Tingenes evige, platoniske Urbillede, ikke paa
de enkelte Ting; han skal ene og alene fordybe sig i Jeget, der
opfattes som i Fichte's Anvisning til det salige Liv. Hvor skal
da Jordens brogede Liv faa Adgang til hans Digtning?
I Digterbekendelse hedder det endnu udtrykkeligere:

Op, Digtre! alt det Jordiske bortQerner,

da skal I snart det Himmelske opnaa,
thi Kunsten er lig Troens skønne Rige,
kun ubesmittet Frahold did tør stige.

c Frahold > betyder i Staffeldts Sprog Afkald, Forsagelse. Det
gælder, mener han, for Digteren om ubetinget at forsage enhver
Berøring med hvad Jordens er. Ja det Jordiske vilde <besmitte»
hans Poesi. Den synes da ganske at maatte dreje sig om sig
selv, ganske at maatte tære paa sig selv. Og Formodningen be-
styrkes, naar man læser Epigrammet:

Til de æstetiske Realister.

Daarer, hvis lavere Id vil tærske Geniens Blomster
og ved den himmelske Ild koge de jordiske Ro'r!

eller Modstykket:

Digterprøve.

Vil du vide, om dig Naturen til Digter indvied,

og om Begejstringens Gud kasted sit Lyn i dit Bryst?

Flv til Ørkenens Favn, for stedse adskilt fra Vidner,
der slaa Harpen, og da Genius hilser jeg dig.

Den stakkels Staffeldt, hvis poetiske Genius ikke overlevede Ung-
domsaarene og som end ikke taalte Ensomheden i Cismar og
Slesvig, vilde kun daarligt have bestaaet Ørkenprøven, hvor
gunstigt end det øde Opholdssted kan synes for en Længselens
Poesi.

G. Brandes: Samlede Skrifter, i. 22

338 Schack Staffeldt

Thi længes, det gjorde han. Han længtes som den Tørstende,
der foregøgler sig en kølig Drik, som Elskeren, der brændende
savner sin Elskte, og alt hvad han saa': ethvert Naturskuespil,
alt hvad han hørte: enhver skøn Sang, enhver dejlig Menneske-
stemme, alt hvad han tænkte: hans platonisk eller schellingsk
oversanselige Grublerier, ja selv alt hvad han følte, de Følelser,
der havde en bestemt endelig Genstand og som gengældtes. Alt
mundede ud i hin Længsel. Det var en underlig, vemodigt-
drømmerisk, i sin første Spire ganske ubestemt Længsel. I
Digtet Til Hjertet hedder det betegnende:

Mit Savn mig fortærer
og ak jeg begærer

jeg véd ikke hvad.

Havets og Vindens Musik, Stjernehimlen og Maanens Lys
forlokker ham til Sværmeri:

Jeg undrende stirrer
og længselsfuld dirrer
af smertelig Lyst.

Og saaledes skriver han ogsaa i Det kære Bedrag, at naar
han ser Maanen skinne paa Kæmpehøje, gaar han helt op i
Længsel :

Da min Sjæl i trange Fængsel bæver

og i Anelser bortile gad,

thi et himmelsk ak! jeg véd ei hvad,
den i Længselssuk fra Jorden hæver.

Dette Element af vagt, ubestemmeligt Sværmeri, dette flydende
Element i Staffeldts Længsel, adskiller ham skarpt fra en ganske
samtidig Digter, der ligesom han var ren Lyriker med udpræget
filosofisk Hang, og der ligesom han alt i en ung Alder for-
stummede for bestandig. Jeg mener Holderlin, der fødtes nøj-
agtigt et Aar efter Staffeldt (Marts 1770), og der kun 32 Aar
gammel ramtes af Vanvid. Ogsaa Holderlins Digte er baarne af
Længselens Stemning, ogsaa de er tankerige og aldeles virkeligheds-
fremmede, men ved Holderlin kan man kort og bestemt udtrykke,
hvorefter han længtes, og det ligeligt fra hans første Digt til
hans sidste bevidste Suk: det var det gamle Hellas, som han

Schack Staffeldt 339

drømte sig det, med dets herlige Sol, dets Skønhedsliv, dets fuld-
endte Frisind. Holderlin svarer i den tyske Literatur til hvad
André Chénier er i den franske. Men medens denne Theokrits
og Lucretius's Lærling i Kraft af sin hellensk-franske Afstamning
især forstod det Skarptbegrænsede, fint Sanselige i Atticismen,
det Samme, som en Catullus tilegnede sig deraf, forholder Holderlin
sig religiøst til den hellenske Aand og fra hans Læber stiger
t\^sk-græske Hymner. Hans Ideal er et bestemt, formentlig historisk,
lettere at betegne end Schack Staffeldts, men snævrere, mindre
interessant, en fattigere og mindre dybsindig Aands Ideal.

Ogsaa hos Staffeldt kan det vel undtagelsesvis se ud, som
gjaldt hans Længsel Fortiden, især den nordiske Middelalder;
det er imidlertid kun i de Digte, i hvilke han ikke helt er sig
selv, men under Paavirkning af Oehlenschlåger har forsøgt at
tilegne sig en ham fremmed Aand (Forfædrene, Kunstnerlængsel) .
I Reglen er det noget Hinsidigt, han attraar, og for at forklare
sig denne Attraa ynder han i sit Tanke- og Drømmeliv at dvæle
ved Forestillingen om en himmelsk Forudtilværelse. Saaledes
hedder det i Platonisme:

Da vor Æt fra Aanders Trængsel

stødtes ned i Sansers Fængsel,
Mindet af vort Fødeland
fulgte med til Trællens Stand,
men det blev paa Gravens Rand

snart til Anelse og Længsel.

Alt, hvad der paa Jorden en kort Tid kan fængsle og vinde os
er kun Varsel om, kun Skær af hin tidligere Tilværelses tabte
Salighed. Og Fantasiens, Digtekunstens Betydning er den at
fremtrj'^lle hins Billede for os. Paa Grundlag af denne til
poetisk Brug fastholdte Tro bygger Staffeldt sin overjordiske
Forklaring af Kærligheden. Overalt kommer han under de
forskelligste Lignelser tilbage til, at de Elskende oprindelig har
været Et. I Myrtegrenen siger han:

1 en flækket vStraale udgik 1 fra Verdenens Indre,
didhen i samlet Glans stræbte I begge igen!

<De tvende Draaber» falder ned fra Himlen som én og bliver
paa Jorden tilsidst atter én. Til Lina synger han:

22*

340 Schack Staffeldt

Halvdel af mit første Væsen, før

vi sank ned fra bedre Verdners Høje!

Udmærket dybt og skønt hedder det i Digtet Lillas Minde efter
Skildringen af Aftenens Skønhed og af det Blomsterly, i hvilket
de Elskende fandt hinanden:

Da strømmede en Livets Bølge,

o Verdenshjærte ! ud fra dig
igennem høj're Væsners Følge

og brød i vor Bevidsthed sig,
og lig en Tvillinggnist forened

i Samkys vore Sjæle sig,
og lig en Tvillingblomst forened

i Samlyst vore Sanser sig.

Det er da et oprindeligt Fællesskab, som forklarer Sjælenes
Længsel mod hinanden, og selve denne Længsel er af højere
Natur end dens Tilfredsstillelse. Thi det er det dybt Ejen-
dommelige ved Staffeldts Erotik: hvor brændende, hvor liden-
skabelig hans Attraa end er, han formaar slet ikke at besidde,
næppe i et flygtigt Øjeblik at nyde Besiddelsens Lykke, saa
begynder han selv ved tusind nagende og tærende Grublerier
at undergrave den. I Lillas Minde og SonetkranSy de to Digt-
krese, i hvilke han med størst Held, øjensynlig paa Grundlag
af noget selvoplevet, har fremstilt en erotisk Lidenskabs Levneds-
løb, har Elskeren næppe naaet det i saa sugende Længsel
attraaede Maal, før han river sig løs fra den Elskedes Favn for
at kaste sig hovedkulds ud i kvalfulde Overvejelser, om hvor
hurtigt Tiden iler, hvor snart Alderen vil komme og kølne Liden-
skaben og umuliggøre Glæden; thi, hedder det, kun Gudernes
Attraa er varig; rundt om os forgaar de største Værker, men
størst er Undergangen dog i vort Indre. I det sidste Digt nøjes
han med denne sande og for ham nødvendige Slutning; i det
første har han fordærvet Virkningen ved unødigt at tildigte et
Afsnit af Lillas Troløshed, der føles som lavet, ikke oplevet,
og der i ethvert Tilfælde intet har med Digtets Plan eller Idé
at gøre.

Med denne Mangel paa Evne til varig Besidden og virkelig
Nyden maatte Fantasibilledet af den attraaede Genstand blive
ham helligere og skønnere end denne selv, fordi det var uhaand-
gribeligt og luftigt. Derfor dvæler han længe nydende ved Af-

Schack Staffeldt 341

trykket af den Elskedes Skikkelse i Græsset (Lina) ellers i Lejets
Puder (Sonetkrans) j derfor udmaler han, hvorledes han i Fantasien
besidder hende (Til Seraphine).

I Digtet Ved Søen hedder det i Overensstemmelse hermed
om hans Glæde ved en skøn Egn :

Og stirrende ned i billedfuld Sø
i underlig Længsel vil jeg bortdø.
Mig vinker dybt i den stille Azur
en anden Himmel, en anden Natur,
æterisk og idealisk er Alt,
lig Tingenes allerførste Gestalt.

Som de tyske Romantikere dvæler Staffeldt med Forkærlighed
ved Landskabets Spejlbillede i Vandet; det er som Billede idealere
end det virkelige Landskab.

Uendelig betegnende er det derfor ogsaa, at han, der
selv har saa meget af Endymion, ikke blot tre Gange har dvælet
ved Endymionsmyten (Den anden Endymion, Nattergalen og Nat-
fiolen. Til Fantasien), men har forestillet sig Endymionssagnet
saaledes, at Luna ikke virkeligt hengiver sig til sin Elskede, men
at denne kun i Drømme besidder hende, efter at Gudinden,
bøjet over ham, har trykket et Kys paa hans Læber:

Drømmende sin Favn han hæver

og udsukker hendes Navn,
men Gudinden selv undsvæver

For den mér end drømte Favn.

Med en saadan Sky for Virkeligheden og en saadan Frygt
for Besiddelsen maatte Længselen mod <det Ideale og Æteriske«
blot som saadan blive Staffeldt hellig, ja det eneste hellige.

Han har lovprist den under utallige, ganske modsatte Former.
Han har f. Eks. fremstillet den som kristelig sanselig-mystisk
Længsel i Den hellige Therese:

O kom da, min Brudgom, som hisset du gaar,
syv Stjærner til Krans i dit straalende Haar!

Bønhør mig, o søde Alkærlighed, kom!
o kom til Kærligheds Helligdom!
Min Sjæl kun bæver paa Læbernes Band,
i et Kys bortfør den til Saliges Land!

Saa sværmed hun hen i himmelsk Begær —

342 Schack Staffeldt

og han har forherliget den i Ganymed som hedensk, men
ganske lige saa hellig Længsel mod Alfader. Denne Ganymedes
er lige saa forskellig fra Thorvaldsens rolige Yndling som fra
Rembrandts burleske Dreng. Han er heller ikke den unge
Skønhed, hvem Zeus elsker: nej han fortæres af en uendelig
Trang, for hvilken han ikke formaar *at finde Navn eller Billed ».
Han udbryder:

Hvi er dog, ak ! for denne Jord
min Længsel og min Trang for stor?

Han kalder sin Ensomhed «et ædelt Savns indviede Tempel»;
han svarer sin Hustru, der bønfalder ham om at blive paa Jorden :

Min Attraa Verdners Alt omfatter,
kun evig Skjønhed er min Lyst.

Saaledes svarer ogsaa den himmelfaldne Dugdraabe sin jordiske
Tilbederinde (Lilien og Diigdraaben) :

Hold op at friste mig, hold op!
Snart maa din natlig lukte Top

for Solen sig oplade;
da stige Morgenstraaler ned
og løfte mig til Herlighed

fra dødelige Blade.

Derfor virker heller Intet saa berusende, saa fortryllende paa
denne Digter som Udtrykket for den himmelstræbende Længsel.
Ganske dejligt hedder det i Digtet Til den natlige Sangerinde:

Paa Nattens sorte Læber

du lægger liflig Klang,
anende Hjærtet stræber

at smeltes i din Sang.

Din Sjæl fra Jorden higer.

kun Længsel er din Lod,
alle de gyldne Riger

nedglimrer i din Graad.

Derfor betegner han Længselen som sit eget Væsens Kærne«
Digtet Kransen begynder:

Schack Staffeldt 343

En tidlig Længsel forunderlig

jeg føled,
Og intet af Alt, som lokkede mig.

den køled.

Derfor siger han om sig selv og sit Kald i Digtet Til Musen:

Da bandt du mig med evig Længsel

til Alt hvad Ingen her opnaar.

Og som i Billed kun let over Jorden gaar —

Derfor hedder det som endeligt Udtryk for Staffeldts Livsan-
skuelse i det filosofiske Digt Det Ene:

Alt det Skønne forgaar, at Aanden ikke skal nøjes

i sin fornedrede Stand, stedse skal Længslerne her
brænde i Menneskets Barm . . .

Nøje er Menneskets Fald, Længsel dets højeste Flugt.

og det er Grunden til, at i Oehlenschlågers Vaulundurs Saga
Eigil, der øjensynlig svarer til Schack Staffeldt, udbryder:

«Jeg haver intet Haab, og drives kun af en ængstelig For-
længsel langt, langt hen i den vide Verden efter noget Bedre.
Derfor har jeg begivet mig paa Rejsen, og derfor stirrer mit
Blik hele Timer ud i den tomme, blaa Himmel og derfor er
Stenen i min Hjælm blaa, og derfor var Alrunes Klædebon blaat;
og den matte, dunkle, tærende Forlængsel er min Valkyrie».

Ligefuldt gjorde Oehlenschlåger Staffeldt Uret, naar han
hos ham ikke fandt andet end «den utydelige, uvisse, vejløse
Længsel, som ikke vidste selv, hvor den vilde hen, og som ingen
Rist eller Ro havde Dag eller Nat, men var bestandig Bevægelse
og Forandring underkastet, ret som Vandet, og uden Ende eller
Maal, som det vide Himmelrum >. Thi denne Længsel var trods
sin Navnløshed ikke vejløs eller maalløs. Den var sig imidlertid
kun undtagelsesvis sit Maal bevidst.

For sig selv attraaede Staffeldt den fulde ideale Udvikling
af sit Væsen som Menneske og Kunstner, den fuldkomne Ud-
foldelse af de Evner, han kun delvis besad. Det Stykkevise var
ham en Sorg, den indre Splittethed en Gru og han følte sit
Indre delt og sin Evne splintret i Brudstykker. Derfor i Det
Uopnaaelige denne Strofe:

344 Schack Staffeldt

Mellem Jord og Himmel her

alt mit Eje Længsel er.
Vilde Skæbnens Almagt mig forlene.

Kraft med Ynde. Pligt med Lyst,
jordisk Ringhed med det Himmelrene,
Ideal med Udtryk at forene

i et dødigennemaandet Bryst!

Udadtil attraaede han en højere Virkelighed, der var under-
gaaet en tilsvarende Forandring: en anden Natur, i hvilken
Stykværk, Kulde, Livløshed, Upersonlighed var veget for et ro-
mantisk Liv, der kun var en Spejling af det i hans eget Hjærte.
I det fuldendt skønne Digt Indvielsen fortæller han, hvorledes
han en Aften ved Sundet længselsfuldt stirrede ned i Dybet, da
ved Solnedgang Musen steg ned fra Himlen og rakte ham Harpen
med et brændende Kys:

Da rundt en anden Natur der blev,

Vindene talte,
fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,

Aanderne kaldte;
et Hjærte slog varmt og kærlig i Alt,

i Alt mig vinked min egen Gestalt.

Dog for hin anden Natur, han længtes mod og undertiden
skimtede, dannede han sig tidligt et Sindbillede. Den var Blomsten
af Naturen, Naturens eller Livets Blomst. I Digtet Kransen
hedder det derfor med stærk Fremhævelse af Ordet:

Blandt Verdens Børn jeg sorrigfuld

mig tabte:
et Blændværk af Meningens Bladeguld

de skabte
og dyrisk oproded den djærve (?) Rod;
forgæves jeg spurgte, hvor Blomsten stod.

I Elskovs Rige kaldes Elskoven cDen første Moderblomst>, hvoraf
den lave og den høje Natur fra først af udviklede sig:

Og denne Alblomsts indre Bæger

er Guders dybe Helligdom,
og denne Alblomsts Rand os kvæger,

ak! med et Nektar-Duftatom.

Schack Staffeldt 345

Under Paavirkning af den tyske Romantik gled saa dette
Symbol over til Sammensmeltning med den tysk-romantiske Skoles
berømte mystiske Sindbillede Den blaa Blomst. I Blomsten
hedder det:

Aldrig skal jeg kunne sige.

hvad det kælne Hjærte vil.
det er det Ulignelige,

det er hele Verdens Smil!

Tidt jeg som en Blomst mig tænker
dette ak! jeg véd ej hvad:

Ingen Aarstid den forkrænker,
himmelblaat er hvert et Blad;

om dens Bod paa Guldets Strømme

sés Naturen rundt at svømme,
evig god og evig glad.

Kalken, blaa og guldbestænket,
er en Himmel i det Smaa;

Solen syntes den indsænket

og igen af den at gaa o. s. v.

Paa ganske lignende Maade hedder det i et smukt lille Brud-
stykke, der fandtes blandt Staffeldts Papirer:

Alt var en Blomst,

Luften Kalken,

Jorden Stilken,

Stjærnerne Spidserne i Støvtraadene

og paa Kalkens Bund

Englene sad og Harpen slog.

Og trindt om i Staffeldts Poesier fremkommer Udtrj^k, der hen-
peger paa, hvor stærkt dette Billede havde fæstnet sig i hans
Sind. I Prometheus staar:

Rundt Naturen syntes sprungen ud
til en eneste Blomst for sin Gud.

Kanstnerlængsel, der giver Digterens Smægten efter Forverdenens
Herlighed Udtryk, slutter med Ordene:

Selv Himmelen med lysblaa Grund
og Stjærneguld mig synes kun
en grænseløs Kærminde.

346 Schack Staffeldt

Men i det dybsindige Digt Forvandlingerne, der har en langt
betydningsfuldere Grundtanke, er Billedet optaget og udvidet
saaledes :

Thi Kærligheds Alkærminde vil

udslaa det livfulde Hele,
som Bæger Æteren runder sig til,

de Stjærner til Kors sig afdele;
til Stængel sig hæver den lave Jord,
som Duft opstiger Sjælenes Kor.

Dog dette Billedsprog, der, skønt ikke ligefrem anvendt af
Andre, ligefuldt minder om Andres, er ikke det, i hvilket Staffeldt
er originalest. Hvor hans Naturel har udfoldet sig friest og op-
rindeligst, der har han skildret og prist den usynlige, usanselige
Al-Enhed, hvis Nærværelse han savnede og smægtede efter, i
Sindbilleder, under hvilke ingen Anden havde tilbedt den.
Man kan sige, at han efterhaanden har dannet sig selv sin
Religion. For ham var Al-Enheden nøjagtigt det, som den
Troende mener med Gud, og hans brændende Higen mod det
Al-Ene, hans Henrykkelse, hver Gang han øjner et Glimt af det
i jordisk Form eller hører en Klang deraf i jordiske Toner, er
Vidnesbyrd om den f/en-/:az-pan-Fanatisme (den Lidenskab for
Al-Enheden), der fyldte hans Sind og som, langtfra at være blot
en poetisk Dyrkelse hos ham, øiensynlig har bemægtiget sig ham
helt, siden den ved de mest forskellige Anledninger blusser op i
hans Poesi.

At Staffeldt kun sjældent skildrer den danske Natur, beror
paa, at den Natur, om hvilken han drømmer og taler, er Naturen
i dens Helhed, Universet. Den Naturkraft, der driver For-
vandlingens knusende Hjul med saadan Vælde, at Aarhundreder
€ stænker hen som Draaber», den Naturnødvendighed, der har
»Verdens Lov i den højre, Tidens Flod i den venstre Haand>,
der skaber hver Tanke i Tænkerens Sjæl, og under hvilken
Heltenes Vilje træller, er Genstand for hans Sang (se Digtene
Til Naturkraften^ Nødvendighed). Han forherliger stundom Naturen
som den kolde tvingende Nødvendighed uden at elske den; man
undres undertiden over Tonen i hans Hymner til den, fordi
Ordenes ikke trøstelige Indhold synes at staa i Strid med den
begejstrede Form. Til Nødvendigheden synger han f. Eks.:

Schack Staffeldt 347

Altings Styrer, jeg dig hilser med Hymneklang
Uforkrænket du er evig og overalt.

Kraft og Drift og Instinkt lyde dit Enebud,
og Beslutningen stolt dølger sin Lænke kun,
Støvet, Stjærnen og Ormen,
Aanden trælle i samme Baand.

Man synes i Staffeldts Forhold til Naturen at kunne spore to
Udviklingstrin, svarende til den tyske Filosofis samtidige Ud-
vikling. Først stiller Digteren sig kold og fremmed overfor den
ydre Natur; paa Fichte's Vis føler han overfor den kun sit eget
Jeg, og jo stærkere den larmer eller skrækker, des mere. Langt
fra at besynge den, hvor den synes mest frygtelig eller mest
sublim — som ved Ætnas Krater eller under Uvejr mellem
Alperne — føler han overfor den kun den Almagt i sit Bryst,
der hæver ham over Dødsangst og Fejghed. Langt fra at smelte
sammen med Naturen, hævder han i slige Digte kun sin Men-
neskefornemhed overfor den. Det hedder i Digterfantasi:

I Ætnas røde Helvedluer,

du med heroisk Apati,

som Barnet paa en Glød, nedskuer.

Og paa samme Vis i Digtet Paa Toppen af Mont Cenis:

Denne Tryghed ved Naturens Gruen,
denne Fasthed midt i Altings Fald,

denne Fryd ved Undergangs Beskuen
vidner om mit grænseløse Kald.

Dog i de langt talrigere og betydeligere Digte, der betegner
Staffeldts endegyldige Føle- og Tænkemaade, stiller han sig
ganske paa Schellings Standpunkt. Altets Enhed under de til-
syneladende Forskelligheder, alle Foreteelsers og alle Væseners
Overgang i hinanden og Sammensmeltning med hinanden, den
store Harmoni i Naturen sysselsætter her uafbrudt hans Grublen
og hans Indbildningskraft.

Et Landskab tiltaler ham kun, naar det forekommer ham
at rumme Alnaturens eller Tidens hele Fylde indenfor sin snævre
Ramme. Saaledes hedder det f. Eks. i Sonetten Udsigt over Arno-
daleRy hvor Egnen, der ligner «et Ocean af Frugtbarhed*, synes
ham ligesom Natureps «skjulte Virkested* :

348 Schack Staffeldt

Hellige Almoder! du er her:
Disse Høje, dine Bryster, hæve

sig med Nok for alle Væsners Hær,

og parallelt for Tidens Vedkommende i Aftenhøjtid:

O hvor festligt, o hvor helligt-stille

hviler Alt paa Jord, i Luft og Hav!
Selv Gestalterne sig ikke skille,

blandede i Natten, Altings Grav.

Fantasien sagte Haabets Riger,

Dødens Afgrund lukker op, og brat
ufødt Fremtid ned fra Himlen stiger,

jordet Fortid op af Glemsels Nat.

Og som nu Landskabet særligt henriver ham, hvor det
fantastisk opfattet forekommer ham at omspænde Altet, saaledes
fryder det enkelte Særsyn i Naturen ham i samme Grad som
det sammenfatter adskilte Modsætninger og giver et Billede af
Helheden.

Saadan henrives han i Erindringer til Udbrud af Ærefrygt
ved Synet af en Frugt, der paa én Gang ligner en Pommerans
og en Fersken og der synes ham en Sammensmeltning af Kunst
og Natur; saaledes henrives han til Udbrud af den højeste Fryd
ved en usædvanlig mild Efteraarsmaaned, der forekommer ham
at forene Foraarets Ynde med sin egen Skønhed. Man har i
Digtet Til Septembermaaned (180^) det som Spørgsmaal formede,
men saa ægte Stafl'eldtske Svar paa Spørgsmaalet, hvad dette
Under vel betvder:

V

Sig, hvad bebuder det Under? et andet Rige paa Jorden?

Markens frivillige Frugt? Barnets ustraffede Lyst?
Møjens Ixionshjul, med Menneskeheden omhvirvlet,

staar det stille engang? Sluttes der endelig Fred
mellem de tvende Magter, som styre Verden . . .

Og saaledes begejstres Staffeldt ved Synet af et Æbletræ, der
paa én Gang bærer Frugter og Blomster (Ved et Æbletræ)^ til
denne sværmeriske Flugt:

Skønne Hesperiens Billed, Forening af Ophav og Ende,

ikke Hesperiens blot, Evigheds Billed, o Par!
, •...»•

Schack Staffeldt 349

Thi forunde du mig, med varsomt Tryk dig at plukke,

at et Hesperien jeg slutte i heldige Haand,
at mit Øje i dig det evige Ene beskue,

thi det Herligste kun sænker i Billed sig ned.

Og han anraaber i Glæden over dette Særsyn Naturen:

Faldt af din Kæde den Ring, til hvilken du Vinteren fæsted,

over hvis Skulder af Is Høsten sin frugtfulde Kurv
rækker den smilende Vaar? og skal da Sangenes Rige,

Længselens yppige Drøm stanse i synlig Gestalt?
Dig er intet umuligt, du Aand, som i Verdeners Følge

kun i skiftet Gestalt, evig og én kun, bestaar:
Verdenshistorien er dit gigantiske, mægtige Levned,

skrevet med Folkeslag her, hisset fremstilt i Basalt.

Denne for Staffeldt saa særegne, filosofisk-poetiske Lyksalighed
ved at møde Altets polære Modsætninger som Vaar og Høst eller
Naturens forskellige Udviklingsstadier som Blomst og Frugt forenede
forklarer ogsaa et Træk, der ellers maatte synes forunderligt og
stødende især hos den strænge Moralist og lidenskabelige Hader
af Katolicismen, som vi i Digterens Rejseoptegnelser har mødt.
Jeg mener hans Maal og Maade overskridende Begejstring for
Kastratsangen i de katolske Kirker. Han stillede Kastraten Cres-
centinis Sang i lige kunstnerisk Højde med Raffaels sixtinske
Madonna. Han udbryder om den: «Det er ikke sandt, saadanne
Toner kommer ikke fra Lungerne, de dannes i Hjærtet, i Følelsens
inderste Helligdom. Saaledes maa Englene synge, eller de maa
lære det af Crescentini (Samlinger til S. Staffeldts Levnedj 1. 448).
Man begriber den Staffeldt selv øjensynligt ubevidste Aarsag,
naar man i hans Sonet til en anden Kastrat, Marchesi (Efter en
blid Aria) læser:

Mandens Højhed i din Himmelsang
idealsk med Møens Ynde stemmer;
saa tvetydigt Køn om Libers Lemmer

sig i 3'ndig-biandet Omrids svang.

Det var Foreningen af Mandligt og Kvindeligt i én Menneske-
stemme, de tvende ellers stedse adskilte Køns Sammensmeltning
i melodisk Enhed, som fortryllede ham, og berøvede ham ikke
blot Sindsligevægt, men kunstnerisk Dømmekraft. Han sammen-
ligner her selv Indtrykket med det af mandlige og kvindelige

350 Schack Staffeldt

Formers harmoniske Forbindelse i Bakkus-Skikkelsen. Og
Virkeligheden finder vi ham henreven af den plastiske Sammen-
smeltning af Kønsmodsætningerne ganske som af den musikalske.
Hermafroditismen var et af de Sindbilleder, hvorunder han følte
hint Al-Ene, hin natura naturanSj Længselens Genstand, i hvilken
Længselen sluktes, træde sig imøde. Derfor hedder det i Digtet
/ Ca novas Værksted:

det salige Tvekøn
Hermafroditen,
den store Enheds
længselsløse Billed,

Og derfor benævnes i Digterbekendelse Naturaltet som saadant
uden videre «den store Alhermafrodit* :

I Enkeltheders bølgefulde Rige

er Kraft og Ynde i en evig Splid;
Atleter lig de for hinanden vige,

og stedse veksler den uvisse Strid;
til fælles Sejr de kun sig sammensmige

i hin den store Al hermafrodit,
ham, som det hele med Gestalt omskriver,
mens Tidens Strømme ham som Blod opliver.

Men at Digteren nu saaledes bestandig maa smægte mod hin store
Alhermafrodit, Naturguddommen , det formaar Staffeldt da ogsaa
tilsidst — og dette kranser hans besynderlige digterisk-viden-
skabelige Tankebygning — meget godt at forklare. Digterens
Længsel mod Guden er kun Gudens Attraa efler at blive sig
bevidst i Digterens Aand.

Staffeldt udtrykker det i Fantasos' Rige saaledes:

Med Jovis store Blik den drukne Aand
Æoner, i et Nu forente, nyder,
mens alle Zoner, alle Tider gyder

af omvendt Urne deres rige Laan.

1 Genien hedder det kort og fyndigt:

Poesi er indskrænket Evighed, Alt i det Ene,
Guddommen er Poesi, Tiden Indfatningen er.

Digtet / Canovas Værksted naaer sin Højde i Udbruddet:

Schack Staffeldt 351

Hellige Kunst!
den Eviges Selverkendelse
i det Endelige!
Straale af den uendelige
Selvkærlighed,
som holder det Hele sammen!

Og i Digterbekendelse er Tanken, hegelskdybsindig før Hegel,
udtrykt ligesaa nøgent:

Kan Millioner laurbærfulde Hænder

belønne Kunsten, ved hvis høje Id
den store Alaand sig i os erkender

og vi i ham, i Evigheden Tid? x

Alaandens Blik igennem Kunsten tindre,
hans dagende Bevidsthed i vort Indre.

Hvad er dette andet end den Hegelske Sætning, at Menneskets
Bevidsthed om Gud er Guds Selvbevidsthed! Det førhegelske,
romantiske, Schelling-Staffeldtske deri, er kun, at Fantasien, ikke
Tanken, er denne Gudsbevidstheds Middel og Organ.

Allerede hos Fichte var i den tyske Filosofi Forgudelsen af
Fantasien begyndt. Først ved Indbildningskraften, paastod Fichte,
blev den Verden, vi sanser, for os til en virkelig Verden; fra
den skabende Indbildningskraft udgik efter hans Lære Men-
neskeaandens hele Virksomhed, dens Erkendelse og dens Villen;
thi Indbildningskraften er, som Jegets sig selv frembringende
Stræben i det Uendelige, den Drift, der af Fichte betegnes som
det stræbende Jegs indre Kraft. Allerede hos Fichte oversaas
det, at Fantasien ingenlunde er, hvad den hos Staffeldt bestandig
kaldes, en «Gestaltnings-Evne», men kun en Evne til Omdannelse,
Omgestaltning. Dens Virksomhed har jo kun Forestillingernes
Form, ikke deres Indhold til Genstand.

Hos Schelling blev Overvurderingen af Fantasien først ret
sat i System. Schellings Naturfilosofi var i Virkeligheden ikke
Naturerkendelse og Naturvidenskab, men en Naturens Poesi, en
af Indbildningskraften formet og bagefter i Begreber omsat Natur-
lære. Novalis røbede Hemmeligheden i den forbløffende roman-
tiske Sætning, at Fysiken var Læren om Fantasien.

For Staffeldt bliver den digteriske Fantasis Betydning den,
paa aandig Maade at iværksætte Sammensmeltningen af Altets
Yderled Materie og Aand; thi Fantasien er det, som i Billed-

352 Schack Staffeldt

huggerkunsten forvandler den døde Sten til et levende Ideal-
billede, gennem Elskov forener Menneske med Menneske og
gennem Andagt Mennesket med Altet. Ved Indbildningskraften
er det da, at, som det hedder i Digtet: Til Fantasien:

Elskovs Trang af Formernes Forstening
stræber over Enkelthedens Bred,
Andagt, Andagt kun er Alforening,
Alliv, evig Alselvkærlighed!

Og som det er denne Besjæling og Optøen af al stivnet
Egoisme og Enkeltvæsen, der giver Fantasien den højeste Rang,
saaledes har alt det mægtigste i Naturen: Vaaren blandt Aars-
tiderne. Vandet blandt Elementerne, Forvandlingens Lov blandt
Naturlovene ingen anden Betydning; thi Foraaret optør alt det
Frosne, Vandet lader sig ikke binde i nogen enkelt Form og de
store lovbundne Formforvandlinger i Naturen henpeger tydeligt
paa alt Stofs Ensartethed og alle Formers Enhed.

I Staffeldts Foraarshymne hedder det:

Hvert et Væsen bryndigt sig beruse

af den Hinimelild, du brænder i,
og i vilde Vellysthvirvler bruse

i et Hav af Hymneharmoni!
Al Naturen ved din Fakkel stræbe

ud af Formens frosne Favn at tø!

Den berømte Hymne til Vandet, som det er Heibergs For-
tjeneste at have forklaret, indeholder samme Tanke om det
Element, der forbinder alle Draaber til ét Hav og, naar det en
kort Stund har været stivnet til Is, med Solen til Forbunds-
fælle bekæmper Forsteningen, altsaa bestandig tilstræber «A1-
forening» :

Sangværdige Vand! utømt du udgaar

fra Havet i talløse Aarer,
paa Naturens Kind du som Hoser udslaar,

af Menneskets Oje som Taarer,
dog aldrig opholder dig noget Gestalt,
du stræber igjen til det formløse Alt.

Selv hisset, hvor Formen ved istakt Pol

i Favn dig, Forhærdede, tager,
du vaagner af Døden for nærmere Sol,

Schack StafTeldt 353

det Hele sit Tabte tildrager,
ttii strider du mod Forsteningen,
fælder Taarer — og dør igen.

I Digtet Forvandlingerne endelig optager Staffeldt et af
Folkevisens hyppigste Motiver, den magiske Forvandling, der ved
et Vidunder ombytter én Skikkelse med en anden. Snart er jo
der en skøn Kvinde forvandlet til et Træ, snart til en Orm, snart
til en Fugl, snart til en Hind, snart først til Hind, saa til Falk,
eller først til Laks, saa til Sværd, saa til Hind*). Allerede den
Orden, hvori Naturrigerne her forekommer, viser Afstanden fra
Staffeldt. Hos ham med hans filosofiske Naturbetragtning fore-
gaar Forvandlingen som en Stigen gennem Naturrigerne, som et
stort Sindbillede paa Naturens Stræben mod den fuldkomne
Form. I hans Digt bliver den haarde Karfunkel til Rose, Rosen
til Fugl og Fuglen til en dejlig Jomfru. Forvandlingen begynder
med hin Blødgøring af den forhærdede Forstening, der er
Staffeldts Yndlingstanke, og ender med at Dyrehammen falder
for den skønne Menneskeskikkelses Fødder. Dette er ikke Folke-
visens fantastiske Naturbetragtning; man øjner Darwin noget borte.
Og Digtet udtaler sin Grundtanke i denne varme Panteisme:

Thi Alt er i Et, og Et er i Alt,

forskellig kun Enheden banker
som Pulsslag dybt i hver Livsgestalt,

den samme i talløse Skranker:
Forsteningen selv kun dølger den,
thi Kærligheds Aande optør den igen.

Der er i Schack Staffeldt Naturopfattelse et spirende viden-
skabeligt Element. Overfor ethvert Natursyn, hvorved han dvæler,
mindes han dets naturlige Tilbliven gennem den hele Række af
Form forandringer. Selv Blomsterverdenens Skønhed, den mest
udvortes, Sanserne mest gennemtrængende i Naturen, minder
ham om den Naturlov, der ligger bagved. I et Digt Til Naturen
lader han Blomsterne sige til Solen:

Sol du straaled os ud, drag os igen til dig,
du vort Udlob og V^æld! Straaler af dig, vi steg
ned til Jorden og hylled
os til farvede Blomster ind.

*) Se Svend Grundtvig: Danmarks gamle Folkeviser II. Nr. 66, 59,
56, 58.

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 23

354 Schack Staffeldt

Hvad er dette andet end Naturloven om Varmens Ovei^ang
til Kraft og Kraftens til Varme udtalt i det Qerde asklepiadeiske
Metrum istedenfor i en matematisk Formel!

Men denne Ejendommelighed ved Staffeldts Blik for den
ydre Natur gør ogsaa, at de Skuespil, der fortrinsvis tiltrækker
ham, er alt andet end Danmarks Agre og Høje, Skove og Sunde.

Hvad der fængsler ham i Naturen, det er de Særsyn, han
paa Rejser træffer, de særegne og forunderlige Naturdannelser,
der for hans ydre Øje ligesom virkeliggør den Al-Enhed i Al-
forvandlingen, den Optøen af det Forstenede, paa hvilken hans
indre Øje bestandig er fæstet. Jeg husker endnu den Forundring,
hvormed jeg i min tidlige Ungdom under Sysselsættelse med
Schack Staffeldt studsede ved, efter at have læst Sonetten / en
D ry ppesteng rotte at komme til den næste / en D ry ppesteng rotte
og straks derefter til en tredje / en Dryppestenhule. Tager dette
ingen Ende? tænkte jeg. Men nej! den næste hed / en Dryppe-
stengrotte med et Naturtempel og saa fulgte Vanvids Rige. I en
D ry ppesteng rotte. Nu undrer dette mig ikke mere. Dryppesten-
grotten er Staffeldt det haandgribelige Sindbilled paa det Al-Ene;
her, hvor Stenen synes paa Nippet til at forvandle sig til Dug
og Dunst, og hvor Draaben synes at være stivnet til Arkitektur,
har den grublende Digter følt sig mere hjemme og mere opløftet
end i Bøgeskoven eller ved Sundets Strande. I en af disse
Sonetter udbryder han greben:

Stedse det i Undergang sig skiller
og i Ophav samler sig igen.

I en anden studser han ved den Blanding af Tilfældighed og
Fornuft, der her har æltet Stenens Dejg, i en tredje udtaler han
Anelsen om, at Aander ved at lytte til disse Stendugdraabers
harmoniske Fald kan indvies til at fatte Verdens Ideal. I
Virkeligheden var Naturidealet, som han opfattede det, for ham
virkeliggjort paa dette Sted.

Det vilde imidlertid give en altfor snæver og upoetisk Fore-
stilling om Staffeldts levende Natursans, hvis man skildrede ham
som fortrinsvis optaget af Særsyn i lukkede Grotter. Denne
Sans har givet sig saa friske og levende Udtryk som nogensteds
i saadanne Frembringelser, hvor den faar Lov til at udfolde sig
frit og kun udmunder i Digterens Naturfilosofi eller Naturreligion

Schack Staffeldt 355

uden at Billedets < medfødte Ungdomsrødme dør i det syge, gustne
Overlæg*, og uden at en enkelt Naturforeteelse fremhæves som
Naturreligionens Sindbilled. Man læse Digtet Vaaren, efter min
Opfattelse ikke blot i denne Henseende Staffeldts mest betegnende,
men tillige hans mest fuldttonende, sprogligt og rj'tmisk fuld-
komneste Digt.

End Vinteren sit Hoved løfter
i Snefog over Fjeldets Top,
fra Nordens uoptø'de Kløfter

han kalder Stormes vilde Trop;
de hylende Titaner
ad Lysets stejle Baner
DunstQelde vælter op.

Men lig en Flok af Amoriner

hidvifte Vindene fra Syd
om Polens Drot, med milde Miner
forstyrrende hans Kjæmpepryd:
i Dunst hans Snehjelm svinder,
til Vandfald smeltet, rinder
Kiystallet af hans Spyd.

Og se! ved Vaarens første Straaler

en Slægt af Blomster rundt slaar ud,
de virakfyldte Offerskaaler
opløfte de mod Lysets Gud
og smilende bebuder.

lig Cyperns Elskovsguder:
Natur er atter Brud.

Det pragtfulde Maleri af Vinteren i dens Kamp mod Vaaren
af Slaget mellem Titaner og Amoriner afsluttes med Linjen:
« Natur er atter Brud», som udtrykker Digtets Idé. Nu skildres
i en Strofe for sig, hvorledes ved Foraarets Komme Digterøjet
bliver klartskuende, ser det Enkelte forsvinde i Helheden, Skikkel-
serne knytte sig til hinanden og samle sig til Enhed. Saa følger
i tre uforlignelige Strofer Skildringen af Elskovsforholdet mellem
Sol og Jord. Først den kyske, vemodige Længsels Tid:

I Skovens Melodier taler

Natur med elskede Gemal,
i Blomsterskrift den Ømme maler
et Elskovsbrev paa Høj og Dal
i dulgte Sølveraarer
henrinde hendes Taarer

med Længsels Fryd og Kval.

23*

356 Schack Staffeldt

Saa stiger Længselen til ildfuld Attraa; Bejleren er forsvunden,
Elskeren er traadt i hans Sted, og Elskerinden higer og gløder:

Da, fyrig som et Elskerøje,

i mørke Blaa en himmelsk Ild,
Solguden skuer fra det Høje,

og Dagen er hans Elskovssmil.
Naturen opad stræber,
med tusind Blomsterlæber
hun Lyset drager til.

Elskeren er bleven Brudgom, han og Bruden har deres Stævne:

Og snart i fj'rig Aftenrøde,

opholdt paa Brudens ømme Bryst,
hans Brudgomskys saa hede gløde
med Hyrdetimens drukne Lyst.
Dog naar ham Skæbnen kalder,
hans Afskedstaare falder,
i Perledug opløst.

Saa følger den store mystiske Brudefest, Altets Sammensmeltning
i Elskov:

Den store Hyrdetime atter

til Brudefesten Tegnet gav:
Guds Søn med Guds opelskte Datter
forener sig i Jord og Hav;
berust af Elskovs Bæger
i hendes Indre præger
han Himlens Billed af.

Den sidste Strofe er saa helliget den mægtige Befrugtning,
der fremskynder Naturlivets Selvforvandling, Overgangen til højere
Former, det Livløses Besjæling, det Stummes Udbryden i Toner,
og Livets Opløsning i Evighed under Klang af Himmellegemernes
Harmonier:

Hvert Støvgran til en Blomst vil blive,

hvert Luftpust til en Harpeklang,
og Livet helt sig overgive
til Evighed i Svanesang:

Som Lyd af rørte Strenge
Aiguden vil fremtrænge
af alle Skrankers Tvang.

Schack Stafifeldt 357

III

Schack Staffeldts Levned var ulykkeligt og tomt, hans Poetik
var falsk, hans Filosofi er forældet; tilbage staar kun et Udvalg
af hans lyriske Digte, og det Antal, der af dem vil komme til
Efterverdenen, bliver ikke meget stort. Dog dette er ikke det
Væsenlige, men det, at han overhovedet har frembragt nogle faa
Poesier af uforgængelig Skønhed. Et menneskeligt Væsen, selv
et ualmindelig udrustet, er noget saa forgængeligt, at det altid
er en Art Under, hvis overhovedet nogetsorahelst Uforgængeligt
har sit Udspring derfra.

Til den forgængelige Del af Staffeldts Frembringelser regner
jeg først og fremmest dem iblandt hans Digte, i hvilke Sprog-
formen har mange fremmede Elementer eller paa Grund af
Digterens Kamp med Stoffet er bleven uigennemsigtig. Hans
mærkværdige Forhold til det danske Sprog som et tilegnet, med
hvilket han bestandig var fristet til at anstille Forsøg — ved
Adskillelse af sammenhørende Ord (som Rist og Ro), ved Ind-
førelse af ubrugelige svenske Udtryk (som Kjendsler for Følelser),
overhovedet ved stilistiske og grammatiske Vilkaarligheder —
udgør et Modstykke til Baggesens geniale men hensynsløse og
tidt udanske Sprogslaveri. Staffeldt havde saa at sige Sproget
udenfor sig som sit Raastof, sørgede som en Filolog over
tabte virksomme Ordformer, ærgrede sig som en i fremmede
Sprog bevandret Udlænding over slæbende og klangløse Endelser.
Det er højst betegnende, at han som ung Mand paa Abraham-
sens Opfordring <sang vor Sprogs tabte Dativ> i et Digt Dativen^
og senere brændemærkede en af det danske Sprogs besværligste
Endestavelser i et lille spøgefuldt Poem Til Else.

Hvor lidet Staffeldt i Grunden var hjemme i det danske
Sprog, det beviser vel bedst den Omstændighed, at han trods sin
Afsky for *Elsé» ikke desmindre har anvendt denne Endelse
i Ord som « Forskrivelse* for « Forskrivning*, c Skabelse* for
♦ Skabning* o. s. v.

Næsten lige saa meget som hans fremmede Fødsel har
hans Hang til almene og mytologiske Udtryk, hans Lyst til at
lægge en tidt kun lidet grundfæstet Lærdom for Dagen, bidraget
til at svække Virkningen af mange blandt hans Digte. Han
kunde lidet Latin og slet intet Græsk, ikke desmindre vrimler

358 Schack Staffeldt

især hans Ungdomsdigte af klassiske Talemaader, hvis blotte
Betoning stundom forraader den Skrivendes Uvidenhed. Staffeldt
lægger f. Eks. Eftertryk paa anden Stavelse i Evoe, Orgie*).

Noget langt Liv kan jeg for min Del ikke spaa den Gruppe
blandt Staffeldts Digte, som man med en Fællesbenævnelse kunde
kalde hans Ballader, ikke blot fordi de hyppigt har bestemte
Forbilleder snart hos Oehlenschlåger, snart hos Goethe, men
fordi den hele Kunstform var Staffeldt fremmed og af ham kun
tilegnedes for at tilfredsstille Tidens Modesmag. Hvor han vil
være nordisk, som i det af Oehlenschlåger paavirkede Digt
Barden, minder han om Kratzenstein-Stub. Næsten latterlig
bliver den forstandsdyrkende Staffeldt, naar han i Ballader som
Den ottende Søn eller St. Jørgen fra Søen giver sig ind paa
Romantikens poetiske Troldetro og Helgenkultus, eller i Digte
som Tiderne giver sig til i Schlegelsk Stil at forherlige Romanzia,
Middelalder, Korstog og deslige, saa han endog i en Fortale (til
Nye Digte) maa forsvare sig — Josef den andens lidenskabelige
Beundrer — mod »Tendens til Katolicisme*. Nu og da lykkes
vel et Digt i Romance- eller Balladeform for ham, som f. Eks.
det af Goethes «Der Sanger* stærkt paavirkede Trubaduren,
men hvad originalt og blivende han har frembragt er af rent
lyrisk Natur.

Jeg vil til Slutning kortelig antyde, hvilket Indbegreb af
Stemninger, Følelser og Overvejelser der udgør hans Omfang, og
hvilke Evner til Skildring og Selvskildring der paa det rent
lyriske Omraade staar til hans Raadighed.

*) I højeste Grad pudserligt og yderst betegnende for den poetiske
Værdi af forældede Overnaturligheder er det, at baade Staffeldt, Oehlen-
schlåger og Ingemann (som F. L. Liebenherg gør mig opmærksom paa) er
løbet vild i <Dryader» og «Druider>. Fra Staffeldts Haand læstes i Poulsens
Nytaarsgave for 1803 i fjerde Strofe af Digtet Til Hjertet: <Eg]andens
Skygger, hvor Gysen betrygger Druidernes Bo>, hvad Digteren senere
rettede ved Gennemsynet af sine omspredte Digte. I alle Oehlenschlfigers
egne fem danske Udgaver af Axel og Valborg (og i hans første tyske) læses:

Druide! syng med sagte Rost i Stammen
Om det ulykkelige Par i Nord
For Sydens Hyrdepiger, mens du ryster
I Aftenvinden dine grønne Lokker.

I Ingemanns Digte II 18l2 læses en Dialog mellem ^Elskeren og
Druiden >, og deri den Linie: « Hulde Druide !>. Anden Udgave (1817) har
c Elskeren og Dryaden* og «Dryas, du Blide !».

Schack Staffeldt 359

Hans Grundstemning er et forklaret Vemod. Jeg finder dens
mest slaaende Udtryk i Strofer som denne i Digtet Til Fantasien.

Endymions Gudinde lig
du daler til den Dødelige,

imedens ved din fromme Svig
et lyst, æterisk Drømmerige

rundt om hans Tinding drejer sig,

som denne i Kunstnerlængsel:

O Vemod, som jeg smelter i!
o mystisk-dybe Sværmeri!

o Graad, som stille flyder!
Ustanselige, sig, er du
ej Duggen, Tidens Aften nu

paa Skyggerne udgyder?

Og endelig som denne, skarpt betegnende, af Til Lidelsens Charis:

O søde, vellystfulde Smerte,

o bange, smertefulde Lyst,
du blide Vemod, som mig lærte

at fly for Lindring og for Trøst!
ublandet Glæde intet ejer,
som din Tvetydighed opvejer.

Hans Evne til at udtrykke Følelser er ikke meget omfangs-
rig. Blandt de følelsesfulde Digte rager kun de erotiske frem og
blandt disse de erotisk-længselsfulde. Det er ejendommeligt for
Staffeldt, at han med Forkærlighed og ypperst skildrer den
Ventendes Følelsesliv umiddelbart før et Stævnemøde med den
Elskte. To smukke Digte har Titlen Paa et aftalt Samlingssted,
Det sidste iblandt dem indeholder saa skønne og for Digteren
saa betegnende Strofer som disse:

Staar Dagens Vogn paa Himmelbuen stille?

og standsed rundtomkring Bevægelsen?
Saa sent, som om det var det sidste, trille

Minutterne af Tidens Urne hen.
Styrt, gyldne Dag, styrt dig i Havets Bølge!
Kom, hemmelige Nat, med Stjerners Følge

360 Schack Staffeldt

Hvor stille rundt! Med ubetvungen Grøde

her Ensomhed sin Neldekrone snor,
kun min Forventning dette bange Øde,

ulæsket, Ørknens matte Gæst, bebor;
saa Vandreren til haarde Himmel skuer,
mens han vansmægter i Saharas Luer.

Men langt flere Digte end de nævnte og netop Staffeldts
ypperste kunde føre denne samme Titel. I dem alle er Skildringen
af Naturomgivelserne harmonisk sammensmeltet med Forventningen
om den Elskedes Komme. Saaledes i de skønne Sonetter, der
er indfattede i den uheldige Heksameterramme, som hedder Lina,
Man læse f. Eks. den, som begynder:

O skjønne Aften, purpurrød og stille!

i Elskovsroser Himlen rundt udspringer,
og trefold sødt min Æolsharpe klinger,
thi skjulte Amoriner paa den spille.

Og som udtrykker Angsten for at hun skal udeblive fra Stævnet,
eller Sonetten Lina kommer, som maler Forventningens Glæde.
I højeste Grad ejendommeligt er endelig blandt de erotiske
Digte det metrisk saa skønne Til den natlige Sangerinde, O: til
en Kvinde, Digteren aldrig har set og hvis Stemme han kun
kender, men som lokker ham med det Hemmelighedsfuldes og
Melodiskes Magi:

Paa Melodiens Bolger

din Sjæl let svæver hen,
min sympatetisk følger

i hver en Tone den;
usynlige, vi finde

os ved Akkorders Væld,
Sjælene sammenrinde

til én forædlet Sjæl.

Næst de erotiske Digte udmærker de sig fortrinligt, der
indeholder Naturbeskrivelser. Skønt Staffeldt med sit overvejende
Grubleri ikke nogensinde stræbte at udvikle den malende Evne
hos sig, lykkes undertiden Beskrivelser ham som faa af vore
andre Digtere. Man læse Skildringen af en italiensk Maaneskins-
nat i Digtet Under Lillas Vinduer, med de betegnende Linjer:

Schack SUffeldt 361

O Nattens kyske Lys,

dit Englesmil
spire Fantasiens Blomster
til et Eden!

Maanelandskaber, Aftenbilleder, Solnedgange ligger bedst for
Staffeldts Stemning og Talent. Han elsker og maler det døende
Lys. Man se det fuldendte Digt Aftenrøden^ der begynder:

Rose i en Vase af Lazur,
som af Solens Bølgegrav fremstiger,

hvergang fra den sørgende Natur
hendes Ven til andre Verdner viger!

Ikkun Maanen, rødmende for dig.
dristig i din Purpurkalk nedskuer;

Himlens Stjerner langtfra holde sig.
Elskere med tause, dulgte Luer.

Og man sammenligne denne Strofe af et Brudstykke:

I Rosenblade falder Solen af,
en Purpurkilde Jorden overstrømmer,
i Espens Løv Bevægelsen kun drømmer,

og hellig Taushed holder Jord og Hav.

eller Naturstemningen i Digtet Aftenhøjtid:

Solen daler. Natten aander Tåage

ud fra Østen over Vang og Vig;
Alting hviler, selv fredløse Maage

dybt i Strandens Rifter skjuler sig.

Næppe Luftens matte Pulsslag bæver

i den lette Krone, stille Bøg!
Rank, som Pillen, Engens Damp sig hæver,

og den er Naturens Offerrøg.

Et fuldendt og for Staffeldt ganske særegent Natur- og
Stemningsbillede giver endelig det korte Digt / Høsten.

Ren og ublandet Beskrivelse forekommer ikke hos Staffeldt.
Grubleriet indfinder sig (som i det sidstnævnte Digt) i Regelen
lige straks efter Beskrivelsen, sædvanligvis rigtignok for paany
som f. Eks. i den tredje Strofe af / Høsten at glide over i Lyrik.
Et Digt af denne Art gør derfor Overgangen til Staffeldts

362 Schack SUffeldt

rene Tankedigte som de store filosofiske 27/ Naturkraften, Til
Naturen o. s. v.

Hvad der gør disse Vers til Poesi er den Anskuelighed, hans
Fantasi har formaaet at give det i og for sig Legemløse. Med
fuldendt Plastik fremtræder hos ham f. Eks. saadanne Person-
dannelser som Erindring og Glemsel. Om den første hedder det:

Ved Søen i Maaneskin Erindring sad
og tabte i Bølgen det visne Blad,

den anden er malt i disse mesterlige Linjer:

Stumme Glemsel, med en Krans af Nelder
og et Spindelvæv til Pryd og Slørl

I dette Punkt hæver Staffeldt sig langt over Tyskerne (især
Schiller), hvem han ellers staar saa nær og af hvem han har
lært saa meget, og nærmer sig til sine Samtidige blandt Eng-
lænderne, hvem han ikke har kunnet kende. Om Reats erindrer
f. Eks. Begyndelsen af Digtet Opfordring med dens mesterlige
Allegori :

Om Tindingen en Krans af visnet Straa,

som Mejeren i Furen levnede,

forfalsket Maal og Vægt i slappe Haand,

med knækket Vinge, Middelmaadighed

til Jorden svæver ned i doven Flugt.

Samme Stemning er med lignende Kraft udtrykt i et Brud-
stykke, der synes myntet paa de Danske, og som begynder:

Med Blidhed praler du, nedsunkne Folk?

med Middelvejens Støvkrans, der

tung, lig en Jernring, ligger om

din dorske Tinding? Vaagn af dine Drømme

og blues heller ved din Kraftløshed I

Hver Middelvej det sande Intet er,

og Kræfters Ligevægt er Døden selv.

Om Shelley minder i sin hele Stil og Rytmik mærkværdigt
et andet overvejende Digt Til Lykken. Man høre f. Eks. denne
Strofe :

Schack Staffeldt 363

Nej! du tidt din Krone fletter

af den karske Mejers Neg,
tidt med foldet Vinge sætter

dig ved Børneflokkens Leg,
thi hvor mindst du ventes, der.
Lunefulde! helst du er.

Af de store Digte til Verdensaltet er Til Naturkraften trods
^ skønne Enkeltheder altfor langt og uoverskueligt, derimod er det
senere og mindre Tit Naturen et mesterligt Digt. Æmnet er
ganske vist filosofisk og ulegemligt, men under Behandlingen træder
Naturen frem for Læseren i synlig Kvindeskikkelse med Stjerne-
krans om Haaret og med «Guldaarens Ring om sin Ankel sno't>.

Et blivende Værd vil endelig de Digte eller Digtsteder be-
vare, hvor Schack Staffeldt ligefrem har skildret sig selv. Jeg
tænker ikke hermed paa de Steder, i hvilket han har lagt Efter-
trykket paa sit Geni, sin Begavelse og Værdighed som Digter.
Jeg tilstaar, at netop disse synes mig ulidelige. Den aldeles
taabelige Forgudelse af Digterkaldet og af sig selv som dets
Bærer, der i dem træder frem, er maaske det mest Forældede
i Schack Staffeldts Livsværk og i Regelen tilstrækkelig til at
jage en moderne Læser i et Musehul. Forfærdende er det
allerede at læse en Række Titler som denne: Digterbekendetse,
Digterprøvey Digterværdig hed. Digterne^ Digterfantasiy Digterl&fte,
Til en ung Digterj Den unge Digters Klage o. s. v. Vi befinder
os, hvor i disse Frembringelser den almindelige Selvfølelse
kommer til Orde, bestandig paa Højhedsvanviddets Rand, ja i et
efterladt Brudstykke, af hvilket jeg vil anføre nogle Strofer, hvor
Digter-Selvtilbedelsen begrundes paa den almenmenneskelige Evne
til at se sig selv i Spejl i Naturen, naaer Selvfølelsen en saadan
næsten vanvittig Højde, som i Konrads berømte Monolog i
Mickiewicz's Dziady: Det lyder:

Saa ærer Digtren! en himmelsk Magt

ham gav de hellige Strenge:
Han vil — brat visner Naturens Pragt

paa døende Høje og Enge.
Igen han vil — og den evige Vaar
med Uskyld og Fryd over Jorden gaar.

Og træder han frem mod den bange Natur,

da falder fra Himmelen Solen,
en Giftkalk bliver den høje Azur,

364 Schack Stafifeldt

og Døden nedstiger fra Polen;
thi Alt paa Jordklodens vide Rund
er et Genskin af hans Inderste kun.

Jeg sigter derimod til de Steder i de Staffeldtske Digte, hvor
hans sande, hans menneskelige og skrøbelige Væsen lægger sig
aabent for Dagen med dets Skuffelser, dets Higen og Stræben.
Saaledes. Stedet i Digterløfte, hvor han øjensynligt værger sig
mod Beskyldningen for at efterligne Oehlenschlåger og tillægger
sig selv en mindre glimrende, men lige saa ejendommelig Evne:

Men i min Kraft vil jeg staa, som Træet suser i Skoven,
og i mit sagtere Liv ligne selvstændige Blomst

Saaledes Slutningslinjerne i 27/ en ung Digter:

Mig frister ikke Malmets Stemme

højt fra Navnkundighedens D6m;

kendt eller ukendt. Verden mig forglemme,

min Poesi er evig som jeg selv;

i andre Verdner den oprinder,

et stille Stjerneglimt i Tidens rørte Elv;

det glimter end, naar Elv og Bølge svinder.

Og dog indeholder begge disse Digte et Overmaal og mere end
berettiget Overmaal af Selvfølelse.

Personligere og beskednere er de afgørende Strofer i Den
unge Digters Klage:

At jeg ikke fuldendt kan udtrykke,

hvad en himmelsk Røst i Barmen sang

at selv ej mit elskte Mesterstykke
sig til Idealets Højde svang,

at min Skabelse fra mig vanslægter,

denne Kval jeg ej at tolke mægter.

Stort, af tvende Verdner, var mit Rige,

grænseløst mit Levneds Udkast var;
snart jeg saas i Kunstens Flugt at stige,

snart jeg, styret, Borgerlænker bar;
gennem Fantasi og Trællevane,
gennem Jord og Himmel gik min Bane.

Schack Staffeldt 365

Men for vidt og bristende udspændte

sig mit Livs for kunstigt spundne Traad,

lig en Alterild min Aand udbrændte,
og min Marv opløste sig i Graad:

Vid og glem det aldrig, Dødelige!

Ingen saa' ustraffet Skønheds Rige.

I disse Linjer er Digterens dobbelte Ulykke, hans Livs
Spaltning mellem borgerlig og digterisk Stræben og Utilstrækkelig-
heden af hans kunstneriske Midler udtalt. Den samme Følelse
er med lige saa stort og lige saa poetisk Vemod udtrykt i Digtet
Til Vaarerif allerskønnest dog maaske i den 1815—17 forfattede
Række af tyske Sonetter. Navnlig er de to 16. Januar 1817
daterede, der fører Titelen Selbstprufung ejendommelige og følte.
De har enkelte Strofer, som grænser lige op til Heines dengang
endnu ikke fødte Stil. Saaledes f. Eks. denne:

Verbluht ist's Blumlein und das Lied verklungen,
mein Lenz ist schon, mein Sommer bald dahin,
dort kommt der Herbst mit neblicht trubem Sinn.

Was ist es nun? was hab' ich denn errungen?

Skade at enkelte stive Danismer, som Linjen

Resinnung hat sich klar und scharf entfaltet

svækker Virkningen af Digterens tyske Sprogform, ligesom Germa-
nismer saa ofte plettede hans danske.

Saa indtraf hans Livs sidste Afsnit, det, i hvilket de Ord,
han engang i Italien under en øjeblikkelig Forstemning havde
skrevet, blev til varig Sandhed:

Hvad jeg i hver slappet Nerve finder,

det er mer end Død, er følet Død,

i Melankoliens kvalme Skød
dybt paa Kaos' Rand mig Skæbnen binder.

Der kom Øjeblikke, da han bønfaldt Naturen om at tage
hvert unyttigt Ønske, hver Erindring om svundne Dage fra ham:

Tag det Alt — knus denne Nervelyre,
hvis vilkaarlig egne Melodi
taber sig i ængstligt Sværmeri

366 Schack Staffeldt

indtil den Dag kom, da han som Den Døende i hans Digt udbrød

Hellige Alaand!
herude vil jeg
modtage det sidste
opgive det sidste
Aandedræts Viften.
End engang jeg drikker
dybt af dit blaa,
altid omvendte
bundløse Bæger,
af hvilket du gyder
Dagen og Duggen.

Schack Staffeldts Navn er nuomstunder, skønt kendt og an-
set, for den store Læseverden ikke mere end et Navn. Han
har ikke manglet enkelte begejstrede Talsmænd. I Aaret 1820
skete et plumpt Forsøg paa at forherlige ham i et Flyveskrift
Natur og Kunst (af H. Marius Svane og A. Algreen-Ussing) ved
den smagløse Tilegnelse: « Schack Staffeldt. Helliget vorde dit
Navn!» I Ære er hans Navn blevet holdt, men folkekære blev
hans Digte ikke derfor. Efter hans Død blev hans Navn af
Heiberg spillet ud mod Oehlenschlåger, hans Dybsind forherliget,
hans filosofiske Alvor og Dannelse prist, hans rent lyriske Be-
gavelse fastslaaet. Han fik lidenskabelige Beundrere som Kaalund,
han fik endog Efterabere som en vis Deichmann, hvis Digte kun
indeholder Efterklang af hans. Men lige upopulær var og blev
han. Det ligger i hans Evners Art. Han stod som halvt udansk
ligesom udenfor den inderlige Sammenhæng, der knytter den
danske Poesi til det danske Væsen og den danske Natur. Og
dog er han knyttet til begge.

Man tænke paa en af hine Maaneskinsnætter, af hvilke den
danske Sommer aarligl har fem eller seks, en Sommernat ved
Sundet, fortryllende ved det røde Skær over Havet i Nord, tys
af Maanestraaler, duflfyldt, varm endnu af Dagens Sol, med en
ren blond Luft, der kvæger Lungerne og beruser sødere, inder-
ligere end Vin, en af de Nætter, i hvilke Kvinden føler Savn
og Manden Attraa, og i hvilken Hjærtet langt mere end Sanserne
smægter.

Saa ofte jeg mindes Schack Staffeldt, falder en saadan Nat
mig ind. Dens Skønhed er Skønheden hos ham, thi for ham

Schack Staffeldt 367

var Skønheden ikke saa meget den indenfra udprægede Form
som det udenfra over Skikkelser og Former kastede Skær, hint
overjordiske Skær, der virker forklarende, svagtfarvende, for-
sølvende paa Naturen. Dens Stemning er hans Stemning, et
mystisk Sværmeri, der skuer det Jordiske og det Overjordiske i
en Skønhedens Brudenat sammensmeltede til Et, og dens Attraa
er hans Attraa — en Længsel, der higer og skælver i en
nordisk Maanestraale.

CARSTEN HAUCH.

(1873)

I

Den, som en Sommerdag i Aaret 1805 paa en bestemt Tid
var gaaet over Langebro, havde jævnlig kunnet være Vidne til
den Scene, at en halvvoksen Dreng, ledsaget af sine Kammerater,
roede ud til en gammel Kinafarer, der laa noget ude fra Land,
klædte sig af, klatrede op i Tovværket til en Højde af omtrent
34 Fod og fra denne Højde sprang ned i Vandet, hvor han da
viste sig som en fortræffelig og lidenskabelig Svømmer. Denne
Dreng var den unge norske Skolediscipel Carsten Hauch, og den
Forvovenhed og Ubesindighed, hvorom dette Træk vidner, var
betegnende for hans Natur.

To Aar efter traadte den samme Dreng en Dag ind i Kon-
sistoriums Forsamling og anmodede Professorerne om undtagel-
sesvis at tillade ham, skønt Skoledreng endnu, at træde ind i
Studenterkorpset for at deltage i Udfaldene fra Kjøbenhavns Volde
mod den engelske Hær. Det blev ham forment; han gik da ind
i Livjægerkorpset og viste trods sin Ubehjælpsomhed en saadan
Kækhed, at han paa given Opfordring var den Første, som sprang
frem af Geleddet for at melde sig til Spioneri saa nær den
engelske Lejr som muligt. Den Nat, da Frue Kirke brændte,
udførte han med to Andre dette Hverv, hvortil han, fremfusende
som han var, visselig var lidet skikket, og den Dødsforagt, som
denne Adfærd røber, og som ikke er mindre smuk, fordi den
gaar i Følge med en vis Uskonsomhed i Vurderingen af egne
Anlæg, udmærkede altid Hauchs Karakter. Man kan uden Over

Carsten Hauch 369

drivelse sige om Hauch, at han ikke kendte til Dødsfrygt hverken
som Yngling eller som Mand. Som ungt Menneske udfordrede
han uden Betænkning til alvorlig Duel en Officer, af hvem han
med sin strenge Æresfølelse mente sin Søster fornærmet, og det
skønt hans Følelser overfor denne Søster iøvrigt var alt andet
end varme — det er nok at sige, at hun var Modellen til Vero-
nika i Guldmageren og til Ulrika i Søstrene paa Kinnekullen — ,
og da han som Olding laa syg i Rom og da hans Hustru paa
hans Opfordring til ærligt og oprigtigt at sige ham, om hun
mente denne Sygdom vilde føre til Døden, maatte besvare dette
Spørgsmaal med Ja, fo'r der en Glædesstraale over hans Ansigt
og et Udbrud af Henrykkelse undslap ham. Han havde længe
været fortrolig med Dødstanken, og den indjog ham ikke den
Qernesle Frygt.

Hauch besad et overordenligt Mod, ikke som man i Almin-
delighed rosende siger det om en Mand, del koldeste Mod, nej
omvendt, det ildfulde Mod. Det dybestliggende Træk i hans
hele Sjæleliv var Begejstring. Denne Begejstring stemplede alle
hans Foretagender, fordi den først havde formet og stemplet
alle hans Egenskaber. Blandt disse gav den hans Mod dets
Præg. Del begejstrede Mod staar hyppigt i Ærens Tjeneste, og
Hauch var en af de ærekæreste Naturer. Men Æren er et dob-
beltsidigt Væsen. Den er dels Personlighedens eget Ideal og
egen Rettesnor, dels er den Noget, som Mennesket modtager
uden fra, fra de Andre Der var i Hauchs Væsen stærke Spor
af denne Dobbeltsidighed. Den hensynsløse Voven gik paa den
besynderligste Maade Haand i Haand med en uafladelig Hen-
syntagen til Andres Dom, det vil sige til Æren som vedtaget
Begreb.

Det mest gribende Eksempel paa denne sjælelige Blanding
fremtraadte i Hauchs Liv, da han var 33 Aar gammel, under
del lange skrækkelige Sygeleje i Italien, der blev saa skæbne-
svangert for ham. Da del under den pinlige Sygdom viste sig,
at en Fraløsning af Foden var uundgaaelig, besluttede Hauch,
der med sit unge Blod ikke kunde tænke sig Tilværelsen som
udholdelig efter en saadan Lemlæstelse, bestemt at skille sig af
med Livet. Men i sin Bekymring for at man skulde mene og
sige, det var Frygt for Operationens Lidelser, som havde ind-
givet ham dette Forsæl, besluttede han tillige at udstaa Smerten,
saa at vente en seks Uger, til Saaret var lægt, og saa først at

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 24

370 Carsten Hauch

skride til Handling. Denne sære og heltemodige Beslutning fast-
holdt han. Seks Uger efter hin kvalfulde Dag trykkede han en
Pistol af mod sit Hjerte, men Skuddet gik fejl, og Ruglen blev
skaaret ud af Ryggen. Han bevarede Arret deraf til sin Død.
Med sit religiøse Sindelag troede han i Begivenhedens Udfald
at se en Indgriben af højere Magter og forsøgte ingen Gen-
tagelse.

Det kan siges uden nogen Overdrivelse, at den Sygdom,
som endte med den unge kraftige Mands Forvandling til Krøb-
ling, er den afgørende Hændelse i Digterens Liv. Alierede naar
man læser de Akter af Bajazet, der er forfattede før Foden blev
sat af, finder man tydelige Spor af den stakkels Syges Forfær-
delse for hvad der forestod:

N am ah ran.

Min Herre. Du er altfor heftig nu
Bevæget. Det var venteligt; thi vildt
Naturen krymper sig, hver Muskel skælver,
Saasnart Kirurgen med sin skarpe Jerntang
Er nødt at gribe Nerven i det ny
Og friske Saar.

og paa en endnu mere hjertegribende Maade har Erindringen
om det Udstaaede spillet ind med i den saarede Kasimirs Ord
og Skæbne i Romanen En polsk Familie:

Jeg vidste ikke, at der var slige Smerter til; jeg har dog ikke fryg-
tet, naar Kuglerne hvislede om mig: mit Hjerte slog utaalmodigt, hver
(lang Stridshingsten vrinskede. Død og Fare skrækkede mig aldrig; men
saaledes at sønderrives levende! — O Ingen véd, hvad det vil sige, uden
den, som har gennemgaaet det. Naturen gyser under Kniven, hver Ner\'e
ska'lver, siger jeg Dig. — Ak. og naar nu den uhyre Smerte er overstaaet,
da ma»rker man snart, hvorledes alle Livsaander bedrøves over det uhyre.
uerstattelige Tab. Sjælen foler da vel, at alle Livets Blomster ere vl»
nede, at den evige Smertes L'dtryk aldrig mere skal bortvige fra Kinden,
*at den Sommerfugl, der brændte Vingerne, nu ingen Del mere har i Livets
Glæder, ingen Trøst har tilbage uden den, som Døden skænker. — De
Andre visne langsomt, det ene af deres Haar bliver graat efter det andet,
den ene Hynke kommer langsomt efter den anden, og de mærke neppe,
hvorledes Sommeren overgaar i Høsten, de har Tid til at væone sig til
Vinteren, før den frembryder, og huske neppe mer, at det engang bar
været Foraar: jeg derimod, jeg var i det ene Øjeblik frisk og blomstreDde,
og i det næste en sønderknust Orm, der kun skilles fra Ormen paa Mar-
ken ved det Fortrin, at den kan føle Smerten stærkere.

Cai*sten Hauch 371

I Efterskriften til Czernims Brev hedder det saa :

Da Opvarteren var borte, krøb han, rimeligvis med stor Anstren-
gelse og Smerte, hen og greb en ladt Pistol og skød sig lige ind i Hjertet.

For at have en Ide om hvad Mennesket og Livet er — siger
Taine's Graindorge — raaa man selv være gaaet til Selvmordets
Rand eller Afsindets Tærskel, i det Mindste én Gang. Hauch
havde Betingelsen for at danne sig en Livsanskuelse. Naar man
blandt hans Oversættelser af tyske Digte ogsaa finder Goethes
fortvivlel-letsindige «Ich hab' meine Sach' auf Nichts gesteilt,
juchhe!» vil man maaske i første Øjeblik undres over, at netop
Hauch har følt sig fristet til at sætte sig ind i dette Digts blan-
dede Stemning og lade det finde Genlyd i sin Sjæl; men man
vil forstaa det, naar man støder paa Verset:

Jeg vendte mit Sind og i Kampen drog,

Hurra!

Vi strede med Kækhed og Fjenden slog,

Hurra!

Vi fulgte ham efter, jeg var ei sen.

Da knalded et Skud bag Skovens Gren,

Og ak! jeg misted mit Ben.

Kun saaledes — saa aldeles upersonligt, med en saa rø-
rende Blidhed røber i Hauchs Frembringelser denne Begivenhed
sig. Hans Stolthed, hans Æresbegreb var af den Art, at det
vilde have været ham umuligt paa Byrons Vis at drage den frem,
at gøre den til Midtpunkt for en Digtning. I The deformed trans-
formed træder den bitre og anklagende engelske Digter ligesom
selv op paa Scenen med sin Klumpfod og giver sin saarede For-
fængelighed Lindring og Næring ved netop at blotte sin Vanfør-
hed; Hauch følte sig, da han paa lignende Maade var bleven
mærket, ikke som den forurettede, men som den sorgfulde. Til
det opblussende, fremfusende Begejstringens Mod, der var del
første oprindelige og bekræftende Grundtræk hos ham, traadte nu
del andel, del erhvervede og nægtende Grundtræk: Forsagelsen.

Saaledes formedes Karaktersiden af hans Væsen.

Skulde man tro del muligt? Paa den Tid, da Hauch kæm-
pede sine haardevSte Kampe for en beskeden, men agtet Plads i
Literaturen, og kæmpede paa den smukkeste Maade med den
ene gode og værdifulde Bog efter den anden, blev endog denne

24*

372 Carsten Hauch

hans Mangel paa Førlighed, denne hans saa rørende Ulykke an-
vendt som Vaaben imod ham, brugt som Spotteglose og Haans-
ord. Hauch havde i et Svar paa en yderst nedsættende Kritik
over Vilhelm Zabern i Maanedsskrift for Literatur begaaet den
Uforsigtighed at tale om et Slags afstumpede {p: sløvede) Men-
nesker som om dem, der var «allermindst egnede til at være
Recensenter j*. Hertil svarer saa Anmelderen, daværende Prof.
C. Molbech, (hvis hele Tone bedst betegnes ved, at han stiller
Hauch som Romanforfatter sammen med Johannes Wildt, ja
endog erklærer ham , at han af denne vilde kunde lære Et og
Andet) med at dreje Ordet «afstumpet» mod Hauch. Han siger:

Imod denne Argumentation er Springet i sig selv fra Isklumpen til
de ^afstumpede Mennesker*, der pines af Begærlighed efter at ærgre og
kede sig, en vsand Bagatel. Jeg ser vel, det er atter mig. De tænker Dem
ved et saadant forunderligt Dyr — skjøndt jeg Himlen ske Tak endnu
ikke er afstumpet paa noget Lem f!] . . .

Og el andel Sted:

Det er nu engang min Natur, at i Poesien gjør det Falske, det Affek-
terede, det i Ansigtets Sved Efterjagede og aldrig Opnaaede, det maniere-
rede. Halsen brækkende Komiske, det hule, svulstige Tragiske og enhver
forskruet, forskaaret, paa Hoved, Arme eller Ben *afstumpeh, ligesom
enhver tom og væscnløs Pap- Karikatur, som man vil indsmugle i et Drama
eller en Roman, og der lade gaa og gælde for en virkelig levende Karak-
ter — samme Virkning paa mig som i det fysiske Liv et Kvalmemiddel.'*)

*) Kritiske Epistler til «Vilhelm Zaberns" Forfatter fra denoe Bogs
Recensent. Nr. 1 med en Tilskrift af Hunden Berganza. Kjøbenhavn
1835 Pag. 20 og 35. Det Udhævede udhævet i Teksten.

Beskyldningen for her at have sigtet til Hauchs Legemsskade kom
allerede 1835 frem i en « Forespørgsel > i Kjøbenhavnsposien og blev af
Molbech med Lidenskab afvist sammesteds den 23de Januar 1835, hvor
det med Hensyn til Udlægningen af Ordet «afstumpet> hedder:

«At Forfatteren eller Forfatterne, ej engang af Hensyn til Hr. Pro-
fessor Hauch, vilde undse sig ved saa nedrigt og løgnagtigt et Paafund
som dette: at jeg har villet «alludere til en legemlig Ulykke, som ram-
mede Professor Hauch i Udlandet« fKjøbenhavnsp. S. 66) der, huor jeg
alene alluderer til en slet og udansk Brug af et dansk Participium i Prof.
Hauchs < Anmærkninger« kan ikke andet end bringe mig end mere til at
beklage Forfatteren af Vilhelm Zabern, dersom han oftere skulde faa For-
svarere af den Art ...»

Heraf ses, at Anmelderen nødig har villet bære Skammen for en
øjeblikkelig Heftighed, han hurtigt har fortrudt; men heller ikke mere.

Carsten Hauch 273

Man ser, at Hauch end ikke i sit 46de Aar havde erhvervet
sig den Ærbødighed og den Betydning i Literaturen, der kunde
befri ham fra saadanne Usømmeligheder i Angrebene paa ham,
for hvilke det dannede Sprog ikke har noget Navn. Hvad der
forklarer dette uden at undskylde det er en Egenskab hos ham,
der umiddelbart følger af Grundelementet i hans Væsen: det
Stridbare i hans Optræden, det Hang til Modstand, som fulgte
af det Æresbegreb, der var hans Pligtbegreb, men som hyppigt
paa Grund af en meget betydelig og ikke altid berettiget Selv-
følelse og en tilsvarende stor Mangel paa Evne til at se Strids-
æmnet fra Modstanderens Synspunkt antog en opæggende og
lidet vindende Form.

II

Thi Hauch var fra først til sidst en kæmpende Aand. Hans
hele Ungdom og Manddom er én lang Kamp, Kamp for at faa
Lov til at gaa sin egen Gang i Livet og følge sit Kald, Kamp i
Literaturen for de Grundsætninger og Personer, der stod for ham
som de berettigede og frelsende Magter, Kamp i Sjælens stille
Værksted for at overvælde det genstridige Slof; thi var han end
en Sværmer, saa var han dog ikke en Mand, der i sin Beaandelse
var ubekymret om Kunstens Midler; han var en Sværmer, der
attraaede stedse klarere Syner og stræbte at skildre dem med
stedse sikrere Haand. Den begejstrede Henrevethed hos ham var
Et med den dybe Respekt for Skønhed og Fornuft, der førte ham
til ikke at sky den yderste Anstrengelse for at naa det ægte Udtryk
og give Frembringelsen den fulde Form og de rette Forhold.

Hauch tilhørte som bekendt en adelig og indflydelsesrig
Familie. Han maalte som ung helt bryde med den, fordi han
istedenfor al gaa Hofvejen vilde give sig af med saa borgerlige

At Ordet <afstumpet» to Gange af ham er sat sammen med Ordene »Lem>
og «Ben» gør Bortfortolkningen umulig.

Smlgn.: Breve fra H. C. Andersen 1. 293: Lumpenheden med Hauchs
Ben har indigneret mig. Nogle, deriblandt Paludan-Muller, paastode for-
leden i Selskab, at Molbech aldrig kunde have ment det; men Hertz,
Heiberg, hans Kone og jeg, vi protesterede Alle derimod. Saa dum er
Molbech ikke, at han jo nok ved at skrive og læse Korrekturen skulde
se den dobbelte Betydning, havde han endogsaa ikke ment det Onde, da
han nedskrev det. (10de Pebr. 1835.)

374 Carsten Hauch

og uanselige Sysler som dem, han valgte, Beskæftigelser, der,
som det lod sig forudse, aldrig vilde føre ham til en høj Embeds-
mands Rang og Magt. Det var intet Mindre end Haan og Ringe-
agt, som han i den Anledning maatte lide. Hans egen Fader
var yderst misfornøjet med ham; hans Onkel den stolte og for-
nemme A. W. Hauch, vilde ikke mere anerkende ham som Bro-
dersøn og lod først paany hore fra sig, da Digteren allerede
længe havde været gift og i Embedsstilling. Vilhelm Zabern var
det, som da bragte Onklen paa de Tanker, at han dog muligvis
havde dømt for strengt, naar han havde betragtet Hauchs lite-
rære Forsøg som saa aldeles uværdige og intetsigende. — Det er
betegnende for Hauch, el Vidnesbyrd om den »stolte Indesluttet-
hed, der var en af de smukkeste Egenskaber hos ham, at han
aldrig oflenligt har omtalt dette (saalidet som hint Selvmords-
forsøg i Italien), end ikke i sin Biografi, hvor det Herhenhørende
saa let og løselig herøres, at ingen Uindviet deraf kan danne sig
en Forestilling om Omfanget af den Forurettelse, han maatte lide.
Men i hans Digtning har denne Kamp efterladt sig Mærker, ja
mere end det, den har afgivet ham hele Æmner. Det lille Drama
Tycho Brahes Ungdom handler ikke om Andet end om den.
Man kan stole paa, at mangt et Ord i de unge Adelsmænds Spot
over Tycho, mangen daarlig Vittighed, som her er lagt i Munden
paa en Erik Brahe eller Rosensparre, er en Erindring om Yt-
ringer, som Hauch i sin Ungdom selv maatte døje. Ogsaa han
sagdes jo at beskæmme sin adelige Slægt ved at hengive sig til
«et tungsindigt og sælsomt Skyggeliv* ; ogsaa han var jo forelsket
i »Morgenstjernens Datter* og skrev Vers til hende; ogsaa til
ham blev det sagt: «Lad ham sætte et Blækhorn i sit Skjold!*
Dog paa en langt dygtigere og mere poetisk Maade har Digteren
benyttet disse smertelige Ungdomserindringer i Robert Fulton.
Ingen, der har læst denne smukke og betydelige Roman, har
sikkert glemt det gribende Indtryk, som det gør, da under Fultons
Prøvefart med Skibet den øjeblikkelige Standsning indtræder.
Enhver husker Indholdet af de følgende Linjer:

1 samme Ojeblik hortes der en Kjenncmtrængende Piben fra Land-
jorden. Fulton kastede et Blik derhen, og han saa' da, at det var hans
e^en Fader, der endnu stod paa den stejle Brink og der holdt en Pibe
til sine Læber, med hvilken han gav det første Signal til Udbruddet af
den almindelige Forbitrelse.

Carsten Hauch 375

Men ingen har sikkert anet, i hvilken Grad disse Ord be-
roede paa noget personligt og ligefrem Oplevet.

Han satte da sin Krig igennem, det vil sige, han tilkæm-
pede sig Frihed til at begive sig ind paa en Bane, hvor nye
Kampe ventede ham. Som bekendt var Hauchs Navn et blandt
de tolv, der udgjorde Tylvten — den Tylvt, der sendte Baggesen
hin pudserlige og ungdommelige Udfordring til latinsk Disputation
om hans Grundsætninger som Kunstdommer, og denne hans liden-
skabelige Optræden i Striden mellem Baggesen og Oehlenschlåger
udgjorde efter hans Opfattelse hans Ungdoms egentlige Bedrift.
Han har flere Gange, først i et Bidrag til Poul Møllers Levned,
senere i sit eget, skildret, hvad der for ham var Betydningen
af hint aandelige Hovedslag, og især paa det sidste Sted med
Skarphed og Klarhed:

Dengang jeg gjorde Oehlenschlågers Bekjendtskab var allerede Striden
i fuld Gang, og Baggesens Angreb havde næsten naaet deres Højdepunkt.
Enhver, der mener, at det her kun gjaldt om en Kamp mellem to Dig-
tere, har endnu slet ikke fattet Kampens Betydning. Det var (hvad den
største Del af Publikum aldrig ret har begrebet) to Tider, to Udviklings-
perioder, som kæmpede med hinanden. Begyndelsen laa temmelig langt
tilbage, allerede dengang, da Steffens' Forelæsninger delte Publikum i to
rigtignok i Antal meget ulige Partier, ja endnu tidligere, dengang det
teologiske Fakultet afgav sin Fordømmelsesdom over Werther^ var Striden
i sin Begyndelse tilstede. Det var med andre Ord en Kamp mellem det
konservative Parti og Fremskridtspartiet, der lier blev ført ikke paa den
politiske, men paa den æstetiske Valplads. Spørgsmaalet var, om den
Aand, der var gaaet ud fra Goethe i Tyskland og endnu langt tidligere
fra Shakespeare i England og fra Calderon i Spanien, og der, vistnok til-
dels forvansket ved adskillige Udvækster, ogsaa var kommen frem gennem
Romantikerne, skulde trænge frem i Norden og der mødes med vore egne
gamle Erindringer, eller om vi skulde nøjes med vore sirlige Tulipanbede,
som vi nu i en Rad af Aar saa pænt havde holdt i Orden, og om det
var muligt at beskytte dem mod de rivende Strømme, der paa én Gang
brød frem baade fra Syden og Norden.

Oehlensclilager maatte nødvendigvis for alle dem, som ikke vilde
lade sig indsnøre i den gamle snævre Form med dens forældede, magre
Indhold, staa som en frelsende Magt i Poesiens Verden, han havde næsten
ene udrettet det hos os, som flere mægtige Aander havde været om at
udrette i Tyskland, han havde bekæmpet de moderne, snæverhjertede og
filistrøse Anskuelser; han havde aabnet vort Øje for det Romantiske i
Middelalderen og for det Store i den forsvundne Heltetid; han havde ved
Siden deraf ført de rigeste Skatte hjem fra Østen. Hvad var med Hensyn
hertil de kritiske Indvendinger, man kunde gjøre mod en Del af hans
mindre betydelige Arbejder! Man har sagt, at Alle de, der deltog i hin
Kamp, bleve mere eller mindre kompromitterede derved; det kan være

376 Carsten Hauch

rimeligt: thi det var unge Mennesker, der kæmpede, som ofte lode sig
henrive af deres Heftighed, som endnu ikke forstode at veje deres Ord,
som mange (lange vare uforsigtige og gave sig Blottelser og overskrede
det rette Maal : men de, som sadde xtille og ikke vilde røre en Finger i hin
Kamp fjg slet Intel sagde, have de da ikke kompromitteret sig, og det endnu
ijrundiyere end vi, naar de vare ligegyldige for det mest Betydniugsfalde,
der i hin Tid rørte sig, naar Kampen mellem den gamle og den ny Tid
gik sporløst forbi dem. Det er vistnok sikrest at tie ved en saadan Lej-
lighed; den der tier, siger intet Urigtigt, han vækker heller intet Fjend-
skab; men er det ogsaa det Værdigste, er det ikke snarere en Synd imod
Aanden i vort Indre, naar vi rolig kunne se paa. at den, der har begejst-
ret og henrevet os og aabnet os en friere og herligere Udsigt i Aandens
Rige, trædes i Støvet og forhaanes og bespottes? Er ikke denne store
F'orsigtighed og Fr>'gt for at give Anstød, i det Mindste i Ungdommen,
snarere ut betragte som en Art Fejghcd, der ingenlunde fortjener Bifold
eller Hos?

Man ser, at Hauch overensstemmende med sit Naturel be-
tragtede aaben Optræden i Striden som en Æressag^ og unegteligt
forstod han at se stort paa Sagen, ligesom han med al sin Sjæls
Ild tog Parti. Alligevel er det langt mere et varmt Hjerte end
et klart Hoved, som i denne Redegørelse kommer til Orde. For
det Første overvurderede Flauch i Overensstemmelse med sine
Samtidige i høj Grad denne langtrukne literære Fejdes historiske
Betydning, som er ringe. For det Andet gjør han Baggesen som
Angriber højlig Uret. Hauchs Mangel paa Syn for det 18. Aar-
hundredes, nærmest franske, Kultur var den første Hindring for
en Forstaaelse af den Baggesen'ske Kritik. Hans Mangel paa
Sans for Viddets Ret og Klarhedens Værdi var den anden Hin-
dring for en Vurdering af Baggesens rent som Vittighedsværker
betragtede undertiden ganske uforlignelige Indlæg. Hans Begejst-
ring for Oelilenschlagers Personlighed antog snart en saa bræn-
dende og fanatisk Karakter, at den bragte ham til at forsvare
selv det hos Oehlenschlager, der mindst var et Forsvar værd.
• Det var, sagde Hauch en Dag til mig, en sand Forlibelse: Alt,
hvad Oehlenschlager skrev, skulde være godt, det skulde være
det.s Han skrev til Forsvar for Freias Alter og for Oehlen-
schliigers Reisebreve det ene Flyveskrift efter det andet. Hvad
der heri alene har Værd er den dybe Forstaaen af Oehlensch lågers
(lenialitet og af Smaaligheden og Pedanteriet i den Kritik, for
hvilken han stundom var Genstand. Men det berører nutildags
pinligt, at se hele Sider af Angreb og Forsvar dreje sig om saa-
danne Ynkeligheder som, at Oehlenschlager etsteds har skrevet

Carsten Hauch 377

Strassburg med tz, hvorfor Baggesen har kastet sig over ham
med den Erklæring, at han ikke paa Kortet har kunnet finde
nogen By af dette Navn.

Hvad der for Sjælestudiet af Hauch her synes mig interes-
santest er, at Harmen under disse Stridigheder meddelte ham en
Evne, som ellers var ham saa temmelig nægtet: den gjorde ham
vittig, bidende vittig. Jeg sigter herved ikke til et nu forglemt
Digt om Baggesen, som Hauch den Gang lod indrykke i Dagen,
helt sammensat af Baggesens halvtyske Udtryk — en Form, som
siden saa ofte er bleven brugt (f. Eks. overfor Jacob Baden).
Hauch erindrede i sin Alderdom ikke mere deraf end Udtrykket:
«højlpuklet med Visdom*, og fortalte mig, at der i sin Tid var
blevet udført Karikaturtegninger derefter. Med sit bløde Hjærle
fortrød han som Olding bittert — det var hans Ord — at han
i sin Ungdom var gaaet saa vidt imod Baggesen. Hvad der
imidlertid er stor Opmærksomhed værd, det er det Digt: Hun-
den til Maanen, som Hauch i Aaret 1818 forfattede som Allegori
paa Baggesens hele Adfærd. Det er en træffende og blodigt
saarende Satire. Man gennemlæse dette lille Mesterværk Linje
for Linje, og man vil føle den rammende Snært i hvert Træk.
Saaledes siger Hunden f. Eks.

Ingen saa godt som jeg undervise Dig kan: thi jeg fatted
Kunsten fra Grund, jeg kan bringe Dig fluks bortkastede Tørklæd,
Stokken igen jeg henter i Vand, og bærer forsigtig
Madkurven fyldt og bestjæler den ej, skønt gærne jeg lysted.
Hvad forstaar vel af Sligt, Ubehøvlede, Du i din Natglans?
Slikker Du Selskabets Spyt, naar Høfligheden det byder?
Kan du kækt Dig betvinge som jeg, der mig rejser paa to Ben,
Skønt min Natur er et firbenet Dvrs? Hvad ellers forstaar Du
Kunstig, paa lodne Poter, dramatisk en fransk Menuet at
Danse til Pibernes Lyd? Deraf jeg roser mig dristig.
Skønt det kosted mangfoldige Prygl og Ærgrelse fuldtop.
Intet Du fatter af Sligt. Du svæver fantastisk i Luften;
Lunefuld kun i vekslende Glans med foranderlig Skive.
Mig fastholder den klassiske Lænke, dens hellige Jernbaand,
Daglig til Hundehuset, saa nær ved Gratiers Vaaning.

Endnu skarpere end Satiren i disse Linjer er Parodien paa
Baggesens' Nnreddin og Aladdin:

Var jeg af Avind syg, da neppe jeg før havde rost Dig:

Det har jeg gjort dog tilforn, erindrer Du vel, det var Vinter

378 Carsten Hauch

Sælsomt faldt da dit Lys paa Sne, jeg løb over Sletten

Og mig behaged den Skygge, som sort jeg kasfed i Maanskin,

Større jeg skued i Skyggen mig selv og roste Dig dengang.

Klog jeg raaded Dig da at straale ved Vinterens Tid kun,

At foragte den brogede Blomst med barnlige Lysglans,

Somren i Morgenland og det højstletsindige Foraar.

Du dog undveg enfoldig mig steds og fulgte mit Raad ej.

Men jeg berømte Dig end, og logred behændigt med Halen,

Bød Dig dale til Jord og sætte Dig frit ved min Side,

Broderskab jeg Dig ædel tilbød, og at skure din Skive

Med min behændige Svans og at lære Belysningens Kunst Dig

Men Du ønsked til Broder mig ej, lod haant ad. min Kunst og

Ad min behændige Svans: Sligt jeg tilgiver Dig aldrig.

Derfor et dagsky Murmeldyr jeg kalder Dig højt nu,

Ret en Drømmer i Sky. en Ildebrand-digtende Reiser.

Det er utvivlsomt ingen anden Magt end selve den Begejst-
ring, der er Grundtrækket hos Hauch, som her har gjort ham
saa klartskuende overfor sin Modstanders svage og komiske Sider;
det er ikke en almindelig Satire, der møder os her; det er en
Patos, der ytrer sig som Satire.

Den tredie og haardeste Kamp, ind i hvilken Hauch i sin
Ungdom skulde blive kastet, var den, han bestod for at tilkæmpe
sig Overbevisningen om sit Kald. Han viste Oehlenschlåger sine
første Forsøg, og denne erklærede ham aabent, at han ikke
troede, han var Digter. Dette yar for Hauch en afgørende Dom.
Han brød af, og kastede sig nu syv Aar i Træk med største
Iver over Naturvidenskaberne, især over Zoologien. Det er ofte
fremhævet, først og sidst af Hauch selv, hvorledes under hans
afgørende Sygdom i Italien Poesien vendte tilbage til ham som en
Trøslerinde. Tildels heri laa det, at for Hauch blev Poesien
mindre en Kunst end en Religion, ligesom han selv mindre blev
en Digter end en af Poesiens Troende, dens Præst og dens
Dyrker. Hans Diglerkald bestod ikke i en medfødt Færdighed, men
i en dyb og brændende Overbevisning om Betydningen af det
at være Digter og om Højheden af den Magt, der aabenbarer sig
i den sande Diglers Værk. Et stærkt Kald uden store Evner,
en efter Fuldkommenheden og Skønheden higende Aand, som
Øjet og Haanden kun ufuldkomment tjente, det var hvad han
fra først af besad. Det var ikke, som det undertiden troes, den
bestemte ydre Omstændighed, der aabnede hans Læber for Poesien.
Havde han levet i den jødiske Oldtid, var han bleven en Profet;

Carsten Hauch 379

han var af det Malm, hvoraf de gøres. Men han, som i Mismod
og Selvopgivelse havde ladet Digterkransen falde, maatte efter
sin Natur med sin kæmpende, stræbende Aand tilbageerobre
den Blad for Blad. Det er ikke lykkedes ham at frembringe
noget enkelt saa betydeligt og saa fuldendt Værk, at det alene
vil bære hans Navn til sildige Slægter. Men han har til Gen-
gæld lige ind i Oldingealderen vedblevet at frembringe Poesier,
der langt fra at indeholde en Gentagelse af tidligere udtalte Fø-
lelser og Forestillinger, omvendt bestandig viste hans Talent fra
nye Sider og betegnede Erobring af nyt Jordsmon. Det er i sit
72de Aar, al han udgiver sine Lyriske Digte og Romander med
en saadan Perle som «Den vilde Jagt», og han var 80 Aar gam-
mel, da han endnu havde Aaqdskraft nok til at levere en Sam-
ling af det Værd som Nye Digtninger, i hvilken enkelte Digte,
saaledes f. Eks. det satiriske «En stor Samtidig* (hvortil en i
hin Tid meget omtalt Kritiker gav Anledningen) eller den dejlige
Oversættelse af Longfellows Livets Kvad, eller Digtet En ung
Piges Klage viser, at den ildfulde Stræben i hans Indre bestandig
bragte ham til paany at optage Kampen med det under hans
Hænder noget genstridige Sprog, for at naa til en Klarhed og
en Ynde, som han hverken tyve eller tredive Aar gammel for-
maaede at meddele sine Digte. Ælde, hin Kæmpekvinde, der i
den nordiske Myte tvinger selv Styrkens Gud i Knæ, formaaede
lidet eller intet over ham.

Hans Liv har ligesom afspejlet hans kunstneriske Udviklings-
gang: Han fødtes i det høje Norden, i Norge og i en mørk og
sludfuld Egn. Han døde i det Land, man plejer at betegne som
Skønhedslandet, og i den By, som mere end nogen anden er
Kunstens By. Han vilde bestandig derned, han rastede ikke,
før han fik sat Rejsen i Værk, han følte Trang til at gense
Rom før sin Død. Trods Alderen og dens Svaghed naaede han
med sin higende Sjæl dertil, og han, som saa Lyset mellem
høje og skumle Fjælde, ligger nu begravet i Marmorstatuernes
og Laurbærtræernes Land. Han, hvem Vaaren nægtede sin
«Krans af Violer, gennemflettet med Krokus>, han, hvis Liv var
en uafbrudt Kamp, har fortjent en Krans af disse Træers mørke
Blade.

380 Carsten Hauch

III

En kæmpende Åand var Hauch, fordi han, saa lidet filoso-
fisk han end var anlagt, var og blev en grublende Aand. Han
kæmpede, fordi han bestandig forholdt sig til Ideer, og de største,
de mest omfattende af disse Ideer er Tidsalderens, men ejendom-
meligt tillæmpedc ved den Maade, hvorpaa de opfattes af ham.
Lad os se disse Ideer spejle sig i denne Sjæl. Det er, som saa
man Stjerner spejle sig dybt nede i en Brønd.

«Hvad jeg i min Ungdom har elsket over alt Andet >, sagde
Hauch engang til mig, «det var det Mystisk-Romantiske*, og denne
Udtalelse er slaaende sand. Romantiken var den historiske Magt,
til hvilken Hauch tidligst traadte i Forhold. Men højst lærerigt
er det at iagttage, hvilken Side af den det er, han griber, f. Eks.
i Modsætning til Heiberg, der ganske ligesom Hauch begynder
med at se hen til Tieck som det nærmest staaende fremmede
Mønster. I den tyske Romantik lader to forskellige Strømninger
eller Retninger sig meget bestemt adskille, svarende til den i saa
høj Grad Opmærksomhed fortjenende Modsætning mellem Nord-
og Sydtyskland. Den ene er den forstandselskende, den anden
den følende Retning. Den første repræsenteres især af Schlege-
1erne, der kække, hensynsløse og foretagsomme drev Kntiken som
et lystigt Haandværk, slog om sig med satiriske Udfald, Epi-
grammer og forbløffende Strøtanker, hvis Form efter deres egen
Begrebsbestemmelse burde være afrundet som Pindsvinet, naar
det ruller sig sammen. Schelling var det derimod, som fremfor
Nogen tilførte den romantiske Kres den sydtyske Aand, det filo-
sofiske Dybsind og Hanget til Søgen efter hemmelighedsfulde Sind-
billeder i Naturen. Novalis staar den sydtyske Retning nærmest,
uden dog at have den tunge schwabiske Alvor, der f. Eks. be-
tegner Holderlin. Af del Spillende og Legende har Novalis endnu
saa meget tilovers, som gaar med til den naive Elskværdighed i
de unge Pigers Sang i Heinrich v. Ofterdingen og andre lignende
Frembringelser. Men Tieck er som Skolens mest omfattende
Digteraand den, i hvis Poesi begge Sider forenes og hos hvem
de fuldstændiggør hinanden.

I hans humoristiske Lystspil med deres hvasse Forstands-
kritik strømmer den nordtyske Aare; i hans naturpoetiske Digt-
ninge og hans Folkeæventyr er det derimod den sydtyske Mystik

Carsten Hauch 331

som hersker. Det er til den første af disse Retninger hos ham,
at den forstandsklare Heiberg slutter sig med Julespøg og Ngt-
aarsløjer; Hauch søger overensstemmende med sin Naturejendora-
melighed i Modsætning hertil et Tilknytningspunkt i Romantikens
Følelsesliv, og da han efter sin mangeaarige Pause fremtræder i
Literaturen som Mand, er det med Hamadrgaden, af han begyn-
der. Heiberg havde i Pottemager Wia//er gjort et i Aandsretning
meget beslægtet Forsøg (Ulf hos Heiberg og Slangen i Hamadrgaden
spiller samme Rolle), men havde hurtigt forladt denne Bane, og
naar han senere som moden Mand begav sig ind i den Tieckske
Aandeverden, da var det, som i Alferne, dens lyse, legende Side,
han fremdrog Hauch derimod følte sig hjemme i Romantikens
Bjerggruber og i sin Sj ær beslægtet med dens Alvor og Skjulthed.
Og medens nu den senere Forfatter af Vaudevillerne nødvendig-
vis ogsaa i hine romantiske Dramer kom til at fremstille Livets
Kamp som en Kamp mellem den frie og lette poetiske Leg
(Alferne, Nina i Julespøg y Alfons i Walter) og den tunge, smaa-
borgerlige Prosa, greb Hauch straks i Hamadrgaden som Æmne
Modsætningen mellem den fuldtlødige Inderlighed som Poesi og
den overfladiske, letfærdige Lethed som Poesiens og Sandhedens
værste Fjende.

Saaledes kom han til i Hamadrgaden at give et grundger-
mansk Indlæg i den store Retsstrid mellem Aandens Magter, som
fandt Sted i Aarhundredets Begyndelse. Disse Magter var for
ham kort og godt den tyske Dybde og den franske Overfladisk-
hed. Del attende Aarhundredes Aand, der i hans tidlige Ung-
dom var kommen ham imøde hos Baggesen, hvem han kun ind-
rømmede et smidigt og koket Konversationstalent, blev nu af
ham som modnere Mand ført tilbage til Frankrig, og den ger-
manske Aand blev ham det nye Aarhundredes, Sandhedens og
Inderlighedens Repræsentant. Hvad Under derfor, at Hama-
drgaden af Tieck blev lyst i Kuld og Køn med største Varme,
ja sat højt over Tiberius og Bajazett At Hauch 32 Aar senere, i
Fortalen til anden Udgave af Hamadrgaden ^ søger at nægte
Nationalitetsforskelligheden i Digtet al Betydning, er et Vidnes-
byrd om hans Retsindighed og Humanitet, men siger ingen Ver-
dens Ting overfor de Beviser i modsat Retning, som foreligger
i Digtet selv. «Hvad den franske Spiller angaar,* skriver Hauch,
«da behøver jeg vel neppe at tilføje, at en Digter, uagtet han
vover at fremstille en saa fordærvet og forvorpen Karakter lige-

382 Carsten Hauch

fuldt kan nære den højeste Agtelse og Beundring for den Nation,
/ hvilken Hændelsen lod et saadant Menneske fødes.* Hændelsen!
Som om Deleau ikke i Digtet stod som en gennemført Repræ-
sentant for alt, hvad man i Tyskland forstod ved Franskhed!
Jeg vil ikke opholde mig videre véd at Digteren, for yderligere
at stemple hdm som Franskmand, har fabrikeret ham den urime-
ligste dansk- franske Mundart, i hvilken Deleau finder Ordene paa
Dansk før paa Fransk f. Eks. :

Jeg tale vil med Dig, avec toi,

Vil Du ha' Penge, veux tu de Vargentf

ikke heller om, at selve det Franske for det meste er ganske
urigtigt, f. Eks.

On m'a volé mon bien, ma possession,

men det afgørende er, al Deleau bestandig udtaler de Anskuelser,

der for Romantikernes Æstetik, Religion og Filosofi stod som

de mest kætterske og taabelige af alle. Deleau synger f. Eks.
en flov fransk Vise:

Frands.
Hold op igen ! det er en tosset Vise.

Deleau.
Det er antik og græsk simplicité,
Men kun forfinet lidt par Vantithése.

Frands.
Ja saa, er det antikt? Nu sandt at sige,
Det havde jeg paa egen Haand ej gættet.

Delte Sidehug til den franske Forskønnelse af Antiken ved Anti-
teser er dog næppe tilfældigt.

Frands.
Tror Du paa Hekseri?

Deleau.
Bétiscl

Frands.
Saa tror Du ej paa Trolddom?

Carsten Hauch 383

Deleau.

Nej!
Dertil er jeg for velopdragen.

Dette oplyste Fritænkeri er dog næppe ved et Tilfælde lagt i
Munden paa denne ugermanske Slyngel. Allermindst tilfældig
viser hans Nationalitet sig dog, naar han udvikler sin materiali-
stiske Filosofi med selve de Stikord, som bragtes i Omløb af
Systéme de la Nature:

Frands.
Og tror Du ej paa Aander?

Deleau.

Nej, min Kære,
Hos os Enhver er Filosof, Enhver
Begriber Alt aldeles uden Aand.

Frands.
Men det, som tænker i dit eget Bryst?

Deleau.
Det er des molécules, des atomer.

Frands.
Og det, som hader, elsker i vort Indre,
Som fjMder os med dyb og Sælsom Længsel
Naar Sangen toner fra den Qerne Sø
Og naar vi mindes om vor svundne Barndom?

Deleau.
Det er des molécules og intet Andet.

Sig blot som jeg: det er des molécules.

Og hvis Du ej det fatter, sig igen:

Det er des molécules, det er kun Blodet,

Se, da det Hele bliver meget let.

Les molécules dreje Jorden rundt,

De springe, løbe, danse, font [Vjamour,

De skabe Mennesker og Sjæl og Legem

Og Stene, Planter, Dyr og hele Verden.

Naar man det tror, da er man Filosof,

Man kan forklare det, man véd, og det.

Man ikke véd, og man derom kan dømme.

Og trænger ej til Aand og ej til Gud

Og ej til Djævlen selv; og dog, min Kære,

Man taler vel, man taler med om Alt,

Se det bli'er Mode nu i hele Verden.

384 Carsten Hauch

Saaledes stilles Materialismen i Gabestokken, og overfor den
opstilles som den gode Magt den mest udtrykkelige Aandstro.
Med sin begejstrede og stridbare Sjæl, med sin tunge, kejtede
og ubehjælpsomme Natur, der havde saa uhyre Vanskeligheder
at overvinde, der Intet opnaaede uden som Resultat af en haard-
nakket og udholdende Stræben, og hvem Intet blev givet uden
som Kampens Løn, maatte Hauch nødvendigvis kaste et sandt
Had paa alt det Talent, som er medfødt Lethed, og paa al den
Filosofi, der bestaar i matematisk retlinjet Forstandighed og
lader det ude af Betragtning, som den ikke formaar at gøre
klart. Vauvenargues har i sin Tid sagt: La clarté est la bonne
foi des philosophes, Klarhed er Filosofernes Ærlighed; i Tyskland
havde man paa den Tid gærne hævdet: Dunkelhed er Filosofernes
Adelsbrev. Al den Utilfredshed med det gode og klare, al den
Uvilje mod den kolde Forstand og den glatte Færdighed, som
laa i Tiden, fandt sit Ekko i den danske Digters Bryst, og saa-
ledes gik det til, at der næppe i hans Romaner og Dramer er
et eneste Grundtræk, der ikke forholder sig til den allerede i
hans allerførste Forsøg opfattede og fremstillede aandelige Kon-
trast: Modsætningen mellem den letfærdige Leven paa Livets
Flade og den dybe Følelse af højere Magters Eksistens, Modsæt-
ningen mellem en tør naturløs Forstand og den dybe Grunden
i Naturen, Modsætningen mellem det, som bliver og varer, og det
paa Tidens Vande flydende og glimrende, som svømmer bort og
forgaar. *)

Hamadryaden fremstiller i Richard den rent aandelige Søgen,
modsat den blot praktiske og udvortes Benyttelse af det fundne,
som repræsenteres af F'rands. Naturens Aander aabenbarer sig
for Richard, og Egetræet skænker ham sine Sølvagern, men Frands
gør disse Sølvagern i Penge. Det er den samme Modsætning,
der fremtræder i Giildmagereii mellem den teoretiske Grunden
over Naturunderet og den slette Begærlighed efter Rigdom og
Glans (hos Isak og Veronika), hvilken sidste paany bliver Æmnet
i Søstrene paa KinnekuUen. I Slottet ved Rhinen staar den sunde,
umiddelbare Naturlighed hos Franziska, hendes kraftige Sam-

*) Under sit Portræt skrev Hauch:

Enhver Forfatter, der tror sig miskendt af Publikum eller af Døg-
nets Kritik, hor sige til sig selv: Er det Nurnbergekirbejde, Du har leve-
ret, da kunne Born rive det i Stykker: er det fastere bygget, da ville de
nok lade det staa.

Carsten Hauch 385

menhæng med Naturtildragelserne og det hele ubevidste Liv
hendes nedarvede Vedhængen ved Katolicismen overfor det affek-
terte Grubleri hos Emilie og det golde Talents Virtuosforfænge-
lighed hos Eginhard. Dette samme Træk gaar igen i Robert
Fultoriy hvor Virtuositeten, «den forkerte Aandsretning, hvori det
egennyttige Talent Intet vil opofre, men tvertimod fordrer, at
Aanden selv skal opofres og fornedres til Middel for Glimresyge
og Forfængelighed*, i Forening med Verdenskløgten, der speku-
lerer i Talentet, (repræsenterede af Laura og hendes Mand) be-
skæmmes af det fuldtlødige, sig fremadkæmpende Geni hos Ful-
ton, der i Kraft af sit hemmelighedsfulde Forbund med Naturen
opkaster sig til Hersker over Naturen. Verdenskløgten, der i
Fulton er stillet op som Folie for Geniets Forskerbegejslring,
optræder paany, repræsenteret af Starosten i En polsk Familie^
denne Gang i antipodisk Modsætning til Adalberts og Leontines
Begejstring for en tabt, med Heltemod forsvaret Sag. Og den
glimmerløse, rent uegennyttige Stræben, der i Fulton hævder sig
i Modsætning til Talentets kolde Glans, fremtræder paany i
Charles de la Bussiére, denne Gang som den rent menneskekær-
lige Virken i det Skjulte, der ved sin Foragt for Skinnet be-
skæmmer alle de paa Livets store Scene Spillendes iøjnefaldende
og frugtesløse Forsøg paa at erobre og hævde Menneskerettig-
hederne ved Ret og Uret imellem hinanden. Et eneste Træk,
én Grundtanke, én stor Totalanskuelse af Livet gaar da igennem
alle disse Bøger. De griber ind i hinanden, fuldstændiggør og
forklarer hinanden; deres Livstanker og Grundforestillinger kan
alle drages gennem samme, ved første Øjekast snævre Ring. Men
denne Ring udvider sig ved fortsat Betragtning og danner kun
disse Bøgers Horizont.

IV

Lad os da endnu engang vende tilbage til Udgangspunktet.
Dette er Afskyen for det forrevolutionære Frankrigs Ideliv, Hadet
til Klarheden, der betragtes som flad. Kærligheden til det Dunkle,
der betragtes som dybt. Man læser hos Novalis, hvorledes denne
med sit geniale Skarpblik indsaa, at Kampen imod Katolicismen
nødvendigvis ma^itte føre til Fritænkeri, og hvor fast en Over-
bevisning han nærede om, at Afrystelsen af religiøs Autoritetstro
følgerigtigt maatte lede til Forkætring af Følelse, Begejstring og

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 25

386 Carsten Hauch

Fantasi. Disse Magter var ham kun de første Led i en Kæde,
hvis sidste Led udgjordes af Katolicismen. For ikke at slippe
dem tog han da alt med, hvad der efter hans OverbevisniDg
fulgte af dem og med dem. Saaledes var det, at han blev Nattens
og Mørkets Digter. Ogsaa Hauch begynder med Mørket. Allerede
i Hamadryaden spørger Frands Deleau : <0g har Du aldrig nogen
Frygt om Natten?* hvortil den forhærdede Synder svarer: tJo, jeg
har Frygt at tabe mine Penge», og saavel i Samtale som paa Fore-
læsninger kom Hauch ofte tilbage til den pudserlige Bevisgrund,
at selv de, der var mest tilbøjelige til at benægte Tilværelsen af
vidunderlige og overnaturlige Magter, dog i Mørke vanskelig
kunde beherske en vis Rædsel for dem. Saaledes hedder det
ogsaa i Guldmageren: tOm Aftenen og om Natten stiger Troen
paa det Vidunderlige; selv den Vaagne føler da, at Drømmever-
denen staar ham nær; selv Tvivleren maa da, hvor nødig han
vil, bøje sig og skælve for de ubekendte Rædsler. » Og ser vi
bort fra disse Løjerligheder, saa var den dunkle Naturgrund
ham noget helligt.

I Slollel ved Rhinen forekommer følgende Samtale:

Livet maa være saa rigt, det vil, saa skal det dog udvikles.

Ja, men vel at mærke uden at løsrive sig fra sit Udspring, uden at
tabe den dunkle Naturgrund i sit Indre; thi ellers kunde jo Livet aldeles
ikke bestaa, ligesaalidet som et Træ, der afskæres fra sin Rod.

Jeg hader denne mystiske Natur ligesom enhver anden Dunkelhed;
Mystik og Dunkelhed ere Ord. der egenlig burde udslettes af Sproget.

Saalænge de findes i Livet, maa De vel ogsaa taale dem i Sproget.

I saadanne Vendinger dukker hos Hauch det unge nittende
Aarhundredes Forkærlighed for den ubevidste Side af Menneske-
livet bestandig op. Men Novalis' Mørke faar hos ham en ny
og forskellig Afskygning. Delte Ord erstattes af Ordet Dybde.
Det Dunkle er som saadanl det Dybe. Hauch's hele Ærgerrig-
hed var at gaa i Dybden. Den Forestilling om «en uendelig
skjult Herlighed i Naturen*, som han med fuld Bevidsthed har
gjort til Baggrund for sin Fortælling om Haldor, er halvt bevidst
eller ubevidst den Underbygning, paa hvilken næsten hele hans
Poesi er opført. Det var ham, som om den gamle Naturreligion
og de gamle Naturmyter maatte være og blive det dybe og
dunkle Grundlag for al sand og gribende Poesi. Saa kommer

Carsten Hauch 387

en sjælden Gang ligesom en vemodig Stemning frem ved Følelsen
af det Fornuftstridige heri. I Guldmageren siger Theodor:

For at Deres Højhed kan begrihe min Mening, maa jeg sige Dem,
at alle, selv de allerlystigste. Eventyr om Alfer og andre slige forunderlige
Væsner fra min tidligste Ungdom af ikke hiot have vakt Glæde, men
ogsaa en inderlig Vemod i min Sjæl. — Men hvorfor dog, spurgte Grev-
inden. — Fordi de ikke ere Andet end Eventyr, fordi de Kyster, paa
hvilke slige Væsener vandre, ligge saa langt borte, ere saa utilgængelige,
saa vidt adskilte fra den Verden, vi bebo. Fornemmelig bedrøver det
mig, at jeg ikke engang véd, om de ere at finde paa noget Sted; thi ak!
raaaske gives der ingensteds et Land, hvor disse Drømme blive til
Virkelighed, ingensteds flyve saadanne Væsner lig Fugle gennem Luften,
ingensteds danse de deres Ringdans paa Engene og bade sig i de rullende
Flodbølger, eller sejle i store Muslingskaller over Havet; ingensteds flette
de deres Krese omkring Maanen og vugge sig i Liljens Bæger og be-
tragte Vandreren med funklende Blik gennem Skovens Blade.

Det inderste, dybest liggende i Naturen, som Hauch ærede
saa højt, har i den gamle alkymistiske Overtro til Sindbillede
de Vises Sten. Med et sjælden lykkeligt Greb har Hauch derfor
benyttet Alkymien som Æmne i en af sine Romaner. Theodor
ser i søvnløse Nætter Guldmageren for sig i fortrolig Samtale
med Elementernes Aander, gennemtrængende Stenenes Inderste
og forandrende Metallernes Natur, herskende som en Konge i
ubekendte Verdener. Og Digteren tilføjer oplysende:

Til Theodors Ære maa vi imidlertid erklære, at det ikke saameget
var de gyldne Skatte, der fristede ham, som de hemmelige Kundskaber,
hvilke dermed stode i Forbindelse; det forekom ham, ligesom Fe-Eventyr
og gamle Fortællinger fra hans Barndom bleve levende i hans Sjæl, og
som om der fandtes en skjult Sandhed i de forunderligste Drømme.

Det er tydeligt nok for Enhver, som tænker, at Hauch i
Guldmagerkunsten har villet give et Sindbillede paa Poesien som
den hemmelighedsfulde Tryllekunst, der forstaar at forvandle alt
til Guld, en Kunst som Mængden, langtfra at tro paa, spotter
og forfølger, en Kunst, hvis mægtige og dog saa fattige Udøver
kun formaar at gøre andre Ij^kkelige, men ikke sig selv. Det
er tydeligt nok, at Digteren for Hauch var den sande Guld-
mager, der mægtede netop det, der i Bogen angives som de
gamle Granskeres Maal: «De vilde løse og binde Elementerne
og herske over de Aander, der bo deri, og de Vises Sten skulde
kun være Nøglen, der aabnede Døren til denne ubekendte Verden*.

Denne de Vises Sten er da Sindbillede paa det Dybeste i Naturen

25*

388 Carsten Hauch

og Livet, paa den Dybde, til hvilken Digteren maa stige ned.
Men det Dybeste er kun et andet Ord for det Højeste. Det
Dybe er hos Hauch det Selvsamme som det Høje, og han søger
det, paa Grund af det overvejende Hang til det Sublime, det
barnligt Mægtige, det formløst Store, der laa dybest i en Sjæl,
der som hans var lutter Begejstring. Da i En polsk Familie
Eventyret i Spindestuen er blevet fortalt, siger Czernim om dets
Digter, Pater Vincent: «Den, der foragter Jorden, han foragter
Poesien, det skulde den gode Munk erindre* og Leontine svarer:
«Der gives sikkert Digtere, som ligne den klare Sø, der neddrager
Stjernebillederne i Dybder j hvorhen den selv ikke naaer,* Ved
disse Ord, i hvilke det Dybe og det Høje i Poesien gøres ens-
betydende, har Hauch forsøgt at betegne sig selv. Om Vincents
Historie bliver det spottende bemærket, at den sandsynligvis er
udgaaet af et Kloster, «da den svæver mellem Jord og Himmel,
uden at tilhøre nogen af dem», og Hauch har øjensynligt tænkt
sig denne Indvending rettet mod hans egen Poesi og afbødet ved
det sagte. Jeg vil ikke kalde Forsvaret fyldestgørende, men jeg
vil forsøge en Forklaring af, hvorledes et saadant Forsvar kunde
blive fornødent. Det Ophøjede, mod hvilket Hauch bestandig
stiler, og som af ham opstilles som Modsætning til det For-
gængelige og Forbigaaende, er i sin anskueligste Form det Over-
jordiske, Stjernehimlen, der tillige er Aandernes Opholdssted.^)
Jeg begyndte med det Udtryk, at den stadige Genstand for hans
Attraa og Beundring var det, som bliver og varer. Stjernerne
er dette Varendes Symbol I det Eventyr, som danner Midt-
punktet i En polsk Familie^ skimter den unge Polak over sit
Hoved « luftige, hvidklædte Aander, som sidde paa Stole og spinde
paa Stjernernes gyldne Hjul, der uden Ophør drejer sig, og
hvorfra Held og Uheld strømme som gyldne Traade ned til
Livets Børn». Og med ganske lignende Udtryk hedder det i
Digtet Pleiaderne ved Midnat: «Vi ere de natlige Væversker —
der sanke de usynlige Traade — Fra Melkevejens yderste Rund-

*) I et Brev til P. L. Moller, skriver Hauch (6. Januar 1846):
En Recensent, der har grebet et af de inderste Momenter i min
Digtervirksomhed, har jeg fundet, hvor jeg mindst ventede det, nemlig i
Corsaren; det er virkelig den dybe Smerte, der først har gjort mig til
Digter, det har han skarpt set; men det andet Moment omtaler han ikke,
nemlig den Længsel og det Haab, der af Smerten har udviklet sig. og der
har bygget en Stjernehimmel over den af Smerten fremkaldte Verden.

Carsten Hauch 389

kres — Hvor Vævens Ende staar. — For os er Tiden knap be-
gyndt — Skønt hine Døgnfluer af Verdner — - Nysudrugede —
Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav — Drømmer om Zoner og
Evigheder.* (Lyriske Digte og Romancer). Stjernerne er da det
Blivendes o: det Eviges og Sandes Sindbilled. Naar de taler,
siger de (Et astrologisk Syn. Nye Digtninger):

Alt, hvad med ærlig Vilje din Aand har tænkt og drømt,
Alt, hvad med Kraft Du virked og hvad Du har forsømt,
Hver stor og ringe Gerning og hver forspildt Bedrift
Har vi bag Skyen skrevet med gylden Runeskrift.

De er fremdeles Retfærdighedens Sæde, alle Glæders Hjem
(Trøst i Modgang. Lyriske Digte og Romancer):

Men hist, hvor Aander svømme
Paa Melkevejens Hav
Hvor Livets hvide Svaner
Opstaa af Tid og Grav,
Der skal det aabenbares
Hvad Du har tænkt saa tidt,
At Den skal højest glædes.
Som allermest har lidt.

Og ligesom Planterne, Jordens Stjerner, uberørte af Synd og
Smerte, ubekendte med Dødens Rædsel undergaar Forvandling
paa Forvandling (Planternes Liv. Nye Digtninger):

Saadan glider ogsaa hisset

De forløste Aander

Saligt drømmende.

Uden Angst og Sorg,

Med Udødeligheds Glans i Øje

Gennem ubekendte Verdener

I tusinde Forvandlinger.

Stjernerne er da alt det, de er: det Blivendes og Sandes
Sindbilleder, Aandernes Hjem, Retfærdighedens Tegn, Vidner til
en Salighed, der varer evigt, fordi de er et Hisset. I denne Be-
stemmelse samler alle de andre sig Den Naturens Dunkelhed,
som ingen Tankegang formaar at udtømme, den Dybde, som
ingen Grublen formaar at naa, det Evige og Faste, som det midt
i Forkrænkelighedens og Forfængelighedens Verden gælder om
alene at fæste Blikket paa, det er det Hinsidige. Saa utroligt
det lyder: endog Hauchs eget Værk, hans egen Livsgerning som

390 Carsten Hauch

Digter staar, forsaavidt den har Værd, for ham som noget Hin-
sidigt. I sin Betragtning af Poesien som overalt begynder han
med Fejden mod Øjeblikket og dem, der arbejder for det (Lyriske
Digte og Romancer S. 41):

Thi har Du et overfladisk Talent og forstaar at lege med Skallen
Endskønt Du mangler den høje Natur, det Blik. der skuer i Dybet
Og skønt i din Røst den Malm ej klinger, der trænger til Hjertet og Sjælen,
Da vinder Du Tidens Bifald let^ naar betale Du vil, hvad det koster.

Af Kærlighed til Nøddens Kærne kommer Hauch bestandig
til at ringeagte dens Skal, der dog er saa meget mere æstetisk
end Kærnen. Og da han i det forøvrigt saa dejlige Digt Be-
kendelse (Lyr. Digte, 2. Udg. S. 289) vil antyde sin egen Plads
som Digter, nøjes han ikke med at betegne sit Værk som noget
blivende, han trøster sig for den Miskendelse og Ligegyldighed
han har udstaaet, med disse næsten ubegribelig stolte Ord:

Og tidt saa jeg den høje Lyra

Og den himmelske Svane

Blinke med dobbelt Glans

I den mørke Høstnat,

Da aned jeg, at der gives Tanker, der

Stjernerne lig.

Ikke lijse paa Jorden, men over den.

Her har vi Prikken over i'et. Her er den sidste logiske
Følge af den egentlig romantiske Tankegang, saaledes som den
maatte føres til Ende med den ejendommelige Tillæmpelse, den
modtog af en Aand som Hauchs.

Jeg vil først fremhæve, hvad der hos Hauch maatte styrke
og befæste denne Tankerække og det Ideliv, som leves i den,
saa hvad der til Digterens Bedste maatte trodse og modvirke den.

Styrke denne Betning mod det Hinsidige — maatte først
hans nysnævnte overvejende Modtagelighed og Sans for det Op-
højedes Poesi, en Modtagelighed, til hvilken svarede en, om Schiller
mindende, næsten fuldstændig Mangel paa Evne til komisk Frem-
bringen, dernæst det sværmeriske Hang til at se alt fra den aande-
lige Side, som gjorde, at han bestandig følte sig som en Fremmed

Carsten Hauch 391

i de daglige Omgivelsers Virkelighed. Hvis man ved en Digter
forstaar en Mand, der lever helt udenfor den virkelige Verden i
sine egne Stemninger og Drømme, mellem Skygger og Syner,
saa var Hauch fremfor Nogen digterisk anlagt. Han manglede
imidlertid kun altfor meget Evnen til Iagttagelse af det, som
omgav ham, — hvad der findes af Seet og Iagttaget i hans
Bøger maa næsten udelukkende tilskrives den stadige og for
Publikum umærkelige Medarbejden af hans med en skarp Virke-
lighedssans udrustede Hustru, hvis Raad og Vink han fulgte —
han kendte som Digter snarere Mennesket end Menneskene, og
de Evner, han til Gengæld besad, en bred Fantasi og en ildfuld
Patos, maatte nødvendigvis drive ham ud i det Fjerne og op
mod det Høje.

Styrket blev Retningen mod det Hinsides fremdeles hos ham
ved den Mangel paa aandeligt Mod, Tænkemod vilde jeg gærne
kalde det, som jeg allerede har berørt. Mod havde han egenlig
kun, naar det gjaldt Æren eller Livet. Den kritiske Lidenskab
har han aldrig kendt. Ligesom han, selv hvor han optræder
som Kritiker af Fag (i det Æstetiske), kun formaar at forholde
sig beundrende og forsvarende -— saaledes slugte overhovedet
hos ham Ærefrygten Kritiken. Retningen mod det Hinsides faldt
jo sammen med det 19de Aarhundredes religiøse Tilbageslag mod
Oplysningstiden, og overfor den aabenbarede Religion gjorde
Ærefrygten ham blind, eller ialfald meget svag.

Hans stærke Syslen med Naturvidenskaberne, den betydelige
Indflydelse, Ørsted engang udøvede paa ham, hans filosoflske
Ungdomsdannelse endelig gav ham et videnskabeligt Grundlag,
og han opdrog saaledes sin&«Børn i ren Forstandstro. De bibelske
Undere troede han i Grunden aldeles ikke paa, og man vil af
el Brev, der følger som Bilag, se hvor spotsk han kunde udtale
sige om dem, han kalder «vore Dages Hellige og Opvakte* : «Dc
have alle deres Bileams Æsel, der paa Guds Vegne taler til eller
igennem dem*.

Men i offenlige Udtalelser, og med den fremrykkende Alder,
blev han som alle de øvrige tyske og danske Romantikere mere
og mere rettroende. Hos ham maa denne Rettroenhed nærmest
betragtes som et Udslag af det Hang til Troesiver, der over-
hovedet laa i hans Natur. Det gik ham i hans Alderdom over-
for Kristendommen som i hans Ungdom overfor Oehlenschlåger:
det kunde vel umuligt Altsammen være lige sandt og vigtigt.

392 Carsten Hauch

men det skulde være det. Den Mand, der har skrevet en hel
lille Bog til Forsvar for Freias Altar, en anden til Forsvar for
Oehlenschlågers Rejsebreve, og som har ført hin beklagelige
Strid imod Heiberg, i hvilken han staar omtrent som Tyren
overfor Matadoren og hver Gang paan}' løber sig sin Mod-
standers Kaarde i Livet: denne Mand har ogsaa som Olding
kunnet forfatte Et Martyrium i Nutiden, der handler om den
Miskendelse, som i vore Dage rammer en Mand med teologiske
Studier, der af kristelige Skrupler ikke vil være Gejstlig — en
religiøs Traktat, der vender op og ned paa de virkelige Forhold
i Tidsalderen.

Hauch forstod ikke en fremmed Tankegang. Han manglede
helt den bøjelige Samhu, som er Kritikens Grundbetingelse; til
Gengæld havde han Taalsomheden i den ædleste og videste
Form. Han fandt sig med Blidhed, næsten med Beskedenhed i
at høre enhver fremmed Anskuelse, men han forstod kun den,
der slog ind i hans eget Tankeliv. Man begriber let, i hvilken
Grad Voltairianismen maatte være ham imod, men man fejler,
hvis man tror, han kendte den rigtigt. Han nærede en næsten
rørende Frj^gl for Feuerbach, men jeg er ganske overbevist om,
at han aldrig havde læst ham. Han havde i sin Ungdom været
en tapper Soldat i Romantikens Krig mod Voltaire; men da om-
kring Julirevolutionen Krigen mod Romantiken begyndte, da stod
han som alle de øvrige Romantikere uden Forstaaelse overfor
den nye Slægt. Hans Afhandling: Kt Par Bemærkninger over
nogle af den nærværende Tids Fordringer, 1834, viser dette paa
det Tydeligste. Hvad Heine, Borne, Gutzkow og det unge Tysk-
land vil, er ham en lukket Bog. Han har, som Poul Møller,
som Heiberg, kun Øje for Udskejelser hos dem At det var en
uhyre verdenshistorisk Bevægelse, der her paany efter nogle
Tiaars Stansning tog sine første Tilløb for fra nu af at rulle
videre med ustanselig Kraft; at det var Aarhundredets egen
Aand, der nu viste sit sande Aasyn og kastede den romantiske
Maske; at det var Virkeligheden, som meldte sig og jog Skyggerne
paa Flugt, Friheden, som vaagnede og slog Reaktionen med
knyttet Næve lige i Ansigtet, Revolutionen, som fra Politiken
kastede sig ind i Literaturen; at det var Jorden, som blev taget
i Besiddelse, og del Hinsides, som enten blev fundet her eller
sløjfet, det hverken anede eller forstod han. Hvor kunde han
forslaa det! Han havde jo vænnet sig til at betragte det Dunkle,

Carsten Hauch 393

det vil sige alt det, vi endnu ikke formaar klart at erkende,
med uendelig meget mere Ærefrygt end det, vi forstaar. Det
Uerkendte blev ham det Dybe og det Høje. Alle de Egenskaber
og Bestemmelser, han skattede højest eller savnede stærkest:
Klarheden — som hans drømmende Aand ikke kunde naa; Ret-
færdigheden — som hans retsindige Sjæl forgæves tørstede efter;
Virkeligheden — som hans uverdslige og sværmeriske Sinde-
lag manglede Sansen for her paa Jorden, Fastheden, som han
savnede, Sandheden, som han søgte, den Frihed, som han elskede,
det vil sige Fredens Frihed — Alt dette, som han ikke fandt i
sig selv og derfor ikke paa Jorden, det kastede han ligesom ud
i Himmelrummet, og saaledes befolkede han dette Hisset, hint
Mælkevejens aabne Hav, hvorom han bestandig synger, med sit
Hjertes Fordringer, med sine Ønsker og sine Savn. Det Ord:
<Der er Mere mellem Himmel og Jord, end der drømmes om i
Eders Filosofi* var som skabt til Motto for ham. Alt det, der
blev tilbage som uopløst Rest, naar Videnskaben anstillede sine
Undersøgelser, og som han mistvivlede om at faa Klarhed over
ad Tankens og Fornuftens Veje, det kastede han netop ud mellem
Himmel og Jord og ventede opklaret i et «Hisset».

Og befæstet blev denne Retning saa tilsidst ved hans egen
personlige Livsskæbne, ved den Forsagelse, hvis Nødvendighed
hans eget Liv havde lært ham. Han, hvem Smerten havde gjort
til Digter, kunde ikke blive Besiddelsens og Nydelsens Sanger.
Livets Fylde er ikke for ham. Han afstaar Sommeren til
Christian Winther. Som Ewald kalder han sig Efteraarets Digter,
og i Efteraaret lyser Stjernerne klarest. For den, som er op-
dragen i en aabenbaret Religions Forudsætninger og hven? Viden-
skaben ikke har formaaet at befri, fører Lidelsen her paa Jorden
ikke til Virksomhed her paa Jorden, men til Afkald og til Haab
om et Hisset.

Et Haab af denne Art, en Retning af denne Art, gør imidlertid
nutildags Ingen til Digter. Dantes, Miltons og Klopstocks Tider
er forbi. Ja selv hos disse det Hinsidiges Fortidsdigtere er det
Skildringen af det Jordiske, Forholdet til det Jordiske, som alene
har Værd. Saaledes er det ogsaa hos Hauch. Der er en Spalt-
ning i hans Indre, der gaar en dobbelt Strømning gennem hans
Sjæl, hvor to stridige Kræfter modvirker hinanden, og det er
baade fængslende og lærerigt at se, hvorledes den rent men-
neskelige Deltagelse og Livskraft bestandig brydes med den

394 Carsten Hauch

forsagende Opgiven af Haabet om Sejr for det Gode og Rette
her paa Jorden, der fører ham til den aandetroende Flugt fra
Verden.

Tydeligst fremtræder Brydningen i En polsk Familie (1839).
Bomanen vil forherlige den polske Opstand i 1830—31, og da
Polakkerne var opmærksomme paa, hvad der skreves til Fordel
for dem, indbragte den Digteren en Takskrivelse og et Æres-
diplom fra den literære polske Komité i England. Ikke desto
mindre har den næsten intet Forhold til Livets Virkelighed. Det
faldt ikke Hauch ind at foretage nogen Bejse til Polen og dér
studere nogle polske Familier før han skildrede en. Han nøjedes
med Læsningen af nogle tyske Bøger om polske Forhold, nogle
Oversættelser af Folkeviser og deslige. Han tog Alt af sit Indre
og til Motto har da ogsaa Bogen istedenfor (som man kunde
vente) et Brudstykke af en Frihedshymne eller af den polske
Nationalsang, den tungsindige og forsagende, paa et Hisset hen-
pegende Sentens af Jean Paul: Og saaledes er Alt omkring os
Drøm og Skygge^ men Drømme forudsætter Aander og Jordskyggen
en Sol. Hauch siger her selv i Fortalen:

Det er let at indse, at Eventyret i Spindestuen, som udtrykkelig
siges digtet af Pater Vincent, lider under en dobbelt Tendens, der, hvis
det stod isoleret, vilde være en Fejl; imidlertid er det med Vilje saaledes
anlagt, fordi det efter Munkens Karakter ikke kunde være anderledes. 1
hans Indre er jo denne Dobbelthed tilstede, saavel den ideale Retning.
Tendensen til at opgive det Jordiske og til at søge sit rette Hjem paa
den anden Side Graven, som Lysten til det Reale, nemlig til at se sit
Fædreland fremstige i dets gamle Glans i denne Verden. Af disse to
Retninger kunne jo alle hans Handlinger forklares; det er da naturligt.
at dennt; Dobbelthed maa genkomme i et Digt, der netop skal antyde det
Vigtigste, hvad der bevæger sig i hans Sjæl.

Men selve denne Dobbelthed er ikke blot Pater Vincents,
men Hauchs, det er Grundtvedeltheden i Alt, hvad han har frem-
bragt. Hver Gang hans Begejstring vilde istemme sin Hymne,
hørtes i dens Røst som en Hulken. Hver Gang Ørnen i hans
Poesi vilde flyve frit i Vejret, drog Forsagelsen den ned igen
ved det Baand, den havde bundet den om Foden. Ligesom han
her i sit Motto slaar Drømmelivets og Skyggelivets Cirkel uden
om den polske Frihedskærlighed, saaledes indesluttede han sin
egen Begejstring for Frihed i Drømmens Tryllekres og lod For-
sagelsen klippe dens Vinger. Han leverede i En polsk Familie

Carsten Hauch 395

en Roman af den Art, som man visselig ikke skriver uden en
virkelig levende Følelse for Ret og Uret, en virkelig Kærlighed
til Uafhængighed og et glødende Had til Tyranni; men dog er
denne Stemning ikke Grundstemningen i Bogen: Den sluges af
en anden:

Pater Vincents Historie er, siger han, saa langt fra at være en
Episode, at den snarere maa anses for Digtets egentlige Midtpunkt, hvor-
fra det Heles Gang bedst kan overses; thi ligesom han tvinges til at op-
give Maalet for sine Ønsker her paa Jorden og først finder det igen i et
højere Aanderige, saaledes tvingen lidt efter lidt alle hans Brødre til det
Samme, og hans Historie bliver saaledes et Billede paa hvad der sker med
det hele Folk.

Opgiven paa Halvvejen! Forsagen istedenfor udholdende
Handling, Haab om Trøst i et Aanderige istedenfor Kamp til
det Yderste og istedenfor Overbevisning om endelig Sejr i
Virkelighedens eneste Verden — deraf alt det Ængstelige, Afkald
Givende, Grænser Dragende hos Hauch! Overalt indskrænker
han, i det smaa som i det store. Ligesom han siger vanskelig
hvor han burde sige ikke, og bruger Ordet neppe hvor han trygt
kunde sige paa ingen mulig Maade, saaledes tager han bestandig
sin Harme og sin Stræben fangen i Forsagen eller Opgiven. Han
skriver f. Eks. i et opbragt Øjeblik saadanne Strofer som disse:

Mit elskte Land, hvor er dit Sejerssmykke,
Som Du har baaret i en svunden Gid,
Hvi taler hvert et Døgnblad om din Lykke,
Endskønt din Aand er vorden svag og kold?

Hvad er den Frihed, som man vil Dig skænke?
Kun den at fejre Kongens Fødselsdag,
Kun den at klirre med Journalers Lænke,
Hvor for en Styver sælges Landets Sag;

Hvor man loyalt paa Trykpapir sig fryder,
Naar fcjge Slaver slikke Fyrstens Spyt,
Hvor kølit Begejstring sværmer for hans Dj'der,
Saa Løgnens Fader selv maa sige: «Lyt!>

Hvad gavner det, at skønne Kræfter spildes.
At end dit Hjerte slaar ved Skjaldens Røst,
Naar Fantasien fra sin Tid forvildes
Og drømmer kun om andre Tiders Lyst?

396 Carsten Hauch

Og naar din bedste Sang kun er en Klage,
Et Efterskær af gamle Seklers Glans,
Naar al din Stolthed er de svundne Dage,
Og al din Fryd en vissen Laurbærkrans?

Hvad gavner Videnskab, naar den forstummer.
Hver Gang den tale skal et dristigt Ord?
Hvad gavner Kunsten selv, naar halvt i Slummer
For Magtens Blik den bøjer sig til Jord?

Forlang ej Naade mer, men bryd den Skranke,
Der fængsler Dristigheden i dit Bryst,
Og lær paany, at Tale, Tro og Tanke
Er fri som Bølgen ved din blege Kyst!

Slige Ord er visselig ikke skrevne med Henblik paa svundne
Tider og Qerne Tilstande. Ikke desraindre lader Hauch dem
ikke tale for sig selv, men benytter denne Stemning som en
fremmed, stikker Digtet ind i en af sine Romaner, og Qemer
det fra sig ved at kalde det »en Partissmg fra en svunden Tid»,
da det dog hverken er en Sang eller i mindste Maade Udtryk
for Partianskuelser eller har nogetsomhelst Forhold til Fortiden,
men er et Digt med rent menneskeligt og ganske nærværende
Indhold. Det har været Foster af en øjeblikkelig Opblussen,
formodenlig fremkaldt ved en eller anden Samtale i hans Hjem,
men Hauch har rimeligvis snart efter dets Frembringelse fundet
dets Tone for skurrende og skarp. Den dæmpes ved Fjern-
heden, og Digtet taber sit Præg af personligt Udbrud, idet det
henføres til en svunden Tid. Hauch kan ikke bringe det over
sit Hjerte at lade Mislyden staa ; det er ham en Trang at fortone
den, selv om det sker paa den poetiske Krafts og Ejendomme-
ligheds Bekostning.

Man iagttager noget lignende i Hauchs Romaner. Han havde,
som han har sagt mig, i Freiesleben i Guldmageren skildret sin
Ven Christian Lutken og tildelt den poetiske Figur den virkelige
Personligheds Hovedegenskaber: den moralske, politisk-revolu-
tionære Begejstring og den afvisende Kulde overfor de religiøse
Dogmer. Hauch har neppe beundret noget Menneske som denne
Mand, han har mere end én Gang erklæret mig, at han ikke
havde kendt hans Mage og at han satte ham over hvilkensom-
helst berømt og almenagtet Personlighed saavel i Karakterstyrke
som i Forstand. c Lutken vilde have havt sin hele sædvanlige

Carsten Hauch 397

Frejdighed, om han saa havde staaet overfor Napoleon*, sagde
han engang. Ikke desmindre kunde Hauch ikke, da han be-
nyttede ham som Model, lade en saadan Hedning som Freies-
leben vedligeholde sin Overbevisning til det Yderste. Paa sit
Dødsleje lader denne sig i Romanen omvende af en pur ung Pige.

Tror Du, at der er mere end et bundløst Svælg paa den anden Side
af Skyerne? spurgte han. — Jeg tror det sikkert, Freiesleben. — Tror Du,
at Stjernerne ere mere end Funker fra den Esse, hvori Nødvendighedens
Lænker vorde smeddede? — Ja, sandelig jeg tror det. — Og naar den
Dag kommer, da disse Stjerner skulle visne som brogede Efteraarsblomster
i den sildige Høstnat, tror Du da, at den Sjæl, der funkler i dit Øje, ikke
skal udslukkes med den? — Den skal visselig vedvare, sagde Felicitas.
— Saa vær min Sjælesørger og lær mig en bedre Tro end den, som Verden
lærte mig.

Saaledes dør denne Mand, der i sit Testamente forlanger
«at begraves langt fra enhver Kirke paa en fri Plads i sin egen
Have», og paa hvis Gravhøj intet Kors, men et Minervabillede
bliver sat.

Hauch havde som flere af vore Digtere den besynderlige For-
kærlighed for hedenske Aander, jder staar i saa stærk en Strid
med vor Literaturs Virken i Rettroenhedens Tjeneste. Endog
naar han gør Julianus den Frafaldne til Helten i et Drama,
kan han neppe tillægge ham Dj'^der nok, ja han udruster ham
endog altfor rigeligt med dem, ganske som Oehlenschlåger, naar
han i Hakon Jarl fremstiller Kristendommens Indførelse i Norden,
vækker den stærkeste Deltagelse for Hedenskabet, eller naar han,
som i Palnatoke, paa ny fremstiller disse Magter i Kamp, tillægger
Hedningen Thorvald alle de kristelige Fortrin og lader den døbte
Konge og den kristne Præst staa som Mordere og Slyngler. Kun
den Lære, som med opløftet Pengefinger deraf uddrages, og som
i danske Romaner eller Dramer næsten aldrig savnes, forklarer
Læseren, at Kristendommen alligevel har Ret. Freieslebens Om-
vendelse i Dødsøjeblikket minder levende om de i vor hele
nordiske Literatur pligtskyldige Vikingeomvendelser.

En saadan Omvendelse vil jo imidlertid sige Opgiven, og
Opgiven er et andet Ord for Afkald. Afkaldet var altid en Midt-
punktstanke i den Hauchske Poesi. Men der gives to Arter af
Forsagen: en, som bestaar i Opgivelsen af Ens egenkærlige
Ønsker til Bedste for berettigede Krav og Tanker, en anden, som
bestaar i Opgivelsen af selve disse Interesser og Tanker, fordi

398 Carsten Hauch

Alt dog fører til Intet, fordi Lidelse er Livets Væsen og
fordi Livets Krone kun findes hinsides Graven. Det mandige
Afkald var Carsten Hauchs Styrke sopi Menneske, den uman-
dige Opgiven er det, der som en Orm tærer paa Kærnen
i saa mange af hans Bøger. Man lægge især Mærke til de
indskudte Partier hos ham. De danner som bekendt netop
« Kærnen > i hans Romaner. Indskuddet i Guldmageren behandler
de Geers Afkald paa sin Ungdomselskede, Indskuddet i En polsk
Familie Vincents Afkald paa Digterry, da Gustav, som har stjaalet
hans Digte, berøver ham baade Hæder og Brud ved sit Tyveri,
Indskuddet endelig i Sloltel ved Rhinen skildrer den indespærrede
Fru V. Mandeslohs skrækkeligt forladte Liv i Taarnet, et Liv i
(len fuldstændigste Forsagelse, uden Lys og Luft, uden Frihed
og Lykke. I disse indflettede Afsnit finder den Enkelte sig
gennemgaaende uvirksom i at blive berøvet alt det, hvorpaa han
eller hun har den mest berettigede Fordring. Personligheden
fører ikke Kampen tilende, men nøjes med at kaste sit smertelige,
paa Oprejsning haabende Blik imod Himmelen.

Dette er da den ene Side af Sagen. Den anden er, at
Hauch med sin kække og kraftige Natur aldrig for Alvor kunde
lade Handlingen og Kampen fare. Atter og atter vender han til-
bage til at skildre den sædelige Alvors mandige Holdning, det
faste Forsæts og Genialitetens ærefulde Kampe, deres Sejr allerede
her paa Jorden og den Nytte, som er Resultatet af denne Sejr.
Naar Charles de la Bussiére frelser det ene Menneskeliv efter
det andet, naar det lykkes Robert Fulton trods Spot og Haan
og Forfølgelse og Foretagendets Vanskelighed at drive sit Skib
gennem Bølgerne ved Damp, da er Sejren her sikker og Nytten
klar. Havde hin Retning mod et Hisset staaet ene hos Hauch,
da havde vi i ham kun faaet en Psalmedigter mere. Men nu
blev den modarbejdet paa mangfoldige Maader. Hans Natur-
anlæg havde bragt ham til at opfatte Livet som ildfuld Kamp,
længe inden hans egne Hændelser lærte ham at se den sande
Visdom i Forsagen. Hans ærekære Sind bragte ham til den
jordiske Ære at se noget Virkeligt og Værdifuldt, og han digtede
ikke for Intet saavel en Romance som et Drama om Æren tabt
og vunden. Nær ham stod en skarpt iagttagende, paa Jorden
fuldstændig hjemmevant Aand med kraftig Sans for Virkelighed
og kraftig Afsky for enhver Art Askese. Føj saa hertil Aar-
hundredets Gang. Blev han end personligt med Aarene i et og

Carsten Hauch 399

andet Punkt, f. Eks. i det Religiøse, mere konservativ end han
i sin Ungdom havde været, saa førte dog Tidens Bevægelse med
stærke Skridt bort fra Romantiken. Han havde tidlig havt en
levende Sans og Interesse for Historien; denne trængte sig mere
og mere frem paa Naturmystikens Bekostning. De politiske Be-
givenheder havde i ham ingen kold Iagttager. Folkenes Uaf-
hængighedskampe begejstrede hans let begejstrede Sjæl. Den,
som har skrevet den vidunderlig dejlige Sang Hvorfor svulmer
Weichselfloderiy han har i sin Sjæl bestandig havt et Ekko for
ethvert Frihedsopraab, der igennem hans lange Liv lød Europa
over. Sjælestudium, Historie, Politik; det var de Magter, der
hos ham gavnligt bekæmpede den al Erfaring overskridende
Romantik. De fortættede Sværmeriet i hans Patos, og Forsagelsen
som traadte til, formaaede ikke at knække denne Patos, men kun
at stemple den som tragisk.

VI

Vi har studeret Hauch som Aand, vi har set ham i hans
Forhold til Tidsalderens Ideer. Vi maa endnu studere ham som
Digter. I hans digteriske Stræben gik dog alle hans Anskuelser
og Tanker op.

Jeg kaldte Hauch en grublende Aand. Det var han, men
uden at Tænkningen som saadan nogensinde blev hans Sag En
Dag, da han talte med mig om sig selv som Æstetiker, sagde
han: « Fordybelsen i Digterværkets indre Uendelighed, det er den
Side af Kritiken, som jeg tror at have i min Magt. Min Læsning
af de tyske Filosofer derimod har kun gjort mine Forelæsninger
mindre gode; Abstraktionen som saadan ligger ikke for mig».
Hvad Hauch som Forfatter var, det var han derfor som Digter.
I alle Digtekunstens Afarter har han forsøgt sig, og i dem alle
har han frembragt noget Betydeligt og Værdifuldt. Et Drama
som Marsk Stig^ en Roman som G uld mageren, et Digt som Be-
kendelse hører til de bedste af deres Art i vor Literatur. Men
kun i én Digtart har Hauch naaet det Fuldendte, nemlig i Lyriken,
hvortil han hele sit Liv igennem troede sig mindst kaldet. Paa
dette Omraade er det alene, at han har leveret Frembringelser,
som er ubetinget oprindelige, ja klassiske — ikke mange, men

400 Carsten Hauch

nok til at sikre hans Navn mod Forglemmelse, saalænge vort
Sprog forstaas og vore Bøger læses.

Digtet over Christiane Oehlenschlåger er af den Art. Det
er Æmnets Overensstemmelse med Digteren, som her har gjort
Frembringelsen klassisk: den sandhedskærlige, ildfulde Personlig-
hed uden Ynde, som Hauch havde elsket saa højt, saa godt
forstod og af nærliggende Grunde maatte forstaa. Dette Digt er
ikke en Hjerteudgydelse, men en Tegning, og som Karaktertegning
af den højeste Værdi. En hel Pakke Breve fra Christiane Oehlen-
schlågers egen Haand til Hauch lærer En neppe Tyvendedelen
af hvad Digtet giver, og nu tilmed i denne Form, med denne
mandige Patos og med disse dejlige Ord, der som Mejselslag
former det ideale Billede for Læserens Øje! Skulde jeg gøre et
Udvalg af Hauchs værdifuldeste lyriske Digte, vilde jeg stille
dette i Spidsen. Saa skulde følge hans sværmerisk-smeltende
erotiske Digte med deres ejendommelige Vemod. Hvilken Perle
er ikke f. Eks. Hjemmet^ der begynder:

Jeg mindes vel et Sted, gid jeg var der igen.
Der Timerne saa sagtelig gled hen,
Lig sølvklare Perler, som drages paa en Snor,
Saa milde som to Elskendes Ord

og hvor betegnende for Digteren er ikke den forsagende Slutning:

Der sad vi tidt i Maaneskin ved Rosernes Hæk
Ved Siden af den rislende Bæk

Og veksled mangt et Ord halvt i Alvor, halvt i Skæmt,
Det har nu vel længst han fonjlemt.

Selv hvor hos Hauch Kærlighedssværmeriet naaer sin
lykkeligste Højde, er Tanken om Tabet nær hos. Selv under
den største Henrykkelse over den Elskedes Skønhed tænkec
Elskeren hos ham paa den Tid, da den ikke mere vil være til-
Sangen af Bajazel, el af de skønneste Digte, vor Literatur be —
sidder, kan være et Eksempel. Med hvilken malerisk og poetis
Kraft er ikke Dilaras Dejlighed først beskrevet:

Jeg husker det vel, dit Klædebon var sort,
Og din Hals mere hvid end en Mælkopal.

Kn iin Kloft bolger i din Halses Midte,
Den antyder en større, der sænker sig
Mellem din Barms Hvælvinger.

Carsten Hauch 401

Dine Arme ere to snehvide Vandslanger,
Tvillinger, der svømme efter samme Moder.

Letbøjelige ere dine Fingre; hvo vilde trykke dem

Uden med Elskovs milde Tryk?

Og dog saa jeg dem saare hverandre i Vrede.

Hvordan ender saa Digtet? Med et Glædesudbrud over, at
den Elskede i den senere Tid er bleven mindre glimrende skøn,
mere bleg:

Jeg glædede mig derover,

Thi det mindede mig om de Dage,

Hvor Tidens Slør skal dække din Dejlighed for Verden,

Og hvor jeg alene skal kende den.

Hvilken Modsætning mellem disse Slutningsord og den om
Tusind- og én-Nat mindende østerlandsk sanselige Skildring af
Hals og Barm og Haand i Begyndelsen af Digtet! Disse Ord er
lagte en Tyrk i Munden. Det er vel utvivlsomt, at han ikke
kunde have sagt dem; kun en Sværmer, en Tungsindig og en
Nordbo kunde skrive dem ned, men det forekommer mig, at
de paa en smuk og slaaende Maade røber og betegner deres
Digter.

En Hædersplads i et Udvalg af Hauchs Digte skulde der-
næst Den vilde Jagt af Valdemar Atterdag have. Ogsaa det har
i høj Grad de Hauchske Digtes Fortrin: at male. I det dobbelte
Versemaal hører man Jaglens Fart gennem Luften. Mange Digtere
har behandlet et lignende Æmne, Victor Hugo i Les Djinns,
Welhaven i Asgaardsrejen , begge med stor Versebygningskunst,
Hugo endog med en glimrende Færdighed, hvortil det franske
Sprog kun i faa andre Digte opviser Mage. Men hvor kolde,
hvor lidet følte er ikke disse Pragtnumre! I Modsætning til dem
hævder Hauchs Digt sin høje Rang ved den sorgfulde Følelse,
hvoraf hvert Træk er besjælet:

Foran flygted Hjort og Raa,
Vilden Daa og letten Hare,
Baarne som paa Vinger snare
Mellem Nattens Skyer graa.
Allerforrest saa man ile
Høj og bleg en saaret Hind,
Truffen alt af mange Pile
Skælved den i Nattens Vind.

G. Brandes: Samlede Skrifter. 1 26

402 Carsten Hauch

Tidt sa^de de Bonder, naar sammen de gik,
Og Talen sig saa kunde føje.
At naar man betragtede Hindens Blik,
Da ligned det Helvigs Øje.

Det er denne Stemning, som er fremherskende i Hauchs
Lyrik. Det er i den, at han i to mindeværdige Digte har be-
sunget Polen og Danmark. Jeg har ikke betænkt mig paa med
Skarphed at fremhæve, hvad der syntes mig Skyggesiderne ved
hans Livsværk; jeg betænker mig da heller ikke ved at sige, at
de troskyldige Slutningsord i Sangen om Knud Lavard synes
mig klassiske, og at den storladne Simpelhed i den polske Fædre-
landssang henriver mig. Gives der en mere rørende og alvors-
fuld Klage over Uret end denne:

Hvorfor svulmer Weichselfloden som et Heltebrvst,
Der i Doden knuses mod en vild, barbarisk Kyst?
Hvorfor klinger Bølgens Klage fra den sorte Grund
Som en saaret Gangers sidste Suk i Dødens Stund?

Fire Linjer som disse er Vidnesbyrd nok om et Digterkald.

Overalt, hvor Hauch med hele sin dybe og rige Følelse har
givet sig hen i det, han skrev, overalt, hvor han har sat sit
Væsen ind, har han vist sig som Digter og udøvet en ikke
almindelig Magt til at røre Hjærterne.

Ulykken er. at han ikke altid har gjort det. Hvorfor ikke?
vil man spørge. Dels af Mangel paa kunstnerisk Mod og dels
paa Grund af en urigtig Kunstlære.

Hver Gang han vovede al gribe et Stof, hvor han genfandt
et Glimt af sig selv — sine Kampe, sin Ildhu, sin Søgen og
sine Lidelser ~ som i Robert Fulton ^ Guldmageren, en polsk
Familie o. fl. , der opnaacdc han at frembringe et Værk, som,
trods alle Ubehjælpsomheder i Formgivningen hist og her,
fængsler Læseren og river ham med. Denne hemmelighedsfulde
Stemning, der helt fylder (iiildmayeren , den Begejstring, der er
Sjælen i de andre to Romaner, savner ikke Ekko hos nogen
modtagelig Læser. Men en vis Blufærdighed, dernæst maaske
stundom en Følelse af indre Tomhed, fremdeles en Bestræbelse
for at være saa saglig som muligt i Kunsten, der udsprang fra
en Tro paa, at dette var del Rette, det Bedste, endelig en Over-
vurdering af den fri Indbildningskrafts Betydning i Poesien, alle

Carsten Hauch 403

disse Bevæggrunde i Forening bragte ham til paa en undertiden
utrolig udvortes Maade at gribe Stoffer i Flæng.

Han kunde i den Henseende begaa det Forbavende. Kan
man kalde det Andet end gyseligt, at Stoffet til Kvindehævn
fristede Hauch paa hans gamle Alder til en dramatisk Bearbej-
delse, der da ogsaa faldt ud til det Gruelige. Den Mangel i hans
digteriske Fremgangsmaade, hvorom den Art Fejlgreb kun er de
plumpeste Vidnesbyrd, bestod i, at han undertiden mer eller
mindre koldblodigt valgte sig et Æmne for saa at underkaste det
den poetisk-haandværksmæssige Behandling. Han begreb ikke
ret, at hvad det mest kom an paa var at være ganske greben af
Æmnet. En Dag sagde han til mig: «Jeg begriber aldrig ret
hvad andre Digtere siger om den Herlighed og Glans, hvori
Ideen staar for dem fra først af, og som saa tildels skal gaa
bort under Udførelsen. For mig har Ideen som saadan aldrig
været saa betagende; det er Udførelsen, som er min stærke Side,
især den dramatiske Patos. » Han svntes ikke at føle, at den
dybeste Patos er den, som udspringer af det nære personlige
Forhold til Æmnet, og ansaa den Hede, hvori han kom under
Udarbejdelsen, for ligesaa poetisk som hin. Imedens han da
skrev, var han selv aldeles henrykt over det Arbejde, han havde
for. Da Begejstringen var saa glødende, mente han, at Værket
ubetinget maatte blive betydeligt. Han havde uden Skygge af
Forfængelighed en meget stor Selvfølelse som Digter.

Denne Selvfølelse var imidlertid som sagt ikke ledsaget af
et ligesaa stort Mod til at give sig selv hen i Digtet. Det ejen-
dommelige Forhold, hvori han stillede sig til sit Stof, holdt ham
her tilbage. Han kunde undertiden faa Lyst til paa Grundlag
af en aldeles flygtig Sympati at bygge et helt Drama. En Uvilje
over al den Falskhed, vor Civilisation har i Følge, et romantisk
Sværmeri for Beduinernes Gæstfrihed Tar nok til at bringe ham
til at forfatte Et Eventyr i Ørkenen ^ et Værk af den Art, som
maaske kan gøre Lykke paa en Scene, men som ved Læsningen
virker tomt. Han kunde ligeledes paa den Tid, da man mente,
at den eneste Frelse for Poesien laa i Stoffer fra den nordiske
Oldtid, give sig til med Anstrengelse at føle sig ind i Saga-
Aanden for i Kraft af Studium at frembringe en Efterligning som
Thorvald Vidførles Saga. Den, som vil lære de nordiske Sagaer
at kende, vil foretrække dem, der digtedes Anno 1100 for dem,
der blev digtede 1849, og den, som vil lære Hauch at kende,

26*

404 Carsten Hauch

vil hellere søge ham , hvor han ikke er nødsaget til at paa-
lægge sin Stil og sin Personlighed en saadan Tvang som her.
Ganske sikkert fornam han et vist aandcligt Slægtskab med de
gamle Sagaforfattere. Men dels var de Sagaer, hvis Tone han
slog ind i, ikke de bedste, de historiske og de heroiske, men
dem, i hvilke det Mytisk-fabelagtige spiller den største Rolle; dels
bliver den Troskyldighed, hvormed i Sagaen det Utroligste beret-
tes, i vore Dage søgt og usand. Det tager sig ud, som om et
voksent Menneske vilde give sig til at lalle som et Barn.

Mellem det meget blot optagne Stof kommer saa hos Hauch
(f. Eks. i Fortællingen om Haldor) dels meget smukke og sete
Naturbilleder frem, dels personlige Erindringer i gammelt Kostyme.
Naar Kongen i Enrum siger til Haldor: «Jeg paaskønner den
Tjeneste, Du har vist mig baade her og udenlands, og din Plads
i Hirden skal aldrig fratages Dig, saalænge Du selv begærer at
være der. Men saadan som det var mellem os i den første Tid,
da vi boede sammen i Miklagard, førend vi droge til Sicilien,
saaledes bliver det aldrig mere», da er dette med faa Ords For-
andring det Selvsamme, som Oelenschlåger sagde til Hauch, da
denne kom tilbage fra sin første Udenlandsrejse. (Se Minder
f. m. B. o. U. p. 276.) Det gælder om Hauchs Fortællinger over-
hovedet, at, naar det ikke som i hans bedste Arbejder — Guld-
mageren f. Eks. — lykkedes ham ligesom at dykke det hele Raastof
ned i den personlige Stemning, blev en Mængde døde historiske
Slakker hængende rundt om det egenlige Æmne, saaledes f. Eks. i
Charles de la Bussiére, hvor de tynger Hovedsagen, Skildringen
af den opofrende, men bestandig miskendte Stræben hos en
Personlighed, der altid lever paa Skyggesiden af Livet.

Der er sagt og skrevet meget om Forholdet mellem Historie
og Poesi. Jeg véd den, der 18 Aar gammel har skrevet en stor,
tyk og doktrinær Afhandling derom, som han heldigvis havde
Selvkritik nok til ikke at lade trykke. Man har i dette Spørgs-
maal altfor meget hængt sig i Enkeltheder, er overhovedet gaaet
altfor meget cfler Læresætninger og Regler. Ser man praktisk paa
Forholdet, vil man komme til at betragte det meste af, hvad Ælste-
tikerne herom har frembragt, som ganske uvigtigt i Sammen-
ligning med Hovedsagen, der altfor lidt berøres. Man forsøger
i Æ.stetiken saa vidt muligt at fastsa»ttc de Grænser, indenfor
hvilke Digteren kan tillæmpe de historiske Kendsgerninger uden

Carsten Hauch 405

at forvanske dem, og Enhver ser let, at der her lader sig op-
stille mange vejledende Regler, f. Eks.: at jo mere Digteren ind-
lader sig med det Historiske, des strængere Fordringer tør man
stille til ham; at jo mere han kan vinde i poetisk Henseende
ved at foretage en Forandring i det Givne, des dristigere tør
han være; at jo mere ubekendt Stoffet er for hans Publikum,
des friere Haand har han over det; at han ikke maa hæve eller
rense en historisk Personlighed, hvis han derved vilde komme
til at skamskænde en anden betj^delig historisk Personlighed
o. s. V., o. s. V. Alt dette er Regler, som sysselsætter den, der
forfatter Kritiken, men det Afgørende i Forholdet mellem Historie
og Poesi, det er hvad der fører Digteren til det historiske Stof,
hvad der bringer ham til at gribe dette og ikke et andet. Der
maa være et eller andet Bevægende i Stoffet, som hemmeligheds-
fuldt eller øjensynligt svarer til hans eget Væsen, hans indre
Liv. Først da faar det under hans Hænder Livets Varme.

Tiber og Bajazet anses med Rette for dygtige Dramer af
Hauch. Men hvorfor er de ikke mere end dygtige? Efter min
Anskuelse: fordi de er Studier. Der var i disse historiske Rov-
dyr Intetsomhelt, der kunde begejstre Hauch til et Drama.
Han skildrede disse Mænd, fordi han tiltroede sig Evne til at
tegne dem, det vil sige, til at tegne Personer netop af denne
Art. Han kan have havt Ret, Men dette er ikke Aarsag nok.
Og ganske paa samme Maade spørger jeg mig selv: Hvad førte
Hauch til et Æmne som Maastrichts Belejring eller Gregor den
Syvende? Hvad havde han tilfælles med dem? Man ser, at han
har valgt sig sit Stof, skaaret sig det tilrette, gjort Forstudier
til det, udført Arbejdet i sit Ansigts Sved; men dette er ikke
Meningen med Poesien.

Jeg hører allerede et Kor af Indvendinger. Hvorledes? vil
man sige, har Digteren ikke Frihed til at vælge sit Stof rent
sagligt, vil man foreskrive ham: som Byron kun at fremstille
sig selv og atter sig selv under gennemsigtige Masker? Jeg
svarer: Naar vil man dog opgive den Indbildning, at Digteren
overhovedet har nogetsomhelst andet at ty til end sig selv o:
hvad han har følt og set? Han skal kun ikke skildre, hvad han
har læst. Og hvis Talen er om Troskab mod Historien, da
indse man dog, at den eneste Mulighed for i Behandlingen af et
historisk Stof at blive saa saglig som det lader sig gøre, det er
at blive tilgavns personlig, i sig selv at føle den forgangne Tids

406 Carsten Hauch

Aand, dens Synsmaader, dens Lidenskaber, dens Fordomme,
dens hyppigst forekommende Livsforhold i Kraft af alt det Til-
svarende, som man selv har oplevet eller iagttaget. Heri lig-
ger, at en Mængde historiske Stoffer, der f. Eks. endnu paa
Shakespeares Tid var fængslende, nutildags er ubrugbare, fordi
de vilde kede. Hegel, der havde et og andet Indfald paa dette
Punkt som paa adskillige andre, antyder (Werke 10, 1 Abth. 351),
at med det Kunstværk, der tilhører en os fremmed Tid og Nation,
bør det gaa os, som naar vi i et Kærlighedsdigt, der tiltaler
os, underforstaar vor Elskedes Navn under det fremmede. Hegel
siger endog: Det Historiske i Poesien har kun Interesse for os,
naar vi kan anse det Nærværende for en Følge af de Begiven-
heder, i hvis Kæde de fremstillede Karakterer og Gerninger
er væsenlige Led; selve Sammenhængen ved Folk og Land er
ikke nok; Tyskerne føler sig f. Eks. kun geografisk hjemme i
Niebelungenlied. ' Hauch har ikke delt denne Anskuelse. Han
kunde stræbe at drømme sig ind i en historisk Fortid, blot
fordi denne f. Eks. lod sig behandle i den gængse romantiske
Tonart, uden at hverken nogetsomhelst Historisk eller noget-
somhelst Personligt kom til Orde i Digtningens store Træk.
Valdemar Sejer og Valdemar Atterdag er Forsøg af denne Art.
Og ser vi hen til Dramet, da er det ud fra denne Tankegang
begribeligt, at Shakespeare, naar han fremstillede de middel-
alderlige Kampe mellem Fyrster og Vasaller, kunde opnaa en
meget stærk Virkning, da hans Samtid endnu havde dem i frisk
Erindring og frembød Paralleler til dem, mens vi i vore Dage
ikke bor følge dette Eksempel, fordi hin Tidsalders Forhold
staar os altfor fjernt og lader os kolde. Hauch fulgte Eksemplet
i Sveml Grathe, men Følgen blev, at dette paa poetiske Enkelt-
heder ingenlunde fattige Digt, hvis Ordskifte er billedrigt og hvis
Sprogtone er fuldtklingende, faldt igennem paa Scenen tiltrods
for den mest omhyggelige Udførelse.

Heiberg, der tog sig saa varmt af Svend Grathe^ søgte
(irunden til dette Forhold, og troede at finde den i den Om-
stændighed, at det historiske Dramas Tid overhovedet var forbi,
da Tiden fordrede det filosofiske Drama, en Mening, Historien
ikke har bekræftet, og som Heiberg selv kort efter i sin Fejde
mod Hobbcl frafaldt. Men ser man nøjere paa Heibergs Tanke-
gang, vil man finde, at den, fraset Kunstudtrykkene, kun er lidet
forskellig fra den nys fremsatte. Det historiske Dramas Tid

Carsten Hauch 407

skal efter ham være forbi, fordi den forstandstørre Adskillelse
af Historiens Aand fra Historiens Kendsgerninger, som fører til
den Fordring, at Kunstneren, selv om han raader frit over disse
Kendsgerninger, skal skaane hin Aand, strander i det Menings-
løse, da jo Aand og Kendsgerninger ikke saaledes kan sondres.
Vi fordrer, siger Heiberg, desuden nutildags af Digteren, at han
helt skal have gennemtrængt sit Stof og ikke blot behandle det
som noget Udvortes, hvormed han tumler. Det er netop dette
sidste, jeg ogsaa vilde fremhæve, kun at jeg kalder dette Forhold
det personlige, som Heiberg benævner det spekulative, og med
den Forskel, at efter min Opfattelse Historien ikke sjældent er
uundværlig som Fremførelsesmiddel.

Det nytter ikke at prædike for de Døde. Men lad os lære
af deres Misgreb! Forstaar det, I Digtere, som lever blandt os!
Det nytter ikke, at I studerer Jer ind i Jert Stof, I maa føle
det inden i Jer. Det nytter ikke, at I vælger det, det maa have
grebet Jer først. Jer selv, jer egen Synsmaade, jer egen Form,
jert eget Indhold er det Eneste, som vi ønsker af Jer. Længst
forbi, længst forsvunden er den Tid, da Digteren slog Lyren med
et Elfenbensplekter. Med Jer egen Haand maa I gribe i Strengene,
selv om I skulde rive den tilblods, ifald I for Alvor vil røre
vore Hjerter!

Den tyske Digter Immermann gaar i sine Memorahilier saa
vidt, at han vil fastsætte Reformationen og den Tid, der umiddel-
bart gaar forud for den, som Grænselinie for de Stoffer, vore
Dages Digtere kan bruge. Men dette er en rent stoflig Be-
tragtningsmaade. Nærhed eller Fjernhed i Tid gør slet intet til
Sagen. Hettner har i en god lille Bog Das moderne Drama her-
imod med Rette bemærket, at blot et Drama som Shakespeares
Julius Cæsar viser, hvor meget man her maa tage sig i Agt for
Læresætninger. Han tilføjer: «Det forekommer mig endog sand-
synligt, at de nærmeste Tider, som fremfor Alt vil have at
arbejde paa en grundig Omformning af vore Samfundsforhold,
med særlig Forkærlighed ville gribe til Stoffer som Gracherne
og Spartacus og alle disse romerske Begyndelser til den nyere
Historie.* Meningen hermed er ikke, at Digteren skal gøre de
historiske Personer til Masker for moderne Veltalenhed, gennem
hvilke han blot selv udtaler de Tanker, der ligger ham paa Hjerte,
men Meningen er, at han kun skaber, hvor han forstaar gennem
Samhu og Tilfældets Lighed med et mere nærliggende, ikke gen-

408 Carsten Hauch

nem Begejstring for Historiens Gengælden i ren Almindelighed
eller gennem blotte Forskninger og Forsøg i Sjælekundskab.

Gaar vi Hauchs enkelte historiske Arbejder nærmere paa
Klingen, da ser vi allerede i hans Ungdomsværker, Tiberius og
Bajazet, Digterens Kulde overfor Æmnet foraarsage, at der ikke
bliver noget Drama ud af Stoffet. Vi ser flere forskellige Men-
neskenaturer blive omhyggeligt studerede; men ingen af dem har
noget aandeligt Indhold, vi bekymrer os om, eller overhovedet
noget aandeligt Indhold. Vi Nutidsmennesker lever et Hjerneliv.
Det blotte Skue af Ondskab og Voldsomhed, repræsenterede af
forskellige Personer, har intet Fængslende for os. Dramet behøver
en Kamp, men en Kamp, der ikke føres om Ideer, underholder
os ikke mere end et almindeligt Væddeløb. Mellem Bajazet og
Tamerlan er der ingen anden aandelig Modsætning end den, der
er mellem Høg og Høg. Dramets sande Titel vilde være den
simple: Høg over Høg. Bajazet er grusom og vild, Tamerlan
det samme, men i saa meget højere Grad og med en saa meget
plumpere Raahed i Sind og Væsen, at Bajazet i Sammenligning
med ham kommer til at repræsentere en Art Dannelse. Og
hvor lidet lykkes det saa disse i Jamber talende Herrer at over-
bevise os om, at de er, hvad de giver sig ud for: Tyrker og
Tatarer, Bajazet og Timuri Hvem tror det?

Som Olding optog Hauch et Æmnc, der allerede i hans
Ungdom havde sysselsat ham: Julianus Apostata. Hvis nogen-
steds, saa var her vel et Stof, der maatte tvinge Digteren til at
sætte sit Væsen ind. Gør han det? Ingenlunde. Julian har som
Æmne været en af Romantikernes kæreste Kæpheste; Eichendorff
f. Eks. opbrændte i sin Julian (1853) det hedenske Kætteri «paa et
Baal af duftende Rosentræ*. Den store Frafaldne, der af Voltaire
bestandig blev forherliget som Kristendommens Bekæmper og
den nye Tids Bebuder, blev som bekendt af Strauss stemplet
som Romantikeren paa Tronen og spottet som den, der forgæves
havde villet holde Historiens Hjul tilbage ved Genindførelsen af
den forældede hedenske Gudsdyrkelse. Underligt nok! Hauch
stiller sig næsten ganske paa Voltaires Standpunkt; hos ham er
Julian den ædle Helt, den store Kriger, den dygtige Kejser, hvis
tragiske Fejlgreb har sin Aarsag i et aandeligt Fejlsyn paa
Kristendommen. Men Hauch behandler Stoflet uden Lidenskab;
det er mod sin Vilje, at han lader Julian aflokke os Deltagelse,
og for at læge de Saar, som Heltens udogmatiske l^ale kan have

Carsten Hauch 409

tilføjet en eller anden upansret Tro i Læseverdenen, tilføjer han
naivt og forsigtigt som Efterskrift til Stykket den gamle teologiske
Kandidats Bekendelser, der gendriver Julian og hævder alle mulige
og umulige Dogmer.

Dette maa være Eksempler nok. Jeg vil endnu blot tilføje,
at Hauchs uden Spørgsmaal bedste Drama Marsk Stig, saa fint
og saa harmonisk som det er, saa højt det alene ved Tegningen
af Kongens Person staar over Oehlenschlågers Erik Glipping,
synes mig at lide under samme Mangel paa et levende Forhold
til Nutiden, dens Forhold og Tanker. Det er bestandig Shake-
speare, for hvem Hauch nærede en naturlig, men ikke skarpt-
skuende Beundring og hvem han i mangfoldige Enkeltheder (se
f. Eks. hele Constantins Rolle i Svend Grathe) ligefrem efterligner,
hvis formentlige Eksempel her ledede ham paa Vildvej I hans
enkelte, helt mislykkede Dramer som Gregor og Don Juan er,
som i andre daarlige Dramer af den oehlenschlågerske Skole,
kun Jambetravet blevet tilbage. Hans Skuespils Fjernhed fra
Livet, deres Mangel paa Evne til at holde Tilskuernes Opmærk-
somhed uafbrudt fangen, var Skyld i, at han sit lange Digterliv
igennem egentlig aldrig opnaaede anden Art Sceneheld end det
ret lunkne, som Agtelsen indbringer.

VII

At han i Grunden og inderst inde var Lyriker, det føler
man saavel i hans Dramer som i hans Romaner. Baade For-
trin og Mangler er lyriske. Man studere f. Eks. Svend Grathe.
Hvor smukt er det ikke, naar Ditlef siger:

Alt slukker Morgnen, lig en sparsom Hustru,
Der aldrig ynder Lys til ingen Nytte,
De blege Stjerners Flamme

Hvor poetisk siger ikke den nedrige Constantin:

Et Løfte, høje Drot,
Er lig en Sløjfe, der, hvor fast den end
Er bunden, dog med sagte Haand og med
Forsigtighed igen kan løses.

410 Carsten Hauch

Men hvor nær ligger ikke her Udskejelserne ved Skønhederne!
Knud vil spørge Svend, om denne næste Morgen vil tage med
paa Jagt. Det udtrykkes i saadanne Omskrivninger som:

Gaa, Ditlef, til Kong Svend og spørg fra mig.

Om lian paany, naar Morgenduggen blinker.

Vil høre Jægerhornets Klang i Skoven

Og lade Høgen stige fra sin Finger

Til Kamp i Luften med den kloge Hejre.

Et andet Sted udtrykker den rolige Ditlef sig med en saa-
dan Flugt:

Før skal Du fange Vindens Hest paa Heden
Og binde den til Maanens blege Horn,
Før Valdemar Du bøjer med det Gode.

Hauch forstod ikke ret at skifte Tone. Havde hans Muse
engang faaet Koturnerne paa, saa gik hun med dem gennem tykt
og tyndt. Billedsproget var ham medfødt. Han, der som Kunstner
er Ærligheden selv, og som mindre end nogen anden indlod sig
paa at sminke sin Stil, var skønt ærlig ikke simpel eller klar i
sit Udtryk. Som Østerlandets Kvinder saaledes viser hans Tan-
ker sig aldrig uden Slør. Men udenfor Lyriken bliver dette tidt
unaturligt. Eller klinger det ikke affekteret, naar de Geer siger
til Manon: cVil Du følge med mig, da maa Du ikke frygte
for at vandre som den lette Stenged over Bjergene i den tidlige
Morgenstund. T? I sin Egenskab af Lyriker besad Hauch ingen
stor Fortællekunst. Han er atter som Fortæller ærlig troskyldig
og ligefrem, men ubehjælpsom. Især hvor Stoffet gør hans
Blufærdighed forlegen, bliver han i sin Kejtethed næsten rørende.
Saaledes indledes Fortællingen om Robert Fultons Møde med
Zigøjnersken med følgende kostelige Ord: «Under sit Ophold i
Paris oplevede Fulton et Æventyr, som vi, da det ikke er uden
Indflydelse paa hans senere Liv, selv om hans Opførsel ved
denne Lejlighed skulde berøve ham noget af Læsernes Yndest,
ingenlunde her tør forbigaa med Taushed.* Af denne Art Naive-
teter vil enhver Kender at Hauchs Skrifter kunne udpille en
ikke ringe Mængde. Hovedmanglen er, at Hauch som Fortæller
taler altfor meget med Han er saa moralsk, at han bestandig
frygter. Læseren skal gaa vild af Moralen; derfor siger han den

Carsten Hauch 411

enten selv eller lader en anden udtale den. Victor siger f. Eks. i
Guldmageren: «Jeg ønskede overhovedet, at man blev enig om i
Selskab aldrig at tale stort om slige underordnede Genstande
som Stole, Borde, Gulvtæpper, Malerier og andre Kunstværker,
der kun er Betingelsen for en behagelig Tilværelse, Intet videre
.... Vi omgive os med Kunstværker, ligesom en Dame omgiver
sin Kjole med en sirlig Garnering o. s v.> — *Saaledes forvandles
Aandens ædleste Værker til Redskaber for en Lediggængers legem-
lige Nydelse^' tænkte Theodor. Læseren havde nok udfundet

dette, selv om Theodor ikke havde tænkt højt.

I sin Egenskab af Lyriker formaar da Hauch saavel i sine
Dramer som i sine Romaner egenlig kun at tegne et Menneske,
naar det kommer i Lidenskab. Saa udtaler den Paagældende
selv sit Indhold. Men heri ligger, at Hauchs Menneskeskildring
saa fuld og kraftig den er, aldrig kommer den Enkelte tilstræk-
keligt nær. Hvor den ikke behøver det i nogen høj Grad, der
er han dygtig Karaktertegner, men rigtignok ganske blottet for
Evne til at forme en simpel mundtlig Ytring. Hør. f. Eks, Vero-
nica (i Guldmageren) naar hun siddende i Drivhuset mellem
Myrter, Jasminer og Orangetræer med Medynk ser de andre for-
trække for den bedøvende Vellugt. Hun udbryder:

O, I svage Skabninger, alt dette er dog kun lidet imod hvad der
findes i min Modei^s Hjem: denne Vellugt er Intet mod den, der indaan-
des ved Orinokos Bredder, hvor en af de maanelvse Nætter er hedere end
Eders skønneste Sommerdage, hvor Skovene tidt staar ligesaa fulde af
Blomster som af Blade, hvor Jaguaren brøler højt af Begærlighed efter
Bytte, hvor den vilde Puma udstrækker sin blodige Tunge, hvor den sorte
Neger betragter mig med sit brændende Blik, og hvor Græsset selv vorder
skarpt som en Kniv og er i Stand til at forsvare sig . . . Men Sommer-
fuglens Pragt og Kolibriens Metalglans ere dog kun svage Billeder paa
hvad der funkler i Gruberne under Jorden i hine Lande, thi derfor er
denne Lilje rød som Guld, fordi den er kommen fra Guldets Land; ja
lykkelig den Bi. der kan skjule sig i dens Indre og til hvis Fødder det
gyldne Støv hefter sig I

Man har Veronika helt i disse Ord, men hvorfor? Fordi hun
i den Grad gaar op i sin sanselige Guldtørst, og med sit fremmede
Væsen i et nordisk Land er i den Grad sjælden i sin Art, at
den Enkelte næsten er givet med Arten. Tag derimod en Skik-
kelse som Svend Grathe. Faa dramatiske Personer har, som
Heiberg med Beundring bemærkede det, en fuldere Patos. Med
Rette siger Heiberg, at Stykket fremstiller Forbrydelsens Tilbli-

412 Carsten Hauch

velse med sjælden Kraft og Klarhed. Men Forbryderen selv er
ikke nær saa klar; et Menneske med personligt Særpræg er han
ikke. Hør ham f. Eks. tale med sig selv, hvor ban overvejer
sin Forbrydelse:

O Dod, hvo skulde tro. det var saa svært
Dig ned at drage paa sin Fjendes Hoved!
— Du kommer jo dog ellers villigt nok.
Den evig vandrende, den blege Maane
Medbringer Sygdom jo. saasnart den hænger
De vaade Slor om sine svulne Horn.
Og Havet aabner, lig et graadigt Hovdyr,
Sit vide Svælg og bliver aldrig mæt.
Og Jordens Aande vorder ofte Gift,
Og tidt. o Dod! Du skrider over Engen
Ved Ellepigens Haand i klamme Taager.
Naar Lovet falder i den kolde Host:
Den blodige Valmu er dit Sovekammer
Paa Bulmeurtens Læber sidder Du
Og i den skælbedivkte Slanges Mund.
Hvi kan Du aldrig træffe da det Maal.
Som jeg Dig viser? — jeg maa hjælpe Dig.
Du blinde I)od. og gribe kæk din Haand.
Skont den er kold og g>'selig at rore.
Ja jog maa styre den. hvis det skal lykkes.

Man er her sikkert nok Vidne til Forbrydelsens Vorden,
men enhver, som onsker sin Fjende Doden, kunde bruge slige
Ord. Hvilket Træk, hvilken Vending betegner vel ber netop
Svend Grathe! Han ta^nker som .\lverden og taler som Haucb.

Og saaledcs overalt Karaktertegningen er god. men for
vid. Ingensteds foles dette stærkere end hvor LeoDtine i En
polsk lamilic hæver sin Haarpil mod Zeltner, da ban forfølger
hende, don Ilaarpil. hvormed hun har drcvbt en Abe, der engang
vilde kaste sig i hendes Favn. 1 samme Øjeblik forvandles og
udvides Skikkelsen for en; det er. som saa man Diana selv.
Her er altfor faa personlige Træk til at særpræge K>'skhedeo.

Sit dybe i^rihenile Udtryk linder Menneskesjælen hos Hauch
ila kun i Sang Naar Agnes i Haniadryaden svoger:

Vemod ej min Sjæl forlader.
Skont mit Blik. min Læbe ler.
Jo:; staar alt i Aftennnlen.
Hvor de Andre Morgen ser.

Carsten Hauch 413

Alt jeg skuer Gravens Fakkel
Og den aabne Jordens Mund,
Livet gav mig ene Smerte,
Haabet gav Bedrag mig kun.

eller naar Dyveke i Vilhelm Zabern klager:

I Bølgen svømmer med Dødens Mod
Den Fisk, som med Angelen leger,
De gøde mit strømmende Hjerteblod
I Kongens forgyldte Bæger.

da er hele Personligheden, hele dens Situation givet i dette korte
Udbrud, og et besynderligt Skær falder fra alle disse saa skønt
og tragisk klingende Sange paa disse Ord i Hauchs Fortale til
hans lyriske Digte: c Alt Øvrigt, som jeg har digtet, man tillægge
det nu megen eller liden Værdi, er dog, som jeg haaber, stemplet
med Originalitetens Mærke; med Hensyn til mine lyriske Digte
vover jeg derimod ikke ubetinget at paastaa dette. »

vni

Hauchs Digterliv var, som allerede fremhævet, en bestandig
Kamp. Vi saa, i hvilke Vildfarelser han svævede angaaende sine
egne Evners Natur. Kunde han da intet lære af Kritiken? Ak,
den Kritik, han fik, indtil Heiberg bedømte Svend Grathe, var
kun lidet lærerig. Det var den bitre Forfølgelse, den hadefulde
som gaar ud paa at tilintetgøre sin Genstand, og Hauch bevarede
hele sit Liv igennem en dyb Bitterhed i sin Sjæl over den Med-
fart, han havde lidt. Hans maaske mest følte Roman Robert
Fulton har helliget Dagbladene store Kapitaler. Alle Former af
Presseforfølgelsen og Pressenederdrægtigheden er skildrede her.
Da Fulton har læst den første Artikel, hvori hans Forehavende
bliver haanet, og denne Artikel er anført fra Ende til anden, tilføjer
Hauch: «Det er med velberaad Hu, at denne Artikel er gengiven
i sin hele Udstrækning; ikke fordi det just er sandsynligt, at
hint Dagblad udtrykkede sig anderledes end mangfoldige andre
ved lignende Lejligheder, men blot for ved et Eksempel at vise,
med hvilke Fordomme de havde at kæmpe, der forberedede den
store Opdagelse.* Da Fulton har læst Angrebet, skriver han et
udførligt Svar.

414 Carsten Hauch

Dette Svar bragte han selv til Hr. Dennison, der modtog ham med
stor Høflighed og forsikrede, at hans Modbemærkninger saa snart som
muligt skulde blive indrykkede i hans Dagblad. «Det skylder jeg Dem,»
føjede han til, «thi Ingen skal sige, at han er bleven angreben i vort
Blad, uden at dette tillige har aabnet sine Spalter for hans Modgrunde.
De skal aldeles Intet betale derfor, thi Retfærdighed bor gives Enhver
gratis, det forstaar sig af sig selv.» Den følgende Morgen modtog derimod
Fulton et Par Linjer fra Hr. Dennison, hvori denne beklagede, at han
efterat have gennemlæst hans Forsvar, umulig kunde indrykke det; thi
der findes rimeligvis ikke mange Matematikere mellem Bladets Læsere,*
føjede han til, <og for enhver anden end en Matematiker vil denne saa-
kaldte Gendrivelse være aldeles uforstaaelig.» Fulton skrev da et andet
Forsvar, hvori han paa en fatteligere Maade søgte at udvikle sin Plan.
Desuden tilføjede han ogsaa en Udskrift af en Attest fra sin Mester, hvori
denne gav ham de bedste Vidnesbyrd baade for hans Flid og hans Due-
lighed: omsider anmodede han Publikum om at udsætte Dommen over
ham, indtil Udfaldet havde vist, om han var istand til at udføre sit Fore-
havende eller ikke. Men ogsaa denne Artikel undslog Hr. Dennison sig
for at optage. «Vi have hver Dag Lejlighed til at erfare, » skrev han
tilbage, «at den, der er bleven Genstand for en dadlende Kritik, anser
den for uretfærdig, og at han da som oftest betragter sig selv som et
forfulgt Talent eller Geni. Hvad os angaar, da er vi varme Venner af
ethvert, selv det ringeste Talent; men vi er endnu varmere Venner af
Sandheden. Amicus Ploto, amicus Socrates, sed magis amica veritaSf det
er vort Symbolum. Med andre Ord; vi handle uden Personsanseelse og
kunne derfor ikke indlade os paa at optage alle de Modai*tikler, der have
deres (irund i en ensidig, fra enhver fornuftig Mening afvigende, personlig
Anskuelse. >

Faa Dage efter læser Fiilton et nyt Angreb paa sig i samme
Blad, indtil det ender med, at Bladet beskylder ham for at være
vanvittig og for at have tilbragt nogen Tid i en Sindsygeanstalt.
Paa dette Punkt har Hauch, der her pludselig selv optræder
midt i sin Fortælling, ladet F'ulton trøste sig med nogle Bemærk-
ninger af en unævnt Forfatter, hvis Navn Læseren ikke vil have
Møje med at finde. Heri hedder det:

Knhver talentfuld Mand. der miskendes af sin Omgivning, er meget
tilbøjelig til at tro, at Verden paa en forhen uhørt Maade er uretfærdig
imod ham. at hnn bliver stærkere forfulgt, at han har en haardere Kamp
at gennemgaa. end alle andre Talenter før ham. Men ved at læse slige
Blade og de Domme, som deri fældes, vil han snart komme ud af sin
Vildfarelse. Han vil da se. hvorledes udmærkede og berømte Mænds
Navne (især naar disse Mænds Ben alt er gemte i Graven) hvert Øjeblik
blive brugte til Skjold mod det opadstræbende Talent, der atter, naar
det, trods denne Modstand, og efter mangen haard og bitter Strid, har
erhvervet sig et Slags Anerkendel.se i Verden, maa finde sig i at bruges

Carsten Hauch 415

paa lignende Maade mod de Talenter og Kræfter, der ville bane sig Vej
efter det.

Foruden alle de Genvordigheder, der beredtes Hauch af
Kritikens menige Tros, følte han i lang Tid Efterveerne af det
Nederlag, han havde lidt i sin ubesindige Fejde med Heiberg.
Denne Fejde er en ligefrem Fortsættelse og Følge af hans Kamp
mod Baggesen, men den endte med Nederlag, fordi Hauch paa
sin Side nu var Forfægter af den forældede Sag. Heibergs Sejr
var letvunden og fuldstændig. Des smukkere er det at se de
to udmærkede Mænd, der saa heftigt havde bekæmpet hinanden,
efter nogle Aars Forløb glemme alle de gamle Stridigheder og
slutte et varigt Venskabsforbund.

Et Vidnesbyrd derom ligger for mig i et Brev fra Heiberg
til Hauch af 28de Januar 1841, som begynder:

Visselig er det med et Ja, at jeg besvarer Deres Spørgsmaal: om
vi skulle glemme den gamle Strid. Og dog kunde jeg for mit Ved-
kommende maaske med større Grund svare Nej — thi jeg har allerede
for længe siden skrevet det Hele i Glemmebogen, uden Tvivl i samme
Betydning, som De: Vreden, Bitterheden er forsvunden, kun det tørre
Faktum staar tilbage som Genstand for en afFektløs Erindring. Selv om
jeg havde været personlig irriteret imod Dem — hvilket jeg dog næppe
tror, saavidt jeg nu kan erindre — vilde ikke desmindre «Vilhelm Zabern»,
« Guldmageren » og <Den polske Familie > have udslettet ethvert saadant
Indtryk. De erkender, at der har været Uret paa Deres Side; modtag
den samme Tilstaaelse fra mig, endskønt det forstaar sig af selv, thi
i enhver Strid, som føres med Heftighed, er der altid nogen Uret. Dog
foretrækker jeg at have denne Uret, som altid følger med Ivrigheden, for
at skrive paa den kedsommelige circumspicerende Maade, som betegner
den fornemme Polemik.

Men lad mig nu. inden jeg forlader denne Materie, sige Dem Et,
som ingenlunde kan eller bør forstyrre det gode Forhold, hvori jeg glæder
mig over igen at staa til Dem. De véd vel, at der allerede for flere Aar
siden er beg\'ndt en Udgave af mine samlede Skrifter, paa Schubothes
Forlag. Hidtil er det kun de poetiske Skrifter, som er udkomne i 8 Bind.
Først nu skal der begyndes paa Skrifterne i Prosa, og mellem disse ville
ogsaa de af mine kritiske og polemiske Skrifter, som, uden Hensyn paa
deres sande Værd, have vakt en Del Sensation og gjort Opsigt, blive ind-
lemmede, kun forsaavidt som de er literær-historiske Aktstykker. Jeg
véd vel, at denne Fornyelse af hvad man i én Henseende kunde ønske
glemt, lettelig misforstaacs. Men det har derfor ogsaa fra først af været
min Hensigt at ledsage Samlingen med en Fortale, hvori jeg udviklede
den rette Synspunkt derfor. Jeg vil deri gøre opmærksom paa, at det er
en ren Misforstaaelse, naar man tror, at Forfatteren, ved paany at udgive
slige Skrifter i en Samling, derved ligesom skulle erklære, at han endnu

416 Carsten Hauch

acquiescerer i de samme Synsmaader, eller i et og alt er af samme Mening,
som dengang han skrev disse Efemere. Men han betragter dem derimod
blot fi*a den faktiske Side. De eksistere nu engang, og i Literaturen saa-
velsom i den politiske Historie kunne Fakta ikke alene ikke forandres.
men det er endog Pligt at samle og opbevare dem.

Efter denne Forsoning fulgte saa Heibergs Kritik af Svend
GrathCy hvis ganske vist overdrevent anerkendende Udtalelser —
Heiberg sætter med næsten utrolig Mangel paa Omdømme Styk-
ket over Shakespeares Macbeth — vel tildels forklares ved Hei-
bergs ringe Sans for Shakespeare, men dog sikkert nærmest er
foranlediget af Trangen til ret inderligt at besegle det nye Ven-
skabsforbund. Saa stor var da Heibergs Myndighed, at fra den
Tid af, da han havde udtalt sig for Hauch, stod dennes Anseelse
som sikret.

Det er imidlertid lærerigt til denne korte Antydning af den
Plads, den olTenlige Kritik optog i Hauchs Skribentliv, at føje
nogle Eksempler paa, hvorledes i senere Aar den private og
venskabelige Kritik overfor ham lød. Desværre foreligger her
ikke saa meget, som det var at ønske. En stor Pakke Breve
fra Oehlenschlåger blev, som Hauch har sagt mig, tilligemed en
Mængde Udkast af ham selv, ved en Misforstaaelse brændte
af hans Søster under hans lange Udenlandsrejse, og alle Breve
af dybere personlig Natur har Hauch selv tilintetgjort. Et og
andet meget interessant er dog levnet. Hertil regner jeg kun
delvis de Domme, der blandt Hauchs Efterladenskaber fore-
ligger fra OehlenschlAf^ers Haand. De er kastede, jeg havde
nær sagt: jaskede hen i en Skynding og uden dybere Begrun-
delse; men dog mærker man næsten overalt Mesterens sikre
Øje. I Anledning af de Lyriske Digte siger Oehlenschlåger saa-
ledes: Ikke ftia af Digtene" vidner imod Dem, naar De siger,
at De egenlig ikke er lyrisk Digter. Mig synes derimod, at det
Lyriske spiller en betydelige Rolle i Deres Digtervæsen. » Men
dette udføres ikke videre. Derimod tilføjer han med Henblik
paa sig selv: "Hvad De skriver om Miskendelsen, .saa er det
et Onde, hvoraf alt det Gode lider. Vis mig en Blomst, hvor
en Orm ikke har ædt noget af Bladene; ogsaa jeg kan sige lige-
som pius Æneas: quoriim magna pars fui,^ — Da Oehlenschlåger
erfarer, at Hauch arbejder paa Guldmagereriy skriver han (April
1835):

Carsten Hauch 417

Det glæder mig at høre, at De skriver en Roman igen, og at det
bliver en Guldmagerhistorie glæder mig dobbelt. Den kan vist blive
meget morsom, Sujettet passer sig ret for Deres levende Fantasi, og Deres
Kundskaber som Naturlærd vil her komme Dem prægtigt til Nytte som
Staffage i Maleriet. De behøver vist kun lidet at gøre Studier, De har
Alt ved Haanden. — Gaa nu ret ind i det Individuelle^ og giv os brav
mange karakteristiske Træk og opfind brav morsomme, spændende Eventyr!
Mindre end to Dele maa Romanen ikke være, ellers bliver den afsnuppet.
De maa ikke udelade «det stockholmske Blodbad* der, som i Vilhelm
Zabern. De forstaar nok!

Det forekommer mig, at der i de sidste Ord var et ypper-
ligt kritisk Vink til Hauch ora engang at tage et kraftigt Tag
ned i Læserens Opmærksomhed. Da Bogen kommer, er Oehlen-
schlager noget skuffet. Han skriver (1827, uden Datum):

Guldmageren har fornøjet mig at læse fra først til sidst. Den er
interessant og skrevet med Geni. Skildringerne om [af] den stakkels Jøde-
dreng ere ypperlige. Guldmageren Lascaris Betragtninger over Naturen
ere Hauchs Geni fuldkommen værdige. Herlige Oder! Episoden om Male-
riet er god og morsom. Men jeg har dog endnu ikke faaet en saadan
Guldmagerhistorie, som jeg havde spidset min Næse paa. Jeg vilde havt
Eventyr, fremvirkede ved dette Motiv, Skildringer af menneskelig Lykke
og Ulykke, Bedragerier, Selvbedrag, Sværmerier — i mange forskellige
Livets Scener.

Det synes mig, at man har Forskellen mellem den Oehlen-
schlågerske og Hauchske Fantasi meget skarpt i Modsætning
mellem hvad den første fordrer af dette Motiv og hvad den
sidste har gjort ud af det. Al Oehlenschlågers friskere Sanse-
lighed og ikke mindre hans mere overfladiske Syn paa Poesien
afspejler sig i hans skuffede Forventninger til denne Roman.

Ogsaa om En polsk Familiey Svend Grathe og flere andre
Arbejder er Udtalelser af Oehlenschlåger opbevarede, men disse
er kun lidet betydelige, indskrænker sig mest til almindelig Ros
og fremhæver kun saadanne Træk som, at <de med Starosten
Sympatiserende selvfølgelig ikke goutere Hauchs Anskuelse*, eller
at Svend Grathe ikke er Teaterstykke nok og maaske lider af en
vis Billedluksus i Dialogen.

Ligesom Oehlenschlæger, idet han bedømmer Hauch, tillige
tegner sig selv, saaledes maler ogsaa Heiberg sig i sine Domme
med al sin Logik og alle sine Underligheder. Jeg anfører
først hans Betragtninger over Kongens Yndling (27. Dec. 1856):

G. Brnndes: Samlede Skriner. 1. 27

418 Carsten Hauch

Med stor Fornøjelse, højstærede Ven, har jeg læst Deres Skuespil
Kongens Yndling. Det forekommer mig, at De i dette Arbejde har lige-
som betraadt en ny Bane, der i saa meget højere Grad vækker min Op-
mærksomhed og Deltagelse, som det netop er ad denne Vej, at Skuespillet,
efter min længe nærede Anskuelse, skal vinde en fHere, af Skolen nrindre
paavirket Form, hvorved det kan blive for Samtiden, hvad det under
andre, men nu tildels stereotyperede Former har været for tidligere Pe-
rioder. Det vilde blive mig vanskeligt, og især i et lille Brev, at forklare,
hvad det egenlig er, jeg søger i et vordende Drama, og med Glæde har
fundet for en stor Del i dette. Foreløbigt kan jeg maaske udtrykke min
Fordring saaledes, at det nye Drama skal vove at træde Virkeligheden
nærmere end sædvanligt, altsaa virke stærkere for Illusionens Moment,
uden dog at opgive det Krav, som maa stilles til al Kunst og Poesi. En
Bekendt af mig udtrykte nylig den samme Tanke paa en rigtignok barok
Maade, idet han sagde, at det nye Drama skulde være en Forening af
Sofokles og Scribe.

Deres Skildring af Kongen er netop en saadan, hvori Illusionen er
mægtig, medens den kongelige Idé ligefuldt gør sig gældende. Denne
Skildring er meget original, thi den afviger ganske fra den traditionelle.
Men det er kun den poetiske Tradition, der var bleven stereotyp, som her
er opgiven, den historiske er traadt i Stedet for den, og vi tro paa Figuren
som en Virkelighed o. s. v.

Man ser heraf som af Heibergs trykte Udtalelser, med hvil-
ken Haardnakkethed han ventede en Poesiens Fornyelse af for-
melle, rent literære Reformforsøg. Om en Omformning af den
hele gamle Verdensanskuelse som Betingelse for et virkelig mo-
derne Drama er hos ham aldrig Tale, og det imedens rundtoni
i Udlandet den virkelig nye Poesi begyndte at skyde op af det
moderne Livs og de moderne Tankers Jordbund.

Den udførligste og i enhver Henseende lærerigste Udtalelse
af Heiberg om et Værk af Hauch, om Slottet ved Rhinen, giver
i sine Slutningsbemærkninger et i høj Grad levende lodtryk af
hvorledes Kritiker og Digter her stod nøjagtigt paa samme aande-
lige Grundlag og var hildede ganske i samme romantiske Net.

Heiberg skriver 21. Juli 1845):

Jeg maa da begynde med at sige, at Deres Roman bærer begge sine
Titler med Hette. Den er et Slot, et hojt Slotstaarn, paa hvis Tinde man
foler sig befriet fra det indeklemte Stueliv, aander frisk Luft og nyder en
vid Udsigt: de nærmere Genstande vise sig klart og i rig Mangfoldighed
for Ojet, men der er ogsaa en Qernere Horizont, i hvis vide Omkres Anel-
sen maa komme Ojet tilhjælp. Forskellige Standpunkter [Romanens Under-
titelj gives der visselig ogsaa paa dette Taarn. Ja, med Hensyn herpaa
maa jeg allerføi*st bevidne Dem min oprigtige Erkendelse af den usæd-

Carsten Hauch 419

vanlige Karakter- Rigdom, som her findes, thi enhver af Personerne beteg-
ner et ejendommeligt Standpunkt, og de er alle gennemførte med en
beundringsværdig Konsekvens og er baade kraftigt og fint tegnede. Der
gælder om dem, hvad der gælder om ypperligt tegnede Hoveder i et
Maleri ; man tvivler ikke paa, at jo Maleren har benyttet Studier af Virke-
ligheden. Om nu Tilskueren tilfældigvis genkender en eller anden af disse
Virkeligheder eller ej, maa anses for ligegyldigt, baade i sig selv og med Hen-
syn til Kunstnydelsen, saafremt kun Figuren er et organisk Helt, der ud-
vikler sig af sig selv, og har sin Berettigelse i sig selv. Jeg mener nemlig,
at den væsenlige Forskel mellem et Kunstværk og en Pasquil ikke kan
søges deri, at hint skulde forsmaa de Træk af Virkeligheden, som denne
gaar paa Jagt efter. I dette Punkt kan begge meget vel komme overens,
men de dififerere i den kunstneriske Intention saavelsom i den frembragte
Virkning. Kunstneren frembringer et sig selv bærende Hele, hvori de
enkelte Træk ere væsenlige Momenter, medens deres faktiske Oprindelse
er ligegyldig; Pasquillanten derimod bryder sig ikke om, at hans Figurer
skulle være virkelige Mennesker, naar kun de enkelte Træk levende minder
om bekendte Personer; Læseren, som kender disse, har da let for selv at
samle disse Træk til et Helt. Distinktionen beror da paa, hvorvidt det
er nødvendigt for Læseren eller Tilskueren at medbringe empirisk Kund-
skab til de Personer, hvis virkelige Træk er ben3rttede, eller hvorvidt han
gennem Kunstværket lærer dem fuldkomment at kende. Saaledes kan
man heller ikke have Interesse for daarligt malte Portræter, undtagen
forsaavidt man kender de Personer, de fremstiller; ypperlige Portræter
bærer derimod deres Værd i dem selv og tillige et Vidnesbyrd om deres
Lighed, hvilket ingenlunde fordrer Bekendtskab med Personerne. Jeg
siger dette fornemmelig med Hensyn paa Eginhard [Karikatur af H. C.
Andersen], thi i Anledning af ham vil De rimeligvis faa nogle Indvendin-
ger at høre; men jeg mener ogsaa, at disse Indvendinger kuune fuld-
komment gendrives ved ovenstaaende Ræsonnement, thi netop denne
Karakter er opfattet og gengivet med en forbausende indvortes Sandhed,
og har al Fordring paa at staa eller falde ved sig selv . . . løvrigt kan jeg
ej lade være at finde Portrætlighed næsten i alle Figurerne . . .

Nu følger Gisninger desangaaende.

Men nu Froken Emilie? jeg har kendt enkelte tyske Damer af lig-
nende Karakter, men dog ingen, hvis Superklogskab i den Grad gik over
alle Grænser. Det forekommer mig endog, at hun kommer det Parodiske
saa nær, at hun, selv for en saa letbevægelig Karakter som Arthur, oftere
maatte staa i et latterligt Lys og derfor ikke kunde udøve saa stor en
Indflydelse. Hun er den eneste Person i Bogen, paa hvis virkelige Til-
værelse (naturligvis poetiske Virkelighed), ganske saaledes som hun er
skildret, jeg ikke ret kan tro, hvorimod jeg, ved blot at afstrejfe nogle af
hendes allerskarpeste Kanter, finder hendes Fremtrædelse, som desuden
overalt er af stor Virkning, fuld af Sandhed. Især Kontrasten mellem
hende og Franziska er fortræffelig. Franziska er saa uendelig elskværdig,
saa aldeles Menneske, at jeg næppe kan tænke mig noget Forbillede; og
dog forekommer det mig, som om jeg havde kendt hende, ja endog kunde
nævne hendes Navn .... Den permanente Følelse, som man har under

27»

420 Carsten Hauch

Læsningen af hele Romanen, er at befinde sig i den aandrigste Omgang,
eller at befinde sig paa saadanne Højder af Menneskelivet, hvor Livets og
Histoiiens væsenlige Magter forsamle sig og berede sig til Kamp. Derfor
kan man idelig fylde sine Lunger med frisk Luft; det Indeklemte, det

Indskrænkede i Livet forsvinder Lad mig endnu, hvis De har

Taalmodighed til at læse det. tilføje et Par Ord om det Indtryk, hvilket
Romanen, betragtet som et Helt, og set i sit Resultat, har frembragt paa
mig. Da jeg kom til Franziskas Død, blev jeg misfornøjet, fordi jeg af
det Foregaaende havde ventet, at Opløsningen skulde være harmonisk til-
fredsstillende i Ordets sædvanlige Betydning: jeg havde ventet et Drama,
ikke en Tragedie. Det kan nu vistnok synes meget borneret. naar mange
Læsere foretrække hvad de kalde en god Ende paa Historien, fremfor
en sørgelig, men det kan da ogsaa være grundet i den ubevidste Følelse
af, at en harmonisk Slutning, et forsonende Resultat, en Hjertet udvidende
Totalstemning som oftest lettest opnaas ved det første Middel end ved det
sidste. Det Tragiske, som fra forst af tyder paa Undergang, maa ligesom
Retten, have sin Gænge, og det er ogsaa stort nok til at kunne bære sin
Tilintetgørelse, og lade det Sørgelige forsvinde i det Sublime. Men i de
borgerlige Tilstande og Begivenheder, i det Individuelle, er der maaske ikke
Kraft nok til at naa dette Maal. Der gives noget, som jeg kalder for-
kludrede Forhold, for hvilke jeg i Livet har den største Aversion, uagtet
jeg desværre ofte nok er stødt paa dem og tildels selv har beftindet mig
i dem. 1 Kunsten ønsker og venter jeg altid, at disse Forhold, naar de
fremstilles, skulle omsider klares og restitueres til det, som de efter deres
sande Natur skulde være. Et saadant - om jeg maa kalde det saa —
forkludret Forhold er ogsaa det imellem Arthur og Franziska. Det er en
gensidig Misforstaaelse. Der behovedes blot et Ord for at klare den; blot
et eneste Lyn, som, idet det slog ned i deres Bevidstheds Nat, viste dem
dem selv og Omgivelserne og lærte dem at orientere sig. Saa lidet behø-
vedes, men dette lidet sker ikke. Naar dette finder Sted i Livet, da er
det, efter min Mening, det sande Helvede, ja maaske det eneste virkelige
Helvede for dem, som ikke ere egenlig onde og derfor trænge til positiv
Straf Det Helvede, som venter de fleste Mennesker, og hvori de tildels
allerede befinde sig. er et Utopia: roTtog, Stedet, har tabt sin Betydning.
det er og er ikke. Jeg tænker mig det under følgende Billede: En Per-
son, som jeg elsker, kører bort paa en Vogn: jeg har et Ord af 3'derste
Vigtighed at sige hende (thi jeg maa forestille mig Personen som et Fruen-
tinimcr\ jeg lober efter Vognen, er hvert Øjeblik lige ved at naa den.
men den smutter fra mig: jeg raaber, men den overdøver mit Raab; jeg
ser Personen tæt foran mig, men hun vender ikke sit Hoved; jeg kan af
og til næsten berøre hende med min Haand, men det sker ikke, jeg fialder
afmægtig om. og Vognen korer bort. Det er en bevidst Skindød, en Stiv-
krampe, under hvilken man ikke med mindste Bevægelse formaar at til-
kendegive, at man lever, ligesom i Claras Drøm. Dette er det Utopiske:
man er saa uendelig nær og dog saa uendelig Qern. Den højeste Poten-
sering af dette Helvede vilde være at staa tæt ved Siden af Gud uden at
kunne tilkendegive ham sin Tilværelse, fordi man ved sin Slethed var
udstrogen af hans Viden: thi de Onde erindrer han nok, da han skal
straffe dem, men de Slette, de Forkludrede, maa han maaske ignorere.
Dersom man fra et øde, ubeboet og utilgængeligt Sted betragtede S^eme-

Carsten Hauch 421

himlen, omtrent som Clara &a sit Taarn, da maatte man have en For-
smag paa denne utopiske Følelse, naar man saa' Stjernerne gaa deres
uforanderlige Gang, uden at tage Notice af deres Betragter. Men til
Sagen! Ved Franciskas Død følte jeg mig i Utopia. Da imidlertid Arthurs
Bryllup med Emilie syntes afgjort, var det mig kært, thi jeg berettigedes
derved til at betragte Arthur som et løst, usammenhængende Menneske,
der ikke kunde have været bestemt for Franziska, og jeg glædede mig
endnu, tiltrods for det Sørgelige i Udfaldet, over den poetiske Retfærdig-
hed, som opløste det, hvis Forbindelse kun var et Skin. Men nu kom
den i høj Grad overraskende, i sig selv dejlige, i Sandhed poetiske sidste
Katastrofe, og netop denne sætter mig i ny Tvivl. Thi nu ser jeg, at de
Elskende er i Evighed bestemte for hinanden. Men har en saadan Grund-
bestemmelse, et saadant Naturpræg, da ikke saa megen Kraft, at den kan
sejre allerede her i Livet, at den kan ophæve det Intet, som staar den i
Vejen? Og kan den ikke det, tør jeg da tro paa dens evige Gyldighed?
Skal den gaa, ikke gennem en Skærsild, nej gennem et Helvede, ind i
Himlen? Kan den ikke i sin uendelige Nærhed ophæve den uendelige
Fjernelse? Skal den være utopisk? — Desværre, eller maaske desbedre,
jeg tør ikke nægte, at der er Mulighed for, at den kan være saaledes,
men det har noget Sønderrivende at tænke det, noget Trøstesløst; thi
netop Trøsten, som skulle ligge i den evige Bestemmelse, er det Ræd-
somste ved det Hele; ellers kunde man jo have en anden Trøst, nemlig
at Misforstaaelsen var det Sande og Tilbøjeligheden kun Illusion. Jeg
maa derfor bekende, at Deres Bog efterlader et dybt melankolsk Indtryk,
hvorpaa man saameget mindre er fattet, som den ellers helt igennem
udøver en befriende Magt, og ved sine brogede, indholdsrige Kontraster
af Menneskelivet ligesom overalt fremstiller en velgørende Regnbue for
vort Øje.

Jeg afbryder her det endnu meget længere Brev. Paa dette
Sted har Hauch sat en Stjerne, og med sin egen Haand tilføjet
disse Ord:

Min Mening var (hvad der vel i Sidstningen burde have været ud-
tiykt tydeligere, og hvad der skal blive udtalt tydeligere, hvis der, medens jeg
lever, kommer et nyt Oplag af Bogen), at Arthur ved sin Svaghed, sin
Uselvstændighed og ved sin vaklende Opførsel med Rette havde forspildt
sin Forbindelse med Franziska her paa Jorden, men (dette var, som jeg
mener, Betj^dningcn af hin Vision) gennem et langt Liv, hvori han bedre
lærte at skelne mellem Sandhed og Skin. og gennem en alvorlig Anger,
var det dog muligt for ham at blive værdig til sin Elskedes Tilgivelse
hisset. Til Emilie var han i ethvert Tilfælde for god.

Jeg vover at paastaa, den Tid ikke er fjern, hvor disse med
Fremmedord overlæssede kritiske Undersøgelser, dette Angreb og
dette Forsvar angaaende de Elskendes «evige Bestemthed » for
hinanden, angaaende Foreningen i et Hisset, angaaende Guds

422 Carsten Hauch

Viden eller Ikke- Viden af de Slette (et Punkt, paa hvilket Hei-
berg øjensynlig henviser til sin Sjæl efter Døden) o. s. v. vil
forekomme Slægten skrevne paa el Sprog, den ikke mere hverken
taler eller forstaar. Kærnen i denne Heibergske Kritik synes
mig den, at han for Slottet ved Rhinens Vedkommende har lagt
Haanden paa den samme Dobbelthed i Grundanskuelsen: den
utilfredsstillende Løsning her paa Jorden i Kraft af den utilfreds-
stillende Henpegen paa et Hisset, som i det Foregaaende er
bleven paavist for En polsk Families Vedkommende. I sin Praksis
som Digter kunne han hæve sig over denne Dobbelthed, i sin
Kritik overfor Hauch staar han nøjagtig paa samme Standpunkt
som denne, o: paa Tidsalderens Standpunkt da her i Danmark,
og det er for en Kritiker i vore Dage en trøstende Tanke, at
allerede den Tid, i hvilken han lever, uden Hensyn til hans
større eller ringere Evne, har forundt ham et friere Blik og
stillet ham paa et højere kritisk Standpunkt end det, de indtog.

IX

Endnu et Par Penselstrøg, og Billedet maa staa som det
er. Naar man tænker tilbage paa en Afdød, man har kendt,
vurderet liøjt og derfor iagttaget nøje, da dukker hans Person-
lighed eller løsrevne Ytringer af den op for En, saa i denne,
saa i hin Situation, og Billedet samler sig først efterhaanden.
Hvilket Barn han dog var, som saa ganske var en Mand! Hvilken
Drømmer! hvilken Sværmer! hvilken Entusiast og Fantast! Og
hvilken Mand var han saa ikke, denne Digter og Drømmer!
ridderlig, uplettet som faa! Aldrig har han begaaet noget Lavt,
aldrig skelet til sin Fordel — Ærens Digter og Mand af Ære.

Han var fremmed i alle verdslige Forhold, og han vidste
det selv. Jeg husker hvorledes han en Dag, efter at han havde
læst en lille Afhandling af mig om Aarestrup, pegede paa et
Sted deri, hvor jeg siger om den Oehlenschlågerske Retning:
«Der var dem, hvem dens ædle Sværmeri indgav en begejstret
Tro paa Poesien som den sande Virkelighed, hvem den paa en
saadan Maade løsrev fra Hverdagslivet og henførte i en digtet
Verden, at de, naar de steg ned fra den, stod som fremmede
i alle dagligdags jordiske Forhold*, og sagde: tDer har De nok
tænkt paa mig>. Jeg nægtede det ikke. Denne Fjernhed fkti

Carsten Hauch 423

Hverdagslivet virkede i hans private Eksistens paa flere Maader.
Den gjorde, at han kun yderst sjældent kom til at staa i et
virkelig nærværende, personligt Forhold til sine Omgivelser. Han
omgikkes dem fuldt saa meget i Fantasien som i Virkeligheden.
Endog en Ytring af Uvilje, rettet mod ham selv, kunde han, naar
han fandt den berettiget, ja maaske især da, endnu under Ind-
trykket af Sorg over, hvad han havde gjort, benytte i en Fortæl-
ling. Han var i dette Punkt Kunstner indtil det Yderste. Han,
Alvorets og Tungsindets Digter havde fuldkomment vel kunnet
bære sig ad som Ariosto, der, da han som Yngling fik Skænd
af sin Fader, brugte Lejligheden til at studere en gammel Mands
Vrede. En anden Ytring af denne Fremmedhed for Virkelig-
heden var hans pudsige Tilbøjelighed til Patos i Anledning af
Smaating. Han kunde i Anledning af en saa hverdags Bemærk-
ning som f. Eks. at Trækul var et Middel mod ond Lugt i Væ-
relser, fordybe sig i lange Betragtninger over, hvorledes dette
Stof, naar det indsugede den forraadnede Luft, som udbredtes
af et Lig, kunde være Aarsag til, at «sorte Forbrydelser bleve
uopdagede, indtil sent en straffende Retfærdighed førte en til-
fældig Forbifarende til Stedet*.

Jeg husker at have hørt Frederik Paludan Muller i sin
Tid gøre lidt Løjer med Hauchs Henrykkelse over den Hyldest,
nogle Studenter bragte ham paa hans 75-aarige Fødselsdag, og
især fremhæve det Pudsige i hans Ord, at denne Dag var <den
skønneste i hans Liv». «Jeg vilde, sagde Digteren, ifald det
skulde hænde mig^ sige: «Værs'artig, mine Herrer, kom indenfor
og tag dem en Kop The eller hvad De ønsker*. At Hauch ikke
kunde tage dette jævnt, det laa netop i at han ikke følte det
jævnt. En saadan Hyldest, som han ellers ikke vilde sætte
Pris paa, voksede i Øjeblikket op for ham til en Begivenhed,
der satte Tidsskel i hans Liv, og han udtalte ikke en Tøddel
mere end hvad han følte.

Selv naar denne barnlige Begejstring hos ham gik saa vidt,
at den gjorde ham komisk i Mængdens Øjne, tilstaar jeg, at den
for mig har noget usigelig rørende og smukt. Hvor lo man ikke
af Hauch, da han, taabelig nok udset af et Festudvalg til at
holde Talen ved « Stormballet* (1859 til Minde om Kjøbenhavns
Belejring) fordybede sig i saa endeløse Udviklinger af det danske
Folks Fortidsbedrifter, at man tilsidst i sin Utaalmodighed lod
Musikken spille op midt i Talen og gav sig til at danse rundt

424 Carsten Hauch

omkring ham. Slige Smaatræk hører med, de betegner Manden,
Hauch maatte netop bære sig saadan ad.

Det var en anden Ytring af selvsamme Ejendommelighed,
naar man i hans Hjem, hver Gang han i Forretningsanliggender
skulde afgive en Kendelse om en eller anden, han ikke kunde
udstaa, maatte bønfalde ham — og altid forgæves — om dog
ikke at støtte den paagældende med sin Stemme. Hauch var
saa bange for at lade personlige Bevæggrunde løbe af med sig,
at Ingen var sikrere paa hans Stemme end den, han personligt
ikke kunde fordrage, selv om han iøvrigt heller ikke satte Pris
paa ham.

Han var en Don Quijote uden Frygt og Dadel.

Jeg husker tydeligt den Dag, da jeg første Gang, vel i Aaret
1857, saa' Hauch. Det var paa Universitetet. Jeg var Dreng,
og var ikke uden Sindsbevægelse gaaet ind i Salen blandt de
Ældre; jeg havde endnu ikke set en stor Mand. <De store
Mænd» dannede dengang i min Forestilling en Afdeling for sig,
udsondret fra de øvrige Dødeliges Kres. Rummet var kun spar-
somt besat, en halv Snes gamle Damer udgjorde Kærnetroppeme.
Man ventede. Jeg husker endnu, hvorledes det knirkede henne
ved Døren til Venstre, en Nøgle blev et urimeligt Antal Gange
drejet frem og tilbage i Laasen, og ind traadte, med gentagne
dybe Buk, en gammel Mand med stor Høflighed og Værdighed
i Væsen, og gik stærkt haltende op paa Katedret. Saasnart
han stod der, fæstede han sit Blik ufravendt hen i Retning ad
Vinduet, det vil sige ud i Luften, og var fra nu af fuldstændig
ene med sig selv. Han talte med største Besvær og stammede
mangfoldige Gange, inden det lykkedes ham at faa en Sætning
formet, Hans Stemme var højtidelig og enstonende. En ung-
dommelig Tilhører gav sig til at le højt. Men lidt efter lidt
begyndte Ordene at strømme mere flydende over den Talendes
Læber. Hnn hævede sig til Begejstring, til Højtidelighed, og han var
saa ganske henreven, saa helt inde i en anden Verden, at han
rev En med. Hans Flugt var som de Fugles, der kun med
stor Vanskelighed formaar at hæve sig op fra Jorden, men som
kan holde sig svævende med udbredte Vinger i de højeste
Luftlag, saalænge det skal være. Han læste noget højt, ikke
godt, altfor langsomt og altfor ensformigt; men han følte hvert
Ord, han læste, saa dybt, at det var En, som om man nu først
forstod Betydningen af det, man hørte. Det var Frodigt Som-

Carsten Hauch 425

merliv af Oehlenschlåger, han foredrog, og jeg har aldrig senere
kunnet læse dette Digt igen uden at høre hans Stemme. Han
forklarede os det slet ikke, men den brændende Begejstring, han
fornam for hver Linje deri, den Anskuelighed, hvormed han saa'
det for sig, som han læste, lyslevende i Farve og Form, den
Ledsagelse af dyb Følelse, der fulgte med Digtets vekslende
Stemning, gjorde det nyt for En og berigede En med den fulde
Tilegnelse. Jeg hører ham endnu sige:

Men stille! Artemis paa Højen løber.
Hvor tryllerisk hun sig i Skyen svøber!
Igennem Skyens Rift og Skovens Bue
Hun ryster vildt sin Fakkels blege Lue.

Hvor følte man ikke, et Hauch med disse to store, hen
imod Vinduet stirrende Øjne saa' ikke Vinduet, men Artemis
for sig, svøbende sig i Skyen som i en Kappe, rystende sin
Fakkel oppe i Himmelrummet! Og han fortsatte:

Hvor Natten hisset sortindsløret sidder.
Og lytter tavs til Nattergalens Kvidder!
To Børn hun breder sine Vinger over,
Et lader som det sov, det andet sover.

Det første vaagner snart med Morgenrøden,
Det andet vaagner ej, thi det er Døden.

Der var ved den sidste Linie en saa hjertegribende Vemod
i hans Stemme, at man i disse Par simple Ord ligesom fornam
Alt, hvad et Menneske kan lide ved den endelige Adskillelse fra
dem, det har kær.

Han talte dengang om lyrisk Poesi. Tankeindholdet og
Begrebsbestemmelserne betydede vel ikke meget; men naar han
med en Alvor, som røbede den Indviede, og med en Begejstring,
som rørte stærkere, fordi den udgik fra en Olding, talte om
den ungdommelige Kærligheds poesifrembringende Evne, om
Digterens særegne Gave til at udtrykke det, som alle andre har
paa Hjerte, men som ingen kan sige uden han, om Poesiens
Magt til gennem en Sang som Marseillaisen at drive Tusinder
af ellers ubetydelige Mennesker til at foretrække Døden for
Trældom og Skam, da blev hans Blik stivt og lysende som en
Seers, det kraftige graa Haar om den høje fantasirige Pande

426 Carsten Hauch

stod som en Glorie ud til Siderne — og den, der var ung og
modtagelig nok til at faa det fulde, uforfalskede Indtryk, løb,
naar Forelæsningen var endt, ned ad Trapperne og ud paa Torvet
med en Henrykkelse i sit Bryst, der svarede til den, som havde
lyst ud af den gamle Talers Øje.

Han hørte til den Orden af udkaarne Aander, om hvilken
hans Yndlingsdigter Novalis i sin Roman har talt: Han var en
af hine Præster tfor Vedligeholdelsen af den hellige Ild i unge
Sjæle».

TILLÆG.

I

Hermed sender jeg Dem en lille Bog, der er bleven mig foræret af
en norsk Læge, og der for mig især har Interesse derved, at den hen-
peger til en konsekvent Anvendelse i Nutiden af R. Nielsens Mirakeltro,
idetmindste saaledes, som denne er fremstillet i c Hindringer og Betin-
gelser for det aandelige Liv o. s. v.> i de seksten Forelæsninger i Chri-
stiania.

Naar saaledes Nielsen med Hensyn til Bileams Æsel erklærer, at dette
er intet Faktum, der kommer den ydre Historie ved, men at det er en
Vision i den indre Verden, hvori Sandheden er, at Gud paa denne Vej
forkynder Bileam sin Vilje, ligesom han gennem den brændende Tome-
husk forkyndte sin Vilje for Moses, saa kunne vore Dages Hellige og Op-
vakte sige (og de sige det vel ogsaa), at alle deres Syner og Hallucina-
tioner, ligesom Bileams talende Æsel, aldeles ikke komme den ydre Ver-
den ved. Sandheden er kun den, at Gud paa denne Vej sætter sig i
Happort til dem. om hvilket den, der ikke har Troen, aldeles ikke kan
blive vidende, ligesaalidt som den Døve kan opfatte Musikens Toner;
thi han mangler jo den Sans, der betinger Opfattelsen. De har da alle
deres Bileams Æsel, der paa Guds Vegne taler til eller gennem dem, uden
at den, der mangler Troen, er saaledes stillet, at han kan have mindste
Mening eller Dom derom.

Deres meget hengivne

9. April 1868. C. Hauch,

II

Naturligvis falder det af sig selv, at jeg under de Forhold, De
underretter mig om, skal opponere, endskønt Jeg, især formedelst min
svage Hørelse, ikke vil spille nogen glimrende Rolle derved. Jeg ønsker

Carsten Hauch 427

da helst at opponere ex officio, og Jeg véd da af Deres Brev, at de selv,
og haaber ogsaa, at vore Tilhørere ikke vil tage det ilde op, om Oppo-
sitionen ikke varer længere end en halv Times Tid.

Februar 1870. Med Højagtelse og Venskab

Deres hengivne

C. Hauch.

III
En Erklæring.

Nyt Dansk Maanedsskrift, 3die Bind S. 488:

(Nedenstaaende Erklæring, som Konferensraad Hauch har skrevet
tre Uger før sin Død, have Redaktørerne af vore Hovedblade, Dagbladet,
Berlingske Tidende og Fædrelandet vægret sig ved at offentliggøre. Konfe-
rensraadinde Hauch, Enke efter den afdøde Digter, har derfor anmodet
Redaktionen af nærværende Maanedsskrift om at optage den med den
Tilføjelse, at hendes afdøde Mand udtrykkelig til hende havde ytret det
Ønske, at denne hans Udtalelse maatte blive trykt i et af Bladene).

Af alle de unge Mænd, som jeg i den Tid, jeg har været Professor
ved Universitetet, er kommen i Berøring med, véd jeg Ingen, der i æstetisk
Begavelse og Kundskaber i denne Retning kan sættes ved Siden af cand.
mag. G. Brandes, hvorfor jeg ubetinget anser ham for at være den mest
berettigede til at beklæde den Post, som nu ved min Død er bleven ledig.

Rom, den 17de Februar 1872.

C. Hauch.

CHRISTIAN HVID BREDAHL

(1892)

I

Første Del af Bredahls Dramatiske Scener udkom i AareC^
1819, da Forfatteren var 35 Aar gammel. De er forfattede af
en F'riluftsmand, en Idrætsmand, en ivrig Jæger og ypperlig
Skytte, der begyndte sin Bane som Student i KjøbenhavD i de^
Aar, da Slaget paa Bheden blev slaaet. Han omgikkes ødselt
med sin Ungdom, gjorde et Forsøg paa at studere Teologi, opgav'
det med et Had til al Teologi og al Kirkelighed, der alle hans
Dage rullede med Blodet i hans Aarer, og tilbragte de sidste
10 Aar af sit Liv som fattig Bonde, hvem fortvivlede Nærings-
sorger næppe slap en Dag.

Han var Søn af en Forpagter i Sorø Amt, var født 1784,
altsaa 5 Aar yngre end Oehlenschlager og 5 Aar ældre end Inge-
mann, viste allerede i Skolen sit Sindelag ved, stærk og bred-
skuldret som han var, at beskytte de Smaa mod de Stores
Tyranni.

Hans mørkeblaa Øjne var alvorlige og dybe, om hans Pande
laa mørke, tætkrølledc Lokker, og hans Haar forblev sort til
efter hans 70de Aar. lian gik gerne ensom, deltog ikke i støj-
ende Lege. Kun naar det gjaldt om at naa Kirkefløjet med en
Sten, hvorved undertiden en Kirkerude gik i Løbet, kunde han
faa Lyst til at kyle en temmelig tung Sten højt op over Taget,
og naar en Bold faldt ham i Haanden, blev den gerne usynlig
ved hans Kast. Ofte gik han op i Klokketaarnet og trak Klokke-

Christian Hvid Bredahl 429

strengen for Ringer-Lisbeth. Undertiden hjalp han hende med
Graverarbejdet. Han stod da gerne nede i Graven og kastede
den løsrevne Jord op med en Skuffe, hvorved stundom en Knokkel
eller en Pandeskal fulgte med, og det gav da Anledning til be-
synderlig humoristiske Samtaler mellem Kærlingen og ham, under
hvilke han har gjort Graverkarlenes Gerning fra Hamlet^ men
ført Hamlets eget Sprog dertil.

Da han var ung Student, vovede han sig som ivrig Skøjte-
løber en Dag for langt ud paa den kun let islagte Sorø Sø og
faldt igennem. Nogle Drenge raabte til ham: «Hvem var det
som faldt i?» — «Det kan jo være Jer det samme, hvad jeg
hedder, naar I ikke kan hjælpe mig,» svarte han tilbage. Fi-
skeren Jappe kom til med Redningsredskaber. Bredahl raabte
til ham: «Lad det fare. Jappe, husk, I har Kone og Børn! Mig
ligger der ingen Lav paa.> Men Jappe reddede ham, og næste
Dag løb Bredahl igen paa sine Skøjter.

Han nærede i al Stilhed en ulykkelig Kærlighed, som synes
at have angrebet ham haardt, og skrev i al Stilhed Sørgespil og
Spottedigte, lige angst og undselig for at Nogen skulde vide om
det sidste som om det første. Under Fejden mellem Baggesen
og Oehlenschlåger tog han Parti mod Tylvtens Medlemmer. Han
skrev en skarp Satire over Oehlenschlåger, Søbekaalen, som
dog aldrig er bleven trykt. Senere vakte Heibergs og Hertz's
Optræden som Formens Riddere hans Uvilje, og han har skrevet
en tung Parodi paa Fru Gyllembourgs Hverdagshistorier.

Da han begyndte sit Værk Dramatiske Scener, uddragne af
et ældgammelt Haandskrift, frit oversatte efter det Kyhlamske,
levede han imidlertid langt fra Kjøbenhavn og uden literære For-
bindelser. 1820 giftede han sig med sin Broders Enke, og kort
efter at han var bleven Familiefader, mistede han ved en Vens
Upaalidelighed hvad han ejede, maatte derfor stadig kæmpe for
sit Brød.

«Jeg var Naturens Søn,»' siger han, «forsaavidt et Adams-
barn kan være det i vort 19de Aarhundrede. Jeg var en vældig
Jæger og en farlig Mand for Skovens vilde Dyr og Himlens
Fugle og tilbragte mangen Vinternat under aaben Himmel, naar
Dagen tyktes mig for kort for min Færd.»

Saaledes siger Bredahls Sotto om Simber:

Du var Naturens Barn. Som vilde Drenge
Vi fore glade om i Skovens Løvsal,

430 Christian Hvid Bredahl

Og det er ham selv, han har tegnet i denne Skildring ^^

Simber:

I hans første Ungdom
Han søgte Faren, hvor den var at finde,
I Storm han søgte ud paa Havets Dyb,
Han voved Livet ofte for en Fugl,
Som han, naar den var fanget, straks lod fljrve.
Men oftere han voved det for Intet.

Et Naturbarn altsaa med meget Overmod, med Had til ^i
forkunstlende Kultur og navnlig til hvad han kalder den fiøe
Levemaade, bag hvilken han haardnakket formoder Hulhed €>g
Lavhed.

løvrigt trodsig, hidsig og stolt:

Jeg er som Krudt

Der om sig slaar, paa Ilden kastet, Sotto!
Jeg smælter ej som Voks. I Magtens Haand
Jeg, Staal et lig, kan brydes, men ej bøjes. —
Kryb hvo der vil i Smigers Slangebugter
Med Løgn paa Tungen for at gøre Lykke!

Det samme Sprog lægger han i Skuespillet i Kyhlam deø
ædle Røver Thurno i Munden, der ikke med et Knæfald vil
købe Naade af den store Kejser Glomer, skønt han i Grunden
beundrer ham og erkender sit Røverlevneds Uret.

De iblandt Bredahls unge Hovedpersoner, der er ham kæ-
rest, er altid paa uskyldig og retfærdig Maade oprørske. De har
skrevet eller talt mod Tvangsmagt.

Den ene, Simber, siger:

Gud véd, jeg tænkte ej at stifte Oprør;

Jeg gav min Harme Luft; den foY med Sandhed,

Det toge Nogle den unaadigt op

Det er ej første Gang at sligt er hændt.

Særligt er det Dumfromheden og det gejstlige Bedrag, de
har rejst sif> imod, og for hvis Skyld Straffen rammer dem.

Thurno siger: «Min første Brøde var Frihedssværmeri«, og
udvikler dette:

Jeg stod engang i Fare for at steges,

Fordi jeg knælte ej for nogle Ben

Af St. Bigot. Sin Fader han forraadte

Christian Hvid Bredahl 431

Og slæbte ham som Kætter selv til Baalet.

Den Fadermorders Ben var hellige,

Og Folket skulde dyrke dem som Guder.

Murmoll.
Dér vilde uden Tvivl jeg blevet stegt.

Thurno.
Jeg sværmede om Frihed paa Papiret,
Saalænge indtil Gormali, Nebuls Konge
Til Døden dømte mig.

Det var, siger Bredahl, et Tilfælde med en gammel Kær-
ling, der fik hans Muse til at stemme sit Instrument. I en
Skov samlede bemeldte Kærling sig noget Pindebrænde, der vel
sagtens i Forbindelse med noget Mosevand skulde kogt hende
en Ret Kartofler og siden opvarmet hendes gamle Skrog under
Maaltidet. Til Straf for denne Samlen af Pindebrænde løsnede
Skovfogden et Skud paa hende, og dette gav den første Anled-
ning til Dramatiske Scener. — Man sporer denne til Grund lig-
gende Harme i Opbragtheden over Drabet paa Simber deri.

Bredahls Sprog og Stil staar med kunstnerisk Ejendomme-
lighed i dansk Literatur; han er let at genkende. Denne Stil er
en Strøm dannet af flere Kilder, nemlig disse: Holberg, Ewald,
Oehlenschlåger, Shakespeare.

Direkte nedstammer Bredahl fra Foersom, Shakespeares
første, begejstrede Oversætter.

Det viste sig rundtom i det nyere Europas Lande, at det
at foretage Shakespeare-Oversættelser ikke var saa lige en Sag,
Det kunde i ethvert Sprog først ske paa sømmelig Maade, naar
Sproget gennem en moderne udmærket Digter var udviklet saa
vidt, at det nogenlunde kunde rumme den engelske Renæssance-
Stils Fylde.

Saaledes kunde Tyskland ikke faa Schlegels Shakespeare-
Oversættelse, før Goethe havde givet sit store digteriske og tek-
niske Eksempel, og saaledes maatte Foersom have Oehlenschlå-
gers femfodede Jambe for Øje, før det kunde lykkes ham at
oversætte den store Engelskmand.

Foersom fik meget af Fylden og Klangen i sit Sprog fra
Oehlenschlåger. Men han stod desuden under tysk Indflydelse.
Han havde fra Tyskland af modtaget den i hine Dage i Nord-
europa saa gængse Forestilling om Shakespeares Kraflsprog. I

432 Christian Hvid Bredahl

hint Tidsrum, da der i Tyskland »stormedes og trængtes pai
havde man ogsaa ladet Shakespeare tage Munden saa fuld so^ m
mulig, og Foersom traf efter Datidens Mening selve Nerven i
det Shakespeare'ske med et Vers som dette af hans Hamlet:

Hvi gydes dagligdags de Malmkartover?

Det er fra saa danne Vers og fra Oehlenschlåger, at BredalM Ms
Stil i Versemaal har sit Udspring. Hans Prosa-Scener er p&s-
virkede enten af Foersom eller af Holberg. I sin lyriske Foi-m
er han afhængig af Ewald.

Han læner sig til Oehlenschlåger, naar han siger:

Kærminder, Blonisterlivets hulde Smaa,
Erindringens Veninder: 1. som blaane
Paa Tankens Vej I — Og du. o Tusindfryd,
Og du, o Altidkær. min Sjæls Veninde!
Du. Blomsterdronning, i din Purpurkaabe!

Det minder stærkt om Oehlenschlågers Digt over Vahl.
Men i Fortsættelsen heraf bliver han helt sig selv:

() kommer i min Krans. 1 favre Blomster,

Slaar Kders glade Kres om hendes Hoved!

Og smiler hun, og sender Hjertet Øjet

En Taarc, (ilædens Ilbud — o! saa vokser

Min Fryd h»jt over Skyen, Vinden jager.

Forsmaar hun Eder, kaster Eder bort,

Saa visner kun omkring min Glædes Urne!

Disse sammentrængte Billeder: Taaren, Glædens Ilbud,
Blomster, der visner om Glædens Urne, det er ganske Bredahl

Hvad Kwald angaar, saa har Bredahl i Tuekampen i Kyhlatn
en nøjagtig Kfterligning af Ewalds Rungsteds Lyksalighed; i hel6
Værkcis Slutning istemmer Maanebeboerne endog ^n Hymne til
deres Konge paa Hytmerne af Kong Christian stod oed højen
Mast.

Dette er imidlertid lidet betegnende. At Shakespeare saa-
ledes er slaaet ned i Bredahl, er det Eneste, hvorpaa det kom-
mer an. Bredahl var aandeligt i Slægt med de gamle Nord-
mænd, som Sagaerne skildrer, og hvis Humor gik i Arv til
England. Hans sære Lune, hans tunge og drøje Skemt, hans

Christian Hvid Bredahl 433

spydige Skalkagtighed og lystige Spotterier, alt dette, som var
selve Grunden i hans Natur, det fik Form og blev sat i Stil, da
han lærte Shakespeares lunefulde og overstadige Samtaletone at
kende.

Hans Forhold til Shakespeare er meget ejendommeligt. Alle
hans Samtidige saa Shakespeare gennem Romantikens farvede
Glar, han alene ikke. Hvad der tiltrak ham hos Shakespeare
var ikke det, Romantikerne satte højest. Fantasiens dristige Leg,
det Overraskendes og Æventyrliges Slyngninger, det Mere mellem
Himmel og Jord end Filosoferne aner. Alt hvad der smagte af det
Gaadefulde, alt hvad der var utilgængeligt for Forstanden, var ham
imod, ja forhadt. Vor Literatur har neppe i Holberg eller Wessel
eller P. A. Heiberg en mere forhærdet Forstandstroende end i
denne sære Drømmer. Bredahl saa' paa Shakespeare, som Lessing
i sin Tid havde gjort. Hans Standpunkt ligger bag Goethes,
endsige bag Tiecks eller Hauchs. Hvad der hos Shakespeare
greb ham, det var Skikkelser som den forladte Lear paa Heden,
eller som den grusomme blodtørstige Shylock — de af hans
Jøder, der ikke er rent holbergske, stammer fra ham — endelig
den vanvittige Ofelia med Kransen om sit Haar. To Gange har
han efterlignet hende: Hans ideale unge Pige Lorma i Kyhlam-
Scenerne bliver vanvittig over den gamle Harpespiller Gormers
Mord og uddeler Blomster som Ofelia (Dér er en Tusind-
fryd, det var Sottos's Blomst — Ej! her er Kongelyset, som
brænder paa Graven). Og i hans utrykte Tragedie, Knud
Suendssøn, kommer Helvig, der er bleven sindssyg af Sorg
over, at Kongen har ladet hendes Elskedes Øjne stikke ud,
pludselig ind med løsthængende Haar og en Krans af Lyng paa
sit Hoved.

Fra Shakespeare har Bredahl endelig taget den Stil, hvori
alle Folkescener hos ham er behandlede. Bredahl var i høj
Grad Folkeven i den Forstand, at hans hele Livsværk fører
Underklassens Sag mod Overklassens Forurettelser og Udnyttelser,
men han var efter sin store, saa aristokratiske Mesters Eksempel
forsaavidt lidet demokratisk som hans Agtelse for den uoplyste
Masses Skønsomhed var uendeligt ringe. Han ønskede en oplyst
Enevælde, forherligede i et af sine Prosaskrifter udtrykkeligt
4 Eneherskerstaven* og spottede i hin den begyndende Libera-
lismes Tid alle »politiske Kandestøberier*. Han var Frederik

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 28

434 Christian Hvid Bredahl

den 6tes tro Beundrer og har forherliget ham under Navnet
Kong Thurm.

Næsten alle, der har skrevet om Bredahl eller endog blot
nævnt ham, har kaldt ham en Shakespearesk Aand eller vel
endog den danske Shakespeare. Der er ganske vist nogle Ligheds-
punkter, selv om man ikke glemmer den umaadelige Afstand.
Men Bredahls digteriske Udgangspunkt, hans Væsen, hans Livs-
anskuelse, hans Livsførelse var dog ganske ushakespearesk.

Bredahl var, for at tage det mest Udvortes først, en Digter,
der skrev Dramer til Læsning, ikke til Opførelse. Han har aldrig
i sit Liv staaet i Forbindelse med noget Teater. Han opnaaede
derfor ingensomhelst Færdighed i dramatiske Kunstgreb.

Men det er ingen Tilfældighed, at de største Dramatikere i
Europas tre Hovedlande, England, Frankrig og Tyskland, alle
har været knyttede til en Scene. Shakespeare, Moliére og Goethe
var Teaterledere alle tre. Bredahl var en fattig Bonde.

Shakespeare begynder sleben og fin, i ovidisk Stil, sød og
sanselig som en Mozart, og udvikler derefter en Beethovens Egen-
skaber. Bredahl begynder opbragt over det Uværdige og med den
Vrede og Spot, som Harmen indgiver. Shakespeare var en praktisk
Englænder, der forstod at arbejde sig frem, forøge sin Indtægt
fra Aar til Aar, laane Penge ud, købe Grunde o. s. v., saa han
allerede 40 Aar gammel var en saare velhavende Mand. Bredahl
vedblev at være en fattig Bonde og en fattig Poet.

Der var i Shakespeare en rastløs Udviklingsgang, Kampaar,
haardnakkede Studier, en sprudlende Ungdom, en alvorsfuld
Manddom, en harmfuld Haantid, et sidste Tidsrum med Lunets
og lyse Fantasiers lettere, forsonende Leg; der er en hel Verden
med hvirvlende Kloder i Shakespeares Livsværk. Bredahls er ens-
artet og nødvendigvis saare fattigt og snævert i Sammenligning.

De mødes mest i deres Uvilje mod alt Sminket og Falskt,
i deres Afsky for Hofkryb, for hovmodige Embedsmænd, for
Hyklere, troesivrige Puritanere og fordummende Lysfjender.

Men medens Shakespeare vil skildre, vil Bredahl altid kun
ramme. Shakespeare viser os, hvorledes ogsaa den Personlighed
føler og tænker, hvem han lider mindst. Bredahl nøjes med at
afsløre Personens Slethed eller Latterlighed for os. Hans Billeder
af adelig Indbildskhed eller embedsstivt Hovmod er undertiden
kostelige, men Figurerne er ikke ret faste og tætte. De er altfor

Christian Hvid Bredahl 435

udelukkende sete fra den moralske Harmes Synspunkt eller fra
den rene Foragts. Hans von Tyboe'er er Vrængbilleder og hans
Tartuffer er Skurke. Den Lidenskab, der har indgivet Skildringen,
er dyb, men Skildringen selv er en Smule flad.

II

Bredahl har i en forhøjet Grad ført det Dobbeltliv, aandeligt
anlagte Mennesker fører. Bunden til Jorden i Ordets strengeste
Forstand, med Træskoene dybt i Mulden, har han ladet sin
Aand foretage en Maaneflugt, og i spøgende og sære Drømmerier
befolket den Qærne Klode med sine Hjernefostre.

Der var i hine Dage ikke ringe Drømmefart fra Sorø til
Maanen. Der sad Ingemann og vævede Klædebon af Maane-
straaler til sine Kvinder og Engle. Der gik Hauch og lod sin
Vingehest paa dens Himmelflugt til Mælkevejens Qerneste Stjerner
dvæle nogle Øjeblikke paa Maane-Stationen. Men der var ingen
Lighed mellem disse Digteres Sværmerier og Bredahls. For dem
afgav Himmelkloderne enten Gloriekranse om himmelske Væseners
Hoved eller de var det Eviges og Blivendes Sindbilleder. For
Bredahl er Maanen blot ei Alibi. Han lagde Andenstedsnærværeisens
Afstand imellem sin Satire og dens Genstand, hensatte sine Helte
og sine Slyngler i de tørre Maanelandskaber og udrustede dem
med underlige, Ossiansk klingende Navne.

Hans Digtning er Poesi fra den hellige Alliances Dage, den
Tid, da Tvangsherredømme og Præstemagt red deres Sejersridt
over Europa.

Hvad han har skrevet er Indsigelse mod denne Tids Aand.
Hans hellige Bedrager Vohlras udtaler:

Sværmeri og Overtro er vaagnede af Slummeren og har paany rejst
deres gamle Hoveder. Tiden er gunstig for Spaamænd, Drømmetydere,
Heksemestre, Æventyrmagere . . . Man begynder at faa Fysik, Astronomi
— ja Fornuften selv — mistænkte som Aarsag til den megen Ugudelighed
i vore Dage.

Og med et Sideblik til den begyndende Grundtvigske Be-
vægelse :

28*

436 Chnstian Hvid Bredahl

En Mand, som kalder sig selv hellig Anders, foar mange til at tro,
at han har den eneste sande Gud i en Æske og Nøglen til Himmelporten
i sin fidtede Bukselomme.

Han har fra først af set det europæiske Bagstræv legemlig-
gjort i de Forhold, som trykkede og saarede ham paa ganske
nært Hold, i Herremands-Indbildskheden, i Junker-Dumheden, i
Shylock'sk Aager og von Tyboe'sk Praleri.

I Harmen herover spirer hans Kunst. Man ser det af hans
Udtalelser i eget Navn. Det har kogt i ham, naar han saa', at
c Bestikkelser, Underslæb, Bedragerier, Aager, Fallitter blev be-
tragtede som nødvendige og undskyldelige Næringsveje*.

Men fra de private Forhold udvides hans Blik snart til at
omfatte de store Forhold imellem Magter og Stater. Napoleons
Skikkelse, den eneste store historiske Skikkelse i Samtiden, af
hvilken han har modtaget et dybere Indtryk, fylder ham helt.

I de senere Dele af Dramatiske Scener er Napoleon som
Kejser Glomer Helten, og hans Nederlag i Kampen mod den
hellige Alliance ligger bagved Sørgespillet.

Naar Bredahl fører sin Røverhøvding Thurno sammen med
Glomer og lader ham staa stolt som en Jævnbyrdig Ansigt til
Ansigt med ham, saa har han dermed i Fantasien stillet en rent
aandelig Stræben som hans egen op som sideordnet med Erobrer-
geniets Kamp.

Og meget betegnende lader han en af sine bedste unge
Mænd, Murmoll, der, som de Andre, er et Stykke af en Digter
og et Stykke af en Helt, arve hin Maane-Napoleons Rejser-
dømme, hævne ham paa hans Fjender og indføre Retfærdig-
hedens fredelige Vælde.

1 sine Drømme befolkede han Maanen med disse store og
sære Skikkelser i Omrids, med Kejsere, Røvere, Digtere, Herre-
mænd, Jøder, Klerke, stolte Elskere og ømme Elskerinder.

Hans Maane, det er vel en Klode af samme Beskafifenhed
som vor, men en underligt natlig Verden, hvor Himlen er mørkere
og Stjernerne mere gyldne. Uretten sortere. Elskoven rødere,
Raaheden grellere. Dumheden latterligere og Sværmeriet lysere
og skærere end her paa Jorden.

Det er en Verden, en Natur, med stærke Modsætninger
mellem Højder og Dybder, Bjærg og Dal, denne Maaneverden
— forsaavidt er den lidet dansk.

Christian Hvid Bredahl 437

Ja, vilde man stemple Bredahl, kunde man sige: Han synes
en Nordmand, født i Danmark af danske Forældre.

Der er noget Norsk i hans Naturtrang. Han, som har Sorø
bløde Natur for Øje, behøver KæmpeQelde til Omgivelser for
sine Figurer, han lader straks fra først af sin Simber, sit Gen-
billede, springe over Dødens Gab paa stejle Klipper. Der er
fremdeles noget Norsk i hans Digtnings rent og strengt morali-
serende Væsen, i hans Gennemheglen, i hans mørke Livssyn.
Det er intet Under, at Bredahl en Tid lang var den eneste
danske Digter, som tiltrak Henrik Ibsen og som denne holdt
af. Bredahl er i Virkeligheden en Art Forløber for Ibsen.

Men ved Siden deraf er der i hans Sindelags store Jævnhed,
i hans selvironiserende Lune, noget overordenlig Dansk. Intet
syntes ham latterligt som Opblæsthed og Staaen i Stillinger.
Hans Sky og Afsky for Sligt berøvede ham endog den sikre
Selvfølelse, der udfordres til at slaa igennem.

Han havde en Sans for de sædelige Værdier, som paa den
Tid var enestaaende i Danmark; thi enten vurderede man kun
Skønhedsværdier eller man satte ikke Pris paa de sædelige
Værdier uden naar de havde modtaget en gudelig Tilsætning
og Forfalskning.

Han var selv en sædelig Værdi og er det den Dag idag.

Han var en uafhængig Mand, der elskede Frihed. Han var
en jævn Mand med levende Sans for Storhed, Skønhed, Ret-
færdighed og Ret. Han var en stille Mand med levende Sans
for Dumhedens og Standshovmodets Latterlighed. Han var en
fin Mand i sine Sværmerier og en grov, tapper Mand i sin
Komik

Men hverken det Fine eller det Grove i hans Natur, hverken
hans Patos eller hans Latter smittede hine Dages Publikum.
Hans Mangler, Formløsheden og det Brudstykkeagtige, skræmmede.
Hans Dyder, Alvoren, Viljen, der laa bagved, Oprørsaanden, som
ulmede og nu og da flammede op, skræmmede end mere.

I en Menneskealder havde han gaaet og udarbejdet dramatiske
Scener og hele Dramer, og ingen Skueplads havde skænket ham
en Tanke. Fra det kongelige Teater tilbagesendte Molbech ham
hans Haandskrifter ulæste. Han gik i sin Ensomhed dernede
ved Sorø som Bonde og passede sin Bondedont, maatte stundom
efter Amtmandens uretfærdige Paabud køre Sten til en Vej midt i

438 Christian Hvid Bredahl

Aarets travleste Tid, maatte stundom skrive til Venner om et
Laan paa 8 Rigsdaler eller et paa to Specier.

Han modtog af Kongen og af Beundrere forskellige smaa
Understøttelser. Væsenlig Hjælp fik han først i 1855, da F. L.
Liebenberg med sin Sans for alt Værdifuldt udgav hans Dramatiske
Scener paany.

tHan kunde,* siger Ingemann, ti sin Poesi som paa sin
Brakmark vælte store Kampestene fra sin Ager og sætte sig paa
dem med et harmfuldt Blik paa al Slethed og Uretfærdighed.
Han kunde gaa paa Engen med sine Træsko og flytte Kvæg,
medens hans Tanker sammenhamrede Repliker til at lægges i
Munden paa en Kejser i Maanen.»

Aldrig fik han den Opmuntring at se et af sine Skuespil
paa Scenen. Hvad Under, at han, hvem Fattigdom og Sygdom
tilmed truede, blev stedse mere tung i Sind og mod i Hu.
Ingemann har malt ham:

I Bondegaarden med den sprukne Væg,

Hvor Bogen stod til Skærm mod Rudens Ridse,

Drog strenge Vintre over Skjaldens Isse,

Mens dybt mod Brystet sank hans hvide Skæg.

Endelig efter tredive Aars Forfattervirksomhed, da han var
6.1 Aar gammel, lod J. L. Heiberg, hvem Bredahl ganske havde
miskendt, som Teaterdirektør hans Skuespil Knud Suendssøn gaa
over Scenen.

Det er forsaavidt et højst mærkeligt Drama, som det beror
paa en Omvurdering af gængse Værdier. Knud den Hellige
staar i Historien med Helgenskær. For Bredahl er han, denne
Knud, kaldet den Hellige, et svagt, usselt Menneske og en højst
skadelig Konge. Knuds Regering betyder for ham — uden
Hensyn til nøje Overensstemmelse med Historien — sindbilledligt
det Værste af Alt. Bredahl sanseliggør Oplysningshadets Indtog og
dets Sejersgang, som han havde oplevet den, i denne hellige Konges
Tog gennem Landet med hans Følge af dagsky Munke, i dette
Forsøg paa at lægge Folket under Gejstligheden, i denne raa
Indkrævning af Tiender og Straffebøder, i den haardnakkede og
kun altfor heldige Stræben efter at gøre dette lyse og smukke
Danmark til et præsteredet Land.

Heiberg havde gjort sig stor Flid med Opførelsen. Men
intet i dette Stykke slog an. Publikum forstod hverken Liden-

Chnstian Hvid Bredahl 439

skaben eller Lønsigtet heri og følte ikke med dem, hvor det
forstod. Knud Svendssøn modtoges med Piber og Fløjter og
efter anden Opførelse lagdes Stykket hen.

Noget andet Forsøg end dette ene var aldrig gjort paa at
bringe Bredahl paa Scenens Brædder før i 1892 Studentersam-
fundets Frie Teater for første Gang lod hans Dramatiske Scener
beskinnes af Lamperækkens Lys.

Danmarks tænkende Ungdom følte, at den skyldte den
fattige og stolte Bondes Genius en Oprejsning.

BERNHARD SEVERIN INGEMANN

(1887)

Enfold er hans Væsens Særkende. Hans Personligheds
Kærne er noget Enkelt, Usammensat, der, hvor det kommer
frem som oprindeligt, udgør en ikke ringe Styrke; hvor det
giver sig i Kast med Opgaver, det ikke magter, og Æmner, det
ikke forstaar, kommer sørgeligt eller latterligt tilkort. Og der
er ikke mange Æmner og Opgaver overfor hvilke en pigeagtig
Naturgrund, en sværmerisk Sjæl uden Iagttagelsesevne og et
spinkelt Talent slaar til. Dog det ømtaalige, bløde, fantastiske
Sindelag er saa dansk, at den, der taler ud deraf, finder Ekko
i Danmark, især maatte finde et rungende Ekko, stærkere end
Stemmen, paa Frederik den Sjettes Tid. Og den, som er dybt
enfoldig, baade i den gode og den mindre gode Mening af dette
Ord, vil altid finde en Hærskare af barnlige og uudviklede Ge-
mytter, der føler som han og hvis Yndling han bliver. Saaledes
er det gaaet til, at Ingemann blev den danske Digter, hvis Læse-
kres var størst, og saaledes har han endnu sit Publikum blandt
Troende, Bønder og Børn.

I

Naar mellem 8 og 11 Aars Alderen en dansk Dreng eller
Pige i Ingemanns Levetid og sikkert mindst et Tiaar eller hans
Død fik en af hans historiske Romaner i Hænde, Iseste Barnet
dem med Henrykkelse og den mest spændte Deltagelse. Paa
Valdemar Sejer anbragte jeg selv ved 9 Aars Alderen med

B. S. Ingemann 441

pyntelige Skrifttegn det Mærke <Min Yndlingsbog« og som alle
andre danske Børn i Datiden levede jeg nogen Tid i disse Bøgers
skønne og skræmmende Verden af Helte og Riddere, ædle Dron-
ninger og rene Jomfruer, Marsker og Droster, Kuliemænd og
Havfruer. Jeg mindes grant den umaadelige Forbauselse, hvor-
med jeg vel elleve Aar gammel af min kære og kloge Lærer
Jacob Voltelen (Forfatteren til den bekendte Parodi paa Duft-
vaudevillerne Marens Kjæreste) fornam det Ord: cingemanns
Romaner er usle Bøger, men du sværmer vel for Drost Peder
Hoseøl?> Usle Bøger! Jeg begreb det ikke, men maatte tro, at
han forstod det bedre end jeg. Fire, fem Aar efter, da jeg med
Magt havde rystet alt det usande Fantasteri af mig, hvori disse
Bøger havde vugget mig ind, begreb jeg tilfulde hvad han havde
ment. Almenheden i Norden fattede det neppe før midt i Halv-
Qerdserne.

Ingemann havde meget af en Digter, stor Lethed til Frem-
bringen, en altid flydende lyrisk Aare, ualmindelig Opfindelsesevne.
Og hans Begavelse havde sine Rødder i en god Natur; han var
ærlig, retsindig, fast af Karakter, kærlig og renhjertet. Men
smaastilet var han og smaatskaaren, snæver i sin Opfattelse, sur
i sin Vrede. Og hvad værst var. Guderne havde slaget ham et
Jernbaand om Panden.

I Grunden var han helt igennem lyrisk Digter, som han
ogsaa begyndte med Lyrik. Han var ikke nogen dyb eller rig
eller meget særegen Lyriker, men han skrev letrindende, rent-
klingende Vers, der gav bløde fromme Følelser eller ærlige, ned-
arvede Bestræbelser eller smukke, urigtige, taagede Tanker
Udtryk. Han formaaede imidlertid at anslaa Barnesangens og
Folkevisens Strenge med fuldendt Sikkerhed; han følte som
Barnet og med Folket som det i gamle Dage var. Hele hans
Væsen var i Pagt med Barndom og omdigtet Fortid.

Han var saa grundgermansk som de fleste danske Aander fra
Aarhundredeskiftet. Den fremmede Paavirkning, han tidligst og
længe var udsat for, var den tyske; hertil kom senere den
engelske, men neppe paa første Haand. Han har intet lært af
Grækenland og intetsomhelst af Frankrig. Han har følt sig til-
trukket af Tieck mere end af Schiller, af Ossian mere end af
Shakespeare. Han kedede sig ved Homer og han hadede Goethe.

Imellem de Aander, der har udøvet størst Indflydelse paa
Ingemanns Livsgerning er E. T. A. Hoffmann fremtrædende. Han

442 ^- ^- Ingemann

er en af sin Tids mærkeligste Skikkelser. Jo mere man studerer
ham, des klarere ser man hans forskelligartede Frembringelser:
Musik, Maleri, Kritik, Digtning udspringe af hans Nervesystem,
hans Opdragelse, hans Livsførelse, hans Lidenskaber og Rejser,
hans nordtyske Tørhed og hans Optagen af polsk Uregelmæssig-
hed, endelig af hans Iagttagen af Napoleonskrigenes Rædsler.
Det fantastiske Vanvid i hans Værker lader sig alt føre tilbage
til den dybe om Hume erindrende Grundanskuelse af Sjælelivet,
som han har tilfælles med de andre tyske Romantikere, men
som han giver nyt Relief.

Han paavirker i alle Lande beslægtede Naturer, i Frankrig
Nodier, i Rusland Gogol. Det var da i og for sig kun naturligt,
at han ogsaa i Danmark fandt Efterlignere. Blandt dem er
Ingemann den videst gaaende. Men det, der er saa stødende
ved disse Ingemannske Forsøg i hans Manér, det er, at man i
dem har alle de Hoffmannske Effekter, løsrevne fra Ophavs-
mandens Personlighed og fra hans dybe Sjælekundskab, efterabede,
kopierede ganske slavisk som romantisk Manér af en Mand med
svage Nerver, men uden Hoffmanns rige og rebelske Nerveliv,
en teologisk Kandidat, hvis Psykologi af Jeget er den, at det er
en udødelig Sjæl, og at den Fjende, Jeget har at bekæmpe, er
denne: Hans sataniske Majestæt i Person.

Man læse eksempelvis Selv-Citationen y der drejer sig om
Faren ved ene, ved Midnat, at nævne sit Navn tre Gange med
høj Røst. Der er en teologisk Student Frederik Holm paa
Walkendorfs Kollegium. Ulykkelig Kærlighed har slnkt hans
Livsglæde. Han gaar til Assistens-Kirkegaard for at forsøge
Skæbnen; forgæves hører han paa sin Vej Vægteren synge: «Til
Trøst for Alverden, som ellers var forød* og han raaber sit
Carl Frederik Theodor Holm! Hvo kalder mig? Da lyder det
gennem Natten: Jeg dit andet bedre Selv kalder Dig for at ad-
vare Dig, fremkald ikke dit tredie og dæmoniske Selv til din
Fordærvelse! — Ingemann oplyser, at Holm var klar over en
Trehed i alt Liv, nemlig foruden den Jordiske en guddommelig og
en dæmonisk Natur i hvert Menneske. Det er den højere Natur,
som har advaret Holm. Han ser nu tydeligt, at hans ulykkelige
Kærlighed var en Skuffelse, der opløser sig i Tomhed, For-
fængelighed og Selvbedrag. — Seks Aar efter er Frederik Holm
Præst og lykkelig Ægtemand, sidder en Aften paa sin stille,
fredelige Præstegaard, smiler roligt, men alvorligt og siger: cJeg

B. S. Ingemann 443

takker hin Aftens Sværmeri og Selv-Citationen for min Lykke,
men jeg vil dog aldrig raade noget Menneske til slige formaste-
lige Eksperimenter med det Dybe og Ubegribelige i vor Natur*.

Eller man læse Sfinxen, der ikke blot efterligner Hoffmann,
men et ganske bestemt Æventyr af ham Der goldene Topf, og
det Træk for Træk. Hoffmanns gamle Æblekærling er her
bleven til en Sælgekærling, der sælger Stokke i Hamborg. Hos
Hoffmann er hun ovenikøbet en Dørhammer af Bronce, hos
Ingemann ovenikøbet en Elfenbens Stokkeknap; hos Hoffmann
desuden en ækel gammel Spaakvinde og en brav gammel Amme;
hos Ingemann desuden Prinsesse Goldini, en uiraodstaaeligt dejlig
Dame, og Satans egen Oldemor o. s. v.

Fra en Skruptudses hvide Bug i Maaneskin griner hos Inge-
mann den gamle Sælgekærlings Ansigt Helten imøde. Han glider
over Tudsen og vaagner i et Ridderslot, hvor en dejlig Ridder-
dame med brune Lokker over den elfenbenshvide Hals træder
ham imøde. Han udbryder: «Er den herlige Middelalder op-
staaet af Graven? Eller er jeg bleven gal? Uden Fortrydelse,
ædle Ridderdame, I skulde vel ikke være en Stokkeknap?* Det
er Stilen.

I Slottet læser Helten i Hoffmanns Der goldene Topf, bliver
slaaet af Ligheden med sit Forbillede og siger til sig selv:
c Hvordan hænger det sammen. Du skulde dog vel ikke selv
være Studenten Anselmus? Du skulde dog vel aldrig være ein
Phantasiesliick in Callots Manier?* For ikke at lade nogen
Hoffmannsk Effekt ubenyttet, udvikler Helten sig til Dobbelt-
gænger: med usigelig Rædsel genkender han i en Skikkelse, han
ser, sit eget Aasyn, saa livagtigt, som saa' han sig i et Spejl.

Det hele er Gøgl og Tomhed, interesseløst og virkningsløst
som enhver ydre Manér, der efterabes; men Manéren er i dette
Tilfælde særligt utaalelig, fordi den er afluret en fængslende og
uberegnelig Personlighed, hos hvem den var Udtryk for det
selsomste, indre Liv, medens den, løsrevet fra sin Ophavsmand,
er meningsløsere end en Sindssygs vildeste Fagter.

II

Ingemann har selv meddelt den Anekdote, at han som Dreng
en Helligdag havde løsrevet sig fra Skolebøgerne i Slagelse og
begivet sig ud ad Landevejen til Korsør for at opsøge Hellig

444 B. S. Ingemann

Anders' berømte « Hvilehøj«. Han fandt den vel ikke, men kom
hjem med et straalende Ansigt, ganske opfyldt af en Opdagelse,
han havde gjort. Ikke langt fra Byen havde han set en Bautasten,
et Mindesmærke i Pyramideform over en af Danmarks største
og berømmeligste Helte. Han havde ikke faaet tydet Navnet.
Men saa overvældet var han af Storheden i det uforgængelige
Mindesmærke, at han fortabte sig i Beundring for den ube-
kendte Helt.

Det var Milepælen paa Korsørvejen, der havde sat ham i
denne fædrelandske Begejstring. Han havde aldrig før set en
saadan Stenstøtte. Han havde opdaget en Krone derpaa, ud-
hugget over et Navnetræk.

Som denne Milepæl fra Frederik den Sjettes Dage var en
Bautasten fra Hedenold, saaledes er hans Bomaner fra samme Tid
historiske Romaner. Ogsaa over dem er en Krone hugget ud.

Walter Scott havde givet ham som hele Europa Forbilledet.
Men Ingemann havde intet af den dybe Indsigt i Historien, intet af
den skarpe etnografiske Sans, som udmærkede den store Skotte.
Han minder langt mere om dennes tyske Efterligner La Motte
Fouqué, hvis patriotiske Ridderromaner fra 1813 og 1815 rimeligvis
ogsaa har været den danske Digters umiddelbare Forbillede. Han
skriver sin første historiske Boman 1826.

For at faa et Indtryk af disse Bøgers store Skrøbeligheder
er det tilstrækkeligt at slaa op hvor som helst i dem.

Hvis det gælder om at give Børn en Bog i Hænde, som
kan meddele dem patriotisk Sværmeri, underholde og spænde
(lem, da maa Ingemanns Valdemar Sejer kaldes en til Øjemedet
svarende Bog. For Mennesker med ringeste Smule Livserfaring
og for Læsere med blot elementær historisk Interesse er den
forkastelig, ulæselig eller rent ud fordærvelig.

Med al sin redelige Sandhedskærlighed har Ingemann givet
en Række Billeder af skrigende Falskhed. Personlighederne er
umulige, ikke Naturfrembringelser, men skabte af en Drenge-
fantasi, Tidsbilledet er vanvittigt, alle Situationer teatralske. Og
nu de Ord, han lægger de Talende i Munden. Hvor i Valdemar
Sejer Hovedpersonen gør Berengarias Bekendtskab staar der:
•i Hun havde Besværlighed ved at udtrykke sig i de germanske
Tungemaal og blandede ofte portugisiske og spanske Ord i sin
Tale. Dog selve denne Mangel havde noget besynderligt Til-

B. S. Ingemann 445

lokkende for Valdemar og gav hendes Tale et Udtryk af Barnlighed,
der formildede det Stolte og Stive i hendes Væsen . . . ttMlg se
Majesta forstaa mig>» — sagde hun glad, da hun bemærkede
Kongens Deltagelse. > — Ingemann tror, at Kongerne paa Valdemar
Sejers Tid førte Titlen Majestæt og lader Berengaria indflette
Titelen i det Negersprog, hun taler. Og den galante Konge svarer
hende: «Ikke Ordene, men Minerne og den henrivende Musik,
der ledsager dem, og jeg kunde ingen skønnere Beskrivelse over
eders herlige Fædreland ønske mig.>

I Erik Menveds Barndom elsker Ridder Thorstensøn over
sin Stand. I den Anledning siger han: «Jeg er ligesaa dygtig
og velbaaren en Ridder som Algotsøn — men var jeg den
ringeste Skosvend og elskede en Kejserdatter, ved den levende
Gud! jeg vilde vise Verden, jeg var hende værd, og sætte mit
Liv ind paa at vinde hende til Trods for al Verden og dens
stolte Beherskere. > Man skal lede om en umuligere Udtalelse
i det 13de Aarhundrede. Men det er klart, at Thorstensøn har
læst Oehlenschlågers Aladdin. <I kan dog ikke ganske foragte
de Skranker, Fødsel og Stand sætter for vore Ønsker*, svarer
brost Peder med venlig Deltagelse, chvor højt I agter den frie
Menneskenatur [i det 13de Aarhundrede], maa I dog tilstaa mig,
at der gives noget Større og Højere end blindt at følge sin
Drift til Lyksalighed — Selvfornegtelsens store Lov kan I ikke
miskende . . . Hjærtet, min Ven, ja Hjærtet maa tie, hvor en
højere Stemme taler ». En dejligere Prædiken holdt ikke Mynster.

Eller tag Marsk Stigs Tale paa Møllerup, dens Tillægsord
især! «Det gælder mere end enkelt Mands Hævn — mer end
hele vor Slægts Ve og Vel tilsammen. Det gælder et udartet,
men dog ædelt, underkuet og ulykkeligt Folks Redning. Det er
ikke nok, at vi styrter Tyrannen, som trodser menneskelige og
guddommelige Love, han maa falde, men Tronen maa staa».
Tydeligt nok har denne Marsk Stig gaaet paa Sorø Akademi og
uddannet sin Veltalenhed ved Oversættelser fra Latinen.

I en af Brentanos Noveller fortælles om en Hr. Wehmuller,
rejsende Portrætmaler fra Wien. Han faar den Efterretning, at
Officererne i et ungarsk Husarregiment længselsfuldt venter ham
nede i Siebenburgen for malte af hans Mesterhaand at kunne
bevare sig i Erindringen hos mangfoldige skønne Veninder, fra
hvem et Garnisonsskifte vil fjerne dem, og iler sporenstregs ned

446 B- S. Ingemann

i sit Huskapel for at se efter, om de 39 Nationalansigter, som
han har malt i Olie og dér hængt op til Tørring, allerede kan
rulles sammen uden Fare for Udviskning.

Med disse 39 Nationalansigter forholder det sig saadan:
Det er hverken mer eller mindre end ligesaa mange Portræter
af Ungarere, som Hr. WehmuUer har malt før han har set dem.
Han plejer altid at føre et halvt hundrede saadanne med sig.
Kommer han til en By, lader han offenlig udbasune og ud-
tromme: Den bekendte Kunstner, Hr. Wehmuller er ankommen
med sit rigt forsynede Lager af veltrufne Nationalansigter og
indbyder dem af det ærede Publikum, som ønsker deres Portræt,
at vælge sig det til en Gulddukat Stykket.

Han tilføjer saa endnu gratis med faa Mesterstrøg nogle
personlige Træk, et hæderfuldt Ar, eller saa megen Særegenhed,
som et snurret Overskæg medfører. For Uniformen, som han
har udeladt, lader han sig betale alt efter dens Pragt.

Saadanne Nationalfysiognomier, det er den sande Person-
beholdning i Romanerne af den danske Middelalders Historie.
Ingemann, det er den virkelige Wehmuller. Han har sit næsten
færdige Galleri af danske Nationaltyper, og de personlige Træk
indskrænker sig til den Særegenhed, som et hæderfuldt Ar, et
Mundskæg eller en Skurkestreg, en mandig Sjæl eller et sort
Harnisk, stille Fromhed eller en Messesærk, ædel Jomfruelighed
eller en Skarlagenskaabe giver.

III

Paafaldende og lærerigt er det, hvorledes Ingemann i sine
historiske Digtninge og Romaner har behandlet og benyttet
Middelalderens Folkeviser. Medens han tager Alt hvad der er
poetisk Udsmykning — Silkesejl i højen Raa o. s. v. — bog-
staveligt som Virkelighedsskildring og overfører den hele middel-
alderlige Overtros Fjernsyn og Spaadomme, Trolddom og Blændværk
som Virkelighedsmagtcr, forvansker han fuldstændigt Billedet af
Tidsalderens Raahcd ved Udsletten af alle dyriske Træk og Til-
digtning af ædle Bevæggrunde.

Saaledes har han i Valdemar den Store og hans Mænd helt
forfalsket Forholdet mellem Valdemar og hans Søster Liden
Kirsten, hvem Konge og Dronning med lige Barbari mishandlede

B. S. Ingemann 447

for en Elskovsbrøde ; saaledes har han, hvor han i Erik Menveds
Barndom benytter Marsk Stig- Visen, ladet Marsken, efter Mordet,
paa Dronning Agnes' legitimistiske Udbrud: »Selvgjorte Konge !»
svare disse højtidelige Ord: «En selvgjort Konge er jeg ikke —
slig fordømmelig Tanke opstod aldrig i min Sjæl, men hvo der
nu skal være Danmarks Konge, det skal Folkets mægtige Aand
og dette Sværd afgøre! . . . Hvo der var en selvgjort Konge
i Danmark, veed I vel bedst selv. Jeg har ikke gjort Eder til
Enke inat.>

I Folkevisen udtrykker Marsken sig uden nogen Henpegen
til Folkets mægtige Aand, som visselig aldrig har sysselsat ham,
simplere og drøjere :

Det var danske Dronning

Hun ud af Vinduet saa:

Hisset ser jeg den selvgjort Konge

Hidendes i vor Gaard.

Jeg er ikke selvgjort Konge,
Fordi du siger saa,
Men det var Drost, Hr. Lovmand,
Sidst i dine Arme laa.

Naturligvis er hos Ingemann Rygterne om hende og Drosten
som Rygterne om Valdemar Sejers Forhold til Fru Helene og
Ternen Kirstine pur Bagvaskelse, da hverken hans Dronninger,
PYuer eller Frøkener er Kvinder, men enten ulykkeligt Tilbedende
og Miskendte eller rolige Kvinde-Idealer.

Det vrimler overhovedet af Idealer hos Ingemann, Pige- og
Frue-Idealer, Ridder og Fyrste-Idealer. Han er heri som i
Andet en fuldblods germansk Romantiker.

Romantiken havde i Danmark som i Tyskland en For-
kærlighed for at fremstille nationale og politiske Forbilleder.
Men medens den tyske Romantiks Nationaldramer er Kleist's
Hermansslaget og Prinsen af Hamburg med deres alvorlige Karakter-
studium og politiske Blik, naaer Danmark ikke højere end til
Heibergs Elverhøj og Syvsoverdag, af hvilke det sidste vel er et
nydeligt Arbejde, men ikke mer.

Blandt Kongerne benyttede Heiberg Christian den Fjerde
som den i Oldenburgernes lange Række mest folkekære til Ideal
og stillede for Effektens Skyld hans Kongeværdighed i Mod-
sætning til Overtroens Skyggekongedømme. Ikke ved de indre

448 B. S. Ingemann

Egenskaber virker i Elverhøj denne Helt, men som Herrens
Salvede, hvis buldrende Vrede imponerer et Pigebarn:

O Herrens Salvede! jeg kender dig,

Hvor var mit Øje blindt for dine Straaler

Alt siger mig, at du Monarken er.

I Syvsoverdag har Heiberg fremført den sidste sande Politiker
paa Danmarks Trone Valdemar Atterdag, der mere end tredive Aar
igennem ved Kamp og Køb, ved Magt og List, ved Energi og
Diplomati generhvervede sig det ene tabte Stykke Land efter det
andet, til Riget atter var en Virkelighed. Men paa Politik forstod
Romantiken i Danmark sig ikke, end ej paa national Politik.
Som Politiker var Valdemar Atterdag ikke poetisk. Hvad Hei-
berg kunde bruge af ham var kun den følsomt-romantiske Op-
digtelse om hans Forhold til sin Tiptipoldefaders gamle Kæreste
Tove; Valdemar elsker Enhver, der bærer hendes Ring og bliver
saaledcs ren Automat i sine Sympatier — det Eneste, der syssel
sætter ham.

Det kan da ikke undre, at Valdemar Atterdag, som han var,
endnu mindre bliver et Mandsideal for Ingemann. Han behandler
denne Konges Tidsalder i Prins Otto af Danmark; men han tager
ingenlunde ham til sin Helt. Han nærer endog stærk Uvilje
imod ham som ufrom og som kløgtig. I Stedet indfører hi(n en
Broder til ham, den blege stille fromme Korsridder, Prins Otto,
om hvem Intet vides uden at han fik Bank i en taabeligt ind-
ledet Fægtning med (xrev Gert og blev aandssløv i et paaføigende
Fangenskab. For at forsørge ham fik Valdemar ham i sin Tid
ved Salget af Estland optaget i Marieriddernes Orden; deraf
Korset paa Brystet og de øvrige lignende Træk, som fortryller
Ingemann, der forøvrigt kosteligt lader Otto fordømme hint Salg
af de brave Estlændere, disse tro Undersaatter — der i Virkelig-
heden, og med god (irund, afskyede det udsugende danske Herre-
dømme.

Denne Otto er Ingemanns Munkeridder-Ideal. Hans andet
Ideal er Nils Ebbesen, om hvis Daads egenlige Beskaffenhed vi intet
Sikkert véd. Han vedgaar i et Brev paa Aabo Sysselthing 1337
paa anden Mands Vegne at have pantsat en vis Stig Andersen
noget Gods. Hvitfeldt fortæller, at Nils havde havt en Trætte
med Stig for Grev Gert og at han havde følt sig forurettet ved

B. S. Ingemann 449

en Dom, der gik ham imod. Det er da sandsynligt, at han i
Virkeligheden nedlagde Greven i Anledning af denne private
Fejde, ikke for Fædrelandets Skyld. Og tydeligt nok var Drabet
et natligt Overfald. Men Ingemann følger den smukke Folke-
vises forherligende Opfattelse. Og da Valdemar ved Forliget
med Holstens Grever lover ikke at tage sig af Ehbesen, er han
i Ingemanns Øjne dømt. Digteren nævner ham næppe uden et
Ukvemsord.

Endog at Valdemar efter almindelig Fyrsteskik indgik et
politisk Ægteskab, benyttes som Anledning til at sværte ham:
« Ydermere » — læser Svend Trøst — <skal Hertug Valdemar af
Slesvig give Junker Valdemar af Danmark sin Søster Prinsesse
Helvig tilægte og Medgiften være 24000 Mark lødigt Sølv.> —
«Her drives altsaa ikke blot Handel med mig og min Ret som
Fyrste og Menneske,* udbryder Prins Otto, c men selv med en
værgeløs Dames Lyksalighed og med det hellige Ægteskabs
Sakrament.* — Saamegen Patos, fordi Valdemar tager sig en
Dronning og faar Medgift!

Ja selve Bryllupsfestligheden bruger Ingemann til at bi-
bringe Læseren en nedsættende Forestilling om denne Konge,
den eneste af Danmarks, der forstod at anvende List og For-
stillelse i et politisk Øjemeds Tjeneste. I Bryllupsskaren rider
ved Siden af Valdemar Henning Podebusch og i Dronningens
Følge Jomfru Tove, «med det raske, men letfærdige Væsen, der
stundom betragtedes af den muntre Brudgom med et meget
kærligt Blik.* — «Gud hjælpe os for Herskab, vi faa», mumler
Svend Trøst højst forvirrende for Læseren, der véd, at Tove
var den første Valdemars Elskerinde!

Paa Valdemar Atterdag, denne virkelige Nationalhelt, over-
fører Ingemann da ogsaa undtagelsesvis uden Betænkning Folke-
visernes Fortællinger om kongelig Brutalitet. Valdemar optræder
i hans Roman som raa Bøddel overfor Dronningens platoniske
Elsker.

Staar det nu saaledes til med Mandstyper og Mandsidealer
hos Ingemann, hvor han vil genskabe Fortiden, saa kan det
ikke overraske, at vi ser ham levere Vrængbilleder af de Mands-
typer i Datiden, der afgjort havde brudt med Romantiken. Hvor-
somhelst den moderne Aand spirer, ser Ingemann Karikaturer og
intet Andet.

Jægermesteren i Den stumme Frøken er en rent urimelig

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 29

450 B. S. Ingemann

Karikatur af den By ronske Aandsretning. Han ler <med Haan>,
hans Ansigt er cstolt og trodsigt med et Udtryk af slet skjult
Fortvivlelse*. Altid gaar han med et Bind af Lord Byron i
Lommen, og føler sig cgenialsk-dæmonisk, naar han siger noget
rigtig bittert«. Han har manet « Afgrundens Magter ind i sig,
for at bilde sig ind, han er aandrig og interessant i sin Hulhed
og Gudforladthed >, og det formilder ikke Ingemanns strenge
Sind, at han gaar i Krig, viser sig tapper og saares haardt.
Tilsidst omvendes han af en løsladt Straffefange til Kristen-
dommen, som han i sin Nød trænger til.

Dog endnu langt taabeligere er den formentlige Skildring af
c det unge Tysklands* Egenskaber, som Ingemann har leveret i
Skuespillet Renegaten.

Handlingen foregaar i Louis Philippes Tidsalder. Zadok,
med Tilnavn Abdallah (tilforn kaldet Isak Jakobsen), ung døbt
Jøde og frafalden til Islam, tysk Flygtning og Æventyrer, drager
med et Smuglerskib til Konstantinopel for ved Hjælp af oprørske
Proklamationer, som lover Frihed og Lighed, at fremkalde eo
Revolution i Tyrkiets gamle Hovedstad. Han er Allerhelvedes-
karlen, »forknyt er han ikke for Fanden selv».

Sultanen sejler med sin tjerkessiske Sultaninde i en Gondol.
Zadok kaster fra sit Skib sin Kappe i Vandet; Sultanen bøjer
sig for at tage den op(!), men falder ved denne Bevægelse
ud. Da springer Æventyreren ud efter ham, frelser ham, knæler
for Zulima og lover straks som Sultanens Ven at antage den
muhamedanske Tro. Han bliver Vezir og Yndling, tilbedt af
Sultan Selim som det første Menneske, han har truffet, og end
hedere af Sultaninden, hvem han lige straks har vundet.

Saa ser vi ham læse Koranen og spotte over dens Indhold:

Opvejer ej mit Vid slig Vanvidsbog,
Med den har dog en Galning virket klog
Paa Millioner Sjæle, gjort Mirakler
I deres Narreverden. Dumme Stakler!
Bedrages vil og maa 1.

Han vil være Hersker, føler sig som en anden Napoleon,
ja som den førstes Overmand:

Ha, hvad vil Verden sigeV Hin Student,
Hin ultraliberale Bladskribent

B. S. Ingemann 451

Hin genialske Laps, hin Renegat

Vezir og Grunder af en mægtig Stat.

En Genius i Verdensmaskeraden

Kan overflyve Corsikas Kadet,

Naar kun tilsidst han bruger Kraften ret.

Zadoks Tjener Johan, der er denne Quijotes Sancho Pansa,
betegner ham som hørende til de — højst uskyldige ^ Burscher,
der 18. Oktober 1817 paa Wartburg fejrede tysk Folkefrihed og
Tankefrihed. Tjeneren siger: «Saalænge Herren kun holdt Taler
blandt de gale Studenter i Wartburg og blandt disse Carbonade-
folk [Carbonari] o. s. v., men hvorlænge vil Herren kunne være
Potte og Pande hos en tyrkisk Kejser?* Zadok svarer: <Saavidt
er det kommet med Frihedens hellige Sag, Johan! Nu er der
mere Sikkerhed og Ære for en Frihedens Ven blandt Tyrker og
Despoter end i det civiliserede Europa.

Det er ved at lægge Ofrene for den Nederdrægtighed, med
hvilken Karlsbaderbeslutningerne udførtes, slige Talemaader i
Munden, at Ingemann tror dem stemplede som letfærdige og
halvgale Fanatikere.

Zadok bliver Pasja, og vil eflerat have berøvet sin Vel-
gører hans Elskede nu ogsaa berøve ham hans Rige. Han for-
anstalter Oprør i Konstantinopel, forkynder — højst politisk —
fra Paladset for Tyrkerne den Lære: «Der er ingen Gud» og gør
sig til Sultan. Hegelianismen faar sit Smæk, idet Ingemann nu
lægger Sejerherren denne Daarekistetale i Munden: «Fra denne
Time er indtraadt i Bevidstheden hvad før kun slumrede i den
ubevidste Absoluthed. Det en en verdenshistorisk Bedrift. Den
skal forvandle Jordens Skikkelse . . . Frihed og Abdallah . . .
Hør, et helt Folk erkender mig; de ære ubevidst den vaagnede
Guddom i mig. Jeg har dog kun aabnet dem én af deres lukte
Livsbrønde. Vinens beseglede Kilde springer nu i alle Gader.*

Og denne blødhjernede Maskeradefigur forkynder nu for
sine Tyrker Aandens Frigørelse (der gives ikke Synd i Tanker
eller Ord!), Kødets Frigørelse (Spræng, brænd hvert Harem!
Ingen Fugl i Bur! Fri — fælles er nu alle Kvinder!), Ligheds-
evangeliet (Ingen Slaver! Alle lige i Ære og Magt!), den rene
Kommunisme (Ingen Fattige! der skal deles) og Afskaffelse af
den muhamedanske Religion (Ned i Grus med hver Moské!).
Men da indtræder Tilbageslaget. Den undslupne Sultan kommer
igen og modtages med Jubel af sit over det unge Tysklands

29*

452 B. S. Ingemann

Lærdomme oprørte Tyrkerfolk, og Zadok og Zulima udfører uden
Blinken den himmelske Straffedom over sig. De dræber sig begge
frivilligt med Xiift.

Selv i en Literatur, der ikke mangler Eksempler paa Frem-
bringelser^ der barnagtigt angriber Aandsmagter, Digteren ikke
har forstaaet, hævder et saadant Arbejde sin Plads som et
Mønster paa Arten.

Sit største Forsøg paa at levere et Billede af sin Samtid i
Danmark og udenfor Danmark gav Ingemann Læseverdenen i sit
63de Aar med « Ny tidsromanen > Landsbybørnene, hvor der er
mere Iagttagelsesevne og Virkelighedsgengivelse end i nogen af
Digterens tidligere Bøger. Romanen vidnede da for saa vidt
smukt om, at der længe bevaredes Udviklingsmuligheder i ham.
Bogen minder ikke lidt om H. C. Andersens beslægtede Romaner
ligesom Hovedpersonen selv minder en Smule om Andersen og
hans Virtuosbane. Der er rundt om i Værket et og andet som
duer, dog saare lidet udenfor den første Del, der skildrer en
lille Købstad i Danmark i Fyrrerne. Her er der af og til lidt
Lune i Fremstillingen, om end det hele Foredrag er pinligt
seminaristisk, en evig Opfordring til Fromhed og Redelighed.
Da Hovedpersonen forflyttes til Kjøbenhavn, gaar det allerede
tilbage. Weyse forekommer, men af Weyses Væsen findes kun
den rent ydre Manér; Komponistens Breve viser ham som et meget
djærvere og langt mindre følsomt Menneske. Fra det Øjeblik af,
da Helten begiver sig udenlands, slaar Alting Klik for Ingemann.
Han havde ikke ringeste Evne til at begribe fremmede Folke-
slag; særligt er de Personer, som hos ham tilhører romanske
Folk, lutter Figurer fra Lejebibliotheksromaner. Hans Italienere
og Italienerinder, baade Kunstnerne, de politiske Fanatikere og
Røverne, baade Mænd og Kvinder og Gildninger er lavede; ikke
én er set. Hertil kommer, at den hele Handling er Roman i
Ordets værste Betydning. Traadenes Slyngning er i den Grad
kunstig, at en moderne Læser næppe udholder at følge den.
I Bogens Begyndelse myrder i Slagelse-Egnen en undsluppen
Forbryder, Mikkel Kvæler, et Par gamle Bønderfolk. Helten har
alt som Dreng forskellige Sammenstød med ham. I Bogens
sidste Del myrder den samme Person Heltens Elskede i Kalifomien
i en Guldgraverby. Denne italienske Pige, der ikke mener Helten
det ærligt, er Datter af en Dame, der i Weyses Ungdom svigtede
ham, saa Lærer og Lærling skufles af Moder og Datter — lutter

B. S. Ingemann 453

utrolige Paahit for Effektens Skyld. Endelig her som i de
historiske Romaner det videst drevne Fædrelanderi. Den Danske
banker i ethvert Slagsmaal enhver Fremmed, hvem det saa er.

IV

Vi saa\ hvorledes Ingemann i Benyttelsen af vor Middel-
alders Folkeviser har oversprunget Alt, hvad der afgav en kraftig
Virkelighedsskildring, og i sin Angst for Raahed har givet sig til
at « idealisere« paa en saare mat og lidet sanddru Maade.

Der er i dette Forhold noget for Ingemann Typisk. Den
især ved Hartmanns skønne Musik saa yndede Digtkrans Salomon
og Sulamith staar netop i samme Forhold til Sangenes Sang som
de middelalderlige Skildringer i Vers og Prosa til Folkeviserne.
Ja den staar endnu ganske anderledes tilbage for sit Forbillede.
Den skamskænder det.

Naar man mindes, at denne Gruppe Digte er skrevet af en
Digter, der langt fra at staa kold og fremmed overfor den jødiske
Oldtids Aand, indbildte sig. at den havde aabnet ham sin Hellig-
dom, saa er det rent ud forfærdende at efterspore den sanse-
Qendske Aandløshed og Marvløshed, hvormed han har omkalfaltret
hint henved 2700 Aar gamle Vidunderdigt, og i dets Sted sat sin
tynde Klimpren. Der er næppe en Tone i hans Gengivelse deraf,
som ikke er falsk.

Af Indledningen, et Kor, over hvilket der er en østerlandsk
Haremsstemning, har han Intet forstaaet. Af den Glød og Duft,
som er deri, begriber han Intet. Men det er, som manglede
han selve Organet for den Poesi, der ligger i hver Sætning,
Pigen fra Sulem siger.

Blot et Par af hendes Udsagn: «Jeg er sortladen, men dog
smuk, I Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salomos
Tæpper. Ser ikke paa, at min Hud er lidt mørkladen. Solen
har brændt mig. Min Moders Sønner, som ikke holdt af mig,
sendte mig ud at vogte deres Vingaard. Ak min egen Vingaard
har jeg daarlig vogtet.* Eller denne: cMedens Kongen er ved
sit Gæstebud, udaander min Nardus sin Duft. Min Elskede er
mig en Myrrhapude, som hviler mellem mine Bryster. Min
Elskede er en Klynge Jasminer fra Engaddis Haver.*

454 B. S. Ingemann

Man sammenligne hermed denne Form for hendes Erotik
hos Ingemann:

Hans Paulun er et Tempel med Myrrhaduft.
Som Profeters hans Røst mig klinger,
Naar han sukker, faa Paradistanker Luft,
Og flyve med Englevinger.

Men man behøver ikke at gaa til saa slette Steder i denne
Digtning. Man kan tage de skønneste (om end spinkle) Vers:

Fornam jeg en Klang?

Blev jeg vakt af en Cither?

Var det ham der sang

Ved mit Vinduesgitter:

Vaagn op og kom ud.

Min dejlige Brud —

Ak, det var kun Sulamiths Drømme.

Saa lifligt det klang

Nu er Vinteren omme.

Nu med Fuglesang

Vore Drosler genkomme o. s. v.

Sammenlign nu den gamle Tekst:

Min Elskedes Røst!

Se han kommer.

Han springer over Bjærgene.

Han iler over Højene.

Lig en Stenged

Eller Hindernes unge Hjort.

Se han stanser

Bagved vor Mur.

Han ser gennem Vindvet,

Spejder gennem Gitterværket.

Min Elskede taler og siger:

Staa op, min Veninde.
Min skønne, kom, gaa ud!
Vinteren er omme.
Regnen er stanset.
Har ganske hørt op.

Blomster ses paa Marken,
Sangens Tid er kommen.
Turtelduens Røst
Hores i vort Land,

B. S. Ingemann 455

Figentræets Frugt
Begynder at rødme,
Vinranken udaander
Sine Blomsters Duft.
Staa op, min Veninde!
Kom, gaa ud, min Skønne!

Det er som Klangen af det rene Guld mod Lyden af hvislende
Papirspenge.

Lad det være naturligt^og undskyldeligt, at Ingemann savnede
al Sans for Skønheden i Sulamiths Begejstring for sin Elskede
som Menneske! Hvor Kvindekoret spørger hende, hvad han har
forud for Andre og hun jublende begynder:

Min Elskede er hvid og rød,
Udkaaren blandt Titusinde,
Hans Hoved er det fineste Guld,
Hans bølgende Haar er ravnesort.

eller hvor hun ikke mindre henrykt slutter

Hans Mund aander Sødme,

Alt paa ham er Ynde,

Saaledes er min Elskede. 1 Jerusalems Døtre!

Saaledes er min Ven!

dér var disse Udbrud naturligvis Ingemann altfor sanselige, alt-
for menneskeligt varme til at han kunde bruge sligt. Men
skrækkeligt er det, at han lader hende være forelsket i sin Vens
Berømmelse istedenfor i hans Person. Det er den bare Overvejelses-
Erotik. Naar hun hører c hans Hæder paa Jomfruers Tunger*,
sidder hun stum, men det sjunger i hendes Hjærte. Hun ud-
bryder: «I dit Navn er Storhed, du Skønhedens Søn! Derfor
elske Dig Libanons Piger*. Kort sagt, hun er en bly og bleg
Viol fra Dannevang, der i Tugt og Ære sværmer for Christian
den Ottende.

Hvor Ingemann fjerner sig fra Teksten, dér fortaber han sig
i blaa Dunst. Hvor han følger den Ord for Ord, dér mis-
forstaar han stadigt paa den urimeligste Maade, mest, fordi han
ikke vil eller ikke tør forstaa Situationen i dens skønne Naivetet.

Man tage f. Eks. Sulamiths Drøm:

456 B. S. Ingemann

Jeg sov, men mit Hjerte vaagede {o: jeg drømte).

Min Elskedes Stemme!

Han banker!
Han: «Luk op, min Søster, min Veninde,

Min Due, min Upletttede!

Mit Hoved er bedækket med Dugg,

Mit Haar er vaadt af Nattens Draaber».
Hun: «Jeg har taget mit Klædebon af,
Skal jeg tage det paa igen?

Jeg har vasket mine Fødder,

Skal jeg da smudske dem paany?«

Min Elskte strakte sin Haand
Ind gennem Vinduet
Og mit Hjerte slog.

Hos Ingemann er det Elskeren udenfor Døren, der siger
disse meningsløse Ord: <Min Kjortel jeg hang paa Hækken —
Og her er saa koldt at staa — Min Fod har jeg tvættet i Bækken
— Skal atter i Sumpen jeg gaa?>

Rent barok bliver Ingemanns Bearbejdelse, hvor han vil
gengive det mægtige Oldtidsdigts naive og storstilede Lignelser.
Hvor Salomo priser sin Elskedes Skønhed, nævner han — for
at forherlige den — Genstande, om hvilke den minder ham.
Han er hende nær, han ser og rører hende; beskriver hende
saa ved at genkalde dette eller hint Syn, som de ældste Tilhørere
af Højsangen daglig havde for Øje. Hos Ingemann er Alt vendt
om, fordi Alt er ulegemligt og falsk sentimentalt. Salomo flakker
om i Naturen og alle Genstande erindrer ham — rigtignok rent
meningsløst — om den Fraværende, hvem han savner. F. Eks. :

Sangenes Sang: Hvor dine Fødder er smukke i Sandalerne,
Du ædelbaarne! . . . Din Bug er en Hvededynge, omgivet af
Liljer. Dine to Bryster er lig Tvilling-Kid af en Gazelle.

Ingemann: <Jeg ser din frembølgende Barm endnu, naar
paa Liljemarkerne Tvillingkiddene springe.* — Som om Noget
var umuligere end at to springende Kid paa en Mark kunde
erindre Nogen om den Elskedes Bryst!

Sangenes Sang: Din Hals er som et Elfenbenstaam ; dine
Øjne er Dammene ved Hesbon, nær Bat-Bassims Port. Din Næse
er Libanons Taarn, der vogter Vejen til Damaskus.

Ingemann: Din Søjlehals staar for min svimle Sans, naar
hist Elfenbenstaarnet fremglimter* [et virkeligt Elfenbenstaam!]
«Hvor Dammene blinker med Maaneglans, i min Elskovsdrøm

B. S. Ingemann 457

dine Øjnes Klarhed jeg skimter.« — Det kan man kalde at snakke
bagvendt af Princip.

Sangenes Sang: Dit Hoved er som Karmelbjerget og dit
Haar som Purpur [mørktviolet] ; en Konge er fanget i dine
Lokker. Hvor du er skøn, hvor Du er yndig, du min Kærlig-
hed i Vellystens Time! Din Skikkelse er slank som en Palme,
dine Bryster er Drueklaser. Jeg vil stige op i Palmen, jeg vil
tage fat i dens Grene. Dine Bryster skal blive mig som Vinjens
Drueklaser, din Åande er sød som Æblers Duft. Din Mund skal
skænke mig en udsøgt Vin, der glider mildt og væder mine
Læber, naar Søvnen overrasker os begge.

Ingemann: «Til Karmel mit Blik gennem Taager foer. —
Til dit Hovedhaars Slør fløj Tanken. — Din Højhed [Højhed!]
jeg mindes, hvor Palmen groer. — Om dit Bryst jeg drømmer,
hvor Druen svulmer paa Ranken. — Jeg trykker til Palmen mit
hede Bryst [han omfavner Træerne!] — og jeg kryster den
modne Drue, — jeg drømmer endnu om vor Elskovs Lyst. —
O, men aldrig slukkes i Sjælen Lynblikkets Lue.»

Enhver Kommentar er her i Grunden overflødig. Den Art
Drømmedigtning dømmer sig selv.

Dog Ingemanns Misforstaaelse og Forvridning Rf Sangenes Sang
naaer sit Højdepunkt, hvor den gamle Mesterdigtning naaer sit.

Da Sulamith har genvundet sin Elskede, udbryder hun i
disse berømte Ord:

«Sæt mig nu som et Segl paa dit Hjærte, som en Seglring
paa din Arm! Thi Kærlighed er stærk som Døden; Lidenskaben
ubøjelig som Underverdenen. Dens Ild er brændende Brande, en
Flamme fra Jahve.

•Vandfloder kan ikke slukke Elskov, Strømme ikke kvæle
den. Hvis En vilde tilkøbe sig Elskov for al sin Rigdom, vilde
han kun høste Foragt.«

Man se, hvad Ingemanns blegsottige Aandelighed gør ud af
dette. Sulamith angrer hos ham sin Elskov, den var ikke den
rigtige, fromme Kærlighed:

Min Elskovs Magt var som Dødens,
Som Scheol var min Nidkærhed vild.
Dog Kærligheds Glød er som Morgenrødens,
En Due fra Herren dens Ild.

Den Ild ej Vandfloder slukke,
Ej Afgrundsstrømmen skyller den bort.

458 B. S. Ingemann

Og saa den ubegribelige Slutning, der vel er føjet til for
Rimenes Skyld:

I Natten Jeg maa mine Øjne lukke.
Men Midsommematten er kort.

For at forstaa Ingemanns Livsværk tilbunds, er det nødvendigt
at forestille sig det ensomme Sorø <og den lille Bys samt dens
Omgivelsers Indflydelse paa Digteren. <Der er gravstille i Sorøe;
der groer Græs paa Torvet,* har Åndersen i sin Tid sagt. Meget
rigtigt har ogsaa Schwanenflugel skildret, hvorledes <Alt hvad der
var af udadvendt og virkelighedssøgende i Ingemanns Aand* blev
indsuget af disse Omgivelser. <Gik han ud, stemte Alt ham til
Digterdrøm og fantastisk Grubleri; kom han hjem, sad der et
fint, nonneagtigt Væsen, hans Hustru, og malede Roser og LiUer
eller Billeder af den hellige Historie*. Sorøes Rlosterluft sneg
sig ind i hans Sjæl.

Man forestille sig dette Liv. Han er fremmed for Verden;
han lever ikke i sit Aarhundrede. Han fører det uskyldige Liv,
som Middelalderens frommeste Munke førte. Thi den Smule
Ægteskab, han var stedt i, gjorde næppe stor Forandring. Han
elskede og lød sin Konge, som Munken sin Prior.

Man tænke paa en Munk med et Talent, én, som kunde
male, Fiesole f. Eks Han tager aldrig sin Pensel uden først at
gøre Knæfald og holde Bøn; han retter aldrig Noget; det er
blevet saadan ved Guds Vilje. Saaledes troer Ingemann paa Be-
aandelsen. Som Fiesole aldrig studerer en nøgen Model, saaledes
Ingemann aldrig Virkeligheden.

Og han skriver som hine Munke malte. Guld og Skarlagen,
smukke Farver paa Stoffer og Dragter glæder ham som Munken,
der billed pryder en Messebog eller Bibel, og for hvem det gælder
om at faa Helgenen til at lyse og glimre. Store Scener lykkes
ikke godt. Er der mange Personer, ser man, de ingen Legemer
har under Kaaberne. Men det lyriske Digt, der svarer til det
fromme Udtryk; den ædle Holdning, som Rlostermaleren forstaar
at meddele det enkelte Aaasyn, det lykkes Ingemann.

Hvad Fra Angelico maler bedst, det er saadanne Syner, som
viser sig for et saa barnligt og uskyldigt Sind. Han tror ikke

B. S. Ingemann 459

blot paa Gud Fader og Jesus, men han ser dem for sig, om-
givne af Himlens Engle i Skare. Han er som skabt til Engletro.
Hans Hjærte kalder Englene frem for hans Blik, og et helt Følge
af guddommelige Skikkelser glider hans Øje forbi.

Ganske saaledes Ingemann. Han ser Himmeltronen over
Skyer: <I Glans for Herrens Trone staar — Guds store Vidners
Skare». Han hører Englesang fylde Himmelrummet: <Forgæves
lyse Stjernen ej — Se Konger følge Hyrders Vej — Hør Himlens
Engle kvæde !>

Og Intet forstyrrer dette Betragtningens rolige Liv. Rundt
om ham er alt stilfærdigt. Hans Levned er reguleret som et
Uhr. Alle Genstande er kendte, interesseløse. Som i et Kloster
sker hver Dag til samme Time det samme. De samme hvide
Mure, de samme Lærere i de samme Dragter. De samme Skridt
i den ensomme Gade. De samme Maaltider til samme Tid, og
samme Symmetri i Anretningen: Osten i Midten; Tallerkenen
med Reddiker paa den ene Side og den med Pølse paa den
anden i samme Afstand fra Midtpunktet. Sætter en Gæst en af
disse Tallerkener saaledes tilbage, at Symmetrien forstyrres, saa
flytter Fru Ingemann den uvilkaarligt frem igen

I denne uhyre Ensformighed trives det barnlige Hjærtes
ømme Længsel, dets begejstrede Drøm, der her har fundet Ly
udenfor Livets Raahed. Jorden ligger der i underskøn Herlighed;
over den hvælver sig med Ædelstensglans en endnu herligere
Himmel: « Dejlig er Jorden, prsegtig er Guds Himmel, skøn er
Sjælenes Pilgrimsgang*. Sjælenes — ikke de virkelige Korsfareres
engang. Og Gangen er en Vandring fra Dejlighed til Dejlighed:
« Gennem de fagre Riger paa Jorden gaa vi til Paradis med
Sang». Jordelivet er intetsigende, det henrinder hurtigt, dets
Larm er snart glemt; men over det musicerer — som hos
Fiesole — fine Engle med søde Udtryk i de alvorlige Barne-
Ansigter: «Aldrig forstummer Tonen fra Himlen*.

Som i Dantes Paradis fører lysende Trapper op til den
Højestes Trone; Guldglorier skinner om hans og Englenes Aasyn,
der straaler af Godhed og Kærlighed. Det er en overjordisk
Aabenbaring, hvor Alt er Lys. Der er to Hovedfarver, Guld og
Azurblaat, i hvilket Englene flagrer: tGlade Jul! — dejlige Jul!
— Engle flagrer bag Skyen i Skjul*. Det er Aandemaleri. Her
er ingen Legemlighed, kun luftige Former, som svømmer i
Himmelglans.

460 B. S. Ingemann

Denne Christus er ikke den lidende, og ikke den strænge;
det er Barnets Ven; Fredens Fyrste: <Gud Søn har os saa kær;
han er Børnevennen stor*. De yngste af disse Engle, det er
yndige Børn; de tænker ikke; deres Liv er et evigt Smil:
« Englene sjunge om Barnet saa smukt — Han har os Himme-
rigs Dør oplukt — Salig er Englenes Sang>. De ældre er
kraftige Lysskikkelser med en endnu stærkere lysende Glorie
om Panden: « Lysets Engel gaar med Glans — gennem Himmel-
porte. — For Guds Engles Straaleglans — Flygte alle Nattens
Skygger sorte». Deres Vinger flamme. De have Bannere i
Haanden, naar de gaar deres Sejersgang gennem Verden og jager
Mørket foran sig: < Solenglen svinger Lysets Flag — Vandrer til
Qerne Lande — Ham følger Liv og Lys og Dag — bag Nattens
brusende Vande*.

Og alle disse rene og frie Aander bor i et Slot, der er dem
værdigt, i Aftenrødens med Guldskjolde tækkede Slot: <Der
staar et Slot i Vesterled, tækket med gyldne Skjolde*. Alt hvad
Dante anede i sit Paradis og Fiesole malte i sine Alterbilleder,
er virkeliggiort her af mystisk Pragt: <Fra Tusind Taame
funkler Guld — Porten skinner som Ravet — . Med Straale-
støtter underfuld — sig Borgen spejler i Havet*. Han har set
det; ellers kunde han ikke skildret det saadan. Der var den
Simpelhed i hans Sind, der førte ham tilbage til den kristelige
Mytedannelses første Tider. Og derfor har han forstaaet de
simpleste, mest enkelte Naturbegivenheder som ingen anden dansk
Digter: Morgen og Aften. De har deres kristelige Sanger i ham
som deres hedenske i Shelley. Hans Morgen- og Aftensange er
uforgængelige. Hvilken hemmelighedsfuld Morgenjnbel i Søndags-
morgen-Digtet: *Nu ringe alle Klokker i Sky — det kimer i
Qerne Riger*, og hvilken utrolig Morgenfriskhed i den berømte
Strofe, som begynder: «Nu vaagne alle Guds Fugle smaa, de
flyve fra Reden og sjunge*.

Der er heri noget lige saa skønt og enestaaende som i en
Vedahymne eller en gammel hebraisk Psalme — et fiildtklingende
Udtryk for en barnlig og ægte Følelse. Men en Følelse er en
Sag, som har en indre Uendelighed, og som i Reglen ikke kan
genfrembringes, naar den historisk er svundet. Ingemann har
forstaaet at genfrembringe den i dens Oprindelighed. Alt er her
troskyldig Mystik, ingen dybsindig og ingen aandedrætsbesværende
Mystik, men den serafiske Mildheds Synsmaade og Følemaade.

B. S. Ingemann 461

Engle og Fugle og Børn er malte i lille Maalestok paa Guld-
grund. Dog de lever, de aander: de føler Livets Skønhed og
tillige dets Alvor; de tilbeder med foldede Hænder eller med
Fuglekvidder.

Det vil sige: De udtrykker et Sjæleliv — deres Digters —
som er stanset paa den Tærskel, der fører ind til Tanken.
Det er ikke et Sjæleliv i Blomst, men i den første Knop, en
Knop, som dufter fint og svagt, og hvis Bestemmelse det er,
aldrig at kunde udfolde sig.

J. L HEIBERG
I.

Skuespil og Vaudeviller

(1868)

1. Pottemager Walter

Stykket egner sig ikke til Opførelse; dets bedste, mest gri-
bende Partier har, udførte paa en virkelig Scene, noget Pinligt
ved sig. I Grunden har dette Heibergske Ungdomsarbejde kun
én genial Figur, nemlig Ulf, og kun én Scene, som man aldrig
glemmer, nemlig Afsværgelsesscenen. Det er snarere fremkaldt
af digteriske end af Virkeligheds-Indtryk. — Om hvor meget af
vor Poesi gælder ikke dette! Kun i altfor høj Grad er jo des-
værre vore nyere Digtere blevne dannede ved Læsning istedenfor
ved Erfaring og Iagttagelse. Vilde man vove en tilsyneladende
Urimelighed, kunde man sige, at ved vore gode Digtere maa for-
staas de Digtere, der har tilegnet sig de gode Bøger, Goethe, Shake-
speare o. s. V., og ved vore slette Forfattere dem, som har fundet
de slette Bøger gode. Pottemager Walter er en Studie efter Tieck,
Oehlenschlager og Holberg, dog især efter Tieck. Man bør ganske
vist ikke ivre mod de boglige Indtryk. Den gode Bog er jo ikke
andet end den store Aands Meddelelsesmiddel; men dog havde
det været godt for vore Digtere, om de havde holdt mere af
den brogede Virkelighed og mindre af det Sorte paa det Hvide,
og godt for vor poetiske Literatur, om den havde været mere
poetisk og mindre literær.

J. L. Heiberg 463

Et Digt som Pottemager Walter staar nutildags for os som
et fremmed Væsen. Vi tiltrækkes af dets Former, morer os ved
dets Vid og føler med dets Patos, men Aanden deri er ikke vor
Aand. Det ligger for os som en i mange Farver spillende, sind-
rigt snoet Konkylie; lad os forsøge paa f^a Konkylien at slutte
os til det levende Væsen, der engang beboede den, men som
ikke er mere. Dette Væsen var den romantiske Aand, der først
genfødtes i Tyskland, saa i Frankrig, og som fra Tyskland
forplantede sig til os. Der er en stor Forskel paa den roman-
tiske Skole i Tyskland og i Frankrig. De har næppe meget
andet end Shakespearcdyrkelsen og hvad den indbefatter, tilfælles.
Den franske gaar ud fra en Kamp mod den stive klassiske Be-
tragtning af et vist Antal store Forfattere som « Mønstre*, fra et
Had til den uægte Antikiseren, til Aleksandrinernes Tvang, til
Vedtægtens Aag, til alt det kinesiske Formelvæsen, hvoraf den
franske Smag under Kejserdømmet var sammensat. Den fægtede
mod de tre Enheder, mod de uopslidelige græske Æmner, mod
den kedsommelige og ensformige Moderniseren og Forfransken
af alle Tidsaldere og alle Folk. Imod Tragediens Hofsorg satte
den Victor Hugos tøjlesløse Lidenskabelighed. Aleksandriner-
verset havde udelukket alle egenlige og stoflige Betegnelser; man
kunde ikke engang sætte Ordet Pistol i Aleksandriner; Trage-
diens klassiske Dolk maatte vige for de moderne Ildvaaben, som
Mussets nye frie Versformer gav Plads. Poesien havde tilforn
kun drejet sig om Mennesket, og om Mennesket som ulegemlig
Aand. Rousseau havde indført Naturbetragtningen i den franske
Prosa; Chateaubriand havde efter ham givet Landskabsmalerier
i ubunden Stil; den bløde, bøjelige Sainte-Beuve gav Naturstem-
ningen Form i sine Vers. Théophile Gautier fordrede og erobrede
Plads for det lunefulde Indfald, Billedpragten, Fantasteriet, Beyles
Romaner og Afhandlinger grundlagde Racepsykologien, Mérimées
skarpe Bronce-Aasyn dukkede frem af Gruppen og udtalte
Feltraabet: Lokalfarve! Ved Lokalfarve forstod man alt det for
de fremmede Nationer, for de Qerne Tider, for de ubekendte
Klimater Ejendommelige, som endnu aldrig var kommet til sin
Ret i fransk Poesi. Retorikere, som vi er, hed det, har vi
aldrig forstaaet den Fremmede, aldrig den Uudviklede og Ulo
giske, aldrig Barbaren, aldrig Kvinden, aldrig Barnet, aldrig Dig-
teren, aldrig Naturen i dens Mangfoldighed af Typer. Man følte,
at man havde været hildet i den Forudsætning, at et Menneske

464 J. L. Heiberg

uden videre var et Menneske, og at ethvert Menneske mere eller
mindre var en Franskmand. Man saa', det var en Vildfarelse,
og hermed var Stødet givet til Frankrigs hele Kunst og Kritik i
dette Aarhundrede.

Den franske Romantik var da naturalistisk, den tyske der-
imod er idealistisk. Den er os Danske velbekendt gennem No-
valis, Tieck og Brødrene Schlegel. Den første af disse bestemte
Skolens Grund præg. Vi kender denne Skoles Forkærlighed for
Middelalderen med dens Sværmeri, med dens Æventyr, Sagn
og Legender, vi kender dens katolske Sympatier*), dens poe-
tiske Betragtning af Religionen og dens religiøse Betragtning
af Poesien, som den forguder. Medens den franske Romantik
aldrig ophører i sin Bund at være revolutionær, er den tyske
reaktionær, forstands-Qendtlig. Dette er Hovedtrækket i den.
Den fornyer paa et videre Omraade end den franske; den
strækker sig videre ud i Livet, ind i Videnskaben; den slynger
sig om Religionen. Den har intet Akademi at anfalde; men
den erklærer den hele Spidsborgerverden Krig; Filistrene er
dens Klassikere; Nyttighedsapostle, Rationalister, literære Haand-
værkere slaar den paa Flugten med poetisk Mystik. Den tyske
Romantik er dybere end den franske; men den frembringer ogsaa
en mere ubestemt og uklar Poesi. Den skaber ingen faste Skikkelser;
thi dens Ideal er ikke en Skikkelse, men en Tone, ingen enkelt
Form, men en uendelig Higen. Den er inderligere end den
franske, men den har ringere kunstnerisk Kraft, den gør færre
Fund, fordi den har en mere stundesløs Søgen. Hvad søger
den? Den véd det ikke selv. Et lønligt Ord, en hellig Farve,
en hemmelighedsfuld Plante, <den lille blaa Blomst». ^Se Novalis's
Roman og mindre Digte.)

Paa dansk Grund fik Romantiken mere Klarhed og mere
Form. Den blev mindre natlig, den vovede sig tilsløret ud i
Solen. Den følte, at den var kommet til et ædrueligt og besin-
digt Folk, der endnu ikke var blevet ganske enigt med sig selv,
om ikke Maanens Skin var unaturligt og sentimentalt**). Den
steg op af Bjærgenes Minegange, hvorfra Novalis i sine Bjærg-
mandssange første Gang havde manet den frem, og slog med

*) Se Maadeii, hvorpaa Walter frelses ved Rosas Uskyldighed.
*•) Man véd, hvor sjældent vore Kunstnere maler Maanelyset. Paa
en Udstilling af tysk Kunst, som jeg i 1868 saa' i Dresden, talte Jeg blandt
30 Søstvkker 21 Maaneskinsbilleder.

J L. Heiberg 465

Vaulundur paa Bjærgets Side, saa det revnede og lagde alle sine
Skatte for Dagen i Dagens eget Lys. Den følte, den var kom-
met til en anden Natur, mere smilende, mild og idyllisk, den
rystede det Uhyggelige af sig, dens tykke uformelige Taager for-
tættede sig til slanke Elverpiger, den glemte Harzen og Bloks-
bjærg, og en smuk St. Hans Aften opslog den sit Fyrstesæde paa
Dyrehavsbakken.

I Pottemager Walter har den ikke rigtig sundet sig endnu ;
den taler Dansk, mens dens Betoning er endnu lidt fremmed.
Ligefuldt har Digtet i alt Væsentligt den romantiske Grundan-
skuelse, som vor Literatur har udviklet, og som betegner en Tids-
alder, der nu ligger bag os. For at forstaa et nylig tilbagelagt
Tidsrum, maa man helst betænke sin egen Ungdom. Et velorga-
niseret Menneske gennemløber i sit eget Liv Verdenshistoriens
Hovedstadier og oplever i den sidste Del af sin Ungdomsperiode
fortrinsvis den Idébevægelse, der umiddelbart gik forud for hans
egen Tid. For at begribe Tiden 1810—20 maa et Medlem af den
nulevende Slægt genkalde sig sit Følelsesliv i det 16— 17de Aar,
da han vaagnede som aandeligt Enkeltvæsen. Endnu var han ikke
bundet i noget af de Snørliv, hvori Vedtægten, Moden, Skinnet
senere har spændt os alle. Intet af alt dette havde endnu be-
rørt den halvvoksne. Nyligt og pludseligt havde alle Idealer
aabenbaret sig for ham. Det gik ham som Jacob Bohme, da
han første Gang hørte Ordet «Idé», han udraabte: «Jeg ser en
himmelsk Jomfru. » Han følte et Opsving af alle Kræfter, en
Henrevelhed i en højere Verden, set fra hvilken alle de vante
Omgivelser paa engang tog sig ynkværdige ud. Det fra Virkelig-
heden fjerne, ensomme Liv, som han i Barndommen førte i
Fantasien og i den vaagne Drøm, i hvilken han altid genfandt
sig selv som Helt, General eller Kejser, dette kom nu, efter at
Indbildningskraften var tagen af i Styrke, tilbage i Sværmeriets
og Begejstringens Form*). Han gik om som en Drømmer og en
Fremmed, hans Sind luede af Begejstring, han følte sig paa en
Højde, som skulde han svimle, hans Hjerte svulmede og blev
underligt tungt; det var ham, naar han saa sig omkring, som
havde han en Brønd, fuld af Foragt, i sin venstre Side. Spandevis

*) Sammenlign Rosas Liv i Pottemager Walter, Nina i Julespøg og
Nytaarsløjer, samt Digterens Anvendelse af hendes Skæbne paa sig selv,
Maria i Alferne, Drømmelivet i Syvsoverdag.

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 30

466 J- !-• Heiberg

udøste han denne Foragt i Tavshed eller lydeligt over alt det
Hverdagslige, der kom ham nær. Han var stolt af sin Foragt;
havde han følt den tage af, vilde han have frygtet for, at den
kraftigste Nerve i hans Væsen var svækket. Han havde en eneste
Maalestok for alt og alle, den var uhyre stor og uden nogen-
somhelst Inddeling, han gyste blot ved Tanken om at knække
den vsammen og gemme den i Lommen. Han vidste vel, hvad
han elskede. Det var intet enkelt, alt det store, alt det sande,
det han ikke havde set med sine legemlige Øjne, det, hvorefter
han længtes. Han vidste bedre endnu, hvad han hadede; han
kunde skrive en tyk Bog derom. Overskriften havde han færdig,
den lød: Spidsborgerlighed. Hvor han ringeagtede dem, alle
disse i Endeligheden fortabte Sjæle, disse Guldets Slaver, der
intet havde vundet for den Sjæl, de havde tabt, for hvem Næ-
ringssorgen var den største Sorg, og som gerne købte et Liv i
Herlighed og Flitter med Sindets Fred og al uskyldig Glæde:
•Alle 1, tænkte han, som hungrer midt i Overfloden, som er
misfornøjede midt i Overdaadighcden I selv om I hverken har
rovet eller stjaalet eller myrdet, I har solgt Eders Sjæl til Fan-
den; Kilden, Blomsterne, Menneskene, den blaa Himmel, Intet
taler niere til Eder, med Intet føler 1 Eder i Slægt. > Og Nyttens
Træl og den døde Lærdoms Beundrer var ikke bedre end Pen-
genes Trælle. Hvor hadede den unge disse Pedanter med deres
Regler, der fordrede klassiske Studier af Digteren og vilde gøre
Poesien til Lærdommens Tjenerinde, hvor hadede han alle disse
Foragtelige, der søgte Visdommen for at drage Fordel af den,
betragtede (iudinden som en Ko, og gjorde Indsigten i Naturen
til Lykkens Slavinde*) I Det var Spidsborgerlighed alt. Hvad var
Spidsborgerlighed da? F)n Sag, som egentlig først dette Aarhun-
drede har givet Navn. Spidsborgerligheden var ikke det Onde,
(ien kaldte ikke Sandhed for Løgn. Den kaldte Sandhed for
Overdrivelse, Overspændthed, Sværmeri. Spidsborgerligheden var
ikke dæmonisk, den kaldte ikke det Skønne for hæsligt, men
(ien betragtede Geniet som en Smule forrykt. Spidsborgerlig-
heden var ikke nederdrægtig; naar den løj, saa løj den tillige
for sig selv, naar den h3'klede, var den sin egen Nar, naar den

*) Sammenlign i Pottemager Walter Astrologens forbitrede Replik
samt Alfons's Ivren for Poesiens Bet og Frihed; Harlekins Først Menneike,
sna Boryer.

J. L. Heiberg 467

sladrede, troede den selv, at den var Moralens Vogter. Sæt, en
gammel Mand hørte en klar og betydningsfuld Tanke, og han
kaldte den forskruet, fordi den maatte skrues sammen, før den
kunde rummes i hans snævre Hjerne, sæt, en ung Pige var
Vidne til en ædel og højsindet Handling, men kaldte den urime-
lig, fordi hun ikke kunde rime den sammen med sin daglige
Trummerumme, og skønt tyveaarig dømte, som om hun havde
havt tredsindslyve Aar at blive dum i, saa var hin Mand og
denne Kvinde, uafhængigt af Alder og Køn, Medlemmer af det
store Spidsborgerskab.

Den, der staar handlende overfor Spidsborgerligheden, føler
nødvendigvis Vrede og Foragt; den, der betragter den som For-
sker og Tilskuer, har naturligvis kun Ringeagt og Interesse; Dig-
teren kan stille sig paa alle mulige Standpunkter overfor den,
opfatte den medlidende og halvt velvilligt, eller rent ironisk
eller rent fordømmende. I vore Dage er hos Digterne Vreden
stærkere end Medlidenheden. Romantikerne havde endnu Sindsro
til at bekæmpe Spidsborgerligheden med godt Humør. De op-
fattede den filosofisk som Endeligheden, intellektuelt som Ind-
skrænketheden, ikke som vi moralsk, naar vi ser den som det
Usle. Op imod den holdt de deres egen uendelige Længsel mod
det ubundne Liv, mod Naturen, Himmelen, Skoven og Havet,
mod Fortiden, dens Historie og dens Sagn, deres Ærefrygt for
det Usynlige, deres Tro paa det Uvirkelige og Overvirkelige.
Imod dens Prosa satte de deres ungdommelige Poesi. Imod dens
Usselhed sætler vi vor Mandsvilje. Vor Attraa er ikke mere en
Flugt fra Samfundet og Virkeligheden med vore Længsler og
vore Tanker. Lige omvendt: vi vil virkeliggøre vore Ideer i
Samfundet, i Livet. For ikke at blive en Nation af daarlige
Lyrikere, vil vi netop stræbe hen mod det Virkelige, det bestemte
P'ormaal, det Nyttige, som den foregaaende Slægt lod haant om.
Hvem vilde ikke være glad ved at kunne gøre, om endog nok
saa ringe Nytte. Romantiken er noget, som vi nu kun gennem
Erindringens Anstrengelse forstaar.

I Potlemager Walter har den unge Digter endnu ikke klaret
sit Forhold til Spidsborgerligheden. Han ender i En Sjæl efter
Døden med den fuldkomment frie, klare og skarpe Ironi. Her
har han endnu Deltagelse for den. Det ligefrem Smertelige,
Næringssorgen, den virkelige Jammer, Raaheden i Tiltale mellem
Mand og Hustru, alt dette Hæslige fremstiller han ganske nøgent.

30*

468 J- ^' Heiberg

En Faust, der af Begærlighed forskriver sin Sjæl til Fanden, er
interessant, men livad skal man sige om en fattig Djævel af en
Pottemager, der af den bitre Næringssorg og den ubetænksomste
Letsindighed kaster sig i Armene paa en virkelig Djævel! Walter
bliver hverken stor eller komisk. Hans Situation er ikke tragisk,
men pinlig: og Forsoningen er ikke dyb nok til at tilfredsstille
moralsk.

2. De Uadskillelige

Efter hvad en Bekendt af Heiberg har fortalt mig, var det
en af dennes Yndlingsparadokser, at han ikke kunde begribe,
hvorledes nogen Mand kunde forelske sig i en ung Pige, der var
ældre end i det Højeste 14, 15 Aar. I Almindelighed regnes
denne Alder ellers ikke for at være den mest tiltrækkende. Men
den Uro, den indeholder, det romantiske Perspektiv, den aabner,
behager undertiden mere end den modnere Alders maaske smuk-
kere, men tillukkede Landskab, der spærrer Blikket Vejen ind i det,
der ligger hinsides Bjergene. Det Uharmoniske i denne Alder beror
paa, at Udviklingen ikke sker jævnt og ligeligt og samtidigt paa
alle Punkter. Legemligt f Eks. kan Væksten være saa stærk, at
Skikkelsen bliver lang og opløben, eller Hænder og Fødder er
saumeget forud for de andre Lemmer, at et Misforhold finder
Sted og saa rer Øjet, der ligesom nødes til at vente paa, at den
unge Figur skal vokse i disse altfor store Yderlemmer. Og som
nu Legemet i denne Alder taber det barnligt Bløde uden straks
at kunne vinde det Kvindelige, saaledes ogsaa Sjælen: den barn-
lige Undseelighed er forbi, den jomfruelige Blufærdighed er endnu
ikke tilstede. En enkelt Aandsretning er uforholdsmæssigt ud-
viklet f. Eks. Fantasien, den kritiske Forstand, Opfindsomheden
eller en vis Art Livserfaring, og man synes at maatte oppebie,
at Personen skal vokse i denne vidtløftige Erfaring, der maatte
lægges ind med mange Læg, hvis den skulde passe til hendes
virkelige Alder, og som derfor ikke klæder hende smukt. Heri
bestaar som sagt det Uharmoniske; men mangen Kunstner eller
Digter tiltrækkes netop af det Underlige og Sære, i hvis Uregel-
mæssighed man langt borte øjner det Regelbundne og som lover

J. L. Heiberg 469

raere end det er. Selv det i og for sig Ikke-Smukke bliver da
smukt ved en kunstnerisk Behandling. Hvem har f. Eks. ikke
glædet sig ved Kuchlers mangfoldige italienske Smaapiger, der
staar med en saa tænksom og fordybet Mine og stikker deres
smaa runde Maver frem. En lignende Kunstnerglæde har Hei-
berg havt af sine halvvoksne unge Piger; selv deres uskønne
Egenskaber har han aflokket en poetisk Side. Den har tiltalt
ham og vundet hans Hjerte, denne præraffaeliske, allerførste Jom-
fruelighed, der er som Mosroseknoppens, naar den endnu næsten
er lutter Mos og man kun sparsomt ser det Røde kigge frem
derigennem*). Allerede i Psyches Indvielse har han skildret dens
Skønhed, senere dens Uskyld (Marie i Alferne), dens Anelser,
dens Drømme, dens Uro, dens Hjertebanken. (Emilies Monolog).
I Vaudevillen viser han os tillige dens Ejendommelighed og Snur-
righed. Han bruger istedenfor en Holbergsk Leonard eller en
Moliéresk Arisle den unge halvvoksne Pige som Chorus; hun
har alle dertil ønskelige Egenskaber: hun er naiv nok til, at Be-
mærkningen, sagt af hende, forbauser og morer som enhver
slaaende Bemærkning i Barnets Mund, fiffig nok til at gennem-
skue de Voksne, næsvis nok til at lade sig forlyde dermed, og
opvakt nok til at gøre det vittigt. Men hun, som udsender
de spidse Pile, er ikke som en gammel, værdig Leonard skudfri;
hun er selv ved sin amfibialske Tilstand mellem tvende Udvik-
lingstrin og ved den Fordring, hun gør paa at være voksen,
netop lige saa komisk som hun er vittig. Som hun tilhører en
dobbelt Alder, saaledes ogsaa en dobbelt Verden, en Virkelighedens,
hvor hun i Almindelighed nyder en temmelig blandet Behandling,
og Fantasiens eller Fantasteriets, hvor hun hersker som Dron-
ning. Saaledes staar hun fuldt færdig for Vaudevillen, naiv,
men tillige pikant, vittig, men tillige komisk, burlesk, men tillige
romantisk, paa en Gang Genstand for Latter og for Sympati.
Karakterens Elasticitet, dens Omfang er netop ligesaa stort som
Vaudevillens ^fra det Burleske til det Rørende gennem alle mel-
lemliggende Led af det Naive, det Gratiøse, det Fine o. s. v.>
(Heibergs egen Begrebsbestemmelse).

Indenfor Vaudevillen bestemmer igen det enkelte /Emne den
enkelte unge Piges Karakter, som Lokalfarven i et Maleri bestem-
mes af Billedets hele Farvetone. Idet saaledes Aprilsnarrene i

*) Sml. IJørnevaudevillerne og Digtene til Léontine Fay.

470 'J I- Heiberg

Almindelighed er en Satire over Opdragelsesvæsenet, bliver den
første Bestemmelse for den unge Pige her, at hun skal være et
Mønster paa slet Opdragelse, et levende Epigram over Fru Bit-
termandels og hendes Stabs pædagogiske Dygtighed og Kunst. I
Skolen har Trine kun lært at danse. Men for at hæve sig ud
fra denne Grundfarve som fra sin Folie, maa hun netop have
de Uvidenheden modsatte Egenskaber, være yderst forfaren, kund-
skabsrig, bevandret og lærenem i alt det, som hun ikke lærer i
Skolen, i alle Amors frie Videnskaber og Kunster. Kristine i
Evenlyret i Rosenborg Have er ved sit Forhold til Moderen, der
udplaprer alt, nødvendigvis bleven endnu langt mere erfaren og
øvet. For at hæve Figuren ud fra denne Baggrund er den saa
udstyret med en barnlig skælmsk Undseelighed, en jomfruelig
Hlyhed, der endnu mere fremhæves af den yderst vovede Situa-
tion, hvori hun af Digteren sættes, og af de mange overmaade
betænkelige og tvetydige Spørgsmaal, hvortil denne giver Anledning.
Karoline i De Uadskillelige er maaske den mest vellykkede af dem
alle. Hun har daglig altfor mange gode og store Eksempler paa
Forlovelse for Øje til at hun ikke skulde følge Dydens rette Vej.
Hvis hun som Trine skulde overhøres i Menneskets Pligter mod
sig selv, vilde hun sikkert regne det at forlove sig med til «at
gøre alt, hvad som tjener til Selvopholdelsen*. Men er dette
givet, saa maa der til Gengæld, eftersom Mønsterparret, Løjt-
nanten og Henriette, ikke kraftigt nok opviser det Forjaskede i de
Uadskilleliges Følelse, det Luntende i deres Vantetrav hen ad Livets
Landevej, over Karoline og hendes ungdommelige Elsker være
udbredt en saadan Renhed, Friskhed og Munterhed, en saa ind-
tagende Kækhed, at disse to Skikkelser med Poesiens kun for
Tilskueren synlige Guldglorier om deres Hoved, synes at tilhøre en
hel anden Verden, Blomsternes, Solstraalernes og Sommerfuglenes.
Af alle Heibergs Vaudeviller er De Uadskillelige den bedst
byggede; der er intet af hans Arbejder, hvori en saa enkelt,
simpel Totaltanke ligger til Grund, og intet, hvori den strængere
holder alle Scenerne sammen. I Recensenten og Dyret vedkom-
mer f. Eks. Elskerparrel og Dyrehavspersonerne ikke Satiren
over Datidens literære Tilstande. I Evenlyret i Rosenborg Have
er der ingen Sammenhæng imellem Vinters og Madame Sommers
uheldige Møde efter Avisfrieriet, og Fellmarks og Charlottes
Stævne i en ganske anden Anledning. Man kan vel søge et
Enhedspunkt, man kan sige, at om end Æventyret løser sig op

J. L. Heiberg 471

i flere Æventyr, som Digterlunet vilkaarligt har ladet krydse
hinanden, er det dog én og samme overgivne og frivole Stem-
ning, én og samme Spøg med det erotiske Sammentræfs der bærer
det Hele, ligesom det her mod Sædvane er én Komponists
geniale Musik, der i Tekstens Aand sammenslynger og forener
det Spredte. Man kan sige, at Fellmarks ufortrødne Bejler-
forsøg først til den ene, saa til den anden Søster ligefrem paro-
dieres af den gamle barhalsede Udhalers forskellige Frierier
til Fellmarks Kone, til hans egen Datter og til hans gamle
Kæreste. Dog kan man end kritisk opvise en Enhed, saa er
den dog ingenlunde haandgribelig. Men haandgribelig er den
netop her.

Forlovelsen, denne ægte, nationale Institution er her Satirens
eneste Genstand. I Stykkets Midte er sat en lille Vise, der med
logisk sønderdelende Ironi fremstiller Forlovelsens Bevæggrunde og
Nytte, rundt om den ligger en Dialog, der opviser alle de komiske
Modsigelser i hine Bevæggrunde, og fra denne Midte udstraaler
den hele Handling. Kompositionens Fortrinlighed viser sig i den
Nødvendighed, hvormed enhver af Personerne og enhver af
Situationerne fordrer den anden og nærmeste, indtil det hele
Billede er afrundet og fuldendt; der er imellem de andre Stykker
og dette samme Forskel som mellem den løsere Sætningsforbin-
delse og den grammatiske Periode, i hvilken Alt hører organisk
sammen, saa intet Led kan borttages uden Skade for Helheden.
De Uadskillelige er en saadan Periode, og først en opløsende Under-
søgelse lærer En, hvor righoldigt det Komiske i dette Lystspil er.

Allerede den Omstændighed, at én ung, elskværdig, hæderlig
Mand ved uheldige Omstændigheder kommer i det Tilfælde, at
en Politibetjent en skøn Dag træder ind til ham og forkynder
ham, at han fra nu af ikke viger fra hans Side, er, selv om
Politibetjenten er en nok saa vakker Fyr, komisk for Alle und-
tagen for den Paagældende selv. Man' ser undertiden den Art
Tilfælde i Livet. Skøndt intet af Forholdsleddene i og for sig
er latterlige, er de dog næppe hagede til hinanden, før Forholdet
gør dem begge latterlige. Paa dette Forhold alene kunde der
bygges et Lystspil*). Hvor meget mere komisk blive Parterne

*) Et saadant Lystspil foreligger i Vaudevillen Les Inséparables af
Scribe og Dupin, hvis Æmne varieredes i en anden Vaudeville L'ami
intime af Théaulon. Darbois og Lalone, begge fra 1825 og benyttede af

472 »J. L- Heiberg

da ikke, naar de allerede forud hver for sig er latterlige, naar
Hummer er den snurrigste gamle Gripomenus, der nogensinde
har staaet Fadder til et Skrædderbarn i Petri, og Klister den
pudserligste Snegl, der nogensinde har levet for Kærlighed og
Avancement.

Hvis en nær Forbindelse finder Sted mellem to Personer,
er det allerede komisk, naar Tiltrækningen kun er ensidig (som
hos Holberg mellem Arlcquin og hans Usynlige) saa at A bestan-
dig hænger over B, medens B bestandig ønsker A til Bloksbjerg;
men at to Personer begge gaar samme Vej, naar den ene hellere
end gerne vil være fri for at følges, den anden for sin egen
Skyld aldeles ikke bryder sig om at følge, denne ydre Tvang er
endnu mere komisk.

Paa den anden Side slaar Klister i et Uadskillelighedsfor-
hold til Malle: Lidenskaben, en dydig Flamme forener dem. Og
dog er der intet, der holder dem sammen. Hvorfor skilles de
da ikke adV Fordi Vane og Indbildning her spiller samme Rolle
som Tvang og Kommando hist. Trods al tilsyneladende Forskel
er Latterligheden den samme: det synes som om en indre Magt
knytter Parret sammen, men i Virkeligheden er det en ganske
udvortes. At nu to Mennesker af den ømmeste Følelse uimod-
staaeligt drages til hinanden, er allerede et komisk Træk. Saaledes
er denne Omstændighed f. Eks. benyttet af Moliére, dels i Le dépit
anwureiix, dels i den nydelige Scene i Tartiiffe, hvor de El-
skende først er uenige og vender hinanden Ryggen, siden, da de
er blevne genforsonede og nu maa skilles, saa tidt de kommer
hver til sin Dør, vender om og løber imod hinanden, saa at
Pigen, der først møjsommeligt har forsonet dem, ikke kan bestille
andet end at jage dem fra hinanden og atter og atter forgæves
sa^tto dem tildørs. Det ser ud som Frierleg, eller snarere som
om disse Mennesker ikke var frie Væsener, men som var der et
Uhrværk skjult inden i dem, der tvang dem til bestandig at løbe
imod hinanden i en vis Bue. Dog er dette pudsigt, hvor meget
latterligere er dette da ikke, at to Personer, der forlængst bar
ophørt at føle for hinanden, intet Sekund kan afse hinandens
Selskab. Der lod sig gøre et Lystspil om to saadanne Elskende

Beiberg. di) han i 1827 skrev De UailskilUge. Det er især Retsbe^entens
Skikkelse. Heiberg har laant. — Jfr. iøvrigt en Scene i Heibergs Prinsesse
Isabella.

.1. L. Heiberg 473

ilene. Det er oftere bemærket, at naar to Elskende, der sidder
me sammen, .har udtømt deres Taleforraad, gør en Tredjemand,
ier forstyrrer, dem undertiden en stor Tjeneste, idet han bringer
Jern det, de manglede, en Situation. Vi véd alle, at da Klister
3g Malle endelig opnaar det i tolv Aar attraaede Enestævne, fal-
ier de begge isøvn under en douce Musik. Kunde man nu gøre
iisse to Elskende en større Tjeneste end at skaffe dem en For-
styrrer, tvinge dem fra hinanden, og saaledes lade Skinnet op-
jtaa af den heftigste Tiltrækningskraft for da efter mange Gen-
vordigheder at lade dem styrte sig i hinandens Arme? Det laa
lær at lade dem genforenede paany falde i Søvn og lade Tæp-
pet gaa ned over deres Slummer. Men hvor meget morsommere
?r ikke det Motiv, som Heiberg har opfundet!

Han skiller ikke de Elskende ad, han tillader dem at for-
blive forenede, men han underkaster dem en hømopatisk Kur
^^ed efter at have hægtet Klister fast til Malle at hægte endnu
2n Person til Klister. Hummers Forhold til Klister parodierer
med sin Polititvang den Vanetvang, der binder Klister til Malle.
Symmetrien er fuldstændig: Klister staar i Midten, begge hans
\rme er Hanke. Hummerkloen har et Tag i den ene. Malles
\rm omfatter den anden (thi den lange Forlovelse har ikke ladet
Klister beholde saa megen Mandighed tilbage, at det er ham,
ier understøtter Malles Arm og ikke omvendt). Der er intet i
V'ejen for at han kunde slippe Malle; han kan det, men han vil
let ikke; han har intet hedere Ønske end at slippe Hummer,
han vil del, men han kan det ikke. Denne Sammenradning er
af ualmindelig komisk Styrke. Man faar et Indtryk, som kunde
man blive ved at hægte Personer paa, og det vilde bestandig
holde. Aarsagen til den komiske Virkning er den, at Mennesket
^ed saaledes at sammenklistres med andre taber sin Særegenhed
som Menneske og faar Præg af en Ting, der kan forøges eller for-
mindskes ved Tilføjelse og Fralrækning, som man lægger til eller
tager fra med en Murske. Allerede i Forhold til det, at bære,
pr dette Tilfælde: naar en har begge Hænder fulde og man
bliver ved at læsse paa ham, som den unge Pige i Hertz's Den
Yngste læsser Bøger paa Tadeo, saa gør det, at man synes at ville
eller kunne blive ved i det Uendelige, en lattervækkende Virk-
ning. Stærkere er denne naturligvis, naar det, der saadan læg-
ges eller knyttes til, ikke er Ting, men Mennesker. Saaledes er
[ler noget Komisk ved en Embedsmand som Notarius publicus,

474 J- L. Heiberg

hvem hans Stilling forpligter til altid at møde vidnefast med to
Gefrejdere i Hælene. Naar han spadserer stoltelig, som var han
sin egen Herre, paa det ene Fortov, saa smiler man i stille Til-
lid til, at hans to Venner nok befinder sig paa det andet For-
tov, og at den tilsyneladende Frihed kun er et Skin. Kører han
i Droske og konverserer nok saa venskabelig to Herrer, der sid-
der ligeoverfor, da smiler man, fordi man slutter, at det er de
stakkels Vidner, hans ham paanødte Livsledsagere, med hvem han
underholder sig. Det er Afhængigheden, som morer. Hos Klister
er den dobbelt. Meget af det mest Komiske hos Moliéres Per-
soner kan betegnes ved Ordene malgré lui, og meget af del Lat—
terligste hos Holbergs ved Ordene udi egen Indbildning; disses-
Udtryk betegner nemlig det Komiske henholdsvis i Viljen og i^
Viden. Klisters Forhold til Hummer er Vennen imod sin Vilje,^
til Malle Elskeren udi egen Indbildning.

Fra det Øjeblik af nu, da de to bliver til tre, og de tre=
til én, som der staar om Elverpigerne, vokser det Latterlige-
som en rullende Snebold. Der sjmes at være en Magnetkraft
i Klister. Han sammenligner sig selv med en siamesisk Tvilling,
med en Kalv med to Hoveder. De tre Personer danner som el
stort Dyr med seks Ben, der maa gaa ind og ud af Døren side-
læmis som en Krebs. (Motiver heraf: de skal vaske sig sam-
men, sammen ind, da Malles Tøj bliver tørret). Sit Højdepunkt
naar det Latterlige, hvor Heiberg sætter endnu en Qerde Person
i Forhold til de tre, i Scenen, hvor Hummer frier til Henriette.
Ikke nok med, at han frier i tvende Vidners Overværelse, som
for at have det vidnefast, at han faar en Kurv, men Heiberg
fører Sagen i den Grad ud i den yderste Følge af Forudsætningen,
at da Hummer knæler, maa Klister lægge sig dobbelt ved Siden
af, og Malle saa længe staa med krumme Knæ, saa at Pige-
barnet med Rette kan sige, at hun ikke véd, hvem af dem der
er F'rieren. Her er da det Latterlige blevet ikke blot farce-
agtigt men rent pantomimisk — et overordentligt og usædvanligt
Fortrin; thi saaledes bliver det ikke blot aandeligt, men aldeles
sanseligt, haandgribeligt, øjensynligt.

Lystspillet har to Yderligheder; den første er del Fjæle-
bodsagtige : Personerne slaas, falder over deres egne Ben, uddeler
Ørefigen o. s. v.; dette er grovt og for Børn. Den anden Yderlighed
er den, at det Latterlige bliver ganske usynligt, lægger sig for
Dagen alene i Ord, i Samtale, i Konversation; dette er fint, men

J. L. Heiberg 475

for fint, meget for lidt dramatisk, alt for lidt teatralsk. Den
komiske Digters største Kunst er den at tage en rent indre, rent
sjælelig Fejl eller Daarskab til Genstand, og ikke at blive staaende
ved at optrevle dens skjulte Latterlighed i Ord, (som det sker i
Samtalen mellem Buurmann og Konen, Jeronimus og, Magdelone
i den nye Tids Kostyme), men at drive den saaledes ud i det
Synlige, bringe den saaledes at slaa ud i det Haandgribelige,
at den trods al sin Inderlighed bliver ganske udvortes.

Med stræng logisk Nødvendighed udvikler Hovedmotivet sig
af det nu Givne: Klister kan ikke uden Forklaring gaa om i
Familien med Hummer ved sin Arm som en Sigvard Snaren-
svend, der danser med Egen ved sit Belte, han maa nødvendig-
vis hitte paa noget, der kan forklare denne Besynderlighed,
Hummer maa være hans fortrolige Ven, og maa ikke være Rets-
betjent. I Skyndingen og Forvirringen gør de ham til Præst.
Herved opstaar de Latterligheder, at dette skal være Venskab,
at Hummer uvilkaarligt bliver paatrængende, og endelig Præste-
værdigheden, der afstedkommer Madamens religiøse Fortrolighed,
Hummers religiøse Foredrag ved Middagsbordet og hans Ivren
mod Materialisterne, der ikke lader sig forstyrre af, at Buur-
mann er Materialist i Betydning af Materialhandler, eftersom han
»skærer alle over én Kam», hvilket atter bifaldes af Madamen,
der finder dette Træk just respektabelt af en Mand i hans Stil-
ling. Heraf følger da atter Planen at forlove ham med Henriette
og lade ham konfirmere Karoline.

Som Modsætning til disse yderligtgaaende Narrestreger staar
den rene Skønhed i Sangene, der, lidt vel sammenhobede paa
enkelte Steder, er Mesterstykker af Vers til Melodier. Ypperlig
er især den friske og skønne Udmaling af Tordenvejret og Luf-
tens Renhed efter Regnen. Der er heri noget Romantisk, noget
som viser ud over sig selv i romantisk Perspektiv mod en
aldrig lukket Udsigt:

Himlen aaben

For vor Haaben

Er en Udsigt, vid og skøn,

Og dens fjerne Violette

Siger dette:

Haabet selv er Haabets Løn.

476 J- ^ Heiberg

Haabet, ikke Opfyldelsen, det vil sige den uendelige Higen og
Stræben, den poetiske Længsel, som Raroline er Bærer af, og
som er Lystspillets romantiske Grundstemning.

3. Et Eventyr i Rosenl>org Have

Naar man efter nylig at have set et tysk Lystspil faar et
dansk at se, falder det En ind, at er der noget, som Tysklands
Digtere altid har manglet, saa er det et let Sind og en let Haand.
7:7 Eventyr i Rosenborg Have hører ganske vist til *Heibergs sva-
f^ere Stykker; men det er som alt, hvad Heiberg har forfattet,
skrevet Icthcn og har deri sin Skønhed og Ynde. Et saa let og
frit Humør er ikke blot en misundelsesværdig Naturgave; der er
noget Beundringsværdigt i det. Det gode Humør og den egen-
lige Lystighed findes til Stadighed sjældent hos andre end lidet
udviklede Mennesker uden mange eller dybtgaaende indre Strøm-
ninger. Intet Omraade i Verden er jo mere truet end det,
som Munterheden har i vor Sjæl; hver Dag og hver Nat berøver
Lidelse og Spænding, Mismod og Død, Bekymringer og Sorger
(let store Strækninger. Hvad enten man bestandig bliver mere
gnaven, eller bestandig niere alvorlig, i begge Tilfælde bliver
man stadig mindre lystig. Digteren er jo et Menneske som vi
andre, ikke mindre pansret og hierdet end vi, snarere er han mere
Menneske end vi, mere modtagelig for Indtryk. Saalænge han
er ung, kommer Ungdommens Livsglæde ham tilhjælp, men Hei-
berg var ikke ung, da han skrev sine Vaudeviller, han forfattede
dem omkring sil fyrretyvende Aar. Hvorledes gik det da til,
at han, i hvis personlige Poesi, i hvis lyriske Digte, der aander
en saa alvorlig og sorgmodig Efteraarsfølelse (se hans typiske Digt
af dette Navn^ saasnart han blot vilde, kunde lukke sit Øre
for Livets alvorlige og skurrende Stemmer? Han lyttede til en
Stemme indeni sig. Geniets, med en Latter saa frisk og lystig
som et Barns. For hans komiske (xenius forvandlede Livet sig
til en stor og broget Dyrehavsbakke, hvor Gøglere af alle Slags
gjorde deres Kunster, hvor Luften svulmede af < Taskenspiller-
Fransk, beau-monde-Dansk, Abekattesprog og Papegøje-Dialekt«,

J. L. Heiberg 477

og naar han saa som i Børnevaudevillen Dyrehavsrejsen, der
aabner Vaudevillernes Række, satte sig paa sin Vogn og, om-
ringet af sit Kor af halvvoksne unge Pigebørn, standsede ved
Bakkens Fod, da tog han sin ærværdige Doktorhat af Hovedet,
svingede den i Luften og istemmede, som der staar i hans Vise:

Jetzt ist. Hurra!

Der Doctor da,

Her Bakken er, som han vil gæste.

Fra denne Dyrehavsbakke hentede han ikke mindre Fru Bitter-
mandel og Hr. Zierlich end Klatterup og Trop; hvor han der-
imod som i Et Eventyr i Rosenborg Have slet ikke forholder sig
satirisk til sin Tid, men stærkest bringer det Komiske frem i
Karikaturer (Vinter og Madam Sørensen)^ har hans Frembringelse
ringere Værdi. Medens Holbergs Talent er saa afgjort komisk,
at selv den stærkeste og dristigste Karikatur næsten bestandig
lykkes for ham, er hos Heiberg de latterlige Figurer mest for-
trinlige, naar det Komiske i dem har indgaaet en kemisk For-
bindelse med en anden Egenskab, som f. Eks. det Godmodige, Tro-
skyldige, Følsomme, Yndefulde, Tiltrækkende eller Pirrende. Link
er rørende komisk, Trop er hjærtelig pudsig, Christines pikante
Uskyldighed er sat i et latterligt Lys: overalt er det Komiske
her mættet med et andet Grundstof, har indgaaet en inderlig
Alliance, en højere Forbindelse med det musikalsk eller poetisk
Skønne, der adler og svækker det. Af saadanne Forbindelser
kan det Komiske indgaa utallige; der gives næppe et eneste
æstetisk Element, lige indtil det Tragiske, hvormed det ikke kan
forene sig. Men hos de forskellige Nationer tiltrækkes det af
forskellige Substanser; hvert enkelt Folk har sin oprindelige
Synsmaade af det Latterlige.

Her er et endnu ugjort Studium at gøre. Man kunde hos
de forskellige store Menneskeracer undersøge Graden og Arten
af deres Sans for det, der forekommer os komisk. Den maa
nødvendigvis have et ganske andet Præg hos Kinesere end hos
Inder, hos en lidenskabelig Race som den semitiske end hos en
bøjelig og tankesmidig Race som den ariske. En Nations hele
Livsanskuelse, dens Forestilling om Liv og Død, om Pligt og
Ære, dens Udviklings- og Kulturtrin indvirker her. Der gives
Folkeslag, der som Tyrkerne næsten aldrig ler, fordi de holder

478 J. I- Heiberg

det for under deres Værdighed og fordi deres Forestilling om Vær-
digheden beror paa deres Flegma. Der gives Stater som Nord-
amerikas i vore Dage*) eller som Italiens for hundrede Aar siden,
hvor næsten Intet anses for latterligt^ fordi der ikke gives nogen
Vedtægt, fordi ingen der giver sig af med at kritisere den anden,
fordi man kan gaa med sin Dames Strømpe om sin Hat, uden
at nogen finder det underligt, at man følger sit Lune. I et
Samfund endelig, der var indrettet efter Penns Grundsætninger,
vilde Latteren være en Forbrydelse og Komedien en Umulighed.
En stærk Udvikling af én aandelig Evne medfører næsten altid
en tilsvarende Hæmmeise i Udviklingen af en anden; en Fast-
lands-Nation som den tyske er for grundig og grublende, for
tilbøjelig til at gaa i Dybden og til at sværme højt, for langsom
og for haardhudet til at udvikle den fme Sans for det Latterlige
og Gaven til den hurtige Gengivelse deraf. Den mangler Berø-
ringen med det friske og salte Element, «hvor det Tunge fandt
sin Grav og det Lette saa sejrende danser», som giver de søfa-
rende Nationer et fælles Præg. Franskmændenes overfladiske,
rent forstandige, lidet moralske Betragtningsmaade og skarpe,
lidt tørre Forstand giver paa dette Punkt dem Evner, som Ty-
skerne mangler. Engelskmændenes poetisk-humoristiske Fantasi
og udviklede moralske Blik gøre dem lige skikkede til det digte-
riske Lunespil. der findes hos Shakespeare og Dickens, og til
den blodige Satire, der betegner Ilogarth og Sheridan. Den
danske Spøg er paa den ene Side mindre poetisk og ideal, paa
den anden Side mindre revsende og blodig: Der er en Art højere
Mening i den gamle Sprogbrugs Betegnelse af den Latterlystne
som den Lattermilde. Vor nationale Skæmt antager i Modsætning
til Tyskernes tidligt en dramatisk Karakter. Er det for dristigt
at søge et Spor dertil i vore Ordsprog, af hvilke de spøgende
næsten altid i Tidens Løb har faaet en dramatisk Vending ved
en Tilsætning som «sagde Fanden*. <sagde Kærlingen* eller lig-
nende, og ved Angivelse af den bestemte Situation, i hvilken
Ordet blev sagt? Dette af det komiske Anlæg uafhængige dra-
matiske Anlæg er Betingelsen for, at et Folk kan udvikle et
Lystspil. Af hvad Art dette bliver, afhænger dels af Folkets
oprindelige Natur, dels af historiske Forhold. Saaledes er det

*) Sammenlign Tocqueville: De la démocratic en Åmérique Tome 3,
S. 360.

J. L. Heiberg 479

naturligt nok, at Italiernes medfødte komiske Blik har drevet
dem til Iagttagelse af alt det udvortes Latterlige og derigennem
til pantomimiske Fremstillinger, til Opfindelsen af staaende
Masker og paa et højere Trin til Frembringelsen af ypperlige
Maskekomedier, og saaledes synes det klart, at en historisk
Spaltning i Spaniens Kultur, som i Slutningen af det 16de og
Begyndelsen af det 17de Aarhundrede delte Folket i tvende Klas-
ser og frembragte tvende sande Literatur- og Teatertyper: Kaval-
leren og Bondeknolden, er Aarsag til, at Nationens komiske Talent
næsten udelukkende har udviklet sig som Parodi^ som Parodieren
af det Ophøjede og høvisk Ridderlige.

Hos de forskellige Nationer indgaar det Komiske da følgelig
ogsaa forskellige Forbund, og ved Hjælp af disse uensartede
understøttende Forbindelser frembringer det paagældende Folk
sine mest berømte og mest levende komiske Figurer. Hos Engelsk-
mændene kan det komiske Værk og den komiske Skikkelse ikke
undvære en vis bred Jovialitet, den, som udmærker Falstaff og
som genfindes hos Sam Weller (i «Pickwick-KlubbenO, hos Fransk-
mændene indgaar det lige saa gerne som hos hine en Forbindelse
med det Vittige, men Viddet er her den skarpe Forstands- Vittig-
hed, der mangler Humorens fugtige Friskhed og som gør Gil
Bias og Figaro til, hvad de er. Dog, vil man et afgørende
Bevis for, at det Komiske, hvis det skal naa sin højste Udvik-
ling hos en Nation, maa indgaa Forening med det dybest til-
grundHggende Element i Folkekarakteren, da behøver man kun
at betragte den spanske. Dette Folkeslags Smag er endnu den
Dag idag, som den i mange Aarhundreder har været; den er
rettet næsten udelukkende paa det Højtpatetiske og Alvorsfulde;
den højeste Begejstring, der i sig har noget af Andagtens Natur,
er Folkets poetiske Muse. For at sætte sin skønneste Blomst
har det Komiske da hos dette Folk maattet indgaa Forening
med selve det Sublime, og af dette Ægteskab fremgik da Landets
berømteste Bog, det forunderlige og evige Værk Don Quijote.
Mon ikke for os Danske den hjærtelige Godmodighed, det bløde
og skikkelig Sindelag, som karakteriserer Jeppe paa Bjærget og
Klokkeren fra Grenaa, skulde være det samme som den blinde
og stolte Ildhu for Spanierne det afgørende Element, ved Berø-
ring og Sammensmeltning med hvilket det Komiske for os faar
sin fuldeste Kraft, og mon ikke denne Omstændighed skulde

480 "^ L. Heiberg

være medskyldig i, at Link er mere levende end Vinter, og Nej
et morsommere Stykke end Et Eventyr i Rosenborg Have?

De af mine Læsere, som jeg efter denne hastige Verdens-
omsejling har beholdt tilbage, og som ikke er stegne i Land
hverken paa de nordamerikanske eller de tyrkiske Kyster, vil
maaske drage et Lettelsens Suk ved at føle, at vi, som Fransk
mændene siger, atter er vendte tilbage til vore Beder.

4. Elverhøj

Julius Lange har engang sagt, at Fest og Monument, det er
Kunstens to Udgangspunkter. Idetmindste tager man næppe fejK
naar man paastaar, at Iværksættelsen af Festligheder og Opførel-
sen af Mindesmærker er de to første store folkelige Ytringer af
den kunstneriske Trang. Festen, det er Øjeblikket, myntet med
Glædens, Skønhedens og Kunstens Stempel; Monumentet, det er
Fortiden, fastholdt til Fremtidens Beskuelse i et blivende Minde.
Foreningen af disse to Elementer, er da den naturligste, Stam-
men nærmeste. Gren af al Kunst. Et Tempel som Parthenon
var ikke andet. At el Drama bliver skrevet som Festspil, be-
høver da ikke at gøre dette til et Lejlighedsdigt i mindre god
P'orsland eller at bcrovc det sit monumentale Præg. Intet stem-
mer naturligere sammen end et Kunstværk og en Fest, og det
udvortes Hensyn til Fosten indeholder i og for sig intet for
Kunsten Skæbnesvangert. Derfor har Elverhoj skønt et Lejlig-
hedsdrama beholdt sin Plads paa Teatret. Heiberg med sit
bøjelige Talent var ikke den Mand, hvem de Fordringer, en ydre
Anledning stillede, kunde sætte i Forlegenhed, han forstod saa
godt som nogen at uddrage heldige Motiver af det Opgivne og
forvandle ethvert Baand fra en Lænke til et Smykke. Det har
han vist i Syvsoverdag, og det viste han allerede her. Anled-
ningen udbredte over Stykket kun en lys national Farve, en halv
folkelig-, halv kongelig-dansk Farvetone, og Stykket blev et Slags
Nationalsang i fem Akter. Lad Halvdelen af den Virkning, det
gør, ogsaa skyldes de gamle Sange og Kuhlaus ypperlige,
stemningsrige Musik, den anden Halvdel af Stemningen er dog
fremkaldt ved Heibergs sjældne Behændighed og fine Øre for,
hvad der vilde slaa an. Desværre har Behændigheden her vel

J. L. Heiberg 481

meget formet og ordnet «paa egen Haand», uden at Sjæl og
Aand altid har fulgt med; desværre har Heiberg taget sig Ar-
bejdet saare let, har kun henkastet og skitseret, og har nøjedes
med at opnaa den teatralske Effekt. Ellers var dette Skuespil
blevet til mere. Som det er, kan man se nogle Akter ind i Stykket
uden endnu at have truffet et Par virkelig følte Ord, Ord, som
Digteren personlig staar inde for, som er mere end smagfuldt
ordnede og forstandigt anbragte, kommer fra Hjærtet og gaar til
Hjærtet. Det er kun paa ganske enkelte Steder, som ved Elver-
pigernes Dans under Agnetes Drøm, at man fornemmer den varme,
frugtbare Stemning, hvoraf Stykket er opstaaet, og som i et
Digterværk er det samme som Rugepletten paa Ægget eller som
Navlen i det organiske Legeme. Thi paa dette Sted føler man
dog et Syn paa en Sag, et Forhold til Naturen, noget, der
er mere end sindrigt og fint, fordi det er inderligt og poetisk.
Udenfor dette og nogle andre enkelte Punkter mærker man be-
standig den literærc Digter, der paa første Haand forholder sig
til Folkeviser og Sagn og kun paa anden Haand til det virkelige
Livsbillede, han vil give. Selv paa Digtets teatralske Højdepunkt,
Mødet mellem Kongen og Agnete, forbliver Tilskueren kold og
rolig, det dramatiske Sammenstød er altfor mat. Ordskiftets Kamp
i altfor høj Grad Spilfægteri, Opløsningen altfor vedtægtsstemmende
til at i vore Dage noget Hjærte kan svulme derved. Man ser af
Heibergs Udkast til Stykket, at denne Scene er en af dem, der
tidligst har foresvævet ham. Dens Braad skulde være denne, at
Agnete, søgende Elverkongen under Navn af «Kongen>, ikke vil
anerkende den virkelige Konge, der staar Ansigt til Ansigt med
hende, før denne vredes og i Vreden aabenbarer sin kongelige
Majestæt, hvorpaa den unge Pige kaster sig ned for hans Fødder.
Der er heri noget almindeligt Skønt, som behager. Der gives visse
almindelige Skønhedsformer, som en Digter altid kan anvende med
Virkning: Styrke behager altid ved Siden af Svaghed, Bekræftelsen
altid efter den usande Benægtelse, Virkeligheden altid, naar den
sønderriver Skinnets eller Indbildningens Slør, ja der gives endog
hele Digterværker, som f. Eks., det svage Stykke Brylluppet paa
Ulfsåsa, hvis hele Virkning afhænger af slige almene Skønheds-
former. Da i dette Stykke Birger Jarl forbitret og frygtind-
gydende styrter ind i sin Broders Hus, behager den unge Hustrus
ædle Ro ved Siden af hans vilde Udbrud; da han erklærer, hvem
han er, og truer med at tage forfærdelig Straf, behager Svaret:

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 31

482 •)• ^' Heiberg

Du er ikke den, hvem Du siger, Du er; thi Du er grusom, uretfærdig
og haard, han er mild, majestætisk og ædel, og da den unge
Kvinde til Slutning pludseligt rejser sig og med en Husfrues
stolte Værdighed befaler Jarlen at forlade Huset, behager Styrken
hos den Svage, Befalingen rettet til Herskeren, saa kraftigt, at
dette ene Optrin er Skyld i den Lykke, som Stykket baade i
Stockholm og i Kjøbenhavn har gjort. Men end ikke en saadan
almindelig Skønhedsvirkning, som denne, er Hovedscenen i Elverhøj
istand til at fremkalde. Hvis Kongen stod i en Kres af trodsige
Mænd, da han i sin Vrede pludseligt aabenbarer sin Værdighed
og kongelige Magt, vilde hans Afsløren af Majestæten maaske gøre
Indtryk; ligeoverfor denne svage og ydmyge Kvinde synes det:
at han overhovedet kan tage saa stærkt paa Vej formedelst
hendes Mangel paa redebon Anerkendelse, snarere besynderligt
end overvældende. Thi Intet er her rigtig ment eller følt, det
er kun ypperligt beregnet og talentfuldt sammenflettet.

5. Ser Jer i Spejl!

(Efter Topfer.)

Da for mange Aar siden Zuavskuespillerne glimrede i deres
røde Bukser paa Østergade og spillede Komedie paa Folketeatret,
opførte de et Stykke, i hvilket en Mand, jaget af fortvivlet Skinsyge,
lob ind i og ud af sin Elskedes Kammer, i hvilket han efter hver
F^raværclse sporede Tobaksrøg. Ved en Kendetegnsslutning kom
han til det Resultat, at da der ikke kommer Røg af en Cigar, uden
at en Mand har den i Munden, maatte en Mand være skjult
etsteds. Da han tilsidst for at fmde den skjulte Elsker havde
vendt op og ned paa Alt, tilstod hans (vel barberede og meget
nette) Elskerinde ham, at ingen Anden var Skyld i Tobaksrøgen
end hun selv; hver Gang hun var ene, havde hun tændt sig en
Cigar, en Ytring, for hvis Sandhed Tilskuerne kunde staa inde.
Den unge Dame havde for deres Øjne fremsagt og røget sine
(-igarnionologer med en om et fleraarigt Feltlivs Vane vidnende
skødesløse Naturlighed; en Dame, der har været i Hden, er
ikke bange for lidt Røg; en Skuespillerinde, der har lugtet

.1. L. Heiberg 483

Krudtet, er hærdet mod Lugten af Tobak. Man tilgav da let
den smukke Skuespillerinde; det klædte hende at røge, og man
tilgiver en Kvinde alt, hvad der klæder hende. Blandt de
virkelige Kvinder klæder det i Almindelighed kun de faa, hvem
Alting klæder. Som bekendt har Cigaren ogsaa uden nogetsom-
helst Forbud ofte en Tiltrækning for det Køn, der ikke røger
Pibe; føjer man imidlertid til Zuav-Farcens Motiv en Frem-
stilling af den Menneskekundskabens Lære: Et Forbud frister,
saa har man Æmnet til Ser Jer i Spejl!

Stykkets Indhold er bekendt: Enhver, der kan sin Heiberg
udenad , og det kan alle dannede Mennesker og mange Andre,
véd, hvorledes den fyrretyveaarige Klodrian, som i Stykket be-
nævnes «Herren», forgaar af Angst for det Uvejr, der truer hans
ægteskabelige Himmel. Hans Honningmaane har gennemløbet
sin Bane og indeslutter imellem de Striber, der betegnes af det
første Ny og det sidste Næ, som i en fin Parantes hans Lykkes
Tid, Perioden, da han var tryg. Nu, da Himlen synes ham
overtrukken, tænker han først paa at forbyde Lynet at slaa
ned, en Forholdsregel, der aldrig har vist sig synderlig praktisk.
Da indfinder som en anden Franklin den erfarne og flinke
Onkel sig med den lange Tobakspibe som Lynafleder. Forsøget
lykkes, Lynet slaar ned i Piben, antænder kun Tobakken, knuser
Pibehovedet og lader Ægtemandsæren, den huslige Lykke, Arnens
Fred og alt det Øvrige fuldkomment uskadt. Moral: Et Forbud
er den farligste Sag af Verden, naar man ikke har en kyndig
Mand til at styre og rette det rigtigt. Hvad der i Gudernes
Sprog hedder Forbud, det hedder i Menneskenes Tungemaal
Fristelse; hvad Forbudet skriver i Kancellistil, det læser Fri-
stelsen i fri Oversættelse; det var, siges der, ved at se dens
Virtuositet heri, at Fanden fik Lyst til at læse Bibelen. Det er
i denne Henseende ligegyldigt, hvilken den forbudne Genstand
er. Reglen gælder paa alle Standpunkter. Det elementære Stand-
punkt angiver Forbudet mod Træfrugter og Urter (f. Eks. Æbler og
Tobak). Sandt at sige er Æblet en mere poetisk og gammelkendt
Frugt end Tobakken, har derfor ogsaa tidligere givet Anledning
til en ikke ubekendt Behandling. Det er derfor ikke min Agt at
rippe op i den gamle og sørgelige Historie. Nej, «Æblet», hvor-
paa jeg tænker, er kun Titelen paa et lille moderne Lystspil af
Banville, som ved sin hele Behandling afgiver et lærerigt Side-
stykke til det tysk-danske af Topfer og Heiberg. Stykkets Indhold

31*

4S4 J- ^ Heiberg

er omtrent det, at Merkur, som er ude i Ærinder, ankommer
til Venus' 0, netop som Gudinden faar sin Middags-Lur i den
yppige Varme. Af en Aarsag jeg ikke nøje husker . . . for at
faa hendes Belte tillaans . . . eller maaske blot for at bringe
hende i sin Magt, efterlader han for en kort Stund hos Venus
det ambrosiske Æble, som han efter Befaling fra Jupiter skal
bringe en jordisk Skønhed som Kærlighedsgave, idet han paa
det indstændigste paalægger Gudinden, der aldrig før har set
den kostelige Frugt, at bevare den, vogte den, lade den urørt
og — uspist. Han iler bort for at udrette et Hverv for Juno,
og efterlader de to — jeg mener Venus og Æblet — alene. Med
Rette maa man sige <to>, thi et saadant Æble er virkelig mere
end en Ting. Det straaler, dufter, lokker, næsten taler. Det
ligger dér med én blussende Kind og én bleg. Venus' Øjne, der
aldrig er rolige, udspørger og fritter Frugten om dens hemmelige
Sødme, koketterer med Æblet i Mangel af andre Omgivelser. Det
gaar Venus som Fruen hos Topfer. Først ser hun uden at røre,
saa rører hun uden at smage. Frøken Ponsin spiller Venus paa
Théatre frangais. Hun er skabt til denne Rolle. Hun har en
smuk og tillokkende Skikkelse, et rigt, blond Haar, et stort,
klart Ansigt, hvis fine Hud næsten bliver skinnende, naar hun
smiler. Smilet fordyber sig i Gruben paa hendes Kind, flyver
hen over hendes Træk, bringer dem til lysende at udsende flne
Straalepile og glimter leende ud af hendes store, dueagtige Øjne.
Hun griber Æblet, hun kan ikke modstaa længere. Hun fører
det op til sin Mund, dog ikke for at bide deri, der er endnu
langt tilbage, men for med udspilede Næsebor at indaande dets
søde Duft; hun lader det langsomt glide rundt om Hagen og begge
Kinderne for at føle dets glatte og silkeagtige Hud imod sin;
hendes Aasyn forandres; lidt efter lidt antager alle hendes Miner
det Udtryk, som Correggio giver en lo eller Antiope, naar han
maler dem i den højeste sanselige Flenrykkelse — endnu engang
glider Æblet rundt om Munden; da pludselig med lukkede Øjne
et Bid, og Udraabet. »Det gjorde godt!» — Merkur kommer tU-
bage, hører Venus' Forklaringer over Æblets Forsvinden, opdager
Kærnerne paa Jorden og smiler.

For Den, der med lige Kærlighed fordyber sig i de to
europæiske Hovedracers forskellige Ejendommelighed, er AU fra
det Største til det Mindste betydningsfuldt, som Vink, som Vidnes-
byrd, som Bevis. Denne Scene var umulig paa vort danske

J. L. Heiberg 485

Teater, ikke alene fordi ingen af vore Skuespillerinder kunde
spille den (forrige Frk. Smith var nærmest derved), men fordi
den, selv ypperligt spilt, rimeligvis vilde blive modtaget med
Kulde. Parallelen mellem de to smaa Lystspil er tydelig. Æblet
er som Tobakspiben Symbol; i begge Tilfælde er det Forbudet,
som frister, og i begge Tilfælde efter den Forbydendes Hensigt;
Skildringen af Forførelsens mere og mere betagende Magt er i
begge Stykker det sjælelige Hovedpunkt; men med al denne
Overensstemmelse hvilken Forskel!

Galleren indrømmer som Germaneren, at det ikke saameget
er Genstanden som Forbudet, der lokker, at hvad f. Eks. det
unge Hjærte elsker undertiden snarere er Elskoven end den
Elskede selv, og i Elskoven atter ikke saameget Følelsen som
Romanen, det vil sige Trodsen, Forvovenheden, det Skjultes
Sødme, det Nægtedes Pirring, det Uregelrette, det Ny; men
her er Glæden kun indbildt, hist er den sand; den nordisk-
germanske Pibe <smager vammelt, Fi donc!> det galliske Æble
fremkalder Udraabet «Cela fait bon!> Omsæt nu et Øjeblik Spøgen
til Alvor og Sindbilledet til Sag, læg disse simple Udbrud under
Forstørrelsesglasset, og man vil forstaa to modsatte Literatur-
gruppers Aand, begribe, hvorfor Dickens, naar han (som i Copper-
fleld) fortæller en Forførelseshistorie, lægger hele Eftertrykket
paa det Pligtstridige i den begaaede Handling, viser det Uædle
i det Sindelag, hvoraf den udsprang, dens nedbrydende og ræd-
somme Følger, men springer Henrykkelsen og Rusen over, og
hvorfor George Sand, naar hun skildrer en ulovlig Kærlighed,
gør Lidenskaben til sin Helt, Loven til en Regel og Regelen til
en Pedant, som det er en Nydelse mere at træde paa Nakken.

Det Top ferske Lystspil er i og for sig betragtet trods Hei-
bergs lette Vers en temmelig ringe Bagatel; den langvarige Mis-
forstaaelse, under hvilken Diebitschhovedet endog maa betegnes
med «han>, er haartrukken og i sin plumpe Tvetydighed ufin.
Det er klart, at det i sin Tid ene har været den ypperlige Ud-
førelse, der gjorde Stykket saa yndet.

486 J- !'• Heiberg

II

Nye Digrte

(1889

Hvilken smuk gammel Bog, den statelige Originaludgave af
Heibergs Nye Digte (1841), ejendommeligt udstyret, smagfuldt
trykt, sit Indhold værdig, det sjælfuldeste og vittigste Indhold,
som nogen Bog af Heiberg havde havt! Digteren aabenbarede
sig her fra en ny Side i nye Former, og det er intet Under, at
Taknemmeligheden og Jubelen blandt hans Tilhængere var stor.
Han havde altid været fin og klar; her var han desuden dyb-
sindig. Og hver af de fire uafhængige Digterværker, af hvilke
Samlingen bestod, havde sit ejendommelige Særpræg, skønt de
var som saramenstemte.

Den nordeuropæiske Romantik havde været en Bevægelse
fra den protestantiske Oplysningstid over mod Katolicismen. Den
var det overalt, hvor den var følgestræng, som hos Novalis,
Tieck, Fr. Schlegel, Gorres, Brentano, Zacharias Werner og Qere.
Selv hos de Digtere, der som Arnim i Tyskland, Grundtvig og
Ingemann i Danmark ivrigt fastholdt Protestantismen som Troes-
bekendclse, gik Sindelag og aandelig Higen i Retning af Middel-
alderen og dens Kirkelighed.

Hos Heiberg havde imidlertid Romantiken indgaaet ForbuncL
med Hegels koldblodige Filosofi, og denne Omstændighed var en.
kraftig Modvægt mod Hanget til Billeddyrkelse. At han ikk^
desmindre som en sand Poet har havt sine Anfægtelser af"
katoliserende Længsler og Savn, det viser i denne Samling de
dejlige Strofer, som begynder: O men fornem de sorrigfulde
Sukkes klagende Strøm! , Smerten i disse Linjer:

Solen er opstaaet, Maancn ikke skinner.
Sansernes Verdens gyldne Trylleri
Flygter og forsvinder:
Alt er forbi.

For ham som videnskabeligttænkende Digter staar dog dette Tab
som uopretteligt? Katolicismens Religiøsitet kan erstattes, ikke vende

J. L. Heiberg 487

tilbage. Derimod har lian fra sin første Optræden som filosofisk
Forfatter af Hegels Skole efter Mesterens Eksempel hævdet den
fuldstændige Forsoning af Protestantismen og den moderne Filosofi
(i Tidens Sprog: Religionen og Videnskaben).

Saa mangetydig som denne Forsoning er hos Hegel, saa
ubestemt er den vel ogsaa hos Heiberg. Men dog ses det meget
tydeligt af de stærke Udtryk i hans Afhandling Om Filosofiens
Betydning fra 1833, at han fra først af tænkte sig denne For-
soning eller Sammensmeltning foretaget paa Religionens Be-
kostning; denne maatte udskille Alt, hvad der ikke gik op i det
filosofiske Begreb. Han var her i Overensstemmelse med den
hele Tidsaand, som i selve denne Afhandling skildres med
Ordene: «Det nytter ikke at ville skjule eller besmykke Sand-
heden: vi maa tilstaa for os selv, at Religionen i vor Tid for-
detmeste kun er de Udannedes Sag.» Siden da var imidlertid
en stor Forandring indtraadt: Det religiøse Tilbageslag var be-
gyndt. Rationalismen var pvervunden, Mynsters Indflydelse stod
paa sin Højde og Martensen havde, som Hegelianer i Forbund
med Heiberg, som hegelsk Teolog indflydelsesrigere overfor den
studerende Ungdom end Heiberg, fortolket den hegelske For-
soning af Filosofien og Kirkelæren saaledes, at Religionens Magt
og Betydning forblev uanfægtet; ja den var ved at tilkæmpe sig
Overtaget i den af gammel Vane teologisk stemte Læseverden, der
1 Virkeligheden uden filosofisk Aand eller Evne kun havde hyldet
den rene Hegelianisme som en Mode.

Det synes som on> Heiberg, glad over i Martensen at finde
en Medkæmper for den hegelske Aandsretning og en Beundrer
af sin egen Virksomhed, under Samlivet med ham bragtes til at
gøre ham og den nye Tidsaand visse Indrømmelser paa det
religiøse Omraade. Nye Digte staar som Udslaget af Kræfternes
Spil i hans Sind under disse Aars filosofisk-poetiske Stemnings-
og Tankeliv.

Gudstjeneste^ den ringeste af Værkets fire Dele, strengt taget
kun en rimet Afhandling eller Traktat, betegner Heibergs Stræben
efter at fastholde Protestantismens Navn og Aand saavel overfor
det tilbageskuende Hang til Romerkirkens Katoliseren af Natur-
omgivelserne som overfor det fremadstræbende Hang til Fri-
iænkeri og afgjort Brud med Menigheden. En Pinsemorgen gaar
Dtgteren ud i Skoven, fordi han føler sig frommere tilmode og
mere pinsestem t ene med Træer og Blomster end i Hovedstadens

488 J- I^. Heiberg

Kirker. Herude søger han sin Gud, og Pan ;Altet) træder ham
imøde med de Ord, at han er den søgte; han er overalt, hvor
Mennesket enligt søger til Guddommen, han er endog i Kirken,
naar den er tom: han er i det Enlige, det Tause, det Tomme.

Som man ser, er den Panteisme, hvori Hegels Filosofi
naturnødvendigt alene kunde udmunde, om end Hegel aldrig
med rene Ord vedkendte sig den, her Qernet som en Mulighed
blandt flere, stemplet som uhyggelig, som indjagende en panisk
Skræk. Medens Pan i Victor Hugos lidt senere Digt Le Satyre
indføres som Guderne langt overlegen, fremstilles hans Dyrkelse
her som underordnet Dyrkelsen af dem.

Thi en Stemme lyder: «Din Hu du bort fra Ensomheden
vende !» og Stemmen er en Engels. Den fordrer Samliv med
den kristne Menighed, spørger Digteren om han mon troer. Gud
selv fører et Ereniitliv i Himmelen, siden han ikke mellem sine
Brødre kan tale til Gud med Frihed.

Digteren svarer, at han i sin Egenskab af Poet er Hedning
og gærne lever sammen med de græske Guder:

Mod alle Skikkelser min Tanke haster.

Og hvad den nylig greb. den atter kaster,

Indtil den Hvile finder

Hos I^an, den Guders (Uld, som aldrig svinder.

.leg fatter mer og mere

At vil man om sin Gud filosofere,

Saa kommer man til Pan

Man tror, at protestantisk man har bukket

For (iud - men det var Pan ! man staar forfærdet.

Han afskyer Protestantismen, der kun tilbeder Gud visse Dage,
til bestemte Tider, fremhæver i Modsætning dertil Katolicismens
nltid aabne Kirker og dens Evne til at gennemtrænge alt dagligt
Liv med sin Andagt, og udbryder:

Det Sekten er, som skranter.
I Himlen er vist Alle Katoliker.

Englen :
Nej! vi er Protestanter.

Det lader sig ikke negte, at dette sidste fyndige Vers med sin
Rettroenhed driver Sagen ind i det Burleske. For et Par Aar

J. L. Heiberg 489

siden stod i det norske Storting en fovhenværende Statsraad
(ved Navn Hertzberg) op og sagde, at efter hans Opfattelse be-
kendte Gud sig til den norske Statskirkes Tro. Man mærke vel
det brugte Udtryk! Gud nøjedes ikke med at støtte den, han
bekendte sig til den. Det er ikke stort besynderligere end denne
Englens Replik, som lader den Wittenbergske Protesteren blive
fortsat i Himmeriges Rige.

Og dog har selv denne prosaiske Replik en Side, set fra
hvilken den bliver meget mindre plat og passer ind i hele Bogens
Orundtone, nemlig i den Mystik, hvoraf den bæres. Et af Digtene
i denne Samling er af Heiberg benævnt Et Mysterie, De kunde
alle bære denne Titel.

Mysticismen ser dobbelt; den genfinder i Himlen, hvad den
kender fra Jorden af. Jakob Bohme f. Eks. har Sans for Naturen,
han sværmer for Ædelstenenes Glans; men taler han om Guds
Aabenbaring i Lysets Verden, siger han: «Jeg kan sammen-
ligne den med de allerædleste Stene.* Han giver det Raad, med
Iver at anskue denne Verden, til dem, der vil vide Besked om
den himmelske Herlighed. Saaledes siger ogsaa Swedenborg
ikke blot, at Englene har Klæder og Boliger, men at deres
Boliger er ganske som de Boliger paa Jorden, man kalder Huse,
blot meget smukkere. For Mystiken er Her hisset og derfor
ogsaa med Nødvendighed Hisset her.

En lignende Mystik og en beslægtet Dobbelthed møder os i
den skønne Digtning De Nygifte. Heiberg har her benyttet den
bekendte sjælelige Forespejling, at det forekommer os, som havde
vi allerede én Gang oplevet noget der sker os, til gribende Frem-
stilling af en Personlighed, der for anden Gang lever sit Liv og
i den nye Tilværelse udvikler samme Lidenskab som i den tid-
ligere og i ganske den samme Situation. Han mødes her med
de tyske Romantikere, Novalis f. Eks., der lader et og samme
Menneske tilhøre flere Slægtled efter hinanden, saa at Fortid og
Fremtid stedse som Erindring og Anelse spiller ind i dets
nærværende Liv. Jeg har andensteds (Hovedstrømninger, II)
bragt de afgørende Vers i De Nygifte i Sammenhæng med de
beslægtede Forekomster i udenlandsk Literatur. Det er da til-
strækkeligt at at paapege den for al Mystik ejendommelige Livs-
fordobling her som i Gudstjeneste.

Vi træfler den paany i En Sjæl efter Døden ^ hvor det hin-

490 '^- L- Heiberg

sidige Helvede fremtræder som en nøjagtig Genpart af. det her-
værende.

En Sjæl efter Døden er i visse Maader Blomsten af Hei-
bergs hele Livsværk som komisk Digter og som filosofisk Aand.
Dette fine Arbejde førte som bekendt Undertitlen En apokalyptisk
Komoedie, og saa underligt det klinger, der var i hine Dage Folk,
som tog det for en sandt kristelig Digtning. Man jævnførte det
med de oversanselige Digtninge fra Johannes' Aabenharing til
Dante og videre frem. Det Verdensbarn Heiberg saa sig med
denne sin romantiske Filister- og Literatur-Satire i Dialogform
hensat blandt Kirkefædre.

Planen var glimrende: En kjøbenhavnsk Spidsborger af
Gennemsnittet stedes som død Ansigt til Ansigt først med St. Peder
— udenfor Himmerige, saa med Aristofanes — udenfor Elysium,
saa med Mefistofeles — udenfor Helvede, og røber sig under
disse Samtaler saadan som hans religiøse, politiske, kunstneriske
og literære Opdragelse har formet ham.

Desværre har det skortet noget paa Fantasi. St. Peder er
kedelig som en Slotspræst, Mefistofeles falder altfor tidt ud af
sin Rolle for at tjene som Talerør for Fleibergs egne, i Øje-
blikket meget fromme, Lærdomme, og Aristofanes er kun valgt for
at give Anledning til et vittigt Udfald mod Oehlenschlåger, der
i sin Sokrates havde lagt en enfoldig Opfattelse af ham for Dagen.

Digtningen har udfoldet sig fra fjerde Akt, der er uden
egentlig Sammenhæng med Resten, idet ingen af Hovedpersonerne
forekommer heri. Denne Akt blev ogsaa til mange Aar før de
øvrige. Det er en Samtale mellem en Skuespiller og Døden, som
kommer for at hente ham, hvilken oprindelig var ment som en
Satire over Skuespiller Nielsen. Det er en Tolkning af Skae-
spillerstandens samtlige Svagheder og Laster.

Sjælen er tegnet i noget vel almindelige Omrids, en sldkkelig,
uvidende, kjøbenhavnsk Handelsborger med Kone og Børn, med
lidt Formue og < Interesser % med Kærlighed til Avislæsning og
Teatergang, Medlem af flere Selskaber og undertiden Skaaltaler,
i al Stilhed Forfatter af navnløse Kjøbenhavnspost-Artikler.

Da han opdager, han er død, vil han ind i Himlen. St. Peder
forordner ham som Prøve en Pilgrimsgang gennem Palæstina; men
da Sjælen ikke udenad kan huske alle de Steder, Jesus har besøgt,
nøjes (len himmelske Dørvogter med at spørge, hvad Aanden

/

J. L. Heiberg 491

i Christi Lære er. Sjælen svarer, den ikke saa lige kan give
Besked herom,

Thi Aanden lader ej i Ord sig fange.

«0g dog var Ordet Gud,^ indvender St. Peder med en mystisk
Vending, der stammer fra Johannes' Disciple og som Hegels
havde Brug for. Thi Logos var Gud, og det udlagdes om den
objektive Logik, som Hegel havde stiftet og som han selv halvt
spøgende plejede at kalde Videnskaben om Gud før Verdens
Skabelse. For Hegel gjaldt det overalt at benegte eller over-
vinde en Strid mellem det Indre og det Ydre. Det Indre er det
Ydre, hvori det lægger sig for Dagen. Derfor St. Peders filoso-
fiske Fyndsprog:

Hvo ej med Ord kan sige

Sin Tanke, kommer ej i Himmerige.

og derfor som Udtryk for den Hegelske Uvilje mod Læren om
Guds Ufattelighed:

Men du tilsidesatte

Din Pligt mod Gud, du vil ham ikke fatte.

Aristofanes' Ytringer i anden Akt morer især ved den berørte
latterliggørende Gengivelse af Oehlenschlåger. Men i tredie Akt,
som kun skæmmes af nogle filosofiske Udviklinger med hegelske
Kunstord, udfoldes Digtets aandfulde og dybe Grundtanke i en Sam-
tale, der knitrer af Vid. Her er det, at Mefistofeles uden at nævne
Navnet paa Stedet, hvis Portner han er, for den intet Ondt anende
Sjæl skildrer det Liv, som venter den dér, hvor den vil genfinde
Alt, hvad der var den kært: Børs, Klub, L'hombrepartier, Seværdig-
heder, Teatre, sin Livret, sin Røgtobak, sin Avis, hele Sibbern i
Biblioteket, hele Andersen paa Teatret, et Universitet ganske som
det i Kjøbenhavn, alle de gamle afdøde Venner og med Tiden
baade sin Millemoer og sine Børn.

Man lever egentlig i vor Stat

Paa samme Vis som hos Jer dernede.

Man finder igen sin gamle Rede.

Man faar det ikke bedre, ganske vist, men paa ingen Maade
heller værre. — Saa er det, at Sjælen vil vide Stedets Navn.

492 J- ^- Heiberg

Mefistofeles afviser først Spørgsmaalet som ligegyldigt: Hvad er
et Navn? En meningsløs Lyd. Men da Sjælen ængstet trænger
paa, følger Svaret:

Jeg skal det sige, men vær nu Mand!
Helvede kaldes dette Land.

Og overfor Sjælens forskrækkede Genmæle kommer nu For-
sikringen om god Behandling, om Genfinden af samme Levevis,
samme Travlhed og samme Tidsfordriv som paa Jorden.

Det kommer deraf, maa jeg dig sige.

At du, min Ven, og dine Lige

Alt, mens I leved, i Helvede vare . . .

Sjælen.
Var jeg i Helved?

Mefistofeles.

Som næsten Alle.
Kun plejer man ej saadan at kalde
Det fede, flegmatiske Liv paa Jord.

Helved sig strækker over .Jorden ned.

At Jorderigs Liv føres i Helved løber altsaa ud paa, at Helved-
livet allerede føres paa Jorden. Og Skuespillets geniale Kærne
er den Alvor, som her ligger bagved den gennemførte Ironi:
Netop det Liv, 1 alle fører, er Helved; der behøves ingen Skræmme-
billeder, ingen Straffe; hvor to eller tre af Eder er forsamlede,
dér er Helvede midt iblandt Jer og omkring Jer.

Man mærke ligefuldt Mystikens Dobbeltsyn heri. Der er i
7i/i Sjæl efter Døden et dobbelt Helvede, et paa Jordkloden og et
udenfor den, men sete med Digtningens Syn skyder de to som
Stereoskopbilleder for Læserens Øjne sammen til ét. Et Helvede
er det, fordi dette Liv, der skildres og stemples, er aandløst,
meningsløst, sammenhængsløst og formaalsløst, et Liv i Ked-
somhed, et Liv i Travlhed, der aldrig sætter Frugt. Slaaende
virker da det fine Indfald : Fællesopgaven for Stedets Beboere
er at fylde den gamle Danaide-Mytes bundløse Kar:

Nu er vor hele Stræben, med Vand
At fvlde det til den øverste Rand.

J. L. Heiberg 493

Omtrent paa samme Maade som i Gadstjeneste tager Heiberg i
En Sjæl efter Døden Afstand fra Panteismen, skønt den er ens-
tydig med selve den Filosofi, han bestandig bekender — eller
rettere, han bruger Ordet Panteisme i en snevrere Mening end
den ligefremme og rette for at faa Anledning til at redde sig
bort derfra. Han lader med et aabent tilstaaet Brud paa
Karakteren sin Mefistofeles sige:

Og sandelig — dog det er selsomt, Kære,

At det Just er mig, som forkynder den Lære —

Kun det Gode skænlier Personlighed,

Men Geniets øvrige hele Sfære,

Hvad en Kunstner skaber, en Tænker véd,

Det Skønne, det Sande, hvad man det kalder.

Er fremmed Stræben, hvorved man falder

I Panteisme til Halsen ned.

Men i Slutningsdigtet Protestantismen i Naturen er ikke desmindre
det protestantiske Slør, hvormed han dækker sin egen Panteisme,
saa gennemsigtigt, at man tydeligt øjner dens Omrids. Allerede
den første Strofe af dette lønvise Digt, Hymnen tU den rene og
frie Tanke, der trodser hvad den tidligere lød og cvil erobre Verden,
ikke Mindre,* varsler om en dristigere Aandsflugt. Og Digtet
holder, hvad Begyndelsen lover. Ganske vist er ogsaa i denne ud-
trykkeligt <Mysterie> benævnede Digtning det hemmelighedsfulde
Dobbeltsyn bevaret. Og her som altid gælder det, at Mystikeren
grubler over Naturens og Menneskets Væsen i den Indbildning,
at han grubler over et andet personligt Væsen, en Gud. Gruble-
riets virkelige Genstand er jordisk, medens dets formentlige
Genstand er himmelsk. Men Kløften mellem det Menneskelige
og det Guddommelige er svundet her. Det hedder:

Den Gud, du søger, er din egen Gud;

Hvad vil du mere?

Han træder ikke som en Genstand ud

Blandt andre, flere.

Du føler ham, hvergang dit Hjerte banker

Af hellig Lyst;

Du hører ham i dine bedste Tanker

Som evig Røst.

Hvad vil dette sige andet end: Den hellige Lyst, der faar Hjertet
til at banke, det er Gud. Det som er Kærnen i de bedste

494 *^' ^' Heiberg

Tanker, det er Gud. Vistnok er her endnu bevaret de gamle
Svar paa Spørgsmaalet: Hvad er Gud? Gud er Sandhed, Gud
er Kærlighed, Gud er Godhed. Men undersøger man disse
Sætningers Mening, saa finder man den først, naar man vender
dem om. Sandhed er guddommelig. Kærlighed er guddommelig,
Godhed er guddommelig. En ond Gud vilde efter den almindelige
Opfattelse ikke være nogen virkelig Gud; det er da Godheden,
som gør Gud til Gud, eller med andre Ord: Godheden er det
altomfattende Guddommelige, der spænder over Forskellen mellem
Gud og Menneske.

Hos Heiberg svæver Tanken endnu i mystisk Dobbelthed, i
romantisk Tvetydighed. Han drager ikke Følgeslutningen.

Saaledes smugles i vor Literatur den ny Tids Aand ind,
forklædt i gammeldags Dragt som Lønlære, som overjordisk
Komedie, som protestantisk Fantasi. Da den endelig kastede
Forklædningen, kendte man den derfor ikke. Man behandler
den nutildags som en Fremmed, en Forbryder; man véd ikke,
at den er Hjemmets egen yngste Søn. Man behandler den som
en Oprører; man forstaar ikke, at den efter sit Væsen er en
Lovgiver, en Dommer og en Hersker.

III
Den Heibergrske Æstetik

(1889)

1

Man kan gennemlæse alle J. L. Heibergs Prosaiske Skrifter
uden at finde mere end svage Antydninger til historisk eller
sjæleforskende Kritik. Hos Heiberg som hos Hegel lurer Ringe-
agten for Enkeltvæsenet bag Anerkendelsen af Aander og Aands-
arbejder. Ikke Mennesket frembringer Kunstværket; nej, det

J. L. Heiberg 495

er den selvgyldige Aand, Verdensaanden, der gennem den kaarne
Kunstner — som derfor kaldes beaandet — frembringer det
udødelige Værk.

Ja dette er endog det Dybe, det til Grunden Skuende ved
Sagen i Modsætning til den dagligdags Opfattelse, der i Mennesket,
dette blotte Gennemgangsled, ser det første Ophav. Derfor hos Hei-
berg aldrig en Baggrund af Tidsalderen, hvori Kunstneren lever,
som Folio eller som Modsætning (se f. Eks. i hans Prosaskrifters
femte Bind Afhandlingerne om Bellmann og om Cervantes) aldrig
heller en Fordybelse i det Sjæleliv, af hvilket Kunstværket ud-
sprang. Man ønskede og savnede i Datiden ikke sligt.

Ja endnu længe efter den egenlig Hegelske Tid holdt denne
Betragtningsmaade af Aandsværker sig her i Danmark. Man
gennemlæse Brøchners ypperste Arbejde om Filosofiens historiske
Udvikling y og man vil se, at Personerne kun fremtræder som
Tilfælde, der oplyser visse almene historiske Loves Gyldighed.

Heibergs Anseelse steg umiddelbart efter hans Død til sin
største Højde. Al Uvilje, alt Had, der af private eller politiske
Grunde havde været rettet mod den Levende, forsvandt eller
forstummede, og tilbage stod den store Skikkelse, den store Vel-
gører og Opdrager, hvem Ungdommen skyldte sine første dybe
Indtryk af filosofisk Tænkning og literær Kritik, Digteren af
saamange lystige og enkelte dybsindige Poesier, den vittigste Mand
af alle danske Mænd, lyrisk og skarpsindig, fornem og forvoven,
altid overlegen, den fødte Sejerherre i enhver aandelig Strid.

Vi Yngste tilbad ham og anbragte hans Byste paa de rygende
Kakkelovne i vore højtliggende Kamre.

Vi troede især paa ham som Tænker, som Æstetiker. Vi
vidste vel, at han var begyndt romantisk som Lærling af Tieck;
men han stod ligefuldt som Forstanden i vor Literatur, han, der
havde spottet Ingemann, bekæmpet Grundtvig, fældet Hauch og
som endelig var den store Bedømmer og Vurderer af Oehlen-
schlåger.

Skønt hans gamle Modstander Hauch havde Landets eneste
æstetiske Lærestol inde, var Heibergs Æstetik endog Aar efter
hans Død ubetinget sejerrig og herskende ved Kjøbenhavns
Universitet. Allerede Stridsforholdet til Sibbern gjorde R. Nielsen
tilbøjelig til i Heiberg som Tænker at se ikke en underordnet
eller dog mindre selvstændig Begavelse men «en Stjerne af første
Rang» og « den Hegelsk- Heibergske Æstetik* foredroges paa

496 ^' L- Heiberg

Universitetet næsten paa én Gang af de to Professorer R. Nielsen
og Heegaard.

Hvor overvældende den Hegelsk- Heibergske Underkenden af
det enkelte Menneskes Betydning var — derpaa er de ældre Skrifter
af disse Linjers Forfatter Eksempler, des mere indlysende, fordi
Forfatteren havde gjort hvad han evnede for at løsrive sig fra
denne hele gamle Æstetik:

I den ældste Udgave af Houedstmmningemes første Del fin-
des ikke en eneste Levnedsbeskrivelse. De Enkelte interesserer
kun Forfatteren som Ordførere for Grundtanker; de bæres af
Strømninger, rives med af Strømninger, bekæmper Strømninger.
Ved selve Personligheden dvæles ikke. 1 anden Del er der det
Fremskridt, at Biografierne er tagne med, men de er i Reglen
korte, ufuldstændige, og — meget betegnende — de er gennem-
gaaende hængte bag paa som mindre væsentligt Tillæg til Skildringen
af Værker. Først gennemgaas og særtegnes hele Personlighedens
Aandsliv, saa følger som Bilag et kortfattet Levned af den Personlig-
hed, i hvilken det Skildrede har sin Rod. Værket udfolder sig ikke
fra denne Rod. Det kommer, baaret af Idéluftningen; Mennesket,
den Slakke. der bliver tilbage, naar Ideerne og Formerne er
udvundne — denne rigtignok højst uundværlige Slakke — med-
tages saa som nødvendigt Onde tilsidst. Ganske saaledes er i
min Bog Den franske Æstetik i vore Dage Taines Personlighed
skitseret til allersidst efter hans Lære.

Først i de Boger, der nu følger, begynder et Menneske-
studium, der stedse bliver alvorligere og omhyggeligere. Indtil
omtrent 1874 havde jeg i dette Punkt ikke formaaet helt at bryde
med Overleveringen. Men paa talrige andre Punkter havde jeg gjort
det, og med en Anstrengelse, som den nu opvoksende Slægt næppe
kan forstaa, fordi den længst er indlevet i de Tanker, som det
dengang kostede Overvindelse at tænke.

Det maa være mig tilladt som Vidnesbyrd at henvise til et
for faa Aar siden fremkommet Aktstykke. I Strindbergs let-
maskcrede Selvbiografi J (Isning stiden omtales det stærke Indtryk,
som et af mine første Skrifter Kritiker og Portræter (1870) gjorde
paa Fortællingens Helt: »^Midt under disse Grublerier udkom en
Bog, der slog ned som et Lyn i Tvivlens Mørke og kastede Lys
over hele det Skønnes Verden. Her forelaa intet nyt færdigt
System, men over det Hele spredtes en ny BelysDiog. Ikke et
eneste af de fra den tyske Filosofi laante Ord, Indhold' og Forntj

J. L. Heiberg 497

skønty ophøjet, karakteristisk forekom, og sikkert havde Forfatteren
ikke anvendt de æstetiske Systemer for at faa Maalestokken.
Men hvilken Passer, han brugte, fik man endnu ikke at vide».
Den fremmede Skribent, som var opvokset i Vedtægten,
mærkede kun Bruddet med den gamle Skønhedslære, ikke den
fortsatte Afhængighed af den.

Heibergs Æstetik falder i tre Afsnit. Den behandler 1)
Skønhed i Almindelighed, 2) Kunsten, 3) Poesien*).

Poesien er i sin Egenskab af Digtekunst en Kunst som de
andre ; men i sin Egenskab af Ordets Kunst, der som saadan
(efter Hegelsk Sprogbrug) staar paa Begrebets Standpunkt er den
den absolute Kunst til Fordel for Kunsterne.

At Poesien staar paa Begrebets Standpunkt vil sige, at den
har samme Indhold som Filosofien, /deen nemlig; Meddelelsesmidlet
(Sproget) er desuden det samme; Forskellen ligger kun i For-
men. At Poesien har Ideen til Indhold, vil udtrykt i vort Sprog
nærmest sige, at den fremstiller den sande Verdensanskuelse;
den fremstiller den i billedlig Form, ikke som Filosofien i rene
Tanker.

Efter at have berørt den begyndende Skønhed i matematiske
Figurer, i enkelte Farver og Toner og i deres Sammensætning,
i Symmetri, Rytme, Akkord o. s. v. gennemgaar Heiberg Dyre-
verdenen fra de laveste til de højeste Arter, indtil vi ankommer
til Mennesket. Her, siger han, ophører Naturskønheden (som
hos ham er lig Virkelighedens Skønhed) og her sker Overgangen
til Kunst: <Den højeste Skønhed, hvortil Naturen bringer det,
er den menneskelige Skabning. Men her ophører derfor ogsaa
Naturen og gaar over til Kunst og navnlig til Skulptur, som
er den første Kunst, og hvis Formaal er at idealisere den men-
neskelige Skabning, altsaa at opfatte [optage] Skønhedens Traad
paa det Sted, hvor Naturen har sluppet den.»

Med romantisk Mystik erklæres det, at Sfæreforandringen
foregaar i Kraft af Kærlighed, og ikke uden Pedanteri indordnes

*) Sammenlign især Afhandlingerne om Skønhed i Naturen og om
Malerkunsten samt Kritiken af «Væringerne» og Gendrivelsen af Oehlen-
schlågers Svar.

G. Hrandes: Samlede Skrifter. I. 32

498 ^- ^* Heiberg

Kærlighed under Æstetiken. « Denne Overgang fra Natur til
Kunst er Kærlighed, hvis Teori (om man saa tør kalde den) for-
nemmelig henhører under Æstetiken eller Videnskaben om det
Skønne.*

Som man ser, mangler den Heibergske Æstetik helt og hol-
dent en Fantasilære. Det er forsaavidt naturligt nok, som jo
den absolute Aand udretter alt igennem Beaandelsen. Derfor
faar vi heller ingen Antydning af en Fantasiens Historie; Begre-
ber som Renæssance eller Roccoco forekommer ikke og Kunst-
udtryk som klassisk, romantisk forklares derfor i Grunden aldrig,
skønt det romantiske stadigt fremstilles som Nutidens Ideal og
det Poetiskes Højdepunkt.

Heiberg føler ikke, at han ved at lade Skønheden udenfor
Kunsten stanse med Menneskeskikkelsen, ved altsaa ikke at
medtage Stemningslivel som elementær Skønhed eller Kunststof,
ganske berøver Musiken den Genstand og at han endvidere ved
at forbigaa det hele Menneskelivs spredte Skønhed i Samfund
og Historie ganske berøver Poesien dens Æmne. Han føler ikke
at han lige saa godt kunde have brudt af allerede ved Elemen-
terne til Symmetri i den uorganiske Natur, og kunde have ud-
raabt: Disse Elementer behandler og udvikler Bygningskunsten.

Men dette hænger sammen med, at det for Heiberg som
for alle de danske og tyske Romantikere i Grunden er en helt
fremmed Tanke, at Poesiens Opgave skulde være denne simple:
en fortolkende Fremstilling af Menneskelivet. Saa utroligt del
klinger: det er for Heiberg slet ikke dette, det gælder om. Sperg
ham: Hvad skal Poesien fremstille? og Svaret vil lyde: Del
Poetiske.

Det Poetiske er umiddelbart som Stof noget skjult, Fint, en
Duft, en Stemning. I sit Væsen er det ikke andet end det
Skønne, der er ét med det Gode og Sande. For Digteren er
Menneskelivet kun et Fremførelsesmiddel til at faa det Poetiske
frem, og kan han skyde en Genvej til dette, til Duften, til Idéen
uden om det fuldblodige Menneskeliv — saa meget des bedre!
Saa er han en ikke stoflig men tankeskuende Digter.

Her allerede skimtes Aarsagen til, at dette Poetiske hos de
mere filosofiske Romantikere, som Schack Staffeldt eller Heiberg
selv, fortyndedes til Idéen, hos de mere seminaristiske Roman-
tikere gjordes enstydigt med Religionen, saa Retningen hos nogle
udmundede i spekulative Dramer, hos andre i opbyggelige Ro-

J. L. Heiberg 499

maner (som Prins Otto af Danmark), hos atter andre i religiøse
Poesier, Legender, Psalmer. Hos de filosofisk anlagte blev Poesien
Allegori, hos de fromme blev den Præken; i Almindelighed for-
enedes begge Dele, saa den blev til en allegorisk Præken eller
en prækende Allegori.

Dog tilbage til Heibergs Lære om Naturskønhed.

Det naturhistoriske System er tredelt, og denne Tredeling
svarer fortræffeligt til den logiske Tredeling, der har samme Be-
tydning for Heibergs Æstetik som for al hegeliansk Filosofi.
Ethvert Begreb udvikler sig jo hegelsk gennem tre Led: det Umid-
delbare eller den fødte Enhed. — Negationen — og Negationens
Negation, den tilvejebragte Enhed, hvilket tredje Led atter bliver
det første i en højere Kres.

Det Skønne er da Idyl, Elegi og Lyrik. Hvorfor indses ikke.
Vi erfarer kun, at Mineralverdenen som det Skønne i dets Umid-
delbarhed svarer til den rolige, idylliske Skønhed (paa et vildt
Bjerglandskab har Heiberg øjensynligt ikke tænkt), at Plantever-
denen med sin Retning mod Lyset og Himlen udtrykker den
elegiske Stræben mod en fremmed Genstand, og at Dyreriget, som
er den højere Enhed af Mineral og Plante, tillige er Enheden af
det Idylliske og Elegiske, hvad atter vil sige det Lyriske — paa
Grund af den fri, vilkaarlige Bevægelse.

Det stemmer imidlertid ikke med andre Punkter i Syste-
met. Hvor vi naaede til Poesien, har Heiberg Brug for Lyriken
som umiddelbar. I Poetiken fastslaas det da ogsaa uden videre,
at det Lyriske er det umiddelbare og det Idylliske den højere
Enhed, medens det i Naturrigerne er lige omvendt.

Over denne Vanskelighed kommer forøvrigt en hegelsk Tæn-
ker forholdsvis let, den beror paa Naturens Svaghed og Ufor-
nuft: Naturen staar for lavt til at kunne fastholde Begrebet.
Men, tilføjes der undskyldende, det rette Forhold indtræder straks
i Dyreriget. Dette kan nemlig « bedst henføres til Insekter, Blød-
dyr og Hvirveldyr.* Udgangspunktet tages da her i Insekterne,
der som bevingede er lyriske. Bløddyrene, der dog staar lavere,
er det næste Led; de svarer ved deres Mangel paa Benbyg-
ning til Planterne og derfor til det Elegiske, Hvirveldyrene

32*

500 J. L. Heiberg

endelig betegner det idylliske Standpunkt. (Ulve? Tigre? Hyæ-
ner?).

Hvirveldyrene begynder til en Forandring med det Elegiske.
Elegiske er Fiskene — det ser jo enhver. Fuglene er lyriske.
Pattedyrene idylliske. Krybdyrene overspringes, da der ellers
blev Hre Led, under Paaskud af at de ikke er nogen naturlig
Klasse.

Som man ser har altsaa Idyl. Lyrik og Elegi afvekslende
gjort Tjeneste som det Umiddelbare.

Pattedyrene var idylliske. <Men jo mere man her gaar i
Detail desmere forsvinder det Æstetiske . . . Anvendelsen bliver
tilsidst endog latterlig, og er saaledes et Tegn paa, at vi ikke
tør udstrække den videre*. Sandelig et Ord i rette Tid af Hei-
bergs sunde Menneskeforstand, der dog har gyst tilbage for de
elegiske Aalekvabber, lyriske Væggelus osv., som Systemet fordrer.

Treheden Lyrisk, Idyllisk, Elegisk anlægges endelig af Hei-
berg med mere Held paa Dags- og Aarstiderne: Morgen, Middag,
Aften — Foraar, Sommer, Efteraar. Natten bliver tragisk, Vin-
teren tragisk. Her passer Benævnelserne meget net, kun røber
Taskenspilleriet sig i, at denne Gang bliver til en Forandring
det Elegiske den højere Enhed.

Kunstens Inddeling hos Heiberg er denne:

1) Den materielle Kunst, der for at tre Led kan feas ud,
underinddeles i: Arkitektur, Skulptur, Relief.

2) Den illusoriske Kunst: Havekunst, Maleri og Mimik.

3) Den substantielle Kunst: Musik, Retorik og Digtekunst.
Den materielle Kunst skal adskille sig fra den illusoriske

derved, at den ikke kan skuffe. Til Bestyrkelse heraf anføres,
at « Ingen kan antage en Billedstøtte for et virkeligt Menneske,
medmindre det kromatiske Raseri skulde kunne drives saa vidt,
at det tilsidst frembragte Dukker, der ikke blot illuderede Spurve,
men ogsaa Kunstkendere*. Udtrykket: det kromatiske R<ueH er
betegnende; Heiberg har ikke vidst, at Grækerne, som dog maa
anses for at have forstaaet sig paa Billedhuggerkunst, saa at
sige aldrig lod Farven uanvendt. Heiberg har dernæst ikke
betænkt, at heller ikke Maleriet illuderer i den Porstand, at

J L. Heiberg 501

nogen antager den malte Mand for en virkelig Mand. Han har
maaske af den Maade, paa hvilken Øjenhulen staar tom i antike
Billedhuggerværker, af hvilke det indlagte Øje er faldet ud, ladet
sig forlede til den Tro, at man i Oldtiden gav Afkald paa Illu-
sion i Øjets Behandling.

Hvad nu den illusoriske Kunst angaar, studser man uneg-
teligt ved den Underinddeling, i Kraft af hvilken Mimiken bliver
den højere Enhed af Havekunst og Maleri.

Ved Malerkunsten dvæler Heiberg længe. Med Varme, men
med stærk Overdrivelse hævder han, at der i ethvert Billede
maa være et Element af Landskabsmaleri. Hvor liden rent
kunstnerisk Dannelse han besad, røber sig allerede, naar han
erklærer, at Fremstilling af Møblerne i et Værelse «er ligesaa
indifferent i skøn Kunst, som om det slet ikke var udført«. Han
indser ikke, at der kan være »pittoresk Skønhed* i en Fremstilling
af den Art. Men det landskabelige Element, som han forlanger,
det fordrer han betegnende nok ikke for dets egen Skyld, men
fordi «den pittoreske Naturskønhed, anbragt i et Maleri, som
fremstiller en Handling, antager en symbolsk Karakter, som viser
selve Handlingen i et forklaret Lys, der ikke vilde blive tydeligt
af de handlende Personer alene. »

Det er umuligt at anlægge en mere naivt literær Maalestok
paa den bildende Kunst.

Saaledes roser Heiberg den sørgeligt romantiske J. L. Lund,
fordi han i sine Altertavler tilkendegiver den religiøse Stemning
endog i allegoriske Enkeltheder; Lund har f. Eks. i sit Maleri
^Christus og Magdalene^* anbragt en Passionsblomst i Urtegaarden.
Denne Passionsblomst, denne malte Brander — det er Malerkunst
for Heiberg; ved den kan man tænke sig noget. Ja han udtaler
Ønsket om, at Allegorien mere og mere vil fortrænge '<de tørre
realistiske Skildringer, som nu har bemægtiget sig næsten det
hele Historiemaleri*. Den skrækkelige Lund betegnes som «en
af de faa Idealister midt i den store Masse af raa Bealister,
hvoraf det vrimler* i dansk Malerkunst. Man tænke sig det
danske Maleri Anno 1838 med raa Realister som Købke og Mar-
strand, Kuchler og Ernst Meyer og Constantin Hansen; ikke at
tale om det rene Søndagsmaleri.

Dyrmaleriet vrages ikke mindre end Blomstermaleriet, «efter
som Idealet, Kunstens eneste Formaal, mangler i denne Sfære.«
En Kritiker havde fordret, at man ikke i samme Gruppe maatte

502 J. L- Heiberg

anbringe Blomster fra forskellige Aarstider og Klimater. Heiberg
protesterer: «Saa forsvinder jo det sidste Spor af Idealitet; thi
da kan man jo i Virkeligheden frembringe de selvsamme Buket-
ter*. Som man ser, opstaar efter denne besynderlige Æstetik
det Kunstneriske, det Ideale, ikke ved den personlige Opfattelse
og Behandlingsmaade, men ved den naturstridige Afvigelse fra
Virkeligheden. Blot slaa Naturen i Ansigtet, det er altid det
første Skridt til Idealet.

Dog kan Idealet ogsaa i dette Tilfælde naas ved Allegori
eller Symbolik, som Blomsten idealiseres, « potenseres til menne-
skelig Subjektivitet . Hvorledes dette skal lade sig gøre, overlader
Heiberg det skabende Geni at vise os. Dog et Vink kan han
give: ^For nogle Aar siden saa man hyppigt paa vore Udstil-
linger nogle af en Dame malede Blomsterstykker, som alle havde
en ejendommelig Karakter, idet et Kors og andre symbolske
Genstande var anbragte mellem Blomsterne Saavidt jeg erindrer,
vandt disse Stykker ikke synderligt Bifald, ja dadledes endog af
mange.'' [Øjensynligt har det været det usleste Dilettanteri].
Men, forisætter Heiberg, de anviste den rette Vej, udsprang af
den rette Erkendelse. Ja, Blomsten selv udtrykker denne Rela-
tion, skønt ubevidst, ved sin Vækst, som den udvikler i Retnin-
gen fra Jorden til Himlen.

I samme Aand behandler Heiberg Portrætmaleriet. Al Kunst
skal foregribe den kommende Salighedstilstand. Kun under denne
Forudsætning er der ogsaa Mening i Portrætet. Portrætmaleriets
Ideal bestaar i (Menneskets forklarede eller salige Billede*. Male-
ren maa forstaa at holde Dommedag over Menneskene og «lade
Legemerne opstaa som forklarede" Billeder«. Portræt malerens
Bestemmelse er at fremstille os Personerne «saaledes som vi kan
vente at gense dem i en forklaret Tilstand*. Stakkels Velasquez !
Stakkels Franz Hals! De anede ikke, hvilken Udrensning ikke
blot af det Stygge, men af det Ejendommelige, ja af det Le-
vende der fordres.

Paa dette Punkt er Heiberg øjensynligt kommet i Tanker
om enkelte Portræter af store Malere, han paa Rejser har set;
og som har behaget ham, skønt de ikke stemmer med den teo-
logiske Idealisme, han forkynder. Han udvider derfor anmærk-
ningsvis sin Begrebsbestemmelse. (Rubens [skal være: Rembrandt]
har malet sig selv med et Champagneglas i Haanden og sin Kone

J. L Heiberg 503

paa Skødet; det er den personificerede Glæde over Livet, og
denne er et Element i Saligheden*.

Som man ser, kommer Rembrandt i Rubens' Lignelse her
med i Saligheden, om end ad en noget verdslig Omvej.

Poetiken er den i enhver Henseende betydningsfuldeste Del
af den Heibergske Æstetik.

Grundinddelingen er her den ikke nye eller ejendommelige
i Lyrik, episk Poesi og Drama. Ikke desmindre er der ved
denne Grundinddeling noget meget interessant, noget i saa høj
Grad forbausende og paafaldende, at det satte mig for min Del,
vel omtrent i mit nittende Aar, i en Sindsbevægelse, der rystede
alle mine æstetiske Begreber som et Jordskælv.

Der er nemlig her denne simple Omstændighed at mærke:
Heiberg gaar i sin Poetik ud fra Lyriken som det Umiddelbare,
medens den episke Poesi i hans System svarer til Refleksionen.
Men da Hegels Forelæsninger over Æstetik ikke længe efter at
Heiberg havde skitseret sin Lærebygning, blev udgivne, viste det
sig, at Hegel gaar ud fra Epopeen som det Umiddelbare, medens
Lyriken hos ham betegner dets Ophævelse. I Aaret 1860 fik en
ung Student begge Fremstillinger i Haanden paa én Gang, og
opdagede, at for Hegel var Lyriken, for Heiberg Epopeen det
Reflekterede.

Ungdommen kan næppe nutildags begribe, hvad Indtryk
dette maatte gøre paa en dengang ungdommeligt stræbende Aand.

Den dialektiske Metode var Hegels Opdagelse. I et halvt-
hundred Aar var den bleven prist for Europa som Filosofiens
Metode, den eneste sande. Den var Himmelnøglen, den var
Redskabet, med hvilket man naaede Sandheden, ikke en ringe,
relativ Sandhed, med den absolute, ubetingede, altomfattende.

Vi troede paa denne Metode. Vore Lærere, R. Nielsen,
H. Brøchner — hvor meget de end fjernede sig fra Hegel — priste
den, brugte den, havde ingen anden. Vi selv forsøgte i al Yd-
myghed at tvinge og tugte vor Tanke til at kunne tumle den
— min første Afhandling (i Æstetiske Studier) er tænkt og skre-
vet i Trilogier efter den; Metoden var ufejlbar; det var den,
som blev staaende, selv naar Systemet faldt.

5()4 J. I- Heiberg

O^ saa her i dette simpleste af alle Tilfælde, hvor selve
Treheden var godkendt ved langt over 2000 Aars Anerkendelse,
hvor der ikke kunde findes Skygge af Tvivl om det højeste af
Leddene, Dramaet, her var, blot fordi Mesteren og hans Mester-
Hlev arbejdede med Metoden hver for sig, uafhængigt af hinan-
den, Heiberg kommen til det Resultat, at Lyriken var det Umid-
delbare og Hegel til det, at Epopeen var det.

Hvad vilde dette sige? Var det Hele da et Spil med Ord,
en Humbug? Havde disse Kunstudtryk da ingen klar Mening?
— To saa simple, saa klare Begreber ... og saa grundafvigende
en Opfattelse. — Man tænke sig to Forskere, Mestere i deres
Fag, der begge formaar at tyde Kileskrift og som anvender
samme, almindeligt anerkendte og priste Metode. Vi har to Ind-
skrifter. Vi véd, at den ene er et Kærlighedsdigt, den anden
en Meddelelse om Krigsbedrifter, og den ene Mester kommer
tilbage fra sit Togt og har læst Kærlighedsdigtet ud af den
Indskrift, hvori den anden har fundet Krigsberetningen, og
han har fundet Krigsberetningen der, hvor den anden Mester
læste Kærlighedssangen. Begge har de arbejdet efter den højeste,
ubetinget rigtige Metode, ved hvilken man naaer den ubetingede
Sandhed, eller, som det hedder hos Heiberg: « Dette er et System,
hvor alle vilkaarlige Definitioner og Inddelinger svinde og Be-
grebet selv [det, som ta*nker i os, det Algyldige] udvikler sig
vod sin egen Magl».

Mig bevidst er det første Gang, at denne Uoverensstemmelse
fremhæves, saa sløvt har man læst, saa lidet Indtryk har den
gjort. Men jeg véd, hvad Indtryk den gjorde paa mig i hine
Dage, paa mig, der troede paa Metoden som paa en Religion
og saa længe som muligt nedkæmpede hver Tvivl, sigende mig
atter og atter, Aar igennem, at det var mine mangelfulde Evner,
ikke hine store Aander, som havde Uret.

At Heiberg maatte komme til at begynde med Lyriken, det
Ian nu i hans romantiske Sky for Stoffet, det vil sige Virkelig-
heden, Menneskelivet som Stof. Begyndte han stofløst, uden
noget Forhold til det brede Menneskeliv, da havde heller ikke
Kunsten i dens højeste Former noget Forhold dertil; det laa i
Begrebets Kresløb, thi den højere Enhed genfrembragte altid
Ihniddelbarheden. Og det voldte ham ingen Betænkelighed, at
han saaledes kom til at gaa ud fra det reflekterende Jeg som
det r middelbare, kom til at gaa fra Jegets Lilleverden til det

J. L. Heiberg 505

store Verdens-Alt, som Mikrokosmen dog forudsætter. Thi hine
Kunstudtryk var saa tvetydige og Sagen selv saa tvetydig: i en
vis Forstand gik jo Jeget altid ud fra sig selv, kendte kun en
Omverden som genspejlet i dets Sansninger og Indtryk, og vendte
gennem denne Omverden tilbage til sig selv.

Hovedbevæggrunden for ham var imidlertid øjensynligt hans
romantisk-fllosofiske Virkelighedssky. Virkeligheden er ham Stoffet,
og han tumler stadigt med denne gamle, ufrugtbare og tankefat-
tige Modsætning mellem Stof og Form, der har gjort saa mange
Ulykker i Poesiens og Kritikens Historie. Heiberg skelner først
mellem Kunsternes < reale Stof,> hvis rigtige Behandling er Be-
tingelsen for vor Nydelse, og saa det, der forskaffer os Nydelsen,
den Tanke eller Følelse, Kunstneren har nedlagt deri. Som man
ser, tænkes Ideen eller Følelsen ikke at indfinde sig med Stoffet,
de nedlægges deri som en fremmed Sag.

Da nu Ideen og Følelsen tillige kan forefindes udenfor Kunst-
værket, har de en deraf uafhængig Eksistens og er et Stof for
Kunsten, men «et idealt Stof*.

Her er altsaa en eneste Form, Kunstformen, modsat to
Stofifer, saaledcs at den er overordnet det ene, underordnet det
andet. Billedsløtten, siger Heiberg, er af højere Natur end Ste-
nen, af lavere Natur end den Idé, der er udtrykt i den. Hvad
vil dette lavere sige? At kalde Ideen overordnet Kunstværket er
jo ørkesløs Tale. Hvad skal det sige, at Venus fra Milo er
underordnet sin Idé? Hvad er dens Idé?

I Malerkunsten er der forsaavidt mindre Stof end i Skulp-
turen, som Farven er mindre massiv end Stenen. Og Heibergs
Tanke er nu den, at Forskellen mellem Stof og Form, der i de
skønne Kunsters Trinrække bliver stedse mindre fremtrædende,
i Poesien er forsvunden, hvorfor den kan kaldes <den absolute
Kunst, » ligesom Filosofien kaldes den absolute Videnskab, fordi
i den Form og Stof er ét, den betragtende og den betragtede
Tanke ikke forskellige, men én og samme Tanke. — De øvrige
Kunster, siger Heiberg, søger Tanken og stræber at udtrykke den
i det modstræbende Stof, Poesien besidder den allerede i Sproget.

Poesien staar saaledes «paa Uendelighedens Standpunkt,* og
dette viser sig deri, at i dens første umiddelbare Skikkelse, i
Lyriken, er Stof og Form umiddelbart og ubetinget det samme,
uadskillelige.

Imidlertid maa dog Forskellen mellem Stof og Form frem-

506 .1. I- Heiberg

træde paany, hvad der sker i den episke Poesi, hvor selve For-
tællingen mere eller mindre kan udskilles fra den episke Form.
Stofifet har efter Heibergs Opfattelse her en vis Selvstændighed,
dog en ringere paa de højere Udviklingstrin (som i Herman
og Dorothea) end paa de mere primitive (som i Odysseen).

Den dramatiske Poesi fuldender Overgangen til Stoffets og
Formens Sammensmeltning. Men i sin rige Mangfoldighed ud-
vikler og ophæver den Endelighedens Bestemmelser paany. I det
umiddelbare lyriske Drama, er der intet selvstændigt Stof. I
Tragedien findes et idealt Stof, der allerede eksisterer i Virke-
ligheden udenfor den tragiske Form. Først i Komedien er Ad-
skillelsen mellem Stof og Form hævet, da intet som Stof betrag-
tet er komisk.

Efter denne Æstetik staar da Lystspillet i Rang over Tra-
gedien, en Synsmaade, som ganske stred mod det hidtil her i
Lnndet antagne og som det ikke kunde være Heiberg overfor
Oehlenschlåger ukært at faa slaaet fast. Den kom alt det Lette
og Overfladiske og Lattermilde hos det danske Folk imøde: intet
Under, at den slog an. Tragedien vil ligesom indvie den Enkelte
til noget ualmindeligt, overmenneskeligt. At være tragisk sindet
vil sige at se Liv og Død uforfærdet under Øjne i Kraft af den
Tanke, at der kan hænde den Enkelte noget saa Henrivende
eller at den Enkelte kan udrette noget saa Stort, at del opvejer
al Kamp og al Kval, som maa udstaaes derfor. Det tragiske
Sindelag er uvurderligt hos et Folk; thi det er det heltemodige
Sindelag. Det lader sig ikke erstatte, endmindre overtrflbflfe af
en udviklet komisk Sans.

Men Ungdommen begyndte at kedes ved Oehlenschlågers
Tragedier, den saa klart det Stoflige og Følsomme i dem og
var forud vundet for den Heibergske Teori, der svarede til
Vaudevillernes luftige Skæmt, hvis Barnagtighed endnu ikke føltes.

løvrigt er Heiberg i Begrundelsen af sin Lære meget uklar.
Medens han i Almindelighed hævder, at i ethvert ægte Digter-
værk er Stof og Form sammensmeltede, gør han en Undtagelse
for den fortællende Diglarts og Tragediens Vedkommende. Thi,
siger han, deraf kan til Nød gøres et Indholdsuddrag, der ikke
er en ganske uvæsenlig Side af Digterværket. Dette viser, at
Stoffet her har en vis Selvstændighed. Men med hvad Ret skal
noget udskilt og tomt som et Indholdsuddrag gælde for Stoffet?
Stoffet til Werther er dog ikke Indholdet, men Goethe*s Følelser

J. L. Heiberg 507

for Charlotte Kestner og Maxe Brentano, Jerusalems Forelskelse
og Død. Ved et lyrisk Digt, siger Heiberg, kan Stoffet ikke for-
tælles. Rigtigt, men hvad vil det sige andet, end at dette Stof
ikke er af episk Natur? Det har muligvis slet ikke Fællesmaal
med Ordet uden i denne bestemte Form; undertiden vilde det
tilnærmelsesvis kunne gives i Toner; ganske vist paany i en
Form, men uden en Form har nu engang Ingen set Stoffet.

Naar Heiberg hævder, at de Homeriske Digte kan meddeles
i et Indholdsuddrag og endda ikke saa ufuldkomment, fordi det
Homeriske Stof allerede er af stor Interesse «med Hensyn paa
Oldtidens Kultur,« da taler han dels her om et rent uvedkom-
mende Udbylte, Belæringen, dels overser han, at hvis Indholds-
uddraget ikke er yderst udførligt og kunstnerisk udført, har det
ikke Gnist af æstetisk Interesse. Aristoteles gengiver i sin Poetik
Odysseen med disse Ord: «En er borte fra sit Hjem i mange
Aar, og Poseidon har bestandig et Øje med ham, og han er
ene; dernæst forholder det sig saaledes i hans Hjem, at hans
Ejendom forødes af Bejlere og hans Søn efterstræbes. Nu kom-
mer han selv hjem, forslagen af Storm, genkender Nogle og
giver dem Befalinger, frelses selv og ødelægger sine Fjender.«
Man tænke sig, at vi havde dette Indholdsuddrag istedenfor
Odysseen! Selv «med Hensyn paa Oldtidens Kultur« vilde For-
nøjelsen være ringe.

Men idet Heiberg nu grunder Poesien paa det Lyriske,
kommer han til at se en Fremtræden af det Stoflige, det Ende-
lige i alle de Digtarter, hvis Væsen medfører Muligheden til en
Udfoldelse af Menneskelivet i dets Rigdom og med dets Bredde
— den længere Fortælling, det alvorlige Skuespil, og saaledes
kommer da aldrig den Tanke til Udtryk, at Poesien fremfor alt
skal gribe Livet, gengive Livet, sammentrænge Livet, idet Værket
smitter Læseren med Ophavsmandens Livssyn!

Da Poesien grunder i det Lyriske, saa naaer i Kraft af
Kresløbet Dramet sit Højdepunkt i det lyriske Drama — saa-
ledes kommer (ægte tysk-romantisk) Calderon til at stilles over
Shakespeare og Shakespeare's svageste Ting (som hans Perikles
hos Tieck) til at stilles over hans ypperste Skuespil.

1 det første Udkast til Heibergs Poetik (Afhandlingen om
Vaudevillen) bestemtes Højdepunktet saadan, at det naaedes,
hvor Dramet ved Forbindelse med Musiken blev en højere For-
ening af Musik og Poesi, og saaledes blev da Vaudevillen, denne

508 J. I- Heiberg

højere Enhed ikke blot af to Digtarter, som Dramet i Alminde-
lighed, men af to Kunstarter — denne stakkels Vaudeville, som
allerede er saa grundigt forældet -- Toppunktet af al menne-
skelig Kunst. At Vaudevillen ikke gav mangesidig Menneskeskil-
dring, intet virkeligt Livsbillede, at alt gik op i en Spøg og
en Vise, det var netop det Fine ved den; saa var der intet Stof-
ligt deri.

Senere, da Heiberg udførte sit System i et yderligere led-
delt Skema, og da han følte Kald til at skrive nogle saakaldt
spekulative (tillige stærkt lyriske) Skuespil, forøgedes Lærebyg-
ningen med et Par Stokværk for at faa den spekulative Komedie
med. Og saa leverede han selv i sit allegoriske Skuespil Fata
MorganOf der foregaar i et fantastisk Sicilien og hvis Forhold
til det Liv, som leves af Mennesker, er intet — et skærende
Vidnesbyrd om at det «Spekulative> i Dramet ikke bøder paa
svigtende digterisk Evne, og i snart derefter i En Sjæl efter De-
den, hans ypperste Værk, Beviset for at ikke den ham tillagte
Gave til at yde noget dybt Filosofisk-Teologisk — Martensen
mindede jo i Anledning af En Sjæl efter Døden om Dante — men
en genial komisk Grundtanke og en Udførelse, der paa mange
Punkter sprudler af Vid og stedlig Satire, udgjorde hans egenlige
Styrke som Digter.

Det lønner ikke Umagen at dvæle ved den Heibergske Poe-
tiks Skema i dels nærmere Udførelse. Dog kan eksempelvis
fremhæves som Snurrigheder, at Novellen bliver den højere En-
hed af Æventyr og Roman — den er kort som Æventyret og
virkelighedstro som Romanen — og at Lystspillet, for at det
kan komme øverst, bliver den højere Enhed af Karakterkomedien
og Sorgespillet.

Vilkaarligheden og Urimeligheden er her saa stor, at kun
Samlidens og den nærmeste Eftertids stedse grundigere skola-
stiske Dressur forklarer, at Sligt nogensinde er blevet taget for
Alvor.

()

Al Kritik nf poetiske Frembringelser bestaar nu for denne
æstetiske Grundopfattelse kun i at henføre ethvert Digterværk til
dets Digtarl og undersøge, hvor vidt det stemmer eller ikke
stemmer med Digtartens Natui* og Fordringer, hvorvidt det f. Eks.

J. L. Heiberg 509

er dramatisk, er Tragedie, og lignende. Om literær Kritik af
andet end Poesi er ikke Tale. Hvad Poeten selv angaar, gælder
det blot om at bestemme for hvilken Digtart han har Anlæg.
Naar dette er udfundet, er hans Karakteristik leveret.

Man agte til Sammenligning paa Heibergs kritiske Forhold
til Oehlenschlåger. Ingen Tvivl om at han forstod ham, især i
hans Svagheder. Man føler det, hvor han optræder som satirisk
Poet. Det mesterlige Indhug paa Oehlenschlågers Sokrates i En
Sjæl efter Døden naaer ind til det Menneskelige i Oehlenschlåger,
hans bløde, slappe Billighed. Her tegner Heiberg hans Ejen-
dommelighed udenom det æstetiske Skema. Men hvad Heiberg
som Kritiker gengiver af ham, det er magert, magert; det er
end ikke hans Skelet.

Hvor meget Væsen har man ikke gjort af Heibergs berømte
Bestemmelse af Oehlenschlågers Talent som lyrisk-episkl Det er
Hovedstykket i hans Kritik. Det er Mesterstykket blandt hans
Undersøgelser. Alle kunde det i sin Tid udenad. Gamle Hei-
bergianere kan det endnu udenad. Oehlenschlåger var lyrisk-
episk, ikke Lyriker, ikke Epiker, ikke Dramatiker, men lyrisk-
episk! Han var «et umiddelbart Geni,* og det umiddelbare Geni
var stort i Romancen og Balladen. Rigtignok var Goethe ogsaa
stor, endnu langt større deri, og Goethe var intet umiddelbart
Geni, men osv. en Forklaring, der ingen er. Hvor uøvet Hei-
berg var i Portrætkunst, ja hvor ringe hans Evne dertil var,
røber sig her paa den mest paafaldende Maade, naar han for-
klarer, at det « nærmere at karakterisere,* hvori Forskellen mel-
lem Goethes og Oehlenschlågers Romaner bestaar og chvad der
især udgør det ejendommelige hos Oehlenschlåger som komance-
digter, er vanskeligt, om ikke umuligt;* dette hedder det, «er
noget saa umiddelbart, at det næsten ikke lader sig udvikle,
noget saa fint, at det næsten undflyr Kritikens Betragtning.* —
Næsen! — Tilbage staar da Bestemmelsen lyrisk-episk. Og Hei-
berg selv var saa stolt af dette mageløse Fund, at han, som
ellers aldrig praler, i sit Svar til Wilster roser sig af at have
karakteriseret Oehlenschlåger for alle Tider:

Selv jeg har saa stærke Volde
Bygget om hans faste Plads,
At jeg tænker, de skal holde;
Dine springe vil som Glas.

510 •'• L. Heiberg

Lyrisk-Episk ! Paa Dansk : Oehlenschlågers Romancer og Bal-
lader er bedre end hans Tragedier; er det i Reglen; han mag-
tede bedre denne korte Form; hans Mangler fremtraadte mindre
stærkt i den. Ikke desmindre er Aladdin bedre end alle hans
Romancer og Ballader tilsammen. Og selve disse! ja der er
udmærkede, især sprogligt dejlige iblandt dem. Men Løverid-
deren, Valravnen, Rosmer Havmand o. fl. — morsomme er de
ikke, lærerige og tankerige endnu mindre.

Og overhovedet hvad vil det sige at bestemme en Digters
Evne som Evne til Romancen? Er Romancer noget Evigt, noget
Blivende? Det er en i flere Lande opstaaet Folkeviseform, der
som historisk Kunstform blev dyrket især i Tiden mellem 1790
og 1830. Hvorledes kan der da gives en særegen Evne til Ro-
mancen?

Denne Evne minder mig om en Historie, jeg engang ople-
vede med en Skiltemager. I et Anfald af Vantro overfor al
aabenbaret Religion kom denne Mand en Dag til mig og trykkede
min Haand som Meningsfælle. Nogle Aar efter kom han igen
og beskyldte mig bittert for at «gaa om og ville nedbryde det
Helligste,* heldigvis forgæves: «De tror paa slet ingen Ting. > —
Hvad er det, jeg skulde tro paa? — « Først paa Frenologien.
Tror De paa den?> — Nej. — «Dér ser De. Men naar nu
Frenologien lærer, at der gives et Organ i Hjernen for den gejst-
lige Veltalenhed — og det Organ har jeg set — saa gives der
vel ogsaa en gejstlig Veltalenhed, altsaa ogsaa Gejstlige, altsaa
med Rette en Statskirke og en aabenbaret Religion . . .» —
Som der gives et særegent Organ i Hjernen for den gejstlige
Veltalenhed, saaledes ogsaa en lyrisk-episk Evne til Romance- og
Ballade-Digtning.

Og derfor hos Heiberg stadigt dette Tilraab til Oehlen-
sclåger: Bliv ved at være lyrisk-episk! Aldrig et Ord i Retning
af: Studer Livet, Menneskene, fordyb dig i dig selv og din
Samtid!

Det er overhovedet det Paafaldende ved den Heibergske
.Estetik, at det Evige og det Historiske kan saa godt sammen.
Poesiens Begreb udfolder sig; alle Digtarter udstraaler i Trehe-
der; der er ikke én Rubrik, som staar tom. Hvoraf kommer det.

J. L. Heiberg 511

at alle Former allerede er historisk fremtraadte? I Astronomien
kan det hænde, at Forskerne sporer: Her maa være en Stjerne,
om vi end ikke har set den endnu. I Æstetiken forelaa alle
Arter af Poesi i deres Rubriker — rigtignok forskellige i hver
forskellig Æstetik — men Systemet var fuldtalligt, fuldfærdigt.
Det beroede efter den Fortolkning, som gaves denne Kendsgerning,
paa at Historien var fuldendt; man skyede ikke denne Forkla-
ring. I det Væsenlige var der efter den Hegelske Filosofis Op-
staaen ikke mere at gøre; Tilværelsen var afsluttet og forstaaet.
Selvfølgeligt var altsaa Poesiens Rammer engang for alle
fastslaaede. Poesien selv var ikke blot forstaaet, men forstaaende,
i Slægt med hin sidste Filosofi. Som det i denne var den tæn-
kende Tanke, der dvælede ved den tænkte, saaledes var Poesien
sysselsat med Poesi. Saavel Filosofi som Poesi var uendelige
Magter, der bed sig selv i Halen. Poesien handlede ikke om
det Liv, der tumlede sig uden om Poeten, knap om det virke-
lige Liv, der rørte sig i ham selv — alt det Stoflige stod paa
Endelighedens Standpunkt. Den handlede om det Poetiske. Og
da det Poetiske til sit Ophav har Poeten, saa handlede denne
Poesi fra Aladdin af til Trubaduren Clotaldo i Fata Morgana^ naar
Alt kom til Alt. ligefrem eller middelbart om Digtere. En Ridder
med en Harpe, eller en Sanger med en Luth, del er — lige ned
til vore Dages Ambrosius — ufravigeligt den sande, den egenlige
Helt. Og hvis Poesien gav sig af med Omverdenen, saa tog
den ikke denne ligefrem for sig, men greb den, som den var
kommet til at se ud, forflygtiget i tidligere poetisk Behandling
som Sagn, som Æventyr, som Folkevise, som Legende (Elverhøj,
Svend Dyrings Hus osv.) og saa byggede den derover.

Denne romantiske Æstetik kaster da først sit Blik paa Na-
turen, og vi ser Naturens Skønhed forvansket, forvrænget: lyriske
Lopper, elegiske Vandmænd, idylliske Sjakaler. Den søger ikke
Naturens egen Skønhed, men en foregiven Poesi, som den læg-
ger ind.

Den kaster saa sit Blik paa Malerkunsten, og langt fra at
lægge Vægt paa, om Maleren er en ægte Kunstner, endsige paa
om han kan male eller ej, forlanger den af ham blot literære,
skinpoetiske Egenskaber; man skal kunne tænke sig noget ved
nans Malerier. Selv den usleste Altertavle bliver rosværdig, naar
der er malt en Passionsblomst ved Korsets Fod; selv det sletteste

512 J- L. Heiberg

Blomstersmøreri bliver fortjenstfuldt, naar der anbringes smaa
sindbilledlige Genstande mellem Blomsterne og naar disse sam-
menblandes uden Hensyn til Aarstid og Klima. Portrætet ende-
lig skal fremstille Personen, som han vil tage sig ud i den evige
Saligheds Tilstand.

Ogsaa Poesien skal efter denne Læres Forskrift kun sysle
med det forklarede Liv. Derfor er det hele egenlige Menneskeliv
sløjfet som Stof. Det gælder for Digteren ikke om at give os
et nyt og sandt Syn paa Livet, men om at holde sig Kunst-
arterne efterrettelig. Menneskelivet er et raat Stof; det fine Stof
Ondes, hvor Livet alt én Gang er underkastet poetisk Behand-
ling — man plyndrer Folke-Æventyr og Folkeviser, Shakespeares
Sagnkres, Ariosts Legendekres, Calderons Forestillingskres. Hi-
storien kan gaa an, naar den er halvt Sagn: Palnatoke, Erik
Menved, Knud den Store, Valdemarer, og er den kendt som i
DinOf saa digtes den om indtil Ukendelighed — til det mindst
mulige af Virkelighcdstroskab. Dog bedst er det, naar Figurerne
er helt udpustede til Symbol og Allegori, saa fejrer Dybsindig-
heden sin Triumf og i Bispens Person skænker Teologen sit
Bifald.

Da denne Æstetik saa i mere end en Menneskealder havde
hersket, var det næppe unaturligt og næppe uberettiget, at et
nyt Udgangspunkt blev grebet og at man uden med rene Ord
at rette et Angreb paa den, paa de forskelligste Maader søgte at
undergrave dens Anseelse, at stoppe dens Indflydelse og at er-
satte dens Lærdomme med et Forsøg paa at anvise Kunst og
Literatur helt andre Veje.

HENRIK HERTZ

(1868)

1. De rimede Lystspil

Er der nogen Stand for hvilken Kunst og Poesi i vore
Dage kun iiar havt liden Sympati og liden Brug, saa er det den
Stand, der holder disse Magter oppe, bestiller Kunstværkerne
og læser Digterne: den dannede Middelstand. Malerkunsten gaar
dens Dør forbi; det historiske Maleri behøver maleriske Kostymer;
den har kun sorte Kjoler eller ensformige Uniformer at byde det;
Folkelivsmaleriet foretrækker Fiskere, Amagerpiger, jyske Bønder
eller evindeligt gentagne italienske Æmner for det Stof, de
kjøbenhavnske Selskabssale yder. Og nu den dramatiske Poesi!
Den synes med Hensyn til det gode Selskab ganske at have
godkendt Goethes tidt anførte Epigram:

man nennt sie die gute,
Wenn sie zum kleinsten Gedicht keine Gelegenheit giebt.

Det alvorlige Drama bevæger sig i en anden Tid og i højere
Krese, det komiske Skuespil søger sig sit Menneskeforraad i den
lavere og laveste Borgerstand, hvor Pudsérligheden og med den
Friskheden, Livligheden, Ejendommeligheden er større. Bringer
den Heibergske Vaudeville eller . det Hostrupske Sangspil engang
imellem den højere Middelstand paa Scenen, da er det som oftest
for at give den det glatte Lag, og den trufne Tilskuer har, naar
han gaar hjem, kun den Trøst: <Vei ligner det os, men nogen
Overdrivelse maa der jo til paa Teatret og saa bagvendte er vi
dog ikke, saa latterlige er dog ikke vore Kærlighedsforhold, saa

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 33

514 Henrik Hertz

fordærvet og indskrænket ikke vort literære Købstadsliv, saa
unaturlig ikke vor Adfærd og Tale.> Enhver beraaber sig paa
Overdrivelse ligeoverfor den Person, i hvem han føler sig ramt,
finder Fremstillingen af de øvrige Daarskaber fortræffelig og
lader som i Tøffelleg Tøffelen gaa videre. Men et vist Skaar i
Glæden gør det dog altid at føle sig truffet.

Hvis man nu tænker sig, at en Lystspildigter, idet han be-
handlede netop dette samme af Poesien tilsidesatte Æmne, den
højere Middelstands Liv, gav et Billede deraf, om hvilket Publikum
maatte sige lige det modsatte: «Det ligner ypperligt, kun er
Originalen smigret; saa fint og formbestemt er ikke det Liv, vi
fører, denne Dannelse og denne Ynde har vor Tale ikke, her er
taget paa vore Svagheder med næsten altfor nænsom Haand,*
- saa forstaar man den Nydelse, hvormed Hertz's Lystspil paa
Vers og de Stykker, der i Aand og Tone slutter sig til dem, i
sin Tid blev modtagne.

Det var langtfra at Literaturen dengang i det Hele var
moraliserende, allermindst var den moralsk-tungsindig som nu;
men var man dengang ikke moralsk, saa var man dog satirisk,
og det var en behagelig Afveksling istedenfor en Spotter at
træfle paa en lyst seende Mand. En Satiriker vil altid have
Noget forandret, have det anderledes end det er, denne tilfredse
Digter finder det netop kønt, nydeligt, tækkeligt og indtagende,
som det er. Men gør han det, hvorledes sikrer han sig da
imod, at hans Scene kommer til at ligge lige i Jævnhøjde med
Tilskuerpladsen? Idet Hertz skriver sine smaa Konversations-
stykker, tager han Ordene lige fra vore Læber; det er de Ord,
vi bruger i den daglige Tale, samme Ordstilling, de samme Ord-
føjninger, samme Spring og Vendinger. Men det forstaar sig,
han udmejsler Ordene en lille Smule først, han polerer dem, han
retter paa dem som Ole Lukøje paa Hjalmars daarlige Bog-
staver, han nitter dem til hinanden i rytmiske Rækker af den
fineste Velklang, han slynger disse om hverandre som Snore,
deler Linjerne paa kryds og tværs ved Samtalen, lader Replikeme
flyve som Fjerboldte fra Haand til Haand og giver Verset indtil
tre-, fire-, femdobbelte Rim; det er ligefuldt samme Ordforraad
og samme Talevis. Men det klæder vor Samtalemaade at komme
under hans Behandling; han laaner den et Øjeblik, puster blot
paa den og gengiver os den saa ubeskaaren og uforfalsket. Det
gaar da med den som med en Plante, der stod tør, vissen og

Henrik Hertz 515

hang med Blomsten, men som nu, da den er bleven vandet,
rejser sig, løfter Hovedet, svulmer af fine, lysegrønne Safter og
dufter frisk.

Han siger til den gamle, indskrænkede Oberst, til den ret-
skafne, pedantiske Huslærer, til den stive, værdige, spidsborgerlige
Amtmand, der ser sig om efter en Kone, til den dygtige, men
lidt karakterløse Advokat (Amors Genistreger^ Den eneste Fejl,
En Dag paa Øen Als): «Sid for mig et Øjebtik, jeg tager kun
det almindeligste, flygtigste Omrids af Eders Personlighed, jeg
bruger Jer kun til et rimet Lystspil. Vær da paa ingen
Maade bange for. at jeg skal gøre Jer latterlige, tvertimod I
skal blive vel tjente med min Behandling. Jeg véd det nok,
•min gode Oberst, De er en lille Smule dum, men jeg skal sørge
for at blande denne lille Dosis Dumhed i saa stor en Mundfuld
Hjærtensgodhed, at Publikum næppe skal smage den; jeg ser
det meget godt, min brave Amtmand, at Deres Haar begynder
at blive graat, hvad i Almindelighed ikke anses for heldigt for
en Frier, men jeg skal lade Deres unge Elskerinde opdage, at
det « netop klæder Dem smukt». Deres stramme Holdning skal
blive mandig Anstand og Kontorstøvet paa Deres Sjæl skal blive
saa ædelt som Støvet om den ædle Vin; jeg aner nok, at De er
lidt af en Bogorm, min kære Huslærer, men vær De ganske
rolig, jeg skal gøre Dem til et Bogmenneske, og lader jeg Dem
tale som en Bog, saa giver jeg Dem Finhed som en Kvinde og
Forstand som en Engel. »

Hvis de Paagældende nu ligefuldt frygtede som Lystspil-
figurer at blive til Latter, da kunde Digteren let vise dem Utidig-
heden af denne Frygt: « Ingen skal blive latterlig og dog skal
Stykket blive lystigt; her fremkommer Munterheden ene og alene
ved de Puds, der spilles; jeg har en Uglspil, der besørger alt
Herhenhørende, en saadan Uglspil, af hvilken Enhver af Jer
med Fornøjelse lader sig tage ved Næsen; hans Skalkestykker,
hans Genistreger afstedkommer al den Hurlumhej, jeg behøver;
han gør alle de Knuder, jeg har Brug for, og løser dem alle
uden mindste Hjælp.* Skulde de saa ikke føle sig beroligede,
ja mere: tilfredse, naar de paa Scenen ikke ser sig i et for-
vrængende Hulspejl, men i et blankt og slebet Krystal, hvis
fuldkomment smukke Flade forskønner enhver Genstand, der
spejler sig deri?

Men hvem skulde endelig føle sig saa taknemmelig som

33*

516 Henrik Hertz

Kvinderne! Hos ingen Digter faar de en mere ridderlig, mere
smigrende Behandling, og ingen Digter kan vel svare bedre til
deres Fordringer end den, som stiller saa faa. Han er ikke den,
der vil kaste Poesiens Brandfakler ind i Hverdagslivets Tryghed;
han haaner ikke, spotter ikke engang; selv i Harmoni ser han
Harmonien i vort Liv. Han vil ikke vende op og ned paa Alt;
han ser det Bestaaende i et poetisk Lys. Kvinden lider ikke
den højrøstede Latter, den klæder hende ikke smukt; Kvinden
ynder ikke, at den komiske Digter stiller sit Net saaledes, at,
naar han trækker det ind, alt det Grums og alt det Bundfald,
der ligger dybest nede, kommer med. Her kan hun føle sig
tryg; thi det er kun den bevægelige Flade af vort Liv, som han
fanger i sine Rimspils Rytmenet. Det fornemmer Kvinden:
denne Mand gaar hverken op i Spot eller Foragt. For ham er
Kvinden god som hun er, og er hun Dame, vil han ikke, hun
skal være Mere; men selv om hun skulde vove sig ud over sin
oprindelige Kres, hvem kan da mere skaansomt, mere deltagende
og mildt ikke vise, men lede hende tilbage til hendes Køns rette Om-
raade. Man sammenligne Hertz's Et Offer med Heibergs Valgerda.
Begge disse Stykker er Særsyn i vor Lystspilliteratur, idet de,
som den franske Komedie saa hyppigt, den danske saa sjældent,
beskæftiger sig med en virkelig Samfundsopgave, med Spørgsmaalet
om Kvindens Interesser og Kvindens Stilling. Men hvilken Forskel
i Behandlingen ! Hvor er den skarpe Heiberg skaanselløs og
hvas imod sin Politikerinde og hvor mildt viser ikke Hertz sin
skønne, vildfarende Frigivne tilrette!

Ligeoverfor et Maleri spørger man Hvorfra kommer Lyset?
Saaledes kan man ogsaa spørge overfor Lystspillet. Hos Heiberg
kommer det fra de unge, halvvoksne Pigebørn, hos Hostrup fra
de unge frejdige Mænd, hos Hertz udgaar det, som det var at
vente hos den Digter, hvis Helte allesammen er Heltinder —
Ninon, Johanne, Ragnhild — fra de unge Kvinder, hvis Væseos
Ynde først disse Lystspil indfører paa vor Scene. Heibergs
unge Piger er ikke stort mere end den Holbergske Leonora,
Overskous er Dydsmønstre eller Forførersker, Hostrups er i de
første Stykker kun Studenter i Fruentimmerklæder, senere falder
de i to Klasser: Damerne, de mere eller mindre fejende Verdens-
damer, som Hostrup lidet ynder (Charlotte Lupin i Mester og
Lærling, Frk. Hornum i Tordenvejr o. s. v.) og de ærlige, sand-
hedskærlige, Cordelia-agtige unge Piger, som Therese i Mester og

Henrik Hertz 517

Lærling^ der mangler det Elskværdige og indtagende Erotiske,
som alle Hertz's unge Piger og Koner har, hvad de saa end
for Resten er, udviklede eller naive, poliske eller alvorlige, aand-
fulde eller bly. Det er den Medgift, han giver dem med af sit
Eget Hin Hostrups moralske Modsætning eksisterer ikke for
ham, han har kun brugt den et enkelt Sted, i Besøget i Kjøben-
havn. Hvorfor, tænker han, altid denne grove Nedsætten af den
finere Dannelse, denne Anprisen af Hjærtet paa Viddets Be-
kostning, hvem vil gaa saa strængt i Rette med unge Piger!
Han er ingen Nar af en Moralist, der vil have dem omkalfatrede,
ingen Dumrian af en Skolemester, der vilde have dem tillærte,
han er en velvillig Kunstner, der har sin Glæde af dem, som de
er. Denne unge Pige (i Indkvarteringen), der er lutter Forlegen-
hed, Undselighed, Blufærdighed, hun er god som hun er, Ære
være hende! Dette lille overgivne Pigebarn (i Amors Genistreger)
med sin Munterhed, sin Overtyden, sin Pjatten, sin Lyst til
at blive gift, god som hun er, hun leve og nyde Livet! Den
stille og jævne Pige, Elise i Den eneste Fejl, Marie i En Dag
paa Øen Als, hun er som hun skal være, skøn efter sin Art.
Men den glimrende og stærke, den dristige og aandrige Kvinde,
der fik alle Dygtighedens eller Viddets sjældne og ypperlige
Gaver, hun er for Hertz lige saa fuldt i sin Ret, og han for-
herliger hende i Audiensen og En Kurmetode, i Den Yngste og
En Dag paa Øen Als.

Den sidste er maaske endda hans Hjærte nærmest. Det er
hendes Rolle, han giver til Fru Heiberg. Lærerigt vilde det
være engang at forfølge den Paavirkning, vor dramatiske Literatur
skylder hende. Som Barn indgav hun Heiberg hans Bameroller,
som ung Pige og udviklet Kvinde har hun fremkaldt en Række af
dramatiske Skikkelser, der alle har noget beslægtet i deres Bygning,
hvad enten Heiberg, Hertz eller Oehlenschlager frembringer dem.
Overlegenhed over Omgivelserne er et saadant Træk, som Hei-
bergs Trine Rar, Oehlenschlågers Dina, Hertz's Ragnhild og den
unge Frue i En Kurmeiode har tilfælles.

For en saadan Kvinde vil han ofre meget; først den Virak,
et saadant Væsen fordrer, saa den Satire og den Lystighed, han
for hendes Skyld giver Afkald paa, saa endelig Mændene. Hun
besejrer dem ved sin Uskyld (Den eneste Fejl), hun rager op
over dem ved sin Forstand (Indkvarteringen), hun behersker og
beskæmmer dem ved sin Renhed og sin Aand (Audiensen). Lad

518 Henrik Hertz

Mændene staa som uselvstændige Dukker eller som karakterløse
Stakler ved Siden af hende! Lad os give Mændenes Vigtighed
og Indbildskhed en Tilrettevisning og trøste dem med, at Kvinden
elsker og beundrer dem meget mere end de fortjener!

Tal ikke til Hertz om, at denne unge Kvinde har Synd og
Skrøbelighed; thi det er ikke værd at tirre ham; men sig ikke
engang, at hun har Fejl; han vil ryste paa Hovedet. For ham,
der i Ninon har ladet den kvindelige Skønhed overvinde Aarene,
er det en ligesaa naturlig Ting at lade den kvindelige Renhed
overvinde Lasten. Er det Dig nødvendigt at tro, hun har Fejl,
nu vel: saa vil han paadigte hende en, hun ikke har; men et
Væsen som hun har i Virkeligheden ingen, hun udtaler det selv
med hellig Troskyldighed og den henrykte Elsker bekræfter det
(Den eneste Fejl). Dette kunde synes et vel stærkt Stykke; men
man maa i ethvert Tilfælde indrømme, at en finere Artighed og
en galantere Trubadur kan ingen Dame ønske sig.

Med hvilken Kærlighed har han ikke fordybet sig i Studiet
af disse unge Kvinders Sindelag! Hvor har han ikke set dem
for sig, som de slaar og gaar, agtende paa deres vekslende
Minespil, deres Haandbevægelser og de utallige Kvindefagter, som
hver enkelt Replik uvilkaarligt og uafbrudt fremkalder Fore-
stillingen om! De fængsler alle, og dog er det ingen Heltinder,
ingen lidenskabelige Naturer, lutter blonde Sjæle, lutter halv-
tillukkede nordiske Pigebørn. Rækken af hans unge Kvinder
ligger imellem tvende Poler: den naive uudviklede, der har Sjæl
uden al have Aand, og den overlegne, sine Omgivelser beherskende,
aandi'ulde unge Kvinde. Den første af disse Figurer har han
.skildret, som den ligger til Grund for hans Lystspil, i Digtet
Filologen til sin Fiskede; af denne Art forekommer der flere,
snart lettere og friere Naturer, kvidrende som Lærker, sladrende,
hviskende, leende, snart drømmende og ensomme, hvis Aand be-
standig er paa de lange Rejser mellem os og Mælkevejen. Vist-
nok er den indskrænket, deres Synskres, og dens Omraade spar-
somt tilmaalt ved en forsigtig Opdragelse og spærret ved en
bunden Levevis. Men Hertz (inder, at denne Indskrænkethed
netop har sin Ynde; han sætter, overfor Kvindelighedens Blomst,
Pris paa, at Jorden klappes fast om Blomstens Rod, og agter
dog paa, at der ikke falder Jord i dens Kalk. Vistnok opleves
der ikke meget imellem et Tebord og en Sykurv; men Tanker
er jo toldfri og kan ikke holdes inde; vistnok er det ikke

Henrik Hertz 519

Visdoms Ord, her tales, men denne ungdommelige Smaasnak
lyder dog som en sød Musik i Digterens Øre; han véd at kende
Forskel paa enfoldigt Pjat og uskyldig Barnlighed. Derfor er
hans tilsyneladende Overbærenhed tidt kun simpel Retfærdighed,
grundet paa en bedre Forstaaelse. Det vrimler i hans Lystspil
af hine i Almindelighed for en Mand saa stødende og saa lidet
træffende Kvinde-Udtryk som sød, pæn, net og deslige. Selv
Petrine i Den eneste Fejl ser Kvindelighedens Blomst i «det
Retirée, det Nette*. Saaledes vilde Hostrup aldrig lade en ung
Pige tale; hun vilde forekomme ham altfor artig og velopdragen;
han vilde smile spydigt ad det dameagtige franske Ord. Men Hertz
forstaar, al Brugen af slige Ord ikke altid er Mangel paa Sans
i Opfattelsen af en Sag, men Mangel paa Udvikling i Valget af
el Ord. Den samme Foreteelse lærer man undertiden at kende,
naar man omgaas Kunstnere; mange af de kyndigste blandt
disse har faa og lidet træffende Ord til at betegne Bifald eller
Dadel. En betydelig dansk Kunstner havde kun to Rubriker:
«net» og «ikke net». Raffael kaldte han net. Men det vilde være
meget dumt deraf at lade sig forlede til den Tro, at han ikke
forstod sig paa Raffael. Det Naive i Udtryksmaaden vinder
Hertz's Hjærte. Dog har han end mange Gange fremstillet
Kvinden i hendes Svaghed, saa har han andensteds vist os hende
iklædt fuld Styrke. Man læse Louises Rolle i Indkvarteringen!
Allerede i den første Scene slaar hendes sejrrige Logik alle
hendes Mands Bevisgrunde af Marken. Hun overvinder først
ham, dernæst Søsteren, hvem hendes erfarne og dog moderlige
Blik ganske omspænder og behersker, saa følger fint, aandrigt
Drilleri i Scenen, hvor Manden røber sin Skinsyge, saa over-
givent Koketteri, som bringer Manden, der staar paa Naale, til
Fortvivlelse, og som paa én Gang er en Ironi over ham, der
har sat sin Krig igennem, over Søsteren, der er fortvivlet ved
at skulle forestille gift Kone, og over Elskeren, der rent for-
styrres og forbavses. Hertz vover at lade hende kalde «en
meget spirituel Pige*, ligesom han i Gengang erhreve og i De-
batten i Politivennen vover at gøre opmærksom paa Godheden
af sine egne Vers — et Træk, som en Digter iøvrigt ikke skal
misbruge.

Hvad er det nu for en SpændQeder og Drivkraft, hvorved
han gør disse Skikkelser dramatiske? Hvad anden end Elskov,
hvis Pris han ikke mindre ivrigt end Ghr. Winther har sunget.

520 Henrik Hertz

En Hymne til den er Svend Dy rings Hus, hvor Alt drejer sig
om dens fortryllende, frygteligt ydmygende, Alt overvindende
Magt; en Lovsang over den er Kong Renés Datter, hvor vi ser
den komme som det pludseligt aabnede aandelige Syn, der om-
skaber alle Omgivelser, og en Elskovens Tragedie er Ninon, hvor
vi ser den i Strid med menneskelige og guddommelige Love.
Ved romantisk Lidenskab virker disse Skuespil. Men Hertz
kender ogsaa Elskoven i andre Skikkelser. Han som sværmer
saa stærkt for O vid, (Filologen til sin Elskede) og er saa lidet
paavirket af Grækerne, vil have meget tilovers for den romerske
Amor; han, der vurderer den mediceiske Venus saa højt (Digtet
En Drøm) og synes at kende saa lidet til den store fra Milo, vil
kunne skildre Elskoven i mindre Stil, mindre dybtgaaende, mere
ubetydelig. Dog saa let som Heiberg tager sig Sagen, vil han,
Erotikeren, aldrig kunne det: naar Heiberg i Et Eventyr i Rosen-
borghave lader den unge Mand paa én Gang være indtaget i to
Søstre, saa afgør den Omstændighed at han erfarer, hvilken af
dem, der er ugift, hans Valg; naar Hertz i Indkvarteringen bruger
samme Træk, da er det Amor selv, der leder den unge Mand, saa
han vildledt som han er, alligevel finder den, han kan opnaa, og
forelsker sig i hende, skønt han tror, hun er gift. Selv i de af
Hertz's Stykker, der er mindre vellykkede eller uheldige, er den
lyriske Udtalelse af Kærlighedens Alvor altid dyb og inderlig,
undertiden næsten berusende: saaledes i Advokat og Myndling i
den skønne Scene, hvor den unge Mand skal vinde sin Elskede
ved en eneste Henvendelse; saaledes i Scheik Hassan, hvis eneste,
men dejlige Glanspunkt er Suleikas østerlandske Kærlighedssang.
I Amors Genistreger ser vi Kærligheden sejre, ikke i Kraft af, men
trods de Planer, der understøtter den; thi den ynder ikke denne
Understøttelse; den finder sig alene sin Vej gennem Forviklingernes
sindrigt snoede Vildgang. I Den eneste Fejl er det især dens
Opstaaen, som underholder; Svend Dy rings Hus havde fremstillet
et Øjebliks Tro paa den Andens Kærlighed som det Vækkende
(thi Runerne er jo for Ragnhild Tegn paa, at Stig Hvide elsker
hende;; her er det forunderligt nok Troen paa den unge Piges
poetiske Talent, hvilket vel frastøder Elskeren, men tillige til-
trækker og fængsler ham, og denne Tro er da ligesom en Krykke,
der i Begyndelsen holder hans spæde Kærlighed oppe, indtil den
har vundet saa megen Kraft, at den, naar Krykken falder bort,
kan staa paa sine egne Ben. Det lille Digt, der her spiller saa

Henrik Hertz 521

slor en Rolle og som vel ikke er af Petrine, men dog af Amt-
manden skal kunne antages for digtet af hende, er et Mester-
stykke i sin Art, eller rettere enestaaende i sin Art. Danske
Kvinder har endnu aldrig vist sig istand til at skrive lyriske
Vers, men kunde de skrive Vers, vilde de skrive saaledes. Hoved-
punktet er da det, at den unge Piges dybt poetiske Sind, skønne
sindrige Tale og billedrige Sprog paa engang bestyrker Mistanken
og afvæbner den mandlige Uvilje over Verseskriveriet, indtil
Sandheden opdages.

Denne varsomme, kærlighedsfulde Opfattelse af de flnere
Klassers Liv, der genindsætter Amor, den af Holberg og Heiberg
lige haardnakket fra Lystspillet fordrevne Magthaver, i hans
naturlige Rettigheder, har sin selvskabte, medfødte Form i det
rimede Vers. Kun i Hertz's Vers er hans Sjæl tilstede. Hvis
Nogen kort og let vilde komme paa det Rene med, hvad Hertz
er for en Slags Aand og følte sig skræmmet af de 16 Bind
Dramer -f 4 Bind Digte + en halv Snes Bind Fortællinger,
Eventyr og Rejser, saa burde man give ham de to første Bind
af Hertz's lyriske Digte og sige: Tag og læs! Dersom han da
ikke mangler den Evne i Forhold til Vers, som man i Musiken
betegner med Ordet musikalsk, saa vil han blive henrykt, han
vil aldrig i den danske Literatur have truffet noget Lignende.
Han vil fornemme, al der her i den mindste Strofe er en Sum
af Vellyd, som ellers er spredt over lange Digte, føle at denne
Digter ikke lager et Ord i sin Mund eller i sin Pen uden at han
bader del, drukner det, nedsænker del i Vellyd, gennemtrænger
det med Vellyd. Ligesom man i Livet kan træffe et Menneske,
i Sammenligning med hvem En synes en Bjørn, en Anden en
Torsk, en Tredie en Kat, som var kun denne Ene et Menneske,
saaledes synes i Sammenligning med denne Digter hin en Fusker
og denne en Skraalhals, hin en Buldrebasse og denne en Dilet-
tant, kun han alene en Kunstner. Selv Paludan Muller kan i
sine Ungdomsværker synes kold og klirrende ved Siden af ham;
thi der er hos Hertz en finere Sparsomhed, en mere følt Kunst-
færdighed, en mere udpræget metrisk Vilje end den, som denne
vor ypperste Dyrker af Verset i sin Ungdom besad. Hertz synger
ikke af fuldt Bryst, han har ikke megen Stemme, men dens Klang
er yndig og sjælden. Det er ikke Chr. Winthers fyldige Natur-
toner, ikke hans Nattergalestrube — man vil ikke i Hertz's
Digte kunne finde en Treklang som Flyv^ Fugl, flyv — men det.

522 Henrik Hertz

hvorved her virkes, er noget Andet, jeg intet bedre Navn har
for, end : det er Magi, Vellydens Magi. Det er denne, som griber,
selv naar, som det hos Hertz kan træffe sig, Følelsen er mere
sygelig end frisk, selv naar Ordet er lidt søgt, selv naar Ud-
trykket bliver Talekunst, prosaisk eller belærende, eller naar vi
fa ar altfor Meget af det Zarte, Fine, Belevne, Artige, Yndefulde,
Duftige og Gratiøse (i fire Stavelser); her er dog bestandig denne
Kunstens Trolddom, som kan sammenlignes med den, der kan være
i en Kvindes Blik, selv naar alle andre Egenskaber, som kunde
fængsle, fattes. Virkningen beror nærmere derpaa, at Digteren
med hele sin varme Sjæl er tilstede i hver lille Enkelthed.
Grundtonen i disse Digte er Vemod, en sød Vemodighed, hans
Glædesudraab er «ak!>, han kalder sig selv «den tungsindige
Sanger*. Hør ham klage over Nydelsen og Glæden, snart som
i Trubaduren, at den er forspildt, snart som i Gubben og Ynglingen^
al den er forbi, i Fristeren, at den skal forsages, i det første
Hirschholmsdigt, at den evigt savnes. Denne Følelse er en
underlig Grundlone hos en Lystspildigter, men den erobrer En;
den er saa lønligt virkende; den griber ind i vore fineste Nerver
og vinder os om en Finger, før vi véd et Ord deraf.

Naar denne Digter nu vender sig til Dramaet, da vil han
være heldigst, hvor han beholder Verseformen, og hans fuld-
komneste Arbejder Svend Dy rings Hus og Kong Renés Datter^
vil, ligesom den røde og den hvide Rose, have forskellig Farve,
men én og samme os nu bekendte Duft. Naar han vender sig til
Lystspillet, da medtager han sine Rytmers Trolddom og sammen-
smelter Vaudeville-Strofens Musik og Dialogens Prosa til en
egen Kunstform, det rimede Lystspil, der beholder hans lyriske
Digtes Ynde. Men han, der allerede som Genganger eflerdigtede,
vil mindre end nogen Anden være bunden til en enkelt Retning;
han vil skrive Vaudeviller, Lystspil i Prosa, kort alle Slags.
Han er aldrig længe éns. ingen ung blufærdig Jomfru skifter
oftere Farve end hans Stil. Hans Prosa har ikke mindre end
hans Vers det ganske ejendommelige Fortrin, han betegner som
sil i Amors Poetik: overalt det simple, ædruelige Udtryk, der
betegner vor Literaturs Blomstringsperiode. Vurderende Studiet
saa højt som han gør det, begynder han med alvorlige Stadier
i Holbergs Manér, dernæst følger han i Lystspillet sin egen Til-
bøjelighed, vælger sig et fint, lille Rænkespil, en sjæleligt eller
sædeligt fængslende (xrundsituation eller Besynderlighed, og med

Henrik Hertz 523

sin sædvanlige Kærlighed til alle Enkeltheder fordyber han sig
i den med en Forskers Lidenskab (Fristelsen, Emma, Agathe i
Et Offer); men hvad han ikke formaar, er at skabe typiske
Figurer, dristige Karikaturer, at tage Haanden fra Tavlen før
det sidste Punkt er sat. Han maler ikke som Marstrand, men
som Vermehren.

2. Kong Renés Datter

En Helbredelse som den, der i Kong Renés Datter foregaar
ved Trolddom, vilde ikke kunne ske ved naturlige Midler. Synet
fnas ikke saaledes pludseligt igen af den, der ikke før har kendt
dets Brug; thi det er ikke blot en Evne, men en tillært Færdig-
hed; det vindes ved Øvelse. Jolanthe, der kun var ét Aar gammel,
dengang hun blev blind, vilde, selv om en Helbredelse, udsat
indtil den voksne Alder, var mulig, straks efter Operationen ikke
se mere end før Operationen ; dennes fulde Virkninger vilde først
indtræde efter Maaneders Forløb. Digteren har altsaa gjort det,
som sker i følgebunden Orden, samtidigt, presset Maaneder ind
i Sekunder, samlet, fortættet og sammentrængt det Virkelige.
Et Drama har knap Tid.

Men det er fremdeles uhørt, ja, efter alle Erfaringer at
slutte, umuligt, at Øjne, som i den spæde Alder ved en Sygdom
har mistet deres Sekraft, femten Aar efter Synets Tab paany
kan blive seende. Det tiltrækkende Spørgsmaal, hvorledes et
voksent Menneske vilde føle, ytre sig, tale og tænke, naar det
pludseligt fik sit Syn, er et Tanke-ForsQg; Svar paa dette
Spørgsmaal giver Virkeligheden ikke. Hertz har altsaa af egen
Magtfuldkommenhed overskredet det Naturliges Grænser, opsøgt
og forfulgt det Interessante over paa den anden Side af Kends-
gerningerne. Han opdager et i sjælelig Henseende fængslende
Tilfælde; det kunde gives, men det gives ikke; det mangler i
Naturen, saa sætter han det selv. Han overser ikke det Uvirkelige
deri, men han ophæver det ved en ny Uvirkelighed; en saadan
Flelbredelse var umulig, var Trolddom, Magi; han indfører da
Magien, og for Magi er Intet umuligt. — Dog selv om Hel-
bredelsen havde kunnet finde Sted ved naturlige Midler, vilde en

524 Henrik Hertz

Digter af Hertz's Egenart have foretrukket de overnaturlige.
Han indlader sig ikke med Fysiologien, han gyser for alle disse
Enkeltheder. Jolanthes Sygdom er ikke en Stær; thi Ordet Stær
minder om Hospitalet; hendes Svaghed er Blindhed i Almindelighed
og som saadan en ligesaa poetisk Sygdom, som Døvhed i Al-
mindelighed er en prosaisk eller komisk. Hvis Digteren altsaa
i én Retning har samlet og fortættet Virkeligheden, saa er der
andre, hvor han fortynder og forfiner den Han stiller sig
overfor Naturvidenskaben som overfor Historien, skyr de uskønne
Enkeltheder, optager kun de med Æmnet stemmende Træk.

Den Farveblinde véd allerede ikke, hvad Farver er, den
Blinde kan aldrig forstaa, hvad Lys og Klarhed og Farve vil sige,
og dog bruger han disse Ord, tænker paa disse Herligheder, be-
væger sig i sin Tale famlende om alle disse Ting, hvorom han
kun véd, at hans Sanser er lukkede for dem. Lad os forestille os
en Blind, der ikke engang véd dette, der ved andre Menneskers
kærlige Omhu er holdt i Uvidenhed om at have nogen Mangel.
En saadan vil udvikle sig lykkelig og harmonisk som ingen
anden. Tilfældet er usandsynligt, men Fantasien, der end ikke
skyr det Umulige, gør sig ingen Skrupler af at trodse Usand-
synligheden for at vinde Harmoni. Digteren berøver altsaa
sin Skabning Synet i en (irad, hvori ingen virkelig Blind er
det berøvet; hver Forestilling, hvert Ord. der knytter sig til
(let at se, er skaarct bort fra Jolanthes Idékres. Saaledes bliver
(len Blinde, skønt i organisk Henseende ufuldkommen, et fuld-
komment, fremragende Eksempel paa en Blind, Idealet af en Blind.
Til den sjælelige Interesse træder da den sproglige; Kunstværket
faar nogle af Kunststykkets Fortrin, naar Jolanthe taler uden at be-
nytte sig af Ord, der afledes af den sanselige Anskuelse, og naar
hun udtrykker sig i et billedrigt Sprog uden Billeder for Øjet.
(ianske strængt har Hertz næppe løst sin Opgave; det falder f. Eks.
vanskeligt at forstaa. hvorledes Jolanthe efter Helbredelsen kan
undres over « denne Klarhed, der er i Alting* om hende, men
han har afvundet Opgaven store Skønheder. Den virkelige Verdens
Orden, Love og Regler er forandrede; Fantasien har genoeni-
hrudt dem, saa hist, saa her. Der var da kun Et tilbage: at
bringe Orden o^ Sammenhæng ind i den digtede Verden, at
give den sit eget iMidtpunkt og sit eget indre Liv, at bringe
Alting i den i saadan indbyrdes Overensstemmelse, at den kunde
synes virkelig, og have sin Bestaaen i sig selv. Til den aandige

Henrik Hertz 525

Helbredelsesmaade svarer en aandig Forberedelse. Paa samme
Maade som det til Helbredelse af Sindets Sygdomme er nød-
vendigt, at Patienten véd, han er syg, har Hertz tænkt sig en
Forudviden af Blindheden som nødvendig Betingelse for Syns-
kraftens Genindtræden i Virksomhed. Det forholder sig ikke
virkelig saaledes, men, som Sganarel bemærker: hvad siger ikke
Aristoteles! I Poetikens 25de Kapitel bestemmer allerede han,
at en Fejl mod Lægekunsten ikke er en Fejl i Poesien. —
Hvilken er altsaa Hertz's Fremgangsmaade? han sammenpresser
det paa hinanden følgende, sætter det Umulige, gør det sandsynligt
ved en ny Umulighed, overspringer det Nødvendige, forudsætter
for at' bøde derpaa det Unødvendige, skaber sig Vanskeligheder,
som han overvinder, og frembringer ved al denne Tilføjen og
Fradragen, Sammensmelten, Fortætten og Fortynden, Blanden af
virkelige og uvirkelige Elementer et organisk Hele, der lever sit
selvstændige, samstenfhiende Liv, fra først til sidst besjælet af
ét Åandepust, én Tanke.

Thi Hertz ledes ikke af den Naturkyndiges Interesse, ikke
heller af den blot Sjælekyndiges, saa det i og for sig skulde
være ham magtpaaliggende at beskrive de Sjælstilstande, som
følger med Synets Generholdelse ; ikke heller ledes han af to
Interesser, saa han skulde føje den erotiske til den fysiologiske,
som Scribe har gjort, da han i Valerie lader Elskeren operere
den unge Pige for Blindhed. Nej, han gør alle de anførte For-
udsætninger tjenende, idet han forvandler den hele Tilstand
til et Sindbillede, gør Trangen til Synet til et Symbol paa en
sjælelig Trang, skildrer Blindheden lignelsesvis som Sidestykke
til Kvindens Liv, før hun elsker, og gør Synets Erhvervelse
fra en lægevidenskabelig Operation til en Definition paa Kærlig-
heden Ved Synet, som den Elskede fremkalder hos Jolanthe,
aabnes der ikke blot en hel ny Verden for hende, men hun lærer
Tristan selv fra en ny Side at kende. Hertz har i sin Tro paa
aandelige Kræfter ingen Bi ug for en Verdensorden, i hvilken Blind-
hed kan helbredes ved et rent legemligt Snit, uden Sjælens Trang
til Lyset. I den poetisk-romantiske Verden er den sjælelige
Higen det nødvendige Første, og Kærligheden Trangens første
Bevæger. Den første Anelse om Lyset og den første For-
nem men af Elskov, den første Kundskab om Farvernes ydre
Verden og den første Følelse af Længslernes indre, Elskerens
Komme og Sollysets Komme blander sig sammen, væver sig

526 Henrik Hertz

ind i hinanden, kan ikke mere skilles ad. Dette er Stykkets
Poesi.

At fremstille Kærlighed hos en blind Pige er at skildre en
Særegenhed. Men Poesien er det Almengyldige. Til det Særegne
tyer man, naar i en Literatur det Almenmenneskelige er opbrugt,
i Forfinelses- og Forfaldsperioder, naar Kunsten begynder at
synke. Man kan ikke ganske frikende Hertz for her (som i
Xinon) at have skildret det Abnorme, og det er ikke heller paa
Værker som Kong Renés Datter at en Literatur bliver bygget;
den grundlægges ved Værker som Aladdin. Men undertiden
lykkes det en Digter at bruge selve det Abnorme til at faa det
Menneskelige frem. De Foe har f. Eks. i Robinson Crusoe be-
nyttet den ganske særegne Undtagelses-Tilstand, hvori et Men-
neske befinder sig, der er henkastet paa en øde 0, til at
fremstille alle Livets Urfornødenheder og alle de oprindeligste
Opdagelser og Opfindelser i Forkortning.* Det Skønne i Kong
Renés Datter er, at Hertz har forvandlet den sjældne, halvt sygelige
Tilsiand til det aandeligt Almengyldige:*^ Kvinden, siger han, der
ikke elsker, er blind; den Elskede bringer Lyset, er Lyset,
lægger en ny Jord for sin Dames Fødder og hvælver en
Himmel over hende. Atter her er hvad der i Livet viser sig
som Udvikling og Vækst trængt sammen i Sindbilledet; her i
Digtet gør Elskoven i et Øjeblik den Elskende aandeligt seende.

Kong Renés Datter er da el af de Stj^kker, ved hvilke man
klarest ser Forlioldel imellem Virkeligheden og den romantiske
Poesi. Da Stykkel, bearbejdet af en vis Gustave Lemoine, i sin
Tid blev opført i Paris, skal Jules Janin have moret sig meget
paa dets Bekostning og i Slutningen af sin Artikel have fortalt,
al delte Skuespil efler Forlydende oprindeligt var af en ungarsk
Digter, hvem hans Landsmænd som en Erkendtlighed derfor
havde overbragt el Par Sporer paa et Sølvfad. Bearbejdelsen
har rimeligvis været slet, Franskmændene har ikke megen Sans
for det Romantiske i den Forsland, hvori Ordet tages i Tyskland
og Norden, og den lange Fremførelsesscene har vel dysset Janin
i Slummer. I Frankrig har Stykket da ingen Lykke gjort. Men
det Almenmenneskelige, .som skjuler sig under Æmnets Særhed,
har fort det ud over Danmarks Grænser, saa det er udkommet
i flere Oplag paa adskillige fremmede Sprog og er blevet opført
i Norge og Sverig samt paa alle betydeligere Teatre i Tyskland,
England, Skotland og Holland. 1 Nordamerika har det havt en

Henrik Hertz 527

forunderlig Skæbne. Da et stort Svineslagteri, som i Tredserne
havde oprettet Høkerbutikker i de forskelligste amerikanske Byer,
besluttede at indlægge Reklamer i alle Jernbanevogne og søgte
efter en kort og dog fin literær Frembringelse, der helt kunde
staa paa Bagsiden og forhindre de Rejsende i at bortkaste
Reklamen, naar den var læst, fandt man den engelske Over-
sættelse af Kong Renés Datter, der saaledes blev trykt i flere
hundredetusind Eksemplarer og gratis fordelt*).

For os Danske alene har Stykket den sproglige Interesse,
og den er maaske for os den allerstørste. Vi elsker Kong Renés
Datter for den Fortryllelse, der hviler derover, og denne skyldes
den lyriske Flugt i Udtrykket, Stilens fine, ridderlige Tone,
Sprogets Pyntelighed og kunstneriske Ynde. Det er som mærkede
man paa den blide Udtryksmaade, at den drejer sig om saa fint
og ædelt et Redskab som det menneskelige Øje. Den har imidlertid
sine Mangler. Ordene er ikke hentede op fra Sprogbunden;
det er Ord, som er falmede under Dagens Sol, som længe har
været drejede og vendte mellem Digterens Fingre. Hertz under-
kaster dem ingen anden Forandring end den, at han med Fare
for at alle disse bløde og smukke og kælne Ord under Rens-
ningen skal blive rent udvaskede og smelte som Sukker, giver
sig til at lutre og forfine deres Masse. Ordenes Antal smelter
ind, alle grove, alle drøje og stærke Udtryk bliver udskilte.
Hertz fravrister Raaheden og Plumpheden Alt, hvad Kærlighed
til det Skønne og Kunstens hele Hofskik kan erobre fra deni;
han aflokker det Danske alle dets Udtryk for det Rene og Ynde-
fulde og bringer Sproget til at bevæge sig i de blødeste Bøj-
ninger og Vendinger efter Takten i hans Rytmer. Denne ædle
og adstadige Menuettakt er Hovedsagen; for at komme ind i
den staar Handlingen først i nogen Tid stille, saa gaar den et
Par Skridt; den forhaster sig ikke. I Sprogmusiken gaar del
hele Indtryk op ; for at den kan være saa klar og ren som
muligt, for at ingen Hæshed eller Forkølelse skal forstyrre de
Handlende, lader Hertz alle sine Personer ligge i Bomuld til det
Øjeblik, de skal ind og træde op. I det mindste kan man
vanskeligt ganske værge sig imod den Forestilling, at de har
ligget i Bomuld indtil da. Der er nok af det Bløde og Melodiske

*) Længe efter har den russiske Komponist Tsjaikovski benyttet Teksten
til en Opera. Senere Anmærkning.

528 Henrik Hertz

i Ordlaget; man savner en haard og mandig Tone. Der er
Inderlighed og Dybde nok; man synes, at lidt Bredde i Be-
handlingen vilde gøre godt; man finder, at disse Trestavelses-
Rim «stillerc> og <mildere>, «strømmende» og «drømmende*,
< kærlige > og < forherlige » dog er lidt almindelige og lidt pillede
— med ét Ord: man bliver uretfærdig og glemmer, at man
ikke kan finde Alt hos Én, og at ikke mere end én Art Poesi
kan fremkomme under én og samme Digters Pen.

Ved et Taffel er Desserten mindre nærende end Maden.
Den er finere end Maden, thi Kage er finere end Brød, og
Dessertvin er mere sød og krydret end Rhinskvin; Frugter og
Blomster hører til en Dessert; men denne er ikke saa styrkende
og simpel som Maaltidets drøjere Retter. Et Drama som Kong
Renés Datler er et fint Dessertstykke for kræsne og kvindelige
Ganer.

3 Tre Dage i Padua

Et godt Menneske og et slet Menneske sad efter Teatret
ved Aflensmaaltidet og talte sammen om Hertz*s nye Stykke.
Det gode Menneske sagde: «Efter min Mening er Stykket godt;
thi det er let, fordringsløst og morer helt igennem; dets Elementer
er yderst simple: En ædel Adelsmand har forstødt sin uskyldige
Hustru; hans Svigerinde, en ung Pige, erfarer ved snildt at
sætte sig i Forbindelse med Marchesens Broder, hvad Aarsagen
har været til denne ufattelige Adfærd, og beviser, at hun selv
er den formentlige Elsker, der er bleven set i Mandsdragt Favn
i Favn med sin Søster — det er Hovedpersonerne og Hoved-
punkterne. Føjer man hertil en uvidende og pudserlig Munk
samt (len unge elskværdige Mand, der fører de adskilte sammen,
saa har man Alt, hvad Hertz har behøvet for at tilvejebringe
et muntert og underholdende treakts Stykke. Hef er Harmoni,
Ligevægt, Forholdsmæssighed, omhyggelig Udførelse af Enkelt-
hederne og med Undtagelse af et Par overflødige Optrin lidet
eller intet at laste. Hertz selv er bleven ældre, men hans Pen
er den gamle. Hans Instrument er det samme; det har ikke
tabt nogen Tone, der engang var os kær; maaske bruger han

Henrik Hertz 529

nu Pedalen lidt raere end tilforn. Her findes samme Danskhed,
der med sin nordiske Aand gennemtrænger Ninon og Advokaten
og hans Myndling ^ og her fornemmes den samme Finfølelse for
det ubesmittede Rene, der ogsaa tidligere har forædlet det
franske Letsind og Boccaccios naive Usædelighed. > Med disse
Ord gav den gode Mand sig ifærd med Aftensmaden.

Det slette Menneske tog en Appelsin, holdt den i Vejret og
svarede: «Du har Ret i, hvad Du siger; men man kan ikke
paa én Gang se begge Sider af en Appelsin. Ingen taaler bedre
end jeg at høre Hertz's Lovsang; jeg vilde aldrig give mig til
al dadle ham uden at have rost ham først. Nu har Du be-
sørget del for mig, jeg har da frit Sprog. Et Stykke som dette
er et net og smagfuldt Arrangement, men det er ikke Poesi;
thi der er ikke noget Ord deri, som er grebet ud af Livet; jeg
mener revet ud af Hjærtet paa et Menneske, der føler og lever.
Det er et af de Stykker, der forudsætter alle Følelser bekendte.
Men en Digter lør ikke forudsætte Noget bekendt, ikke engang
fra sine egne tidligere Poesier. Han maa ikke sige: «I véd
jo nok, Børnlille, hvad Skinsyge er, se her et Eksemplar af en
skinsyg!* «Det vilde være latterligt at fortælle Jer, hvad man
forstaar ved Kærlighed, det springer vi altsaa over, og her ser
I el Par forelskede.« Formegen Ære! Altfor megen Ære! Vi
véd Intel derom, af Digteren vil vi høre det. Jo mere Ære
han viser os paa denne Maade, des mindre Ære høster han af
os. Siger han «I véd», svarer vi «Du véd ikke>; men begynder
han forfra med Kærlighedens ABC, med hvad det vil sige, at
En og En er To, kort med hele Børnelærdommen, da begynder
vi at lytte og beundre. Lad Lidenskaben kun stamme og stave,
det er bedre, end at den kan sine Sager udenad, lad Naiveteten
ridse sit Bomærke, det er bedre end dens Skønskrift og Ret-
skrivning. Intet af hvad en Digter i et givet Øjeblik forefinder
som givet og gængse, kan han bruge; Glæde og Sorg: det er Navne;
lad ham lære os, hvad Glæde og Sorg vil sige; Følelsens Sprog:
det er Vedlægt, Overlevering, Spidsborgerlighed og Løgn, han
maa give den et nyt Sprog og nye Udtryk. Prosaen er af alt
Ukrudt det frodigste og hurtigst voksende. Hver Gang Digteren
vil arbejde, staar han som i et Krat af stivt literært Arvegods,
goldt som Tjørne, der spærrer Synet og udsuger Jorden. Før han
kan blive en Sædemand, maa han være en Sapør; før han kan

G. Brandes: Samlede Skrifter. !. 34

530 Henrik Hertz

bruge Ploven, maa han bruge sin Økse, hugge ned for Fode,
rydde op blandt Vedtægter og Navne. Det er Kendetegnet paa
en stor Aand, at den sætter en Sag istedenfor et Navn. Det er
min første Indvending mod Stykket, at det skildrer alle Følelser
efter Vedtægt.

Min anden er denne: Renlighed er en Dyd, men det er
ikke den højeste. Den lutrede Virkelighed er ikke mere den
virkelige. Vistnok er Vellyd at foretrække for Mislyd, men
Harmonien er fattig, naar den er vunden for let. Man be-
sejrer og forsoner ikke de Mislyd, som man ikke vil høre.
Hvad Hertz kaster paa Døren, fordi det er grovt, det banker
paa Døren og fordrer at indlades, fordi det er sandt, i Sand-
hedens Navn, og dette Navn er fuldt saa kraftigt som Kongens.
Hvad Hertz omhyggeligt Qerner, fordi det ikke er pænt, det
vil ind, fordi det er uopdragent, og Naturen er den store Uop-
dragne. Med Naturen følger Lyder og Fejl: thi, som Feuerbach
siger, i Dyden udtaler Mennesket sig, i Fejlen Naturen. Hvad
nytter det at vise os Mennesker, der lyder Pligtens Love og
handler paa en Snor, naar Naturen bestandig gaar over Stregen.
Alle disse Personer er ædle, værdige og fine Naturer; jeg tvivler
ikke paa, at der gives saadanne, men de ligner ikke mig, og
jeg forstaar dem ikke; naar jeg er lystig, er der en Nar indeni
mig, som rasler med sine Bjælder; naar jeg elsker som Fortuoio,
er der en Sværmer indeni mig, hvis Lidenskab ikke er artig
som hans, og naar jeg er forurettet som Marehesen, er der en
Døvstum indeni mig, der ikke tager mod Fornuft og ikke nøjes
med halv Vished og halv Hævn.

Boccaccio har skrevet en Novelle om en ung Dame, der
forelsker sig i en Yngling, som ikke kender hende, og som,
ved lor en Dumrian af en Munk at beklage sig over hans op-
digtede Efterstræbelser, faar ham lidt efter lidt underrettet om,
at hun elsker ham, at hun bor der og der, at hendes Mand er
ude paa den og den Tid. Det Usædelige hører her med til
Lokalfarven, det Morende her er Kvindesnildheden som Udtryk
for Kvindenaturen. I Hertz's Stykke er dette Morende svækket,
idet den unge Pige opsøger den unge Mand, for gennem ham at
virke til Fordel for sin Søster og kun i anden Linje gaar sit
eget Ærind. Endnu svagere bliver Virkningen derved, at hao
allerede forud er indtaget i hende og maa have Alting ind med
Skeer, før han overvinder sine Skrupler saa vidt, at han stiller

Henrik Hertz 531

sig til hendes Tjeneste. Saaledes er da Marchesen det bedste
Menneske, hvem en naturlig Mistanke har gjort ulykkelig og
uretfærdig, hans Hustru det ulasteligste Væsen, hvem en plump
Fejltagelse har plettet, Fortunio den ædleste Yngling, hvis Dyd
vilde bestå a en endnu større Prøve end den ringe, hvorpaa den
sættes, Chiaretta den fortræffeligste unge Pige, der kun et Øjeblik
kommer i en falsk Stilling paa Dydens lige Vej.

Enhver kender Historien om Fanden og Blæsten. De gik
sammen over Frueplads. Fanden sagde: «Vent lidt, jeg skal et
Øjeblik ind til Bispen », Blæsten blev udenfor, men Fanden kom
ikke tilbage, og siden den Tid blæser det bestandig paa Pladsen.*)
Faa kender imidlertid hvad videre skete. Næppe var Vinden
bleven ene, før Dyden, som i sin Uskyldighed Intet anede, kom
gaaende over Pladsen. Her tog Blæsten fat i den. og i sin For-
skrækkelse foer den gennem Luften lige ned paa Kongens Ny-
torv og ind i Teaterbygningen. Siden den Tid har Dyden, hver
Gang den kom i Vinden, tyet til det kongelige Teater. Der har
den fæste! Rod, der finder den sit Publikum. Thi Publikum,
som ikke har de simpleste Grundbegreber om Poesi, antager
det Stykke for et smukt Stykke, hvori der ytres smukke Syns-
maader, og den Karakter for en god Karakter, der er god i
Ordets moralske Mening. Bifald gives den Skuespiller, som har
den ædle Replik, Skurken høres med udelt Mishag, og det er
endda et Under, at Skuespilleren ikke faar Bank i Teaterporten,
naar han gaar hjem. Det vilde være følgerigtigt.* Her tav det
slette Menneske og saa' ned for sig.

Det gode Menneske skar Appelsinen over, rakte ham det
Halve og sagde: «l)u har Uret, man kan paa én Gang se begge
Sider af en Appelsin, det gælder blot om, at man tager den fra
hinanden. Hvori tror Du det ligger, at et Stykke som dette
slaar an? Du vil sige, fordi Publikum er slapt. Det er fordi
Publikum foretrækker det Visse for det Uvisse, Fuglen, det har
i Haanden, for de ti, der sidder paa Taget, og fordi denne Fugl,
der ikke kan synge med andet Næb end sit, endnu bestandig

*) Denne Anekdote er øjensynligt international. I Henry Beyle's
Promenades dans Rome S. 167 staar: En Dag, siger Sagnet, spadserede
F'anden og Blæsten sammen i Rom Da de kom til Jesuiterkirken, sagde
Fanden til Blæsten: «Jeg har noget at gøre derinde, vent mig her!>
Fanden kom aldrig siden ud og Vinden venter endnu ved Porten.

Senere Anmærkning.

34»

532 Henrik Hertz

fortrjiler det med den kendte Melodi. En Natur kan være fin
og ædelbaaren uden derfor at ophøre med at være sand, ingen
enkelt Natur er Normen. Publikum ærer og takker de Digtere,
det har; det staar tvivlende overfor Fremtidspoeterne. Synd og
Skam var det dog, om vi lastede de Gamle, der har været vort
Lands Hæder, til Fordel for de Nye, der endnu ikke er til.
Eller vil Du sige, at Stykkets Held beror paa Udførelsen, da
spørger jeg, om ikke denne nøje Svaren af Stykket til vort
Teaters Kræfter allerede er Noget, som er Paaskønnelse værd.
Den gamle Digter føler sig endnu bestandig nær knyttet til den
Scene, for hvilken han har virket saa meget; han taber den
aldrig af Syne, han gør aldrig halsbrækkende Forsøg med den;
hans Stykker bevæger sig over den med den vante Gratie. Riv
ikke Enkelthederne op! det Smukke ved det nye lille Stykke er dets
Helhedsvirkning. Hertz er som en erfaren og ypperlig Spiller;
han spiller ikke højt, men han vinder, og han vinder selv med
mindre gode Kort, selv uden at have Trumfer paa Haanden.
Han er som en dygtig og smagfuld Gartner; selv langt hen i
Efteraaret finder han Blomster; deres Duft er ikke mere saa
sød og deres Farver ikke saa stærke; hver for sig tager de sig
ikke ud; men han forstaar som ingen Anden den Kunst at
binde en Buket.

4. Et Herreselskab

Ht Herreselskah har højligt moret og er blevet modtaget med
stormende Bifald. Det har den Ære at være skrevet af Hertz
O: at være smykket med et af de faa Digternavne, der glimrer
som Dugdraaber i Solen — snart paa Blomster, snart paa Blade,
først paa Roser, senere paa Hyben. Det er Naturens Gang.

Stykkets Grundtanke er den, at Alfred bør have Emilie, en
Sandhed, der burde ophøjes til Axiom. Emilies Forældre ind-
byder til Herreselskab paa Landet; det truer med, at man vil
blive tretten tilbords. Emilies Fætter Kammerjunkeren søger
forgæves at blive Herre over en Uro, der efterhaanden smitter
alle, da Alfred ankommer, ubekendt og ubuden, slagen af Emilies
Dejlighed, siden han saa' hende paa hint henrivende Bal i

Henrik Hertz 533

Kjøbenhavn, forelsket i hende formedelst den Verden af Grunde,
der gør, at man elsker Emilie. Tante (Begrebet: Tante) vil i
sin Forargelse over, at Alfred i sin Tid paa Ballet som Emilies
Beskytter slog en Søn af Gehejmeraad Lillie paa Øret, spærre
ham Adgangen til Huset; men Edvard, Kammerjunkeren, der
ikke aner, hvilket Puds han her kommer til at spille sig selv
og sine Forhaabninger, indfører Bejleren i Familien og skalfer
ham Pladsen som Nr 14. Første Akt sluttes.

I anden Akt rykker Alfred hurtigt frem til Nr. 1. Vi ser
Kammerjunkerens frugtesløse, dernæst Alfreds ulige heldigere
Bejlerforsøg. I Tillid til sin Indflydelse hos Slægtningene, sin nye
Uniform og sit diplomatiske Talent gør den slemme Gentilhomme
de la chambre et Forsøg paa at sværte Alfred ved ufordelagtig
Tydning af hin famøse Historie paa Ballet. Forgæves: Alfreds
hele Væsen har talt for ham. Hvorledes skulde den, hvis Vest
er hvid som Uskyldigheden, hvis Frakke utilknappet som Ærlig-
heden og Aabenheden, hvis Silkehat blank og skinnende som
Æren, hvis Manerer de netteste, hvis Bidt det dristigste, hvis
Tale den forelskede juridiske Kandidats ligefremme og dannede
Sprog, hvorledes skulde han være et Menneske uden Sæder?
Emilies Fader, Emilies Moder, Emilie selv oprøres ved Tanken;
Tanten tvinges til Tavshed, Kammerjunkeren Qerner sig, og to
glade Hjærter banker hver paa sin Side af den uplettede hvide Vest.

Fra den ældste Tid har man været uenig om, hvorvidt der
gives noget Nyt under Solen; senere synes der at være opnaaet
Enighed om, at der ikke gives noget Nyt bag Lamperækken.
Men selv om man én Gang holder dette for givet, er der visse
smaa Omposteringer, som Digterne gerne kunde foretage, fordi
(le vilde bringe nogen Afveksling ind i Kostymeringen. Kammer-
junkerne er blevne den nyeste Komedies Jøder; man synes at
være kommen overens om, at denne Stand er den til Ofring
mest eller udelukkende egnede, ligesom man allerede længe har
stemt overens i at se Studenterstanden omgivet af en Straale-
krans som, hver Gang den begynder at lyse mattere, paany bliver
snydt i et lille enakts eller toakts Lystspil og saaledes gen-
vinder sin tabte Glans. Hostrup har, skønt Studenterdigter,
opgivet denne Bestræbelse; turde der ikke være Grund for vore
øvrige Digtere til at følge hans Spor, og til, istedenfor ved-
blivende at hakke paa visse faatallige, magert forsynede Stænder,
man ikke selv tilhører, engang at slagte den fede Kalv? Den

534 Henrik Hertz

fede Kalv er salva reverentia Studenterstanden, der nu saa længe
har svælget i Latterligheder, at den fremfor nogen er moden til
Kniven. Alt, hvad man beundrer hos Kammerjunkerne, vil man
jo i tifold større Stil kunne genfinde hos Flertallet (Dosmerne
er altid Flertallet) af Athenes i Lystspillene altid sejrrige Søn-
ner, og det i Forening med mangfoldige meget mere under-
holdende og morsomme Egenskaber. Eller tror man virkelig, at
Kammerjunkerstanden kan hamle op med Studenternes i saadanne
uvurderlige Lystspilegenskaber som Karakterløshed, Umandighed,
Frasevæsen, Eftersnakken og Eflertraven? Aabn dine Øjne, Du
skrivende Beboer af det latinske Land, og Du vil se, at Du ikke
behøver at rejse udenlands for at botanisere blandt disse Planter!

LUDVIG BØDTCHER

(1877)

I

Det var en Vinteraften i 1859, at jeg i en Kres af unge

Studenter, der ugenligt samledes paa Ehlers' Kollegium hos

afdøde Dr. Frederik Nutzhorn første Gang hørte Bødtchers Navn.

En foreslog at læse noget højt, og den unge Historiker Jens

Paludan-Muller, der ved sin tidlige Død i Slaget ved Sankelmark

blev navnkundig, greb Bødtchers tre Åar forinden udgivne lille

Bog og forelæste Filosofen og Mødet med Bacchus. Da han Iseste

Ordene :

En Arm hans Hoved støtted.
Den anden med sit Glas
Laa nøgen hen ad Bordet
Som støbt af Fidias

gik der en Bifaldsmumlen gennem den lille Tilhørerskare. Og
da han læste denne Strofe:

Han sænkede Pokalen —
Der kom en Ildkaskade,
En Brusen som i Blade
Og saa en Duft af Vin,
Der fyldte Klippesalen
Med Roser og Jasmin

blev der raabt Bravo og klappet i Hænderne. Det yndige og
af Bødtcher selv opfundne Metrum tog dem iblandt os med

536 Ludvig Bødtcher

Storm, der i Poesien fremfor Alt satte Pris paa Formens Skøn-
hed og Versenes Velklang; den stereoskopisk klare Fremstilling
og det fine Lune indtog dem, der foretrak Indholdet for Formen
— og dette Spørgsmaal var i Virkeligheden det eneste, som delte
os da. Uskyldige Tider! Digtet forenede alle Stemmer, og næsie
Dag gik jeg hen og købte mig Bogen og lærte mig straks dens
bedste Digte udenad.

Saa var det en Dag i Slutningen af 1869, at jeg fra en
meget ung, efter Opgivende femtenaarig. Digterinde modtog til
Gennemsyn en Pakke af den sædvanlige lyriske Makulatur. Det
var imidlertid denne Gang Lyrik af en særegen Art: den var
spækket med misforstaaede filosofiske Kunstord; hvorhen jeg
saa', faldt mit Øje paa Subjektiviteten, det Absolute, Potensa-
tionen, Viden, Væsensenhed o. s. v. Begejstringen bevægede sig
igennem Metafysikens højeste Regioner i den mest skrækind-
jagende metriske Flugt. Det var mig gaadefuldt, hvordan den
lille Dame var kommen til al denne Filosofi. Vi havde en Sam-
tale desangaaendc. Jeg studerer, svarte hun, Spinoza og den
hele danske Filosofi hver Morgen fra 8—10. Der var nogen
Overdrivelse heri , og jeg raadede alvorligt den femtenaarige
Skønne til at aflægge disse filosofiske Vaner. Saa kom vi til
Spørgsmaalet om selve Versene, og jeg skjulte ikke min dybe
Tvivl med Hensyn til Muligheden af Talent. Næppe havde
jeg imidlertid sagt disse uoverlagte Ord, før Frøkenen rejste sig
med en Mine som en krænket Dronning: «Jeg tror,> sagde hun,
•^at det er bedst, vi afbryder denne Saratale,* og tilføjede dcr-
paa med en mindre behersket Stemme: *Hvad bilder De Dem
ind? hvad er De for En! En, som skriver i Illustreret Tidende!
[jeg usalige skrev dengang deri: jeg skal blot sige Dem, at der
er ganske andre Mænd end De, som har fundet det allerstørste
Talent i mine Digte. > Eflerat jeg endnu koldsindigt havde be-
mærket, at den unge Dame havde havt Bud efter mig, ikke om-
vendt, vilde jeg gaa min Vej; men da jeg allerede havde Haan-
dcn om Laasen, kunde jeg ikke bare mig for at spørge, hvad
for udmærkede Mænd det var, der satte saa megen Pris paa
Frøkenens Talent. «Det er saamænd Digteren Ludvig Bødtcher,*
lød Svaret, og da jeg gik ned ad Gaden, løb dette Svar mig
rundt i Hovedet. Jeg kendte ikke Bødtcher. Var det muligt,
at den fine gamle Bødtcher kunde se Talent i dette naive og
fordringsfulde Gods . Jeg blev nysgærrig, gik ind til en Urte-

Ludvig Bødtcher 537

kræmmer, slog Bødtchers Adresse op i Vejviseren og stod nogle
Øjeblikke efter udenfor hans Dør i Sværtegadei Han lakkede
selv op, og jeg traadte ind i hin Stne med det sorte Loft og de
mørke Vægge, hvis Tapet den Gamle selv engang kaldte < meget
kostbart* paa Grund af alle de udmærkede Cigarer, som havde
maattet gaa op i Røg, før det fik saa dyb en Farve. Jeg blev,
saasnart jeg havde nævnet mit Navn, modtaget med den største
Hjertelighed; men der var netop Nogen hos Bødtcher, og han
bad mig komme igen den næste Dag Kl. 12.

Da jeg paa Klokkeslet indfandt mig, laa en hvid Dug paa
Bordet og paa dette saa jeg (for at tale Bødtchers eget Sprog)

To slebne Glas staa rede
Som i et Festgemak
Og skotte skelmsk til Vinen
Og til den røde Lak.

Jeg fortalte Anledningen til mit Komme: «Er det muligt, at
De kan finde noget Smukt i disse kaudervelske Vers?* <Nej,
Versene er jo gruelige,* sagde Bødtcher; «men det er denne Fi-
losofi deri, som har slaaet mig — er det ikke mærkværdigt,
hvad, at saadant et ungt Pigebarn har læst alt dette Filosofi og
interesserer sig derfor; ja jeg selv forstaar mig slet ikke paa det,
men hun maa dog være meget begavet, hvad?*

«Naa,> svarede jeg smilende, <naar der ingen Uenighed er
imellem os angaaende Versene, De forstaar Dem paa, saa kan
jeg indestaa Dem for, at der ikke er Menneskeforstand i al den
Filosofi, hun har pyntet dem med, for det er Noget, som jeg
godt kan bedømme.*

Og saa blev jeg da bænket og maatte drikke Vin og spise
Konfekt. Ligesom vi var komne til Ro, bankede det paa Døren
og Bødtcher rejste sig lidt fortrædelig over at blive afbrudt, da
Døren i det Samme gik op og paa Tærskelen viste sig — ingen
anden end den unge Digterinde, der blev staaende som ramt af
et Slag ved at finde Tigeren græssende ved Lammets Side, sit
Talents Fornegter i Sofaen hos sin filosofiske Begavelses Beundrer.
«Ja, min lille rare Frøken,* sagde Bødtcher, <jeg maa bede Dem
komme igen en anden Dag; jeg har netop en Ven hos mig.*
Det Ord Ven var min Oprejsning.

Vi talte om al Slags og mest om Italien, hvor jeg agtede

538 Ludvig Bødtcher

mig hen. Hvilken nydelsesrig Rejse for Dem med Deres gode
Fornuft! sagde Bødtcher, og nu begyndte han at fortælle mig
Smaatræk fra sit Ophold dernede, hvor ubehjælpsom han fra
først af havde været med Italiensken, og hvorledes han sagde:
Ho, haij ha med dygtig Eftertr^'k paa h'et, og hvordan smukke
romerske Piger havde let ham ud derfor. Han nød, medens han
fortalte, sine Minder om igen. Jeg iagttog ham i Stilhed. Jeg
havde holdt af ham som Digter; nu holdt jeg ogsaa af ham som
Personlighed. Thi han var en Personlighed, han havde Hold-
ning Der var en aldrig svigtende Værdighed over hans stille
Maade at bevæge sig paa, noget sjælfuldt Humant i hans Tale.
En Franskmand har kaldt Smilet for Hjertets Høflighed; dette
Ord falder mig ind, naar jeg tænker paa hans Væsen. Han var
høj og smal, hans Ansigtstræk ædle uden just at være smukke;
kun det ene Øje saa', men det saa' klogt og mildt. Blot af
Maaden, hvorpaa han drak sin Vin, saa' man at han forstod at
nyde. Blot af de Ord, han sagde om den Lykke at gæste Ita-
lien, følte man, at han var en ildfuld Beundrer af Kunsten
og det Skønne. Der var i hans Væsen den Forbeholdenhed som,
naar den er forenet med Aabenhed og Imødekommen, bliver til
Finhed. Og over hans Ansigt laa det Genskin af Hjertets God-
hed, som hos mildt dømmende og selskabelige Naturer bliver
til det, man mener med Blidhed.

Hans Skjoldmærke, Guitaren, hang paa Væggen ved Siden
af Som han sad der, lignede han den gamle Digter i Andersens
Æventyr Den uartige Dreng. I Virkeligheden vilde Vilhelm Peter-
sens Titelbillede til dette Æventyr være den mest passende Vignet
til Bødtchers samlede Digte: Den gamle fine Digter i Stolen med
den lille nøgne Amor paa Skødet, det fyldte Vinglas foran sig,
Lyren paa Væggen og Lyset, der tindrer som en Stjerne. tDer
var engang en gammel Digter, saadan en rigtig god gammel
Digter. En Aften, han sad hjemme, blev det et forskrækkelig
ondt Vejr ... O luk mig op! jeg fryser og er saa vaad! raabte
et lille Barn udenfor. » Hvem kender ikke Resten af Historien.
Digteren lukkede op for den lille nøgne, drivvaade Dreng. Han
tog den lille Dreng paa sit Skød, vred Vandet af hans Haar,
varmede hans Hænder i sine og kogte sød Vin til ham. Saa
kom Drengen sig, fik røde Kinder, sprang ned paa Gulvet, skød
den gamle Bødtcher lige ind i Hjertet og fløj sin Vej; men langt
fra at klage sig greb Digteren sin Guitar og sang:

Ludvig Bødtcher 539

Nu gløder i Rosen Eros sin Pil

Og svinger sin Bue med Trods og med Smil,

Han stiger fra Jord som kvidrende Fugl

Og spejder bag Skyen i Skjul:

O vogt nu tro

Dit Hjertes Ro!

Hans Pil er baaren

Af Duften i Vaaren —

Den træffer som Lyn og fylder dit Bryst

Med Suk, med Savn, med smeltende Lyst.

Det var nemlig ikke første Gang, det hændte ham; han og
Amor var gamle Bekendte.

II

Ludvig Bødtcher var en fin og blid Nydelseselsker. Han
danner for saa vidt den skarpeste Modsætning til den arbejd-
somme og aandige Hauch. De vaktes begge af Oehlenschiåger,
men to Lærlinge af samme Mester kan neppe være hinanden
mere ulige end de to. Bødtcher var livslysten uden at være
nogen Levemand; Aarestrup f. Eks. tager sig med sin begærlige
Sanselighed, sin lidenskabelige Attraa i Sammenligning med ham
næsten skamløs ud. Hans Nydelse er ikke voldsom men blid;
den vil ikke bemægtige sig sin Genstand; den vil snarere ind-
aande dens Duft end indsuge dens Sødme. Han stammer fra
Anakreonitikerne som Aarestrup fra Ovid.

Bødtchers Liv var et Liv uden Kamp og uden Formaal,
men ikke derfor uden Skønhed; et Liv tilbragt i Lediggang, men
ikke i Flegma; en Eksistens uden Virksomhed og tiden Arbejde,
men ikke uden et adeligt Præg; et Digterlevned som, ganske
indviet Kunsten, i 80 Aar bragte 100 Smaadigte til Verden og
som dog ikke var tomt. Bødtchers Liv synes at have været en
Kæde af smaa Nydelser, hvori enkelte store Nydelser og enkelte
alvorlige Sorger var indflettede. I Erindringen tog det sig for
ham ud som en Række af harmoniske Øjeblikke, isprængte
med enkelte i Totalharmonien opløste Mislyd. Deraf den rene
Velklang i hans Digte; der findes i dem intet Udbrud af For-
tvivlelse eller Selvopgiven, intet Vidnesbyrd om skærende eller
bitre Stemninger, om falske eller skæve Forhold. Han er endnu

540 Ludvig Bødtcher

mere idyllisk end selve Christian Winther: thi dennes Strenge
kan undertiden skurre, men aldrig hans.

Bødtchers Digte er meget ufuldstændigt daterede; men saa-
meget ses, at Samlingen fredeligt har bragt Frugterne af Tyve-
aarsalderens og Firsindstyveaarsalderens poetiske Øjeblikke under
samme Tag. Man træffer tilsyneladende ikke paa Udviklings-
stadier. Digteren, der som 22-aarig Yngling oplevede Slaget ved
Waterloo og som endnu kraftig Olding Slaget ved Sedan, synes
i hele Mellemtiden mellem disse to Begivenheder at have bevaret
samme idylliske Stemning i sin Sjæl og i sin Cither. Han har
skrevet tre begejstrede og alle lige ærligt mente Digte henholds-
vis om PYederik den Sjette, Christian den Ottende og Frederik
den Syvende. For en ægte Søn af Frederik den Sjettes Tid
kunde Kejserriger opstaa og forsvinde, Europas Kort omkalfatres
en halv Snes Gange, Omvæltninger og Opdagelser ryste en Ver-
den og aabne en Verden, uden at det afsatte Spor i hans Indre
eller i lians Kunst. Man opholdt sig i Kjøbenhavn og Rom, det
vil sige man ombyttede en Tidlang af sit Liv en Regnvejrsidyl i
Norden med en Solskinsidyl i Syden.

Hvor var den os ulig, den Slægt, som levede paa denne
sorgløse Maade, hvor følte den sig let om Hjertet! Overalt hvor
vi ser Opgaver eller Kampe, der saa' den Æventyr og smukke
Indtryk. Den bestod af Borgersønner, der alle hørte til den be-
gunstigede Klasse og hvem Livet paa alle Maader gjordes let.
Den levede sin Ungdomstid i en virkelighedsfjern, samdrægtig
Verden, hvori den Enkelte ikke havde nogen haard Kamp for
Brødet nødig og Folket ikke behøvede at levere nogen Kamp
for sin Bestaaen. Der var ingen lidenskabelig Væddestrid om
Embeder, de tilfaldt af sig selv den velanbefalede unge Mand,
og der var ingen Splid mellem Danske og Tyske; de mødtes som
Venner i Kjøbenhavn. i Munchen og i Rom.*)

Der var ingen politisk Trætte mellem Borgerstanden og
Enevælden; Frederik den .Sjette tog sig fredeligt af det Hele, og

*) Endt var Osteriets Gilde —
Det var over Midnat silde
Og '(lod Nat'^ o>5 «Gute Nacht«
•Mer end Snese Gange sagt.

Bødtcher.
Smlgn. med Hensyn til romersk Samliv mellem Danske og Tyske
Kmil Hannover: Maleren Ghristen Kobke S. 94 AT.

Ludvig Bødtcher 541

ingen religiøse Brydninger i de Samfundslag, som alene regnedes
med: man levede hen i en stille tvivlende Ligegyldigheds-Stem-
ning, der aldrig blev til mere, og som paa det nøjeste var forenet
med en stille Ærbødighed, der heller ikke blev til mere. Der
gaves ingen sociale Spændinger eller Kampe. Forskellen mellem
Stænderne i Kjøbenhavn var kun den, at Haandværkerne spillede
Privatkomedie i en Stald i Pilestræde eller paa et Loft i Adel-
gade, medens Borgerstandens dramatiske Foreninger, Thalia,
Borups Selskab, Dramatisk Prøve o. s. v. havde deres finere
Privatteatre i Klosterstræde, i Thotts Palæ og saa fremdeles.

En eneste fælles Dilettantisme forenede alle Stænder. Det
var den Tidsalder, i hvilken de bestandig borgerlige, bestandig
selskabelige, bestandig venskabelige Selskaber blev stiftede; Rah-
bek laa endnu i Luften, skønt Oehlenschlåger havde renset den
med sin Torden. Man bevægede sig i det attende Aarhundredcs
selskabelige Former, skønt man havde erklæret dets Tidsaand
Krig; man forenede paa en ofte højst selvmodsigende Maade det
attende Aarhundredes godlidende Menneskevenlighed med det nit-
tende Aarhundredes Romantik; man bar Aladdins Turban til Rah-
beks Vinterfrakke. Man sang nu som før sine Viser i Selskab, kun
at Viserne ikke mere var Selskabsviser, men personlige, erotiske
Digte uden Omkvæd eller Kor. Dog skrabede man Poeten en
lille Smule, fandt man Klubdigteren under Trubaduren. Skulde
jeg nævne en Repræsentant for dette Selskabelige i Slægten, saa
kunde jeg nævne den ældre Abrahams, som hans egne Erindrin-
ger skildrer Manden. En elskværdig, begavet, beskeden Mand
uden udprægede Overbevisninger eller uomgængeliggørende For-
niaal! Det fuldkomne Selskabsmenneske; han taler fire, fem Sprog
og deres Mundarter lige fortrinligt, er straks hjemme i forskellige
Lande, synger sig med sin smukke Stemme ind i talrige Krese,
færdes utvungent ved Hoffer og blandt Kunstnere, hos Prinser og
hos Købmænd, forklæder sig, opfinder Selskabslege, ser Komedie
og spiller Komedie, har lige udprægede Talenter som Sanger, som
Skuespiller og som Professor i Sprog, bliver ikke desmindre en
flink og nidkær Notarius publicus og har, naar han opgør Sum-
men af sit Liv, titusind Anekdoter og vittige Indfald at fortælle.
Abrahams er en typisk Skikkelse, fordi der er et Stykke Abra-
hams i de fleste af Tidens optrædende Personer: hvad der hos
ham er del hele Væsen, det er en enkelt Side af Væsenet hos
de andre lige fra den gamle Rosenkilde til Orla Lehmann.

542 Ludvig Bodtcher

Følg nu Bødtchers Liv. Allerede som Dreng ser han i sine*
Forældres Hus sine ældre Brødre spille Holbergske og Ewaldske
Stykker sammen med en af deres Kammerater, Adam Oehlen-
schlåger ved Navn. Allerede i Skolen begynder han at skrive
Vers og en af hans første Sange er en navnløs til Stiftelsesfesten
i cDet venskabelige Selskab*, for hvilket Faderen var Bestyrer.
1 Aaret 1812 grunder han som Rus med nogle Venner, deriblandt
1. M. Thiele og Abrahams, et lille literært og poetisk Selskab
Hebe, hvor man oplæste sine digteriske Frembringelser og frem-
for alt spillede Komedie. Lstedenfor ofTenlige Forlystelsessteder
havde Kjøbenhavn da en halv Snes Privatteatre, og Bødtcher
spillede snart i én Forening, snart i en anden. I Thalia vandt
han Rahbeks Opmærksomhed og blev af ham opfordret til at
gaa til Theatret, saa meget mere som han havde en smuk Tenor.
Han var for selvkritisk til at gaa ind derpaa%

Der er fra dette Afsnit af Bødtchers Liv opbevaret adskil-
lige Smaahistorier, som skal oplyse hans gode og lystige Hu-
mør. Naar jeg ikke gengiver dem, kommer det især af, at
en Kritiker ikke kan være for tvivlende med Hensyn til Paa-
lideligheden af slige Smaatræk, som han ikke personligt har hørt
fortælle af den Afdødes Mund. Saadanne pudsige Indfald beret-
tes undertiden om ganske forskellige Personligheder, uden at det
dog paa nogen Maade kan kaldes sandsynligt, at de skulde være
hændte flere end en. Saaledes fortælles det f. Eks. i den Frem-
stilling af Bødtchers Levned, Hr. Al. Schumacher har leveret, at
Bødtcher en Aften da han skulde spille Komedie i en dramatisk
Forening faldt paa at udføre følgende braadløse Spøg: «Jeg kom-
mer opad Trappen og vil nu holde mit Indtog med tilbørlig
Effekt, hvorfor jeg stikker min Stok mellem Benene, sætter Haan-
den for Munden og rider, cfterat have lukket Døren op, trom-
petende ind i Stuen. Men jeg havde taget fejl af Etagen og kom
ind, hvor et Selskab af Herrer og Damer sad omkring Tetior-
det. Jeg blev naturligvis noget flov, men luske mig bort vilde
jeg ikke; jeg lod derfor som Ingenting, blev i Rollen og red
trompetende omkring Bordet til stor Forundring for Selskabet,
der forbauset stirrede paa mig, og red atter ud af Stuen*. Erik
Bøgh indvender i en Feuilleton om Ludvig Bødtcher (4de Juli
187.')) mod denne Historie, at det egenlige Hovedpunkt er glemt,
nemlig, at Bødtcher, som kun kunde se med det ene Øje, red
om Bordet med det blinde Øje vendt ind imod Kresen og deis

Ludvig Bødtcher 543

for først efterat have blæst sit Stykke opdagede det fremmede
Selskab. Hvad jeg imod denne Historie vilde indvende, er at
den ikke er original. Den findes Træk for Træk fortalt i Lafer-
riére's Erindringer om den franske Skuespiller Philippe, der saa'
meget godt paa begge sine Øjne.*)

De Aftener, Bødtcher ikke selv var paa Scenen, tilbragte
han som oftest i det kongelige Teater, og en kort Tid blev han
Teateranmelder. Han skrev 1823 og 24 uskyldige Teaterkritiker
i Trops godmodige Manér, forherligede Palnatoke som «dette
Indbegreb af al tænkelig dansk Styrke, Mod og Kløgt* og vovede
om Rossinis Publikum dette naive Billedsprog: Mængden op-
sluger de klingende Maccheroni med graadig Ørehunger*. Selv
em denne kritiske Virksomhed ikke var bleven for bestandig af-
brudt ved Bødtchers Bortrejse fra Kjøbenhavn , kan man være
sikker paa, at han hurtig havde forladt den. Han passede bedre
i Kunstnernes og Dilettanternes Rækker end i Kritikernes.

Naar man nu kender denne ydre Ramme for hans Liv, kan
man let slutte sig til dets mere inderlige Tildragelser. Det er
sandsynligt, at Privatkomedien med den bestandige Elsken paa
Teatret førte til en god Del Elsken udenfor Scenen, saa meget

*) Circonstance assez rare chez la plupart des comiques de la scene,
Philippe était peut-étre encore plus gai å la ville que dans ses rdles.
Tous les enfantillages lui allaient Un Jour qu'il se rendait å diner dans
une maison dont il ne connaissait pas bien les étres, il trouve un balai
au bas de Tescalier, et. comme il était tres en retard, Tidée lui vint de
se faire excuser par une drdlerie. Il se met å cheval sur le balai. ajuste
son mouchoir en guise de bride et monte au premier etage. La salle å
manger faisait face å rantichambre, dont la porte était entr*ou verte ; å
un grand bruit de voix et d'assiettes, Philippe juge que c'est bien lå qu*il
est attendu. Il pénétre dans Tantichambre , ouvre avec fracas la porte
de la salle å manger, fait le tour de table avec l'attitude et les gestes
d'un cavalier au trot en n'oubliant pas le couplet consacré:

A cheval sur mon bidet
Quand il trotte il fiait un . . .
Prout, prout, prout.

Les convives se regardent stupéfiés. Philippe, tous en trottant et
chantant, regarde autour de la table, s*aperfoit qu'il n*y connalt personne
et, comprenant qu'il s'est trompé, ne songe plus qu'å se ménager une
belle sortie. Il se maintient å cheval et, toi^ours au trot sur son balai,
salue les convives å la maniére d*un écuyer de cirque, et quitte cette
salle å manger pour monter au second etage, oti il était réellement attendu.

Mémoires de Laferrlére I, 239.

544 Ludvig Bødtcher

mere som Tidens Sæder var friere end vore. Bødtcher var for
anakreontisk anlagt til at han skulde have gjort sig synderlig
Skrupler ved at plukke de Blomster, der voksede paa hans Vej
og han var altfor lidt arbejdsom til at andre Interesser skulde
optage hans Tanke- og Følelsesliv. Han har mere end én Gang
følt « Sanserne omtaage Forstanden », naar han havde drukket
sig en Rus i sin Ungdoms skummende Vin.

Da Bødtcher 1824 ved sin Faders Død kom i Besiddelse af
en Formue, som var tilstrækkelig til at sikre ham et selvstæn-
digt og sorgfrit Liv, besluttede han straks at rejse til Italien,
og fra 1824 til 1835 var han bosat i Rom. Han boede paa Piazza
Barberini skraas overfor Thorvaldsens Atelier og i 11 Aar hørte
han her under et dolce far niente hver Nat den melodiske Lyd
af Tritonens plaskende Vande og hver Morgen Thorvaldsens
«Godmorgen, Bødtcher!* naar Kunstneren, før han gik ind i sit
Atelier, købte sig for et Par Skilling Snus paa Pladsen. Det
nære Forhold til Thorvaldsen blev Glanspunktet i Bødtchers Liv,
og dette er let forstaaeligt. Thorvaldsen var for de dalevende
Danske ikke en stor Mand som en anden; han var dem Legem-
liggørelsen af deres Fædrelands aandelige Storhed, Pantet og
Sindbilledet paa Danmarks Rang mellem Europas Folk; han var
saa at sige i én Person Fædrelandets Genius, dets Ry. Der
var dengang overhovedet et forenende Element i Tiden. Kritiken
var ikke vaagnet endnu i det danske Folk; alle saa* de op til
de samme Mænd. Flertallet skattede Oehlenschlåger næsten paa
samme ubetingede Maade som det elskede Frederik den Sjette.
Thorvaldsen stod dog endnu højere i den almindelige Bevidsthed.
Hans Verdensberømmelse og især hans Fjernhed fra Landet gav
ham en Særstilling. Al Væddekamp, al Misundelse, al Egenkær-
lighed forstummede og forsvandt overfor ham; Enhver skattede
sig lykkelig ved at turde høre til hans vide Kres i Rom. Hans
Navn var Fanen. Han bragte alle Danske til at smelte sammen
i én eneste patriotisk Følelse: han var for sin Samtid hvad den
første slesvigske Krig blev for et senere Slægtled. Lykkelig
den Slægt, hvis Idealer har vundet en anskuelig ydre Form i et
stort Geni eller en stor Begivenhed!

Bødtcher var saa lykkelig at blive en af Thorvaldsens aller
Nærmeste. Den gamle Kunstner skal endog have faaet ham saa
kær, at han kun nødig opgav Tanken om at knytte ham til sig

Ludvig Bødtcher 545

ved Familiebaand; men Ægteskabet laa nu engang ikke for Bødt-
chers Anlæg. Han glædede sig over Kunst og Natur og Men-
neskeliv, han lærte i Osterierne de talrige italienske Vines for-
skellige Dyder at kende, han forsvandt nu og da ude i Bjerg-
byerne med en smuk lille Pige og kom saa smilende tilbage til
Rom igen. Af og til skrev han et af sine fine, malende og svær-
meriske Digte.

Her i Rom var det saa, at han udførte sit Livs smukke og
blivende Bedrift: han skaffede Danmark Thorvaldsens Museum.
Ham var det, der taktfuld som han var, udsatte sig for den pin-
lige Ubehagelighed, atter og atter i Samtale med Thorvaldsen at
berøre det kildne Punkt, Oprettelsen af hans Testamente. Det
var ham som, da den gamle Mand bestandig skød Tanken fra
sig, ved Breve til indflydelsesrige Mænd i Hjemmet forberedede
Sagen og som bevægede Thorvaldsen til at underskrive et paa
hans Foranledning af A. S. Ørsted affattet uomstødeligt Testa-
mente.

Det var da ogsaa som Ledsager af den dyre Skat, han havde
skaffet Danmark, at han efler de mange Aars Forløb vendte til-
bage paa Fregatten Bellona, der førte Thorvaldsens Arbejder til
Kjøbenhavn. Man begriber med hvilken Glæde han ombord har
skrevet og sunget disse Vers til Bellonas Ære:

Da svang hun sig saa smuk som stærk
Til Landet, rigt med Kunst begavet,
Og tog en herlig Kunstners Værk
Og bar det højt igennem Havet.

De 39 Aar, han havde tilbage at leve i, forblev han i Dan-
mark og med sit lykkelige Naturel synes han ligesaa lidet som
han savnede Danmark i Italien at have savnet Italien i Danmark.
1 Sværtegade fortsattes det idylliske Liv fra Piazza Barberini.
Han, som havde levet et rigt Ungdomsliv med Musik, Poesi,
Kunst, Blomster og Piger omkring sig, erstattede nøjsom og
altid tilfreds Italiens Landskaber med nogle sydlandske Vækster i
sit Vindu, Kunsten med Billeder paa sin Væg og Synet af Sydens
skønne Piger med Synet af Genboens legende Pigebørn.

Betegnende for ham er det, at han omgav sig med et lille
Hof af Gade-Originaler, godmodige og snurrige Kumpaner, saa-
danne, der ved det Afstikkende, Uregelrette i deres Ydre og

G. Brandes: Samlede Skrifter. I. 35

546 Ludvig Bødtcher

Væremaade bringer en Smule Afveksling ind i den kedelige Ens-
formighed, som betegner Beboerne af en nordisk By. En var en
vittig og forfalden Spasmager, en anden en Lommeprokurator,
der istedenfor at holde Kontor gav Audiens hos sin Konditor,
en tredie en aldeles adspredt Oldforsker, som flakkede Landet
rundt efter Gravhøje og tog hver Flintesten op paa sin Vej for
at undersøge, om den ikke var en Kile o. s. v. Det morede
ham at gaa ud at spadsere med hele Skaren efter sig, medens
juridiske Akter struttede ud af alle Lommer paa den ene, og en
anden med sin lave bredskyggede Hat og flagrende Havelock lig-
nede en uhyre Flaggermus. En Gang, siger Erik Bøgh, da jeg
udtalte min Forundring over den Kres af besynderlige Menne-
sker, jeg havde truffet hos ham, smilte han med en Samlers Glæde
over sit Museum: «Ikke sandt, det er Perler! Men de bedste
Numre har jeg mistet. En Gang havde jeg næsten en halv Snes.
De kan tro, det var en brillant Suite at gaa paa Volden med.>
Der var ganske vist i denne Bødtchers Moro noget af den Sam-
lermani, som ofte følger med den digteriske Ufrugtbarhed, men
endnu mere af Poetens Kærlighed til det, som havde et snur-
rigt Særpræg, og af den fine aandrige Lediggængers folkelige
Lune.

løvrigt omgikkes Bødtcher sine gamle Venner. Mellem 5 og
7 saa han altid en lille Flok hos sig til Te. I lang Tid til-
bragte han hver Aften i den samme Vinstue, hvor han læste
Aviser og traf Bekendte. <Han kom altid til samme Klokkeslet,
satte sig altid i samme Lænestol paa samme Plet, flyttede sig
altid, naar han havde læst, hen til det samme Bord, hvor han
næsten altid traf det samme Selskab, et Par andre gamle Herrer,
med hvem han underholdt sig meget livligt, men altid med dæm-
pet Stemme*. Jævn, stilfærdig, dæmpet, lidt magelig — det er
Billedet af Manden. Var han indbudt til en eller anden Familie,
da gik han derhen indhyllet i en stor italiensk Slængkappe og
havde gerne sin Guitar under den. Til Guitaren sang han saa
raed en svag Stemme men med udtryksfuldt Foredrag de smaa
fuldendte Sange, der efter Bødtchers Død er blevne tilbage som
(let levende Vidnesbyrd om hvor fintfølende og hvor poetisk l>e-
gavet han var.

Ludvig Bødtcher 547

III

Bødtcher har, som alt berørt, skrevet forbausende lidet.
Den lille Samling Digte, ældre og nyere og det endnu mindre
Tillægsbind Sidste Digte indeholder hans hele literære Oppakning.
Kun et Udvalg af disse Smaapoemer har tilmed blivende Værd,
og dog vil disse faa korte Digte have Livsessens nok i sig til at
bevare hans Navn, alene ved den Tryllekraft, en ægte Natur-
ejendommelighed har. Disse Digte har beriget det danske Sprog
med en ny Art Rytmegang og en ny Art Farvesamoienstilling;
de har en vis bestemt Klangfarve, som ingen andre danske Digte
har. Derfor kan de aldrig gøres overflødige ved nogen senere
Udvikling af vor Literatur, men vil blive staaende og overleve
selv de nyttigste og lærerigste videnskabelige Værker; thi disse
vil ikke undgaa den Skæbne at fortrænges af andre, mere tids-
svarende Frembringelser.

Hvorpaa beror, hvori bestaar nu hin Klangfarve? Ja det er
lettere at spørge end at svare. Det er som skulde man definere
Violens Duft. Men lad os forsøge !

Over alle Bødtchers Digte ligger et dæmpet, beroliget Skær.
Det er naturligt hos en Digter uden Lidenskab og uden luende
Patos. Det er inderlige, paa ethvert Punkt følte Digte, men det,
som sætter Stemning og Følelse i Bevægelse, er hyppigst en saa
ringe ydre Anledning som muligt. En hel Gruppe af Bødtchers
Poesier er Stillelivs-Stykker. Han besynger Den efterladte Rose:

Saa blødt som Silke bøjer sig Papiret
Omhyggeligt omkring dit spinkle Løv:
Reliquiebevaret er dit Støv,
Og med en Guldrand var dit Leje ziret.

Man fandt dig i den gamle Dødes Gemme —
Din Sarkofag, saa duftende og let.
Blev aabnet af den kolde Skifteret, 0^

Som vittig næppe Smilet kunde tæmme.

Han skriver et spøgende Digt om en Huggeblok (Hr. Blok);
han skildrer En Aften i Hjemmet^ da den ventede gamle Ven
udebliver og han ene i Ovnkrogen læser sin Ungdomselskedes
Breve for sidste Gang; han lader den unge Pige hellige en hel

35*

548 Ludvig Bødtcher

lille Epistel til Skildringen af sine Følelser ved Synet af den
bortrejste Elskedes Fodspor i en af Havens Gange {Fodsporet);
han giver endelig i Filosofen selve det stille Livs Filosofi. Eller
er dette ikke næsten et Stillelivs-Stvkke :

Der er en Gæring, paastaar man, i Tiden
Maaske: men se, min Vin blev sjældent sur.
Naar Flasken altid kønt blev lagt paa Siden —
Sligt applicerer jeg paa min Natur:
Jeg ligger rolig, selv naar jeg ej sover.
Og haaber nok min Gæring skal gaa over.

Den, der maler Stillelivs-Stykker, maa nødvendigvis forbybe
sig i Smaating. Der er heller ingen dansk Lyriker, der i samme
Grad som Bødtcher har gjort det til sit Valgsprog: Viue la ha-
gatelle! Der er ingen, hvis Digte drejer sig om ubetydeligere
Enkeltheder. Et helt, smukt udført lille Poem (En Tyv i Rom)
handler om en lille Mus, der drikker Olie af Bødtchers Lampe;
et andet Digt Lorenzo lader poetiske Minder fremtrylles ved Be-
skuelsen af en gammel romersk Tandstikker; et smukt erotisk
Stykke {De Forelskede) fremstiller en lille Scene af Skinsyge, som
opstaar ved at en Skrædderregning et Øjeblik antages for et
Kærlighedsbrev. Selve Handlingen i Digtene er altid ringest mulig;
Behandlingsmaaden er saa følt, saa nænsom, at det ubetydelige
Stof bliver til Poesi. Saaledes skildrer et aldeles allerkæreste
lille Digt {El Møde) ikke andet end den Skræk, Digteren faar i
Blodet, da han i Skovensomheden, hvor han har tyet hen, tror
at høre en Ven forfølge sig med Kukken bag Træerne, og det
viser sig at være den rigtige Gøg, et andet lille gribende Digt
{El Varsel) intet andet end den Angst, som et Muldvarpeskud, der
skød sig op foran Fødderne af Bødtchers Ungdomsforlovede,
indjog den unge Pige. Men denne ubetydelige Tildragelse er saa
mesterligt udmalt, at man føler Rædsel derved:

Da stirred hun med Kt og bæved.
Og op hun foer.

Ved hendes Fod sig langsomt hæved
Den sorte Jord.

«Kom, hvisked jeg, hvorfor vel grue?
Det intet gjaldt —
En Muldvarp skød sin lille Tue
Og det var altl»

Ludvig Bødtcher 549

Ak, selsomt skifter Livets Scene:

Knap svandt et Aar

Da sad jeg atter -^ men alene.

Hvor Bænken staar:

Det elskte Navn jeg maatte skue

Paa Gravens Bræt

Og gyse for den lille Tue,

Som dog fik Ret.

Men denne Bødtchers Kærlighed til det Stille og det Smaa
blev underligt nok den Ungdomskilde, som forhindrede hans
Poesi fra at ældes med ham selv. Den bevarede ham fra at
indlade sig paa Himmelflugter, den besk3rttede ham mod Taage-
farter, idet den tvang ham ind paa en i hans Ungdom ikke al-
mindelig poetisk Virkelighedstroskab. Den slebne og varsomme
Bødtcher er trods sin Finhed en af vore dygtigste Realister, nu
og da ligesaa kæk som de engelske Digtere af Søskolen, hvor
det gælder at udmale en lille hverdags Situation paa en djærv
og anskuelig Maade. Digtet Fuglen er et Eksempel fremfor alle.
Det er en simpel Hverdagshistorie, et ganske lille Stykke Adam
Homo, der gaar Virkeligheden saa nær som muligt og ikke tyer
til nogen romantisk Pynt, men som i sig selv er højst poetisk.
Faa af vore Digtere vilde have vovet at skildre en saadan Virke-
lighed som det splitternøgne spæde Barn i Fjedertønden; men
Bødtcher vover det og han lille Papageno rører alle Hjerter.
Har man faaet Øje for at hin nysnævnte Kærlighed til Bagatellen
i sin Grund er en ægte Kunstnerkærlighed til det Omstændelige,
til Virkeligheden med alle dens smaa Enkeltheder, saa vil man
ogsaa se hin Tandstikker, hin Skrædderregning, hin Mus, der
drikker Olie, alle disse Smaating, i en ny Belysning. De er
Vidnesbyrd om Kunstnerens Evne til trods alt sit teoretiske Svær-
meri for Romantiken at blive Jorden og det Jordiske tro.

En ret Romantiker blev Bødtcher aldrig. De Par gammel-
dags Digte fra hans tidligste Ungdom, fra hans før-Oehlenschlå-
gerske Periode, som er os opbevarede, er ikke, som Hauchs til-
svarende, yderligt romantiske, men har den stille Pasgang, som var
ejendommelig for det attende Aarhundredes Vers. En lille Splint
af det attende Aarhundrede, hvori han fødtes, beholdt han altid
i Kødet. Selv naar han blev saa indtaget i Thorvaldsen, var
det tildels begrundet i det i Thorvaldsens Kunst, det Klare og
rent Humane, som hørte det forrige Aarhundrede til. Han havde

550 Ludvig Bødtcher

ikke den nye Tids Lyst og Trang til eftertrykkelige Troesbeken-
delser og Vidnesbyrd om det Oversanselige. Han var en Tviv-
ler af den gamle Skole. Han elskede det Skønne altfor højt
til for enhver Pris at ville have det Sande forkyndt. Under sit
Billede skrev han ejendommeligt nok:

Il ej for rask med en tjenstfærdig Haand
At drage Sløret fra din Broders Øje,
Uvidenhed er tit det skjulte Baand,
Der ene binder ham til Livets Møje.

Og som han her anbefalede at fortie den smertelige Sand-
hed, saaledes ynder han selv at tilsløre den. Se f. Eks. hans
yndige Digt Englen Israfil, Myte, i hvilket han fortæller, hvor-
ledes Israfil for sin altfor bløde Medlidenhed har modtaget den
Straf at skulle bringe de Døde til Himlen uden at turde trøste
de Efterladte med Haabet om et Gensyn hisset, skønt han véd,
det forestaar, og hans Hjerte brænder ved at se al denne Sorg,
som han kunde lindre med et Ord, han ikke tør sige. Digtet
ser ud som var det skrevet til en Moder, der sørgede over sit
Barns Død og er et lille Mesterstykke i den Kunst at trøste.
Det skaanende, nænsomme, dulmende og blide strømmede fra
Bødtchers Sjæl umiddelbart over i hans Vers. Han lægger hel-
lere et mildnende Slør om sin Næstes Øje end han udriver ham
af nogen lykkelig Indbildning. Derfor er det, at han aldrig
slutter med en Mislyd som saa tit Christian Winther.

Man trænger maaske dybest ind i Bødtchers Ejendommelighed
naar man sammenligner hans Digte med Winthers i mange Maa-
der beslægtede Poesi. Læser man de fire største Digte, han har
skrevet: det skønne, sjælfulde Digt Fuglen, dernæst Mundus og
Pauline, Den gamle Greve og Athenodorus opmærksomt igennem,
saa finder man, at de alle drejer sig om samme Genstand, om
den Ulykke og Uret, som en ubehersket, sanselig Lidenskab kan
afstedkomme. I Modsætning til Lidenskaben og over den er
stillet den gamle Annas strenge og milde Overbærenhed, Paulinas
kyske Kærlighed til sin Mand, Grevindens verdenskloge Selvbe-
herskelse og Filosofens Mod og Renhed. Mere end den bræn-
dende Gløden prises den svalende Mildhed og Klarhed, det rene
og dæmpede Lys.

Bødtchers Samling indeholder ingen ligefrem erotiske Digte.
Han var som ung Student forlovet med en elskværdig ung Pige,

Ludvig Bødtcher 551

der døde kun 18 Aar gammel og hvem han til sin Dødsstund
besang; men de Kærlighedsdigte, han i sin Ungdom har hen-
vendt til hende, har han med en sjælden Følelsens Blufærdig-
hed brændt. Hvad han har ladet trykke er da skrevet efler eller
udenfor Lidenskaben og har derved sin varsomme Farvegivning
og sin forsonede og beroligende Stemning, som allerede Samlin-
gens første Digt Fredensborg indeholder og forklarer. Bægeret
skummer i hans Vers aldrig «over Randen*. Medens da Chr.
Winther staar i Midtpunktet af vor nyere Poesi som dens store
erotiske Digter, uopnaaet paa sit vidstrakte Felt, og medens hos
den glødende og farverige Aarestrup Winthers sommerlige Varme
er stegen til Hede, er hos Bødtcher den samme Varme tilstede,
men mildnet og dæmpet, og Luften lun som paa en solklar
Septemberdag:

Lad andre med bevæget Aand

Besynge Maj din kælne Lyst

Og Rosen ved dit unge Bryst

Og Nattergalen i din Haand,

.leg fletter helst til dig min Krans,

Brunlige Høst i Aftenglans

Naar Leens Klang

Fra Qerne Vang

Blander sig mildt med Droslens Sang.

Og hvilken poetisk Mester har vel som Bødtcher skildret
den rene, forfriskende Kfteraarsluft:

Din Luft jeg drikker ren og sval,

Den kvæger mig som kølig Vin,

Der skænkes af en Haand saa fin

Og rækkes i en Guldpokal.

Sød er min Ro paa Markens Straa,

Over mig Himlens dybe Blaa,

Den lille Skv

Som purpurkry

Sejler til fremmed Land og By.

i^HøstmindeJ)

Til denne Grundstemning svarer Bødtchers poetiske Foredrag
Det er paa én Gang varmt og klart, det vil sige paa én Gang
inderligt og logisk — med ét Ord det er det attende Aarhundre-
des Foredrag, hvis rolige og forstandige Bevægelse den romantiske
Følelse ingensteds sprænger. Aldrig en Anslaaen af Folkevisetonen,

552 Ludvig Bødtcher

aldrig et Spring i Tanken eller i Billedet, som f. Eks. uafladeligt
hos Hauch, der formaar at forvandle sig til Folkevisedigter, saa-
snart han vil. Aldrig skjulte Antydninger, dunkle Lignelser som
i Hauchs rørende Dyvekes Sang.

En Strofe som den oven anførte:

I Bølgen svømmer med Dødens Mod
Den Fisk. som med Angelen leger,
De gøde mit strømmende Hjerteblod
I Kongens forgyldte Bæger

var ganske utænkelig hos Bødtcher. Saaledes taler Lidenskaben,
saaledes taler Fortvivlelsen, men ikke* han. Aldrig kunde han
uden nogen Overgang stille Billedet af Fiskens Fangst hen ved
Siden af Billedet paa Dyvekes Undergang, allermindst naar dette
Billede paany var saa sammensat som her, hvor det siges at
man fyldte Kongens Bæger med hendes Hjertes Blod. Bødtchers
Haand skælver aldrig, hans Tunge stammer ikke, han har ingen
Patos. Men han har en smeltende Melodi. Det er ikke saa
meget Sang som Nynnen: han skyer det Fuldttonende. Det er
ikke en rigt harmoniseret stigende og aftagende Fylde af Vellyd
men et ganske ejendommeligt musikalsk Parlando^ halvt Tale,
halvt Sang, med den fineste Velklang. Man læse f. Eks disse
to Strofer:

Mod Aften samme Dag, da gik fornøjet
Paa Solskins-Vejen fra en landlig Gaard
Letklædte Jomfruer med blottet Haar
Og spejdede med Haanden over Øjet. —

Og der blev spøget kækt — man var jo ene —
Og drillet lidt — Kusinerne var med —
Men Ingen kunde blive rød derved.
Thi Solen rødnede den hele Scene.

Hvor er det fortalt! saa simpelt og dog saa sikkert.
Eller man læse følgende Brudstykke:

Hvor er Maria? er hun inde? —

Ak, ti! jeg ser det Hele alt.

Der staar den Lille jo og græder;

Den arme Smaa

Har alt sin Sørgekjole paa

Af Moders gamle brune Klæder.

Ludvig Bødtcher 553

Maria død! Hun var mig kær, —

Jeg hørte gerne hendes Stemme,

Naar aarle hun ved Morgenskær

Paa Klippen syslede herhjemme.

Fik møjsomt Hønsene forenet,

Bar travlt og kærligt Føden frem,

Men holdt med Kosten borte dem,

Der ikke bar den røde Lap om Benet. —

Nu er dit lille Dagværk endt!

Du er hos ham, som kalder alle sammen.

Hvis Miskundhed har ingen Forskel kendt

Og holder ingen borte — Amen! — —

(Genkomst til Nemt)

Disse Linjer kunde ingen uden Bødtcher have skrevet. Det
milde Lune forstærkes og fremhæves ved det tilsyneladende
skødesløse recitativiske Tonefald, og denne Sangtalen findes i
næsten alle hans Digte. Man maa naturligvis ikke tage de en-
kelte for sig, i hvilke det endnu ikke er lykkedes hans Selvegenhed
at bryde igennem som f. Eks. det pudserligt gammeldags Digt
Turneringen^ der er en efter Opskriften i Romanceform behandlet
Anekdote. Man maa, hvis man ret vil glæde sig ved hans Ejendom-
melighed, fordybe sig i hans ypperste Frembringelser. Man maa
læse Mødet med Bacchus, i hvilket det er Ivkkedes ham uden at
fortabe sig i nogen romantisk Trylleverden at forvandle en Vin-
gaardsbondes Kælder i Nærheden af Frascati til selve Vingudens
Klippegrotte. Det Versemaal, hvori dette Digt er skrevet, stem-
mede beundringsværdigt med Bødtchers lyriske Fortællertalent.
Havde han været en ligesaa energisk som elskværdig Digter vilde
han have kunnet gøre denne Strofe paa samme Maade til sin,
som Winther har tilegnet sig den, hvori Hjortens Flugt er skre-
vet. Nu har han kun brugt den to Gange. Den er gennem-
melodisk og egner sig netop ved noget fortroligt Indsmigrende
fortrinligt til Bødtchers stilfærdige og sjælfulde Fortællemaade.
Det er denne Strofe:

Det var et Højtidsskue!
Syv kunstigskaarne Fade
Med Løvværk og med Blade
Gik langs med Grottens Rund
Og laa i Bjergets Bue
Som i en Jættes Mund.

554 Ludvig Bødtcher

Man agte ret paa dens herlige Bygning. En saadan fortæl-
lende og dog syngende Strofe er et Fund, og kun en magelig
Aladdin, der ikke kender Skattens Værd, kaster den bort, efter
en Gang at have fundet den under sine Hænder. Den forekommer
ingensteds i dansk Poesi og saavidt jeg véd heller ikke i den
tyske. Men hos Sprogkunstneren A. W. Schlegel findes en lidt
mere sammensat Strofe, hvis Velklang og Væsen er af lignende
Art, og som ved Sammenligning oplyser det Bødtcherske Verse-
maals Særegenhed. Det er Digtet An Friedrich Schlegel^ hvor-
paa jeg tænker. Her et Par Vers til Prøve:

Mir war, als hielt' zusammen

Uns Eine Rind umschlossen

In hober Baumgestalt.

Das Blut, von dem wir stammen,

Fiihlt ich, durch uns ergossen.

In allen Pulsen rege:

Wie einst die ungeschaffne

Lorbeer-umgriinte Daphne

Gefuhlt der Wurzeln Halt,

Da noch des Busens Schlåge

Den weichen Bast durchwallt.

Und in dem engen Duster
War mir's. als ob mein Reden
In eins mit dcinem schmolz.
Es wollte solch GetlQster
Uns wechselnd uberreden
Zu tbeilen unsre Ki*åfle.
Icb sagte: Lass die Wurzeln
Fest ind den Boden wurzeln
Zu grunden unser Holz.
Du sagtest: Treib die Safte
Hinan zum Wipfel stolz.

Som man ser, udgør de seks sidste Linjer af enhver af
disse Strofer netop Bødtchers Vers; det ligger i denne store
Strofe som en Part af den. Men hvor forskellig er ikke Delens
Karakter fra det Heles! Schlegels Strofe er fuldttonende, msegtig,
fordrer Sving og Patos. Den egner sig til Odestilen og kun til
den. Bødtchers Strofe derimod fortæller, meddeler, synger af
og til, men vender altid med Ynde tilbage til den jævneste Stil.
Oden stiger og bruser som et Vandsprings Straale; Bødtchers
Strofe har en Rislen som en spæd og ren lille Kilde i Skoven,
der mumler og nynner, plasker og synger sin Vise, ubekymret